Det Vilde Svin - Åbent Emne

S: Det Vilde Svin
T: Klokken ****
V: Solskin
O: To andre, stille, klassisk kro.



Zakériel sad stille og kiggede ned i sit tomme glas. Det var sent, eller tidligt, afhængigt af hvordan man så på det. Han havde siddet der i lang tid, kom ved middagstid og klokken var nu... Zak orkerede ikke engang at tænke over det.

Han kom kun sjældent på Det Vilde Svin, men når han gjorde, blev han der blot for at opleve forskellige racers reaktioner på hinanden, og se de mange slagsmål. Eller måske deltage i nogle selv, selvom det var endnu sjældnere. Udeover Zak var der to andre på kroen. Krofatter stod i bedste stil og var ved at tørre nogle glas af, mens han stirrede tænksomt ud i luften. Den anden sad over i et af hjørnerne, med en hætte slået op foran hans/hendes ansigt, og han/hun havde vist også siddet der natten igennem, og observeret. Zak kunne i hvert fald ikke huske at have set ham/hende deltage i hverken en højlydt diskussion, eller et mere højlydt slagsmål. Men det skal også siges, at han havde fået så hatten passede den nat, men alkoholen var så småt ved at blive brændt væk af hans indre ild.

Gennem en af de beskidte ruder begyndte solens stråler at kilde Zakériel på kinden, så han besluttede sig for at det vis også var på tide at han kom hjemad, hvor end det nu var for tiden. Zak gjorde tegn til krofatteren om at han var klar til at betale for nattens tørster.

Han knep øjnene sammen over den selvglade fyr, der tilsyneladende fadt det usigeligt morsomt at smide ting i hovedet på andre. Zakériel lagde mønterne i krofatterens hånd, og sendte ham, hvad han håbede var et beroligende blik, men det er altid svært når ens øjne ligner en drages.
Derefter trak han sin jakke op omkring sig, og gik med rolige skridt over til den nye. Zak havde lidt håbet på at skikkelsen ved bordet selv havde reageret, men det eneste, der kom fra den kutteklædte var en mat aftørring af sit ansigt.
Zakériel lagde sin hånd på skulderen af den stadig grinende dreng, som nu da han tænkte over det, nok var lidt for gammel til at kunne kaldes en dreng, hvis man skulle bedømme ud fra den aura han udsendte.
"Hvad fanden tror du du har gang i?" Spurgte han stille, men dog med en vis kraft i stemmen.
Zakériel opfattede kun svagt at døren til kroen gik op, og en rødtop kom boppende ind. Han hørte dog hendes kraftige udbrud, og afskrev hende som en landsbytosse, for så at vende sit fokus tilbage imod fyren foran ham.

Kani mærkede en hånd bliv lag på hans ende arm, Kani stoppede med det han havde gang i og tog en frie hånd ned til hans buske kandt, og to en af det to knive han havde frem, og så på mand bag ham og sagde med en vred og kold stemme''Bland dig uden om, eller jeg hugger din arm ad''Kani stillede sig op foran manden, og så ned på ham, med had i de lyseblå øjne, han hørte en råbe i lokatet, Kani så hirtig hen på pigen ved boret og råbte højt til hende''Er det mig du snakker til tøskani var blivet sur så nu kunne der ikke gå langt tid for han gik på en eller anden i dette rum


//undskyld krea, det svigter voldsomt for tiden//

Zakériel rullede øjne af den anden mands opkæftende attitude, og han besluttede sig for at manden måske var gammel, men ikke helt voksen i sindet. Men knægten havde en kniv, og i denne form vidste Zakériel, at han ikke kunne gøre meget, hvis den anden så sit snidt til at slå til, på trods af det forsvarstræning, der var lagret i hans hjerne.
Zakériel kunne mærke en svær hovedpine, der tydede på at hans horn var ved at komme frem, og han overvejede om han skulle skifte form. Nej, han måtte hellere lade være, for pige i hjørnet virkede ikke ret stabil, og Zak regnede ikke med at hun kunen holde til at en større slagsmål brød ud foran hende.
"Hør nu her, knægt. Der er ikke nogen som skal have deres arme revet af, selvom jeg godt ville se dig prøve." Ingen skulle tro at Zakéreil Goulion var en kryster, men han foretrak nu en ordenlig grund til at slås. "Lig nu bare den kniv, undskyld til d'herre eller dame ved bordet, og smut så." Selvom fyren foran ham var en smule højere end ham selv, sendte han et nedstirrende blik tilbage.

