Say What?....Hvem skal bøde for hvad? ~ Tristan C.W.

Hun missede med øjnene op mod himlen.Det var en dejlig og smuk aften, det man vel ville kalde en perfekt sommer aften i almen tale .Camille elskede den slags aftener, hvor den lune luft lå som nænsomme kærtegn, hen over enhver der var ude.
Camille havde endnu en grund til at være glad og spændt og grunden hed ...Tristan !
Det var fire dage siden hun havde forladt hans hus og ....ja...der var sket ting som slet slet ikke skulle frem i lyset, men det skulle de slet ikke tale om eller tænke på idag. Det var ikke der hun havde sit fokus- hun glædede sig enormt til at se ham igen...og det var det hun tilegnede al opmærksomheden.
Desuden var hun meget nysgerrig på denne by.Den skulle minde SÅ meget om deres rigtige verden, og var dette sandt kunne de jo få en herlig aften her, ik?
Måske en dans og en drink...uden ballade, uden graviditet og vigtigst af alt....uden væsner og kamp.
Hun havde klædt sig pænt på til lejligheden...en beige farvet kjole med enkelte perler hist og her og små tynde stropper der dannede et kryds på hendes ryg.Nogle sorte sko med ankelrem og en sort taske.Håret var løst, og dækkede for det ar hun fik af en vampyr , da hun var menneskenes leder på Deploratus.
For en sikkerhede skyld havde hun en kniv spændt om inderlåret, en i sin taske og nogle spidse små blyanter...Selv om stedet her efter sigende var fri for væsner, kunne man jo aldrig blive for sikker, vel?
Hun så sig omkring....og mærkede hendes utålmodighed ruske lidt i hende.
Mon ikke snart Tristan dukkede op?

Gadelygternes skær var som bare en ting blevet så frygteligt ugenkendeligt. Der var gået måneder siden han sidst havde været på en elektrisk oplyst gade. Det var på en gang smukt. En form for smuk han aldrig havde set dengang han havde levet midt i den, men alt dette var også sært hypnotiserende, og han ville vædde med at han lignede en zombie som han gik igennem byen. Det elektriske lys virkede som klare stjerner der skød frem overalt og overdængede jorden med lys fra en verden han forlængst havde forladt, og nettop det fyldte hans hoved med tanker.

Savnede han det?

*Hell no!* udbrød stemmen i hans hoved og gav alle tænkelige argumenter for hvordan det var ret at forlade den verden han havde levet i. *Du har det bedre her. Der er ingen til at forvente alt fra dig..* lokkede den lille stemme i hans hoved og han nikkede for sig selv. Det var sandt. Han kunne være fri her.. Være... Sig selv.
*Hvad ville du dog tilbage for?* Selvom stemme rent og skær var hans egne tanker der duelerede hinanden var han ikke helt klar over hvordan det spørgsmål kunne komme op. Self var der noget han savnede. Hans familie, hans stilling, hans venner, som Cody, Musikken og lysende han ligenu befandt sig badet i. HAn rystede på hovedet af sige selv igen.

*Nej... Jeg tog det med jeg mente jeg havde brug for.. Jeg tog Camille med* Sagde han bestemt til sig selv. og fortsatte sin gang ned af den stærkt elektrisk belyste gade. *ja flot.. og hvad resulterede det i ? Hun er væk før du ved det. Ja hun er godt på vej ikke sandt?* Svarede hans underbevidsthed spydigt, hvilket fik ham til at stoppe op en ekstra gang og give sin underbevidsthed et hårdt dask.
*Hold mund* var de sidste ord i den diskussion da han slentrede videre ned igennem byen.

Sagen var den at han havde været her et par dage. Han var taget afsted dagen efter Camilles besøg og havde efterladt Luck til at holde øje med hytten. Lige siden han havde hørt om et sted med elektrisk lys og musik havde han længtes efter at besøge stedet. Så nu havde han lejet et udemærket hotelværelse en gade væk og var på vej til midten af byen hvor Camille nok ville stå og vente på ham. Folkene på hotellet havde fortalt ham om en en-dags festival der var i byen denne aften, men han havde ikke fortalt Camille om den da han skrev til hende. Det var en overraskelse.

Iført en sort blazer ud over en hvid skjorte og et par lyseblå jeans rundede han et hjørne og kiggede op.
Hun så som altid forrygende ud som hun stod der oplyst af det elektriske lys. Billedet mindede ham alt for godt om den aften han havde sat hende af på et gadehjørne efter dusørjæger festen. Hun havde endnu ikke fået øje på ham og hendes lidt usikre spejden rundt på den sparsomt befolkede gade fik hende til at se meget mere uskyldig ud end hendes personlighed normalt tillod.
Han havde forlængst tabt vejret da hendes blik faldt på ham. Noget ved de blå øjne der skinnede igennem lyset fra lygtepælene havde altid haft en speciel indvirkning på ham.
Hun skilte sig ud som hun stod der. Ingen tvivl. Om det var udstrålingen, skønheden, eller simpelt bare det faktum at de fleste mennesker der gik på gaden var iført hvidt, det vidste han ikke.. Måske en blanding?

