The Darkness in this place - Demetri

Dag: Irl
Vejr: Ikke varmt ikke koldt, neutralt i det med lidt vind
Sted: Ashen Wood Forest, sådan ca. i udkanten
Omgivelser: Træer... og flere træer...


Byens larm og støj havde skramt hende væk, hun var træt af folk der prøvede at sælge hende alverdens skrammel og ting de enten selv havde sat sammen med en snor eller som de havde fundet i skraldet. Hun var jo fattig alligevel? Det kunne godt være hun så nogenlunde ud i sin påklædning og sådan, men hun havde ikke en klink. Takken for at være dumpet ind i en hel anden verden hvor intet er som det var før.
Vinden der snoede sig imellem træerne legede blidt med hendes lyse dreads og fik hende til at se endnu mere uskyldig ud end hun var. Faktisk var hun ikke bleg for at stjæle, hun indrømmede det bare sjældent til andre at hun stjal mad fra boder. Men i øjeblikket var det ikke mad hun ledte efter, hun ledte efter et sted med ro, og gerne frisk luft, det meste inde i byerne lugtede af afføring og bræk, ikke ligefrem rart.
Imens vinden legede med hendes dreads bevægede hun sig rundt i udkanten af skoven alt imens hun stadig holdt øje med hvor hun ca. var henne så hun kunne komme tilbage igen og ikke skulle dø i skoven alene.
Det havde ikke faldt hende ind hvor farligt for hende det kunne være at vandre rundt alene uden at kunne forsvare sig for mørkets væsner. Af en eller anden grund regnede hun ikke med der ville ske hende noget. Hvem ville dog gøre en klodset pige noget? Det var måske en lidt naiv forstilling, men hun havde aldrig været kommet til skade på andres bekostning, kun sin egen klodsede.
Alt imens hendes tanker spandt omkring byen og den grimme lugt gik hun stadig rundt, og langsomt mistede hun fornemmelsen for hvor hun var i forhold til byen... Efter godt og vel en halv time hvor hun havde gået rundt i sine tanker slog det hende. Hvor var hun?! Hun så sig lettere forvirret omkring imens hun prøvede at bevare roen, hun skulle nok klare sig. Forhåbentligt....

Den meget svage blide vind, havde snoet sig ind i skoven dyb og havde fanget Demetri med det samme. Han var blevet svagt forbavset over at dufte et menneske herude i skoven, og så ligefrem en kvinde. Duften var sød og en lille smugle ting, hvilket var et typisk kendetegn for menneske duften. Eller det syntes ihvertfald Demetri aft duften bedst var beskrevet sådan. Han havde været her ude af samme grund som Malaika, for at slippe for byens stank og sygdom selvom han til tider nød det selvdestruerende somfund som fandtes i byen. HVis du ikke var rig så var du fattig, havde du ikke magt var du bare en streg i luften i forhold til hvad folk med magt var. Nogen gader var fyldt med smukke kvinder, der ville sælge sig selv for at give sit barn mad i den knurrende vorm. Og andre gader var butiks vinduerne fyldt med smukke smykker og kjoler og andet som dem med penge kunne begære sig i. Demetri var allerede nået frem til Malaika, han stod i mørket. Død stille og uden en lyd havde han fuldt hende de sidste 13 minutter, alt imens hun havde sat så tænkende ud.

