~The Cursed Forest~ Jacob & Caroline

En mission.. Jacob kunne ikke vente med at komme ud på dette eventyr, selvom han udmærket godt vidste at det ikke bare var et eventyr, men en mission som de blev nød til at tage alvorligt.. De skulle hente et bære for dæmonernes leder, et bære som ikke kunne røres af en dæmon hånd, hvilket gav mere mening for hvorfor caroline var med, selvom Caroline også var stærk og kløgtig. Han var sikker på at han nok skulle klarer det, han ville kæmpe side om side med Nille og Caroline, samt gøre alt hvad han kunne for at beskytte dem, selvom han vidste at det sagtens kunne klarer sig selv også. Han gik ud til rællingen og lænede sig op af det, imens hans blik var rettet imod øen, der snart skulle vise sig ikke at være ligeså fredelig som den så ud.. Vinden blæste i hans ansigt, så han måtte lukke sine øjne i og nyde den måde det afkølede ham på, samt gjorde ham mere roligt. For så snart han tænkte på, hvad det egentlig var han var på vej til, hoppede hans hjerte op i halsen på ham og han måtte ånde dybt ud, for at få det på sin plads igen. Tanken om de væsner der var derover, fik ham både til at tage udfordringen op og til at mærke at han måtte være på vagt.. Det var ikke rart at vide hvilke væsner som ville stå overfor dem i den mørkeskov..
Skibet var inden længe nåede frem og passede nu sig selv i vandet, imens sandet holdt det tilbage for at det ikke skulle flyde væk.. Jacob smilte tilfredst, inden han med en let bevægelse sprang ned fra dækket og landede i det varme sand, som næsten var afkølet af lyset fra månen og den blide vind.. Han rettede sig op og gik hen imod Nille, med vinden som blæste blidt i det hvide hår.
"Nille," sagde han høfligt og nikkede til hende, inden han sendte hende sit sædvanlige kække smil..
Tiden var inde til noget af en opgave..

Valgt af Nille, det betød rent faktisk meget for hende. Men om det kun var fordi hun skule bruge en hånd som ikke var en dæmons var hun en smule usikker på. Caroline stolede på Nille, og ville give alt hvad hun havde i sig for ikke at skuffe Jacob og Nille. Caroline hadede dette øjeblik, kun fordi hun var en anelse bange for vand. I hvertfal bange for at svømme i det, hun ville ikke drukne. Caroline tog en dyb indåndig og gik stille og roligt rundt på dækket. Hun kiggede på himlen, og kunne snart ane øen i horisonten. Alt var mørkt, men lyden af de små mørke bølger som kastede sig imod skibets skrov var der stadigvæk. Månen var halv og lyste op over den skræmmende ø. Jo tættere de kom på den, jo mere fik man lyst til at komme væk fra det mørke. Caroline kunne se i mørke nu, mørket skræmte hende ikke mere. Næsten intet skræmte hende mere, hun gik hen ved siden af Jacob og smilte. Øen kom nærmere og nærmere, og til sidst var det på tide at hoppe af. Caroline så Jacob springe ned og rystede kærligt på hovedet af ham. Hun kiggede sig kort tilbage ud på havet, for at mindes Wave.. Caroline trak lidt på skuldren af sin egen tanke og sprang ned til Nille og Jacob. Hun kastede håret tilbage, og lagde hænderne på hver sin side af hofterne. Hun nikkede til dem, de havde en misson at fuldfører!
"Hej Nille." Sagde hun med en høflig stemme og smilte til Nille. Dog opfangede hendes vampyrhørelse nogle lyse stemmer inde i skoven, som skreg.. Om dem der skreg var levende eller døde.. Var det nok ingen der vidste.. Skoven så meget uindbydende ud, som om der var et stort skilt der stod. " Indgang på eget ansvar."
Caroline gik op til Nille og kiggede kort på hende, inden hendes blik søgte efter de lyde som hun kunne hører inde imellem de bladeløse træer, og mørket. Caroline elskede trodsalt farer og var lidt af en mester i at opsøge dem. Men glimrende til at rode sig ud af det igen. Caroline kunne se skikkelser inde i skoven.. Men fra hvad vidste hun ikke.. Hendes blik var fast rettet imod det..
"Lad os komme igang." Lykkedes det hende at få sagt, og flyttede derved opmærksomheden på Nille igen, men hendes ører var fast rettet imod øens natur.. En forbandet skov, det her skulle jo nok ende lykkeligt... Ikke fordi Caroline ikke stolede på Jacob og Nille, hun var bare en anelse mistroisk også. Men hun var gllimrende til at forsvare sig selv, to knive i hendes høje støvler og en pistol gemt. Ingen vidste om hun var bevæbnet eller ej, men det var jo også kun til rent selv forsvar. Caroline kiggede skiftevis på Jacob og så på Nille.
"Skal vi?"