Et karakteristisk smil fandt vej til hans læber da han vinkede imod hende på et par meters afstand.
"Jamen hvem har vi her? Det ser ud som om prinsessen skal til bal " Indledte han roligt og lukkede med de resterende skridt afstanden imellem dem.

Nogle ting havde hun stadig svært ved at accepterer , at hun måtte give afkald på her i Underworld.Hendes Mobil var een af dem.Det var forfærdeligt ikke lige at kunne foretage et opkald, ikke lige at være istand til at smække en sms afsted eller modtage en for den sags skyld.Og især var det en belastning, når hun som nu begyndte at tvivle på om hun overhovedet befandt sig det rigtige sted - eller om hun som så ofte havde fået galt fat i et eller andet.Åh...at kunne sende en sms til Tristan og liiige blive bekræftet , det ville være skønt, tænkte hun og stod lidt rasteløst og så sig omkring.

Da hendes øjne strejfede hans velkendte skikkelse et stykke derfra, slog hendes hjerte en komdbøtte.Plat? Tja...måske...men fakta var at de aldrig sad lårene af hinanden, at der altid var forhindringer på deres vej og at hun selv om hun havde kendt ham længe nu, kun blev mere og mere forelsket i ham, efterhånden som tiden gik.
Han var hendes base...hendes havn....og selv om han fyldte hende med en vidunderlig ro inden i, når hendes indre ellers var i oprør...kunne han så let som ingenting få hende ud på gyngende grund, fordi hun følte for ham som hun gjore.

Alene synet af ham gjore hende glad.Tristan havde altid haft en eminent sans for at klæde sig stiligt og lidt casual , på en og samme tid, og han så forrygende ud.Hun følte sig som den heldigeste pige , at det var hende han var på vej for at møde, og ingen anden.Et stort smil bød ham velkomme...og hun vinkede en hilsen i retur.
" Tristan!" hilste hun varmt, så glad for at se ham.Hun sin hånd på hans ene kind og kyssede ham på den anden , stadig ikke helt...indkørt... i vanen med at hun var hans kæreste nu...men desuden var en smule...pli...vel ikke af vejen ?
De var jo stadig ikke et gammelt ægtepar, men et par unge der forsøgte at få det hele til at spille sammen....og finde netop deres melodi.
" arh...Prinsessen holder fridag , men et bal ved jeg nu ikke lige med ?" svarede hun med et lille smil og overvejede kort om kjolen havde været ' for meget'? Men den var så enkelt og stilren i sit snit, så det var svært at blive både under- eller overdressed i den, mente hun.
" Jeg har glædet mig...tak for dit brev"
Det var sandt..hun havde glædet sig til at...møde ham og lægge lidt afstand til andre ting....bare være hos ham.

Den sidste afstand blev lukket imellem dem med de skridt han tog. Om muligt så hun endnu mere blændene ud tæt på. Han havde altid elsket at hun kunne klæde sig pænt stilfuldt, uden at overdrive det. Det var muligt at han koldt var gået forbi hende hvis hun havde vist sig i et pink tylskørt. Arg, det var han måske ikke, men han havde nok ikke set fornøjet ud. Ikke som nu, da en varm glød legede i hans brune øjne.

"A feast for the eyes as always" Smilede han charmerende til hende og plantede begge hænder trygt i hans lyse jeans lommer.
Et kys landede på hans ene kind hurtigere end han kunne nå at reagere på det. Han blinkede overrasket et par gange. Der var nogle ting han også selv skulle vende sig til, men hvor ville han dog ønske at hun ville hilse anerledes end et simpelt kys på kinden. Hans kind brændte stadig skønt efter det, det var ikke det. Hver en lille berøring - specielt fra hendes læber - var noget specielt, men derfor behøvede hun ikke spare på det.

Det var tydeligt at se på ham at han var utilfreds da han kiggede på hende igen. Han hævede prøvende et øjenbryn og kiggede lidt flabet på hende.
"Ja... Hvis du tror du slipper så nemt.." Sagde han så og lagde selv en hånd på hendes kind for at trække hende ind til sig og give hende et hurtigt og varmt kys på munden.
"Tja... Det går an" Smilede han stort til hende da han trak sig lidt væk igen.

"Jeg skal love dig der bliver bal.. Jeg har en overraskelse til dig idag" Svarede han og vinkede hende med hen ad gaden og videre ind imod centrum af den elektrisk oplyste by.

"Jeg har også glædet mig.. Jeg var lidt bekymret om du nåede godt hjem sidst" småsludrede han og kiggede frem for genkende den gade de havde snakket om festlighederne var.