Malaika bed sig kort i læben, og strøg tre dreads til siden imens hun så rundt i sin forvirring. Hvad skulle hun gøre nu? Hun kunne vælge og vandre mere rundt og fare endnu mere vild, eller råbe på hjælp og sikker ikke blive fundet, og hvis hun blev ville det sikker være af nogle der hellere ville æde hende end at hjælpe...
Et lavt suk slap hendes læber imens hun satte sig på hug for at samle tankerne og skabe lidt tryghed for sig selv. Hvad kunne hun gøre? Hvad kunne hun gøre? Det hele virkede så overvældende for hende. Hun blev siddende på hug et stykke tid imens hun prøvede at finde en god plan for hvad hun skulle gøre. Endelig! En ide som måske ville virke. Hun rejste sig og så lidt rundt. Hun ville få brug for et godt træ der havde flere grene også for neden... Hun tøffede lidt rundt, men fandt endelig et. Hun begyndte så langsomt at kravle op i det. Det var nok en lidt farlig plan når man tænkte på Malaikas i trolige balance evner der ikke fandes.
Men hun kom lidt højt op. Hun nåede et godt stykke imens hun bad til at grenene ikke ville knække så hun ikke skulle ramme jorden. Efter lidt tid så hun op, og kom til kunklutionen at træet var for højt til hun ville kunne se ud over skoven, men mest af alt komme op i toppen af det. Hun bed sig i læben og klemte øjnene sammen imens hun tog en dyb indåndning og så så ned. Der var faktisk ret langt. Omkring de 6 meter rundt regnet. Nu var det bare at komme ned igen i et stykke.

oppe i træet var der ikke mange chancer for at menneske pigen ville kunne flygte og ja Demetri var den type der misbrugte sådanne situationer. Så da pigen var allerøverst oppe lod han sin person, komme til syne, på en anden gren lige over for hende. Han sad på hug på grenen så de havde samme højde. HAns metalliske grå øjne stirrede nu på menneske pigen overfor ham. De var smukke og fuldt med liv og energi, men alligvel var de så kolde, døde vilde og mystiske og ikke mindste dystre. De lyste nærmest i halvmørket, som et dyrs øjne der blev ramt af billygter. PÅ de kolde læber var der et smil, dog blottede de ikke hans kniv skarpetænder som var gemt bag det iøjenfaldende smil. Hans hud var næsten lige så hvid som sne, dog var der en lille svag anelse af grå i den ellers perfekte hud. Hans hår strittede i en meget vild men stadig sat frisure, som passede det bare til ham. Han forblev tavs for at se om hun overhoved lagde mærke til ham eller om halv mørket stadig gemte ham, i tavsheden.

Malaika forsøgte stadig at komme i tanke om hvilke grene hun havde brugt til at komme op med, hun ville ned.. Det havde været en dårlig ide at kravle der op, hvad havde hun dog tænkt på? Hun havde et stykke tid set ned på grenen underne sig som hun overvejede hvordan hun skulle nå. Da hun endelig igen rettede blikket op. Hun var på ingen måde forberedt på det syn der mødte hende...
En anden person, en bleg person med helt sort strittende hår, og et par magiske øjne der næsten lyste op i mørket. Hendes ansigt gik fra neutralt til panisk i rent chok over denne persons pludselige tilstede værelse! Et kort skrig slap hendes læber imens hun i chok lænede sig baglæns i et hug. I det samme slap hun grebet om grenen hun ellers havde holdt fast i. Dette så ikke godt ud. Hendes ualmindelige dårlige balance fik endnu engang en chance for at tage livet af hende da hun var på vej til at vælte ned fra træet og direkte mod jorden i et fald der sikkert kunne dræbe hende, men ihvertfald skade hende aldeles meget. Det var et skrækkeligt øjeblik, hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun overhovedet gøre? - Intet, svaret var let, men ikke ligefrem det svar hun ville have.

Demetri greb i det samme fat i hendes bluse, faktsik lige der hvor hendes bryster ville have siddet. Han svang hende næsten tilbage til hendes førhenværende position, dog bare stående som han nu selv gjorder. Han slap hene brat så hun ville lande på fødderne. Han havde et skævt og måske lidt drenget smil på de kolde lumske læber. Faktisk havde han forventet et chok... så han havde været forberedt på at skulle gribe eller bremse et fald. Han stod nu utroligt tæt på menneskebarnet og hun ville helt sikkert kunne mærke hvilken kulde han udsendte. Han var højere end hende og det fik det til at så på en måde helt vildt overlegent ud at han stod så tæt på hende men stadig så ned selvom de var i et træ. "Godaften" sagde han som det allerførste imens han sendte et tildels charmende og tildels smælsk smil til hende.

