Hello there//Demetri.

Tid: Aften.
Sted: Ashen Three Forest.
Vejr: Der er en varm brise og natten er skyfri..
Omgivelser: Det lille telt som Alane bor i og ellers skoven.


Alane gik stille ned af en snoet sti som førte sybt ind i skoven, hendes bare fødder blødte let på grund af de mange skrpe ting som befandt sig i skovbunden. Hun ville rense det når hun nåede tilbage til sit telt. Det generede hende egentlig ikke. Hun var vant til det. Et stille suk forlod hendes læber.
Alane bar en kjole som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring. Let legede den varme aften brise med den samt hendes røde hår. Hendes øjne vandrede stille rundt og landskabet foran hende, hun var vel lidt på vagt eftersom det var blevet mørkt.

Demetri stod på stien længere fremme, han havde fuldt den unge shapeshifter
i noget tid og valgte nu at gøre sin fornemme intre eller, mere gøre sig bemærket
kunne man kalde det. HAn var i godt humør, men hvordan godt humør kunne
beskrives ud fra hans person var meget svær, han så på hende med sine
metallliske grå øjne, hun ville kunne mærke dem på sig, som en skygge der for-
fyldte hende.

Stille stoppede hun op og så sig omkring.
Hun strøg det røde hår ud af øjnene og satte så håret op i en hestehale, dog nåede hendes hår hende dog stadig ned skulderbladende. Alane så dog længere frem, hun kunne mærke der var nogen som kiggede på hende men hun kunne ikke se personen. Dog rystede hun det bare af sig og gik videre. Hun skulle jo hjem og srøge for der ikke gik betændelse i hendes sår under fødderne.
Alane fandt en fløjte frem fra en æske som var sændt fast på hendes lår. Hun satte den for munden og begyndte stille at spille nogle sirlige toner.

I det samme var Demetri tættere på hende, han stod op af en af træerne og
så på hende, en rødhåret skønhed var hun vel? Han slikkede sig over de dræbende
tænder som helved endnu engang havde givet ham. Han stod igen i det næste
bag hende og lagde en hånd på hendes skulder, hun ville kunne mærke at den
var kolder end selve døden og mere levende end isen selv.

Alane lukkede stille og roligt sine øjne i. Hun lod sig glide ind i den musik hun spillede.
Det gjorde hun alti, så billederne for sig. Den ensomme ulv som hylede af månen, flagremusene som lettede og fløj bort.
Ja det var smukt. Dog stoppede hun med at spille, hun havde stadig følelsen af at der var nogen som kiggede på hende. Betragtede hende men hun kunne stadig ikke finde personen, var det noget hun bildte sig ind?
Langsomt begyndte hun at gå videre mens hun lagde fløjten tibage i sit itui.
Hun stivnede dog og vendte sig hurtigt om da hun mærkede den kolde hånd på hendes skulder.
De grønne øjen fløj op og mødte Demetris metalliske, et kort øjeblik var hun væk i dem men rystede så på hovedet.
Alana trådte stille et skridt tilbage, "Kan jeg hjælpe dig med noget?". Kort dvælede hendes øjne på hans tænder, hun havde aldrig mødt en vampyr før og vidste intet om dem.

Han stirrede bare på hende, som om hun havde sagt noget spøjst.
I det samme tog han hendes hånd og kyssede den, "Tilgiv mig"
sagde han imens han kiggede op på hende, der var et svagt smil
på læberne da han kyssede hende. Han slap hendes hånd og nikkede
anerkendene til hende, "Jeg ville ikke forskrække dig" sagde han
med stor løgn han ville tjekke hende ud, hun var spændene og så
var hun shapestifter. deres blod var helt fantastisk at drikke-

Alane så lettere forvirret ud, det var lidt overvældende det her, hun kunne ikke lige finde hoved og hale i det.
En let rødmen lagde sig over hendes kinder da han kyssede hendes hånd, hvorfor gjorde han det?
"Tilgive dig for hvad?", var det da men vilje han havde givet hende et chok, ellers havde hun da ikke noget at tilgive?
Hun smilede stille ti ham, da hun ikke kunne lade være med at gengælde hans smil.
"Det er okay, bare rolig", hun betragtede ham stille. Man kunne godt mærke at hun stadig var på vagt.
Hvad var han overhovedet for en? Han lignede ikke en af hendes slags men heller ikke en varulv og det var de eneste hun havde mødt som havde skarpe tænder. Hun var nysgerrig.
Alane havde en uskyldig og mystisk duft over sig, uskyldigheden da hun stadig var jomfru, ikke engang var hun blevet kysset endnu og mystikken da hun var shapeshifter.

Demetri så hende i øjnene små gløder fløj rundt i hans grå farve og
fik øjnene til at virke levende og lette. så smukke og levende og alligevel
så mystiske, dystre og døde. Hendes duft var som en jomfrus og det fik
Demetri til at være mere ind interesseret. Jomfrus blod var så enestående
og fantastiske, det gav umanede kræfter. Han var nærmest fanget af denne
shapestifter.

