We meet again //Amun//

Hun sukkede, trak bennene op til kroppen "det er ikke noget, det var bare fra skoven...jeg levede der ude de sidste fem maaneder, da de fandt ud af jeg var gravid og du ikke var af samme race som mig, smed de mig ud i skoven" hviskede hun og vendte blikket mod ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle goore eller sige, hvad ville han dog tro hende, en simpelt gade toos...der intet havde. Hun lagde haanden mod sin mave, var den det eneste der holdte dem sammen....mon han havde ment de ord han havde sagt til hende eller var det bare paa grund af det barn hun bar inden i sig. Hun saa ned i vandet, men efter lidt tid moodte hun hans oojne "er jeg grim med dem" spurte hun stille, bed sig i laeben. Hun rystede svagt, delvidst paa grund af kulden der var over vandet, men ogsaa paa grund af alle de ting der skete i hendes liv. Ligefra at hun var gravid, men ogsaa at hun var blevet smidt ud af et sted hun havde kaldt sit hjem de sidste mange aar "er jeg afskylig" spurte hun naesten uhoorligt, mens hun saa ned i vandet. Maaske var det mest paa grund af hormonerne, men efter lidt tid kom der lyde fra smaa draaber der ramte vandet, draaber der foort tilbage som taare fra hendes kinder

Bare fra skoven, bare fra skoven, Sylar prøvede ihærdigt at finde hoved og hale i det, hvordan kunne hun havde fået disse mærker og ar fra skoven af, medmindre at nogen havde taget fat i hende der ude, en form af vrede kunne spottes i hans øjne, om det så var en sygelig jalouxi, eller om det var fordi at nogen havde gjort hende ondt, tja.. det var nok mest af alt en bladning af de to ting.
”Svar mig ærligt” kom det alvorligt fra Sylar, dog så kunne man godt mærke i hans stemme at der også var en stålfast vilje, og et mål om at han ville gøre uret ret ”Var det en anden mand som gjorde det imod dig?” så var spørgsmålet lagt på bordet, eller skulle man retter sige at nu skulle sandheden strømme.
Dog så skulle der ikke megen til før han opdagede hvordan han havde tænkt, og hvordan hun havde set på ham, med et smil på læben førte Sylar sin hånd op til Amuns hage ”Det er ikke på grund af barnet jeg ville have dig tilbage” kom det hviskende fra ham, hvorpå han lænede sig frem og kyssede hende.
Dog så var det ikke ligefrem det sjoveste for Sylar at opdage at hendes selvtillid var såret, dybt endda, både det at hun var blevet smidt ud fra hvad der før var hendes hjem, og det at hun selv så sig som afskyelig.
”Hør her, du er ikke grim, du er ikke afskyelig, du er den smukkeste kvinde, jeg længe har set betræde, først og fremmest mit badeværelse, men også den smukkeste kvinde i mit liv” Sylar prøvede ihærdigt at opmuntre hende, men det var ikke ligefrem fordi han havde siddet i mange situationer som denne ”Amun.. Kom her” Sylar rakte sine arme ud som hun bare skulle komme hen til ham, men også for at trøste hende, der var en vis ro og blød klang i hans stemme da ordene kom ud.

Hun saa vaek, nikkede stille "der var tre" hviskede hun og lagde haanden mod sin mave, de havde godt nok ikke voldtaget hende, men helt behagelig havde behandlingen ikke vaeret, de havde sparket hende, taget alt hendes tooj og det var kun en venlig gammel dame der havde hjulpet hende "jeg var saa bange" hviskede hun trist, rystede endnu mere end for blot kort tid siden. Frygten efter hvad der var sket var stadig i hende, frygten for at det ville ske igen. Hun saa paa ham da han vendte hendes ansigt mod hans, i starten havde hun ikke moodt hans oojne, men hans ord fik hende til at se op. Hun lagde haanden mod hans kind og kyssede ham igen, hendes laeber var fygtige af taarene, men hun holdte kysset gaande, bare at foole ham mod sig paa en eller anden maade. Hun smilede svagt "da de opdagede jeg var gravid, blev de foorst glade, men efter det kaldte de mig ting, sagde jeg var en skaensel mod de store guder og Anek" hun bed sig i laeben, det var nok den ondeste ting at sige, da Anek havde vaeret den foorste af hendes art og derfor ogsaa den reneste. Hun toovede ikke et sekund med at lukke sig ind i hans arme, hun puttede sig ind mod hans varme bryst "vil du ikke komme op til mig" hviskede hun i hans oore, mens hun nussede ham ned af kinden