Tristan var ukronet mester i enten at pille folk ned- eller at bygge dem op og han behøvede kn en enkelt sætning, måske to for at yde den service.Heldigvis for Camille var hun på hans flinkeliste...det meste af tiden...så hans ydsøgte evne blev til glæde for hende, da han med få ord, fik hende til at føle sig smuk i hans øjne.
" Mr.Wonder....you are way to kind, as always" sagde hun med et nejede for ham, meget diskret...men stadig .

Han fik sit kys..men så ikke helt tilfreds ud, hvilke lige fik hende ud på tynd is...bare kort..for så det flabede udtryk over ham og hans krav på...lidt mere.
Oh?! " Ja...jeg mener..." påbegyndte hun fik fik aldrig mulighed for at slutte, da han ledte hende ind til sig, med hånden på hendes kind- og forseglede hendes mund med et kys.
Hendes hånd nåede lige om i nakken på ham, nussede kort...og puff...var hun tilbage i normal position og dorsøgte at finde en passende grimasse.Skægt at med Tristan var selv de mest simple ting ofte kompliceret - men samtidig lev de mest kompliceret ting så simple.Besynderligt.
" Du har en overraskelse?... Bal? " hun så lidt forbavset på ham.
Altså..hun vidste der var klubber her...havde han tænkt sig de skulle besøge en? Det have hun også selv set som en mulig ting, så det var jo herligt...men noget ved ordvalget...overraskelse... Gjore at hun ikke var så sikker i sin sag.
De begyndte at gå afsted, og Camille fulgte med.Hendes tanker krædsede om hans ord.
" Kom nu...så fortæl...fortæl" lokkede hun og begyndte at lege med mulige valg.
Så længe de ikke skulle skydive eller river rafte, så var hun tilfreds.
Dagligdagen fik dækket hendes behov for...action...på ganske tilfredsstillende vis, så hun opsøgte det ikke, når hun tog et break fra ' dagligdagen'.

" ja....jeg rog en omvej, men kom hjem i godt behold" svarede hun kort og ville ikke borer i det.Slet ikke med mulighed for noget spændende eventyr , sammen med Tristan- .lige om hjørnet.."

Havde han ikke været et skridt foran hende, ville hun nok have set det store smil han havde på læben. Han havde haft brug for det kys.. Hell, der var gået 5 dage, han krævede det nærmest og han ville ikke snydes.

"Du for se .. følg nu med" Hyssede han tålmodigt og fandt hendes hånd ofr at lede hende videre ned ad gaden. Længere fremme synes han at kunne skimte det rigtige vejskilt, og var der ikke lidt mere lys den vej nedad ? Han synes endda at lyden af mennesker og musik, som normalt var i en by blev højere.

"Jo først havde jeg tænkt mig vi skulle dykke med hajer, også tænkte jeg måske på noget tyrefægtning.. Hvad tænker du?" Vrøvlede han med et påtaget udtryk af at han tænkte over det. Så trak han på skulderen og ledte hende ind af en smal sidegade. "Men .. vi kunne nu osse bare slappe lidt af her?" SMilede han til sidst og nikkede fremad.

For enden af den smalle sidegade de stod på kunne den ses. festlighederne han havde hørt om. Han måtte selv indrømme at blive lidt overrasket for han havde egentlig bare tænkt det ville være en lille lokal ting med balloner og en ølbar. Istedet stod de nu foran et hav a store og små orange/gule lanterne der var sat fast overalt. De tusindvis af lanterner lyste hele den brede gade foran dem op og afslørrede boder og spisesteder udendørs overalt. Der var selvfølgelig også mennesker. De fleste var klædt i hvidt fra top til tå som en del af festlighederne, men der var også folk som dem der havde mørkere farver på.

Der lød en form for lokal live musik et sted fra i form a noget der lyd som en tværfløjte der elegant gennemtrængt luften.

Hun lagde sin hånd i hans, og følte sig staks mere overskudsagtig, og et smil kom til syne da hun drillende svarede " yeah...yeah ..daddy.... Jeg kommer nu" , bare for at drille ham lidt.
Hun blev dog lidt stram i betrækket...svømme med hajer...jaaa...for pokker da...eller tyrefægtning!
" Deeet lyder da skønt.Jeg har altid drømt om at se en tyr blive langsomt mishandlet og forpint, for til sidst på komplet unfair vis at dø for hånden af en eller anden kujon, glimrende valg, skat" Svarede hun sarkastisk og var lykkelig over han ikke kunne finde på at slæbe hende med til sådan ting.Jo...måske hajsvømningen...men han vidste hun led af uheld...så den ville nok æde hende, hvis det kom til det.
Hun kiggede i retning af hans lille nik....og standsede måbende op.
Der var en fest....en smuk fest lige for øjnene af dem.
Smukke lamper....boder...fest påklædte folk og det bedste ....levende musik.
Hendes øjne begyndte at skinne.
Ja ja...hun var den eneste kvinde klædt i sort, men det måtte de overleve....der skulle jo være et sort får i familien, ik....
Dette var jo intet mindre en forrygende- og iøvrigt den bedste overraskelse , mon han havde vidst det da han bad hende møde ham her?
Hun slog armene omkring hans hals og halede sig selv ind mod ham, til en knus.
" Tristan....det fantastisk.Tak!" sagde hun og slap ham fri igen.
" nåå...hvor er så tyre arenaen!" drillede hun, og begyndte at gå længere ind i de festglade rækker af folk og boder, imens hun snusede den dejlige atmosfærde ind.

