Freedom (Isobel)

Sted: Isobels Lejlighed.
Tid: Tidlig aften.
Vejr: Stille blæst.
Omgivelser: Ingen væsner.
Påklædning: Sit normale tøj, så en trøje og et par bukser i hør, med rustningen på sammen med økse og kniv i bæltet.

Han gik stille hen til døren der ledte ind til den lejlighed han vidste Isobel boede i. Han havde åbenbart befriet hendes mor for noget tid siden, og hun havde bedt ham om at finde hende og fortælle at hun er i god behold og ikke længere er slave. Det var ikke særligt ofte han fik det at vide af folk han befriede men det betød ikke at han ikke havde tænkt sig at gøre det.

Han gik helt hen til døren og bankede så på, hvorefter han trådte et skridt tilbage fra døren. Da han ikke ville stå oppe i hovedet på hende når hun åbnede sin dør.... Det ville måske ikke være særligt rart for nogen af dem. Han havde ingen anelse om hvad han skulle forvente han havde bare set et billede og fået et navn at gå efter det var alt han havde til at finde hende med...

En kvindes skridt kunne svagt høres i skovens bløde bund, hendes vejrtrækning var i nogle meget små stød. Hun kiggede sig hele tiden over skulderen, man kunne tydeligt se frygten i kvindens øjne i hendes farvn havde en baby og en rødt og hvidt bundt pels. Hun måtte for alt verden beskytte dem. Hun satte farten mere op idet hun begyndte se farkler bag hende de ellers svage tilråb blev højrer og højere. Kvinden drejede til venstre og endte ved skovsø hun lagde hvalpen og barnet i en lille hulning under væltet træ imens hun hurtigt krassede noget ned på en gammel sedel hun havde haft. Barnet var faktisk helt stille imens de mænd der jagtede kvinden forsvandt ud af lysningen, efter de var forsvundet begyndte barnet at græde, gråden skar igemmen natteluften og flok elver havde hørt den løbende kvinde længe før hun efter ladt sine børn. Elveren der kvinde med langt lyst hår og himmelblå øjne samlede barnet op og en anden der mindede meget om den første.
Isobel vågende med et sæt hun haft den samme drøm fra igår, hun vidste ikke hvem kvinden var, men hun havde på fornemelsen at det var hende og Karas bilogiske mor. Hun vidste ikke hvem var, men havde fundet ud af at moderens navn Lorelai Nightwing. Hun havde fundet ud af slave. Det var derfor at hun ikke kunne beholde dem. Hun tænkte tit på sin mor og hvordan hun havde det. Det måtte ikke være rart at være slave.
Isobel havde haft en dårlig dag hende arbejdesskiver havde betalt hendes fulde løn så nu havde hun kun lige nok til betale husleje for hendes alt for dyre lejlighed, men hun var opvokset i skovens og nogle af dens elver så naturen betød meget for hende. Et svagt suk unslap hendes læber måske hun skulle gå tur ned i parken.
Hun ville glemme denne drøm den plagede hende det gjorde ondt ikke kende sin mor, hun ville så gerne vide hvordan hun var og hvordan hun så ud. Hun og Kara led savn fra det brev elver gruppen havde fundet. Der var ingen fordomme imod det hende og hendes søster var. Hun blev drog forstyrret da det bankede på døren Kara rejste sig med sæt.
Isobel ellers sikker på at ingen vidste hvor boede når hun var ved det kaldte hjemme, hun sank svagt klump idet rejste sig for gå hen imod døren. Hun følte sig smule bange, mon det var nogen som ville svine hende til " rolig Kara opfør dig som en normal hund" sagde hun tyssede på hunden. Hun åbende døren og stod ansigt til angsigt med et stort brød af mand. Hun overdrev måske smule men virkede bare som kæmpe, men sprøgsmålet var om det var en stor venlig kæmpe eller en ondsindet en.

Han kiggede bare på hende, med venlige varme øjne, og et svagt men dog venligt smil... Da han lige havde set på hende kort, for at bedømme om det nu også var den hun søgte efter bukkede han let og elegant for hende, hvorefter han talte...

"Godaften frøken Ninghtwing, jeg har noget jeg gerne vil fortælle Dem..."

Han så lidt på hende afventene, og forventede lidt at blive inviteret indenfor da han ikke ahvde planer om at stå og fortælle det han havde at fortælle et sted hvor alle kunne høre det... Det var nok at han var nød til at afsløre sig over for hende, men andre behøvede ikke at vide det...

Isobel stod længe i døren og undrede sig over hans kendskab til hende og hendes efternavn, kneb øjnene mere sammen imens hun snakkede med Kara til sidst trådte hun væk fra døren så han kunne komme ind. Kara stod stadig foran Isobel som for at beskytte hende " ja og dette her så min søster" sagde hun pegede ned på hunden. Der ingen grundt til at skjule det de var. Hvis han havde fordomme kunne han lige smide dem i ansigtigtet på dem nu. Hun kiggede afventende op på ham og det samme gjorde hunden, man kunne tydeligt se hunden ikke var helt normal.

Kara veg ikke fra Isobels side selv da satte sig ned den halvgammel sofa, man kunne ikke se at den slidt, men gammel var den. Hun satte sig Kara satte på højre side af Isobel. Hendes hjerne arbejde på højtryk for at finde ud af hvilken nyhed han havde fortælle hende. Hun overvejede ganske kort at byde ham på noget, men hun havde ingenting byde ham på. Hun skulle spare. Hendes blik stadig meget misbillingende og hun anede ikke om kunne stole på ham, eller om han ville dolke hende når hun mindst ventede det. Hendes øjne veg ikke fra ham. Man kunne tydelig se hun ikke stolede på nogen.

hvorfor skulle hun også, folk dolkede hende altid ryggen lige meget hvad hun så gjorde hvorfor skulle ham her være anderledes. Hun følte en trang til smide ham, men han havde noget fortælle hende og han kunne vel altid smides ud bagefter. Hun smilede til sidst en smule angstrengt " hvad havde de at fortælle os?" spurgte hun med en lidt spids tone, da stadig var mistænksom.