Havde der virkelig været tre, tre mænd endda, eller om det var mænd vidste Sylar jo ikke, han gik blot ud fra at det var sådan det havde hængt sammen, endda troede han også at de havde voldtaget hende.
Sylars blik forandrede sig i et øjeblik, i stedet for at det udstrålede varme og omsorg, var det forandret til en kulde, tomt og hævn. Det var nok det værste de tre mænd kunne havde gjort, og i sandelig havde han også tænkt sig at tage hævn, og Amun ville have det eller ej. Dog så fløj hans tanker en anelse væk fra det da Amun igen talte, ”Jeg kan godt forstå du var bange, men du skal ikke være bange mere, nu er jeg der for dig” kom det lavmælt fra hans side af, der var ikke meget han kunne gøre nu end at putte hende ind til sig og holde hende tæt, som om han aldrig ville give slip, men alting skulle nok gå godt fra nu af, hun behøvede ikke at have noget at gøre med hendes før fanatiske familie, venner, eller hvad de nu var. ”Du er ingen skændsel.. hvis du er noget, så det først og fremmest en attraktiv kvinde, som enhver mand ville være glad for at have, men jeg var den heldigste, du valgte nemlig mig” Sylar prøver atter at opmuntre hende, men det var mist mere et forsøg som ikke blev til noget, selvom han blev noget interesseret for at vide mere omkring hende, og tja, hendes tro, fordi det som han havde hørt indtil vider, fik ham blot til at sætte flere spørgsmål end svar, hvilket også endte med at han blot blev nødt til at stille et ”Hvem er, eller hvem var Anek?” kom det søgende fra ham, måske kunne han også få hendes opmærksomhed væk fra hændelsen og tænke på noget andet i stedet for.
”Jeg følte blot at det var bedre hvis du lå hos mig, end jeg dig” kom det fra Sylar, mens han lagde sine arme omkring hende ”Jeg har savnet det her” kom det lavmælt fra ham.

Hun krympede sig under hans blik "du maa ikke se saadan ud...hver sood" hviskede hun bedende, hun kunne se haevnen i hans oojne, oonskede det bare "jeg fooler mig saa tom naar du ser saadan paa mig" hun lagde toovende sin haand mod hans kind, selvfoolgelig var hun ikke bange for ham, men hans blik bekymrede hende. Hun gispede, lagde haanden mod sin mave og stoonnede af smerte, efter faa sekunder sukkede hun lettede og rettede sig op, hun laenede sig op mod kanten af badet. Hun saa hen mod ham, dette var ikke gaaet som hun havde haabet, et sted havde hun haabet han var hoppet op til hende i badet saa hun kunne nyde igen at vaere i hans arme, men det var aabenbart ikke hvad han oonskede. Hun greb fat i en svamp, hun lyttede svagt til ham, mens hun koorte svampen op af armen "okay" hun rynkede brynet, men nikkede stille "det glaeder mig" hun saa fravaerende paa ham, men roodmede over de naeste ord. Det var det soodeste oord hun laenge havde hoort "sjovt jeg fooler mig heldig over at have dig" hun saenkede svampen, foor hun igen fortsatte.
Hun saa ned i vandet "Anek er den foorste af min slags....engang for lang tid siden i egypten levede Anek hun vat smuk og beundret, men en dag voldtog nogle maend hende. Efter det efterlod de hende, rystende og noogen, som hun laa der kaldte hun til sine guder for haevn, de lyttede. Kort tid efter dukkede en slange op som bed hende og den forvandlede hende til det hun, jeg og alle i min art er" hendes oojne moodte hans og hun smilede svagt. Hun sproojtede vand paa ham "jeg mente nu du skulle komme op i vandet...men fair nok hvis du ikke oonsker" hun trak paa skulderne

Hun havde ret, selvfølgelig havde hun ret, vreden havde taget overhånd, og han havde ingen planer om at være vred, han ville blot nyde hvert øjeblik, uden at tænke for meget på fortiden.
”Det må du undskylde, men…men.. men det gør mig så vred at jeg bare, at” Sylar kiggede hende i øjnene, uskylden, den renhed hun besad, oversteg ham til hver en tid. Hvilket også fik ham til at indse at han havde handlet forkert ”Jeg er ked af det, undskyld” kom det fra Sylar, han kørte hånden gennem sit hår og kiggede undskyldende til hende.
Dog så blev hans tanker ført andet steds hen, i det at hun stønnede et øjeblik, og af ren og skær, både frygt for at der var sket hende noget, og fordi han ikke var, vandt til at det som sådan skulle komme ud af det rene ingen ting. Men heldigt for ham, så gik det hurtigt over, og hun så okay ud, Sylar knælede dog ned foran badekarret ”Er du okay?” fik han sagt og tog fat om hendes hånd. For at være sikker på at alting var i orden. Blikket I Amuns øjne afslørede det hele, hun havde virkelig håbet på at han var hoppet op til hende, hvilke tanker det bar med sig var jo noget helt andet.
Sylar knappede bukserne op og smed både sokker, sko, bukser og underbukser.
”Ryk dig lidt” kom det drilsk fra Sylar, hvorpå han smuttede ned i badet bag Amun. ”Håber ikke det gør noget” kom det drilsk fra ham. ”Vi er heldige at have hinanden” replicerede Sylar med, og lagde sine arme rundt om hende, og kyssede hendes hals.
Grunden til at han var hoppet i vandet, var ikke alene fordi han også havde lyst, men eftersom hun havde smidt vand efter ham og drillet ham lidt, så var det vel hendes hensigt at han skulle være sammen med hende. ”….Egypten…” var det eneste ord Sylar kunne sige da hun omtalte Anek. Sylars blik blev nærmere fjernt, tankerne om hans gamle hjemland, virkede så lang tid siden at han ikke engang kunne huske stedet, ej heller de mennesker som betød meget for ham dengang.

