please don't be mad //Josh//

Tid: omkring 22:30 plus minus et par minutter
Sted: Ashen wood forest
Omgivelser: skov og den slags
Vejr: det er lettere kooligt, moorkt og smaa regner

Paa trods af det lettere daarlige vejr, regnen og kulden havde Amun alligevel valgt at tilbringe aftnen ude i naturen. Nok var hun gravid, men hun havde tilbragt meget af sin tid ude i det fri...for faktisk at vaere helt praecis brugte sin tid ude i skoven, hvor hun sov i varme huller og jagtede inde i byen.
I takt med at hun kom laengere ind i skoven, trak hun sin lange sorte frakke taet omkring sig selv ogsaa til beskyttelse for maven der forstat voksede. Smilet kunne ikke forlade hendes laeber, da hun jo var lykkelig over det mirakel der var sket. Blandt hendes art var dette en heligdom, noget som sjaelden skete og naar det endelig skete at nogen af kvinderne blev gravide endte barnet tit som doodsfoodte.
Hun bad og haabede paa at hendes barn ville se morgendagens lys, hun haabede ogsaa at Sylar ville elske barnet ligesaa hoojt som hun ville. Hendes oojne var paa vagte, da hun vidste at skoven kunne vaere fuld af mange farlige ting og sager

//haaber det her er fint...har virkelig ingen krea

//Det er skam fint ^^//

Han var vred. Hver en muskel var spændt i den unge krop og han kunne ikke finde rundt i sig selv lige nu. De chokoladebrune øjne lyste af vrede, evnen var fremme og han havde i sinde at dræbe personen foran ham. Normalt ville en engel ikke dræbe andre og det ville Josh heller ikke, men så snart hans dæmon blod trådte i kræft, var det som om at englen blev skubbet til side og alt vreden herskede. Manden som lå på jorden for hans fødder, havde nær voldtaget en pige, hvilket var en af de ting Josh hadede allermest, da han var opvokset i en kælder med en mand som gjorde dette mod kvinder. Bare tanken om det gav ham lysten til at knurre, selvom han ingen tænder havde. Kun de lysende øjne var det mest skræmmende ved ham.
Manden tikkede ham op ikke at slå ham ihjel, men Josh kunne ikke hører andet end sin egen vrede, mens hans øjne var rettet på manden. Inden længe ville manden se sin frygt, også ville han være nem at slå ihjel..
Mandens tikken var som et højt råb af hysteri der rungede igennem skoven og ville tiltrække opmærksomhed..

En underlig larm fangede den unge slange kvindes opmaerksomhed, gjorde hende dog en smule naervoos omkring hvad det mon var og hvad der skete. Hun lagde aemene om sig selv, kunne godt maerke at hun inderst inde godt kunne bruge Sylar lige nu. Der var noget betryggende omkring ham, bare hans nervaer gav hende tryghed og varme, men hun kunne ikke vaere om ham hele tiden, blive afhaengig. Hun fiulgte dog lyden, en smule paa vagt selvfoolgelig, for hun oonskede ikke at goore skade paa barnet eller vaerre. Da hun naaede stedet, betragtede hun den unge dreng som gav den aeldre stor frygt...det saa ud som om han naesten ville draebe ham. Hun gik hurtigt hen til ham, lagde armene om ham "rolig....goor nu ikke noget forhastet" sagde hun blidt, samtidig med at hun proovede at berolige ham. Hun var blid og venlig i maaden hun proovede at traekke ham vaek, men kom det til stykket og han blev direkte agrassiv, ville hun bruge sin lammende gift, der ville ligge ham lammet i op til 30 minutter

Josh kunne ikke finde sig selv, lige meget hvor meget han prøvede på det, var det som at dæmonen skubbede englen væk og herskede over den unge krop. Hurtigere og hurtigere bredte det lyse skær i hans øjne sig over de chokoladebrune øjne, og inden længe var de helt gyldne som en drages. Manden ville ikke se på Josh, han kunne ikke gøre andet end at krympe sig sammen og tikke Josh om ikke at slå ham ihjel. Det fik blot Josh til at blive endnu mere vred på ham, han havde nør ødelagt en pige også bad han om nåde? Det kunne han glemme alt om!
Josh skulle lige til at bruge evnen, da en stemme så varm og rolig fik ham på andre tanker end manden. Han kiggede sig over skulderen og så til sin overraskelse en smuk ung pige stå og berolige ham. Til at starte med ville han skubbe hende væk, men han holdet sig i skindet, ved at kigge væk og ned på manden igen.
"Men han fortjener at blive straffet," mumlede han og knyttede sine næver.
Manden kiggede håbefuldt op på den nyankommende pige.