Imens hun stod, og ventede på at skibet nåede hen til dens grænse, tænkte hun på hvilke monstre de mon mødte derinde. Hun bed sig lidt i underlæben. Det eneste hun vidste var at de i hvert fald ikke ville være alene derinde, og skulle være beredt på en del. Dette kunne være en livstruende mission. Hun havde armene over kors, og stod rank. Stolt. Selvom hun inderst inde... Bare ville gemme sig af vejen. Løbe skrigende væk, og gemme sig i et lille hjørne. I sikkerhed.
Nille smilede til Caroline, og Jacob da de hoppede af. Hun havde lyst til at gribe fat i dem begge, og trække dem over i skibet igen samt sige noget om at de ikke måtte være med! Hun ville ikke have det endte galt... Men hun var ikke i tvivl om de kunne klare det. Det var bare mere... Hun vidste ikke hvilke forfærdelige væsner de ville møde. Det var sikkert ikke bare nogle vrede mennesker. Hun havde lyst til at klynge sig til en af dem... Indtil hun slog sig mentalt indeni hovedet. Hun tog sig sammen. Hun rankede igen ryggen, og foldede hænderne bag ryggen.
"Hej i to." Hun smilede skævt, og dæmonerne hen til sig. Ankeret i skibet blev smidt. Nille så skiftevis på dem. Vidste de hvad de havde sagt ja til? .. Det vidste Nille ikke engang. Hun vidste bare at hvis hun gjorde det... Ville hun få erfaring. Hun sukkede lavt, og smilede igen. Hun så lidt ind imod skoven. Nille så på Caroline.
"Vent lige lidt." Hun stillede sig imellem dem, og skoven. De tredve dæmoner holdte sig lidt ved vandkanten, men så nøje på skoven i det tilfælde at noget skulle komme ud, og angribe... Chancen var dog ikke stor.
"Denne... Mission, eller hvad det nu er... Kan være livstruende. Jeg ved ikke hvad vi vil møde derinde, eller hvordan vi besejrer dem. Vi må holde sammen." Hun så bund alvorlig ud. Hun så skiftevis på dem inden hun vendte ryggen til dem, og gik med målrettede skridt hen imod skoven. Dæmonerne fulgte efter hende.

Skoven var mørk og dystre, den skreg nærmest død og ødelæggelse over sig. Men, det skulle ike skræmme ham væk. Ashen Wood forest havde også virket uhyggelig helt fra starten af, men nu boede han der og forbandt den med sit hjem, så mon ikke at den skov snart skulle vende sig til at være noget andet end den uhyggelige skov, hvor de skulle møde mange udfordringer? Så snart Jacob tænkte den tanke, kom der et brøl fra skoven, så han gav et lille spjæt fra sig og spærrede sine øjne op. Ikke fordi han var blevet så bange, men mere fordi han var blevet overrasket over at sådan et brøl ekisterede og selvom det måske var en dum tanke, så var han en smule ivrig for at finde ud af hvad der havde brølet sådan, og ville de møde det? Han lagde armene på kors og kiggede hen på Caroline med et smil, som var et tegn på at han var glad for at hun var med. Det ville blive en farlig mission, men det var som om at det også ville blive oplevelse for livet. På den måde var han glad for at Nille og Caroline var med, men så snart han kom i tanke om at det var en farlig mission, så fjernede han med det samme eventyrstanken og fokuserede på at være klar til at kæmpe imod det de skulle gå imod.. Han tog en dyb indånding og kiggede hen imod Caroline, så snart hun begyndte at gå hen imod skoven, med lystige bevægelse som frygtede hun intet. Han nikkede til hende, men rettede sin opmærksomhed mod Nille, så snart hun sagde noget. Det var jo trods alt hende som skulle lede dem. Han lyttede til hvert et ord hun sagde og havde et alvorligt blik i sine øjne.. De måtte holde sammen. Jacob var helt enig, de vidste ikke hvad de skulle møde, Jacob havde seriøst ikke den fjerneste anelse, men hvad det end var, så måtte de holde sammen og være forberedt.
"Forstået," sagde han med en alvorlig klang og sendte Caroline et kort smil, inden han fulgte trop bag Nille, ind imod skoven. Uviden om hvilken farer de skulle gå imod.. Han kiggede målrettet foran sig og lod alle tanker forsvinde fra hovedet, så han kun forkuserede på sine omgivelser.. Et nyt brøl lød, hvilket bare fik ham til at fokusere endnu mere på sine omgivelser..

