Well well, you want to be friends? -Christian-

Sted: Thousand winters.
Påklædning: Sin blåhættetrøje og brune bukser.
Vejr: Stille og roligt, med få snefnug der daller ned fra himlen.
Tidspunkt: Solnedgang.
Omgivelser: En stor mark fyldt med sne, man kan vel kalde det en sne ørken.

Sne, vinter og kulde. Tre ting der har så meget tilfældes.. Der er mange der hader disse ting, men dog er der også dem der elsker og det, langt mere end de fortrækker den varme sommer, hvor folk render ned til vandet for at blive kølet ned. Vinteren var vel også noget for sig selv. Den var kold, ikke særlig farverig og uhyggelig, på sin egen måde. Man kunne ikke rigtig gemme sig.
En enkelt skikkelse, gik ude på en mark så hvid, at man kunne kalde det en sne ørken. Denne skikkelse vidste udmærket godt, at dette sted aldrig ville blive varmere. Sneen ville aldrig forsvinde, og det havde han det egentlig fint med. Han kunne ikke fryse, ikke mærke kulden. Han var kulden.
Denne skikkelse var en dreng med navnet Jacob, der havde levet i 100 år som en sjæledæmon. Han åd sjæle, stjal dem, tog dem nogen gange fra uskyldige piger. Men, hvad skulle ham ellers leve af?
Der var alligevel aldrig nogen, der havde taget hensyn til ham.
Jacob sukkede, legede med en snebold i sin hånd, der næsten var ligeså blæeg som sneen selv. Han kunne minde om et spøgelse med denne blege hud.
"Hvad skal man give sig til?" sagde han for sig selv og kastede snebolden over skuldren.
Endnu et suk undslap hans læber,samtidig med et tydeligt åndedrag der var som en lille røg sky. Han kiggede sig omkring, med sine krystalblå øjne. Hvad mon der var at møde sådan et sted?

påklædning sort bluse, sort slidt læderjakke og et par hullede jeans

han sad stille, i mørket, omgivet af sne og ingenting, absolut ingenting. med armene over kors, øjnene lukket, prøvede han for måske første gang i mange uger at slappe af...gennem de sidste par uger var der sket for meget, de dæmoner der boede inden i ham, de var kommet frem, havde fået ham til at gøre ting, ting han ikke havde gjort meget længe, noget han ikke ønskede at gøre længere.
han sukkede og kørte en hånd igennem det efterhånden våde hår, ja på trods af at han var så våd, følte han intet, på uden på og inden i, han var kold og tom...kun få personer hvis ikke kun en, kunne få ham til at smile igen, kun hun kunne få ham til at føle glæde igen, så ellers gik han bare rundt og var sur, knotten og vred.

//sorry det er så kort//

//Det er helt i orden, du svare bare så langt du kan //

En enkelt vindpust fik ham på andre tanker.. Der var nogen i nærheden, han kunne dufte den friske sjæl som den fulgte med den kolde vind.
Han løftede hovedet op, for at mærke mere af vinden.
"En vampyr?" sagde han med et smiskende smil. "Hvad laver en vampyr dig herude?" Et lumks grin fløj fra hans læber, inden han løb igennem sneen for at finde denne vampyr.
Det undrede ham, at en vampyr var herude et sted som dette.. Men ja, solen skinnede jo sjælendt så det var nok en af grundene.
Han løb og løb, mens sneen piskede om hans ben, vinden susede om hans øre og rodede i det hvide hår. Vampyren var tættere på nu, det kunne han mærke. Han løb over en bakketop, og ganske rigtig, for enden af bakken gik en vampyr med et trist blik i hele hovedet.
Hvad mon der plagede dettte væsen?
Han løftede interesseret på sit øjenbryn og gled med naturlige bevægelser ned ad bakken.
"Er du faret vild?" spurgte han vampyren, da han var kommet ned for enden af bakken. Han kiggede på ham med et venligt blik.

han stivnede da luften, i følge ham selv, forurenede luften. en knurren forlod hans strube idet han vendte sig om og så rundt, og ja ganske rigtig en eller anden snotunge var på vej hen mod ham, sikkert en dæmon, der holdte af at tygge på sjæle...han lugte eller fært afslørede ham. han rejste sig op og børstede sneen af sig da han han så derefter betragtede drengen nøje "om jeg er faret vild, så ville jeg nok ikke ligefrem sidde her ville jeg, nej jeg ville nok løbe rundt og se en del anderledes ud" han rullede med øjnene og lagde armene over kors "men hvad laver du selv her dæmon" han rynkede brynet og lagde hoved på skrå, han var ikke direkte grov i sin måde at snakke på, men han var heller ikke jordens lykkeligste mand

