i dont know you//Alison/

S Gågaden i Terroville.
O Rige folk som passer sig selv og, gør hvad der passer dem.
V Regn, selv om dagen havde det været dejligt varmt.
Tid 20,00
P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lyden af fodtrin og skrig fra andre slaver rundt omkring i kvarteret var ikke noget, som ikke virket til og passe til en hverdag. Archer fattede ikke, hvorfor han havde sagt ja til dette job måske, fordi han gerne ville glemme sin sidste forvandling han var bange for at skade andre, hvilket man os kunne se på ham, hvis man så godt nok efter. Archer greb fat i en jakke i det sammen han fik snigede sig ud af døren. Det skulle gerne være det sidste hus for denne nat, hvor han så kunne finde et sted og gennemgå hans forvandling til næste dag. Han kende ingen her , hvis han kunne gemme hans tyvekoster ved et sted, hvor han bagefter kunne vende tilbage for at hente det igen.

Archer kunne lige så stille mærke hans krop ændre sig hans lyst til kød blev os større, hvilket gjorde han måtte til og skynde sig. Han sætte tempoet op og begynde og sprinte da han endelig nået et sted han fandt sikkert smed han den ind der, hvor man så ikke ville kunne vide den ville være der, med mindre man havde forfulgte ham. Archer løbe derefter videre og prøvede og finde et sikkert sted for sig selv, jo mere panisk blive Archer. Han inde med og se sig til to sider og løbe ind i en blind gyde, hvor han så kunne se fuldmånen. Archer gav et hyl fra sig imens han forvandlet da han til sidste var forvandlet stod der en kæmpe varulv i hvid farve. Hvordan det kunne lade sig gøre anede han ikke. Han gik derefter rundt i byen uden og kunne styre sig selv og myrdet alle folk.

Da det var morgen vågnede han i en hytte nøgen med en masse lig omkring sig, der var blod overalt. Archer prøvede ikke og virke skræmte, men hvis man så godt efter kunne man se, hvor bange han var. Kort tid efter blive, alt os sort for ham og han på gulvet uden nogen sted sans overhovedet. Varulve genet, havde taget hårdt på ham og han havde ikke lærte og styre det i nu, hvilket var meget provokerne.

Da Archer kom til sig selv igen så han sig omkring og prøvede og finde noget tøj han kunne bruge, hvorefter han skynde sig ud igen. Han ville bare gerne hjem, i sikkerhed og måske låse sig selv inde der.

Det havde været en forvirrende aften. Alison havde ventet og håbet på at Katerina ville ankomme til byen. Men i stedet havde en varulv fundet sig ind. Og angrebet en masse af byens beborer. Mange var døde. Alison havde været en af de jagede. Heldigvis var hun hurtig. Så da de kom til en hytte, havde hun sammen med nogle prøvet at holde sig i live. Det var lykkedes hende, blot ikke de andre. Alison var endt under nogle væltede møbler som var ret tunge. Hun havde slået et hul i hovedet, og så meget som møblerne maste hende, havde hun nok også slået sig andre steder. Blot ikke noget hun ligefrem bemærkede i sådan en situation. Men så snart solen begyndte at kaste sine stråler og varulens forbandelse var hævet.
Hun kunne pludselig se ham, og blev stille i frygt. Dog var hans blå skygge bange og skræmt. Hvilket fik hende til at synke en klump. Hun var vidst den eneste der var i live. Da han vendte sig til siden fik hun et chok. Det lignede Geralt. Han var på vej til at smutte, da hun råbte efter ham: "Hey giver du slet ikke en hånd?"
Alison skar ansigt let i smerte. Lugten begyndte at ramme huset, lugten af døde lig. Og hun ønskede ikke ligefrem at blive en del af dem. Det eneste hun havde frit var sit ansigt og en hånd. Så hun prøvede at løfte sin hånd let for at skaffe sig opmærksomhed.

Han havde væltede en masse træer og myrdet op til flere folk der inde, uden og have tænkt over det. Rejste han sig helt op og var næsten ved og gå ud da hans ulve øre opfangede en stemme som råbte op til ham. Han blinket et par gange med hans øjne, hvorefter han vende sig om mod det stede stemmen kom fra. Han bevægede sig over mod den kvinde som, havde en hånd frem han kunne se på hende, at hun genkende ham, hvordan hun kunne gøre det anede han ikke. Han kende nemlig ikke kende kunne ikke, se hvor hun skulle kunne kende ham fra. Det gjorde alt dette her mere, voldsomt for ham.