"Øhhh selv tak" Svarede han hurtigt og måtte sig selv i at måbe lidt. Hvor heldig kunne man være med en gadefest ? Der var i hvert fald mere end en ølbar. Tristan fulgte roligt efter Camille der allerede var smuttet ind på den oplyste gade. for en gangs skyld skulle han da ikke bekymre sig om at hun blev væk fra ham. Hun var let synlig i den betydeligt mørkere kjole end resten af de samlede folk.

"Jeg tror det er lige derover og til venstre" Smilede han og pegede imod midten af folkene. Med deres held var det lige før de faktisk ville finde tyrefægtning, selvom det nok ikke var så praktiseret i denne verden.

"Ved du hvad? Jeg synes faktisk at en mand - eller kvinde - der tør brydes med en tyr er alt andet end en kujon... Desuden, hvis jeg var en tyr, så ville jeg hellere dø i kamp end på et eller andet slagterig.. Ikke kun hvis jeg var en tyr faktisk.." Sludrede han og fortsatte efter Camille imens han skimtede de forskellige boder, butikker og barer som de passerede.

Hun trak sig væk fra ham, en smule modvilligt.Hun havde savnet ham for meget, og det krævede en del selvkontrol ikke at blive hængende over ham.Det var sådan...at når hun var tæt på ham,blev hun næsten opfyldt af en balance og en fornemmelse af at vide nøjagtig ,hvem hun selv var.Ting var ikke så...udflydende længere.Hun kastede et skjult blik efter ham, og blev ramt lige tilbage med et budskab til hjertet.* jeg behøver ham...behøver ham i mit liv.Ikke bare det at jeg elsker ham, jeg...behøver ham faktisk,Tristan.* hun rystede tankerne væk...det var ikke tid og ikke sted, ikke nu anyway.
Istedet stak hun næsen lidt i sky og snusede ind.Det var ikke kun øjnene der blev begejstret hér i det kulørte gade billed- også lugtesansen blev forkælet.Mange fremmede lugte af krydderet mad, drikkelse og parfume havde blandet sig med den almindelige luft og bidrog til en herlig eksotisk stemning.

Uhh...at hun behøvede fyren, var bestemt ikke ensbetydende med at hun var enig med ham, nææ nej.
Hun fulgte godt nok hans lille instruks om hvilken vej de skulle og begav sig ind mod et område hvor folkemængden blev en smule mere tæt, imens hun opbyggede en lille protest til hans ord..." Tristan...det er jo ingen kamp, dér imellem tyren og manden.Kan du ikke se det? Det er en systematisk nedslagtning , hvor planen er lagt og tyrens evner og kræfter svækket på forhånd,så resultatet kun er gunstig for manden" sagde hun og drejede omkring for at se på ham....hans ord om at gå ud i en kamp...at dø i ære, gjore indtryk.Jov...hun vidste godt han var- og tænkte sådan.Hun brød sig bare ikke om han drog de parraeller..nu...han have for meget kamp i sit liv.For pokker....de var taget afsted fra lost for at få lidt mindre ,men var det lykkedes? Ikke rigtig ,vel?
" Sweetie....du skal nok få lov at dø i kamp...når du bliver 98...men ikke nu vel? Der er da al for meget vi ikke har nået! " sagde hun blidt og smilede...
" Hmmm...dyremishandling ...tyrefægtning..helt ærlig Tristan, sig du ikke mener det er okay ?" Sagde hun og modtog et skinnende rødt æble, af en ung fyr der rakte det mod hende, med et ivrigt nik, ved en bod. Camille gav det videre til Tristan.

Elektrisk lys havde virkelig noget andet end levende ild... Dengang de havde været i deploratus havde levende ild altid virket mere rustikt og romantisk, samt smukkede, men nu, da de havde undværet elektricitet så længe, og nu da de elektrisk drevede lanterner var overalt. Ja så virkede det meget mere rustikt og romantisk og smukkere.

"Tyren er kun svækket for ellers havde tyrefægteren ikke en levende chance... Mange dør hvert år af tyrefægtning, så det er ikke fordi tyren ikke har en chance.." Gav hun muntert igen og tog imod det skinnende røde æble og tog en ordenlig bid af det, før han gav det tilbage til hende.
"Men så skal du begrave mig gammel og grå... Så er jeg det sikker også på den anden side... Awww maaan...." Mumlede han og ville egentlig helst se godt ud når han kradsede af.

