Det er ikke altid som vi forventer det - Walter

Dato: 14/5
Tid: omkring klokken tre.
Vejr: Lunt og solrigt, og en meget let brise
omgivelser: Skygger og mørke gyder. Portaler og nogle få solstråler der når ned og bryder skyggerne her og der.
Emnestatus: Privat -Walter

Det havde været lunt i vejret længe nu, og de fleste folk gik rundt i lettere tøj, små børn legede og pjaskede med vand, mens de voksne sad ude i deres fine have og diskuterede om alverdens ting.
Unge par, nyforelskede par gik rundt i gaderne hånd i hånd, og havde det som om intet i verden kunne skade dem.
Der var dog nogle der ikke brød sig om alt det kærligheds kuller, de varme sommerdage og glæden, men foretrak at blive i skyggerne, i deres egne tanker og varmere tøj. De personer var sjældent venlig stemt, og man burde holde sig fra dem, medmindre man ville ende i en forfærdelig suppedas, men ting skete jo ofte af en grund, så måske ønskede nogle ligefrem at disse katastrofer skulle ske.
Der var dødt for mennesker rundt omkring i de mørke gyder, og ved portalerne. Måske var det vejret der jagede alle folk indenfor, og de der ikke blev det gik som sagt rundt og legede i gaderne.
Men få mennesker stod her, nogle havde måske en grund og andre ikke, de der stod her, var dog ikke lette at få øje på, da de var klædt i mørkt tøj, og stod godt gemt væk inde i de mørke dystre skygger.
En kvinde, der normalt ikke så ud til at være meget mere end atten nitten år, var en af dem der stod i disse skygger. Grunden var ikke rigtig til at vide, hun vidste det knap nok selv, men hun havde efterhånden stået der længe.
Kvinden hed Alítheia, og var en person man holdt sig væk fra medmindre man ønskede en fjende, eller at rode sig ud i problemer, for dem kom man ud i, hvis man kom nær hende.
Alítheia havde stået der i mange timer nu, uden at bevæge sig det mindste, hun havde bare stået og ventet, kigget og tænkt for sig selv. Hun var gået hen til porten tidligt denne morgen, til at starte med vidste hun ikke helt hvorfor, men som hun kom nærmere stedet, havde hun en fornemmelse. Og nu da hun havde stået der i så mange timer vidste hun på en måde hvad det var hun ventede, hun ventede nogle eller noget. Det var så også det eneste hun vidste.
Måske var det vare noget hun havde bildt sig ind, for hvem kendte hun der skulle være her ikke nogle, og hvad ville nogle hende nu, hun søgte hverken mandskab til sit skib og hun skulle heller ikke sejle rundt med fragt.
folk i gyden kunne lige så have været statuer, og det ville nogle måske tro de var, så stille som de stod, de bevægede sig ikke det mindste, man lagde ikke engang mærke til de trak vejret, medmindre man vil stå en time og se på dem, først der ville man måske opdage det.
Alítheia gik stille væk fra den mur hun havde stået op af, i starten gjorde det ondt at gå rundt, på de stive ben, men jo mere hun gik, jo hurtigere gik det væk. Hun kiggede sig omkring nu og valgte at gå lidt rundt, da tålmodighed ikke var noget hun mestrede helt godt, og ikke kunne holde ud at stå der mere.
*sikke stille der er i dag, ingen at se, alt virker helt tomt* Tænkte Alítheia stille i sit sind, og undrede sig lidt.