Malaika så forskrækket op da hun blev trukket tilbage og reddet fra sit fald. Hun så mad store øjne op på den fremmede som for mindre end to sekunder siden næsten havde skræmt livet af hende. Hun hev kort efter vejret, da efter-chokket ramte hende, men hun kom hurtigt til sig selv igen. Hun så igen op på den fremmede imens hun ikke vidste om hun skulle grine eller græde over det der lige var sket. Hendes følelsesmæssige dilemma blev dog afbrudt. Den fremmede talte.
Hun så op på ham med forvirring næsten lysende ud af hendes blik. Hvordan kunne han tage det så roligt? "Eh... godaften..." hendes stemme var lav næsten en hvisken, da hun stadig var ramt af chokket og forvirringen.
"Du skramte mig" sagde hun stille og så lidt ned, men så igen op på den fremmede. Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering fra hendes side.
De blonde dreads sad endnu mere forvirret end normalt skyldet det korte fald. hun prøvede hurtigt at få dem på plads, men en underligt følelse af kulde fik hendes opmærksomhed på sit hår til at forsvinde. Det var ikke kulde som der kom fra vejret... Den kom fra noget tættere på... Uden videre tanke havde Malaika placeret en hånd på Demetris brystkasse. Kulden kom fra ham, man kunne endda mærke det igennem hans tøj! Hun opdagede hurtigt sin handling og så op på ham igen, og næsten råbte! "Undskyld!"

Demetri havde studeret hende hele vejen igennem, hun var ung, det kunne tydeligt mærkes og ses. Og hun var smuk, utrolig smuk. Han havde stirret på hende med sine metalliske grå øjne gennem hele dette lille forløb og de var nu nået til at hun nærmest råbte ham ind i hoved med et undskyld. Kort efter, nej nærmest sekundter efter hun havde råbt, lod han hurtigt men blidt en finger ligge sig på hendes læber, der var brandvarme i forhold til hans egen hud. Og han nød varmen, især fra en kvinde krop var denne levende varme fantastisk. Malaika ville helt sikkert føle noget andet, en bidende, issende kulde, som var gennemtrængende. Endnu koldere end den kulde hun havde følt da hun stod tæt på Demetri. "ssshh" sagde han og så direkte ind i hendes øjne med sine egne metalliske grå øjne, som var både smukke og livlige og alligevel så kolde, døde, dystre og mystiske. Som bar de på hemmeligheder, dystre og store hemmeligheder, som kunne dræbe folk der ikke forstod disse hemmeligheder. Han lagde hoved lidt til venstre og så igen studerende på hende imens han holdte fingeren for hendes læber. "Du ikek være her ude" et skævt smil kom frem på de kolde læber på det markerede ansigt.

Malaika havde på ingen måde forventet hvad der skulle ske, hun havde regnet med han havde sagt noget til hendes råben og ikke bare havde tysset på hende som om hun var en lille hvalp. Det var så typisk hende... Hendes nysgerrighed skulle altid falde på de mere mystiske typer som tit og næsten altid bar en uhyggelig sandhed med sig om de enten var en vampyr, eller at de var en morder der stadig var på frifod fordi politiet ikke havde været grundige nok. Det var altid dem hun havnede hos. Denne fremmede nærmest skreg at han var i den same kategori. Alligevel kunne hun ikke stoppe sig selv, det hele var for spændende. Hun vidste det var dumt at lade sig falde i klørene på den slags typer, men sådan var hun nu en gang.
Den kolde finger lagde sig blidt på hendes læber og med et trylleslag var hendes ellers varme læber så småt ved at blive helt kolde. Hun fik store øjne og så op på ham i forvirring over kulden han udviste. Der var noget galt! Han var ikke et menneske. Han var en vampyr! Hun havde mødt vampyre før og vidste at de var umensklige kolde. Hun blev ved med at stirre på ham som havde hun set et spøgelse. Hun var faktisk ikke bange for ham, hun var mere overrasket over hvor åben han var over at vise hvilket væsen han var. Normalt ville de holde det til sig selv indtil de bed en. Hun hørte hans stemme, og var ikke sikker på hvad hun skulle gøre nu. hun var som fast frosset imens hendes blågrønne øjne så op på ham.