"Det er da ikke dyremishandling.. Vidste du at man bruger skindet og kødet fra tyren.. At det for resten kun er gamle tyrer... Som jeg ser det så er det bare en lidt mere værdig måde at krydse ikke? "

Hun standsede næsten helt op.. Eller det gjore hun faktisk.
Mente han det, eller teasede han bare fordi han vidste hun ville reagerer på det, kraftigt?
Hendes øjne lå årvågent på ham...og jov, han mente det.Hun fik et lidt uforstående udtryk i øjnene og stemmen måske en lille smule kant, naturligvis intet alvorligt...manden var jo i sin ret til at have en holdning, men....alligevel.
Hvor Tristan bed af æblet, bed Camille på krogen..og dinglede der uden at give slip..
" Tristan...skat..." indledte hun sit forsøg på at overbevise ham om hendes syn måtte være bedre end hans...og ironien lå naturligvis i den måde hun helt bevidst indsatte ordet ' skat' netop der.
" Du er vel klar over at det du står og glorificerer, ikke er andet end mishandling af et dyr.De er flere om det...de der picadiller..eller hvad fanden de hedder ,der kommer riddende på heste og stikker sværd i tyren for at stsse og afkræfte den, inden matadoren så kommer.Det er ren og skær dyre mishandling og der er intet ærefuldt i det.Matadoren er en kujon og den eneste tiljubel han ville få fra mig, var et æbleskrog i nakken" mumlede hun tvært og tænkte over hvad der dog var i hovedet på de kvinder der fandt matadoren modig og fantastisk..og smed roser ned til ham ?
I hendes optik var han ond ..- og dum...for ja, uheld kunne ske...og nogle gange overraskede tyren og matadoren blev såret.Camille ville nok være den eneste i en tyrefægter arena der næsten heppede på tyren.
Hun så igen på Tristan, ham der elskde en kamp, måtte da kunne se hvor urætfærdigt det var for tyren?
Hun modtog ælet og satte tænderne i det..." Du vil da være lækker med grå striber i det orange hår....helt unik" smilede hun og trak lidt i en hår lok og smilede.
Så den seje jæger var mere forfængelig end hun ? Interessant.

Han kom helt til at grine af hendes stædige forsøg på at overbevise ham om hendes mening. Det var jo som to politikere fra hver deres fløj der diskuterede meninger, man blev aldrig enige. Fra hans synsvinkel ville han i hvert fald hellere mishandles og kæmpe en kamp - om dog urefærdig - end at ende på et slagterig, men nu havde han også levet det meste af sit liv på slagmarken.

"Hør.. Darling... Vi kunne diskutere fra nu og til jul, men jeg mener stadig at den stakkels tyr ville dø uanset, også ville kamp være mere ideelt end at blive bedøvet og dø uden ære" Gav han igen, og det var bestemt heller ikke tilfældigt hvor han fik 'darling' ind i sin sætning. Han sendte hende et lille kækt smil og skød hovedte lidt tilbage så det orange hår fløj væk fra hans pande igen.

De passerede flere boder og Tristan stansede dem op ved en af dem. Det var noget der lignede en fiskebod, men istedet for de sædvanelig grå og klamme fisk man så i normale fiske boder, var der istedet små og store fisk i alle varianter, så man helt blev i tvivl om det nu også var fisk og ikke plastik modeler. De mange varianter skinnede op imod dem med utrolig flotte farver af alle slags. Og hvor Tristan altid synes at fiskebode lugtede som noget man skulle holde sig fra, så synes han nu slet ikke at kunne opfange nogen lugte.
"Hey, vor tror du de her er fanget ? Jeg har aldrig set sådanne fisk hverken i undereworld eller deploratus før .. " sludrede han og betragtede en ballonfisk i sit akvarium.

" Oh no....dont you darling me " snappede hun og havde en ubændig trang til at anfægte at noget levende væsen ville vælge at blive pint til døde, frem for en hurtig og smerteløs død eller aflovning? - men...hun sagde intet. Afsluttede bare med ordene og et lille puff af hans skulder " Nå...men det bliver altsår en anden senorita du må tage i hånden, hvis du en dag skal se...sådan noget" hun fik det næsten til at lyde beskidt og et smil sprang frem omkring hendes læber.
Ja ja.... Måske forstod han ikke det med tyren, han var jo også både mand og dusørjæger af hjerte, så...

De gik videre og også Camilles blik faldt på fiskeboden.
" det ser godt nok...underligt ..ud" sagde hun henkastet da de bevægede sig mod den.
Camille kiggede nysgerrigt på dem. Den sødeste af dem, hvis man ellers kunne gå så vidt som at kalde en fisk for sød, var en lille rundmavet gul fisk med røde fyldige kysse læber, det lignede ved gud at den havde arvet en rød læbestift som den nu flittigt benyttede.
Camille stak en finker ned i bowlens vandkant, for at se om fisken ville reagerer, imens hun skævede op til Tristan.." Der skulle være et sted hvor også havfruer holder til? - måske der? ....det kunne være et visit værd . Skal du have et lille akavrium..?"
Det var ikke fordi det havde gjort ondt. Den lille tykke fisk, med det nuttede look, havde knive skarpe bisser og havde hele to gange sat hele hebisset i blommen på Camilles pegefinger, så da hun nu kiggede tilbage deri....kunne se sit eget blod blande sig med det klare vand.Og smerten begyndte også at kunne mærkes.
Fisken stod stille i vandet, det så nærmest ud som den...grinede?

