Vi, min fine herre, skal ha' røven væk herfra (Marcus)

Tid: Et sted hen af aftenen, nogle vil nok kalde det nat.
Sted: En fængselscelle hos The guardians.
Vejr: Solen er gået ned, det blæser let og støvregner. Ikke at det er til at se fra en celle, dog.
Omgivelser: Cellen er mørk, kold og umøbleret set bort fra en simpel bænk af træ der er fastgjort til muren, og en spand i hjørnet til efterladenskaber...

Der var mørkt i den lille celle. Mørkt, fugtigt, koldt og klamt og der lugtede mistænkeligt af en lugt der var svær at definere.
Da Cassidys øjne endelig vænnede sig til mørket, og han kunne betragte omgivelserne, gik der ydereligere nogle øjeblikke for han kom i tanke om, hvor helvede han egentlig befandt sig. Dagens begivenheder vendte dog lige så stille tilbage til ham.
Han var blevet fanget. Taget på fersk gerning i at stjæle noget så ynkeligt som et enkelt armbånd - og skidtet havde ikke engang været af sølv, men en billig luset kopi. Taget i betragtning af hvor mange flere værdifulde og større ting han gennem tiden var sluppet af sted med at hugge, virkede det fuldkommen tåbeligt at blive taget for det her. Og uventet, også. Han havde altid været ualmindelig heldig og kun få gange havde han været nødt til at stikke af for ikke at blive fanget, denne gang var det dog ikke lykkedes.
Det var fucking sidste gang han forsøgte sig at stjæle noget i Terrorville, der var alt for mange vagter, og hvis de rige kællinger alligevel rendte rundt med falske smykker, hvad var så pointen?

Der var dog flere dele  af dagen og aftens begivenheder der var en smule omtågede for ham. Han havde stadig ingen erindring om at være blevet smidt herind, men han gik stærkt ud fra at det var en form for fangenskab. Gjorde man virkelig så meget ud af et simpelt tyveri? Åbenbart.
Erindringen om de to unge knægte der var blevet hængt for at hugge brød nogle måneder tilbage vendte tilbage til ham. Cassidy havde ikke selv læst avisen som historien var blevet bragt i , men det havde været det helt store samtaleemne dengang så han havde ikke kunnet undgå at høre om det. Han gøs ved tanken. Det var på ingen måde sikkert at det her ville ende så vidt, måtte han forsikre sig selv om.
Med lettere kejtede bevægelse skubbede han sig selv mere op at sidde, hvilket kortvarigt fik ham til at skære ansigt. Hans hoved gjorde ondt, og han havde det som om at han havde de for vildeste tømmermænd, selvom han var mere end sikker på, at han ikke havde drukket inden for den sidste dag. Han havde givet en vagt en knytnæve i ansigtet, som i et forsøg på at slippe væk fra ham, men vagten havde på ingen måde sluppet ham, men bare sendt et slag retur i hans retning, hvilket nok havde forårsaget den svage hovedpine han nu sad tilbage.
Det var faktisk først i oprejst siddende stilling, at han fik øje på skikkelsen der sad lænet op af muren knapt en meter fra ham. En mørkhåret mand, kunne han se. Han havde ingen idé om, om han kendte manden, men han troede det nu ikke.
”Hey,” mumlede han bare og strakte armen ud for at røre ved fyren, hvis skulder han endte med at lægge håndfladen mod, og ruske let i.

Cellen var klam, men vagterne var klammere! Da de havde fundet ham havde de tilkaldt forstærkninger. De to vagter der ellers havde været alene ville ikke have været en problem for Marcus, men så kom der flere og blandt dem var der forræddere! Vampyrer og dæmoner der arresterer andre af deres egne racer, det var at forrædderi i Marcus' øjne. De havde overrumplet ham midt i hans aftensmad. En eller anden fattig møg unge havde sladret og fortalt hvilken gyde han var i. Bag efter havde de først tæsket ham og så havde de bundet ham. Havde det bare været to vagter så var han ikke blevet fanget af dem! Marcus var endt op i den lille celle hvor der var helt mørkt. Der havde været helt stille i ret lang tid. Det var kun lyden af fodtrin når en vagt en gang i mellem kom forbi. Han var blevet smidt på det klamme gulv imens hans knogler stadig var igang med heale. Da smerterne var blevet mindre havde han rykket sig hen til væggen i cellen. Der forblev han helt stille i det der føltes som flere timer. Hvor lang tid der egentligt var gået vidste han ikke.
Stilheden i cellen var dog blevet brudt da der kom vagter, de have en med dem. Han så ud til også at have fået et par slag. Marcus så til imens de smed personen ind i den celle Marcus sad i. Marcus havde stadig nogle enkelte brækkede knogler og havde derfor ikke gjort et forsøg på at flygte da døren til cellen var blevet åbnet, det gjorde for ondt at bevæge sig. Han forblev bare siddende helt stille.