//Der skulle stå, " du burde ikke være her " //

Demetri stod stadig utroligt tæt på hende, han fjernede efter noget tid sin finger da hun forblev stille efter hans ønske. "Men du vil måske gerne dø?" han fik et større skævt smil frem på sine læber imens han så i pigen blågrønne forbavsede øjne. Han så helt rolig ud imens han sprugte hende, som om det var en naturlig ting at sige. Han finger var stadig varm efter han havde fjernet den fra hendes bløde hud, men forsvandt kort tid efter. Han lagde nu hoved meget svagt til den anden side og smilede så, så hans tænder blottede sig. Det man ville se var ikke plot 1 par hugtænder men hele 2 par. De store til at bide sit ofre med og så nogen lidt mindre men som stadig var større end normale tænder til at holde ordenligt fat i kødet med. Han var det perfekte rovdyr. Hans udseende ville lokke ethvert kvindeligt væsen til sig, fordi det var så vildt men samtidig mystisk. Demetri gjorder dog intet andet end af smile dette nu lumske smil til pigen. "Hvem er det så jeg står go ser på" han løftede et øjenbryn da han sprugte men det faldt hurtigt ned på plads igen.

Malaika var som frosset fast i øjeblikket, hun var ikke som så bange for ham, bare mere overrasket over hvad der var sket, og mest af alt at han faktisk havde gide redde hende. Han kunne jo have haft spist hende hvis han havde ladet hende falde til døden. Hendes store og ellers kønne øjne betragede hans ansigts former imens hun faktisk godt hørte hvad han sagde om, om hun ville dø. Det gav hende kuldegysninger der løb hende ned af nakken og videre ned af ryggen.
Hun bed sig hårdt i læben da hans tænder kom til syne. Hun frygtede kort at han ville bruge dem. Men nej... Han stod bare og så på hende. Endelig kom der noget ud af hans mund. Et spørgsmål. Et relevant spørgsmål. Der gik et øjeblik før hun fik taget sig sammen til at kunne svare ham. Hun tog en dyp indånding og pustede så langsomt ud.
"Mit navn er Malaika, jeg er ikke fra området..." lød det nervøst fra hende kort. Hun ville ikke virke usikker, men det var allerede forsent. Hun prøvede at tage sig sammen! Hun skulle fremstå stærk også af et menneske at være! Hun bed sig igen i læben imens hun kort så ned på sine fødder der stadig var på grenen, utroligt at de ikke havde væltet hende af endnu? Utilregnelig fødder.... Igen så hun op på den fremmede imens hun åbnede munden. "Hvem er du?!"lød det hurtigt fra hende. Hun kunne ikke løbe fra at hun var en smule angst.

"Malaika siger du" han så indbydende på hende, han mærkerde tydeligt den uro der var i hende, den menneskelige uro, som han selv havde mistet for mange hundrede år siden. Han lod langsomt en hånd føre sig op til hendes hage hvor han blidt tog om den og drejede hendes hoved fra den ene side til den anden. Han studerede hendes ansigts træk. Smukke var de! Helt bestemt, Naturlige, menneskelige. Sådan havde Demetris aldri værét selv ikke som et såkaldt menneske havde han lignt et naturligt væsen. Hvilket nok skyldtes hans mors engle gener. Det var Hendes gener der havde været så fremtrædende, De grå øjne og det sorte hår, alt sammen fra hans mor. Han smilede smælsk imens han havde set lidt på hende. "Jeg er Demetri" en undertone af en accent trådte frem i det han sagde hans navn. En accent han var meget god til at skjule generelt. Men talte han hurtigt eller sagde nogle bestemte ord skinnede den dog igennem hans sprog. Han holdte stadig blidt om hendes hage. De fleste der hørte hans Navn klusisska stivnede. Klusisskerne var ikke nogen man skulle lege med, det viste de fleste i denne verden.