Alane stod nærmest som tryllebundet, hans øjne. Hun kunne ikke se væk, ville ikke se væk.
De var så smukke og fortryllende. Hun kunne ikke forklare hvad det var der skete men et eller skete der helt sikkert.
Et let smil brød frem på hendes læber mens hun betragtede ham.
"Hvem er du egentlig?"
Hun lagde let hovedet på skrå mens hun forsat betragtede ham.
Let kløede hun sig på halsen efterfulgt f at hun kløede sig på kæben.
Huden blev lidt rød da den blev lettere irriteret men det generede hende ikke.
Alane blev tiltrukket af den mystiske og dyster side af ham.

"Demetri Jack Klusisska" hvis hun kendte lidt til den kendte vampyr
familie så ville hun trække sig tilbage de var en af de farligste familier
man kunne kende her i underworld. Et let smil gled over hans mund der
igen blottede hans tænder. Han så bare på hende en tid, "Hvad er dit
navn" sprugte han imens han stadig ikke slap hendes blik.

Hun smilede stille og nikkende, hun havde aldrig hørt om dem før så hun virkede ikke bange, ikke den mindste smule.
Alane kunne virkelig ikke tage sit blik fra hans øjne, det var som om hun var fanget.
Kunne ikke gøre noget, kunne ikke gå sin vej hvis det var det hun ville.
På en måde skræmte det hende, det virkede til at han havde en eller anden underlig magt over hende men det var sikkert bare noget hun forestillede sig, det skulle ikke undre hende.
"Alane", hun opgav ikke bare sådan sit efternavn og desuden hvorfor skulle hun?
Stille og roligt bed hun sig i læben og forsøgte at løsrive sit blik.

Han gik frem mod hende og så lige forbi hende, "Alane" sagde han
som om han nærmest spiste hendes navn. Han vendte sig mod hende
igen, "Alane, hvad laver en pige som dig her ude alene når det er så
mørkt" det var ikke kolgt at være alene ude i skoven når der fandtes væsner
som Demetri og hans søskende, en tanke strejfede ham og fik han til
at smile et dystert smil.

Alane blev stående, selv da han var gået forbi hende stod hun bare lidt.
Hun lyttede til det han sagde, den måde han sagde hendes navn på, der var et eller andet underligt ved det.
Roligt vendte hun sig om og så på ham, dog helt uden at se ham i øjnene da hun ikke ville tryllebindes igen.
"Jeg bor herude, hvorfor da? Og jeg er aldrig rigtig stødt på noget jeg ikke kan klare så jeg er ikke bange"
Et stille smil lå over hendes læber mens hun forsat betragtede ham.
Dog var hun stadig meget forsigtigt med ikke at kigge ham i øjnene, hun ville frygteligt gerne men holdt sig selv fra det.
Der var noget alt for underligt over det.

*Så hun bor her ude* en info som kunne gavne Demetri utrolig meget
"Jaså" sagde han og så bare tænkende på hende, prøvede at få øjenkontakt.
Han så trængende efter hendes grønne øjne som om at han spiste af hende.
Det var noget kun Demetri kunne suge livet ud af et væsen uden at røre det.
HAn havde lyst til at kysse hende, dræne hende fra blod og så alligevel
lade hende lide som den unyttige væsen som hun var.

Alane så roligt rundt for sig. Hun burde se at komme hjem af.
Dog var hun bange for at ham her ville følge efter hende, hun forsøgte stadig at undgå øjenkontakt men blev til sidst fanget.
Hun betragtede endnu engang hans øjne, de var så smukke, hun havde aldrig set noget ligneende før.
"Hvorfor da?", hun var nysgerrig over hvorfor han ville vide hvad hun lavede her.
Alane havde stadig bare fødder, efterhånden var sårene gået op igen så en lille smule blod flød ud.
Hun havde ingen anelse om at hun kunne være i fare men det var jo det.

"Jeg skulle vide om jeg havde nogen fordele" i det samme kom et
grumt smil frem, han gik tæt op af hende, imens øjnene ej skiltes.
Hun var alene og forladt, overladt til ham og hans blodtørst, han var
sulten. det var den eneste grund til at han var blevet her ude, da
han fandt hende. Han ville have hendes blod, mærke hendes puls
blive svag eller ligefrem dræbe hende. og alligevel, han følte en ejer
trang over hende. Han rakte blidt en hånd ud til hende.

Alane så forvirret ud, hun vidste ikke hvad han mente, fordele?
"Hvad mener du med om du havde nogle fordele?", det løb hende koldt ned af ryggen da hun så det grumme smil.
Hun ville så gerne flytte sig men kunne ikke, hun var tryllebundet, hendes øjne flakkede stille.
De viste lidt frygt men mest af alt nysgerrighed. Hun anede ikke hvad der skete.
Alane havde ikke den fjerneste idé om at han havde lyst til at suge hende tør for blod.
Det lykkedes hende dog at tage et lille skridt bagud, men dog kunne hun ikke lade være med at tage hans hånd da han rakte ud efter hende. Det var for spændende og farligt det her.