Hun smilede blidt til ham, strøg ham ned over kinden "det gør intet min elskede, verden er et hårdt sted...men bare jeg er sammen med dig betyder alt andet ingenting" hun kyssede hans pande, en handling som kun skulle vise hvilken sødme hun bar i sig. Efter det lille udbrud af smerte og han tog hendes hånd, flettede hun fingrene ind i hans, kyssede blidt hans håndryg "det er bare barnet....den er lidt urolig" hun lagde hans hånd mod sin mave som det begyndte igen at sparke. Hun sukkede lidt af smerte, for da barnet nok ville ende op som blandings race gav det den ekstra smerte som en normal graviditet ikke gav.
Hun grinede da han rejste sig og smed resten af tøjet, åbenbart havde hendes blik vidst ham hvordan hun havde det med hele situationen, med at han ikke havde været endnu tættere på hende. Så glæden lyste op i hende da han bad hende rykke sig, hvilket hun gjorde sig ham kunne sidde om bag hende. hun tog hans hænder og lagde dem mod den gravide mave, nød hans varme "det gær det i sandhed ikke...det er dejligt hvis det skal være rigtigt" hviskede hun og så tilbage på ham med kærlighed i øjnene.
Hun rynkede brynet, så tilbage på ham da han blev helt fjern "ja Egypten, min familie stammer der fra, hvilket også er grunden bag mit navn" hun lagde sin hånd mod hans kind "er du okay" spurte hun og fik straks et bekymret udtrykke i øjnene

Egypten.. Kunne dette virkelig passe, kunne det virkelig passe at de begge stammede fra det samme land, en klump blev sunket, mens hans tanker stadig farede rundt i hovedet på ham, for at finde hoved og hale, hendes tro, den havde han ikke hørt så meget om før, men navnet, navnet på hende gud, en anelse bekendt lød det. ”Egypten” sagde Sylar lavmælt, hvorpå han blinkede flere gange, og nogle tåre løb ned fra hans kinder ”Ja, jeg er okay, jeg kom blot i tanke om en historie, fra mit hjemland” kom det fra Sylar, han savnede virkelig sit land, selvom det ikke ligefrem var hans land, så følte han det dog på den måde, hans familie, hans venner, alle han kendte, men det var så mange år siden, at det var umuligt for ham at vende tilbage, og deres ansigter, var forsvundet med tiden.
Atter sank han en klump, og med armene omkring Amun ”Ser du” Sylar stoppede og holdte hende lidt tættere ind på livet af sig, stadig med hænderne på hendes mave, hver gang barnet spjættede lidt, var det fantastisk. ”..Ser du ”fortsatte han ”Jeg…ehm..Stammer også selv fra Egypten, eller det vil sige, at min far og bror kommer derfra, og jeg har boet der i mange år” Nu var spørgsmålet, om hun ville blive skræmt, eller om hun overhovedet ville tro på ham, på trods, så stank hans navn ikke ligefrem at han stammede derfra. Dog så var der noget, som havde naget ham, eller ikke ligefrem naget ham, men han havde yderligere et spørgsmål ”Før, før da du dækkede dine mere, private dele, hvorfor gjorde du det? Vi har trods alt været sammen i lang tid, og vi har da også gjort det” kom det drillende fra ham.

Hun nikkede, vendte sig mod ham, satte sig paa knae med fronton mod ham og sidende paa hans skood "vil du fortaelle mig den" spurte hun, lagde hoved paa skraa. Hun lagde armene om hans hals, var lige nu vred over at vaere gravid da maven fyldte meget og var en stopklods for at vaere taettere paa ham...hvilket hun jo gerne ville. Hun lyttede stille "er du ogsaa....fra Egypten" hun kyssede hans pande, efterlod en raekke blide kys fra hans pande, hen over hans taending og ned til hun naaede hans laeber. Det havde gjort ondt da hun havde set hans taare, hun havde blidt kysset dem vaek og lagt armene om ham "du maa ikke graede...jeg beder dig, det knusser mit hjerte" hviskede hun og nussede ham blidt ned af kinden. Hun hade at se dem hun elskede greade om det saa bare var venner eller andet.
hans spoorgsmaal fik hende til at se vaek, roodme dybt og kraftigt "jeg...var bare....jeg fooler mig saa tyk nu hvor jeg er gravid...hver gang folk ser paa mig fooler jeg bare de taenker jeg er fed" hun trykkede sig mod ham, kunne godt hoore det drillende i hans stemmme, men det var sandhed det hun sagde....men han gav hende et nyt haab hun ikke havde haft laenge, en ny glaede "saa hvad skal vi have og spise" spurte hun efter lidt tid, hun var nu nysgerrig over hvad hun mon skulle have og spise

