Tortureret igen... //Arian//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 19:23
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Hun var næsten lige kommet ud af gravkammeret igen. Hun blødte lidt fra panden og fra armen. Zann havde lige været igang med og torturere hende. Han var blevet meget sur på hende fordi hun havde nægtet og gjort noget han havde bedt hende om og havde ikke fuldt hans ordre. Hun havde ikke kunnet udføre den opgave som han havde givet hende. Ingen ville klare den opgave han havde stillet hende. Han havde bedt hende om og stå musestille og ikke bevæge sig i 30 minutter. Det var der ikke nogen som kunne klare. Ikke en gang Rafael havde klaret den opgave. Hun ville ihvertfald ikke tro på, at Rafael havde kunnet klare den. Hun sad nu ovenpå en grav. Den var gammel og slidt. Hun sad stille og ømmede sin pande. Det gjorde ondt. Hun var nu alligevel ved og være van til, at hun blødte. Hendes tøj var jo indsmurt i blod så det med, at hun blødte her og nu ville ikke gøre det store forskel. Nok havde hun et stof bundet over sine øjenhuler for og skjule hulerne. Det var nu heller ikke lækker og se direkte ind i dem. Der var dog en enkelt død nerve som var falder ud af det ene øjehul og hang imod hendes kind. Hun havde dog nægtet og fjerne det. Det var for ulækkert. Nerven var råden og stank. Hun var også begyndt og blive rastløs. Hun rejste sig langsomt op. Hun gik lidt rundt på den gamle kirkegård, hvor der var et lille gravkammer for enden. Hun havde siddet ret tæt på indgangen til gravkammeret. Hun måtte bevæge sig. Hun vidste godt, at hun ville få flere slag og tæsk, hvis hun ikke var tæt på gravkammeret når en af Zanns skeleter kom ud for og se til hende. Hun måtte tage chancen og gå lidt rundt. Hun hørte en dør åbne sig og nogle tunge skridt komme ud fra døren. Hun stivnede. Det var Warren. Zanns højre hånd som var kommet ud. Hun turde ikke gå længere. "På plads dit usle tøs!" hans stemme var hård og ru og havde en ond klang i sig. Hun gik langsom hen og satte sig på den grav hun havdet siddet på for ikke så lang tid siden. Hun hørte Warren var gået. og kunne lugte, at der var kommet en ny fram kort tid efter døren blev lukket i og Warren var væk.

P: Skjorte og et par cowboyshort, håret løst.

Det var et forfærdeligt sted og hun var egentlig ikke klar over hvorfor hun var taget derhen, måske for at lede efter de pokkers moon ulve.. De havde dræbte hendes familie og nu skulle de stå for tur.. Men, det sjove var at det faktisk var hendes familie, hendes mors side i hvert fald.. Hvordan kunne de dog finde på at dræbe deres egen datter og mand? havde det ikke været for Arians "bedstefar" så havde hun været død, præcis ligesom dem. Men, det havde vel også været bedre, trods alt var hun jo en blanding, en som alle så ned på eller noget i den stil. Dog havde der været enkle personer som havde fundet hende interessant, men de var allesammen forsvundet nu.. Julianne var ingen steder at se.. Det fik hendes hjerte til at gøre ondt og et suk til at undslippe hendes læber.. Hvor hun dog savnede nogen at snakke med..
Pludselig kunne hun hører en dør smække, så hun nær var hoppet en meter op i luften, men reagerede i stedet ved at lægge sig ned på jorden og kravle hen imod lyden. Forsigtigt kiggede hun frem bag en sten og blev overrasket over at se en pige sidde på en stenene.. Tydeligvis en slave, hvilket fik Arians hjerte til at briste en smule.. Hvor måtte hun have det forfærdeligt.. Forsigtigt gik hun hen imod Pigen, tog en hårtot om bag øret og ledte efter noget at sige til hende..
"hej," stammede hun forsigtigt med sin bløde stemme.

Hun var ked af, at Warren og Zann ikke stollede på hende, men hun var vel også selv skyld i, at hun havde det som et helved som hun havde. Hun sukkede lidt og bed sig i læben. Hun turde næsten ikke røre sig så bange var hun. Hvorfor var det egentlig, at hun var alene? Turde Zann ikke havde andre slaver end hende? Hvad var den sande grund til, at hun var blevet til en slave? Hun kendte ikke denne fyr Zann overhovedet. Hun var slave for ham, men bar samtidig Rafaels slavemærke på sig. Hun havde 3 slave mærker. 2 der tilhørte Rafael og et der tilhørte ham her Zann. Hun var vel også en slags slave for hans højre hånd Warren. Hun bed sig i læben. Hvad skulle hun gøre af sig selv. Hun hørte noget kravle hen imod hende. Var det en slange eller en der ville bortføre hende og bruge hende som slave også? Hun var åbenbart blevet født til og leve et slave liv. Det føltes ihvertfald sådan for hende. Hun fik et chok da hun hørte en kvinde stemme og faldt bagover og lå med sine ben op over gravstenen hun havde siddet på. Stoffet der var bundet om hendes øjenhuler var røget af så hendes tomme øjenhuler var kommet frem. Der var størknet blod og en masse døde nerver i dem. Hun kæmpede sig op og stå og satte sig så på knæ for og lede efter stoffet.