Malaika så på ham og var lige ved at træde et skridt bagud da han tog fat i hendes hage. Men hun tog sig i det og stoppede sig selv. Hun skulle ikke nyde noget af at falde ned igen, hellere bare stå stille og lade ham snakke færdig, så kunne det være han måske ville lade hende gå uden nogle problemer? Hun troede ikke helt selv på det, men det var da okay at håbe lidt på det... Hun bed sig i læben, og lod roligt sit hoved følge hans hånd så hun slet ikke strittede imod ham, det ville sikkert ikke blive bedre af at hun blev trodsig overfor ham. Hun sank en klump da han stoppede med at dreje på hendes hoved, hvad havde han gang i? Hvem gjorde bare lige sådan noget på komplet fremmede? Hun bed tænderne sammen imens hun håbede han ville lade hende gå uden nogen tumult eller problemer. Hun havde ikke brug for flere ting at tænke på nu hvor hun bare var dumpet ind i en anden verden end den hun oprindeligt kom fra. Hendes familie.. Hun savnede den.. Hendes to brødre... Og hendes mor...
Malaika gjorde alt for ikke at knibe en tåre, men af en eller anden grund frygtede hun for sit liv, men endnu mere for aldrig at skulle se sin familie igen.. Hun var ny i denne verden, kendte ingen, vidste intet. Hun vidste at der fandes vampyrer, men det var kun fordi hun var tonset ind i et par få stykker før Demetri. Men hun havde sluppet fra det de andre gange, men ham her... Han var skrækindjagende! Hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad der gjorde ham så uhyggelig, om det var hans udstråling, eller hans mangel på grænser. Malaikas øjne så op imod himlen imens han nævnte sit navn, Der var noget over han tale der var anderledes for de mange andre accenter man hørte på markederne. Men Demetris strålede igennem dem, han var ikke en bonderøv som de fleste andre hun havde hørt.

Han slap blidt taget om hendes hage og lod armen tage fat i en gren som var lidt over dem, han lod sig hvile eller hvad kunne man sige, holde balancen lige som ville have gjort i en bus hvis man stod op. Han så bare på hende, han så hvordan hendes øjne blev blanke og hankunen høre at hendes lilel hjerte var bestemt at banke hurtigere, var frygten ved at indtage der stakkels menneske der nu stod foran Demetri? Demetri var helt roligt, nærmest uhyggeligt roligt. Kort havde han fået et neutralt ansigt, mest af alt fordi han hadve studeret Malaikas reagtion på ham. Men et roligt og skævt smil kom frem på hans læber da han så begyndte at tale. "Er du bange?" han så nu spørgernde på hende som var han en flink fyr der havde mødt en smuk ung pige der ikke kunne finde rundt i byen. Men de begge viste at dette ikke ville være en nat hvor at en af dem måtte ofre sig, det blev sansynlig hvis ikke Demetri der måtte ofre noget. Han lagde hoved på skrå imens han nu så afventende på hende. Han var tålmodig, han havde masser af tid... Alt den tid han ønskede, i forhold til den stakkels Malaika der nok havde gjort sit livs og bankende hjertes største og sidste fejltrin. Hans sorte hår strittede som pigge, men han lod alligevel den anden hånd der ikek holdte grenen køre igennem det, det fik det abre til at stritte endnu mere end før.