// Det okay, virker til at fungere//

//ikke fordi jeg syntes det ikke passede ind før jeg svarede... Men måske vi skulle tage efter tur, så vi ikke kommer til at fortsætte spillet langt, inden en af medspillerene når at svare? Hvad med Seéron, Frida, Kani?//

Kani så vredt på manden foran ham, Kani havde rigtig meget imod folk som tror de kan bestemme over ham, så nu skal manden sku havde igen ''Unge mand, for det første er jeg ikke en knægt for det andet skal du ikke bestemme hvem jeg siger udskyld til, og jeg vil med glæde hugge din hånd af, hvis det kan få dig til at holde kæft'' Kani havde virkelige folk som tror de kan noget, sådan nogen elskede han at lege med, så de kan ind se de ikke kan noget i mod Kani, de store sorte vinger lingede mere og mere falden engels vinger, rodet og farlige, Kani tog kniven hen til manden hånd, ind til han hørte en lam denne pige havde sat igang, Kani så opgivende på hende og så men en kold og rolig stemme ''Gider du holde kæt, der sker dig ikke noget'' Kani så igen på den lille mand som stod foran ham.

//Jeg synes det med rækkefølgen lyder som en god ide//

Det første, der fik Zakériels indre ild til at flamme op, var måden den kutteklædte så på ham, som om han var flere meter højere end Zak, specielt fordi Zak selv faktisk havde en god højde, han var maks 5 centimeter lavere end fyren overfor ham. Det andet var hvor kæphøj han var, og hvor dårlig personen var til at styre sit temperament.
På trods af de sorte vinger bag manden, der tydede på at han var en falden engel, var Zakériel nogenlunde sikker på sig selv. Så fordi han ikke rigtig kunne se nogen udvej, og fordi den idiot pissede ham af, lod han ilden få magten. Hans krop føltes som om den stod i flammer.
Mens han mærkede forvandlingen ske, flakkede hans blik over imod den skrøbelige pige, der bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og han prøvede at finde en udvej, der i det mindste sørgede for. at hun ikke kom til skade. Det gik i midlertidigt ikke så godt, og Zak hørte sig selv råbe: "Så løb dog, dit fjols!" Af hende, mens han knækkede forover.

//Så skal rækkefølgen jo være Mig, Seéron og Frida, fordi jeg skrev efter Frida, og du Seé du skriv efter mig, så nu er det Frida, også er det mig igen også Seé og til sidst Frida^^//

//Jo, det siger vi. Din tur Frida //

Frida kunne høre dem råbe af hende. Hun sad under det brændende bord med armene over hovedet og kunne ikke finde hoved eller hale på noget som helst. Stemmen i hendes hoved blev også ved med at råbe af hende, fordi den syntes det var sjovt at forvirre hende endnu mere. Alle skulle råbe af hende, og råbende blev til ekko. Forskellen var bare, at ekko normalt tonede ud, mens ekkoene i hendes hoved bare blev højere og højere. Hun så hen mod fyrene gennem flammerne. Den ene af dem så ud til at være under forvandling. Han råbte at hun skulle løbe, og det ville nok også være en god idé, men stemmen i hendes hoved, sagde noget andet. *Du startede dette kaos, og nu vil du løbe væk som en kujon?* Hun vidste inderst inde godt, at intet af det her drejede sig om hende, men hvad nu hvis det alligevel havde? Hvis hun ikke havde råbt op om alt muligt, havde de måske ikke været så ophidsede.
Hun begyndte at føle en hvis varme, og det var først der, det gik op for hende, at bordet, hun sad under, var i flammer. Hun skyndte sig at kravle væk og rejste sig op. Hun løb hen i et hjørne langt væk fra drengene, hvor hun regnede med at være i sikkerhed, og så hen på dem uden at fjerne blikket.