Arian gispede da pigen pludselig faldt bag over, så hun måtte tage en hånd op foran sin mund, for at dæmpe det høje gisp en smule. De skulle jo nødig komme ud for at der var nogen som hørte dem og bestemt ikke dem, som havde gjort dette imod hende. Forsigtigt satte Arian sig på hug ved siden af Luce, hjalp hende med at lede efter det stof hun før havde haft om sine øjne.. Selvfølgelig blev hun forskrækket over at se de tomme øjenhuler, men hun skjulte det ved at lukke sin mund helt sammen og fokusere på at finde det stykke stof til hende.
"Det måd du altså undskylde!" sagde hun undskyldende, mens hendes hænder stadig fumlede rundt på jorden, for at finde dette pokkers stykke stof. "Det var ikke min mening at forskrække dig!," Hun smilte genert, men kom egentlig i tanke om at pigen ikke kunne se hvordan hun så ud i ansigtet, dog håbede hun på at hun troede på at det ikke var med vilje. Da hun endelig fandt stoffet, gav hun det til Luce med en forsigtig hånd, så deres hænder lige kort snittede.. Arian kunne mærke hvor kold Luce var, hvilket bare fik hende til at krympe endnu mere sammen.. Hun havde meget ondt af hende..
"Mit navn er Arian, hvem er du?"

Hun mumlede stille. Hun havde ikke regnet med, at nogen ville komme her og skræmme livet af hende. Hun håbede inderligt, at kvinden ikke havde opdaget hendes øjenhuler. Hun lod sine hænder kører rundt på jorden for og finde stoffet der var bundet rundt om hendes øjenhuler. Hun trak let på skuldrende "Det var ikke din skyld. Du kunne ikke vide, at jeg ikke havde nogen øjne" hendes stemme var rolig og mild. Imens hun ledte efter det stykke stof som burde være bundet rundt om hendes øjne spekulerede hun over, hvordan denne kvinde så ud. Hun lød til og være en sød kvinde og det gjorde hende lidt nysgerrig for og finde ud af hvem denne kvinde egentlig var, men samtidig var hun bange for om hun arbejdede for Rafael eller Zann. Det var lidt træls, at hun ikke kunne se folk og se på deres ansigtsudtryk og deres kropssprog, hvordan de i virkeligheden var. Hun var nød til og lytte ekstremt godt efter deres stemmer for og finde ud af hvordan deres personlighed sådan nogenlunde var. Hun så hen imod kvindens stemme "Du skal ikke tænke på det. Det kan ske for alle og en hver" hun trak let på skuldrene og ledte videre efter stoffet. Da hun mærkede noget stof imod hendes hånd tog hun imod det. Hun mærkede kort kvindens hånd som hun hurtigt trak tilbage. Var hun bange for og se hende eller hvordan var det? Hun smilte stille "Tak for hjælpen" hun smilte stille og bandt stoffet om øjenhulerne igen og rejste sig op ved og støtte sig til gravstenen "Rart at møde dig Arian, jeg hedder Luce"

Hun smilte skævt og kørte en hånd igennem sit hår, som var en vane for hende, eftersom hun havde ladet det vokse og for at være ærlig, så rætte hun det heller ikke så tit, man kunne kalde hende en form for natur pige. Men, det var egentlig ikke det som var det vigtige nu, så hun fokuserede på at få denne pige væk fra det forfærdelige sted. Hun kunne i hvert fald ikke bare gå fra hende, det var hun sikker på, for så ville hun bare få dårlig samvitighed over at have ladet hende blive. Selvom Luce ikke kunne se Arian, ville hun kunne fornemme at hun smilte og ikke ønskede at gøre hende ondt. Det ville hun slet ikke! Arian var meget imod det med at have slaver, derfor havde hun sat sig for at få Luce væk derfra! Så godt hun nu kunne altså..
"Det var da så lidt, men hvad laver du her?" spurgte hun og kiggede kort rundt. "Jeg mener, det er jo ikke ligefrem det hyggeligste sted at være og jeg kan fornemme at du ikke er glad for at være her," Hendes stemme var forstående og varm. "Luce, det er et smukt navn,"