"i'll darling you, whenever i wanna darling you - darling" Smilede han flabet og rystede bare på hovedet af det med senoritaer og se tyrefægtning. Det var jo nok ikke fordi at de havde tyrefægtning her alligevel. + at det sikkert var så sjællendt nu at billetterne var vildt dyre.
Fiskeboden fyldte rimlig meget på den allerede proppede gade. Med dine store og små akvarier. En lille pige ved siden af havde lige købt en livlig fætter af en lyserød lille fisk med noget der lignede en lilla hanekam. Manden i boden puttede den lyserøde fisk ned i en plastikpose med vand i til pigen og satte den for enden af en lille pind, så hun kunne gå rundt med den svømmende rundt. Pigen takkede høfligt og forsvandt i menneskerne. Tristan kiggede lidt efter hende og kunne ikke undgå at tænke at det i hvert fald ikek var noget man så hver dag i deres gamle verden.

Han kiggede tilbage ved det Camille sagde om havfruerne og forstillede sig et enormt akvarium med en smuk havfrue i. Ja .. Så kunne det være han skulle få sig et akvarium, men det var ikke lige det man kunne se her.
Han kiggede overrasket ned i akvariet på Camilles finger og undrede sig over at hun ikke havde taget fingeren op endnu. "Hvis jeg skule have en skulle det i hvert fald ikke være den der!" Udbrød han og fiskede selv Camilles hånd op af vandet og så på hendes finger for at give den et lille kys der hvor biddet havde været.
"Gjorde det ondt?"

Hvorfor var det lige at hun nogen gange bare kunne stå og kigge...kigge på hans flabet smil og dvæle lidt ved hans rappe bemærkninger? Hun burde jo kunne give ham igen, hele tiden, ik? - men han havde bare en eller anden udefinerbar effekt og virkning på hende. Hun var tiltrukket af ham....var det det? Var det så enkelt? At hun et eller andet sted elskede netop ham for hans vid og hans kløgt, men også fordi han turde udfordrer hende og give hende alt igen, hun selv langede ud? Hvor irriterende egenligt, at forelske sig i sådan en umulig ' egenskab'.
Hun fnøs lidt af hans bemærkning, men der var smil i øjnene hendes.


Tilbage ved boden,
Det var kun sekunder der adskildte det hele, inden hun selv ville havde fisket sin finger op af vandet, men Tristan var bare hurtigere. Gode reflekser, det måtte man give ham.
" Nej....den er lidt aggressiv, er den ikke " og så sendte hun fisken et vredt blik...man kunne jo træde på den, større var den ikke...og så ville den ikke stå der og ' grine' længere.
Hun så overrasket op da et let lille kys blev plantet på hendes finger, og hun blev varm helt ned i maven. Det forhindrede dog ikke i hun lge skulle drille ham lidt...det var så sjællent efterhånden, at hun fik lov, da de begge to havde så meget om ørene.
" Ja...Tristan...det gjore faktisk meget ondt! Det gør det hver gang. Du skulle bare vide....vide hvor meget jeg lider hver gang....du kysser mig" hun trak sin finger ud af hans hånd, og forlod fiskeboden, med ryggen til ham.Hun satsede på han var med.
En flygtig tanke kom....hun burde nok fortælle om Elyas?

"Måske bare en smule.." Svarede han og mærkede hendes finger flyve ud af hans greb med hendes kække ord og han stoppede lidt stum op. Okay .. Say whaaaaat ? Han løftede lidt fornærmet et øjenbryn og gled op ved siden af hende for at pladsere en arm omkring livet på hende.
"Nå, jamen det er der ikke så meget at gøre ved.. Så vil du nok hade det her " Svarede han fløjelsblødt og gav hende et hurtigt kys på kinden. Så tog han tre store skridt og var igen foran. Med lidt mere end nødvendigt arrogante skridt for at provokere lidt ekstra. Det var det her han var god til, så hvorfor ikke gøre det ordenligt?

Der var mennesker overalt omkring dem, men stadig ikke alt for proppet. havde det ikke været fordi alle andre bar hvidt havde han været skrækslagen for at hun lige pludselig ville være væk i menneskene og at han ville stå alene tilbage i den snevide mængde, som bambi på glat is.