”Historien” Syler smilede bredt til hende, historien var ikke helt løgn, han havde selv oplevet den på klods hold faktisk ”Ser du, dengang at vores slags stadig gik på jorden, tilbad en lille stamme en fugl, fuglen havde så meget kraft over stammen, at de ophøjede fuglen til en gud, men hver en gud havde brug for et navn, stammen valgte derfor at kalde deres nye gud for Phaonix, men ikke nok med det, deres gud skaffede dem mad i baner de slet ikke havde set muligt, men for hver gang den bragte mad med sig, krævede det ofre, og disse traditioner fortsatte i mange år, indtil, en mand valgte at sige NEJ til det hele, han gik ud i Egypten for at finde sit mål, og det gjorde han så sandelig også, han fandt et objekt som skulle vise sig at indeholde en gud, en gud som opstod fra ild og aske, manden som fandt dette objekt blev også velsignet med to sønner, men den ene mere jaloux end den anden, og det var ikke normal søskende stridigheder de havde, der var utallige attentant forsøg, men på trods af det, så elskede brødrene hinanden, fordi trods alt, så var de brødre. Dog så sluttede det efter en solformørkelse, den yngste bror smed den ældste i fængsel, og holdte ham der i mange år, men nok om det, det endte med portalen åbnede til” Sylar stoppede og smilede til hende, hvorpå han kiggede rundt ”Ja portalen åbnede hertil, og de to brødre indgik en aftale hvor den ældste tog hertil, og ville rapportere så tit som muligt, men det endte så med at portalen lukkede igen” Sylar smilede til hende, og ventede på om hun ville forstå hans lille historie, også selvom han havde udelukket en vigtig faktorer, men det ville hun nok ikke ligefrem lægge mærke til. Dog så efter hans historie fortsatte deres snak ”Du må undskylde det, jeg vil ikke græde, men, Egypten minder mig bare om den tid med min broder” kom det kort fra Sylar, i det at han slet ikke havde tænkt over at det nemt kunne sættes sammen med den lille historie fra før.
Dog så var han glad for at emnet røg ind på hendes graviditet igen ”Det er jo normalt at være en anelse tyk når man er gravid, og du er jo simpelthen så smuk!” ehm, hvad de skulle have at spise, var noget svært, i det at han ikke ligefrem havde beordret nogen til at lave mad, dog så ville han sørge for at noget blev lavet ”Hvad vil du da have?” kom det smilende fra ham.

Hun lyttede stille paa ham, lagde kinden mod hans bryst, nood hans varme, mens hun lyttede paa hvad han fortalte sin historie, blidt kyssede hun hans bryst, lukkede oojnene og nood hans nervaer "jeg er ked af at du mistede din bror" hviskede hun, trykkede sig mod ham samtidig mens at hun sukkede, glad for at kunne vaere taet paa ham "du er en af de smukkeste, varmeste og dejligeste personer jeg har vaeret taet paa i hele mit liv" hviskede hun og vendte ansigtet mod hans. Hun kyssede ham uden den mindste smule tooven "jeg elsker dig...mere end nogen anden jeg har moodt" hviskede hun og smilede straalene til ham. Hun grinede "ja at man er fed kommer jo af at der vokser et barn inden i maven" hun saa ned paa sin mave, grinede stille, dog blev grinnet til graad. Hun hulkede og lagde armene om ham "jeg...jeg vil havde jorbaerd" hulkede hun og rystede samtidig...det var alle hendes hormoner der var i godt og grundig krig mod hinanden, selvfoolgelig var hun ikke trist. Hun var bare forvirret og alt koorte rundt i hendes hoved

