Ansat eller hvad? (Isabella)

Tid: Middag.
Sted: Udkanten af parken.
Vejr: Ganske stille og roligt.
Omgivelser: Nogle mennesker og væsner stående samlet.

Sajro kom gående mod den ene kant af parken, da der var en særlig form for stilhed, der var nogen der stod og talte om muligheden for at købe slaver for billige penge, og han kunne høre hvordan mange af varene aldrig blev solgt, og mange af dem blev der bare gået dybt ned i pris for at de kunne blive solgt. Han var ikke i tvivl om at det var dé Minion der var i gang med at sælge, men af en eller anden grund gik det bare ikke helt som det plejede, folk plejede at stå og råbe i munden på hinanden for at få lov til at købe varen der var til auktion på scenen.

Han bevægede sig hastigt i retning af scenen, og gik lidt om på siden af den så han, takket være sin forbedrede hørelse, kunne høre hvad der foregik på begge sider af scenen. Han vidste at han ikke bare kunne slå dem alla sammen ihjel og slippe slaverne fri, selvom det var det han gerne ville. Han kunne ikke gøre det da det ville bringe slaverne i en meget stor fare og det ville han ikke kunne få sig selv til at gøre.

Han stod og lyttede til hvad der blev sagt for at se, om det kom noget han kunne bruge til at få sin plan født ud i livet, nemlig at få Dé Minion ned, og de skulle helt ned og det kunne kun gøres indefra.

Isabella havde fået nok af den blegende sol som i hendes øjne var mere end rigeligt til hvad man kunne bede hende om at skulle udholde for at få nogen vare solgt, men hun skulle jo være her, for selvom hun normalt ikke gad sætte sine ben tæt ved så beskidte vanskabninger som slaver, så var det nødvendigt at skulle blive forbæstet af deres kvalmende liv, og at se på dem gav hende lyst til at brække sig bare af at se på ved tanken om alle de frie væsner der så en lighed mellem dem og de dyr som arbjedet for dem. det var jo ikke en hemmelighed hun ingen sympati havde for slaver, og de få andre ting hun havde lidt sympati for var enten så lidt det ikke vejet så meget i hendes beslutninger, eller også tog hun den beslutning der holdt hendes facade om den stærke og selvstændige kvinde, og det var yderst sjældent de beslutninger kom nogen som helst andre end hende selv, eller hende organisation til gode. det var snart ved at være nok for hende, hvis der var noget dårligere i hendes øjne end slaver, så var det når man ikke kunne sælge dem. og idag gik intet som det skulle..langtfra. hvilket også var grunden til hun personligt var her på denne middag. for at se til salget da hendes udbyder af slaver tydeligvis har mere lyst til at nusse hans eget underliv end at finde nogen ordenlige vare. hvilket Isabella nok skulle.. minde ham om. men lige nu var det slaget der betød noget. og ... det gik dårligt. varene bliv ikke solgt. køberne gik hjemaf tidligt. og det var slavehandlerne der skulle gøre noget for kundernes opmærksomhed, og ikke omvendt. dette var i bund og grund en forfærdelig dag.. også den forbandede varme! Isabella var ved at rive håret ud på sig selv, da det var den tredje gamle kvinde som bliv vist frem, den slave lignet noget som kunne dø af hjerte anfald ved bare at trække vejret. Isabella var rassende. hun stod godt nok kun med hendes personlige tjenere og vagter omkring hende, og kigget stift ud i luften, som om det hele var ligegyldigt for hende, og det var det sådan set også, for overskud havde hun rigeligt af, og en dårlig leverandør kunne hun sagtens klare, men det var mere princippet i det som fik Isabella til at føle det som om hun bliv spyttet i ansigtet, og den følelse gad hun slet ikke at finde sig i. ikke for nogen eller noget i verden.
Isabella gad ikke høre efter. den idiot der viste slaverne frem var helt umulig, og man fik lyst til at kvæle ham.. ivertfald Isabella. da der var gået nok tid med den tabers salgstale, så uden engang at nikke, men bare ved at sige en lille utilfreds lyd, gik to af hendes vagter som var dækket i fuld metal rustning der dækket fra top til stå, op mod slags podiet. de store metal dåse vagter var begge over 1.90 høj, og deres krops bygning så meget mande agtig ud begge to, da deres skuldre var ret brede. de tog en arm under ver af sælgerens albuer, og rev ham elegant og professionelt ned fra podiet. så kom der en lille spinkel mand op i noget megete farverigt tøj, alt fra orange til lilla, og sagde "Dé Minion slave actionen er slut for i dag". manden løb derefter ned fra podiet med en gadedrenge agtig løbe form. og stalte sig ved siden af Isabella, som nu var helt tydelig stående i hendes lange lilla kjole der dækkede alt fra skuldrene, og ned. den var ret tæt siddende, og man kunne se hende figur, men det var stadig en kjole jo.