Hun så blidt på ham "hør på mig, gør ikke noget du vil fortryde, han fortjener at blive straffet, mere end du aner, men lad politiet tage sig af det" hun lagde sin hånd mod hans kind, de blide øjne var omsorgsfulde og blide overfor ham, som et tydeligt svar på at hun mere end gerne ville hjælpe ham, men hun nægtede at stå og se på mens han gjorde noget han i den grad ikke burde gøre, for ingen havde den ret til at bestemme over en ande, det kunne meget vel ende i kaos hvis de gjorde.
Hun lagde begge hænder mod hans kinder, fik ham derved kun til at se på hende, så han ikke skulle se på manden, men med et skød smerten op i hende, hun stønnede højtlydt af smerte, lagde hånden mod sin mave og gispede. Hun trak vejret i små stød før hun til sidst sukkede og så op på ham "barnet sparker" sagde hun som var det undskyldning nok

//undskyld det sene svar

//Det er i orden ^^//

Han var så vred, det var ikke til at beskrive, dæmonen brølede inde i ham, efterlod hans hjerte i mørke og han ønskede bare at lade denne vrede gåudover den ynkelige mand som lå på jorden. Men, jo mere den fremmede kvinde snakkede til ham, jo mere kunne han mærke hvordan han faldt til ro og lod sine spændte muskler slappe af og i stedet fokusere på hende, da hun tvang ham til at kigge hende i øjnene, ved at have sine hænder på hans kinder. Han kiggede hende i øjnene, de knyttede næver strækkede sig langsomt ud igen og han åndede ud, for at falde til ro.
"Du har ret," hviskede han og sukkede en sidste gang, inden han lod sine smalle læber udvikler sig til et smil, men som hurtigt ændrede sig da hun vred sig i smerte. Barnet? Der gik et kort øjeblik og straks var han med på hvad hun mente.
"Åh, har du brug for hjælp eller?" han så spørgende på hende, så han lå slet ikke mærke til manden der var begyndt at kravle sin vej.

//dejligt at høre ^^

Hun nikkede "det er godt, bare træk vejret roligt, kom sammen med mig, ind og ude, langsomt og roligt, du klarer det så godt" sagde hun da hun bemærkede hvordan han slappede mere af, hun smilede som var hun stolt af ham, over at han slappede af igen.
Hun rystede på hoved "nej nej, du kan intet gøre, det er blot barnet der sparker, kom mærk" hun tog blidt hans hånd og lagde den mod den højgravide mave, hvis alt gik som det skulle ville hun føde inden ganske længe, måske i løbet af næste uge eller de næste par dage, aller højest ville der gå denne uge.
efter få sekunder, begyndte det lille barn igen at sparke og hun bed sig i læben, dette var imod mange normale graviditeter, normalt ville det ikke gøre så ondt hvis barnet sparkede, men dette var jo heller ikke et normalt barn, som nok ville ende op med at være af hendes race, med lidt af farens over sig

Det virkede sjovt nok at trække vejret ind og ud, selvom det virkede som om at hun underviste ham i en form for Yoga, men han vidste godt at hun gjorde det for at hjælpe ham og det kunne han kun takke hende for. Det at hun lod ham mærke at barnet sparkede, gav ham et lille chok, men på en god måde, da han aldrig havde mærket det før. Han kunne rent faktisk mærke barnet, det sparkede og det var inde i maven, det var jo helt fantastisk på en mærkelig måde. Han smilte til hende og fjernede forsigtigt sin hånd, da han vidste at man vel skulle være forsigtig, eller han vidste egentlig rigtig ikke noget om det.
"Hvor.. langtid er der igen?" sprugte han hende forsigtigt.

HUn klukkede over hans måde at fjerne hånden forsigtigt "der er en uge højest tilbage, så skal han ud, min elskede lille Orion" hviskede hun og nussede sin mave, oprindeligt havde hende og Sylar planlagt at han skulle hedde Micah, men nu hvor han var forsvundet, kunne han bare rende hende noget så kraftigt og hun var endt op med selv at skulle vælge navnet til hendes lille engel "jeg frygter dog tiden efter, hvordan skal jeg dog opdrage et barn....også leve mit liv" sukkede hun og kørte hånden igennem håret. Hun kunne ikke ligefrem fortælle at hun havde været gift og at han forlod hende noget så koldt, at han bare var taget afsted, hun havde englelig ikke hørt fra ham og havde valgt at tage hans hjem, ikke fordi hun ville huske ham, men hvor skulle hun ellers bo henne også havde hun også Mia hun boede sammen med