Den nyecelle kammerat han havde fået begyndte at bevæge sig, men Marcus gjorde intet. De måtte da være fuldstændige idioter, vagterne havde smidt et menneske ind til en vampyr?! Måske de havde vurderet at Marcus stadig var for svag til at angribe? Han gad alligevel ikke, hvad ville han få ud af at dræbe en mand når han var i cellen på grund af et drab. Der gik ikke ret lang tid før at gutten havde sat sig op ved siden af Marcus, det virkede ikke som om han havde set Marcus først, men freden var hurtigt brudt. Marcus bed tænderne sammen da han blev rusket i. "Stop" sagde han kort og meget skarpt. Han så kort på gutten, det var ikke en han kendte. Marcus rettede sig kort lidt op, de værste brud havde været på hans arme og skuldre, men de var så småt ved at gå i sig selv. Det var nu engang det eneste gode ved at være vampyr - at kunne heale igen. "Hvorfor er du her?" Man kunne godt hører at Marcus havde ond, men alligevel var hans tone ret neutral.

Nærmest pr instinkt trak Cassidy sin arm til sig, da manden ved hans side sagde noget - eller rettere sagt, bad ham om at stoppe med at ruske i ham. Det var først da manden vendte ansigtet i Cass' retning, at det gik op for ham, at fyren sgu nok havde ondt. Han så også en smule mørbanket ud.
Ved erkendelsen af at Cass netop havde siddet og rusket i en fremmeds forslåede skulder, glippede han let med øjnene og der dukkede en ganske svag rosa farve tværs hen over hans kinder.
"Undskyld jeg.... tænke... ikke," endte han bare med at mumle, men gjorde ikke ydereligere for at forklare sig, da det i bund og grund vel var sandheden.
Han betragtede kort manden igen, som kunne han få mere at vide om ham, ved blot at se på ham - hvilket han jo selvfølgelig ikke kunne. I mørket syntes han ikke engang at kunne vurdere hvilket race manden tilhørte - ikke at han altid kunne det i dagslys, heller, men lige nu syntes det umuligt.
Cassidy fumlede lidt i mørket indtil hans fingre fandt muren bag ham, og med håndfladen fladt trykket derimod skubbede han sig selv en smule usikkert på benene. Fyren havde sikkert allerede undersøgt rummet for flugtveje, men han ville nu også lige give det et skud. Benene rystede svagt og hans hoved protesterede, men han prøvede nu i bedste grad at bide det i sig.
"Af samme grund som dig, gætter jeg på," svarede han famlede sig vej hen til døren, som selvfølgelig var låst - surprise.
"Fandens," mumlede han lavmælt, men fortsatte dog med at befamle væggene med fingerspidserne selvom han ikke kunne se halvdelen af hvad han lavede, "Befandt mig på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Blev fanget på det forkerte ben og nåede ikke at stikke af."
At manden muligvis spurgte ind til den egentlige forbrydelse der havde sendt Cass hertil, faldt ham på ingen måde ind, selvom det han lige nu stod og fortalte jo nærmest gav sig selv.
"Ved du hvad de har af planer med os?"

Marcus nikkede bare kort da der kom en undskyldning, han kunne ikke have vidst hvor ondt Marcus havde. Marcus havde ikke de store problemer med at se i mørket, detaljer var lidt utydelige, men eller var der ikke de store problemer med at orientere sig i cellen. Da gutten begyndte at rumstere rundt for at komme på benene så Marcus bare til. Marcus fulgte ham med øjnene imens han fumlede sig frem og befamlede alle væggene. Det så kun ud til at døren de var kommet ind af var en vej ud. Et kort host af et grin slap Marcus' læber da han sagde 'af samme grund som dig, gætter jeg på'. Marcus smilede skævt for sig selv i mørket, men sagde endnu ikke noget. Først da hand halve forklaring om hvorfor han var blevet snuppet var slut åbnede Marcus munden og talte. "Vagterne ville kalde det mord, jeg kalder det tjeneste for et godt formål" Marcus' stemmeføring var rolig, men også ret sarkastisk. Det havde jo bare været en mand han havde bidt, det var endda en gammel en af slagsen? Marcus havde stadig svært ved at forstå hvorfor de ikke bare havde takket ham for at skåne en gammel mand for livet på gaden? - Utaknemlige vagter!