Indvendigt smilede han kraftigt af det han hørte og hvordan han kunne fornemme at isabella blev mere og mere rasende over det der foregik. Han nød at se det og vidste godt at det var nu han var nød til at slå til, fordi nu var hun sur og vrede og alle andre følelser gjorde det næsten altid nemmere at overtale folk hvis man tilbød dem noget man vidste de gerne ville have...

Han gik derfor bare med tunge langsomme skridt hen mod hende... Han vidste godt at det han var nød til at tilbyde ville blive et seriøst helvede for ham selv mest fordi han skulle til at tilbyde sig selv til at skaffe hende det han hadede at hun arbejde med, nemlig slaver... Han hadede alle de folk der så dem som så vigtige eller højere mennesker at de mente at de godt kunne have lov til at holde et andet menneske som deres egen slave...

Han havde aldrig selv været en slave, men han hadede folk der gjorde det simpelthen fordi han jo selv havde oplevet at være fanget i noget man ikke bare sådan kunne slippe ud af... Så derfor ville han ikke bryde sig om det han skulle til at spørge om...

Han gik tættere på hende, stadig med samme langsomme skridt, og gik fuldstændigt uberørt hen til hende og hendes vagter og så bare hårdt ned på vagterne, fra si højde på omkring de 2 meter...

"Frue... De ligner en der godt kunne bruge nogle bedre slaver?"

Han bukkede elegant for hende...

Der stod mord og hævnlyst i Isabellas øjne, ingen skulle pisse hende i hovedet og kalde det hvid vin, det var hendes stolthed for stor til, og mens hun langsomt tænkte på noget andet da hun stod i denne folke mængde af vagter og tjenere, så overvejet hun hvem der havde skylden, var det Gleius, eller Donicus, hun var ikke helt sikker, men valgte at sætte dem begge på market som slaver næste gang, det burde ikke være det sværeste. at presse folk ud i ligegyldighed og desperation var jo hvad hun var bedst til. hun fik et par tanker om hendes gamle mand da en underlig skikkelse vandret rundt i folke mængden. hun fattede igen selv kontrol, for ikke at få en klump i halsen, og bliv lidt sendt ind i drømmeland i hendes eget hoved, og hun kunne huske ver eneste af han berøringer. de havde været hjerteløs og kolde. hun havde intet tilovers for ham, og hvis hun så ham igen eller bare en der lignede ham, ville hun ikke tøve med at tabe en økse fra en vagt ned i nakken på vedkommende, tros alt havde han ligget med hende om natten uden kærlighed til hende, eller noget andet, men det var ikke så meget det som satte hendes aggressivitet mod ham op, det var bare princippet i at der havde været en i hendes liv som havde hende som sit eget lille legetøj, og den fornemmelse kunne hun på ingen måde lide, og kunne ikke forsåt hvor dårlig en moral han måtte have haft, men så igen. hun kunne være ligeglad for nu var det jo Isabella der bestemte, ingen mor til at sige noget dominerende mere. nu var det hende der styret hendes liv.
Isabella bliv revet ud af de dårlige minder da en stor mand kom hen til hende, hun kigget tomt op på ham, og viste at hans liv og hans fine ord var mindre værd for hende end de slaver hun havde solgt hele dagen. hun lod sekunder trække lidt ud før hun sagde en tilfreds lyd, hvorefter manden i den farvet tøj, gik foran Isabella, og sagde "Fruen er en frøken. glem ikke det. frøken Dé Minion. udover dette kunne frøken Dé Minnion godt bruge deres ydeevne. da Dé Minion organisation har en åben plads for et leverandør job. deres navn er?" Manden i det farverige tøj havde nogen gennem borende gule øjne, og så ikke ud til at være fra en af de rare racer.

Han rettede sig op igen, da han ikke så nogen grund til at holde sig bukket foran hende, da han jo ikke så hende som mere værd end ham selv... Han kiggede bare på hende, og ænsede stadig ikke vagterne der stod i nærheden af ham... Han så bare på hende med halvt kolde øjne som ikke rigtigt tydede på ret meget andet end at han var ligeglad med hende og kun var der for at få noget arbejde...

"Undskyld, men jeg havde forventet at en kvinde som dem var gift... Men det er nu ikke det jeg er her for... Mit navn er Sajro..."

Han stod bare og kiggede på dem, fuldstændigt uberørt af hvordan hun forsøgte at være hård og stærk... Han vidste at alle inderst inde var svage individer, selv ham selv, man skulle bare lære deres svagheder at kende...

"Men hvis de søger en leverandrør skal jeg nok være dem til hjælp..."

