Det rigtige sted, et uheldigt tidspunkt...Eller var det omvendt? (Camille, Isabella - Privat)

Sean måtte indrømme at det her ikke ligefrem var hans ynglings sted. Han havde været her et par gange, ja da, men ikke for at skaffe sin slaver, mere for hans arbejdes skyld. Når han ledte efter en slave der viste noget...Eller en slavehandler...Eller lige frem en af herrerne eller damerne.
Men denne gang var hans arbejdsgiver hverken mester, slave eller forhandler...Men en befrier.
Han smilte svagt da han tænkte tilbage på den sidste uge...Den havde virkelig været fuld af aktivitet og spænding!

På denne ellers varme dag havde han nogle lette bukser på af hør og en hvid skjorte. Bare fødder.
Så umiddelbart så han ret ufarlig ud. Men dette var arbejde...Og han havde trænet sig i, de sidste mange år, at gemme våben hist og her hvor folk ikke så det.
Det mørkebrune hår sad redt tilbage, med pandehåret der faldt ned i panden på ham. De mørke øjne gled rundt på burene, kampende og slaverne. De var over alt, med deres larm...Og stank. Værst af alt, stanken.
Han trak sig væk fra stedet. Han havde aftalt med Camille at mødes med hende på et værtshus i nærheden. De skulle lige blive enige om hvordan det enlig skulle ske...Desuden havde han nogle papirer hun nok var interesseret i.
Åh ja...En ret interessant kvinde havde ledt ham til dem, han var overrasket over de faktisk havde været der...Men han var stadig mistænksom. De sidste par dage havde han følt sig overvåget...Kvinden var også bare gået, uden at få de oplysninger til gengæld som hun ville...OG det var der sikkert en grund til.

Endelig fandt han stedet, aktivt, men stadig ude i kanten af det hele. Camille måtte hade stedet...
Han gik indenfor i det dejligt afkølede rum og satte sig ved et ledigt bord lidt væk fra alle andre.
Værten så kort hen mod ham.
"Du skal selv hente hvad du vil have!" råbte han lidt bryskt. Sean vinkede kort til at han havde forstået det.
Selvfølgelig, han havde heller ikke forventet andet...

Dette ville blive en dag fuld af spænding og farer. Og han glædede sig.

Det var muligt at der var sol og det var dejligt lunt, men i Camilles sind ulmede bare efterår og mørke skyer.Det var et forfærdeligt sted at opholde sig, og hvert et bur og hver en slave, var som et piskesmæld- en øm påmindelse over et arbejde hun endnu ikke havde fået klaret tilfredsstillende.Hun VAR klar over at hun ikke kunne eller skulle løse hele verdenens problemer, men ...det var sku ærlig talt lidt svært at fortælle manden på 42 der stod bag tremmer, og vidste hans liv var og blev et sandt helvede.Det eneste der holdte ham oppe , var håbet om hans kone og søn...at de havde det godt.
Men han kunne jo heller ikke se....ikke vide...at de begge sad i et lille hummer, længrer nede af rækkerne og netop var blevet solgt til en brumstig gammel herremand, med smag ' for det hele' .Men det vidste Camille. hun vidste det fordi hun havde opøvet en evne til at blænde ind og ud af folkemængden på slave market- og opsporer brugbare oplysninger....og desværre også oplysninger hun ikke kunne handle på, dem der efterlod hendes sind mørkt....og hendes hjerte i vildrede.
Hun smækkede døren til kroen op, måske lidt hårede end meningen var.Hun var tydeligtvis berørt over manden og hans familie, deres skæbne ville hun rigtig godt ændre på.
Som hun stod der i en sort lang nederdel, sort tshirt med et dødningehovedprint af sølv på ryggen og nogle hvide sneakers, så hun måske lidt malplaceret ud på en kro som denne.Ikke mange kvinder kom, og da slet ikke alene. Hun pustede en løs vildfaren tot hår, væk fra panden...og så sig omkring.
Hun kunne næsten ikke mærke de knive og hendes Heckler hun havde spændt om inderlåret, og nederdelens bølgende facon, gav tilfredsstillende visuel dække.
Hun ånede lettet op da hun fik øje på Sean...og skyndte sig over til ham.
" well...we'll meet again" sagde hun og sendte en svagt smil.En lille smule nervøs kunne hun ikke løbe fra at hun var.

måske var været lunt, og brisen forfriskende, men det var ikke alle der havde de afslappet og rolige tanker, som vejret ellers ville opfordre til.. nej. for der sad en mand, dækket godt ind, i en meget stor brun monke kutte, og hætte. han havde et lumsk smil godt gemt væk af det tynde stoff. manden var relativt høj og veludrustet kropstruktur. han rejste sig op, da Camille var over ved Sean, og manden vandret stille som en slange over gulvet. han gik næste dyrisk, eller ivertfald ikke helt som om han var rigtig oveni hoved, men hans bevægelser var så anonyme, at få så ham, tros hans underlige gang form.

Manden lagde en hånd på hætte kanten, og rev den af, og lod den brune stoff hætte falde til gulvet, da han var ikke mere end en meter fra deres bord. han havde ikke reageret hvis de snakket til ham, ivertfald ikke før hætten var smidt. hans ansigt kunne nu ses, men det var kun Camille der havde set ham før... i et syn. hans hud var hvid. kridt hvid, som var det maling, og hans øjne var gule, og inden i det gule, var der en propil som en kats propil. han havde en hat på, en hofnar hat, som var mere farvet, end hvis et stykke papir var blevet angrebet af en vred maler. manden havde svagt røde læber.

Manden bliv kaldt Jester, og i det sekund, at hætten faldt til jorden, fik bartenderen bag disken, sit hoved kløvet i to, da han fik et lodret slag mellem øjnene, hvor klingen forsatte ned i hans hals, og hoveds væsker og organer faldt ud af den pæne linje, og ned af bartenderens tøj. og man kunne nu se en skilkkelse i læder rustning, med et svær så der hvor bartenderen engang stod, og hvis man skulle til at trække en Heckler eller ligende våben, kunne man se hvordan alle de ´uskyldige´ trak våben, i form af en hånds armbryste, små økser, og knve, mens Jester sagde med det samme "Well... and we meet for the first time.. Miss Camille, and Mr Sean. you may have the honor of calling me Jester..." man kunne tydeligt se på jester, at han håbet på det ikke ville overgive dem.. han var tydeligvis en blodtørsten mand, der lagde op til kamp med et flabet smil. men om det var en klog beslutning for Camille og sean? .. ja. det måtte de vel selv vurdere. kunne de klare 15 små bevæbnet væsner, og en freak?, eller ville de ikke bare risikere kampen endte udenfor?. eller regnet du bare med at tæve lyset ud af alle sammen?.. det er jo deres valg

Seans blik gled over Camille. Og han kunne ikke lade være med at smile lidt og se sigende rundt på folk der kiggede efter hende. Men ikke af den grund man måske først skulle tro.
"Du tiltrækker dig meget opmærksomhed..." smilte han, hendes tøj bar præg af...ikke at være som alle andres, og dødningehovedet viste mange ikke hvordan de skulle reagere på. Men han valgte at ignorere det. Hun var hans arbejdsgiver, han måtte bare fortsætte med sit job.
han viste bedre end at kritisere sin arbejdsgiver...Åh ja, og det var grunden til et af de ar han havde langs den ene arm. Skrækkelig nat...