//skulle hun gøres til vampyr???//

Malaika så bare på ham imens hun havde et indre håb om at han ville lade hende gå. Hun prøvede at forholde sig kølig, men det var svært, meget svært! Hun bed sig i læben, imens hun langsomt trak vejret ind. Hvis hun kunne havde hun holdt en kold facade, men hun var ikke typen der kunne holde en facade, det var hun for ærlig til. Selv ikke engang hvis det handlede om liv eller dø. Hun blev næsten forskrækket da hans ansigt skiftede udtyk. det var skræmmende! Men hun ville ikke indrømme det!
Hun sank igen en klump og så så bestemt på ham da han spurgte hende om hun var bange. Han skulle ikke tro han kunne skræmme hende! Hun rystede på hovedet så alle dreadsne kom i bevægelse, to stykker af dem hang ned foran hendes ansigt imens hun så på ham igen. "Nej!"sagde hun kort til ham. Hun ville opnå sit mål. Hun ville finde vejen hjem igen til sin familie i den verden hun kom fra, og ingen skulle stoppe hende i at komme tilbage igen! Heller ikke Demetri. Hun var stadig klar over at dette kunne blive hendes sidste aften, men så ville hun da ikke dø uden at kæmpe for at finde hjem igen til hvor hun hørte til.

///Ja det skal hun ////

Hendes svar eller rettere den måde hun svarede på var fyldt med frygt, hvilket fik Demetri til at komme i et helt bestemt humør. Han løftede nu hoved lidt med et overlegent smilende blik der var rettet imod Malaika. "Ja så" i det samme han svarede hende rettede han ansigtet direkte mod hende. "Så det er du ikke" i det samme skubbede han hende så hun ville falde bagover og styrte ned mod jorden. Han havde et drilsk og dyrrisk smil på sine læber imens han så på Malaika de rlangsomt var ved at falde tilbage og ned af. Hun skulle ikke lyve for ham, selvfølgelig var hun bange, hun var et menneske og han var en.... vampyr. Det dummeste var jo at lyve, især over for en som Demetri, men hvordan skulle den stakkels pige også vide at Demetri var en psykopat på disse punkter. De metalliske grå øjne holdte hele tiden øjenkontakt med hende også i det hun blev skubbet baglæns. Demetri tog hun sin hånd væk fra grenen og lod hans arme hænge ned langs han sidder imens han stod der og ventende på at Malaika skulle falde langt nok ned til at han så ville gribe hende så hun ikke ramte jorden, lige nu var hun hans legetøj for i nat.

Malaika så på ham og holdt stadig det bestemte udtryk imens hans stemme brød stilheden. Man kunne mære intensiteten i luften imens han igen så på hende. Hun så på ham imens hun kort gjorde sig klar på hans næste ordvalg. Hun ville ikke dø. Ikke i aften! Hun ville leve videre så hun igen kunne se sin familie. Denne mand skulle ikke stå i hendes vej! Hun ønskede sig tilbage til sin familie, ønskede sig tilbage til den lykke hun havde den gang. Alt andet var bedre end at stå sammen med denne ondskabsfulde person. Hun var dog stadig draget over hans mystik. Hun ville vide mere om ham på samme tid med hun ikke kunne fordrage hans tilstedeværelse.
Et højt gisp slap hendes læber da han skubbede til hende. Nu var det ikke længere Demetri hun kæmpede med, det var hendes værste fjende... Sin balance, Malaika havde aldrig været god til at stå på egne ben. Dette skub gjorde intet bedre for hende. Hun var sikker, helt sikker på at faldet ville tage hende om få sekunder. Hun baskede voldsomt med armene for at genvinde sin balance imens hun prøvede at læne sig forover. Det var umuligt! Hun mærkede det, et sus af at hun nu faldt. Hendes øjne blev store og hendes blik skreg om hjælp. Men hende stemme kunne ikke høres choket havde gjort hende tavs. Hun intet kunne i luften, og alt føltes som værende gået i stå, men alligevel mærkede hun hvordan hun faldt mod jorden. Snart ville hun ramme den hårde grund, og slå sine knogler i stykker. Måske endda dø.. Hun var ikke klar til at dø, ikke endnu...