// Så, for at være sikker, nu er det dig, kani? //

//ved jeg godt Seé, ejg skal bare lige hvade svaret en som har ventede i lang tid nu:-P//

// Helt ok //

Kani så hvordan kvinden havde det, med dem og han indså at det han havde gang i var forkert, han så på manden foran han som var igen med at forvandle sig, Kani lade en hånd på hans hoved og sagde med en venlig stemme, "Fald du bare ned, jeg siger undskyld nu, bare du ikke forvandler dig så du dræber uskyldige mennesker, lad os heller bruge hvorfor evner til at hjælpe pigen enden hun sætter ild i det hele" Kani gik hurtig hen til kvinden, som han kastede flasker på, han viste godt at denne person var en kvinde det kunne han lugte, han tog sine hænder på hendes hoved, og sagde et par ord, alle kvindens sår blev et igen og han så ind i hendes øjne og sagde men en trist stemme "Det må De meget undskylde" Kani så igen på pigen som stod henne ved vækken, han tog sin hånd ud så hun kunne tage fast iden og smilede venlig og sagde så men en varm og rolig stemme "Dav mit navn er Kani, og De hedder" Kani så hurtig hen på manden, som engang stod foran han, han håbede på at han var stoppede med at forvandle sig.

Zakériels ild slikkede sig op af ham, da noget som føltes som en brændende sten, lagde sig på hans hovedet. Gennem ilden så han engelen bevæge sin mund, Zakériel synes han hørte ordene, noget med undskyld, uskyldig. Han blik flakkede endnu engang over til pigen, og med den sidste styrke han havde i sig, pressede han ilden og skældene væk. Imens havde englen været over ved skikkelsen, han før havde smidt ting efter, og nu stod fyren foran den 'brændende' pige.
Zak tog sig sammen, og rystede minderne om forvandlingen af sig. Han løb op bag disken, den forfærdede kroejer så ud til at være forsvundet, forhåbeligt ikke efter The Guardians. Han fandt hvad han ledte efter, og slæbte en stor regnvandstønde ind i krostuen. Så kastede han den over det brændende bord, og vand plaskede ud idet tøndebåndene knækkede sammen. Noget af vandet ramte så også Zak, og så stod han jo pludselig der, helt gennemblødt, med et komisk udtryk i ansigtet. Af en eller anden grund, begyndte han at små-le for sig selv. Han rystede sit hår som en hund, og gik over til de to andre. Svagt opfattede han den tredje skikkelse forsvinde ud af døren. Han vinkede til pigen hen over skulderen på sin tidligere modstander. Zak smilte.

Frida så ikke hvordan det hele blive godt igen, men hun kunne høre larmen blive mindre og pludselig stod der en af fyrene foran hende med udstrakt hånd. Hun kiggede bare på ham, men tog ikke hans hånd.
Ham den anden vinkede til hende, men hun vinkede ikke tilbage. Hun forstod det ikke. Var de bare blevet venner igen?
Hun hørte ham den ene begynde at le, hvilket udviklede sig til en rungende latter inde i hendes hoved. Den lyshårede pige var også begyndt at le. Hun dansede rundt og sendte Frida onde øjne. Frida blev frustreret. Hun begyndte igen at skrige, for hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Hun slog gentagne gange baghovedet ind i muren og borede neglene ind i sine overarme så der kom hul, og langsomt begyndte blodet at løbe ned ad hendes arme. Hun stoppede med at skrige og begyndte at tude i takt med, at den lyshårede pige skreg hende ind i hovedet og hånede hende.
"Jeg vil ikke mere!" sagde Frida. "Jeg kom jo bare for at få noget at spise." Hun stoppede langsomt med at græde og så op på de to fyre. "Bare kald mig tosse ja. Jeg ved, at det er det, i tænker om mig," sagde hun surt og tørrede sig under øjnene med håndryggen. Hun var ikke tankelæser, men hun regnede med, at det var det de tænte. Det var i hvert fald det, som de fleste gjorde.