Sikke en humør bombe han var... Han måtte havde oplevet noget slemt, siden han opførte sig som en gnavpot.
"Til din oritering, er jeg tit herude," sagde han med et smil, der var drilsk og lumsk.
Han gav sig til at gå i kredse om ham.
"Men, jeg har dog aldrig set en vampyr herude," Han kiggede på ham med sine krystalblå øjne. "Og især ikke en, der har en sjæl ligeså dyster som din,"
Det var ikke den bedste måde at behandle folk på, men hvad skulle man ellers gøre med en person, der havde svaret ham så dystert? Der måtte være et eller andet der plagede ham.. Det kunne han både se og mærke.
"Jeg vil intet ondt gøre dig," tilføjede han og stoppede med at cirkle, da han havde taget en runde om ham.
Denne dreng, eller mand var nok 10 år ældre end ham.. Men, det gjorde ingen forskel for ham.

han trak på skulderne og så ligegyldigt på ham "aha, jamen det er god for dig" han lød ligeglad og faktisk ikke særlig glad. stille betragtede han ham som et rovdyr imens han kredsede om ham "ja jeg er vampyr og er min sjæl virkelig så mørk, det vidste jeg da slet ikke, måske gør voldtægt noget ved sjælen" han trak på skulderne, ja han var dyster og hans sjæl mørkere end så meget andet, men hvad kunne han gøre...intet.
han grinede og så på ham "hvad havde du tænkt dig at spise min ikke eksisterende sjæl, eller det der er tilbage af den" han rynkede brynet og smilede følelsesløst

Voldtægt?
Jacob kunne ikke rigtig få det til at hænge sammen, kunne en kvinde godt voldtage en mand? Det havde han aldrig hørt om før, så det måtte være yderst sjælendt.. Det gav et lille stik inde i ham.. Han måtte have haft det svært denne mand.. Gad vide hvem der havde voldtaget ham?
"Jeg har ikke tænkt mig at røre din sjæl," sagde han og smilte undskyldende til ham. "Jeg var bare nysgerrig for at se hvad du laver herude," Han beholdte det undskyldende smil og puttede sine hænder ind i hættetrøjens lommer.
Det var ikke pga. at han frøs, det kunne han ikke, lige meget hvor meget han prøvede på det.

han så ham dybt i øjnene, læste stort set spørgsmålet "du tænker nok, hvem det var...svaret er nu enkelt det var den mær til min skaber, når man er fattig og ikke har råd til mad, så er det tit lettere at sælge sine børn som slaver, så det var det der skete jeg blev solgt til hende, tortureret og brugt kun til at tilfredsstille hende i over hundrede år" han knyttede næverne og så væk.
da hans øjne igen landede på ham var de neutrale "tag den endelig, hvem ville savne mig...hvis jeg er heldig er der to" han trak på skulderne og kørte frustreret en hånd igennem håret og kløede sig i nakken, dette var frustrerende at leve sådan her, med alle disse ting, alt dette der gjorde hans liv til et...ja et helved, han hævede øjenbrynet "jo her...jeg er ude for at slappe af, prøve at glemme fortiden og komme videre forhåbentlig, men det sker aldrig" han rystede på hoved og sukkede svagt

Jacob kunne ikke tro sine egne øre.. Det var en forfærdelig herskerinde, eller skaber som han kaldte hende.. Han vidste slet ikke at nogen kvinder kunne finde på det, faktisk så troede han kun at det var mænd der kunne have slemme tanker. Han havde taget grueligt fejl!
"Jeg ved hvordan du har det," sagde han stille, mens han beholdte hænderne i hættetrøjens lommer. "Ikke det med voldtægt, men.. Det med at man føler at der er ingen der vil savne en," Han smilte skævt og gav sig til at sparke til sneens overflade. "Ser du, jeg er også helt alene," En trækning i mundvigen afslørede hans usikkerhed. Han kiggede op på ham igen. "Det er svært at glemme fortiden, men du kan ikke flygte fra den. Tro mig, man er bare nød til at.. Sætte den til side og gøre plads til fremtiden," Han smilte venligt til ham.
Det var sjældent at han gav folk råd.

han nikkede stille "ved du så hvordan det er ikke at være i stand til at røre en man elsker, fordi det gør ondt" han så på sin blege hånd, som efterhånden havde været brækket og healet så mange gange at det ikke kunne være muligt "jeg vil gerne være mere sammen med folk...men hjertebanken det er forfærdeligt, som en sirene der synger at man skal gøre det, tage deres liv...det er uudholdeligt" han knyttede hænderne og lod den falde ned langs siden.
hun så på ham og hævede øjenbrynet "så er vi vidst begge helt alene, bortset fra at jeg ville havde været helt alene hvis det ikke var for Yoanna, hende jeg skabte" han kløede sig i nakken og betragtede ham nøje "jeg ved det, jeg har efterhånden levet i snart 700 år, så ja jeg kender til den slags, men ...mange tak" han nikkede stille og sukkede