Caroline havde en masse tanker, hun var ligeglad med at det var livsfarligt. Hun skulle nok klare den, de skulle alle sammen nok klare den. Hun nikkede til Nille, hun kunne se denne mission betød noget. Hun vidste hvad hun havde sagt ja til, og måtte derfor gøre hvad hun kunne. Caroline kunne hører samme brøl som Jacob kunne og nikkede kort for sig selv. De måtte holde sammen ja, og håbe ingen af dem blev for egoistiske. Hvad kunne det bæger Nille skulle hente enlig? Hvad var der specielt ved det, og hvorfor kunne en dæmon ikke rører det?
I følge Caroline var der for mange dæmoner til stede, ingen at drikke fra hvis hun skulle gå hen og blive såret eller træt.. Hun havde brug for blod men havde heldigvis drukket ret meget af det inden hun tog afsted, så hun kunne holde til det. Caroline fulgte Nille så snart hun begyndte at gå, skoven så endnu mere uhyggelig ud så snart man trådte ind i den. Omslugt af et mørke, men godt for Caroline kunne hun se det helle tydeligt. Hvor de andre måske ville finde det mere slørret på grund af mørket.? Caroline kunne hører vinden rode med grenene, og vinden lød som viskende stemmer som gad hende gåsehud. Caroline kiggede sig til siden. Der var ikke det rareste sted at være.

Der var noget galt. Jo længere de kom ind i skoven kunne Nille mærke at der var noget galt. Det var helt helt helt forkert. Hun så rundt imellem de mørke træer. Det var helt mørkt. Nille havde været parat på en del. En af dæmonerne havde en taske med blodposer i. Caroline kunne jo ikke drikke fra dem, uanset hvad. Det ville jo svække dem, og sikkert ikke smage så godt. Så Nille havde skaffet blod. Jacob og Nille kunne jo ikke tage andres sjæle lige nu. Så hun måtte kun bruge sin evne når det var højst nødvendigt. Hun sukkede lavt. Dæmonerne holdte sig lidt bag dem, som om de kunne finde på at stikke af. En prøvede at stoppe lidt op, og holde sig helt bagerst... Men et skarpt blik fra Nille fik ham til at følge med igen. Hun stoppede op da de var 400 meter inde i skoven. Der var masser af plads her. Træerne fyldte ikke. En helt rund cirkel af grimt jord, og sand, træerne havde dannet cirklen. Jorden begyndte at ryste under dem. Nille trak vejret hurtigere, og bredte armene ud. Hun skubbede Caroline og Jacob lidt væk mens hun gik baglæns. Hendes krop rystede svagt.
"Pas p..." Mere nåede hun ikke at sige før et gigant monster kom op fra jorden. Dog uden at efterlade et hul. Det så grusomt ud. Nille spærrede øjnene op. Væsnets hoved var lidt væk fra hendes. Den var en gigant! Wauw! Nille sank en klump, og så på dæmonerne. Hun gav et lille nik. Dæmonerne trak deres sværd, og nogle deres buer. Dæmonerne med buerne sigtede på væsnet, og skød. De ramte væsnet i hovedet. Væsnet gav et stort brøl fra sig, og dykkede ned i jorden igen, igen uden at efterlade et hul. Væsnet dukkede op bag dem, og brølede igen højt. Såret pilene havde lavet var væk?! Nille gispede højt. Hun tog daggertene, og trådte lidt få skridt væk. Men... Da Nille løb hen imod væsnet, og slog ud efter den med den ene daggert undveg den bare, og stirrede på Jacob. Væsnet brølede højt, og dykkede ned i jorden, stadig uden et hul blev lavet. Der var noget galt. Hvorfor angreb den ikke Nille? Og den så slet ikke på Caroline? Nille betragtede væsnet i lidt tid... Inden hun spærrede øjnene op. "Løb drenge!" Råbte hun højt. "Caroline, hjælp mig!" Hun løb hen imod væsnet, og viste tegn til Caroline om at hun skulle hjælpe Nille med at komme op på væsnets hoved.
Dæmonerne var allerede på vej væk. I sikkerhed. Væsnet angreb ikke hunkøn! Men hvis den nåede under jorden efter at have fået fysisk skade ville det gå væk igen. Den ville være helet. Dette ville blive svært...