Hans blik gled videre rundt da Camille satte sig. Igen følte han sig overvåget...Men denne gang på en måde...Som om der var noget han burde se, en fare, som han ikke havde luret...Og fik pludselig en stor trang til bare at komme væk.
Han nåede ikke at svare på Camilles hilsen før det hele skete.
En yderst mærkværdig udseendet mand, ja, næsten komisk! Stod foran dem, smilende i håb om at indgyde dem frygt.
Manden bag baren led en frygtelig skæbne, set i øjnene at han nok bare håbede at servere og tjene penge dagen lang. Og sørme om der ikke var flere end en...DE andre så dog lidt mere...normale...ud.

Sean lod disse indtryk komme ind...men reagerede ikke videreligt på dem. faktisk sank han bare tilbage i stolen, lagde det ene ben over det andet og foldede sine hænder om knæet på det, mens han smilte roligt til denne Jester.
"Jamen god eftermiddag" svarede han, som om det var en bekendt han havde mødt.
"Sikke en voldsom entré, var det nu også nødvendigt? Jeg har grund til at tro din opmærksomhed er på os!" han så let smilende hen på manden bag baren og tilbage igen.
"Men det var for at skræmme os, for at lade os vide hvad i er i stand til, ikke? så må vi nok hellere slappe af..." han så over på Camille og blinkede til hende.

Om Sean måde at være på, var sær? Det ville de fleste nok mene. Men hvad han enlig følte indeni var han blevet alt for god til at skjule.

Som et lille vindpust kom en sær følelse overhende.
Hun tral lidt på næsen og en lille fin rynke dukkede op i hendes pande.
Hun åbnede munden for st sige " Kan du også mær...." men så bræd helvede da også ud i lys lue.
Modsat Sean, der så helt rolig og fatte ud , blussede panikken op i Camille med det samme.Aleck! Tænkte hun, hvorfor var han ikke her til at hive hende ud af dette maridt ? da bartenderens hoved blev kløvet og de friske indvolde og organer væltede ud af manden alle steder fra.Hun fik kvalme.Men også Camille have efterhånden været i sin del af underlige fights og kampe, så lidt havde hun med sig i sin rygsæk.Selv om hendes hjerte var ved at stoppe, holdte hun facaden og et fast blik på Jester, for oh jo.....genkendt ham fra hendes vision, hendes syn...det gjore hun.Han var den skiderrik der havde lemlæstet en ung mand og hans barn, fordi Jester ville have oplysninger om ....hende...om Camille, o g manden kendte hende ikke...de havde taget fejl af ham og en anden.Camille mærkede endnu en følelse blande sig med de andre , vrede.
En voldsom altopslugende vrede mod Det var godt Tristan ikke var her...jo han kunne have hjulpet og beroliget hende, men hun ønskede ham bare ikke nær Isabella...ikke i miles omkreds af den skære kvindes personale.
" de...er kommet for os...han er Isabellas mand, hendes skide håndlanger.Han er farlig Sean" fik hun hvisket og følte sig meget alene på sin side af bordet.
Jester kom hen og indledte snakken, Camilles øjne havde allerede analyseret at hans små hjælpere desværre ikke var mennesker, så igen var hendes skide evne ikke meget bevendt, typisk.
Men hun kunne have kysset Sean, da han stille tog kontrol over situationen.....hans måde at tale på og det lille blink han sendte til hende, gav hende en injektion af håb og en lille smule mere ro.På Camilles lår...var en vibrering af den anden verden.En kniv kunne ikke besluttesig for om den skulle blive eller ligge i hendes hånd, men den var klar nu....og det ville kun tage hende et sekund, enten at få den i hånden- eller sende den igennem Jesters hjerte.

Jester fik en trækning i mundvigen, af at se deres reaktioner, og selvom man godt kunne se det ikke var det han håbet på, var det klart det som reelt var det optimale for at fuldføre hans ordre.. men.. nu havde han jo heller aldrig været den bedste til det med at følge ordre helt efter hensigten. Jester tog stille resten af munke kutten af, og det var en hel dragt, der fyldte hele hans krop under halsen, og den havde alle mulige farver, ligesom hofnar hatten. på fødderne havde han nogen knæ høje brune læder støvler, som var i fint hånd syet læder, der sad meget tæt ind til hans ben, støvlerne så meget elegante, og praktiske ud.

Jester kiggede på Sean, da Sean havde talt færdigt, hvorefter Jester hoppede i en hurtigt bevægelse, som et rovdyr gennem luften, og landede med benene elegant på et bord lige ved siden af deres bord. han sad med sine tær på bordet, og rokkede bevidst frem og tilbage, men han faldt ikke ned fra sin stilling, hvor han havde samlet benene og sad på huk, selvom det så ret svært, hvis ikke umuligt ud, ikke at falde bagover, bestemt fordi han landet sådan på bordet.

Jester køre sin tunge en enkelt gang rundt om sine læber, og sagde så med ansigtet mod Sean "Well.. actually not." han skulle til at forsætte med at sige noget, men pluseligt, åbnede bagdøren i kroen, og en mand i en sort ærmeløs T-thirt, kom til syne. manden havde militær bukser på, som havde slidt sin carmoflage farver væk, så de var bare grå med få farve stykker nogen steder. manden havde en shutgun, i hånden, den var stor og helt moderne. han havde kort sort hår, og et glass øje.. og.. Camille kendte ham som Castle.

Jester kiggede ikke væk, mens blik var hele tiden rettet mod Sean og Camille, men han forsatte så i et mere seriøst tonefald, der ikke løs som var han landsby tosse. "We could not find you, but then one day, this man shows up. he call himself a hunter.. and look. the hunter found my pray." Jester hoppede ned fra bordet. Castle ville ikke reagere på noget som helst, han kigget bare på Camille, som hun havde set ham gjort så mange før, når han kiggede på et væsen i den anden verden. et inderligt had og vrede. men det var kun øjnene der viste det, resten af hans ansigt fra roligt og koldt som en soldat, og medmindre Sean og Camille greb til våben, gjorde han intet andet end at kigge på Camille.

Jester tog to beholdere frem, med en lille gennemsigtig væske, og lagde en hver foran Sean og Camille, og sagde "drink up me hearties yo ho.. If we wanted you dead, you would be. Isabella want to talk.. with the both of you" hvis de drak det, ville de falde i søvn. Jester hoppede ned i skræder stilling, og kiggede op på dem.

