The moon stone. ~Luce~

Skoven stod helt for sig selv, med vinden der rodede imellem trækronerne. Grenene reslede imod hinanden, og skoven så ret mørk ud. Træernes bark så mørkegrå ud, og fik træerne til at ligne noget fra en gyserfilm. Månen stod på sit højeste, og strålede klart nedover skoven. Så der blev kastet skygger.
Elea var ude at gå en lille nattetur, hun fik trods alt kun udenfor om natten. Hun kiggede lidt op på månen, og så en kræftig stråle lyse ned et sted i skoven. Elea løb imod strålen med fuldhast, bare for at se hvad det var. Hun bukkede sig ned og samlede en sten op, som månen lyste på. Elea lagde den i sin bukselomme, og gik videre. Månens stråle forsvandt, da stenen blev løftet fra jorden. Og pludselig var der mange lyde omkring hende i den ellers stille skov, hun kiggede rundt til alle sider men kunne ikke se noget. Selvom hun havde nattesyn, hvorfor kunne hun så intet se? Elea sank en klump, det var som om det var væsner skabt af natten der var efter hende. Elea løb tilbage af, hun ville væk fra skoven. Og satte derfor i fuldfart, men ramlede ind i en kvindelig person og faldt derfor tilbage. Dog var Elea hurtigt oppe og stå igen, og rakte hånden ned imod kvinden. Hendes opmærksomhed var dog imod lydene i skoven, lyden af væsner som kom imod hende.. De kunne ikke ses, kun høres.. De jagtede Elea som havde hun noget der tilhørte dem.. Elea var dog ikke klar over hvad hun havde taget, som gjorde at de jagtede hende sådan.. Elea hjalp kvinden op, men kiggede dog ikke rigtigt på hende.. Hun var fuld fokuseret på skoven, og de væsner som kunne hørers så tydeligt.
"Undskyld jeg bare løb ind i dig, men kan du også hører det.." Der var hentydet til lydende i skoven.. Elea fik sig dog taget sammen og kiggede på kvinden, som manglede et øje.. Elea sank en klump, hvad var der dog sket med hende!? Elea kiggede dog hurtigt op igen, da hun kunne hører disse væsner komme tættere og tættere på. Væsnernes stemmer var som uhyggelige ånder der hviskede omkring en, og gav en gåsehud.. Elea kastede et blik op på månen, som nu mere mindede hende om en vred herseker.. Som ville have hævn.. Elea holdte sig til siden af kvinden, og kiggede rundt omkring sig i skoven.. Alt var nærmest usynligt for hende, hun kunne ikke se de væsner hun kunne hører. Men resten af skoven kunne hun se.. Det gjorde hende lidt utryg..

Mørke og kulde i et. Sikke et helved. Men det stoppede hende ikke i og gå sig en tur denne nat. Nok var hun på nippen til og skulle føde. Føde et barn hun ikke vidste om hun ville have i sit liv eller ikke. Det var stadig svært for hende og acceptere, at hun var gravid med en raceleders unge. Men det var jo ikke bare en hvem som helst raceleder. Det var dæmonernes leders unge hun gik rundt med. Hun havde ikke frivilligt valgt og blive gravid med hans unge. Hun var tvunget til det. Hun kunne ikke gøre noget den nat det skete. Hun kunne ikke en gang bede om hjælp selvom hun havde råbt, skreget og grædt som bare satan den nat, men der var ingen som havde hørt hende, så hjælp havde hun ikke fået før det var forsent. Det var tydeligt, at hun var gravid. Hvis man skulle skyde på en måned bare af og se på hendes mave ville det være i 8 næsten 9 måned hun var i og hendes mave så ud til, at det var