Da hun fortalte at hunden var hendes søster, blev han først ret så overrasket... Han vidste at der levede disse såkaldte santuines men han havde aldrig selv mødt, så det var meget interessant og spændende for ham endelig at møde en... Han elskede at opleve nye ting, og var altid meget åben overfor andre folk, lige meget racen så længe de ikke prøvede at skade ham eller nogen anden han holdt af...

"Spændende... Mit første møde med en santuines... Det må være specielt at være så tæt knyttet til et andet levende væsen..."

Han valgte ikke at sige dyr, da han vidste at hunden var mere end bare et dyr, det var meget mere det var mindst lige så intelligent som et normalt menneske...

Han fulgte bare med hende ind i stuen hvor han satte sig ned over for hende...

"jeg kom for at fortælle Dem at deres moder er fri og lever fint... Lorelai hvis jeg ikke husker forkert skulle hun hedde..."

Han så bare på hende...

Da han nævnte deres mors navn gav det sæt i Kara og Isobel sammme tid det måtte næsten havde set komisk ud, men hendes live han måtte vide noget mere hvordan så hun havde hun mørkt lige som kvinden hendes drømme. Hun blev også smule forvirret over hans venlighed det var ikke hverdag hun mødte sådan en venlighed. Først rødmede hun smule så forvandlede hendes hud fra en pølse agtig farve til rosa. En masse følelser fór igemmen hende og den første tanke fløj igemmen hende og Kara var den " hvor er hun" udbrød hende og hunden næsten på sammen tid. Selvom det kun Isobel der ligenu kunne høre at Kara også spurgte. Hun måtte vide hvor hun han måtte da vide. Hun kiggede næsten med øjne var mere levende end nogensinde før. Hendes hjerne fuld af spørgsmål som fløj igemme hendes der hvor så hun spørge om. Som hvordan han redde hende fra det hun havde været hun kunne ikke huske hvor det, men hendes elverfamilie havde sporget hende til gods.

Hun kunne næsten ikke holde sig tilbage sprange og overfaldte ham i et knus hun glad at boblede ud af hende, det faldte slet ikke ind at han måske ikke vidste det, for han måtte da vide det. Hun hvinede som lille skole barn som havde gjort noget godt. Selv Kara hoppede rundte af glæde og kunne ikke standse. Hun stoppede da hun glemt det første han spurgte om hende blik var fæstet ved hans " det rart man er aldrig alene, men det kan også havde skyggesider" sagde hun og trak sig væk fra ham imens hun vendte sit ud imod vinduet som afslørede noget af parken. Hun blev altid lidt dyster når snakkede om sin race.
Ikke at følte at der forbandelse hun elskede sin søster og satte hende højere end alt andet. Hun smilede forsigtigt det var altid hårdt at blive kaldt for monster og være holdt uden for fordi folk ikke gad at lærer en at kende. Det var altså for skod tænkte hun. Men den fremmede var så venlig at følte sig helt forvirret over denne venlighed. Hun lagde beskyttende armene omkring hvilket hun altid gjorde når følte sig usikker.

Han kunne godt forstå de var helt oppe at køre over det, men han nåede ikke engang at svare hende før hun hang ham om halsen i et knus, og han fik det lidt skidt, fordi han jo ikke vidste hvor hun var henne, og lige nu var han ikke den der var bedst i stand til at tage ud og lede efter folk, men han ville med glæde fortælle hende alt han vidste om hende, og hvor hun holdt til og når det ikke længere var så vigtigt at han var hjemme ville han også godt hjælpe hende med at lede efter hende...

"Jeg er ked af det frøken Nightwing... Men jeg ved ikke hvor hun er henne..."

Han så ned i jorden, og fik slet ikke hørt det hun fortalte...

"Men jeg vil besvare alt du har af spørgsmål..."

I starten ligende de nogen som ramt i hovdet af noget, men så lyste Isobel op i et smil " bare hun har det godt så jeg glad" sagde hun slap sit favn tag omkring sig vendte sig om. Indenvendig var hun stadigt meget skuffet han måtte vide et eller andet om dem.

Hun følte sig mere tilfreds alligevel. Det med at vide at man havde en mor derude som holdte af en betød da noget. Lysten til møde hende var der stadig hunj stod lidt betragtede den fremmede. Hun var ikke sikker på at hun havde fået hans navn " Dit navn, jeg må da have min mors rednings mands navn" sagde hun.
Der noget trofast loyalt over den. Hun havde ikke kendt særlig længe, men allerede nu villig til at gøre alt hvad hun kunnne for at gøre ham tilfreds. Hun syntes ihvertfald at han havde gjort et godt stykke arbejde.

Han regnede i hvertfald med at hun havde det godt det var ihvertfald det sidste han havde hørt om hende, da han havde snakket med nogle der kendte hende... Og som måske kunne hjælpe med at finde hende hvis Isobel gerne ville finde hende...

"Hun har det godt..."

Han vidste af en eller anden grund ikke helt om han bare skulle sige sit navn, men hvorfor ikke hun kunne vel egentligt ikke rigtigt bruge det til noget andet end at sætte ham i forbindelse med diverse ting og sager der var sket, hvis hun kendte noget til det...

"Sargonis til deres tjeneste..."

Han bukkede let og elegant for hende...