New moon -Rowan-

Rowan havde modtaget en diskret besked, som informerede om et møde han næppe ville gå glip af. Det havde været en fantastisk dejlig dag, med høj sol, få skyer og en let brise. Rowan havde brugt en stor del af dagen hos diverse handelsmænd; købt, solgt, handlet og sladret. Han var efterhånden et velkendt ansigt iblandt byens mest erfarne handelsmænd, og snappede alle tips og tricks til sig, som de handlende og sælgende kunne byde på. Denne dag havde han brugt på at lede efter en mindre gave til en gammel ven; bare en lille "tillykke"-gave. Eller måske en "godt at se dig"-gave? Navnet var vel ligemeget. Han havde fundet en broche af en måne med en indgraveret fugl. Blot en lille sag i et billigt metal, men det var tanken der talte. Efter at have brugt betragtelig tid på markedet, var solen endelig ved at gå ned, og Rowan lod sine fødder føre sig igennem distriktet. Han spankulerede roligt rundt i sine egne tanker, og lod tiden passere forbi. Efter lidt tid, det var uvist hvor længe, mærkede han en let prikken på sin skulder, og hørte en velkendt stemme. Han vendte sig ikke om med det samme, men svarede i stedet med ryggen vendt mod hende: "En varulv? Næ, ser De frøken, jeg leder selv efter en varulv. Hun lugter noget så frygteligt af våd hund, så jeg er sikker på at jeg vil kunne opdage hende på miles afstand." Rowan vendte sig nu mod hende, med et skævt smil. "Men den varulv De leder efter, lyder nu ellers som en fantastisk flot fyr, synes jeg! Hvor er De dog heldig at kende sådan en som ham!" Han slog derefter armene ud til siden, og trak hende ind til sig i et kram. "Jeg må nok klare mig med Dem, så!" lo han hvorefter han slap hende igen. "Det er godt at se dig, Hayley."

"Nøjes?" ekkoede han, i en lettere forfjamsket tone. "Jeg vil da gøre mit bedste, for at kunne gøre Deres højhed med ordentligt selskab." tilføjede han nobelt og lavede endda et lille formelt buk. Nu stoppede fjollerierne dog; de kunne jo ellers fortsætte en hel dag. Han betragtede indgående sin gamle veninde, der så ganske anderledes ud med dette blonde hår. Det var dog ikke uvant for ham, at se hende sådan her. Desværre. Forklædt med sort tøj og paryk. Rowan kunne ikke andet end have ondt af hende.
"Her? Alt står udmærket til, her i min lille uinteressante verden." fortalte han. Hvorfor han undlod at fortælle hende, om sin nye kærlighed Jazmin, vidste han ikke. Det virkede ikke passende, mente han, og desuden var det endnu for tidligt - i hans optik - at hævde at han og dæmonen var et par. Der var trods alt ikke gået lang tid.
"Jeg har oplevet lidt, jovist, men intet spændende." Han trak på smilebåndet. Det var heller ikke helt sandt, men nogle historier var bedst fortalt i sikre omgivelser.
"Har du fået noget at spise? Eller skal jeg lege kok?" Spurgte han endelig, og førte an mod sit hjem. "Jeg er forresten flyttet siden sidst! Jeg købte den gamle kro, du ved; dén på hjørnet! Den er blevet gjort ganske pæn. Der er lidt mere plads, end i de små værelser jeg lejede før." Rowan trak på smilebåndet. "Men det er sikket ingenting i forhold til dit hjem."
De gik ikke længe, før de nåede til den lille åbne plads, hvorud Rowans hus havde facade. Bygningen var gammel og lidt slidt, men var yderst charmerende med en nymalet grøn dør, og beplantning op ad husmuren. Han låste sig selv og sin gæst indenfor, og førte hende straks ind i en mindre stue, der var oplyst af vinduer. Indenfor var to sofaer, et mindre bord, et utal af malerier og et arbejdshjørne.
"Alt ligner sig selv," lo han, "der er bare kommet lidt mere plads."