tvillinger hun gik med. Ja nok var hun gravid og tyk og træt og det hele på en gang, men det holdt hende ikke væk fra og gå sig en tur. Hun kunne ikke løbe længere det var alt for risikabelt både fordi hun var så tyk som hun nu var og fordi hun manglede et øje. Det havde dæmonernes leder også taget fra hende. Han havde rent faktisk pillet det stille og roligt ud med nogle små pinde som var skarpe nok til og pille stille og roligt øjet i stykker. Han havde tvunget hende til og spise øjet. Han spiste nu også noget af det selv. Det var bare som og dele en isdessert havde han sagt bare med et øje istedet. Hun husker tydeligt, at hun flere gange kastede op imens hun blev tvangsfodret med det. Hun kunne ikke tage og spise sit eget øje. Nu gik hun rundt med et stykke stof bundet rundt om det ene øje for og skjule det, så folk undgik og se direkte på den, men de ville sikkert alligevel regne ud, at der intet øje var. Hendes lange sorte hår hang løst ned af hendes ryg og hun havde taget en sort kappe på for og kunne holde på varmen og nogle gode sorte sko som hun kunne gå i. Hendes ansigt skinnede og var blå/lillaet ligesom resten af hendes krop var. Hendes dunkle øje med et lillaet skær lyste næsten også i mørket når månens lys skinnede hende i ansigtet. Hun hørte nogle lyde og stoppede op for og lytte til, hvad det var for en lyd hun kunne høre. Med et løb en anden kvinde ind i hende. De begge væltede, men kvinden rejste sig hurtigere op end hun kom ned. Luce derimod havde lidt svært ved og rejse sig op pga hendes store mave. Som hun faktisk glædet sig til og få i normal størrelse igen så hun kunne holde sin slanke form. Luce kiggede på kvindens hånd som hun havde rakt ned til hende. Hun rejste sig stille op og så på kvinden. Hun kunne lugte, at det var en vampyr som havde løbet ind i hende. Hun kiggede rundt. Hun kunne høre lyden som gjorde, at hun var stoppet op var blevet højere og højere end den havde været for lidt siden. Luce kiggede på kvinden "Det er helt i orden og ja jeg kan også høre lyden som jeg regner med er den uhyggelig lyd af små visleende stemmer som lyder ret sure så høre vi det samme" hun så på kvinden og kunne se på hendes ansigtsudtryk og på hendes hals da hun sank en klump, at hun havde opdaget, at Luce kun havde et øje. Hun kiggede på kvinden der havde flyttet sig så hun nu stod ved siden af hende i stedet. Hun så meget utryg ud. Hun kunne høre lydene højere og højere. Hun var selv blevet meget utryg over lydende som var kommet. Hun så på kvinden "Hvad sker der lige for lydene? Det lyder som om de er efter en eller anden" Luce så mistænksomt rundt.

Elea opdagede hurtigt kvinden var gravid, og måske var det derfor hun hjalp hende.. Og ikke bare flygtede, bare ved at se på denne kvinde kunne hun se at hun havde været igennem meget. Elea kiggede dog stadigvæk rundt i skoven, lydene nærmede sig mere mere.. Og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Elea.
"Jo det er dem.." Svarede hun stille og lukkede øjne for at se om hun kunne lokalisere lydende.. Men de var overalt omkring dem.. Det var som om jo tættere de kom imod dem, jo mere blev man lukket inde i et bur af det ukendte. Som usynlige kæder der kom imod dem, og ville fange dem.. Tvinge dem til at være fanger af månen..
