the forest - yue

tid- ca kl 13
vejer- en dejlig varm sommer dag med en frisk brise
omgivelser- masser af træer lyden af dyrene og noget andet der kommer fra mørket

Azriel var begyndt at løbe sin sædvanlige rute i skovene
han kunne mærke at han var blevet meget stærker
siden sidst han løb i denne her skov
man kunne nemt se ham ånde tungt af udmatelse
men han gav ikke op han vil være den stærkeste
han hade kun en sort t-shirt på og sorte løse bukser på
som var nemt at bevæge sig i, men denne gang vil han også
træne sin styrke, så han stoppede lidt op for at få vejert
efter han hade villet sig lidt begyndte han at slå stille og presist
på et stort træ mens han kunne mærke det ånde sammen med ham
som om de var et det varet ikke længe før han kunne mærke skyggerne rører
på sig hvad det var viste han ikke men han ville ikke lade sin parder gå ned

Solen kærtegnede blidt skovens liv med dens varme stråler, der selv trængte hele vejen igennem træernes kroner og ned til skovbunden, hvor livet blomstede op i form af blomster, små urter og begyndende træspirre. Skoven og dens liv trak vejret i en og samme rhytme, mens det hele var belagt med et skrøbeligt lag idyl, der ville få selv de ondeste væsner til at tøve med at bryde denne velskabte ilussion. En af de væsner der nød godt af det tynde lang af trykhed, der omgav skoven var en lille skabning der havde taget plads under et enkelt kroget kirsebærtræ i fuldt flor. Den lille skabning plukkede med nænsomme hænder de fine blomster og planter fra skovens bund, før den stille lagde det blidt over i en flettet kurv af pilegrene, der allerede var godt fyldt med andre farvestrålende planter.
Den spinkle skabning af et hunkønsvæsen havde langt natsort hår, der hang i en løs fletning ned langs hendes bleje hud, der havde et strejf af gyldenbrunt. Hendes spinkle træk og yndefulde bevægelser passede næsten for godt ind i det idyliske landskab omkring hende og den lange hvide kjole smøg sig smukt omkring hendes krop, hvilket fik hende til at minde om en blanding mellem en smuk ung kvinde -en af de piger man ser i sine drømme og næsten ikke tør trække vejret i nærheden af i frygt for, at hun ville blæse væk ved det mindste vindpust- og en lille pige på omkring 8 år. Hendes alder var svært at bedømme, men hvis man skulle tage et kvalificeret bud på den ville de fleste nok have sagt 17, hvilket hun bare ville have leet af, smilt og rystet på hoved, før hun ville være gået vidre igennem skoven.
Den unge pige var blevet kaldt mange navne, men fortrak dog at gå under navnet Yukatarine og blandt de bedste venner og veninder -hvilket ville sige kun en- gik hun under navnet Lysandra eller Lya. Hendes lyse beklædning og udstråling var ikke det eneste, der vidnede om navnets begrundelse for så man bort fra det natsorte hår lå et par forårsgrønne krystaller med flere sider. Et par krystaller der skindede og funklede når hun var glad og kunne blive næsten lige så mørke som natte himlen når noget ondt var i nærheden eller under opsejling. På det plan var det kun modernatur og Gudinden der havde forstået at løse den gåde hun bar rundt på, ingen andre havde prøvet eller haft modet til skrælle løget og finde ud af hvad der lå gemt under den smukke overflade.
Hun havde let lagt hoved på skrå og et stille smil havde trukket op i hendes mundvig, mens de grønne øjne afsøgte den lille bakke under kirsebærtræet for nye planter...

han forsat bare at slå på træet indtil det ville vælte man kunne se ham svede og slide og at varmen næsten tog ham til sig i et glødene skær
træet reslede en smule og til sidst væltede det Azriel så stolt på det eftersom det var første gang han hade gjordt det han så lidt rundt på det smukke fugle der var i skoven det var længe siden han hade set fugle omkring ham, han brugte en smule kræfter på at heale træet igen så det ikke døde han gik lidt rundt med et smil på læben han så mange smukke dyr som han holdt meget af selvom at han aldrig hade mødt dem før han regnet med at være allene forevigt som det her men hans drøm ville han også fuld føre inden han skal være allene
han smidt sin t-shirt på jorden mens han tog sine vinger frem for at tag en lille flyve tur det var nemlig længe siden han hade taget en lille flyve tur så han var nok lidt rusten i sine flyve egenskaber men det gjorder ikke så meget for han kunne stadig flyve
han fløj lidt rundt i skoven rundt omkring træerne for han tog det som en god måde at træne han flugt egenskaber på
så han fløj en lille smule lavt for at se for lang ned til jorden han kunne gå men han holdte stadig fokus for ikke vælte og slå sig
til sidst landede han igen for han var begyndt at være træt i det han satte sig op af et træ for at ville ud efter denne her træning det hade nemlig taget hårdt på ham