Han så Camille blive roligere da han kiggede på hende og det var godt. Vrede og sorg kunne drive en til de mærkeligste ting...men bevarede man fokus kunne man oftest komme ret langt.
Han lod en hånd glide gennem håret og studerede sine omgivelser med samme opmærksomhed som han altid bragte for dagen. Mænd...hele bundtet. Pis. Med lort til.
Han skjulte et ellers dybt suk og kiggede hen på den nye mand...klædt i disse sjove dragter som folk nu klædte sig i, i hans hjem verden. Og med en shutgun. Måske havde de alligevel noget at frygte?
Han smilte let af sin tanke...Selvfølgelig havde de noget at frygte! At han overhoved havde tænkt andet...
Men de virkede alle interesseret i Camille...Mest. At isabella åbenbart også ville se ham...
Pludselig fik han en ide. Den var meget risikabel og kunne helt sikkert føre til døden. Men...
"Ahh jeg ser" han kiggede lidt på beholderen, tog den mellem sine fingre og studerede den.
han lukkede lidt efter hånden om den og rejste sig op, ganske afslappet som var han mellem venner.
"Folk har underlige måder at vise magt på...de vil helst have kontrol og acceptere ikke at nogen kan være på højde med dem...De håber alle bukker for dem..." han gik nogle skridt frem, vendte sig om og sendte et smil til både narren og militærmanden. Resten ignorerede han, for nu.
Det lignede han børstede sit tøj rent for usynlig skidt, og pludselig var beholderen væk. Men det var tydeligt han skam ikke havde drukket den.
"Men jeg kan da ikke tro hun er sådan..." fortsatte han.
"...Det letteste ville helt klart være at spørge om vi ville gå med...Uden at bruge drastiske midler...Bagefter kan man vise sin styrke, hvis altså personerne siger nej" han smilte til Camille.
Han viste at Camille havde meget at miste ved dette...Og det var helt klart også det der irriterede ham mest. Hvordan ville han kunne få hende ud af det? At han selv risikerede sit liv, havde han ingen problemer med. Men at andre led begrund af det...
Men det var jo hendes egen skyld. Og hendes lyst til at hjælpe hver og en.
"Jeg tror jeg taler for os begge..." sagde han så og gav igen de to mænd opmærksomheden
"...Hvis jeg siger vi følges frivilligt med. uden sovemidler, uden vold og uden brug af reb...Jeg vil faktisk rigtig gerne snakke med hende også"
Han håbede det virkede...I hvert fald havde han da prøvet. Men de lignede ikke typerne der viste nogen hensyn. så logik. Eller lod sig snøre af ord...Eller også skulle han bare finde det rigtige emne...De måtte begge to have et svagt punkt, hvis bare han kunne finde det...
Han blev ved med at smile, mens han ventede på deres reaktion.
Imens var det som om en afslappet følelse omgav omgivelserne...Men allermest narren og militærmanden. En meget...påtrængende, næsten umærkelig, følelse der borede sig ind i dem og overbeviste dem at de burde give ham ret...og slappe af...at der intet ville ske.
Sean håbede det virkede...Men der var jo altid begrænsninger på sine evner. Og hans jo mest til kvinder...Men de havde da virket på mænd før.

Hendes øjne indprintede de forskellige genstande rummet havde at byde på, såfrem en kamp var uundgåelig , og som tingendes tilstand så ud nu, var det slet ikke utænkeligt.
Jester hoppedenop på nabo bordet, og hun havde en stor lyst til at lade ham agere leverpostej og smække et andet bord oven på ham, der så skulle liggevflad og kedelig i midten af dem, evigt...til han muggnede væk.
Men hun nåede ikke videre for da døren med et brag gik op, og en fyr kom til syne, var Camille ved at gå ned- med flaget.
Under normale omstændigheder ville hun være lykkelig over at se Castle, hendes ex kæreste.Selv om ting var gået i hårdknude for dem, da Castle mistede sin lille søn og trak sig væk fra Camille..( det er hendes udgave af hændelsen) , var han en hun altid kun ønskede det bedste for.Sidst hun havde set ham, havde han bedt en kollega om at bringe Camille til ham, da han nærmest var døden nær.En kollega til Camille....Dr,Eggen havde som en tjeneste til hende, givet ham glasøjet, og Castle have været indlagt en evighed, indtil han endelig var i nogennlunde tilstand.( efter et stort opgør med nogle væsner) men nu....hvad var der sket med ham?
" Castle?" pippede hun og det eneste hun fik retur, var forakt i hans øjne.
Hun vendte sig og lyttede til Jester.Så det var HAM , Castle, der havde ledt mændende til hende ? hvad fanden!!
Hun sagde intet, men meget bleg om munden, lagde hun en hånd beskyttende på sin pande, som forsøgte hun at værne sin fornuft , beskytte sig mod at miste forstanden og grebet.Det var som i drømmen, eller synet hun havde haft i skoven, med Tristan,Akuma og dragerne.Castle havde kun et mål nu, og det var at gøre hendes liv et rent helvede.
Hendes ex var blevet hendes fucking personlige terminator...på den mest dårlige måde.
Hun sendte et ulykkeligt blik til ham, velvidende han ikke ville reagerer.Hun var udmærket bekendt med Castels skillz som hunter, hun havde levet med ham dengang han begyndte, dengang han bare have et mål i livet, at beskytte og elske Oliver( hans lille dreng) og Camille.
Camille rejste sig op, og nikkede til Sean....ikke om hun havde tænkt sig at gøre sig forsvarsløs , ved at drikke sovemiddel- eller noget andet de havde at byde på.
Fremover vidste hun indstinktivt at hun skulle have et øje på Castle, så han ikke blev fristet.Han havde altid været en der gav fuck i regler, hvis bare han fik jobbet gjort.
Hun sank en ekstra gang, og nu var hun hans target?!
Hun havde ubemærket bevæget sig over ved siden af Sean, skulle hun skærme mod våben der blev kastet ibderes retning, ved at sende dem retur, skubbe dem tilside med telekinese....en slags mental bordtennis...så var det bedst hun stod tæt på den der skulle beskyttes.
Jester synes at overveje Seans ord, det lille forslag....så mon ikke de om lidt ville blive ledt afsted.
Hun var klar...klar til at møde hvad end der ventede.Intet kunne såre hende mere end Castle der havde vendt sig imod hende, det troede hun da.

Jester lyttede intraseret til Seans forslag, for selvom det ikke var hans ordre, var det afgjort hans stil, og problemet ved at bede sådan en mand, som Jester om noget, var at regler og ordre kunne blive glemt meget hurtigt. Jester gik et par skridt tilbage, og nikkede mod alle tilstede i lokalet, for at vise sin beslutning med kropsporget. også sagde han endelig "Done.." der gik ikke mere end et sekund, før en grum stemme kom fra Castle, der var hæs og fyldt af vrede "Nej" Jester vendte sig om som var irsk folke danser. Jester var måske en mand der havde svært ved at overholde planen.. men castle. den mand var ekspert i at brænde planer, og havde ingen, som han havde noget mod at give fingeren, hvis han kunne få jobbet gjort på andre måder. Jester havde lige vendt sig rundt, og en god del af mændene i kroen havde også vendt sig mod Castle. Jester var ikke en der gad blive sagt imod af tilfældige mennesker, og i det sekund at Jester rejste hånden for at give Castle den korte version af ´husk din plads´ talen, fik Castle et flabet smil, og med blikket stadig stift på Camille, men med en hånd smuglet bag ryggen, hørte man et ord komme gennem hans læber "Boom" og som et lyn fra en klar himmel, kom der træ stykker gennem luften, mens borde og nogen steder på gulvet bliv revet fra hinanden af C4 spængstoff, blandet med røgelse, så rummet bliv fyldt af røg og små ting der fly frem og tilbage, gjorde det nærmest umuligt at tyde hvem eller hvad der stod hvor henne, og med den høje lyd fra spængninger der forsatte hele vejen rundt i kroen, var det virkelig virkelig virkelig svært at høre hvis nogen flyttede rundt, når helvede brød løs. der ville blive skudt et shotgun skud, mod Camilles, men ikke direkte mod hende, men lidt ved siden af hende, i den side mod døren, til hvis hun ville løbe mod døren med det samme, kuglerne var små kugler der ville sprede sig med lidt mellem rum, jo længere de skulle flyve, men det er hverken utændekligt Camille undgik det, eller ikke gjorde. kuglerne havde pentegrammer på sig, og helligt vand, som om Castle ikke vidste hvilken race Camille var, men der var også en nerve gift på, der ville kunne bedøve en hest, ivertfald over tid. udover kuglerne, fly der sefølgelig lyde og kaos gennem hele rummet.