"Jeg ved ikke hvad de vil have.. De begyndte bare pludselig at jagte mig.." Svarede Elea og sank en klump.. På grund af kvindens tilstand, kunne de jo ikke bare løb som sådan.. Skyggerne prøvede at manipolere med deres hoveder, sende dem billeder så de troede at de var fanget ved djævlen.. Men Eleas hovede kunne ikke narres, det var på grund af hendes evne.. Hun kunne holde sit hovede, tanker og meninger for sig selv uden nogle kunne pille ved det. Hun kaldte det sit skjold, et skjold som kunne sættes over på andre hvis hun bare ville det og havde lært det.. Elea havde været langt omkring i hendes levetid.. Hun havde lært det, Elea lod sit skjold deles med kvindens så kvinden ikke ville blive snydt af deres illusioner. Måske kunne de klarer det, selvom det kunne blive en udfording. Elea kiggede kort på kvinden for at se om hun var ookay, når folk ville lege med Eleas hovede. fik hun en kildende fornemmelse i kroppen, derfor vidste hun at de prøvede at lege med dem. Elea kiggede atter rundt, de hviskede kraftigere.. Men der var stadigvæk ingen at se i mørket.. Væsner uden skygger, uden skikkelser.. Elea holdte vejret, hun behøvede enlig ikke at trække vejret.. Hun var vampyr.. Kunne ikke dø af varme, kulde eller gift.. Hun var trods alt 'død'. Elea så op på den lysende fuldmåne, som begyndte at blive rødere og rødere.. Blodmåne.. Elea havde ikke set sådan en i mange år, og fik lidt et chok.. Hun havde hørt det betød uheld og at der snart var en som skulle dø.. Elea tog kvindens hånd og begyndte at gå i et rask tempo igennem skovens træer.. Men Elea var ikke så god til at finde hovede og hale i skove.. Derfor gik hun bare, men de blev forfuldt.. Og små mærkedelige finger lignende ting prøvede at gribe ud efter dem fra siden, og blodøjne store og skræmmende kom til syne. Elea stoppede op og var næsten ved at skrige, aldrig havde hun set nogt så uhyggeligt, måske var det chocket, hun kunne kun se de blodrøde øjne.. Og så de tynde spidse fingre, som lignede kroge der prøvede at trække både hende og Luce imod sig. Elea skreg halvt, måske var hun vampyr.. Men hun kunne godt blive bange.. Specielt for det ukendte..

Luce kiggede på kinden. Hun undrede sig lidt over hvorfor det var, at lydende var kommet. Hun vidste nu, at hende kvinden som havde stødt ind i hende også havde hørt lydende. Det var sikkert det, som gjorde, at hun nok så, så bange ud som hun nu gjorde. Hun kiggede op på månen som var blevet lidt rød. Det var ikke helt så rødt som blod, men mere lyserødt som langsomt blev rødere og rødere. Hun tænkte ikke meget over det på det tidspunkt, men hun ville selvfølgelig begynde og undre sig jo mere månen blev rødere og rødere. Hun så på kvinden "Hvad lavede du da du begyndte og kunne høre lydende?" hun var nød til og vide, hvad det var kvinden havde gjort siden lydende begyndte og komme og jagte hende. Hun kiggede rundt og tænkte over, hvad det var som gjorde, at lydende var så uhyggelige som de nu var og hvorfor de jagtede dem. Hun kiggede op på månen som var blevet blodrød. Den skramte hende lidt, men det satte også igang i hendes hjerne. Hun prøvede og tænke tilbage på Sword of Cross skolen, hvor hun havde studeret lidt om månen og dens kraft og alt muligt andet, men det var så længe siden og vidste ikke helt om hun kunne huske alt det hun havde læst, men det var forsøget værd. Hun så op på månen der blev blodrødere og blodrødere for hvert sekund der gik. Hun stirrede tænksomt op på månen *Hvordan var det nu der stod om den blodrøde måne?* tænkte hun. Normalt ville hun ikke holde hovedet koldt, men det kunne hun denne gang og det var rart nok så hun kunne tænke en klar tanke og finde ud af, hvad det nu var hun havde læst dengang. Hendes blik begyndte og blive fjernt i det hun trængte længere og længere ind i hjernen på sig selv for og finde ud af, hvad det var hun havde studeret selvom det var over 300 år siden hun havde studeret det. Det var dog kun nogle bid hun fik fat i, men det var oftes kun de ting hun havde bidt mærke i imens hun læste. De vigtigste facts.
