Alt koster. Om det er den ene eller den anden vej. Så hvad vælger du? (Cameron)

S: Doomsville, Rotten Root District.
O: huse, hestevogne, heste, folk...Og meget mere.
T: eftermiddagen
V: let overskyet, køligt.

Man kunne mærke sommeren var på vej væk, var ved at trække sig tilbage for efteråret. Det regnede oftere og luften blev mere og mere kold. Disse ting ville dog mere stoppe den levende hær end den levende-døde. Generelt så det sort ud...
Han havde holdt sin aftale til Camille og været med til at forsvare byen, endda gået så langt som til at beskytte familier, så godt de kunne og han havde tilladt sine mænd at tilmelde sig militæret, hvis de ville. Hvis bare de viste at den fælles beskyttelse ikke gjaldt, når først de havde meldt sig derind. Kun et par stykker havde gjort det. Men nu var der kommet et andet problem. Sean havde altid sørget for gode forretninger eller for at de fik stjålet nok våben til brug, men her i krigen var det som om våbnene forsvandt som dug for...Ja, solen. Dette var et stort problem, hans leverandører kom ikke længere, deres forretninger var gået i stykker under krigen. Til alt hel havde Sean dog hørt at enkelte stadig formåede at holde en forretning med våben kørende. Så Sean havde brugt de sidste par dage på opsøge folk, som efter rygterne stadig havde en forretning kørende...Uden held. Dette var en af de sidste på listen, som han søgte. En mand, dæmon sagde rygterne. Ingen havde været sikre på navnet, men en informant havde kunne give dem en beskrivelse på nogle andre han vist skulle have lavet forretninger med. Ved hjælp af lidt overtalelse havde Sean nu endelig fået opsnuset et sted i byen, hvor han ville have mulighed for at finde ham...Eller det håbede han.
Sean trak den sorte kappe tættere om sig, da der kom en kølig vind. Han var klædt i denne sorte kappe, en mørk trøje og nogle lige så mørke bukser, samt nogle mørke og solide støvler. Om hans ene armbånd sad et armbånd. Han havde mørkebrunt hår, som mest af alt strittede lidt til alle sider, men med pandehår der gled ned over hans ansigt. Lette skægstubber, han havde ikke haft til at sørge for disse småting de sidste par dage. Endelig var der de fire, grove og hvide ar der gik tværs ned over hans ansigt og de mørke øjne, som lagde mærke til mange ting. Selv de skjulte.
Han var en mand med styrke, en mand med magt og en mand der viste hvad han ville. Og nu ville han finde denne mand, koste hvad det ville. For overlevelse.

Dagen gik og Cameron havde nu endnu et job udført men det var et for lidt tid siden, men den som skulle betale for det havde ikke givet ham betalingen så nu vil han ha fat i ham, og han havde en stor chance for at få fat i ham nu, mens han gik her i gaden, roligt trak han en hætte over hovedet fra en grå kappe og gik efter en som var lidt fra ham.
Han gik bare der og ventede til at manden som han var efter var kommet tæt nok på en gyde og før nogen nåede og se hvad der skete, fik han trukket manden ind i en gyde så de næste ikke var til at se "du skylder mig min betaling"sagde han koldt overfor manden, men der gik lidt tid før manden svarede "ved jeg men har ikke pengene"sagde manden til ham, roligt så han på hvad han havde i sit bælte, det var en fin kniv, han tog den roligt fra manden og kiggede på den "den er vist ny den her og flot har du brugt dine penge til at få den belagt i guld"sagde han og gemte den under sin kappe.
Han slog manden ud så han lå bevidstløst i gyden, roligt gik han ud fra gyden med kappen over sig og hætten op han viste ikke hvad denne her dag ville bringe måske et nyt job eller noget andet, man kunne jo ikke vide sådan helt hvad der ville komme til at ske og den slags der, han gik bare vider og han var nem og genkende da han var den eneste i grå kappe på hele gaden.