det hele var jo et sandt kaos. Han nåede lige at smile, over at Jester slet ikke var så svær alligevel, da han i samme øjeblik besluttede sig for at han havde både undervurderet og hadede castle...Eller hvem han nu var.
På Camilles reaktion viste han at de kendte hinanden og med hans blik til hende fortalte ham at de engang havde været tætte...Måske kærester? eller en slags bedste venner? At de skulle være i familie var lidt absurd i hans hoved.
Men det værste var nok at han åbenbart havde sine egne farlige planer i hovedet. for lidt efter blev alt kaos. Ting fløj gennem rummet, over det hele og han hørte lyden af en shutgun der blev affyret. Han viste, havde set, at Castle kun havde øje for Camille, så hans første reaktion var vælte Camille om på gulvet og selv lægge sig halvt ind over hende.
Men tingene fløj alle steder.
Han mærkede smerten fra en ødelagt bordben der ramte ham i hovedet, han mærkede og lugtede røgen som forhindrede ham i at se særlig meget, røgen hev lidt i lungerne. Han hostede og kom samtidig med en let undertrykt udråb af smerte, da en af kugler fløj tæt forbi hans ben, ramte benet, men uden at bore sig ind i det.
Sean holdte sig helt nede ved gulvet og ventede...
Han prøvede at ignorere smerten, selv om han begyndte at føle sig mere og mere døsig. Og ventede på der skulle ske noget nyt, noget...så han viste hvad der enlig skete. Han hade at miste overblikket.

På næsten samme tid som de øredøvende knald begyndte, blev rummet sløret af røg.
Satans til pisse irriterende ex, skulle man da lede længe efter! Castle kunne garanteret huske , hvilke evner hun havde og vidste derfor at han havde megetvat vinde ved at sløre Camilles syn." ahhh"...luftet blev presset ud af hendes bryst, da noget tungt slog hende i gulvet.Hun registerde dog hurtigt at det var Sean, der havde reageret hurtigt...og meget ..beskyttende , ved at få hende ud af kuglers afstand og beskytte hende med sin egen krop.Faktisk var det helt fint at hun kunne mærke hele hans krops vægt, for så kunne hun bruge hendes telekinese ' omvendt' .normalt fokuserede hun på genstandene og kastede rundt med dem, denne gang fokuserede hun på Sean, og dannede et slags skjole ved at ' slå løs ud i lufted, og slå imodkommende genstande væk.Som slog man ud i luften med et bat, og der blev sendt en ordenlig røvfuld bolde imod en.Det lykkes at holde største delen væk, men hun kunne høre på Sean at en patron strejfede ham, og hun havde det virkelig dårligt med det.
Hun forsøgte sende nogle stole imod Castle, med at dømme efter manglende lyde, manglende reaktioner mislykkedes det helt.Enten var alt sprunget i luften eller hun ramte bare ved siden af.
Hun skulle nok få fat i kragen på ham, før eller siden.
" Kom nu Sean...vi må op....afsted" mumlede hun til l ham.

væsnerne, Jester havde med, de bliv råbte og sprang frem og tilbage, til ukendelighed. nogen havde siddet på deres plads, til spængstoffet, flået knogler, kød, og væv fra deres ben, og slynget blod og kød stumber til alle sidder, og har efterladt de fleste væsner kravlende på jorden, gispende efter luft i panik, mens de uden tanke prøvede at holde om deres åbne kød sår, i et desperat forsøg på at holde billedet af ens ben var lavet om til en masse der ligner rød katoffelmos.
resten af væsnerne løb frem og tilbage, og prøvede at finde noget, et eller andet, der kunne gøre det nemmere at finde ud af, hvem det var de ´var mod´ de var jo ikke dumme nok til at slås mod alt og alle, men røgen var mega tyg, og i lyden af løbende fødder og smerte lyde overalt, var det svært at vurdere noget som helst.
ligepluselig kunne man høre nogen metal lyde blive kastede i alle retninger vandret hen af gulvet, og istarten var lydene overhørte, og der var for meget kaos til at tænke på de små lyde, men da første bjørne fælde sagde sit smæld, var ingen itvivl om hvad det var, men adralinen var alt for højt oppe på væsnerne, og de forsatte med at strome frem og tilbage, denne gang var det dog mod udgangen... men.,. hvor var den? spørgsmålet fyldte mange væsners hoveder, mens de hørte skrig og gråd fra andre der fik deres knæ skalder knust af børne fælder, eller fra dem der havde tralvt med at sørge mentalt over deres manglende ben.
kaos.. det var nok det eneste ord man kunne bruge. ingen havde overblik, kun frygten om bjørne fælder, bomber, shutgun skud.. eller der var en, mand, som ikke gav det en tanke. det var manden der havde listet sig ud af bagdøren, som han lige var kommet ind af, og derfor vidste hvor var, og sad nu, med sin zippo ligther, og tændte den, og efter han havde antændt en smøg, låste hans zippo ligther, og kastede den mod den hjemmelavet røgelse, men havde han troet skulle blive et grill hus, skete der intet ved, da en hånd af ren skygge, kom frem, som en tiger på spring fra røgen, og greb ligthen. og nogen grufulde røde øjne, kom frem fra den hvide bevægende masse. Castle var god til improvisering, og han hjerne tænkte... skyd arm af freak, og forsæt med plan ´kebab-Camille´. men den lyd han hadet mest i verden kom nu fra hans shutgun, da han trykkede aftrækkeren ind.. ´klik´ han mumlede noget ´fuck this shit´ inden en lille pige kom frem fra røgen, hendes øjne var blevet helt normal hav blå, og hun havde en sommer kjole med søde blomster på. hendes hår var langt sort, og i hendes ene hånd stod hun med et glass, med en skygge form i, der hvileløst fly rundt, og den lignet en drage, der bare var ekstremt sløret. i den anden hånd var ligtheren.
Castle havde ingen løst til at lege far, mor og børn, og hvis han skulle slagte den lille pige som en høne, for at få sin lighter, og give Camille en meget dårlig hår dag, så måtte det være det. han tog sin hånd til sin felt kniv, der sad ved hans liv, men lige meget, hvor mange kræfter, han brugte på at trække den op, så sad den fast i hylsteret.. hans tanker var så blindet af had til Camille, at pigen intet betød for ham.
han opgav at gripe til sin kniv, og lagde til et ægte bokser højre, til pigens ventre kind, men hans hånd stoppe få centimeter fra hendes ansigt, også bliv Castle ramt af en voldsom træthed, og han faldt bagover så lang han var, og fadt i søvn, uden at brokke sig. pigen gik ind i røgen igen efter at have slukket og lagt ligtheren på Castles mave. da pigen rørte røgen, forsvandt hun igen, som var hun luft.