//sorry igen ingen krea

Efter historien var fortalt og hun havde sagt hun var ked af det, trillede en enkelt skjult tåre ned af hans kinder, i sandhed, havde deres søskende forhold ikke været det bedste, men derfor elskede han dog stadig sin bror ”Det er så mange år siden nu, at tja.. at der ikke er meget at gøre ved det” smilede han, ikke alene prøvede han at være stærk, men også fordi han ikke ville lade hende se ham græde, mere for denne dag. Stadig med armene rundt omkring hende, og det at hun puttede sig ind til ham, fik ham da også til at holde hende en anelse tættere på sig, deres nærvær, var euforiserende, og det var i sandelig også noget han havde savnet, forfærdelig meget. ”Og du er den smukkeste af alle kvinder jeg har set” fik han sagt inden de kyssede uden den mindste smule tøven, efter kysset var brudt og hun var færdig, kunne han ikke lade være med at smile til hende, atter var det varme og behagelige blik vendt tilbage i ham ”Og jeg du”.
Dog så brød latteren ud, da hun kom med sin kommentar om deres barn ”Ja, det ville da være mærkeligt, hvis man ikke blev lidt større af det, men for mig, vil du altid se godt ud” smilet var stadig velplaceret på hans læber, men det blev dog lidt bredere end før, indtil hun begyndte at hulke, atter fik Sylar lidt af et chok på sig, i det at han ikke ligefrem havde regnet med sådan et udbrud ”Okay, okay.. jordbær, jeg skal se hvad jeg kan gøre” Sylar smilede opmuntrende til hende, dog så rystede hun også en del, hvilket også fik ham til at panikke lidt, okay meget, i det at han ikke ligefrem havde stået i sådan en situation før ”kom her, du skal vist op og have rent, varmt tøj på” smilede han til hende, de begge havde vist ikke godt af at være i vandet i for lang tid.

//Det er da i orden //

Hans historie gjorde hende englelig trist, taenk ikke at have en bror, selv havde hun aldrig haft en bror da han doode foor han fik set morgendagens lys. En skraekkelig ting der jo desvaerre skete blandt hendes slags, men hun maatte ikke taenke saadan...for selvfoolgelig ville hendes baby overleve....der var ikke noget andet valg.
Hun trykkede sig selv ind mod ham, hans naervaer kunne naesten gaa hen og blive et behov, bare det at have han naer. Hun brummede stille, lagde haanden mod hans bryst "dine ord....de.betyder mer end hvad alle andre i min familie har sagt til mig...deres ord er vaek, bare jeg hoore dine" hviskede hun blidt, begravede ansigtet mod hans varme bryst.
Hun toorede sine oojne lidt efter og graaden synes at stoppe, hun puttede sig igen ind mod ham med et svagt smil. Hendes opfoorsel var som hun aldrig var begyndt at graede, som var det aldrig sket. Hun lukkede oojnene og smilede "mhh jordbaerd...det fik jeg da jeg var ung" sukkede hun med et smil paa laeberne.
Hun puttede sig ind mod hans bryst "taenk at du saadan vil tage dig af mig....kunne du saa ikke finde noget tooj frem til mig" spurte hun og saa op paa ham, varmt tooj kunne vaere rart, ligegyldigt om det saa enten var for stort eller sad lige tilpas.

Hendes nærvær, var noget som hurtigt kunne gå hen og blive noget han havde brug for, det at være sammen med hende, det at føle han havde sin egen familie, en følelse han ikke havde haft i lang tid, også selvom han havde været sammen med hende før, men denne gang, denne gang var det noget helt andet, denne gang, var de som en rigtig familie. ”Du behøver ikke at tænke på dem, så længe vi er sammen, så er vi den eneste familie vi har brug for” også selvom det ikke var meningen at hun skulle glemme sin anden familie, så skulle hun ikke tænke på hvad de før havde sagt, men kun tænke på, at han elskede hende.
Han lod sine arme omfavne hende efter gråden, blot for endnu at være sikker ”Er alting i orden?” kom det fra ham, han vidste jo godt at hun var okay, men han ville være sikker før han ville gøre noget andet.
Sylar rejste sig op fra badet, og smilede til hende ”Du skal nok få dine jordbær, det tager kun et øjeblik” Sylar åbnede døren, og kiggede ud, ingen personer i sigte, han vendte sig om og kiggede på Amun og smilte igen, dog så gik der ikke lang tid før en tjener kom gående, og hun fik noget af et chok over at Sylar stod der nøgen ”Jaja, gør du nu bare dit arbejde og skaf noget tøj og jordbær” kom det drillende fra Sylar til tjeneren, og hurtigt forsvandt hun igen.
Sylar vendte sig om mod Amun og kunne ikke holde en latter tilbage ”Så du hendes ansigt?” kom det leende fra ham ”Der kommer noget tøj om lidt, og det samme gælder dine jordbær” smilede han til hende.