Væsnet
Jeg styrer væsnet, og jeg ved hvordan vi besejrer det.
Det gør Nille ikke, men vi skal nok finde ud af det.

Jorden rystede pludselig, så Jacob måtte sætte fødderne hårdt i jorden, for ikke at vælte omkuld. Normalt ville han havde troet at det var et jordskælv, men det var som om at der lå noget mere bag dette end bare et jordskælv. Nervøsiteten sitrede rundt i luften, så det fik hvert et hjerte til at pumbe af sted, og der skulle mere end bare fred og ro til at stoppe det.. Med nød og næppe blev han stående, men havde haft sine øjne lukket helt i, hvilket gav ham et større chok, da han pludselig så monsteret foran dem, stor og uhyggelige.. Den havde mindst 10 øjne og op til flere række tænder som en haj. Aldrig havde Jacob set sådan et væsen, ikke engang i sine mareridt. Hver en muskel i kroppen blev spændt, specielt da han fik øjenkontakt med det store monstrum. Alle dets øjne var rettet mod ham, så han havde det som om at han stod på en scene hvor alle kiggede på ham, selvom dette var langt værre.
Han blev stående hvor han stod, bevægede ikke en muskel, indtil han hørte Nilles stemme i sit baghoved råbe: Løb drenge!
Det var som om at han ikke registrerede det, før de andre drenge løb forbi ham, enden for at adlyde ordre eller for at stikke halen imellem benene. Jacob havde ikke lyst til at stikke af, så hvorfor skulle de løbe? Det gav ingen mening.. Men.. Det havde været en ordre fra hende og han havde jo lovet at stå sammen.. Han slap den spændte stemning og skyndte sig at følge med de andre drenge, selvom han ikke kunne lade være med at kigge sig over skulderen.. Så i stedet for at følge helt med dem, stoppede han op på vejen og hoppede op i et træ.. Han nægtede at forlade dem.. Han slappede ikke af, hver en muskel var spændt og han var klar til at angribe eller hoppe væk hvis det var det som skulle til..

Caroline havde mærket nogle rystelser nede i jorden.. Men hun havde ikke taget dem rigtigt alvorligt før det stod et monster så stort og brølede med stormstyrke. Caroline spærrede øjne op, aldrig havde hun set sådan et væsen. Hun skubbede tanken til side og pludselig var den væk.. Eller hun kunne hører den under jorden.. Og snart kom den op igen, og angreb rettede den imod handæmonerne.. Caroline vågnede dog da Nille råbte efter hende.. Caroline nikkede og løb op til Nille, Caroline stod ved siden af Nille. Og gav hende et nik, væsnet så ikke engang på dem. Kun som var de to ubetydelige katte som legede rundt på vejen, Caroline kiggede op på det kort. Og var klar over sin egen styrke, hun ville kunne kaste Nille op på monsteret. Men hvor langt eller kort vidste hun ikke, muigligvis ville Nille ramme skuldren eller nogete andet.. Og måtte klatre? Carolien så på monstert, hun målte det på øjemål før hun ville kaste med nogle.
"Klar til en flyve tur?" Spurgte hun Nille, og kastede hende hårdt afsted. For at få så meget fart hun kunne. Hun slap Nille og lod hende flyve op imod monsteret. Caroline skar lidt tænder men var sikker på at Nille ville komme enten op på skuldren af monsteret eller dens hovede.

