The night of darkness //Demetri//

T: efter midnat
V: skyer og diset
O: Gaden
P: billede + kappe og sværd

Azazel kom lige fra en by som nu lå i ruiner og var rigtig træt, hun kiggede op mod himlen og tænkte om hun ikke bare skulle flyve men det var hun for træt til det havede været hårdt af jagte alle de mennesker der flygtede fra hende hun grinte lidt for sig selv efter tanken. Der var meget dis så
Hun kunne ikke så godt se hvem der var foran hende.

Dejlig aften" lød en stemme bag hende. ÅH ja det var Demetri i egen høje person, han havde fuldt hende lige fra da han opdagede at hele den by hun nu havde ødelagt var blevet til intet gjort. Han havde selv taget alle dem der var prøvet at flygte, så han var rigeligt mæt, men at se hvem denne persoin var og måske svage lidt brand varmt drage blod kunne man aldrig sige nej til. HAns metalliske øjne stirrede strengt og direkte på hende som om at hans øjne brandte på hende. Han var i sit undelrige irreteret humør lige nu måske fordi han havde fået blod for få minutter siden.

Hun vender sig mod ham, hendes øjne er knebet lidt i. "Ja ..." hendes svar er hurtigt. Dog en smule tøvende, da brisen er i hendes retning lugter hun at han er vampyr... Typisk *hva laver han her.. Har han fulgt mig?* hun bliver kort en smule mistænkelig.
Aften var mørk så hun kunne ikke rigtig vuder ham, om han skulle til af angrebe eller bare ville stå der.

HAn grinte stort og lod sig selv faide ud i disen igen. kort efter dukkede han op ved hendes venstre side. "Det kan jeg også dufte på dig" sagde han og tog en dyb indåndning med næsen som et tegn på at han duftede til hende. Hun duftede så tilokkende af blod for de menneske der havde måtte lade livet for hende. Lige noget der tiltrak nogen som ham, Nemmelig vampyrer. Han stod tæt på hende, men hvis hun slog ud efter ham skulle hun ikke forvente at ramme. Han var ikke en person man skulle slå først til, mest af af måske beskytte sig imod hvis han angreb en. Men aldrig angribe ham. Det nye friske blod sitrede i ham og fik ham til at føle sig helt levende og energisk. En fantastisk følelse som nok kun vampyrer kunne føle!

Azazel ser ham forsvinde, han dukker op ved siden af hende... Azazel syntes han stod alt for tæt og derfor snerrede af ham. Hun kunne mærke at han duftede til hende og begyndte af blive irriteret. "hold dig væk" snerrede hun med sammen bidt mund.

Han grinte og flyttede sig ikke det mindste. "For ellers hvad?" hviskede han imens han så afventende på hende, hvis hun ville slås ville det da være en dum ide, hun var sikkert træt over at skulle kæmpe lige før og ellers var det bare dumt at slås mod ham for så gav hun ham det han elskede. At slås og derefter dræbe eller nedgøre taberen i kampen. Klusisska var kendt for at være store kæmpere indn for at slås. Han søster Ribanalon og hans bror Cortez og ham selv udgjorder dem familie. Hans smil blottede hans tænder og viste ikke kun 1par hugtænder men hele 2. De lange store tænder var for at bide ned i ofret. og de lidt mindre men stadig store hugtænder var for at bide ned i ofret og holde det fast.

Azazel smilte "det for du at se vis du prøver på noget dumt" Azazel følte sig pludselig ikke så træt mere, det måtte sikkert være sulten efter at slås af hun kom op i gir. hun grinte af ham *tænk af han tror han kan hamle op med mig* hun holdte på sin økse og var klar vis han skulle på nogen måde prøve på at angrebe. *det her blever interessant*

Hun var nu sød var hun ikke? stå der og tro at den økse nogen sinde skulle kunen ramme ham. Det var ikke forsjov at han var så gammel som han var, skønt at så gamle vampyrer nu var sjældent. "Hvem siger det er noget dumt jeg prøver på" han slikkee sig provokerende over tænden overefter tungen faldt på læberne. Hun var intet andet en en øgle i menneske klæder, ja sandt nok.
Han kunne mærke varmen fra kroppen, den var lige så varm som han var kold, et perfekt mach hvis han selv skulle sige det. Hans hår strireede ud til alle sider og fik hans provokerende kropssprog til at blive mere irretabelt.