Josh kendte faktisk Mia, de var blevet gode venner, efter at de havde hjulpet hinanden med at slippe væk fra en flok ubehagelige mænd, der ville skade dem begge. Til at starte havde de ikke rigtig kunne udstå hinanden, men langsomt var de blødet op og kunne snakke sammen uden den mindste form for problemer, eller sådan da.
Han smilte en anelse skævt over det hun sagde, han ville selvfølgelig gerne kunne hjælpe hende, men han anede virkelig intet om hvordan han skulle kunne opdrage et barn. Han havde aldrig selv tænkt på at blive far, men.. Ja, det var egentlig ikke noget som han ville gå dybere i, trods alt var han ikke mere end sytten år.. snart atten, men det kunne være hip som hap.
"Hvem er faren?" spurgte han forsigtigt og nysgerrigt.

Hun sukkede stille da han spurte til faren "det kan være ligegyldigt, der er ikke nogen, han forlod os, så det er blot mig" hviskede hun og lagde håndfladen mod sin mave, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvordan pokker kunne hun opdrage et barn, helt ene og alene. Selv havde hun ikke haft meget af en lys barndom, plus hun var blevet smidt på gaden da de fandt ud af hvem faren til hendes barn var.
Hun så kort rundt i skoven, før hun igen så på ham "skal vi gå en tur" spurte hun blidt og smilede varmt til ham, han virkede som en sød ung dreng, venlig og varm

//ingen krea, sorry

// I orden ^^//

Det gjorde ondt på ham at hører faren bare var gået fra hende og at hun stod alene tilbage med sit barn. Det mindede ham alt for meget om hans egen barndom, sin ondsvage far og sin mor der intet kunne stille op, hun forsøgte at beskytte Josh fra at blive som sin far, hvilket var en af grundene til at Josh.. Han rystede tanken ud af hovedet og smilte et skævt smil, der afslørede at han følte med hende og ville ønske at han kunne hjælpe hende.
"Det gør mig ondt, nogen mænd burde slet ikke at have rettigheden til at kunne kalde sig far," sagde han og lagde armene på kors, imens han kiggede ud mod horisonten, sukkede. En far.. Han hadede sin egen far.. Den.. Grr.. Han ville ikke tænke på ham lige nu, derfor lyttede han til det næste hun sagde og nikkede til hende med et varmt smil på sine læber.
"Ja, lad os det," sagde han og begyndte langsomt at gå igennem skoven.. "Mit navn er Josh forresten og.. hvad er dit?" Han undrede sig også en smule over hendes alder, siden hun skulle være mor, men han ville ikke bare sådan spørge direkte.

hun trak på skulderne, selvfølgelig ville der nogen mænd som ikke fortjente at være far, men hun havde virkelig troet at han havde været anderledes, at han ville behandle hende som om han elskede hende. Om han rent faktisk elskede hende, vidste hun ikke, eller om det blot var en del af noget han ønskede...udnyttede han hende blot, gav hende den tro at hun havde et hjem, nogen som holdte af hende, nogen der gav hende trykhed. Ganske vidst havde hun grædt længe, alene i mørket, mens hun ingen favn havde, ingen tryghed eller kærlighed kunne søge.
Hun blinkede kort de tåre væk, som var dukket op i hendes øjenkrog, før hun til sidst nikkede "du har ret, i sær dem der fo en til at tro de elsker en, for så at forlade en mens man har allermest brug for dem" hviskede hun og bed sig i læben.
Hun så på ham med blide øjne "må jeg låne din arm at støtte mig til?" Spurte hun blidt, hun vidste ikke hvor hurtigt hun kunne gå, da slet ikke nu om hun kunne gå, da snakken om ham havde ødelagt lidt af hendes humør "mit navn er Amun" sagde hun og smilede til ham

Han bemærkede godt at hendes øjne var ved at blive en smule våde, så han besluttede sig for at de hellere måtte skifte emne, da han ikke ønskede at hun skulle være ked af det. Det var ikke til at tro, at hvem der end var faren til hendes barn, at han bare sådan kunne stikke af fra hende. Det var kujon agtigt og manden brude tænke sig mere om. Han rystede på hovedet ved tanken, inden han lod hende støtte sig op af hans arm, som hun havde spurgt så pænt om han måtte.
"Det kan du tro at du må," svarede han hende roligt og lod hende støtte sig op af ham, så meget som hun ønskede at gøre. "rart at møde dig Amun, jeg er ked af bare sådan at ødelægge dit humør, så hvad med at vi skifter emne?" han så spørgende på hende med sine chokoladebrune øjne. "vi kunne starte med at fortælle om.. Hvor vi kommer fra,"