Hendes hans laa paa hans bryst, hun stroog blidt op og ned, nood sig godt af hans naervaer samt varme "du har ret, bare jeg har dig...betyder intet andet noget" hun smilede, kyssede ham blidt. Hun trykkede sig mod ham "ja hvorfor skulle det ikke det" hun smilede straalende til ham, hun forstod ikke der skulle vaere noget galt...da hun jo havde det perfekt "mhh jeg elsker dine oojne" hun strog ham ned over kinden "mhh sammen med alt andet ved dig" hun lagde kinden mod hans skulder, mens hun lod sine fingre danse ned over hans hals, mod skulderen. Da han rejste sig flyttede hun sig, brummede en smule utilfreds, men sagde ellers intet.
Et sted var hun selvfoolgelig utilfreds med at han havde flyttet sig, men de kunne jo ikke ligge der hele dagen. Dog kunne hun ikke holde grinnet tilbage "haha....stakkels pige, men jeg maa da ogsaa sige det er noget af en udsigt" hun smilede, lagde armene om bag hoved "mhh hvor er jeg dog heldig" grinede hun og sukkede. Hun looftede sit ene ben, lagde den mod kanten af karet "mhh kunne du ikke give mig en smule fod masage" spurte hun blidt, vrikkede med taerne, saa bedende paa ham. Hun lagde hoved paa skraa, flyttede sig saa begge hendes ben var over kanten, men saa hun havde ryggen mod vaeggen "mhh min smukke...smukke mand" hun smilede og lagde armene over kors

Drillende og som om de stadig gik i en form for børnehave, kunne han ikke lade være med at række tunge af hende, og smøre et stort smil på læberne ”Mine øjne er her oppe” drillede han Amun med og pegede op på sit ansigt, som hvis hendes opmærksomhed var andetsteds. Grinende gik han over imod hende, og smilede bredt ”Jeg er da også heldig, tag da lige et kig på dig, du er jo smuk” Hvorpå han satte sig ned ved siden af badekaret, atter kom det drillende humor tilbage på hendes læber, og angående fodmassagen, så.. vidste han ikke hvad han skulle gøre, jov selvfølgelig ville han da give hende en fodmassage, men.. tja… der var jo ikke ligefrem noget der holdte ham tilbage fra at gøre det.
”Jov selvfølgelig, vil jeg da det” smilede han til hende, hvorpå han begyndte at massere hendes føder. ”Min smukke..” Sylar stoppede pludseligt med at tale, skulle, kunne han kalde hende for hans kone? Trods alt, så var de jo ikke gift, men hurtigt faldt han over et andet ord, som muligvis, og kun lidt kunne bruges ”..Min smukke tøs” drillede han hende, ogsås selvom det ikke var ment som nogen joke, men det var lige det ord der faldt ham først ind.
Tre bank lød på døren bag ham, og en kvindestemme sagde at om små 40 minunter ville der være friske jordbær, og at der lå frisk tøj til både Sylar og Amun udenfor døren, ”Tak” lød det fra Sylar som smilede bredt til Amun

Hun trak paa skulderne, havde oojnene foorst mod hans oojne, derefter saenkede hun dem mod hans bryst "mhh det ved jeg" hun bed sig i underlaeben, lod blikket glide ed over ham, mens hun nood udsigten. Hun blinkede og hendes oojne landede igen paa hans oojne og hun roodmede svagt "hvis du synes jeg er...fooler jeg mig smuk" hun lagde hoved paa skraa.
Hun betragtede ham som han kom hen og satte sig ved laret ved hende, hun sukkede da han blidt tog hendes fod. Hun lagde hoved tilbage, lukkede oojnene, bed sig haardere i laeben "mhh" sukkede hun og vendte de varme oojne mod ham. Oojne fulde af kaerlighed og varme.
Hun lagde hoved paa skraa saa nysgerrigt paa ham "du for mig til at foole mig som en prinseesse...helt heldig og elsket" hun lagde sin haand mod sin mave. Hun spredte benne og boojede sig frem mod ham, hun stroog ham over kinden. Hun kyssede hans pande og sukkede, begravede naesen i hans haar "du bliver en helt fantstisk far...og jeg undskylder paa forhaand hvis jeg kommer til at bide dig under foodslen" klukkede hun og sukkede. Varmen forsvandt ikke i hendes oojne, det samme gjorde kaerligheden heller ikke, den blev kun stoore og varmere, ubrydelig og vidste den kaerlighed hun foolte for ham