Hun vendte sig mod ham og kiggede ham direkte ind i øjne "Jamen så sig mig.. Hvad er det?" hendes øjne var fyldt med vrede og det var ved at slippe ud. *Han er så provokerende*
hun ville egntlig bare hjem, men noget tvang hende til at blive, en stemme i hendes hovedt som tvang hende.
Hun havde lyst til at slå ham hun var så vred, men hun vidste godt det ikke hjalp at slå en vampyr, men den provokation... Hun var ret pist.

Åh den lille Azazel, hvordan ville hun kunne klare ham. Han var frisk og hurtig bodet bruste i ham, og hende...ja hun var jo træt af kamp? Han kunne endda smage det blod han havde ædt fra alle de mennesker der lå halv bevistløse efter den unge drage foran sig havde hygget sig lidt. Han kiggede op og ned af hende. "Tja, det kan være så meget....måske blodets lugt" han forsvandt i det samme foran hende og dukkede op bag hende ca 1 meter fra hene. "Eller måske fordi jeg ved at du er svag lige nu" han grinte og begyndte at vadnre rundt om hende med hænderne roligt om på ryggen, hun var ingen trussel

Azazel fnøs *Svag, hende svag, hvor vover han at kalde mig svag* hun rystede af bar vrede, men hun kunne ikke lukke vreden ud endnu, der kunne være noget meget vigtigere at bruge energien til.
Hun blev stående helt kold i mens han kig rundt om hende, men drejede så hun kunne se ham, han kig stadig rundt, og hun drejede efter, med et vredt, koldt blik. "Jeg er stærk nok til at forsvar mig selv" hun fik et koldt smil på læben og gav et lille fnøs igen.

Han trak på skulderne, var hun virkelig så stærk som hun nu antød. Det måtte jo prøves af, eller skulle det? Han var ikke kommet for at slås men mere for at få lidt underholdning af denne kvinde. Kvinder selv i alle racer var nogle sjove væsner, nogen besad stærke mens andre bare var hysteriske og sure.... Han stoppede op bag hende lidt til venstre for hende. Han grinte lidt over hendes fnøs, hun anede bestemt ikke hvem hun lige nu stod og snakkede med. Men det var godt det samme. Klusisska familien ville hun jo nok kende på et eller andet tidspunk, selvom at hun ikke ønskede det. Måske havde hun endda hørt om dem?

Hun grinte "Har jeg lukket kæften på dig var?" hun smilte og rystede på hovedet af ham.
Hun vidste godt at han måske havde mange kræfter og man nok ikke skulle hidse ham op, men at sige sådan nogen ting var nu ret fedt engang imellem, selvom det kunne få konsekvenser nogen gang imellem
Hun kiggede på ham med et tomt blik og havde et lumsk smil på læben, det kunne godt se ud som om hun var total kold og ligeglad med hvem hun stod foran, ,men det hele var bare en facade, det tomme blik, det lumske smil, bare en facade, men bag facaden, var hun ærligtalt lidt nærvøs over denne situation hun havde rodet sig ud i og muligvis lige havde gjort værre.

Han duftede til hende, ja blod fra den landsby hun lige havde hygget sig med var stadig omkring hende. Han havde helt lyst til at slikke hendes krop og dernæst suge hende tør, drageblod var så varmt en følelser der var helt ubeskrivelig. Det var skønt nogen gange at mærke kroppen dræbe for da det ikke gav smerte gav det en mere psykisk underlig følelser af styrke og alligevel svag menneskelighed.
Uh ja, "Shhh" han holdte en finger foran sin mund, denne kvinde talte alt alt for meget. Han nærmede sig hene. Med en aura af et mere seksuelt punkt.

Hun ville havde sagt noget mere, men hold op da demetri holdte en finger foran hans mund, hun gik bag ud da han begyndte at komme nærmere, hun kunne ikke lig det her, hun kunne i det hele taget ikke lig ham, hun ville bare væk, hjem, hjem til Victor, men noget sagde hende at hun ikke lige kom hjem med det samme.
En snerren forlod hendes læber som en advarsel til ham om at han ikke skulle komme fortæt på hende, hvad var hans problem, hun havde jo ikke gjort ham noget, andet end at true ham lidt, men det tog han åben bart meget personligt.