Dæmonerne holdte øje med hvad der skete, og nogen havde trukket deres buer. Det ville bare ikke hjælpe. Nu måtte det være Nille og Caroline. Væsnet brølede højt, og så på Jacob og Dæmonerne. Nille løb hen imod Caroline, og stoppede op ved siden af hende. Væsnet blev godt nok hvor den var, de første par minutter.
Nille så på Caroline, og nikkede til spørgsmålet. Da hun blev kastet afsted hen imod væsnet, ville Nille nok ikke have ramt hovedet som hun havde planlagt, men hun manipulerede hurtigt med vinden. Hun landte elegant på hovedet af den.
Nille stak først sin daggert i knolden på den, og så rundt efter noget hun kunne bruge til at styre væsnet. Hun så ned på Caroline. En af dæmonerne havde et reb...
"Reb! Dæmon!" Hun pegede hen imod dæmonerne efter at have råbt kommandoen. Væsnet lavede et kast med hovedet bagud, og Nille gispede højt da hun lige var ved at miste sit tag i de sten der sad fast i dens hud. Væsnet lagde an til at ville ned under jorden igen, men hvis den gjorde det... Ville Nille ryge med.
"REB!" Råbte hun mere højt denne gang, og stak den anden daggert i knolden på den for at forhindre den lidt. "Giv mig det forbandede reb NU!"
Den dæmon der havde rebet gik lidt foran, men forsigtigt da væsnets øjne landede på ham. Dæmonen så på Caroline, og tog rebet frem. Han rørte sig ikke... For hvis han gjorde... Ville væsnet styrte mod ham, og væsnet ville under jorden inden da. Caroline måtte komme og hente rebet...
Endnu et kast med hovedet. Nille klynkede svagt da en af stenene røg løs, og ramte hende i panden så der kom en lille overfladisk flænge. Hun så rundt.
"Jacob! Distraher den!" Hun hentydede til at han skulle løbe rundt. For hvis den blev distraheret kunne Nille få rebet fast til to af de store sten i hovedet, og styre væsnet på den måde. Forhåbentlig ville det virke...

Distrahere den.. Det var forstået! Var der noget som han havde et lille talent for, så var det at distrahere noget eller nogen.. Med hurtigte, samt elegante bevægelser hoppede han ned fra træet, hvor han derefter løb hen imod monsteret for at distrahere det. Som sædvanlige, havde han ikke tænkt tingene helt igennem, inden han kom hen til monsteret og endnu engang kiggede det i øjnene. Selvom det var svært at finde ud af hvilket øje han skulle kigge i, der var jo så mange og hver og et af dem, borede sig ind i hans indre og vandrede rundt der inde, som en torist ved eiffeltornet. Hurtigt hoppede han ud af monsterets synsvinkel, men kun nogen meter bag ud, så den stadig var i stand til at se ham. Han åndede tungt ud, inden han fokuserede på jorden under ham og betvingede is frem, som han derefter landte på og begyndte at glide hen ad. Legesyget og prokerende, skøjtede han frem og tilbage foran monsteret øjne, for at sikre sig at den var distraheret af hans bevægelser. Hver gang han kom forbi et bestemt synsfelt, tog han en lille chance og blændede monsteret kort med sin is. Et nyt øje af gangen. Forhåbenlig var dette distration nok til at få monsteret til at fokusere på noget andet, end Nille oppe på sit hoved. Han kiggede spørgende op på Nille, for at tjekke til hende, alt imens han fortsatte med at glide rundt og distrahere monsteret..