Blodmånen kommer frem yderst, yderst sjældent....Varsel for, at nogen eller noget skal dø...Månesten holdt månen klar og hvid som vi kender den...Blodmånen stoppes... var det korte bid hun fik fat i og nåede ikke og finde ud af hvordan det var, man stoppede månen i og blive rødere og rødere i det, at kvinden trak i hende og gik med raske skridt rundt ude i skoven. Hun fulgte med kvinden selvom det var for tungt for hende og gå så hurtigt. Hun kiggede rundt i skoven imens hun gik og så de fingeragtige skygger prøve og tage fat i dem og nogle blodrøde øjne hist og her. Det skramte hende. Meget endda. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle kunne komme hurtigere væk herfra uden, at hun gik i sin drageform. Hun bestemte sig for, at forvandle sig selvom hun havde aftalt med sig selv for længe siden, at hun aldrig ville gøre det igen, men nu var det et nødstilfælde! Hun vred sin hånd fri og gik hurtigt lidt væk fra kvinden og så på hende "Bliv der!" hun råbte det til hende. Hun skreg da forvandlingen begyndte. Da hendes ryggrad blev revet op af og blev længere. Da hendes hals blev længere og under hele forvandlingen skreg hun som var hun ved og blive dræbt eller tortureret eller noget i den stil.(http://images2.fanpop.com/image/answers/741000/741443_1278682514473.3res_401_300.jpg sådan lignende bare uden vinger og har 4 ben +2 forben og nogle horn)
Da hun endelig var kommet i sin form gik hun hen og bed fast i kvinden trøje ved nakken og svingede hende op på ryggen af hende. Hun håbede inderligt på, at hun holdt fast, for hun kunne ikke tale så længe hun var i denne krop for det ville bare blive til nogle lette knurren og brummen der ville komme. Nok var hun 8½ måned henne og var meget tyk i menneskeform, men det ville man næsten ikke kunne se på hende lige nu. Hun løb afsted. Hurtigere end et menneske ville løbe, men også meget mere klodset. Alle træerne der sad for tæt til, at hun ikke kunne komme let forbi dem knækkede eller væltede i det hun pressede sig ud gennem dem som var det nogle små tændstikker hun havde med og gøre. Hun kiggede bagud imod fingrene. Hun kunne ikke se dem for hun var nået langt nok væk til, at de kunne nå og finde en plan. Hun bed fast i kvindens trøje igen ved nakken og satte hende roligt ned på jorden igen. Hun stak sit hoved ned til hende og lagde sit hoved lidt på skrå næsten som spurgte hun om hun var ok. Hun bakkede lidt væk og forvandlede sig tilbage til sin menneskeform. Hendes tøj var ødelagt under forvandlingen, men hun havde været så heldig, at hendes trøje var flænset så den skyggede for hendes bryster og kunne holde sig oppe og hendes bukser var blevet til et slags shorts der var flænset i stykker. Hun så på kvinden "Månestenen må være blevet fjernet..."

Elea måtte tænke.. Altså hun havde ligesom taget en sten som månen lyste på.. Måske en månesten, hun havde kigget lidt på den.. Den var ovalformet og klar hvid som månen selv. Elea reagerede da Luce råbte hun skulle blive hvor hun var, og Elea sprang næsten et skridt tilbage da hun blev forvandlet til en stor drage, selvom forvandlingen havde krævet mange skrig fra Luce. Elea blev svunget op på Luce's ryg, og havde selv glimrende reflekser til at holde sig fast og lande ordenligt. De stormede igennem skoven, Elea havde aldrig siddet på en drage. Så hun måtte indrømme det var ganske fedt! Og hvis det ikke var fordi de blev jagtet af månens slaver, så havde det måske været en god oplevelse.
Elea blev sat af igen, og nikkede til Luce. Hun havde det ganske udemærket. Hun kiggede på Luce, en virkelig flot og stor drage det måtte hun indrømme. Elea så på træerne fra der var de var løbet igennem, der var ryddet en hel ny sti.. Elea fik et lille smil på læben af det, men det forsvandt dog hurtigt igen. Elea kiggede på Luce, da hun skiftede til menneskeform igen. Elea kiggede kort rundt og fandt en lille hule i en skjult grotte, måske kunne de gemme sig der? Eller kunne man overhovedet gemme sig for månens slaver? Og så slog det Elea, varulve.. Måske var der varulve i skoven.. Det var fuldmåne, hun måtte holde sin lugtesans åben, for at være sikker på der ingen hunde var i skoven. Hun snuste godt ind, men opfangede ingen lugt.. Heldigvis.