\\Hvad siger i til at vi dropper det orginale plot? det var meget fint, men spillet har bare taget en anden retning?. i kunne eventuelt vende den om, og tage Castle til fange? \\

// Fint med mig
Skal der aftales et nyt? Sean ??

//Jeg fornemmer også vi har forladt den originale plan og legede sådan set bare med på emnet...hvor det så end ville føre os hen. Men det lyder helt fint //


Sean rystede sit hoved for at klare tankerne. Døsen blev ved med at være der, men alligevel var det som om den ikke kunne tage helt over...Hans tanker om hvor det kom fra...Måske kuglen? Måske fra slaget i hovedet? Åh han viste det ikke!
Han fik væltet sig om på ryggen så Camille var fri og så gennem rummet, havde i et øjeblik glemt alt om sit ben.
Han fik sat sig op og kørt en hånd gennem håret, som var blevet lidt filtret og fuld af støv og små splinter fra træet omkring dem.
Over alt var der smertens lyde og folk der løb rundt. Flere lyde, flere smerter...Han kunne simpelthen ikke rumme det i sit hoved!
Han så over på Camille.
"Er du oka..." han hostede, mest begrund af røgen, som dog var så småt ved at forsvinde igen.

Pludselig ændrede det hele sig. Han mærkede den varme følelse inden i, ikke bare af vrede, men også af frustration...Han måtte ud af det her, og det var nu! Og Ham fyren? Han skulle ikke slippe godt for det her!
Camille kendte ham, så de måtte få fat på ham og sat en stopper for dette....!
Normalt interesserede han sig kun for de ting han fik penge for. Men denne gang var det også gået ud over ham selv og han kunne ikke længere lege ligeglad.
Så hellere slå kilden ihjel.
Han prøvede at kontrollere sin krop, forhindre den i at blive til den dæmon som den var født som, men han kunne lige så godt have ville skrue tiden tilbage. Det ville nemlig heller ikke lykkes.

Han voksede. Såret på benet blev uoverflødigt, smerten i hovedet forsvandt også for at øjeblik, nærede bare vreden som gjorde gav ham energi til forvandling.
Han blev næsten dobbelt så stor, muskuløs, hans hudfarve blev mørkere, men ikke helt så mørk som hans brors. To små horn voksede frem, hans tænder ændrede sig til rigtige rovdyrstænder, en hale voksede ud og snoede sig om det ene ben. Og til sidst, men ikke mindst, to vinger, fuldt funktionsdygtige.
De mørke øjne skannede rummet uden problemer. Så hev ham Camille op og stå, måske en anelse voldsomt, før han begav sig mod bagudgangen.
Manden skulle ikke slippe...Åh nej...Han ville rive ham midt over!
En let, men dyb, grynten kom fra ham, som var han et vild dyr...Hvilket han vel næsten også var.

Sean gav plads til hun kunne komme op, da han rullede ned af hende.
Camille forsøgte at komme på benene , men det var som hendes lemmer var lammet, ikke at de var fysisk skadet, men mere midlertidigt ude af drift, grundet choket.
Røgen var ved at fortage en smule, hvilke betød at de så småt fik deres syn langsomt tilbage.Hendes øjne scannede Sean for skader, og hun trak bekymret brynene sammen i en anklagende grimasse, da hun opdagede såret på hans ben.
" Jeg er okay" svarede hun imens hendes hænder løb undersøgende igennem hendes hoved bund og pande, undersøgte og tjekkede for eventuelle skader....hun havde været heldig, Sean havde sørget for hun ingen havde fået, kun lidt afrevet hud på den ene hofte og arm, at dømme ud fra en stærk brændende svien.
Forhandlingen burde ikke havde overrasket hende, hun havde set sådanne ting før....men alligevel, det var voldsomt og skræmmende, hver eneste gang, også selv om det vanvittige farlige dæmon , var på hendes side.
" Åh..gud , Sean!" Peb hun da forhandlingen af ham var komplet og han lidt hårdt fik hende hevet op og stå.
Hun ville helt sikkert have et stort fuldbyrdet blåt aftryk af hele hans hånd, på hendes overarm, den næste dag.
Oprejst og kampklar..satte de kursen mod døren...
" Sebastian Castle, menneske og min ex...jæger og....jeg ved sku ik hvad han laver hér" briefede hun kort og de kom udenfor , hvor Castle lå...bevidstløs?
Det var nok ikke gået helt op for Camille at Sean og hun, måske havde forskellige agendaer når det kom til Castle.Camille ville rive hans hoved af, metaforisk...skælde ham ud og tvinge ham til at opgive denne helt uforstående grudge han med et havde med hende.Sean ville rive hans hoved af, punktum.
Hun bremsede op, brat og trak i Seans arm...
" Der...hviskede hun" og gik hen til Castle....nu havde hun sin kniv i hånden, og et blottet lår hvor den først havde været spændt fast.
Hun lænede sig over Castle, usikker på om han kunne høre hende...
" hvad helvede har du gang i Castle, er du komplet sindsyg!" Næsten skreg hun ind i hovedet på ham, imens kniven hvilede rasteløs i henses hånd.

\\Denne karakter er ikke nødvendigvis permenet, så den skal i ´passes ekstre på´\\

Castle var ikkebevidstløs.. han sov. som havde han spist for meget pizza, og drættet om på sofaen, for at sove natten ud. Castle hørte Camilles stemme, som var det råbt i en tunnel, mens hun havde tape på munden, og han havde vat i ørene... helt uforståeligt. og hans svar i hans trætte tilstand, var en svag "mhmh" og man kunne høre han var stille og roligt på vej til at vågne, men tros hans brænede had, gik det mega langsomt, så han var nok virkeligt bombet af ole luk øje.
Castle reageret ikke rigtigt på noget, ligemeget hvad de gjorde ved ham, han var bare træt og udmattet, det var værre end den gang han havde været i Paris, og skulle stå på lookout, og ikke sov i fire dage, kun bevæbnet med en enkelt milkshake, fuck han var træt bagefter, men det her var.. fare worse.
Castles krop lå med ligthers på brystet, et pistol hylster med en kaliber 45 magnum, og et kniv belte, med en ordenligt mosterfucker af en felt kniv. ellers havde han ikke noget på sig udover sit tøj, og shutgunet der lå ved hans side.
Jester fik lige stukket sit hoved ud af bagdørens rør, men han rystede bare på hoved, og tænkte på præsis de ord, han ville sige til Isabella ´Camille kom ikke.. men bare rolig, jægeren er taget til de evige jagt marker, som betaling for fejlen´ Jester gik tilbage i røren, og besteluttede sig at finde en anden udgang. hans kamp geist var ikke den største når han var alene.
Castle, fik nogen lavmelte lyde ud af mundvigen, hvis ikke Sean havde tævet ham til døde inden da. "Camille... fuck dig" man kunne se hvordan hans trætte højere hånd ledte efter noget at slås med fra jorden, men han havde ikke kræfterne til at lede mere end et sekund. og faldt helt i søvn igen.