Hun lagde armene om hans, lagde kinden mod hans skulder og smilede "mange tak" hviskede hun og puttede sig ind mod ham, han virkede så venlig overfor hende, mens så mange ikke havde været. Hvorfor var han dog så venlig ved hende? han havde ingen grund til det "hvorfor er du englelig så venlig overfor mig" spurte hun og så op mod ham med de blide øjne. Hun holdte samtidig en hånd mod sin mave, mens den anden var rundt om hans arm, så hun kunne støtte sig mod ham.
HUn trak på skulderne "det gør vel intet, jeg har ikke haft så mange højde punkter i mit liv, så jeg tror vel bare jeg er vant til det" sagde hun kort, hun var selvfølgelig glad for at være gravid, det at hun snart skulle have en familie, også selvom hun var alene om at skulle opdrage det "hvad skal vi da snakke om" spurte hun stille, så ned mod jorden

Han støttede hende, så hun ikke faldt. Grunden til at Josh var så venlig, var mest pga. hans engle dna. En engel havde trang til at hjælpe andre og være venlig imod dem, også lagde det også lidt til hvem Josh var. Han havde ikke noget imod at hjælpe andre, specielt ikke hvis de også havde hjulpet ham og det havde hun jo trods alt, for havde det ikke været for hende, så havde han dræbt en mand af vrede. At gøre ting for vrede var forfærdeligt og et kort øjeblik tænkte han på Bella, den vampyr som rev vingerne af ham, men hurtigt tænkte han på noget andet og smilte til hende.
"Fordi, du hjalp mig og det kan jeg kun takke dig for," sagde han med et smil, imens han gik forsigtigt igennem skoven og nød den måde solen skinnede ned imellem træernes blade. "Vi kunne starte med at fortælle om hvor vi kommer fra?" Hans stemme var rolig og blid.

Hun nikkede stille "det var ikke så meget, vrede er bare ikke et godt udgangs punkt hvis man kæmper" svarede hun og smilede blidt til ham "kommer fra, hvordan skal det forståes, som i hvor vi blev født eller hvor vi kom fra før dette skete i dag" spurte hun og var tæt på at falde da hun snublede over en gren, der lå på tværs og fik fat i hendes fod. Hun udstødte et gisp og trykkede sig mod ham for ikke at vælte.
Hun stønnede af smerte, holdte sig mod ham og kom igen ordenligt op på benene, hvor hun igen kunne gå, det var svært at bøje sig forover da hendes mave både var tung og var godt i vejen, men hendes fod sad fast og hun havde svært ved at komme fri

Så snart han kunne mærke at hun var ved at snube, tog han et ordentlig tag i hende, så han var helt sikker på at hun ikke væltede forover. Hun var en anelse tung, men det var der jo heller ikke noget at sige til, når hun havde en baby inde i maven. Et kort øjeblik spekulerede han på hvordan det måtte være at være gravid, sådan at have et barn inde i sig, men det skulle han vidste ikke spekulere at for meget over, eftersom det aldrig ville kunne lade sig gøre for ham at finde ud af det. Han hjalp hende op at stå igen, sendte hende et beroligende smil og lod sin lyse aura, det der nu var tilbage af den, løbe igennem hende.
"Bare sådan hvor du blev født," svarede han og kiggede ned i jorden, for at sørge for at hun ikke skulle falde over endnu en gren. Da han bemærkede at hun sad fast, hjalp han hende forsigtigt fri, ved at vride sin egen fod under grenen og skubbe hendes fod ud.