"Månestenen?" Spurgte hun helt uskyldigt, og sank dog en klump.. Havde hun fjernet månestenen fra dens plads? Og hvis hun havde var det så derfor månen jagtede hende? Elea ville ikke af med den flotte sten, hun havde ikke set en sten som den i virkelig mange år.. Inden hun blev forvandlet havde hun set en udenfor Colter og Stefans hus.. Men de havde sagt at den ikke måtte fjernes derfra.. Og nu havde hun fjernet en anden, hun var virkelig dygtig måtte hun indrømme. Elea kiggede rundt da hun hørte månens tjenere kom imod dem igen, hun kunne hører dem resle i buskene.. Og gå rundt på jorden.. Med deres skingre stemmer som nærmest skreg.
"Giv mig Stenen."Stemmerne var overalt omkring dem.. Og det var ikke specielt behagelige at hører på, Elea fik kuldegysniner ned over ryggen.. Hendes hjerte bankede vildt afsted, hun var meget opmærksom.. De omringede Luce og Elea igen, denne gang med en sortform, så de lignede skygger.. Men mere faste i formen, de ville have månestenen.. De kom nærmere og nærmere..
"Giv os månestenen.." Sagde de i kor, og deres stemmer lød som den værste gyserfilm.. Elea kiggede på dem.. Hun måtte give den tilbage, men var for stædig.. Hun villle ikke, men hun kunne heller ikke blive herude helle natten.. For når solen stod op ville der ikke være meget tilbage af hende så. Elea sank en klump.. For hvad nu hvis hun gav dem stenen, og de dræbte dem alligevel? Hvad hvis de ville have stenen tilbage på plads? Elea kunne se disse væsner ikke havde nogen fast form, de ville ikke kunne holde noget som helst de havde ingen rygsøjle, ingen brusk.. De havde ingenting som kunne gøre dem til en levende organisme, var de overhovedet til stede? Elea kunne ikke narres af illusioner, så de måtte være ægte.. De kom helt op til Luce og Elea, og hviskede dem i ørene.
"Giv os månestenen." Det løb Elea koldt ned af ryggen, og hun klemte øjne sammen. Væsnernes spidse fingre løb ned af hendes ryg søjle, og det samme gjorde de ved Luce.. De kunne mærke en af dem havde stenen..

Luce havde i tankerne, at hende her kvinden havde gjort et eller andet ellers havde de ikke jagtet dem, men det eneste som kørte rundt i hovedet på Luce lige nu var, at de skulle væk og finde ud af, hvad det var som gjorde, at disse lyde og væsner? Kom efter dem. Hun kiggede lidt nervøst rundt efter hun var stoppet og kommet i menneskeform igen. Hun kiggede på kvinden. Hun så nu ud til og være ok, men også meget forvirret og utryg ved hele denne situation. Luce havde ikke så slemt ved dette længere. Det var ikke skygger der skræmte hende. Det var nu mere dæmoner som kunne gøre hende utryg. Hun var ved og være van til og se frygten i øjnene, selvom det var en meget svær ting og leve med. Hun sukkede lidt og kiggede på kvinden "Månens lys til jorden stammer fra nogle sten der kaldes for månesten. Jeg tror, at disse lyde stammer fra månens slaver eller noget lignende, hvor de skal skaffe månestenen tilbage på sin plads ellers vil månens godhed forsvinde og blive til et sandt mareridt" hun havde nervøsitet i stemmen. Hun hun kiggede ned mod vejen som Luce havde lavet som nu var mere en sti end noget andet. Hun trak let på skuldrene hun kunne ikke gøre for, at hun fyldede så meget i sin drageform. Hun kunne se, at væsnerne var kommet hen til dem. De havde mildt sagt omringet dem og gik tættere og tættere på dem. Det gjorde hende mere og mere utryg ved situationen. Hun kiggede på kvinden med et spørgende blik som ville hun spørge om hun havde taget månestenen. Hun håbede inderligt, at hun ikke havde for så ville det ikke se godt ud, hvis det var hun ikke ville lade dem få den. Hun stivnede helt da væsnerne var kommet så tæt på og kørte deres skarpe fingre ned af ryggen på hende og hviskede hende i øret. Hun havde ikke stenen, men det, at de gjorde det var en ubehagelig følelse. Hun prøvede og komme væk fra dem, men der var ingen vej ud. Væsnerne massede sig ind imellem dem og skildte kvinden og Luce fra hinanden. De trak Luce lidt væk fra kvinden. De stod stadig i en slags cirkel af en mur omkring dem. Luce kiggede hen imod kvinden "Giv dem stenen! Jeg ved du har den!" hun skreg det til hende. Væsnerne gik tættere og tættere på dem så de næsten stod klods op af dem.