Hun hørte godt lyden af noget tungt, der kolliderede med jorden, før en flok krager lettede og med beklagende skrig satte af sted øst på, i retningen af hvor solen kort for inden havde meldt sin ankomst på morgen himlen. Skoven vendte stille tilbage til dens ellers nydelige morgenrutine og snart var den pludselige lyd ude af skovens sind igen. De smukke blomster, der bedækkede hele den lille bakke havde let trukket sig til side for det enorme piletræ, hvis grene snoede sig i bevægelser der kunne sammenlignes med en slanges, som om der havde deres eget liv. Solen kærtegnede blidt de fine kronblade af blomsternes og det var som om hele skoven åndede idyl og fred på samme tid, som om skoven sukkede tungt og lod til at slappe af i den blide sol. Morgenduggen lå stadig som små perler på græsset under blomsterne og vædede hendes spinkle fødder helt til i deres glans.
Hun rejste sig stille, da hun havde fået fyldt kurven helt op med de nydelige planter og blomster. Et vinge sus og et hvidt glimt fangede hende opmærsomhed, før det blev efterfulgt af et blidt bump, der fik hende til at stoppe sine næsten svævende skridt, der havde været på vej ned ad forhøjningen. Hun kunne ikke se hvad -eller hvem- der kunne have været oversagen til at den lille fugl i træet stoppede med at ytre sine ellers smukke akorder fra de spinkle stemmebånd under dens pjuskede fjer.
Hendes nysgerrighed var stille begyndt at vise sig i hendes sind, hvilket fik hendes hoved til let at tippe en grad til siden, så den fine blomsterkrans -der prydede hendes natsorte hår- let faldt en smule til siden, så dens vinkel blev en kende skævere end før, mens fine krystaller stod i kontrast til de orange dahliaer -der var en del af de hundrede forskellig blomster- for hendes fødder. De blanke krystaller afsøgte omgivelserne omkring træet for livstegn eller -former af enhver slaks...

Azriel var stolt over sine fremskirdt han gik lidt omkrng indtil han fandt endnu et træ han gjorder sg klar til at slå men han følte der var nogen i skoven hvad viste han kke han lod bare som ingen ting han slog en gang hvor træet røstede lidt hvor han bare slog igen og igen han trænede kun sin precistion der gjorder træet ikke væltede for det var et godt træ han bare skulle træne på den fik kun nogen mærker men det gjorder ikke så meget
efter han var færdig sparkede han det engang og i det væltede det stor træ
han kigget sig omkring og luntede lidt ind i skoven han trænede sine evner med at føle og sin fart for han var alt for langsom

Nej. Hun kunne mærke hvordan déja vú følelsen ramte hende og kastede hende mentalt flere meter bag ud, så hun måtte gribe ud efter træets faste stamme og vakle halv et par skridt tilbage, så hun ikke nåede at se personen bag træet. Det hele faldt nærmest ned over hoved på hende. Hun kunne mærke, hvordan den stille rullen i hendes åre satte farten betydeligt op og hun greb først efter den velkendte kolde overflade ved nøglebenet, men da den ikke var til at finde satte det en kædereation i gang i hendes indre.
Det er ham, jeg kan føle det lya Zzkat
Hun havde selv svært ved at forstå den ændring, der var sket siden hun havde slået den pagt af med Yue -den mentalt stærkeste af hendes indre dæmoner. Det var som om den del af dæmonen var forsvundet ud i den blå luft efter den dag og tilbage havde der kun været Stemmen. Hun havde med tiden lært at leve med den nye -eller ikke helt nye- stemme i hoved og -da Yue virkede til at have svigtet hende- havde hun godtaget stemmen som sin indre dæmon og havde navngivet den Lea. Tros det faktum -at begge hende indre dæmoner havde været den samme person i fortiden- var de to meget forskellige, hvor Yue havde respekteret sit nederlag med løftet pande og ladt sig binde eller overgivet sig med et smil på læben, var Lea langt værre. Dæmonen kunne endda finde på bare at overtage kroppen uden at have fået lov, selv i dagstimerne havde den sat sine klør frem i lyset, hvor Yue aldrig kunne have drømt om at gøre det ofte eller invadere hendes liv på den måde. De havde altid holdt deres liv adskildt så godt de nu kunne. Den tydeligvis stærkere og koldere nye indre dæmon havde derimod ingen grænser på hvad den kunne finde på at torturere hende med. Hun savnede faktisk Yue meget.
Kan du ikke huzke, hvad han gjorde ved din kære Zzøzter Lya? Han knuzte hende, huzker du ikke?
Åh jo hun huskede skam glimrende. Hun huskede det alt for godt, hvordan hendes kæreste søster havde lidt. Det havde været en del af gudindens straf. Hun trådte skræmt et par skridt mere tilbage, ved den knasende lyd af træet, der advarede om fjenden, der slog fra sig på det. Hun kunne høre det i sit indre, hvordan træet skreg af smerte og hun holdte sig for ørene, mens hun trådte endnu et skridt tilbage. Hun snublede over en sten og trimlede til jorden, så hun tabte kransen, der ellers prydede hendes hoved så fint. Hendes øjne var opspirrede af radsel. Det måtte være ham! Hendes hjerte satte farten op og stemmen fortsatte.
Han er kommet tilbage efter dit blod Lyzandra kærezte
Ved stemmens ord tog hun sig forskrækket til halsen, hvor han havde bidt hende utallige gange. Hun krappede sig med hjertet bankende som tusind heste i galop, mens hendes opspirrede øjne stirrede imod træet. Hun kunne næsten mærke smerten, der skar igennem hendes skind, den smerte som Yue havde taget som nydelse og som hun havde måtte betale dyrt for. Hun fik sig skræmt som et såret dådyr skubbet længere og længere væk fra træet.
Løb
Stemmen havde en sådan klang, at hun -skræmt som hun var- ikke havde nogen indvendinger imod ordren. Hun sprang på benene og gik få skridt baglæns, før hun vendte rundt og uden at se sig tilbage smed kurven fra sig og forsvandt i løb ind mellem skovens mørke træer...


//Out//