Hvad min herre ønsker skal han få - Neal

Sted: Neals villa
Omgivelser: ingen udover mig, af hvad jeg ved af
Tid: 19:45
Vejr:solen er gået ned men de sidste stråler skinner bravt op på den mørke himmel der har lagt sig. skyfrit, ingen måne, stjerner, naturligvis. kølig vind, men det blæser hverken og det er lunt.
På: outfit 1 (profil)

Solens sidste stråler skinnede svagt på den mørke himmel. dagen blev snart til nat, en vidunderlig tid på døgnet. Mørket bragte noget frem i Triana..Hun følte sig lettet, nærmest tryg i mørket.
Triana kom gående ind i Villaen. hendes lange blonde hår var sat i en stram høj fletning som altid og læderet fra hendes tøj knirkede når hun bevægede sig i det. hendes ansigt var trukket tilbage i et strengt og næsten voldeligt udtryk. Hun gik direkte mod det værelse hendes Hersker havde tildelt hende.
Hendes sult var blevet tilfredsstillet, og det var vigtigt, for når hun først sultede var der ingen kontrol over hendes agressive og voldelige sider, dog kunne hendes hersker. en finger løber over hendes læbe og tørrede en lille bloddråbe væk. den fik smilet på hendes ansigt frem ved tanken om hvad hun havde gjort ved den lille pige. følelser, samvittighed og medlidenhed var der intet at finde af hos Triana, måske var det pga. al den tortur hun havde været udsat for, måske var det bare fordi det var sådan hun var, hvem vidste? hun havde ikke selv noget i mod det.
Hun forlod dog værelset hurtigt og begyndte at spankulere omkring i villaen, uden nogen ide om hvad hun skulle foretage sig. hun lod en finger løbe over et bord indtil overfladen forsvandt under den. Hun klaskede hånden mod låret så et højt smæld lød da hånden ramte helt perfekt mod læderet.

Paaklaedning: sorte sko, sorte bukser...mere hen af vejen i emnet

Vreden pulserede kraftigt i ham, faktisk var det laenge siden han sidst havde vaeret saa sur og denne gang med andre grunde....den lille....hun havde oedelagt hans farvorit skjorte og ja saadan der loed det maaske dumt, men den skjorte havde han faaet af Delilah, som en morgen bare var forsvundet.
Han havde staaet ude i badet, var netop kommet ud, fik bukser og den slags ting paa da han opfagede dem oedelagte skjorte, hvilket for alvor satte gang i hans farlige vrede.

"Triana" raabte han, kort efter at havde forladt sit vaerelse, han lod hende ikke komme der ind af den grund der hang et maleri over hans seng der illostrerede Delilah og ham...dengang.
Han havde armene over kors, faktisk stadig lidt vaad, eftersom hqn ikke var helt toer, men kun havde taget bukserne paa for at finde den unge slave pige. I sin haand, holdte han den oedelagt skjorte og bare synet af den gjorde ham mere vred. Kendte man Neal godt man at han stort set aldrig vidste sin vrede, den var altid gemt bag hans masker.

Hvordan kunne den lille snot unge, oedelaegge hans skjorte...uden at bryde hans regel om at befinde sig paa hans vaerelse....det var ganske enkelt umuligt...han lod ikke mange komme der ind, ikke engang James, sim var hans tro hoejre haand maatte komme der ind, stedet eller vaerelser var bare fuld af minder som han ikke ville glemme eller kunne glemme for den sags skyld.

Vreden var i hver stavelse af hendes navn som rungede i huset fra hendes herres stemme. Hun blev lidt bange kunne man nok sige. Hun tænkte lidt tilbage over hvad hun kunne have gjort denne gang. Hun stivnede kort ved tanken om at have været inde i hans rum og skjorten hun ved et uheld havde ødelagt. Hendes øjenlåg faldt langsomt i men klemte sig hårdt sammen kort. Hun trak luften dybt ned i lungerne inden hun gik mod sin herre.
Hun stille sig foran ham med bøjet nakke. Det var det med skjorten! Den hang lige der i hans hånd. Man kunne intet se i hendes ansigt, hverken at hun fortrød noget, var ked af det, morede sig over det hvis det var det hun følte.. Ikke en følelse kom frem.
Hun ventede tålmodigt på smerten hun vidste den ville komme. Hun følte altid smerte, næsten da. Og hvis hun ikke gjorde gik hun bare og ventede på den.
Hin lod kort blikket slå op på ham og hen mod skjorten, og pludselig kpm hun i tanke om maleriet inde i hans soveværelse. Hun var ret sikker på at det var en kvinde han engang havde elsket, og siden han stadig hade billedet af hende oppe, måtte han vel stadig elske hende? Det kom ikke Triana ved, men hendes nysgerrighed fik sat tankerne igang omkring dette igen.