Han rystede blidt på hovedet af hans første spørgsmål.
"Nej, det ved jeg ikke hvordan det er," sagde han stille og lyttede til hvert et ord han sagde. "Jeg.. Har aldrig rigtig elskede nogen så.. Ikke engang mine forældre," Han smilte skævt til ham og tog hænderne frem for at lade dem hænge ved siden af sig. "Yoanna? Det lyder som et smukt navn," Han kiggede på ham, med lysende øjne. Han forstod udmærket godt hvad han mente med skabt, det var sådan vampyre kaldte dem de selv havde forvandlet til vampyre. "I 700 år? Wow!" Han kiggede imponeret på ham. "Og jeg troede at jeg havde levet længe!" Den smale mund, havde udviklet sig til et O.

han nikkede stille "men jeg kan hilse dig at sige det er ikke morsomt" han rystede på hoved og rullede med øjnene af sig selv, dette var forkasteligt, han var en afskyeligt væsen som var uværdig dette liv "jeg har heller aldrig elsket nogen" han rystede på hoved og betragtede drengen "Yoanna, hun passer til navnet, ganske smuk og charmerende må jeg sige, hun ved hvordan man charmere sig ind på folk" han klukkede og smilede helt da han kom til at tænke på hende og hendes smukke ansigt. han hævede øjenbrynet "kun 8 år til så er jeg officielt 700, men det er intet har jeg vidst hørt om en der har levet i 2000 år" han smilede svagt og rynkede brynet "hvor gammel er du da" spurte han stille

Han kunne godt forstille sig hende Yoanna. Han måtte indrømme, at han havde set mange smukke ansigter i de 100 år han havde levet.
"Javel ja," sagde han og smilte normalt igen, efterfulgt af et lille kuk. "Hun lyder charmerende," Han kiggede på ham, bemærkede godt at han også var en smule bleg ligesom ham selv, men det var vel normalt for en vampyr nu når de ikke kunne tåle sollys.
Han grinte lidt, da han spurgte om hvor gammel han var.
"Jeg er 100 år, men ligner en på 17," fortalte han og følte sig som en tumling ved siden af denne vampyr, der havde set så meget i sit lange liv. "Så, det er vidt ingenting for alt til dig," Han smilte venligt til ham.

han blinkede og smilet forsvandt "ja det er hun, men også svær at styrer nogle gange" han trak på skulderne og så indprintende på ham, fangede alle detaljer så som den blege hud der dog ikke nåede op på hans eftersom Christian var død, så kunne han jo ikke ligefrem få de farve pigmenter der var brug for.
han nikkede stille "åhh tag det ikke så tungt, at være så gammel som jeg er ikke altid en god ting, helt ærligt jeg har været 28 i næsten 700 år, det er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men det kommer med tiden...så vil du forstå" med et lød han som en far der snakkede til sin teenagers søn

Han kunne lyde som en far, der snakkede til sin teenager søn, eller en storebror der skulle lærer sin lillebror om den store hvide verden. Det føltes underligt for Jacób, men ikke så underligt igen, da han aldrig havde fået den samtale med nogen, hverken far eller bror. Han havde ingen søskende og hans far afskyede ham, som var han ikke mere værd end jorden under sine sko.
"Det gør jeg vel," sagde han og kløede sig i nakken. "Jeg må indrømme, at det også er ret træls aldrig at blive ældre end 17 år gammel," Han grinte lidt. "Jeg er en teenager for evigt.."
Det var ikke så fedt at han aldrig blev ældre end det, man kunne jo let blive trært af at være teenager, selvom han havde lidt mere viden end en normal teenager, men det fik man vel når man levde i 100 år.

han nikkede stille "waow det lød bare underligt" han grinede let over det han lige havde sagt og de billeder han fik i hoved "men altså i det mindste er du ung, for helved hvis jeg dog bare var blevet syg i en alder af 18 eller 19, men nej det skulle ske da jeg blev 28" han rullede med øjnene og sukkede stille.
han rystede på hoved, lagde armene over kors og hoved på skrå "dit ansigts udtryk før, du har aldrig haft sådan en samtale med nogen før, ikke en bror eller..." spurte han og hævede øjenbrynet nysgerrigt