Kani så hvordan hun bankkede hovedet ind i væggen bag hende, han tog hurtig hånden om bag ved så hun bankkede hovedet ind i hans hånd og kke væggen, han smilede til he,nde også selvom hun skrig, da hun holdet op sagde han med en rolig stemme "Rolig vi gør dig ikke noget" Han tog hånden til sig igen efter som hun ikke tog imod den, da hun igen snakkede svare Kani bare sødt for han viste hvad der var galt med hende, for han havde selv samme problem for mange år tilbage, "Nej jeg synes ikke De er nogen tosse Kani smilede til hende før han tog sit hoved lidt tætter på hendes ende ører og hviskede, "Jeg ved hvad der er galt med dig, og ar selv fadt samme problem" Han blikkede til hende før han igen tog hovedet væk og så hen på manden fra før og sagde, "Høre du være ven her er sulten, skal vi ikke lave lidt mad til hende? er også selv ved at være lidt sulten jeg ved ikke med dig Hr."

Det nyttede ikke noget, Zak kunne ikke lade være med at sende den forskræmte pige et stort grin. Hun måtte tænke at han var sindssyg, at de begge var sindssyge, sådan at gå fra at råbe ad hinanden til at virke helt afslappede. Men det var så åbenbart omvendt, at det var dem der skulle tro at hun var sindssyg. Men at man råbte lidt i ny og næ, talte med sig selv, og satte ild til ting, var ikke noget som Zak ikke havde set før. Han fat det dog lidt uhyggeligt at hun borede hul i sin egen hud, og ikke helt virkede til at kunne styrer sig selv.
Den anden fyr snakkede beroligende til den forskræmte pige, men det virkede ikke til at hun faldt helt ned lige med det samme. Fyren så på Zak med et lidt bekymret blik, og spurgte så meget høfligt om de ikke skulle lave lidt mad til pigebarnet. Zak var lidt overrasket over den højtideliges tonen den faldne engel havde, og holdt afslappet hænderne op foran sig. "Hvis du kan lave mad, stopper jeg dig ikke, men mit kokkeri vil nok bare gøre situationen værre, men jeg siger da ikke nej til et måltid. Så skal jeg nok passe på hende imens." Zakériel smilte endnu en gang, han var lidt høj af næsten at have forvandlet sig. "Og, be om, bare kald mig Zak, eller Zakériel hvis det er bedre, jeg er for ung til at værre en Hr. Det gælder selvfølgelig også dig." Han vinkede igen til pigen.

Frida blev en smule forskrækket, da hun stødte hovedet ind i en blød hånd i stedet for den hårde mur, og stoppede.
Fyren hviskede hende noget i øret, og hun gengældte overhovedet ikke hans smil. I stedet valgte hun bare at stirre olmt på ham og lægge armene over kors. "Der er aldeles ikke noget galt med mig," vrissede hun. "Og jeg er på ingen måde som dig." Hun rejste sig op og trådte et bar skridt væk fra ham.
"Kald mig skør, kald mig tosset, sig hvad i vil. Men i skal bare vide, at jeg er mere normal, end i nogensinde vil blive." Hun sagde det så højt, at hun var sikker på, at de begge kunne høre det. Faktisk så højt, at de rungede en smule under kroens tag.
"Og i behøver ikke sørge for mig. Jeg kan passe på mig selv," sagde hun uden en eneste venlig tone i stemmen.
Hun ignorerede begge deres pludselige høflighed. Hun gad i hvert fald ikke selv være høflig over for dem. Hun stormede hen mod døren. Hun så lige hurtigt på dem, før hun gik ud og smækkede døren hårdt i.
Hun smuttede ind i en lille, næsten gemt, gyde mellem kroen og butikken, som lå ved siden af. Hun satte sig op ad muren og mærkede en let svie på armene. Hun kiggede på dem, og så en tynd stribe af blod løbe ned ad armene. Hun skyndte sig febrilsk at tørre det væk med hænderne, hvilket resulterede i at både arme og hænder var smurt ind i eget blod. Tårene trillede stille ned ad hendes kinder, men hun sagde ikke noget. Hun var bare trist, ked af det og forvirret. Meget forvirret.
*Kujon* hørte hun stemmen i hendes hoved sige. *Du bliver skyld i din egen død* Frida ignorerede stemmen, mens den bare blev ved og ved og ved med at slynge hånefulde kommentare i hovedet på hende.

//Jeg undskylder rigtig mange gange for jeg ikke har svaret på det her emne, jeg havde helt glemt at svare på det, så jeg bliver nød til at læse det igennem så jeg kan svare//