Sean tog sig ikke af noget af det. Men han havde haft ret i at de havde haft en relation hvor de havde været tætte på hinanden. Hvad ellers kunne give denne had?
Sean havde dog ikke tænkt sig at vente på hendes små julelege. Og han viste også at det var begrænset hvor længe han kunne holde, de denne form krævede en del energi. Til forskel fra Zean, som var født dæmon og holdt sin menneskeform, var han født som et menneske og skulle holde sin dæmonform. Eller det havde han i hvert fald hørt.
Tanken om hans bror gjorde ham bare endnu mere rasende.
"væk med våbene!" den hæse stemme var overraskende høj og sikker på at blive hørt.
Han viste ingen nåde da hans hænder gled over Castles krop og fjernede alle de våben han fandt. Knive, shutgun´en, pistolen, lighteren...det hele. Han smed det hele i en bunke op langt husfacaden og greb så fat i ham. Kastede ham op på skuldren og gik så af sted. Gangen var en anelse kluntet, da han stadig havde såret på benet. Men han mærkede det ikke.
De skulle bare væk herfra og det skulle være nu.
Lige inden han gik vendte han sig op pegede over mod jester med et lille smil og et glimt i de dæmoniske øjne.
"Jester...Jeg vil stadig gerne møde Isabella...En dag" og så gik han.

Han viste nøjagtig hvor han ville føre manden hen. Og han regnede med, håbede vel på, at Camille tog med.
De gik i et stykke tid, langs en masse gyder, til de endelig kom til en ny kro. Men Sean gik ikke ind i den, men om bag den og ned af en trappe. Han sparkede døren op uden videre og vadede ind. han kendte stedet...Han sov her oftere end på alle andre kroer.
Han gik ind i et værelse og satte castle på en stol. Lidt efter havde han fundet noget reb og bundet ham, nok lidt for stramt, fast til stolen.
Nu lavede han nok ikke ingen problemer længere.

Han gjorde tegn til Camille hun bare skulle gøre hvad hun fandt passende. Selv gik han ind i et andet rum og mærkede energi forsvinde...Mærkede hvordan kroppen forvandlede sig tilbage.
Han skrumpede nærmest. Hans hud fik den sædvanlige brunlige farve, hornene forsvandt, halen forsvandt, tænderne blev sig selv og vingerne forsvandt.
Han mærkede hvordan hans krop var øm efter forvandlingen og hvor træt han enlig var.
Med nogle let rystende lemmer, fandt han noget nyt tøj frem og fik det på. Benet blødte stadig og snart var der en plet på det ene ben fra blodet.
Smerterne kom tilbage, næsten endnu værre end før.

Han humpede ind til de andre og satte sig træt i en stol, mens han sendte et blik mod Castle.

Hun mærkede adrenalinen suse rundt i hendes krop.Infiltrerede den, nået ud til hver et lille fint kapilær net og beruset hendes krop på en vild måde.Endorfiner kærtegnede hende indefra og hun mærkede en sælsom glæde ved at Castle stadig var i live.
Omend hans ord pissede hende af.
" Ja...det fik du så aldrig lov til, vel skat" snerrede hun tilbage imens Sean var noget mere klogt arbejdende og fik alle våben fjernet.
Camille kunne næsten ikke få øjnene fra Castel og de gled ned af hans tatoveret arm.Det var under hans tid med Camille at han fik udbygget den, og hunnhavde æret med til at vælge motiver.Den klædte ham.Dengang var en en kold idiot, en hård nyser....men overfor Camille og Oliver, var han den bedste og gav masser af kærlighed.
Hun sank og så væk, med tåre i øjnene.Hvad var der sket med ham? Det var bestemt ikke noget hun ønskede, men valgte han at lægge sig ud med hende, med dem....så kunne hun jo intet stille op, andet end at sætte ham grundigt på plads.
Da Sean tog ham, fulgte hun tavst med....hele vejen.
Et lille ' forsigtig' og ' pas nu på' smuttede fra hende i ny og næ, når Sean tumlede rundt med ham, og skulle binde ham.
Hun blev lidt betaget af Seans mådebat åndterer det hele på.Så rolig og i kontrol.Hvor var han fantastisk at have ved sin side, når tingene ramlede ned om hovedet.
Hun nikkede da gåhan forlod rummet, og gik selv hen og satte sig mellem Castles ben, der var forsvarligt bundet til stolen, som resten af ham.
Hun løftede sin hånd og strøg den igennem hans mørke hår.
" Castle...tal med mig...hvad sker der? Det her er IKKE dig. Jeg kan hjælpe dig, hvis du vil lade mig" hendes hånd gled ned på hans kind og hun ventede på om han ville slå øjnene op?

Sean rumsterede i det andet rum, og Camille regnede med han ville være tilbage om lidt, så måtte de lige snakke lidt om Castle.Hun ville ikke accepterer han blev gjort fortræd, han måtte være syg...på en måde.Ellers ville han aldrig krumme et hår på hendes hoved.Normalt ville hun betro Castle med sit liv.....deeeet var dog ikke tilfældet lige pt.

Castles åndedræt var tungt, og reglmessigt, han var meget træt, men havde været vågen hele vejen, dog var det med meget tæt på lukkede øjne, af to grunde, både for at kunne have en lille bitte ide, hvilket sted han var blevet ført hen, for den information kunne da uden tvivl bruges senere, men også af en mere ynkelig grund.. han var mega træt. meget meget træt, han havde været på stalkeouts, og alt muligt andet, men aldrig før, havde hans krop føltes så tung som nu, og selvom han havde tænkt sig at åbne øjnene helt, når han bliv sat ned, så var hans øjelåg bare for trætte til det, og det bliv ikke til mere end en mine da Camille talte til ham, til at starte med.
Men da Camille rørte hans kind, tog Castle alle kræfter til sig, han var rasende på hende, og den enorme vrede trak i ham, som bliv han trukket af 100 heste, gennem et hav af nåle buske. fra første sekund, han slog øjnene op, var det som limet mod Camilles øjne, med et inderligt blods løst, had, og grumsomhed. han havde set på væsner sådan her masser af gange, men nu var det rettet mod Camille, og der var ingen tvivl om hans sind var ikke det mindste i tvivl... Camille skulle lide. og hendes ord ramte en mur af fordærv og ikke forståelse. Castle sagde intet, han blinkede ikke, udover hans evige lyst til junkfood, var vilje hvad han var bedst til, og ingen lys håret skinke, med discount bryster, skulle påvirke ham så let.
Castle kunne nemt føle, at han ikke kunne komme fri, så han opgav hurtigt den ide. han tog en dybindånding, og han undersøgte nu resten af Camilles ansigt, og ikke kun hendes øjne, og han kiggede ned til siden, som om han enten, skammede sig, eller prøvet at huske noget. også kom der efter noget tavshed, noget fra hans læber, det bliv sagt, stadig med had i tonen, var det.. mindre, og der var et gram af forvirring i. "Hvorfor hader jeg dig?" han rystede lidt på hoved, og forsatte så selvom Camille var begyndt at svare, eller ligende. "Hvordan overlevet du? .. arh, right, lighteren." han svaret sit eget spørgsmål, og klappede munden i igen. og han rettet igen hadet ud mod verden, og sagde intet igen.