At Amuns selvtillid ikke lige var i overkanten, var en anelse sørgeligt, på den måde hun havde omtalt sig selv flere gange, lød det til at hun havde nogle problemer med at vende sig til graviditeten, og det at hun var smukkere end nogen sinde før, dog så var der ikke meget andet at gøre end at blive ved med at fortælle hende, at hun var den smukkeste han havde lagt øjne på. At hun var gravid med deres barn, var blot endnu et plus, hvor han virkelig havde savnet hende, det var helt ubeskriveligt, hvor meget han havde savnet hende.
Under fodmassagen kunne han ikke lade være med at smile bredt over hendes lyde, hun nød det virkelig, og han nød blot at behandle hende som sin egen prinsesse, der var intet i verden han ikke ville gøre for hende, hvis han kunne ville han prøve på at åbne portalen tilbage til jorden, blot for at hun skulle komme tilbage til Egypten ”Jamen, for mig er du min egen prinsesse, og du er skam elsket, over alt” smilede han til hende, hvorpå han fortsatte med massagen. Dog de varme ord fra hende, fik ikke hans never til at dulme, inderst inde var han stadig bange for at han ikke ville blive en god far, en person hans søn ville kunne se op til, og i værste tilfælde, at han selv endte ud som sin egen far, dette var alle de ting han helst så absolut ikke skete, dog så var han sikker på, at med Amuns hjælp, så skulle de nok blive gode forældre og vokse med deres ansvar sammen ”Vi bliver nogle fantastiske forældre” prøvede han at sige smilende, dog så hvis man kendte ham, skulle der ikke meget til for at se at han var nervøs over noget, og med Amun, så burde hun kunne se at han var bange for at blive som en han kendte. Dog så kom det glædelige smil atter frem på hans læber da hun omtalte at han muligvis stod i skudzonen når fødslens gjaldt ”Jeg håber da ikke du bider, men hvis du gør, så..så tilgiver jeg dig på forhånd” kom det drilsk fra ham.
Sylar rejste sig op, og bevægede sig atter hen til døren, stadig stor smilende, og åbnede kun døren på klem, lige nok til at han kunne tage tøjet og et par håndklæder ind ”Skal jeg regne med at du vil bruge begge håndklæder?” kom det atter drilsk fra ham, hvorpå han lagde det rene tøj oppe på en hylde, så det ikke blev vådt, og rakte det ene håndklæde til hende.

Hun gispede kort og trak vejret i små stød mens hun kom sig over barnets mange bevægelser "gider du bede dit barn om at ligge stille" grinede hun og holdte hånden mod sin mave, det var et sted begyndt at gøre virkelig ondt...men hun kunne vel intet gøre ved det, det var en del af hele graviditeten og hun kunne vel leve med det. Hun smilede, hans massage fratog noget af smerten, fik hende til at tænke på andre ting, slappe af.
hun rakte sin hånd op da maden og tøjet var kommet "jo det kunne da godt være, gider du hjælpe mig op" spurte hun og prøvede at komme op. Hun lagde hånden mod kanten og stønnede af smerte da hun prøvede "vent jeg tror jeg har da" hun kom til sidst op og stå efter omkring to minutters arbejde "gud man...det burde være ulovligt at være så tung" sukkede hun og tog håndklædet og viklede det rundt om sig.
hun klukkede og rystede på hoved "mhh...lad os sige hvad du mener efter en halv times lammelse" hun trak på skulderne og lagde armene om ham. Hun lagde armene om ham, lagde hoved mod hans skulder "mhh" sukkede hun og puttede sig ind mod ham

Atter, selvom det nok var på tide at han fik taget sig lidt sammen, og ikke være over hende som en høg, hun kunne godt klare nogle ting selv, også selvom hun gispede en gang imellem.
”Først og fremmest er det vores barn, og det er gode tegn på at han bevæger sig” smilede han til hende, og grinede med hende, hvorpå han besluttede sig for at gå over og hjælpe hende med at komme op, det var ikke fordi hun var så alverdens tung, men hun vejede da mere end normalt, og han ville, af både barnet, hendes og hans rygs sikkerhed ikke lige vove at løfte hende og bære hende ind i soveværelset, eller hvor hun nu ønskede at blive båret hen.
”Måske er du tung min kære, men du er et syn for guderne” smilede han til hende og gav hende håndklædet, dog så kunne han ikke lade være med at grine over hendes kommentar over lammelsen, han troede næppe på at et bid kunne lamme en i så lang tid, dette var mest af alt også fordi han ikke var helt bekendt med hendes race, og hvad de i sandelig besad af evner, dog så var han sikker på at hans egen races egenskaber nok skulle sørge for at tiden mindst blev halveret.
Dog selvom at han nok ville stå sådan her resten af dagen, med hende op af ham, og de bare kunne nyde hinandens nærvær, så var der nogle papirer han skulle skrive under på, regninger og løn sedler som skulle udbetales, men alt det kunne sagtens vente ”kom” blev der sagt i en meget munter mime fra ham, hvorpå han først åbnede døren fra badeværelset så hun kunne komme ud, og dernæst åbnede han døren ind til hovedsoveværelset, eller hans eget private soveværelse som var lige over på den anden side af badeværelset, dette var både stratetisk lagt, men så var han også tættere på trappen, hvis der var nogen ved døren, selvom han havde folk til den slags, så kunne han godt lide at gøre meget basale ting.