Han hadede at skulle være flink ved hende, men han havde lært at skjule det, og det gjorde han uden problemer... Eller være flink og være flink det var vel så meget sagt men han hadede at han ikke bare kunne dræbe hende nu og her...

Manden foran Sajro havde en nogen store læder støvler der gik fra lige under knæet, og en lille gylden drage halskæde på, og havdet et venligt smil, selvom man godt kunne se den lalla glade facade. han studeret Sajro med øjnene, og satte sig på et ben, og lod den anden hvile på det andets knæ. han fik en lille trækning af et rigtigt smil da han hørte Sajro troet Isabella var gift, men den bliv afbrudt da en klump over tog hans hals, og hen satte begge ben på jorden for at vende sig mod Isabella, og kigget på hende med et ´ser du seriøs blik´ for kun at få et lille nik som svar. hvorefter han vendte sig mod Sajro igen. og sagde roligt "Min frøken har et job tilbud. de bliver betalt rund håndet for ver slave der bliver godkendt af mig selv, til at blive købt af os. men min frøken har et tilbud om de rejser til et bjerg kaldet bjerget med de en milion stemmer, og bringer en ved navn Ghotrix tilbage med dem til Doomsville. prisen for Ghotrix levende vil ligge på en værdi af 100 slaver, og de vil vinde Dé Minions tillid og gode vilje. hvad siger de Mr?"

Han kiggede bare på dem uden den store forandring i ansigt trækkene, hvorfor skulle han dog ikke tage imod dette tilbud... Det ville være det nemmeste helt sikkert, at lade være men han havde brug for at han stod i god gunst hos hende for at komme længer ind i hendes system... Han havde jo så også brug for at tjene nogle penge så han kunne få købt et større hus, når nu der ikke bare var ham der skulle bo der...

"Det skal blive ordnet til deres tilfredshed tvivl de ikke på det..."

han bukkede let, og når han talt så han forbi de andre og så direkte på isabelle... han kunne ikke se nogen grund til at det skulle gå igennem andre folk så derfor talte han direkte til hende...

"Men hvad kan jeg forvente af denne Ghotrix?"

Han vendte kort sit blik mod manden der talte til ham, med et blik om at han ikke gad høre på ham men hellere på Isabella men han forventede ikke at han ville stoppe...

Manden i det farvet tøj sagde gentagende gange til Sajro at snakke med Isabella var spild af tid, for der ville ikke komme et svar om han så stod der til evig tid. men da Sajro så ud til at være ligeglad gik manden i det farvet tøj et skridt tilbage, og lavet en opgivende bevægelse med armen, men til hans overreakselse svaret den hjerte kolde Isabella faktisk, hendes stemme var rummelig og rosen rød "At dø" Isabella fik et lille smil frem, og lagde hænderne sammen og flettede hendes egne finger sammen ned ved hendes skød, og forsatte "Hvis de vender tilbage med Ghotrix vil rigedomme være dine, og en urokkelig position i min organisation. men forvent at Ghotrix dræber dig, og lader din sjæl blive revet fra hinanden stykke for stykke. han bruger magi som få, og jeg er ikke det mindste i tvivl om at hvis du drager efter ham, vil jeg aldrig høre fra dem igen. i det hersker mit sind ingen tvivl. men hvis du går efter ham.. så dine muskler er dit eneste våben, og stol på intet af hvad du ser. han er en mester i sindets magt, og ligegyldigt hvad der sker, så husk at han er magiker. hvis de mod forventning overlever vil jeg ligge vert eneste af deres ønsker for deres fødder, og denne organisation vil give dig himmel på jorden. men bare så vi er indforstået. du kommer til at spytte dine indvolde ud af munden. og hvis du hellere vil skaffe min endeløse rækker af slaver. er det forståeligt"

Han smilede blot blodtøstigt til hende, da han vidste at hvis det var en mester i sindet og manipulation af dette, ville det ikke blive det store problem for ham... Han var ligeglad med om så han måtte nøjes med sine muskler da det ikke virkede til at hun jo alligevel vidste hvad han faktisk var...

Han smil blev skævt men aldrig direkte selvsikkert, mere et smil som at det nok skulle blive meget spændene og at han nærmest glædede sig til at skaffe denne mand tilbage til hende... Han glædede sig faktisk da han hellere ville nøjes med at fange en mand til hende end han ville skaffe hende lange mængder af slaver...

"Forvent de ham liggende hulkende på deres dørtrin inden alt for længe... Fordi bare så de ved det, kan han være lige så god til sindet som han vil, det kommer ikke til at have nogen effekt..."

Han var sikker på at han nok skulle kunne klare ham og at det måske ville blive svære end så meget andet men det vidste han ikke emd sikkerhed...