Sean strakte sig fra hvor han sad. Alt var gået fra et larmende kaos, til en hvinende stilhed og ro. Ham som elskede kontrol, var godt nok træt oven på det! Han forstod godt manden...selv om han sikkert var træt af andre årsager.
Han gned sig lidt i øjnene og lænede sig tilbage i stolen mens han studerede de to. Smerten i benet var ved at gå væk, af en eller anden grund, og der hvor det knækkede bordben havde ramt ham i hovedet var nu en svag bule på vej.
Alt han havde brug for af...søvn. Noget han dog ikke så ud til at få lige med det samme.
En kvinde bankede forsigtigt på ovre ved dørkarmen og så noget nervøst på manden der var til stolen.
"Jeg tror ikke herren..." startede hun usikkert, men Sean var straks på benene igen, dog haltende.
"Det er fint, han er min gæst" han smilte til hende og det så ud til at berolige hende.
Hun rakte fadet frem med en kande vand og nogle glas. Sean nikkede og tog imod det.
"Tak skal du have...Og gør mig en tjeneste. Sig ikke dette til nogen. Jeg lover det ikke vil skabe problemer" For dem i hvert fald. Lige nu.
Og forhåbentlig aldrig. Han havde valgt et forkert sted...for dette sted opholdt han sig meget og han var næsten kommet til at holde af det.

pigen nikkede, så kort rundt på dem alle igen, og gik så.
Sean stilte fadet på bordet og hældte vand op i det ene glas, hvoraf han selv drak mens han satte sig ned igen.
"nå...Der er vand, hvis du ønsker det" han så let smilende på Camille, med det sædvanlige smil og de rolige, mørke øjne. Dog med en aura af...træthed.
"og fortæl mig så...Hvem var den fyr igen?"

Kunne han stadig såre hende? Havde han stadig en adgang ind til hendes hjerte? Naturligvis.
Castles blik og al det rene had der udsprang derfra , fra ham til hende, var ...voldsomt for Camille.Især da hun ikke forstod årsagen.
Hun var dog temmelig stædig og sikker på han var derinde et sted.Et mørkt og fortvivlet sted.
" Castle...please? J-jeg forstår ikke. Du plejer at tænke så klart så logisk...hvad er din grund til at hade mig? " hun strøg ham over kinden og lagde en hånd på hans tatoverede arm.
" Husker du...jeg var med dig...alle gangende du fik arbejdet på den, var jeg med."
Hun talte blidt og med tydelige spor af fortvivelse i stemmen.
Men den så igen mere hård da hun vendte tilbage og krævede svar" Hvorfor fanden er du sådan en idiot nu, giv mig bare een skide grund Castle, een grund skat...hvorfor hader du mig? Hvorfor vil du ha jeg skal dø"

De blev afbrudt af en banken....Sean tog sig af det og da han tilbød Camille noget vand, kom hun op fra gulvet og med blanke øjne , gik hun over til Sean." ja tak""

Hun drak lidt og så op på ham.Sean så træt ud, måske de skulle sove, måske på skift..?
" Min ex kæreste Sebastian Castle, kaldet Castle.Dusørjæger....men hans liste over most wanted er vist blevet vendt på hovedet, siden jeg står nummer et nu" sagde hun bittert.
" jeg vil ikke have han kommer til skade , Sean..hvad skal vi stille op med ham?" det var klart de ik kunne slippe ham fri, medmindre Camille havde et ønske om at dø, hvilke hun ikke havde, overhovedet faktisk.

Castle hørte hvad hun sagde, og det slog ham i ansigtet som en bokse handske. han hadet hende jo over alt på jorden, og han ville med et smil, save sin egen arm af, når hun var død, ved mindet om den var valgt af hende. men han elskede jo den tatovering, det den betød for ham, det han havde følt, det var et rigtig godt minde, men på den anden side, var dette brænede had, der gav ham lyst til at ligge en magnum i munden på hende, og se hoved sige puf, og male væggen i en ny farve på samme tid. men hun havde jo ret, han vidste ikke hvor hadet kom fra, ikke længe siden, ville han jo hoppe udforan et tog, for at hæmme slaget bare lidt, inden det ramte hende, men nu ville han gerne sidde bag styre panelet i toget.
Castle sagde intet, men mens de snakkede sammen, kiggede han på sin arm, og tænkte de ting igennem hun sagde. han var en stædig fyr, det modsatte ville man ikke kunne anklage ham for, men selv han, måtte vel på et eller andet tidspunkt, sætte spørgsmåls tegn ved sig selv. han ville så gerne give Camille skylden for alt i verden, men der var INTET, hvor hans underbevidsthed, kunne give Camille skurke hatten på. Castle kunne ikke engang binde det, til jalousi, eller nogen af de ´kedelige grunde´ for han var jo langtfra forelsket i hende, deres forhold sluttede jo ikke på .. nogen dårlig måde. og selvom minderne stadig var nogen af de bedste han havdet, ville han da ikke sætte Camille og ham sammen igen, det havde han forlænge siden besluttede sig for, hans beskyttelses gen, som han havde haft indtil fornylig, var mere store brors agtigt, så han var helt blank på hvad der trak hans lyst op i det rødefelt.
Castle hørte ikke rigtigt efter i deres snak, han lukkede øjnene, og prøvede at.. tænke. Castle var ikke sikker på om han ville klippe hoved af hende ved første mulighed eller ej, og det ville han nok ikke vide før muligheden kom. hans hoved var i borger krig for fulde hammer, eller også var det en metal koncert.. han var ikke sikker. men han kunne ivertfald mærke lysten til at være ham selv.. hvem end det var. hadet føltes virkeligt syntes han, så hvorfor skulle det ikke være lige så meget en del af ham som lysten til at være der for hende. han bid sig lidt i underlæben, og stoppede med at tænke for nu. første priviotet, var at komme ud af den her stol, og få sine våben.. Bedste veninde, eller rival.. dident matter, hans oprørske sind, ville ikke være fanget. han havde dog ingen ide hvordan. han var jo stramtbundet, og ingen redskaber i hans besiddelse.
han kiggede rundt, og der så ikke umilbart ud, som om der var nogen måder at tage opmærksomhed væk på. han kunne jo, lade sig fake en døds scene, eller måske bare lade som om han sov, for at de var mindre opmærksomme, eller måske vælte stolen, ned i et eller andet, der kunne gå i stykker, så han kunne få noget i hænderne, men.. alle hans ideer, krævet jo han var Camilles modspiller, og med den indre kamp, var han sku ikke sikker på, om han ville narre hende, men hvordan skulle man så slippe væk? til sidst, kom det åbenlyse, så til hans tanker.. han kunne prøve bare at bede om det.. han åbnede øjnene, og afbrudte så deres samtale, og kiggede mod Camille, med et mere køligt og storebrors kærligt blik, men trætheden var der stadig, han var fandme ikke kommet af med den sjovt nok. men den var mindre selvom han ikke havdet sovet? han forstod det ikke helt, måske havde Camille lært nye tricks. Castle bid sig selv i underlæben, og sagde så "honey.. kan huske den tirsdag morgen, du kom sukker i min sorte kaffe? you wanna call it even?" han forsøgte sig med et naturligt smil, og han mente da heller ikke, at hun kunne forvente han var venlig mod hende, hvis hun ville have ham bundet til en stol, og alligevel ikke stolet på ham

Sean så op på Camille med et alvorligt blik.
"Åhh Camille...Du er umulig. Nej. Jeg lader ham ikke gå. Og nej, han slipper ikke herfra som han er nu. For det første slår han dg ihjel og så ryger mit arbejde, derefter kan han bringe mere skade end gavn til alle mulige andre. Hvad vil du helst? selv dø så vi kan få lidt fred eller lade ham dø så vi alle kan få fred?" han rystede på hovedet, stædigt.
"Han gjorde ikke kun skade på dig. Kald mig åndssvag hvis du lyster, men jeg lader ham ikke gå!" hans blik faldt på Castle med vrede og foragt. Om han brød sig om manden? Ikke det fjerneste.
Da castle åbnede munden følte han igen vreden vælde igennem sig. Han viste ikke om vreden gjorde ham blind, men i hans hoved blev castles ord til manipulation. Han legede med Camille. Og hvad var målet?
Han rejste sig op.
"Først prøver du at slå hende ihjel og nu prøver du at være sukkersød? Tænk det selv igennem. Tror du det kommer til at virke?" sagde han, lidt hårdere end han selv havde tænkt det skulle være.