Hun grinede stille "det ved jeg, min kære, men lige nu bevæger han sig meget rundt på et lille plan og det giver mig med kort ord store smerter" pointerede hun og hævede øjenbrynet. Det var ikke fordi hun ville svarer ham igen, men det var så småt ved at gøre virkelig ondt, som om han næsten prøvede at komme ud igennem hendes mave. hun rødmede, kyssede ham hurtigt "mhh jeg ved ikke hvad jeg skal sige, du giver mig alle disse komplimenter" hun smilede svagt, vendte rundt og gik hen til hylden "mhh jeg behøver altså ikke det store, bare et par trusser og en stor skjorte så er jeg tilfreds" hun hævede øjenbrynet af ham. Hans ord var skam søde og dejlige, men hun blev så forlegen hver gang han komplimenterede hende også havde hun virkelig ingen ide om hvad hun skulle sige igen, for hvad skulle hun dog svarer når han sagde hun var tung, men også samtidig meddelte at hun var et syn for guderne. Det var da sødt han mente det, men samtidig følte hun også hun skulle være realistisk, hun kunne ikke rene rundt i en trylle verden hvor man døgnet rundt fik af vide man både var smuk også noget helt andet....selvfølgelig ville hun altid høre på hvad end han sagde, hans ord var jo som magi eller noget hun havde behov for at høre.
Hun blinkede kort og kom ud af sin lille tænke boks, hun nikkede og smilede trådte tilbage og fulgte stille efter ham "sikke dog et hyggeligt værelse....så hvor skal jeg sove" spurte hun og kørte noget af det mørke blonde hår om bag øret

Det store spørgsmål, var om han ikke var ved at passe hende en anelse for meget, indtil vider, så havde han gjort alt hvad hun havde spurgt ham om, om dette i sandelig var hans alt for venlige personlighed, eller fordi han var alt for nem at få til at gøre disse ting, og hans ord, ikke alle var så gennemtænk, han havde både sagt at hun var et syn for guderne, men så igen, han havde også sagt at hun var tung, mest af alt, havde han bare lyst til at slå sig selv hårdt for panden og undskylde mange gange for det, men han prøvede jo blot at fortælle hende, at det var naturligt, og han så hende på samme måde, om hun så var tyk eller om hun var tynd, men det hele ville nok ende i en stor bølge af gråd og han ville stå som taberen, og undskylde alligevel, så det var nok nemmere blot at skyde skylden på hendes graviditet når hun blev sur og tvær imod ham. Dog så blev han nødt til at prøve at forklare hvorfor han havde snakket som han havde
”Amun, min kære, mine ord, er nok blevet opfattet en anelse forkert, jeg mener ikke du er tung på en unaturlig måde, jeg siger blot at med graviditeten, så kommer der perioder hvor du vil blive tungere, og det i sig selv er en fantastisk ting! Men det vil forsvinde igen, og for mig, uanset hvor meget du vejer, så vil du altid se lige godt ud for mig” Han smilede til hende, og kunne ikke lade være med at fyre en lille joke af som også var ment i alvor ”Dog, hvis du bliver sygelig tynd eller for overvægtig, så skal vi vist tale om det” kom det drilsk fra ham, om dette var et klogt træk eller ikke, skulle nok snart vise sig at blive endnu et fatalt stød imod ham selv.
Inde i værelset, tja, der måtte hun vel selv bestemme hvor hun ville sove, om venstre eller højre side, det gjorde ikke den store forskel for ham ”Du vælger blot side, og jeg tager den modsatte” han regnede da stærkt med at hun også mente at de skulle dele sengen, ellers måtte det ende med at han blev nødt til at sove på sofaen enten i stuen, eller på værelset, og hvilket en af dem det blev, så ville hans ryg ikke elske ham for det.

Hun nikkede stille, lagde en hånd mod hans kind "mhh...jeg tror bare du skal tie stille nu" sagde hun og kyssede ham blidt, nok var det sødt, men han kom også med forkerte ord, som kunne misforstås bare en smule. Hun lagde armene om ham, smilede kærligt op til ham "mhh jeg er så glad for at være sammen med dig...det...det gør mig helt tom for ord" hun bed sig i læben, før hun trådte væk og gik hen til sengen. hun lagde sig og smilede "mhh det er mange år siden jeg har ligget på en så blød seng....det følelses som flere tusind år siden" sukkede hun og gabte svagt.
Det havde ikke været en hård dag, men heller ikke den nemmeste og i sidste ende havde det gjort hende meget træt og nu kunne hun godt bruge bare at ligge ned i et øjeblik "kom her hen" hun holdte en hånd ud mod ham, før hun lagde sig ind på midten på siden "mhh jeg er virkelig træt...jeg...tror godt jeg kunne" mere nåede hun ikke at sige før hun gled ind i søvnens blide favn. Hun lagde armene om sig selv, mens hun sukkede og smilede, som kun var et tegn på hvad end hun drømte om, så var det godt