Hun gav han lidt af et irettesættende blik, da hans arm sneg sig omkring hendes talje, da hun næsten kunne se på ham , at det ikke var gjort med det.Og ganske sandt...
Han var rimelig kæk, var han ikke ...hun smilede ved kysset og håbede ved hud ikke han kunne se det, da det bestemt ikke matchede hendes respons.." Nej..det var da helt forfærdeligt det der".
Hun måtte halse efter ham, da han overlegent gled foran...og hun jo faktisk havde noget at fortælle ham...
" Du ...Tristan...skat ? " sagde hun blidt, denne gang uden et snært af ironi...
" Der er noget du bør vide...Zean har været hér , på besøg....med sin søn" indledte hun roligt.
" Han har problemer....Dawn er snuppet af nogen...og han havde sin søn, Elyas med....jeg har på en måde lovet at kigge lidt efter drengen" hun smilede til Tristan og ville lige vente en smule med at fortælle om det underlige timeglas, der havde arbejdet modsat for Elyas, og han derfor var en ret så stor ' lille tumling' nu.

"Jaa?" Mumlede han tilbage, men fortsatte med at gå, selvom han nu satte tempoet ned så hun kunne følge med. Hun lød ikke drilsk mere, og som alle hurtige toneskift virkede det ikke ligefrem beroligende på ham. Der var næsten altid noget i gære når han begyndte med det 'skat'.
Han åndede dog imidlertidigt lettet op da det ikke havde noget med hverken ham eller Camille at gøre, men derimod... Zean? Han havde mødt hans tvillingebror på et lidt underligt eventyr, men ikke Zean. "Hvor hyggeligt , nævnte han mig ? Bare lidt ? Du ved hvor tætte venner vi var" Smilede han lidt kækt og grinede til sig selv ved tanken. Ja ham og Zean havde aldrig været bedste venner, men han havde altid tænkt at hvsis de havde mødtes på en anden måde og med andre bekendtskaber, så kunne de have blevet gode venner. Men som tingene havde været så huskede han mest at Zean hadede ham på grund af sit og Camilles forhold.

"Åh... Jeg er ked af at høre med Dawn.. Men jeg tror nu heller ikke hun var god for ham i længden.. Ikke at jeg ved noget om det ... Men Elyas mener jeg da du nævnte som en sød unge " Sludrede han videre.

Et smil nåede hendes øjne.Tristan altsår...altid med et snært af noget flabet over sig, ik ?
" Jo...han nævnede dig skam...ville gerne vide mere om dig...om os to, men han havde desværre ikke rigtig tid til at snakke.Han skulle afsted , og se at rede kanstanierne ud af ilden, eller...rede Dawn ud af ilden" forklarede hun .
Nå, men hun , kunne jo ligeså godt få det sagt.Det lød bare så dumt, at hun skulle lege barnepige for en ung fyr, der kun var tre år yngre end hun selv, og så dæmon ovenikøbet. Mon ikke kan kunne passe bedre på hende, end hun kunne på ham hvis det kom til ballade?
" Hmm... Tristan...det med en sød lille unge? .....jeg ved ikke lige hvordan det er sket, måske fordi Zean og Dawn er blanede racer eller noget... Men Elyas, er altsår 16 år og en ret stor knægt nu" sagde hun og greb ud efter hans ærme, for at få ham til at stoppe op.Hun havde et problem....hun vidste ikke hvor hun slulle føre af Elyas...rent fysisk, så hun kunne have jævnlig kontakt med ham.
" Altsår....Jeg har talt med Aleck, og han afviser fuldkommen at have en anden dæmon, en fyr på 16 år under sit tag.Han vil slet ikke høre tale om det....og Eric har jo Mira, såååå øhmm" ...

"Jeg vidste han ville nævne mig... Jeg er sikker på at han savner mig... Kan ikke undvære mig du ved" Blabrede han lidt videre da Camille bekræftede at han havde været et emne. Han stoppede dog med at smile da hun fortsatte og brød hurtigt ind: "Så han vil altså have engle pigen tilbage igen??" Lidt forvirret kløede han sig i baghovedet. De to altså...
Der var en masse ord der fulgte efter det hun sagde og det tog ham noget tid at kæde det hele sammen. Elyas var en 16 årig dæmon nu... Han var her i underworld.. Uden mor eller far... Han kunne ikke være hos Camille... Ikke hos Eric... Åh han vidste præcis hvor det førte hen.
Tristan havde aldrig haft søskende og hvordan skulle han lige klare at have en hormonsyg teenage dreng boende? Så kunne han da øve sig hvis han en gang skulle være far.
"Hvad er hans evne? Hvis det er nogen former for ild bliver han ikke lukket ind ! Jeg bor i et træhus i en skov.. " Svarede han først lidt surt, men droppede facaden og sukkede.
"Selvfølgelig må han blive hos mig hvis han ikke har andre steder at gå hen" Afsluttede han med et skævt smil rettet imod Camille.