Isabella lod et lille smil i et meget kort sekund komme over hende læber, og nikkede så mod manden med det farvet tøj, hvorefter manden med det farvet tøj hoppede hen for at få Sajros opmærksomhed igen. "Frøken Dé Minion er glædeligt overraskede over deres gå på mod, og vil sørge for at have sit dørtrin gjort klar til lejligheden." han stoppet og kiggede mod Isabella som igen bare have det tomme ansigts udtryk, og manden med det farvet tøj forsatte "Dé Minion tilbyder dem noget hjælp på deres rejse." manden med det farvet tøj dansede hen til en stor mand på højde med Sajro, og med en stor dobbelt bladet økse på ryggen, og han selv var dækket i læder og dyre skind. manden med det farvet tøj forsatte "Hans navn er Tretramix, en slave fra frøken Dé Minions egen personlige indendørs slave kamp arena. ønsker de Dé Minions hjælp? eller vil de få målet tilbage alene? frøken Dé minion kunne lide deres selvanderkendelse, men om de tager mod tilbudet er op til dem selv.

Tretramix var slave og kunne ikke være mere ligeglad med ham selv, han adlyd bare ordre, det havde han gjort siden han var gammel nok til at kunne forstå ord.

Han kiggede på manden der stod der og havde ikke brug for nogen der kunne komme til at gå i vejen for ham og blive en modstander hvis hans sind blev forvirret af deres måls magi... Det ville blot være tåbeligt af ham at tage ham med da han på ingen måde kunne være nogen fordel... Han var klar nok over hvor farlig folk der styrede sindet kunne være og havde derfor ikke brug ofr nogen der kunne fucke op i det hele...

"Jeg ahr ikke brug for hjælp og slet ikke en der kan ende med at gå i vejen og blive en potentiel fjende, når min modstander er en mester i sindet... Den mand der vil ikke blive andet end en klods om benet... Lad ham blive og øre nytte et sted i stedet for..."

Han stod og tæntke lidt over om han bare skulle tage af sted med det sammen mod stedet, og om der ville være noget sted han kunne efterlade sine våben da han ikke mente han ville få brug for dem, og de sagde jo at det ikke ville være den store hjælp...

"Har de et sted jeg kan efterlade mine våben, når jeg drager af sted om lidt?"

Han havde ingen planer om at spilde tiden...

Manden med det farvet tøj, skulle til at sige noget om våbende, men satte sig så på jorden i skræder stilling i et elegant hurtigt op som om han havde gjort det en million gange før, og dernede så han betænksom ud før han så rollede til siden, og kom op på benene på den måde, og svaret så "Mod er dine våben ubruglige, og vil højt sansynligt blive din død hvis medbragt, men på vejen til bjerget er våben nok en .. fordel. jeg ved frøken Dé Minion ønsker deres sejre, så jeg vil råde dem til tage deres våben med, men efterlade dem kort inden de kommer til bjerget. vi vil have et par nye klar til dig smedet til deres ære, når Ghotrix er kommet til doomvilles porte" han tænkte sig lidt om og forsatte "men folk som dig og mig, har nok heller ikke brug for våben.." manden med det farvet tøj blottede lidt ubevidst tænder, og forsatte "valget er deres. jeg er jo blot en ydmyg tjener" han lagde armen bag ryggen, og gik om bagved Isabella, og Isabella så bare ud til at vente på Sajro forsvandt ud af byen og så til at opgaven bliv løst.

\\Skal vi tage et sidste svar fra dig, også tager vi et fælles emne med C og T, da jeg har en teori om de vil være ved samme bjerg ^^? \\

Han kiggede lidt på manden... Han ville vel egentligt ikke have noget imod at få nogle nye våben, men på den anden side ville det heller ikke gøre ham noget at beholde de gamle, men de havde nok ret i at han kunne få brug for våben... ja selv han kunne jo ikke altid klare sig selv med det der ville dukke op efter hånden og det ødelagde jo hans tøj at skifte form hele tiden...

"De har nok ret..."

Han smilede...

"Så må jeg vel hellere komme afsted..."

han begyndte at gå efter han kort havde bukket for Isabella...

//jep lad os det, men hvem er C og T?//

\\Camille og Tristan ^^ \\

\\og mens Sajro forsvinder ude i baggrunden, kan man høre den episke musik der indikere at rolle tekster er lige på trapperne, men eventyret forsætter! følg med i næste afsnit af "Sajros episke fortællinger" \\

// ah okay... Men jo lad os bare gøre det... ^^//

//Yay jeg har min egen serie nu! XD//

//Skriver du til dem eller?//

\\jeg har en teori om Camille læser med, men jeg skal nok skrive til dem begge ^^\\

//super og creepy stalker tøs... XD//

\\Hahahaha, når, vil lige lukke af for den offgame snak, vi er jo desværre ikke i hygge hjørnet ^^\\

//jep jep//

//out//