Han så vred på hende, greb fat i hendes hår og tvang hende til at se ind i hans lysende grå øjne "gjorde du det" hvæsede han og vidste hende den røde skjorte, han vidste nu godt det var hende, hendes aura havde været overalt på hans værelse. Han ville bare om hun rent faktisk ville fortælle ham sandheden, for gjorde hun ikke ville han se sig nødsaget til at straffe hende...hårdt.

han betragtede hende nøje, udvalgte sig en måde hvorpå han ville kunne straffe hende på, ja hun var godt nok ved at være knækket, men der var stadig lang vej endnu og hun skulle ikke gøre ham vred en anden god gang...måske blev det værre end denne gang, hvem vidste.

//ingen krea sorry

hun mærkede hans greb om hendes hår, og de blå grønne øjne kiggede direkte ind i hans med et ydmygt blik. hun nikkede svagt til hans spørgsmål"Ja det var mig, undskyld herre"svarede hun ydmygt. Hendes blik gled ned igen. At se hendes herre ind i øjnene når han var vred og hun var grunden til det.
Det havde også været dumt af hende at gå derind, men hendes nysgerrighed efter hvad han gemte derinde havde til sidst overmandet hende og hun var gået derind. Hun vidste godt at hun ville blive straffet for det, hun ventede på det, blev nærmest utålmodig over at det ikke var overstået allerede, men hun viste det ikke. Hun viste intet udover det ydmyge blik hun havde i de blågrønne øjne.


//har heller ikke rigtig noget lige nu

Han stirrede vredt paa hende, strammede grebet haardere om hendes nakke haar, tvang hende endnu en gang til at se paa ham, efter hun havde givet et svar og vendte blikket vaek "du tror bare at et undskyld vil fikse det hele...HVA?" Raabte han og gav slip paa hende, dog kun for at stikke hende den haardeste lussing. Han var maaske ikke den kaerligste i verden naar det galt hans vrede...det var som blev han foerst rigtig godt vred forsvandt alle maskerne der holdte hans charmerende adfaerd oppe, det hele ville forsvinde og han ville staa som den onde mand han nu engang var.
Han saa direkte ned paa hende med de gloende graa oejne, oejne der var meget svaere at tage oejnene fra igen hvis man foerst havde set ind i dem en gang. Grunden var at de virkelig var lyse og elektriske, smukke men lige nu fulde af vrede "hvorfor gjorde du det" spurte han mere fattet

Hun kiggede på ham og viste ingen følelser, selvom hun svagt kunne mærke smerten da han trak i hendes hår. hun kiggede direkte ind i hans øjne igen, og denne gang veg hendes blik ikke fra hans. Hun rystede let på hovedet"Nej herre, det tror jeg ikke."svarede hun ydmygt og hvilede stadig sit blik i hans. et lavt gisp rullede over hendes læber da hun mærkede hans hårde hånd med den hvide kind hun havde. Hendes hoved fløj til siden og smerten lagde hun mærke til denne gang. Hun sundede sig lidt inden hun rankede sig og kiggede på ham, stadig med det ydmyge blik. Hendes kind var blev knaldrød og en lille flænge lød langs det øverste af hendes kindben.
hendes blik forlod ikke hans et enkelt sekund længere, selv da hun svarede og skammede sig"Det var et uheld. Jeg ved ikke præcis hvad der skete, men pludselig var den ødelagt"svarede hun roligt og vidste selv at det ikke var en undskyldning, hun så det som en forklaring, det var sandheden og nu ventede hun bare på hvor hård en straf hun skulle dømmes til for denne forbrydelse.