Marcus blev ved med at følge ham med øjnene imens han stadig lod hænder og fingre rører over alt på murerne omkring dem. "Hmm, jeg ved det ikke, men et godt forslag ville være at henrette os, eller nok mig". Igen var han rolig i stemmen, på trods af at han snakkede om sin egen død. Med lidt besvær fik han stablet sig på benene. Man kunne hører en knasende lyd da Marcus rykkede på sine skuldre, det var lyden af knogler der sætter sig på plads. "Jeg ved ikke med dig, men jeg har ingen planer om at blive her..." Marcus stod stille og så hen mod døren ind til cellen, nu skulle de bare finde ud af hvordan de kunne komme ud uden at blive fanget af de vagter der stod der ude og holdt øje med dørene. Marcus så fra døren til gutten. "De kan ikke holde en vampyr inde for evigt.. Før eller siden vil jeg komme ud!"mumlede han kort og væmmedes ved tanken om de vampyrer der arbejdede her. De skulle bøde for det her på et tidspunkt. Marcus bed sig kort i læben imens hans overvejede mulighederne. Med mindre de kunne bryde igennem en mur og komme ud på den måde ville de skulle komme ud af den dør, men det var risikabelt. Marcus havde aldrig været fanget på den her måde før og han brød sig ikke om det.

Cassidy glippede igen med øjnene, da fyren sagde sin forbrydelse - nærmest som var det ingenting. Cass kunne ikke selv prale med ikke at have slået nogen ihjel heller, ikke mere, i hvert fald - men det havde så godt som været i selvforsvar og under en slavebefrielse han havde været så uheldig at blive indblandet i. Det var noget andet. Cass kendte selvfølgelig ikke mandens baggrund for at have udført en 'tjeneste for et godt formål', som han så fint formulerede det, men den henkastede måde han sagde det på fik Cass til at tro at det umiddelbart var bevidst og overlagt.
"OKay... så er vi her ikke af heelt samme grund," uddybede han dog og syntes straks at det var endnu mere uretfærdigt at han var blevet smidt herind for et sølle tyveri, "Jeg blev bare taget i at stjæle... Fandes til vagter.."

Han fortsatte bare kejtet med at undersøge væggene mens han lyttede til hvad manden sagde, selvom han ret hurtigt derefter gav op, og kom frem til at døren var den eneste vej både ud og ind. Han kunne mærke hårene i nakken rejste sig da manden nævnte at de muligvis skulle henrettes. Selvom han fandt tanken om udødelighed og evigt liv mere skræmmende end tanken om sit egentlige endeligt, var han slet ikke klar til at give sit liv fra sig endnu.
Hvis man betragtede Cassidys ansigt da han hørte den knasende lyd fra mandens skulder, ville man kunne se hvordan ubehaget nærmest stod malet i ansigtet på ham. Han var ualmindelig dårlig til blod og sår og knogler og lyden af knogler der faldt på plads eller gik fra hinanden eller hvad helvede der nu frembragte den lyd, var ingen undtagelse. Han forsøgte dog straks at lede tankerne hen på noget andet.
"Det har jeg heller ikke," bekendtgjorde han blot, "Umiddelbart ser det ud som om, at døren er den eneste vej ud..." Han skulle lige ti at informere om, at den var låst, men han nåede at stoppe sig selv inden ordene nåede ud over hans læber. Det vidste manden sgu da godt. Det var ingen grund til at udstille sig selv som en større idiot end højest nødvendigt.

Så manden var åbenbart vampyr? Cassidy havde egentlig ikke noget imod vampyrer, så længe han selv kunne undgå at agere blodbank.
"Du har ikke et eller andet snedigt på dig? - våben, eller et eller andet i den dur?"
Først efter at have stillet sit spørgsmål gravede Cass i sine egne lommer på jakken. De var tomme, som forventet, og indholdet af dem var sikkert taget fra ham inden han kom herind.