Ja Elea havde stenen, men den var jo så flot?.. Elea sank en klump, og klynkede nærmest da en af de skarpe negle gled ned af ryggen på hende. Hun hoppede kort fordi det løb hende koldt ned af ryggen.. Elea kiggede på Luce..
"Okay jeg har den.. Men den.. den er så flot?" Svarede hun Elea var sorteelver, og havde det med at tage ting til sig som hun fandt flotte.. Eller vidunderlige.. Men havde enormt svært ved at ligge dem fra sig igen. Og denne sten den var jo så fantastisk! Elea så på Luce med hundehvalpe øjne, men tog det som et tab at prøve.. Hun stak hånden ned i sin bukselomme, og trak stenen op. Skyggemonstrene stoppede kort og hviskede så det gav kuldegysninger.. De rakte ud efter stenen allesammen så Elea smed stenen over imod nogle træer, bare i panik. Elea kiggede på månen, hvorfor ændrede den ikke farve.. Og hvorfor forsvandt monstrene ikke?..
Måske skulle stenen ligges på plads? Det var en mulighed, og det var svært at løbe med en høj gravid kvinde ved sin side.. Så måske kunne man liste sig væk.. Hvem prøvede hun at narre! Hun måtte vel gøre det rigtige denne gang.. Ikke?

//Sorry jeg først har svaret nu, har manglet llysten til at emne.. //

Hun stod og kiggede på pigen. Hun kiggede på hende med et bestemt blik. Hun forstod godt, at hun ville beholde stenen hun havde taget. Den var jo meget flot, men det måtte være vigtigere, at hun og Luce kom sikkert væk fra disse skygge agtide væsner som havde klynget sig rundt om dem så de ikke kunne stikke af. Hun så på pigen "Giv dem den nu! Vil du komme sikkert herfra eller ej?" hendes stemme var bestemt. Hun kiggede rundt på skyggerne. Det var lidt skrammene og stå her mellem nogle skygger der ville dræbe en, hvis de ikke fik deres månesten. Månestenen skulle ligge på sin plads. Hun var nød til og give månestenen til skyggerne ellers ville de ikke forsvinde og månen ville stadig forblive den røde skrammene farve som den var nu. Hun kiggede hen på pigen og rystede på hovedet af hendes hvalpeblik. Hun skulle give skyggerne deres sten tilbage om hun ville eller ej. Hun prøvede og tænke på en plan som kunne hjælpe dem ud af dette problem. Det var meget svært og finde en på plan idet, at pigen havde stenen og havde svært ved og give ting væk fra sig som de fandt. Hun havde godt bemærket, at hun var sortelver og de var meget svære og samarbejde med. Hun kiggede på stenen som var kastet. Hun sukkede lidt "Tag jeres sten og lad os være i fred!" hun havde hævet sin stemme meget og lød meget bestemt. Næsten som en leders stemme når en leder ville sige noget eller have noget bestemt. Det gav et sæt i skyggerne da de hørte hendes stemme. Skyggerne fløj hen og hentede stenen og fløj hurtigt væk fra dem. Hun kiggede op på månen, hvor der havde gået noget tid og månen var blevet normal igen.