han nikkede kort, gik rundt om hende som så han an hvordan han skulle straffe hendes ulydighed "du ved udmærket godt at du intet har at gøre der inde og alligevel var du mig ulydig...mig som rent faktisk havde tænk sig at gøre noget godt mod dig...på grund af dine fremskridt" han lagde armene over kors. Tænk han rent faktisk havde overvejet at gøre noget sødt ved hende, at han rent faktisk gad spilde sin tid på at gøre noget godt for hende også lavede hun bare dette...hun ødelagde noget der var ham meget nært, dog var hun meget heldig hun ikke havde rørt maleriet eller havde været i pengeskabet...for havde hun rørt den parfume....ville han flå halsen ud på hende, den parfume brugte han når han skulle sove, den gjorde hans drømme bedre, fik hende til at dukke op...så han bare kunne holde hende, nok kunne han ikke holde sine armen om hende i virkeligheden, men hun skulle ikke fratage ham det i hans drømme.
Da han havde opdaget skjorten var blevet ødelagt, havde han undersøgt maleriet, derefter pengeskabet og til sidst parfumerne, dem som han snart havde et dusin af, dog smed han dem ud når de var færdige, men originalen, den som hun havde hold i hånden og brugt, den holdte han gemt "når nu skal vi finde ud af hvad din straf skal være" hvæssede han vredt

Hun lod blikket glide ned i jorden med bøjet nakke for at vise at hun skammede sig. Hun nikkede til det han sagde" ja herre" svarede hun ydmygt. Hun hadede sin nysgerrighed, den gjorde så hun gik i mod sin herres ordre. Hun var ligeglad med om det ville ramme hende hun tænkte mere på ham og at det ramte ham hårdere. For det var af den overbevisning hun var af. Hans værelse havde været utrolig spændende og hendes nysgerrighed havde været næsten helt uden for kontrol da hun så pengeskabet og maleriet, hun havde dog ikke rørt nogle af delene. Hun havde simpelthen være for bange.. Sjovt at hun kunne blive bange over for at røre ting og genstande men ikke personer, udover sin herre hvilket nok havde været grunden til st hun ikke havde rørt nogle af disse genstande.
Hun havde dårlig samvittighed da han nævnede det med at høre noget godt for hende. Ikke at hun ærgede sig på sine egne vegne, men det st hun havde skuffet ham på denne måde, hun skuffede faktisk sig selv hvilket hun kunne mærke.
Hun nikkede endnu engang til hans ord" den straf jeg vil få vil kun være retfærdig for min overtrædelse af dine regler" svarede hun ydmygt og stadig med bøjet nakke. Man kunne nærmest sige st hun gerne ville straffes.. For så vidste hun at hun fik det hun fortjente når hun gjorde noget forkert.

Han nikkede "godt, du goer det aldrig igen, hvis du endelig skal vaere paa mit vaerelse skal du have min tilladelse foerst" brummede han vredt, han hade hvis folk kom ind paa hans vaerelse, da han havde private ting der inde, endda dagboeger som beskrev hans liv fra de sidste 654 aar, han skrev alt...fra hans mareridt, til droemme, hans moede med Delilah og doeden af hans bror....ebdda doeden af hele hans familie og drabet paa hans soester.
Han skrev alle sine tanker ned og bare tanken om at hun skulle laese det, gjorde ham mere end blot vred, hun var nok hans slave og ja han bekymrede sig da om hende til et hvis niveau, men hun skulle ikke kende hans tanker og onsker....det var alt for privat, isaer fordi han beskrev sine foelelser for Delilah meget.
Han lagde sin haand mod hendes hage, fik ehdne til at se paa ham, for han stroeg hende ned over kinden "aah det bliver det, men nu skal jeg hoere....var det kun min skjorte du pillede ved......eller var der andet?" Spurte han med et rynked bryn

Hun rystede svagt på hovedet"nej Herre"svarede hun ydmygt til det med at hun aldrig ville gøre det igen. Hun ville ikke gøre det igen, hendes nysgerrighed havde hun endelig fået bugt med, hun ville aldrig nærme sig det værelse igen uden hans tilladelse til det. Hun kunne dog ikke sige at hans rum ikke havde været interessant. hun havde næsten ikke rørt ved noget, udover tshirten, og grunden til at hun havde rørt ved lige netop den havde hun selv ingen forklaring på, hun kunne end ikke huske hvordan hun havde ødelagt den, men hun kunne godt huske at hun havde ødelagt den. Pengeskabet havde hun virkelig været nysgerrig omkring, men hun havde end ikke turdet at røre det da hun havde været inde i hans værelse.
Hun kiggede på ham da han løftede hendes hage og nærmest nød hans hånd mod hendes kind, selvom hun var ret sikker på at den blide hånd snart ville blive hård.
Hun rystede let på hovedet." Jeg lod også fingrene glide over møblerne, men skjorten gik hurtigt i stykker, og derefter forlod jeg rummet"svarede hun ydmygt. Hun havde virkelig været tæt på at røre maleriet. hun havde stået foran det og haft fingeren lige knap en fingerspids fra det overflade, men hendes indre stemme havde råbt nej og stop, og hun havde lyttet til den..Heldigvis!