Marcus smilede kort. "Fik du stjålet noget godt?" spurgte han kort. Det var forhåbentligt noget der bare var tæt på at være værd at komme i fængsel for. Selvom der i Marcus' øjne ikke var noget der gjorde det okay at være spærret inde. Marcus var blevet stående efter han havde fået sin skulder på plads, der var ikke nogen grund til at spilde sin energi. "Jeg tror du har ret... Det bliver ikke nemt at komme ud."mumlede han stille imens han så tænksomt på døren. Det var klart at der ville være vagter et sted ude på gangen og ellers ville de være ved udgangen af hovedkvarteret.
Marcus så på ham da han spurgte om han havde noget på sig. Marcus stak hænderne i lommerne på sine bukser og trak dem op igen. Han var ikke engang sikker på at der havde været noget i lommerne før han blev fanget? "Nej.." svarede han kort og rystede på hovedet. "Men jeg har mine hænder...". Selvom han ikke var kommet helt til kræfter havde han dog stadig lidt at give af. Han gik hen mod gutten og døren. Han tog fra i håndtaget og trak til. Den åbnede ikke.. Han havde heller ikke regnet med det, de havde været dumme hvis de ikke havde sikret dørene mod vampyrer og andre stærke væsner. "Vi må vente til der kommer nogen og låse op" konstaterede han, han gik hen og satte sig ned af bagvæggen i cellen imens han kort sukkede.
"Vi kommer nok til at sidde her i et stykke tid, men jeg er Marcus" han så op mod gutten imens han talte. Der var ingen grund til at forblive fremmede, i sær ikke nu hvor de var tvunget til at være i hinandens nærvær.

Marcus var godt klar over at han var i celle med et menneske, men han var også klar over at han intet godt ville få ud af at drikke denne mands blod. Det ville bare give vagterne større grund til at henrette Marcus. Plus måske denne mand kunne hjælpe ham med at bryde ud. Normalt brød Marcus sig ikke om at arbejde med andre, det var tit for besværligt synes han, men nu var han mere eller mindre tvunget til det.

Cassidy kunne ikke lade være med at le bittert over ironien ved situationen, da manden spurgte om han havde stjålet noget godt. Bare han kunne prale af så meget - men det han havde stjålet havde været noget lort ~og ikke nok med det var det da også blevet konfiskeret inden han var blevet smidt herind - ligesom resten af hans ejendele. Fucking vagter. De var da ikke meget bedre end usle tyveknægte som han selv. Han rystede kort på hovedet.
"Næ. Det var noget værre bras jeg fik fingrene i. Vagterne i Terrorville har alt for meget fritid," han smilede skævt og gjorde et skuldertræk. Der Var ikke så meget at gøre ved det.
Undrende skød Cassidy et bryn i vejret ved mandens kommentar om at han havde hænder og nærmest pr instinkt lod hans blikket glide ned og undersøge hans egne, menneskelige hænder. Da manden kom hen mod ham før at hive i døren skulle han lige til at sige at han havde forsøgt, men han nåede ikke længere end at skille læberne fra hinanden, før det gik op for ham at manden nok var stærkere end han selv var - han var trods alt vampyr hvor han selv var menneske. Cassidy var ikke kløgtig - langt fra, faktisk, og ofte skulle han bruge langt tid på at tænke simpel ting igennem.
Han sukkede også bare og begyndte at gå tilbage mod bagvæggen da manden præsenterede sig. Marcus, hed han altså og nikkede en enkelt gang.
"Jeg hedder Cassidy... eller... bare Cass, det er lettere.." Mumlede han inden han bare lod sig glide ned og sidde også.
Cass var ikke bange for Marcus, da han ikke umiddelbart gav ham nogen grund til at være det, og de blev nok nødt til at arbejde sammen hvis de skulle slippe ud herfra. Cass havde i hvert fald ikke en chance uden hjælp, så meget vidste han da.
Han vendte bare ansigtet mod vampyren og betragtede ham.
"Tror du vi skal... lægge en plan?" han rynkede panden let ved sine ord, selvom han egentlig mente det han sagde, lød det bare ikke særligt intelligent når det kom ud af munden på ham, "altså til... når vagterne rent faktisk kommer? Jeg tænker... vi kan vel ikke bare spontant overmande dem?"