Hun smilede da han hjalp hende fri, samt holdte hende mod sig, så hun kunne komme fra "mange tak" sagde hun blidt, fortsatte videre, mens hun støttede sig mod ham "jeg blev født i den rige del af dette sted, men min families oprindelse er oprindeligt fra egypten" sagde hun stille, nussede sin mave. Hun sukkede stille "kan vi ikke side et øjeblik, denne mave gør det ikke let at bevæge sig rundt" sagde hun og stoppede op, mens hun satte sig ned på en sten. hun så mod sin mave "gud hvor jeg føler mig proppet og mine føder tager livet af mig" sukkede hun og ømmede sig kort

Det måtte ikke være nemt at gå rundt med den mave, det kunne han i hvert fald fornemme på det hele, så han måtte hjælpe hende så godt han nu kunne. Skoven virkede til at være meget rolig, ingen former for farer så det ud til. Men, der var også noget mystisk over at den var så stille, som ventede en form for farer på at springe på dem og dræbe dem. Han var måske blevet en smule parnoid for tiden, men nu havde han også oplevet en del. Han satte sig ikke ned som hun gjorde, men blev stående, vagtsomt og lyttede til omgivelserne.
"egypten? det lyder interessant," sagde han og kiggede hen på hende med et smil, inden han kiggede videre rundt, med armene på kors. Der var et eller andet, han kunne mærke det!

Hun smilede blidt til ham og nikkede "ja Egypten, det skulle være meget smukt hår jeg hørt" hun sukkede og lagde hånden mod sin mave, støttede med den anden mod stenen "jeg føler det næsten, som har jeg spist en fodbold...eller badebold" gispede hun og smilede svagt til ham. Nu ville hun englelig bare gerne have det barn ud af sin mave, så hun kunne komme videre med tingene og bare holde sin baby i armene, se ind i hans smukke øjne og nyde hans selvskab...men også mest fordi nu ville hun gerne være tynd igen, gad ikke rende rundt med den fede mave konstant

Han lyttede til det hun sagde, selvom han var meget fokuseret på det der var omkring ham. Det var en underlig lugt der hang i luften, den gav ikke rigtig mening og han kunne ikke forstå hvad der skete omkring ham. Måske var det noget Amun var van til? Det virkede i hvert fald ikke til at hun var påvirket af den underlige lugt. Til sidst gik det dog op for Josh hvad det var og med et sitrede det igennem hele kroppen på ham og han var henne at stå ved Amun, forsøgte at få hende op at stå. De skulle væk og det skulle være nu! Ikke så langt fra dem nærmede en brændende ild sig og den kom hurtigere og hurtigere end man skulle tro, så det var med at få benene på nakken.
"Vi må væk amun, kan du lugte det? det er ild, der er en skovbrand på vej hen imod os," sagde han og prøvede at smile roligt til hende.

Hun så overrasket på ham, rejste sig så godt hun kunne "ikke skide dejligt, hvis man tænker på jeg render rundt med dobbeltvægt" hun pegede mod sin mave der var skyld i at hun knap kunne gå ordenligt, uden at ligne en eller anden omvandrende idiot. Hun sukkede og gik så hurtigt hun kunne, hun holdte på sin mave og stønnede af smerte. Hun havde svært ved at gå fordi barnet hele tiden bevægede sig, det konstant rykkede på sig at hun knap kunne gå et skridt uden at føle smerte. Hun så hen mod ham, vidste ikke rigtig om han evt. kunne hjælpe hende med dette problem, for hun kunne nok ikke løbe ud af denne skov uden at risikere at hendes vand gik

//ingen krea sorry

Det var rigtig nok, med den mave hun havde kom de ikke langt og det vidste han udmærket godt. Han kiggede sig omkring. Der ville måske gå ti minutter før ilden havde nået dem. Han tog en drastisk beslutning, ved forsigtigt at placere armene under hende og løfte hende op i sine arme. Nok var hun en smule tung, men det skulle han nok kunne klare! Han nægtede bare at gå fra hende! Forsigtigt gav han sig til at lunte af sted, uden at der skete noget med hendes mave. Det værste der kunne ende med at ske var at hun skulle føde, for det var der ærligtalt ikke tid til, når en flok flammer nærmede sig og åd alt på dets vej! Han fortsatte med at lunte og stoppede ikke. Dyrene fulgte hans eksempel og fulgte ham.. Nogen løb dog langt foran ham..

Hun gispede overrasket, da hun med et blev løftet op, hun lagde hurtigt armene om hans hals, dette var helt klart ikke lige just sådan hun havde planlagt denne dag, overhoved. Men nogle gange skete der jo bare ting og det vil man aldrig kunne ændre, livet gik videre og i det mindste var han da forsigtigt, selvom han løb med deres begges vægt. Allerede nu havde hun en stor respekt for denne unge mand, at han ikke bare efterlod hende, som så mange andre havde gjort, nu håbede hun bare ikke hendes vand ville gå...et det svinede, to de havde virkelig ikke tid til det. Hendes hjerte slog hurtigt, så hun lukkede øjnene, prøvede at holde sig selv i ro "tak fordi du ikke forlod mig" hviskede hun taknemlig til ham