"Så du er 28," sagde han og kiggede endnu engang imponeret på ham. "Det må jeg sige," Han nikkede imponeret. "Jah, det gjorde det en lille smule," Han grinte kærligt, efterfulgt af et venligt smil...
Det var underligt, men det sjove var at det var behageligt..
han kiggede op på ham, da han spurgte om han havde haft sådan en samtale før... Det havde han ikke..
"Nej," sagde han og rystede på hovedet. "Min far afskyr mig og jeg er et enebarn," Han smilte skævt og placerede endnu engang hænderne i sine lommer.

han nikkede stille "ja jeg kunne havde risikeret at være endt som en på 40, men ja jeg blev dødeligt syg og hun endte med at forvandle mig" han trak på skulderne og grinede stile af hans imponerede udtryk, ikke ligefrem noget han var vant til, at snakke sådan her, med andre...det var englelig okay og drengen her virkede okay "så er vi to, jeg var enebarn så vidt jeg ved, begge mine forældre foragtede mig" hans smil var blidt og varmt. han rystede på hoved "hej hvor er mine manerer, jeg hedder Christian" sagde han blidt

De havde mere tilfælles end Jacob troede, begge havde de forældre der afskyede deres egen børn, og ingen søskende der fortalt dem at alt nok skulle gå.
"Jamen, så har vi da noget tilfælles," sagde han og grinte endnu engang kærligt, som en lillebror ville gøre overfor en storbror. "Hej Christian, navnet er Jacob," Han kiggede på ham, med sine skinnende blå øjne.
Det var rart for ham at snakke med nogen, helt stille og roligt. Og for første gang i lang tid, havde han ikke lyst til at drille denne person som han havde gjort ved så mange andre.

han nikkede og hævede øjenbrynet "jamen goddag Jacob" han nikkede stille og for måske første gang i mange år, havde han det...sjovt uden hendes selvskab, uden at være i nærheden af hende og lade som om han foragtede hende nej, han var med nogen, havde det sjovt og fandt ud at ting som han havde tilfældes med denne Jacob "det er måske første gang i lang tid jeg har det...vent jeg havde med jason, men han døde af kræft" han trak på skulderne og lagde hænderne om på ryggen

Jason?
Hvem var denne Jason?
"Ikke for at blande mig, men hvem var Jaosn?" spurgte han nysgerrigt og fik et sprøgende udtryk i hele sit ansigt. Inderst inde, var det faktisk ikke det han ville spørge om, han ville rigtig spørge om hvad han mente at det var første gang han havde det så.. Så hvad? Som at han snakkede med en ven, eller bror, for sådan havde Jacob det på en måde, men ville ikke indrømme det over for sig selv. Det ville være for tidligt at sætte næsen op efter et livslangt venskab, men man kunne vel kun håbe.

han nikkede "Jason var en ung talentfuld forfatter og kunstner jeg mødte i 1652, vi blev hurtigt meget gode venner, og bildte tit folk ind jeg var hans storebror eftersom han var 15 år da vi mødtes første gang, men da han så nåde de 30 skiftede vi roller også var han storebror, han var en talentfuld mand som mødte sin endelig død, da han blev ramt af lunge kræft" hans øjne lande på ham og han smilede svagt

Sikke en historie.. Det måtte havde været rart at have sådan en ven.. En man kunne stole på...
"Det gør mig ondt," sagde han stille og kiggede på ham med et forstående blik. "Sygdomme er ikke ligefrem det nemmeste at slippe af med," Han løftede på skuldrene og tænkte på, at han faktisk ikke kunne blive syg pga. sin is evne.. Det var vel ret smart alligevel.
"Det måtte havde været rart med en ven," sagde han endnu engang stille, men kiggede stadig på ham med et smil.

han nikkede stille "man blev tit syg i den tid og der var jo intet at gøre ved det, blev man syg så var det næste nok også at man døde" sagde han kort og nøgent, hans øjne lå på ham og han smilede "det var det skam også, men jeg har ikke haft sådan en ven siden Jason, jeg har altid godt kunne tænke mig en...en jeg igen kan have et slags broder bånd til, hvis dy forstår" spurte han og hævede øjenbrynet

En slag broder? Tjoh, det forstod han vel godt. Han ønskede sig en ny ven, en ligesom Jason. En der var som en bror for ham, det var sådan han forstod det i hvert fald.
"Jeg forstår," sagde han og smilte til ham. "Jeg har også altid godt kunne tænke mig en ven, eller slag broder som du kalder det," Han løftede selv på et øjenbryn, mens der var et drilsk grin på hans læber.
Han lagde armene på kors. De to, de kunne da godt blive et venner kunne de ikke? Selvom det var vampyr og dæmon, så kunne det vel godt gå?