Han gik ned af gaden, lod det opmærksomme blik glide over de mindste detaljer. Fra en tilfældig mands pung, der klirrede. en kvinde, med en smuk halskæde om halsen. Disse detaljer havde betydning...Tilfældigt at gå ind i dem og man havde en ny skat. Dette gjorde han da også, med manden der gik fordi. Han lod deres skuldre ramme hinanden, trak hånden ned til mandens pung og løsnede den. Lod den glide ned i lommen, mens han serverede manden en undskyldende kommentar. Det hele i en lang, glidende og erfaren bevægelse. Nu var det ham med pengene. Knap var han gået videre, før en anden ung mand forlod en gyde, klædt i en grå kappe. Normalt ville han være ligeglad...Hvis ikke grå kappe var en del af den beskrivelse han havde modtaget. Hans blik var rettet imod denne mand og ingen anden, da han fortsatte fremad, tvang folk til at gå udenom ham. Som om han ejede hele gaden og folk bare skulle flytte sig.
Manden havde gået med ryggen til ham. Lidt efter gik Sean ved siden af ham og faldt ind i hans rytme. Folk ville tænke de kendte hinanden. Sean lod blikket glide ned over manden og fornemmede straks lugten af dæmon. Dette fik hans smil til at vokse en anelse mere.
""Forretningerne går sløjt, når der er krig" hvis han havde fat i den forkerte mand, kunne han altid dræbe ham eller undskylde. At han havde taget fejl. Hvis det var den rigtige, ville hans sætning nok give mening for ham.
"Men kan få brug for at lave nye aftaler, som de gamle bliver brudt" Manden behøvede ikke vide hvad han snakkede om...endnu.

Han gik bare der for sig selv men denne her stilhed som han havde med sig selv blev brudt et stykke tid efter, og hørte hvad manden sagde til ham og lagde godt mærke til at han var dæmon ligesom ham og den slags der, roligt gik han vider "ja det går skidt men man må tag det man kan få i disse dage"sagde han roligt og gik bare vider.
Han så på manden og hørte de sidste "hvad snakker du om"sagde han roligt, for han gjorde altid en aftale færdig før han gik i gang med en ny, han kiggede på ham og viste ikke hvad han lige skulle sige mere nu så han gik bare vider og lod sig gå i tavs tilstand til han skulle sige mere.
For som de gik der var der jo ikke mange som lagde mærke til dem og den slags da de ikke kunne se hvem de var, hvis der nu var nogen efter dem eller noget i den form , han så på ham "så hvad vil du endeligt"sagde han kort før han blev stille igen for der måtte være noget siden han snakkede til ham men han var ikke helt sikker på det lige nu og her, han havde det fint nok med at snakke men der måtte være noget som denne her dæmon ville ham noget.

Han smilte svagt for sig selv. Den rigtige fyr. Hans informationer havde været rigtig og værd at investere i. Forhåbentlig, nu havde han fundet fyren og manglede at få en aftale på plads. Eller måske endda...Nej, det ville være lidt for hurtigt at tilbyde det, han viste jo endnu ikke om manden var det værd.
"Beklager min uhøflighed" smilte han roligt og lignede en der snakkede om ganske almindelige ting, som f.eks. om en dør skulle males grøn eller brun.
"Jeg hentyder til at mine egne aftaler er blevet brudt. Aftaler, som har stor betydning for mig og det må jeg finde en løsning på. Min løsning er dig" smilte han roligt og så nu på ham, for at understrege pointen.
"Jeg ved hvad du laver. Jeg ved hvad du sælger...Til den rigtige pris. Og jeg har brug for de ting" Våben. Han kunne da ikke være i tvivl længere, angående hvad Sean ville.

Han kiggede på ham "Når så dine aftaler går i ged som min gør og nu vil du ha jeg skal ordne dem for dig"sagde han roligt og håbede på at han havde forstået det rigtig, han kiggede på ham "men hvad er det så for nogen aftaler og hvad går de ud på"sagde han roligt og gik vider der var jo ikke nogen grund til at stoppe for at snakke for alt havde øre i denne by.
Han slappede af mens han gik der med denne her mand som han ikke engang havde navnet på, men det var heller ikke så vigtigt nu her for han havde bare brug for arbejde mere var der ikke i den del lige nu.
Han gik bare der og ventede på at der skulle komme noget fra ham da han ikke havde mere og sige selv til det her, men det kom når det var hans tur til at snakke igen man havde jo ikke brug for at snakke om ting som ikke var vigtige og alt det.