" here we go " mumlede hun til luften, da Tristan lige skulle tage en runde med Zean.
De to ville aldrig blive bedste venner, og efter som Tristan stak af med Camille, lige foran næsen på Zean, var han måske en smule mere munter omkring det,end Zean.
" Nej...det er ikke sådan han skal efter Dawn, men hun er blevet kidnappet, grundet et eller andet shit Zean har lavet, rodet med de forkerte ....og derfor er Elyas her, for at yde sikkerhed, imens han skal befri Dawn.Jeg bar ikke indtryk af der er varme følelser mellem de to " hun smilede lidt.Elyas ville elske at se hans forældre sammen sikkert, ville alle børn ikke det? måske var det en del af hans afstand til Camille??
Hun studerede hans mimik...og thank hod han ikke virkede afvisende, helt.
" Jeg...det ved jeg altsår ikke, men det spørger jeg om.... Og Tak Tristans, tusind tak.Så vil jeg prøve at forslå ham det.Han kommer og går selvfølgelig som han vil...sådan nogen lunde...selvom han er 16 er han dæmon, der er lidt...anderledes end mennesker ...tror jeg nok" det anede hun jo faktisk ikke rigtig så meget om, når det kom til stykket.
Hun så lidt undrende på Tristan....var en dæmon på 16 meget anderledes end en almindelig på 16?

"Drama big time..." Mumlede han og måtte dukke sig for en lanterne han havde været ved at gå ind i. "Men altså.. Tror du ikke hun ser hvor stor en helt han er, og han ser hvor yndig hun er, hvis han først redder hende ? Er det ikke sådan det fungere ? Hvis jeg var den 16 årige knægt ville jeg håbe det.." Godt nok havde hans forældre aldrig været skilt, men han havde heller aldrig rigtig givet nogen tanke til deres forhold. Som 16 årig ville han nok selv været ligeglad, men Elyas var måske også mere knyttet til sine forældre?
"Ah, der er krav hvis han skal være hos mig.. " Brød han hurtigt ind og løftede en smule seriøs hånden for at afbryde hende. "Han har noget at sige i huset, men jeg har afgørende ord. " Begyndte han og rejste en finger fra den hånd han havde hævet en smule. "Han er dæmon.. Jeg ved godt hvordan de fungere.. Derfor får han ikke lov at dræbe andet end dyr, hvis ikke jeg selv har fundet et menneskeligt bytte til ham." Han rejste sin anden finger op ved dette og afsluttede.
"Også synes jeg han kræves at få lidt træning, det er godt at kunne forsvare sig her i underworld. Specielt hvis han skal ud at jage." Han rejste den tredje finger og tog hånden ned igen.

" Nej Tristan...sådan er det altsår ikke, ike når man først har været et par, og er gået fra hinanden selv om man havde et lille barn....det er ikke romantik Zean har i tankerne, Dawn...kan jeg ikke sige noget om"
Hun tænkte lidt....mon Zean kunne falde for Dawn igen? Egen,ig anede hun det ikke, personligt havde hun altid ment at Dawn havde en ekstrem dårlig stil, i sin måde at opføre sig på...men hun havde aldrig nævnt det for Zean, hvorfor skulle hun også det ?
Hendes øjne lagde sig igen på Tristan...opmærksomt.
Et stort smil kom frem....på nogle punkter var de så ens...selv om der var langt flere h or de var modsætninger.Dette var hun helt enige i, naturligvis ville Tristan havde det afgørende ord. hun havde selv krævet det på helt samme måde, over for Zean.
"Nu må jeg lige tale med ham om det først...."

"Jeg siger bare at når de nu havner i en stor rednings situation så kommer stemningen altså og overhaler dem inden om! Hvad tror du ellers mit trick er ?" Han blinkede drillende til hende og fortsatte. "Men jeg kender ikke Dawn så jeg ved det jo ikke"
Han nikkede til det med at hun lige skulle snakke med ham inden. "Ja det er fint, bare du sørge for at han er indforstået med mine regler hvis han bor hos mig" Svarede han roligt. "Men hvor bor han så nu da han ikke kan bo hos dig ? vor længe er det siden Zean kom med ham?" Han fortsatte af ren nysgerrighed.

" Så det du siger er at du er faldet for slle de kvinder du har redet som dusørjæger?" drillede hun tilbage..." my god....har du overhoved tal på hvor mange du har erobret så?" forsatte hun.
Han havde æret en formidabel jæger, så det måtte vel være en del. hvis han altsår have ret i sin påstand, hvilke han ikke havde.
" Dawn er en kælling" sagde Camille, hvilke var meget atypisk for hende at omtale andre på den måde, men ... Ja...det var hun faktisk.Havde Camilles mor levet, og været den normale mor hun huskede fra sin barndom( og ikke en surrealistisk halv ond fe) ville hun havde beskrevet Dawn , som en rejekælling.Camille kom til at le..." han har været her i næsten to døgn nu Elyas, og Zean tog afsted med det samme...efter en enkelt øl"
Hmmm....bare hun sørgede for Elyas adlød? Næææ nej, den opgave måtte hvile hos den der stod over for Elyas..., ik? " Selvfølgelg , skat...den klarer jeg" sagde hun med stor morskab i stemmen og plantede et kys på Tristans kind.