Han viste at Camille nu ville bede om at sætte ham fri og at han helt sikkert var sig selv og meget mere...Men han kunne ikke. Han nægtede.
Han stolede ikke på manden. Desuden havde han bragt stedet her i fare...Hans egen tanke havde været at lade ham dø. så var der ikke flere problemer med ham!
Problemet var jo bare Camille.
"Hvad prøver du på? At komme fri? Camille bløder måske op, men der skal mere til at overbevise mig" snerrede han

Hendes øjne fejede ned af Sean, og hun måtte til sin store ærgelse sande at han havde fået flere knubs.* da han beskyttede dig,Camille*.hviskede en stemme, dog var hun ret sikker på at Sean bare tænkte at han gjore sit job, eller beskyttede sin indtægtskilde.
Hun spurgte stille.." Hey..er du okay Sean..? Skal jeg rense dit sår og forbinde det?" Hun havde svært ved at vurdere skadens omfang, når.hun.ikke have haft det mellem egen hænder.

Castle kom på banen igen..
Camille.kastede et enkelt blik på.Sean , og gik så over foran Castle,hvor hun igen gjore sig mindre end han,ved at sætte sig på knæ,mellem de stol bundende ben.
Han var stadig fyldt af vrede...nej, af had mod hende, og hun kunne mærke de to sider begynde en kamp inden i hende.Den ene side side havde en vild lyst til at smække ham en og fortælle ham hvilken first class nar af en idiotisk taber nar han var, men denne trang kom.blot fra en såret følelse, en følelse der havde skiftet farve til vrede...for at dulme smerte og frustration.
Den anden side, havde lyst til at lægge armene omkring ham, kysse ham på halsen og få hans sind til at huske hvem hun var og huske at had aldrig havde levet mellem dem.
Hun førte sit glas til hans læber, holde sin hånd under hans hage." hér" sagde hun blot og tilbød.

Hun så på Sean...han havde ret.De kunne ikke slippe ham fri.Eller...? Der var jo ingen våben hér og hun kunne bruge telekinesen hurtigt, hvis han forsøgte på noget.Vride hans indvolde rundt- det skulle nok pacifiserer ham.

Hendes hånd lagde sig på Castles venstre bryst,hvor hjertet arbejdede med kraftfulde rolige slag.Hun smilede næsten , da hun så på ham.Selv i en situation som denne, var han rolig, Castle.No wonder, at han var sådan en god jæger...omend lidt gade drengs agtig, fulgte helst egne regler.
" Castle.....hvem har du talt med fornyligt om job?" Hun talte blidt og næsten med affektion i stemmen.Måske den sidste arbejdsgiver havde plantet dette lort i hans hoved?

Hun så bedende på Sean," Kunne vi ikke løsne hans reb lidt ? Hvis vi holder øje med ham?" Forsøgte hun, men kunne godt se på Seans blik, at lige nu skulle hun måske bare være glad for at castle stadig trak vejret.

Castle ændret hurtigt sin mening, fuck om han skulle ændre mening om Camille, ikke lige nu, lige nu skulle man bare spille alle kort for at komme ud af den her stol, og om han så skulle dø på sine fødder, he dident care, men han nægtede at dø siddende... igen. Castle kiggede skiftevis på Camillie og Sean, og ventede til Sean, han virkede som den høje udgave, af den sure dværg fra historien om Snehvide og company. Castle var ikke så urolig for at dø, han havde jo været i ting som det her før, og døden var heller ikke et koncept, der havde skræmt ham før, han var ret god til at bevare sinds ro.
Castle kiggede på glasset, og alle hans jæger instinkter, råbte til ham, at han ikke skulle drikke af glasset, men det forhinderet ikke hans læber i at mæske sig i væsken, ved at blidt lille læberne på glass kanten, og tage en lille tår. han lod læberne hvile på glas kanten nogen sekund, og drak lidt mere, han virkede som en, der var godt tørstig, men det var ikke grunden til han tog nogen ekstre sekunder, han lagde vandet i den højre side af munden, så det kunne dulme fra trykket, og lyden, da han bid et lille stykke af glas kanten, med en højne tand, og lagde stykket med vandet i siden af munden. vandet var for at kunne sluge det, hvis nødvendigt, og at ligge det i siden, var for at kunne snakke med dem. så lagde han bare sin lid til, de ikke så glasset igennem som sherlock homes.
Castle fik fjernet glasset igen, og Camille stillet ham et spørgsmål, og han så en mulighed for at tage opmærksomheden ved at snakke til dem.
Castle kiggede roligt på Camille, og så på Sean. "Jeg har taget ingen jobs. ham manden, Jester, tilbød mig en mulighed, for at få hjælp, når jeg endelig fandt dig, tilgengæld for at hans luder droning, som han kaldte hende, måtte snakke med dig og manden, først. Jeg tog imod tilbudet, men.. det var ikke for at få hjælp, jeg så bare han var væsen, så da han spurgte mig om hjælp, var det som om han bad om at blive sendt til efterlivet sammen dig... " Castle stoppede og kiggede på Camille dybt i øjnene "Jeg var død Camille. Jeg var sten død, tævet til lerkasse mand i min rullestol. min sidste tanke var om dig, om hvor stolt, jeg kunne gå ned til helvedes porte, i tanken om hvor stor.. min ´lillesøster´ siden vi stoppet, med at være sammen.. det var min sidste tanke, før mit organer svigtet mig.. så vågnede jeg.. i en form for skov. min krop fungeret, jeg havde mit udstyr og våben alt omkring mig, og min eneste tanke... var.. at ødelægge dig. mentalt, eller fysisk, du skulle bare lide." han stoppede, og kiggede på Sean "Så.." Castle væltede stolen, men prøvede at få det til at ligne et uheld, og da han ramte grinte han kort, og kiggede mod sin ene hånd, mens ha drejet hoved lidt væk fra dem, og mens han forsatte sine latter lyde, spyttede han glasset mod sin hånd, med vandet rundt om for at dæmpe lyden, og han ramte, han havde gjort det tidligere, den gang var det bare en af hans egne hjørne tænder, han havde valgt at opgive for frihed. han stoppede med at grine, og forsatte med at snakke, mens han håbet de ikke havde set det, selvom det nok ikke var det nemmeste at se. men hvem ved. "Så, nu ved i, hvad jeg ved.. nærmest ingenting"