//beklager vente tiden men har haft pokker krea blok //

//Det er helt fair. Tag den tid du skal bruge, jeg er ret tålmodig //

Han smilte roligt og så tilbage på manden han gik ved siden af. åh, hvor belejligt. Han manglede også en frugtgivende aftale.
"Ja, præcis. vi er allerede på bølgelængde" smilte han roligt. Klanen manglede ikke penge, men i krig kunne alt ske. Han overvejede lidt problematikken. Mad var blevet dyrere, det var vand også. Tøj, våben...Alt var blevet dyrere, for alle ville tjene på krigen. Havde man ikke pengene var det bare ærgerligt. Men måske kunne han tilbyde noget andet. Det kunne jo være ret praktisk at have sin egen våbenleverandør.
"Kort sagt, min klan mangler våben. Og man kan ikke udkæmpe en krig uden våben" smilte han, velvidende at det måtte manden her vel vide alt om.
"Men samtidig prøver alle at tjene på krigen og pengene kan blive små, hvor de før var store. Så jeg har et ret specielt tilbud, hvis du altså er...interesseret. Og værdi." smilte han roligt. Selv om han leverede våben, ville han stadig gerne have en ide om hvad manden duede til. Sådan generelt.
"vi kan jo blive ved med at gå, fra den ene side af byen til den næste...eller vi kan smutte ind på den nærmeste kro og diskutere det over noget drikkelse?" foreslog han roligt.

Han kiggede på ham og smilte roligt "når ja alle går jo og frygter de der dimser hvad er de nu Zombie eller Skellet man sparke så de falder sammen"sagde han roligt og gik vider og hørte ham skam godt på det han sagde, han så på hende "At tjene til føden i dag ikke nem for folk men vi skal nok få slået den klovn som står bag alt det her men våben skaffer sig nem når man han kontakten til folk som har dem"sagde han roligt.
Han så på hende "vi tager den næste kro vi ser for magter næsten ikke at gå vider i denne her folke mængde"sagde han roligt og gik vider, for han syns det var nemmere og diskutere forhandling om ting som disse her på et roligt sted end et proppet sted som dette her.
Han så sig roligt rundt og kiggede på denne her kro som der lå lidt fra dem nu hvor de havde gået i noget tid nu, han så på ham "der er en der over hvis den kan bruges og kiggede på en halv fed mand som var ikke langt fra dem "se sådan en som ham der manden der er rig men ikke bare på grund af krigen men hans kontakter gjorde ham det"sagde han roligt og så på ham "jeg så ham nemlig for mange uger siden hvor han var ingen ting og gik på gaden"sagde han roligt og så på ham med et stille roligt smil, for nogen folk gik det bedre end andre end for andre, han havde det nu godt med at få udviklet sin side af det hele med en som havde sin egen side af det.

Han smilte let af mandens måde at...simplificerer problemet på. De fleste kunne nu ikke bare sparkes ned. Ikke uden de rejste sig igen. Man skulle enden kunne magi eller knuse kroppen nok til at den magi, der holdte dem kørende, ville forsvinde fra kroppen. Ofte kunne man bare knuse deres hoveder. Selv magi, som holder de døde gående, havde sine smuthuler og sådan var alt bygget op. Styrker og svagheder.
Han viste nu heller ikke om han ville kalde necromanceren en klovn. Når alt kom til alt var han umiddelbart en ret stærk necromancer, en trussel, som for nu havde ført krig på sin egen måde. Sean holdt af at prøve at gætte sig frem til mandens næste træk og selv overveje hvad han ville gøre. Han havde levet længe og oplevet en del krige efterhånden, han havde set tingene både fra vindernes og tabernes side. Hvis han fik chancen, ville han selv føre et dobbeltspil...Så han stod godt, uanset hvem der vandt krigen. Men lige nu gjaldt det våben. Og Cameron havde helt ret i at gode kontakter var vigtige i denne tid.
"Med din viden om gode kontakter, stoler jeg på du er den rigtige at gå til. At du ikke vil...Glemme, at leverer hvad jeg ønsker mig" smilte han roligt til ham. Enkelte ville nok tage det som en trussel, men Sean sørgede for at sige det så roligt og normalt, at det mere kunne være en hentydning til at manden åbenbart viste hvad han talte om og at Sean derfor burde kunne stole på ham. Han lod kort blikket glide over den tykke mand, før han holdt kroens dør åben for Cameron, så de kunne komme indenfor. Sean var ikke så kræsen angående kroer, han var van til lidt af hvert. Indenfor var der mere plads, ikke helt så fyldt op med mennesker som udenfor. Folk der spiste, drak og snakkede. Folk der spillede, folk der lavede forretninger, folk der genså bekendte. Heldigvis var der nogle tomme borde endnu.
"Da det var mig der tog kontakten til dig, må det også være mig der giver. Hvad kunne De tænke dem?" smilte han roligt til Cameron, nærmest som havde de altid været venner.