Carolines reflekser var meget hurtige, og hendes instinkter lige så. Med det samme Nille råbte om reb, var det den eneste ting som hun kunne tænke på. Men dæmonerne stod der, måtte ikke bevæge så meget som en muskel. Caroline brugte sin overnaturlige fart til at løbe op til dæmonen, og tog rebet ud af dens hænder. Hun kiggede kort tilbage på Jacob som løb rundt på en fremmanet skøjtebane, Caroline rettede opmærksomheden imod Nille igen. Og med at ordenligt spring sprang hun op i et højt træ, hun var megete hurtig. Hun havde jo en vampyrs hurtighed. Hun stod oppe i det højeste træ, og sprang ud fra grenen imod Nille og monstret og kastede rebet ud til Nille i det hun var tættest på Nille. Og lod sig lande på jorden igen, ned på hug og kiggede op inden hun rettede sig op og stå igen. Hun var klar på hvad der ville ske nu, og tænkte hurtigt.
"Styr den imod en sø! Hvis der er en! Vand burde være dens svaghed!" Råbte Caroline til Nille og kiggede rundt. Caroline kiggede imod en lille høj, og løb derop med sin fart og kiggede rundt.
"Nordvest for dig er et lille vandhul!" Råbte Caroline til Nille.

//Sorry tiden!//

Jacobs trick virkede. Væsnet fulgte ham med de mange øjne den havde, og brølede højt. Når Jacob blændede væsnet med is, brølede den ekstra højt, og slog igen bagud med hovedet. Nille strammede grebet om de to sten hun holdte fast i for ikke at miste sit greb, og ryge ned. Dæmonerne stod gemt bag nogle træer. Den dæmon der havde rebet rakte det til Caroline, og listede hen til de andre dæmoner for ikke at vække væsnets opmærksomhed. Nille så bedende på Caroline, og fulgte hende med øjnene.
"Tak!" Nille greb rebet, og reagerede hurtigt. Hun kunne alligevel ikke binde det til stenene... Hun havde fat i enderne af rebene. Hun nærmest kastede det ud, men havde stadig fat i enderne, så rebet kom om væsnets mund. Rebet var jo langt. Men da hun gik lidt baglæns var rebet ved at blive ødelagt, det lagde man bare ikke mærke til.
Nille så på Caroline da hun råbte til hende. Vand? hm... Hun fik en brilliant ide! Hun nikkede, og rev i den ene ende af rebet.
Rebet knækkede.
"Nej!" Nille råbte højt med skammer stemmen da væsnet ville dykke ned under jorden igen... Og selv hvis Nille hoppede ned ville hun ikke kunne overleve. Hun fik fat i vinden så hun kunne manipulere med den. Hun fik manipuleret vinden så den fik skubbet væsnet væk fra jorden, lidt sådan den fløj væk. Nille mistede sit tag i vinden og stenene. Hun nåede dog at hoppe sådan at hun fik fat i en gren. Væsnet landede ved søen. Nille havde mistet for meget energi... Den kraft hun havde brugt til vinden havde gjort hende træt. Men da hun faldt ned fra grenen ville hun lande sådan der intet skete hende. Hun var besvimet på grund af den store tab af energi.
Nu var det op til Jacob, og Caroline. Væsnet dykkede ned under jorden igen, og dukkede op lidt tæt på Nille. Nogle meter væk. En dæmon løb ud efter hende, men nåede ikke langt før væsnet dykkede ned på ham, og spiste ham. Væsnet var under jorden igen.

Alt sammen skete så hurtigt, det var svært at følge med, men han var ret så sikker på at det ikke ville nytte noget bare af at stå og glo, de måtte handle hurtigt! Jacob kiggede over på Caroline, nikkede til hende, som et tegn på at de skulle være på vagt og gøre sig klar til at være til hjælp, hvis det nu skulle vise sig at Nille skulle have brug for dem endnu engang. Han kiggede med, da Nille håndterede det store monster, alt imens han var parat til at sprænge væk, undvige eller angribe, hvis det var det der skulle til. Denne mission var alvorlig, ikke tid til pjat og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig at starte med! Så snart Nille fik monsteret med hen til søen og hoppede af, kunne han allerede fornemme på hende at hun ikke længere havde noget energi over sig. Nu skulle de handle!
"Caroline, få Nille i sikkerhed, jeg distrahere monsteret!" sagde han til Caroline, i håb om at hun ville lytte til ham, så de sammen kunne få Nille i sikkerhed. Han måtte indrømme at det gjorde ham en anelse nervøs, over at se monsteret sluge en af dæmonerne, men han forstatte med at løbe hen imod det. Han stoppede op meter væk fra Nille, ventede på at monsteret skulle dukke op, så hver en muskel var spændt og han var klar til at angribe.. Nu skulle det bare komme op af jorden..