Ca 2 meter og 21 cm fra jorden grab Demetri i sin åbne favn som om han slet ikke havde været oppe i træet. Han måtte springe for at få ordenligt fat i hende så trygbølgen hun kom med ikke ville lade hende falde fra hans favne og så videre ned. Han landte hurtigt på jorden igen og stod med den stakkels pige til Malaika i sin favn. Han havde planlagt det hele i det han skubbede hende, han levede af frygt, fik nærmest nærring af den når han mærkede at folk frygtede ham. Nu stod han så her med Malaika i sine arme, hun måtte være halvdød af chok. Mest af alt fordi hun var faldet fra et rigtigt stort træ samtidig med at hun jo faktisk var skubbet med vilje imo døden. Hun skulel vide at han var farlig og ikke til at lege med, Han så på hende med et grumt smil der nærmest kunne være alvorlig. "Lyv ikke for mig, skulle du et menneske ikke være bange for mig." i det han sagde menneske trak han hendes op imod sig så hendes hoved ikke ville undgå at være ved hans, så hun rigtig kunne se hans ansigt. Et ansigt hun aldrig ville glemme.

Et sug i maven fik hende til endelig at skrige da hun var faldet et godt stykke. Hun var skrækslagen! Og var som fastfrosset igen. Hun ville ramme jorden, og hun ville sikkert ikke overleve det, ellers ville hun miste føreligheden. hun var sikker på det. Imens hun faldt løb der mange tanker igennem hende. Alt imens tårerne begynde at strømme ud af hende. Det var en stille gråd imens hun faldt. Hun ville ikke dø, hun var ikke klar. Hun var langt fra klar til at møde intetheden der ventede på hende i døden.
Men lige som hun var spottet ind på hun sikkert ikke ville overleve lå hun i armene på en. Hun havde haft lukkede øjne, da hun ikke ville se alting blive sort. Men hun åbnede dem hurtigt da hun blev reddet. Det var Demetri hun lå i armene hos.
Langt fra sikker på om det var en god eller en dårlig ting fortsatte strømmen af tavse tårer, de løb hurtigt ned af hendes blege kinder imens hun så på ham med store bange øjne. Hvad ville han dog med hende?! hvordan kunne han blive ved?!
Hun blev ved med at stirre på ham i frygt. Selvom han snakkede opfattede hun ikke hvad han sagde. Hans ansigt havde skræmt hende rigeligt til at hun havde fået en ide om hvad det var han sagde til hende.

Demetri stod nu bare med det stakkels menneske barn i sine arme. Han mærkede frygten der kom fra hende hvordan det fik ham til at føle sig overlegend og levende som var han hersker over hende og denne nat. Han lagde hoved roligt på skrå. "Ved du at du skal dø i nat?" sagde han med en helt rolig drenget stemme som havde han spurgt hende om hun ville med i byen. Han havde lydt til at lege, havde det lidt sjovt.... Han havde valgt at denne pige skulle dø, måske fordi at hun var dum nok til at gå alene i skoven, eller måske var det hans blodtørst til at være en idiot og ond tyran der bare ville se livet forlade denne smukke kvinde. Han smilede roligt til hende imens han så afventende på hendes reagtion på det han sagde. Hun forstod det sikkert ikke lige som at hun havde været disøjenteret over det andet han havde sagt til hende. Stakkels Malaika, denne nat ville blive hendes sidste. Hun ville aldrig mere mærke hjertet slå. Demetri ville nu tage hendes dyreste eje fra hende. Livet.