Han så på hende, nikkede som hun rystede på hoved "godt, men lad mig spørge dig..gør jeg det ikke godt nok, har jeg måske ikke givet dig dit eget værelse, en seng at sove i, et sted du kan kalde dit hjem" spurte han og så direkte på hende, med de fængslende øjne, som i dette sekund var så intense at de kunne ligne smeltet sølv...dog var der også noget næsten elektrisk over dem, da han jo ikke var i det bedste humør. han hævede øjenbrynet, havde ligesom en status uden at gøre noget, at han var højt hævet over hende "er dette måske ikke godt nok for dig" spurte han igen en smule hårdt...hun levede bedre end de fleste slaver gjorde...nok straffede han hende hårdt, men hun levede sgu godt i forhold til de fleste slaver nu gjorde nu om dage...tingende kunne være meget meget værre end det var.
Af en eller anden underlig grund, strøg han hende blidt over kinden...hvorfor vidste han ikke også selvom han kunne se i hendes øjne at hun ventede den hårde hånd til at komme, men samtidig nød hun også hans nussen. Han vidste at hun ikke kendte til kærlighed og ja det var nok hans skyld, men til gengæld reagerede hun anderledes på hans berøringer end på så mange andres..hvilket jo også var mere ned bare godt "godt...så vil din straf blive mindre end jeg først havde antaget den ville" brummede han og klappede hende kort på kinden

Hun skammede sig lidt over det hun havde gjort da han nævnede alt det gode hun havde fået af ham"De har gjort det mere end godt Herre" sagde hun skamfuldt over sin handling, hun turde ikke lade blikket forlade hans selvom hun gerne ville kigge skamfuldt ned i jorden, men hun gjorde det ikke, det turde hun ikke.
"Det er mere end godt Herre!"svarede hun og mente det virkelig, hun syntes stadig det var mærkeligt at hun fik lov til at bo i det samme hus som han gjorde, have et rigtigt værelse og en ordentlig seng.

Hun blev lidt overrasket over at han kærtegne hendes kind, men hun regnede med at den hårde hånd ville komme om lidt, og at hun ikke ville være parat til den pga. hans strygen over hendes kind. Triana kendte intet til kærlige følelser over for andre, det nærmeste hun ville komme på den slags måtte være Neal, hendes nærmest forgudelse af ham måtte være det tætteste hun kom til den slags, han var også den eneste der måtte røre hende på nogen måde uden hun ville angribe dem, medmindre Neal havde givet tilladelse til andre at røre hende.
Hans ord om en mildere straf overraskede hende, og hun blev helt paf, først da han klappede hendes kind forstod hun det rigtigt, men hun bevægede sig ikke, hun turde ikke uden tilladelse.

han nikkede, fandt hendes ord bedre og selvom han før hen var sur, synes hendes ord på en eller anden overraskende måde at gøre hans humør bedre...bare en smule "meget vel...for hvis ikke kunne du meget vel blive degraderet til en celle" brummede han og vidste skam godt hun levede godt...hendes leve måde kom også af at han på en eller anden underlig måde holdte af hende...hun var anderledes end han troede...på en positiv måde. Hendes måde at forgude ham, overraskede ham med gode ord fuldkommen...især i betragtning at han pænt meget udnyttede hende i starten, fik hende til at tro han elskede hende før han tog hende som slave...så ja, men hun var fuld af overraskelser.

Han betragtede hende længe, kørte hånden ned af hendes hals, før han greb hårdt fat om den og så koldt på hende "nu finder du en ny skjorte til mig...lige med det samme" hvislede han, strammede kort grebet før ham hamrede hende ind i væggen. Hans øjne var kolde, døde, som de betragtede hende, nu kunne man vel sige hendes straf var kommet, hvis hun var heldig havde hun kun fået en flænge et sted, hvilket ville bløde og gjorde det det, ville hun blive sat tvunget til at rydde op efter sit blodbad før hun måtte slappe af