Han stoppede op da hun snerrede, et stort fedt bredt smil kom frem på hans læber, hun var jo bange den lille dame, men det var også klart havde Demetri stået over for en som ham selv og han også var et levende væsen ville hans hjerte også banke hurtigt og han ville helt sikkert være bange. Men nu var han ikke et levende væsen, da hans liv var blevet taget fra ham for mange hundrede år siden. De metalliske grå øjne begyndte at få små underlige gnister inden i den metallliske grå farve som nu engang var hans øjenfarve. "Du frygter mig" sagde han og i det samme forsvandt det ellers så overlegne smil. Det var en god ting at hun frygtede ham, det bestød hun under alt det der tøsepjat faktisk respektede ham. Hans øjne så nede fra og op og så ned og op igen, på hende. En lyshåret lille skønhed der havde lidt for meget mod i sig. Hun skulle passe på, han elskede provokation og det gik for det meste ud over den som gjorder det, via at personen måtte ofre sig til ham, på den ene eller den anden måde. Han slikkede sig over den venstre hjørne tand som sad længst fremme, de var skarpe og dødbringene, mange liv var blevet ødelagt og taget med dem og med den vold han udførte.


//sorry for det korte svar sidst//

//Det gør skam ikke noget, alle kan løbe tør for ideer, //

Azazel rystede på hovedet "Jeg frygte dig? Du tager helt fejl"
Men det var rigtig hun frygtede ham, hun respekteret ham, man kunne nærmest lugte frygten over hele hendes krop, den var fyldt med det, det var dumt det hun havde rodet sig ud i rigtig dumt, havde hun nogensinde tænk sig at hun skulle kunne klare en varmpyr, en skabning der var tusind gange stærkere end hende, det var dumt det hun havde gang i, men der var ingen vej tilbage nu, måske skulle hun bare give op, *han vil da ikke dræbe mig, vil han* hun blev lidt urolig, og frygten kunne nu ses i hendes øjne, det var tydeligt, hun havde tænkt den tanke.
En kuldegysning sneg sig ind på hende, da han slikkede sig på sin spidse tand, *han slår mig ihjel* hun gik længere bagud, hun ville væk derfra, bare løbe langt væk fra ham, men han ville følge efter hende, det var ikke engang sikkert hun ville kunne nå et skridt før han ville havde fadt i hende.

Demetri begyndte at grine højt, tøsen sagde hun ikke var bange, selvfølgelig skulle hun prøve at virke stærk, det blev man jo nød til i denne verden. Efter han havde grinet, slog han over i et helt andet punkt, "jamen så lad os se hvad du er til" han smilte nu med blottede tænder, et tegn på at hun nu skulle tage chancen i at stikke af eller komme slemt til skade. Han var ikke bange for selv at blive skadet, han var mæt, energisk og helt igennem syg i sit sind, så alt i alt havde han intet synderligt at miste ud over at han muligvis kunne ´komme lidt til skade og så ikke andet. Han trak vejret 1 gang ind selvom han slet ikke havde brug for det, det var for at vise at han havde overskud og derfor sagtens ville kunne gøre hende fortræd.

Azazel kiggede surt på ham, hun var ikke lige i humør til det pjat, hun ville helst bare flygte, og det ville hun også, hun skulle bare finde en vej der måske kunne hægte ham af, men han var vampyr, der var intet der kunne hægte ham af.
Hun tog chancen og tog et skridt mod siden for at se hans reaktion, og satte så af og løb væk så hurtigt hun kunne, men sikkert ikke godt nok, han ville fange hende, det var hun sikker på, men vis nu heldet var med hende ville det være perfekt.

Demetri rankede sig i det hun begyndte at løbe han blev stående lige hvor han var så bare på hende imens hun styrtede væk fra ham for ikke at komme tilskade, et let overlegent smil kom frem på hans læber, Tja det havde været sjovt dette her, måske skulle han bare tage videre alligevel. Han var mæt og havde enlig ikke brug for hende til noget ud over at tale. Men han havde ikke tænkt sig en venlig sindet situation med hende da hun ikke var så stærk et væsen som ham selv.

Han blev ved med bare at se på hende løbe

Azazel kiggede bagud mens hun løb væk fra ham, men stoppede da han bare stod og kiggede på hende, hvorfor løb han ikke efter, ikke fordi hun ville have han skulle løbe efter hende slet ikke. Hun stod også bare og kiggede på ham, hun havde lyst til at gå hjem, men nåede holdte hende tilbage, holdte hende fast her.