Malaika så på ham med store øjne, hun var ikke sikker på om hun nogen sinde ville kunne tale igen. Så bange var hun nu.
Hendes øjne var fyldt med vand, og tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun kunne ikke stoppe sig selv, hun var virkelig bange for ham. Hvem var denne psykopat der behandlede hende sådan! Hun hørte hans ord, det føltes som om det alle sammen slog hende i hovedet. Mente han det? Hun kunne ikke tro sine egne øre, ville han dræbe hende? Men hun havde jo intet gjort ham? Hun åbnede så munden, hun var ikke engang sikker på om hun var i stand til at sige så meget som en hvisken. Men så skete det. Hun råbte. "NEEEJ!". Det var en høj og skinger stemme der rystede man kunne hører. Hun ville ikke dø! Ikke nu, hun var ikke klar! Hun begyndte så at spjætte med arme og ben for at komme ud af hans greb, hun ville ikke dø! Han skulle slippe hende! Med det samme! Men det virkede ikke som om det hjalp hende.

Han grinte skummelt med en stemme der pludselig blev dystre og mørk. Han slap hende imens han bare stadig grinte. "Løb lille ven" sagde han med den pludselige mørke grinende stemme. Dette skulle nok blive godt! Ingen tvivl om det! Og det ville passe perfekt hvis hun også løb så han kunne jagte hende og derved få suset som mange vampyrer fik når de skulle have mad. DOG var han blevet lidt forbavset over at hun havde skreget nej. Men igen Mennesker reageerede forskelligt, nogen var lamslået og andre prøvede at kæmpe for deres liv. hvilket var sjovest synes Demetri ihvertfald. Han stoppede brat sit grin og sagde så i det samme højt. "Løb!" Som om han skulle advare hende om at hvis hun ikke løb så ville hun ikke have en chance. Dette var abre en underholdning til at tage livet fra denne unge skønhed. Intet andet. Og Natten? ja den var stadig ung... og smuk SOM Malaika.

Malaika havde store tåre i øjnene imens hun så på ham. Hendes vejrtrækning var hurtig. Hun var så bange. Det var som et slag i ansigtet da han bed hende om at løbe. Hun kunne ikke forstå det. Hvad ville han med hende? Hun forstod intet, og hendes ben ville ikke bevæge sig. Det ville være nytteløst at løbe fra en vampyr, det vidste hun godt, men hvad skulle hun ellers gøre? Anden gang han kommanderede hende til at løbe skete der endelig noget. Hendes ben bevægede sig endelig. Men det var en klodset bevægelse som næsten fik hende til at falde, men hun genvandt balancen igen. Hun løb så hurtigt hendes ben tillod hende imens tårende løb om kap ned af hendes kinder. Hvad skulle dog ske denne nat. Hun turde ikke tænke på hvordan det hele ville ende. Måske hun skulle dø?
Malaika havde mest af alt en følelse af at hun slet ikke kom nogle vegne selvom hun løb. Choket havde fået alt for godt fat i hende. Hendes puls steg, og hendes vejrtrækning fulgte den.
Hendes balance fik endnu en gang taget, og hun snublede over en rod fra et træ. Hun landede med hænderne først og så resten af kroppen oven på. Det ville blive nogle flotte hudafskrapninger senere, det vidste hun godt.

I hendes fald havde Demetri taget skridt imod hende, han gik roligt om foran hende og satte sig på hug imens han roligt så på hende og de tåre der kom.... Blodet begyndte at flyve rundt... hendes fantastiske menneske blod! Han smilede nærmrest blidt til hende og aede hende fra håret og ned til hagen hvorefter han lod en finger løfte hendes hoved så hun kunne se på ham. Han så direkte i hendes øjne med hans metalliske umenneskelige øjne, som havde fanget mange væsner og kvinder i sit spind. I det samme tog han fat i hendes hår på toppen af hendes hoved og rev hende op imens han rejste sig. "Mennesker" var det eneste han sagde.