Archer skubbede et par af stolene til siden, hvorefter han sætte sig på knæ foran hende, hvorefter han løfte den helt op. Archer så på hende, mens han mumlede noget svagt, "kom ud inden den bukker under." Da han, havde sagt det regnet han med at hun var kommet ud gav han slip, hvorefter han lod hende støtte sig til ham, hvis hun havde behov for det. Archer hjælp ikke folk normalt, hvilket gjorde dette her lidt mere mærkeligt.

Archer fik derefter hjulpet hende ud, "hvor skal de hen jeg kan hjælpe dig det meste af vejen hvis du har behov for det." lød det svagt fra Archer af, han gav sig selv skylden for, hvad der var sket, selv om han jo ikke selv, havde valgt hans liv. Han stoppet op, hvorefter han så på hende kort, "du gav mig et blik, kender vi hinanden." lød det svagt fra Archer af, hvorefter han ventet nysgerrig på hendes svar.

Kom ud inden den bukker under. På de ord skyndte hun sig inden det hele faldt sammen. Hun var heldig. Da hun kom op og stå ømmede hun sig let. Det var vidst ikke skader hun ikke havde oplevet værre af.
"Tak." Sagde hun og tog sig kort til hovedet. Mest fordi de gjorde en smule ondt. Så kiggede hun ham igen. Hun kunne se, hvor skyldig han selv synes han var. Hvor meget han bebrejdede sig selv for dette.
"Du behøver ikke at følge mig hjem. Jeg klare den nok." Svarede hun med et smil, men da hun tog et skridt kunne hun godt mærke, at hendes ankel måske ikke havde det helt fantastisk. Så spurgte han hende om noget andet.
"Du ligner min bedste venindes bror, som døde for et år siden. Som i ligner ham som var i en og samme person." Let sank hun en klump og kiggede på ham. Alison var altid ærlig, så hvorfor ikke også være det lige nu? Der var ingen grund til at skjule noget, når han ikke kunne skjule noget for hende.
"Forresten behøver du ikke bebrejde dig selv, du ikke den første varulv jeg ser, som mistede kontrol over sig selv." Hun sendte ham et skævt varmt smil, og lagde hovedet en tak på skrå. Ikke fordi hun nogensine havde haft en rigtig samtale med Geralt. Men hun reddede hans liv, på grund af Beth. Derfor kunne hun huske ham. For alt i verden ønskede hun ikke at Katerina skulle møde denne mand. Det ville blive alt for hårdt for hende.
"Mit navn er Alison Moore." Moore familien var kendt for deres gode forretninger. Deres holdning til at være stærkt imod slaver. Mange ting også. Det kunne hun takke Garret for. For det hele.
"Så, hvad hedder du så?" Spurgte hun nysgerrigt.

Archer nikkede til hende da hun begynde og tale. Han ville ikke svare hende igen med, hvad han mente om sig selv, da han jo ikke ville komme alt for galt ind på hendes side da hun begynde og forklare om hendes bedste venindens bror på en prik. Stod Archer og så på hende hun måtte helt sikkert være lidt syg i hovedet, man kunne ikke møde en person der lignet en på en prik, med mindre det da var en enægget tvilling. Men sådan var hans overbevisning da, han havde nemlig ingen bror derudover kende han slet ikke hans familie. Da hun fortalte hans navn og spurgte om hans så han kort på hende, hvorefter han åbnet hans mund. ”Jeg hedder Archer Brooke.” Hun behøvede ikke og kende hans fødseles navn da han ikke brugte det længere altså navnet Richard. Archer sende Alison et svagt smil, hvorefter han så sig omkring, han var ikke så glad for at være herude. Men han ville være sikker på Alison var i sikkerhed enden han forsvandt fra jorden af igen, ”og du skulle ikke ha hjælpe med og kom hjem eller, hvad Alison, for ellers vil jeg nok vende hjem igen.” Archer, havde intet hjem, han sov bare, hvor han kunne finde ly. Archer så hen på hende, hvorefter han åbent hans mund kort, ”jeg er stadig ked af, hvad jeg gjorde men jeg er stadig meget ny til alt dette varulve halløj Alison, men hvis der er noget du har behov for bare sige til, jeg skylder dig for at ha myrdet så mange og at jeg nok os kunne ha gjorde det mod dig, men heldigvis skete det jo ikke.” Archer bevægede sig lige så stille ned mod det sted, han havde skjulte hans tyvekoster han regnede med at hun fulgte efter ham, hvis hun havde behov for hjælp.