Han trak hende ind til sig og låste hende ved at tage den anden hånd
om hendes talje, han smilede så tænderne blottede sig og lod hende svagt
hvile i hans hænder. "Det her bliver sjovt" sagde han og strammede i det samme
om hende så hun ville miste pusten, dette ville være en ubehaglig følelse.
En følelse af at livet ville blive taget ud af en, han slikkede sig svagt over de
skarpe tænder, han kunne sige mange ting om dyr, men et var at hvis
deres tænder var skarpe så var de rovdyr.

Hendes alarm signaler begyndte at ringe da hun mærkede at hun blev låst fast.
Alane vred sig let for at se om han gav slip på hende men det virkede ikke sådan så nu begyndte panikken at melde dig.
"Demetri slip mig", hendes stemme var hård og man kunne høre hun mente det.
Hun bøjede sig lidt forover da han strammede grebet, hun kunne mærke luften forlade hendes krop.
"Slip mig...", hendes stemme var blevet lidt svagere men ikke meget.
Nu begyndte hun dg at vride sig mere. Hendes tænder voksede sig skarpe, hendes øjne blev helt gule og puppilen mandel formet.
Hvis han ikke slap hende ville hun angribe, det var selvforsvar, det var hvad hun vidste man gjorde.

I den anden sætning hun sagde, trak han hende endnu tættere til
sig, lod sine læber føres hen på hendes, og et kys fandt sted. Han
slap kun svagt om hende men havde stadig godt fat i hende så hun
ikke flyttede sig, han kunen smage hende, fra hendes mund af.
Hun smagte disidret af Energi og glæde og styrke som om at det der
flød i hendes åre var selve en gudekraft.

Alane spærrede øjnene op og så forskrækket Demetri i øjnene.
Hvad var det han gjorde, hun kunne simpelthen ikke forstå, men hun vidste at det her skulle hun havde delt med en hun holdt kær.
Endnu engang prøvede hun at vride dig fri, hun ville bare have han skulle stoppe.
I et desperat forsøg knaldede hun tænderne sammen om hans underlæbe så hendes spidse tænder gik igennem huden.
Til sidst trak hun dog hovedet væk så godt som hun kunne og kysset blev brudt.
"Hvad er det du har gang i?!", hun så både forvirret og fortvivlet ud.
Alane kunne slet ikke forstå hvad det var der skete, hun havde aldrig været så tæt på nogen som hun var på Demetri lige nu.

Kun hendes tænders spids gik ind i Demetris hud, og det begyndte
at bløde svagt i munden på ham han smilte, og hans tænder var fyldt
med hans eget blod. Han stirrede på den forskrækket Alane, hans eget
blod fik ham til at længels efter hendes. Hvordan hendes pulsåre blidt
ville blive gennemboret af hans tænder og hun ville ligge som en skønhed
i hans favn og døse hen. Han havde lyst til at få hende tilat føle sig forelsked
og så i det samme få hende til at give efter fpr ham.

Panikken spredte sig yderligere i hendes krop, hun ville væk og det skulle være nu.
Hun kunne ikke forstå de ting som han gjorde ved hende, hvorfor lod han ikke være nu hvor hun bad ham om at lade være.
Et stille snert af frygt gled over hendes ansigt, hun var efterhånden ved at miste besiddelsen og flippe ud.
Alane ville så gerne have at han bare slap hende og lod hende gå men det gjorde han selvfølgelig ikke.
Hun ville gerne vide hvad han tænkte men det vidste hun ikke, alt hun havde og gå efter var hans skumle ansigts udtryk, hvad havde han i tankerne for hende? Egentlig ville hun ikke vide det fordi hun var bange for det. Men alligevel ville hun gerne vide det så hun kunne forberede sig på det.
Alane ville aldrig nogensinde falde for ham af egen fri vilje, ikke efter det der var sket her i nat.

Han pegede mod hende, "kom her" sagde han og foldede hånden ud
til hende, hvis hun flygtede ville hun kun gøre det sjover for ham
og hvis ikke så ville hun gøre det lettere. Hendes hjerte bankede
som en sød melodi her i natten. Tanken og hendes blod fik hans øjne
til at gnister så underligt. Han nærmest sultede efter hende, skønt han
først lige havde mødt hende

Alane rykkede sig med det samme væk som han slap hende, hun skulle ikke nyde mere af det her.
Da han rakte ud efter hende igen overvejede hun det ikke engang, nej hun vendte sig bare om og løb.
Hun løb så hurtigt som hun nu engang kunne, hun lyttede intenst for at høre om Demetri fulgte efter hende, hun håbede det ikke.
Skoven var sløret da hun løb gennem den, hun satte ikke foden forkert en gang, dette var hendes hjemmebane og nok også den eneste fordel hun havde mod Demetri hvis hun overhovedet havde nogen.
Hendes åndedræt var intenst og panisk, hun ville bare væk og ville ikke fanges af ham, dette var nok den første person hun havde mødt som hun var bange for og det brød hun sig bestemt ikke om.