Hun stod lidt og prøvede og holde sit hår væk fra sit ansigt, men det gik ikke så godt for det var for fedtet, snavset og nogle steder klistrer nej nærmere limet fast pga det størknede blod som sad fast for enderne af håret. Hun havde blødt for meget til, at hun havde kunnet holde sit hoved og hår væk fra blodet. Samtidig med, at Zann havde tæsket hende eller skåret i hende hver gang hun næsten bare havde bevæget sig når han var i nærheden. Hun måtte ikke røre sig uden han havde givet hende lov til og bevæge sig. Det var hårdt for hende og han sørgede altid for, at der hele tiden var en der holdt øje med hende når hun havde gjort noget forkert og havde fået tilladelse til og få noget frisk luft. Selvom luften udenfor gravkammeret ikke var så friskt som det kunne være i the forest. Hun kiggede hen imod kvindens stemme "Jeg er slave for en fyr der bor her..." hendes stemme knækkede. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare sagen uden det ville lyde alt for hårdt. Hun rystede på hovedet "Nej, kan jeg heller ikke, men jeg tør ikke stikke af. Han fanger mig alligevel hurtigt igen" hun bed sig lidt i læben. Hun var glad for, at kvinden ikke lød til og være en hård og kold type ligesom mange andre havde været overfpr hende. Hun smilede kort "Tak dit navn er også pænt" hun satte sig stille på stenen og prøvede og slappe af.

En slave? Arian vidste det.. En knurren af vrede voksede inde i hende, men hun valgte at lade den blive indeborre og skubbe sin varulve gener væk. Det var dog svært, for så snart hun forsøgte på det, kom vampyrenes dna frem og ønskede at tage plads. De kæmpede om at herske over en og samme krop, men der var ingen af dem som kunne vinde.. Det irriterede Arian, men hun åndede, fokuserede på noget andet end de tanker som strejfede hendes sind. Et sind af billeder af hende selv som død.. Forsigtigt satte hun sig ved siden af Luce, opførte sig som om at hun slet ikke blev frastødt af Luce. Selvfølgelig var det skræmmende at se på, men hun kunne se at Luce var en smuk pige, det var der ingen tvivl om. Hun satte hovedet på skrå, kiggede på hende og havde sådan en lyst til at kidnappe hende, langt væk så denne herre aldrig ville kunne finde hende!
"Tak," sagde hun og lagde hænderne på sine lår. "Men.. Det er jo forfærdeligt.. Alt det han har gjort imod dig.. Det burde ikke være lovligt!" Hun knurrede en anelse for sig selv, inden hun fortsatte. "Jeg kan ikke bare lade dig blive her, du kan komme med mig, jeg vil passe på dig!"

Hun kunne mærke på kvinden, at hun var blevet vred over og høre, at hun var slave. Hun var ved og blive god til det med og kunne mærke på folk når de var ved og blive vrede over et eller andet. De fleste blev nu mest vred over og se alle de skader hun havde og høre, at hun var slave. Hun vidste godt, at hun aldrig ville kunne ende sit liv som en slave. Hun var en slave, men hun ville finde en dag, hvor hendes slaveliv var slut på den ene eller anden måde. Hun vidste, at hun forhåbentlig snart var væk fra Zann, men hun vidste, at Rafael aldrig slap hende. Hun har måtte indgå en aftale med ham om, at han ville gøre hende stærkere og mere som ham, hvis hun gjorde alt det han bad hende om. Det var den aftale eller døden. Hun var bange for ham som bare satan så hun havde gået med til og blive hans slave til gengæld for, at han gjorde hende stærkere. Hun ville en dag vende hendes styrke imod ham. Så snart hun havde chancen for og slå til ville hun gøre det. Det var der ingen tvivl om, at hun ville. Hun sukkede lidt. Hun var selvfølgelig glad for, at hun var ked af, at det var sket hende sådan, men det var ikke bare Zann som havde gjort dette ved hende "Jeg er blevet tortureret før så ham jeg er slave for nu er ikke alene om og skade mig og ødelægge mit udseende" det kom ikke bag på hende, at hun ville få hende væk fra dette sted. Hun forstod godt, at hun ville redde hende, men det kunne hun ikke. Hun turde ikke. Hun sukkede lidt og rystede på hovedet "Du kan ikke. Han er for stærk. Han vil altid kunne finde mig. Jeg kan ikke en gang være væk fra ham uden det vil gå galt" hun smilte kort, men det var et falsk smil. Hun følte sig som en der bare burde skydes.

Arian kunne ikke tro på alt det hun sad og hørte, det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende og hun hadede at hun intet kunne gøre for at hjælpe Luce. Nok var Arian modig og kløgtig, men det kunne ikke bruges denne gang i dette tilfælde. Hun ville ikke kunne hamle op imod hendes herre, det var hun sikker på, selvom hun ikke engang havde mødt ham. Der var ingen tvivl om at den der havde gjort dette imod hende, vidste hvad han ville og hvad han ville have. Det skræmte Arian at der var nogen som havde den form for tankegang.. Hun sukkede og kiggede hjælpeløst ned i jorden, hvilede sit hovede i sine hænder og lod en klump hår falde ned over hendes ansigt. "Det er forfærdeligt.. jeg ville virkelig ønske at jeg kunne hjælpe dig.." Hun bed sig i sin underlæbe og kom i tanke om noget, hun nok ville fortryde at hun havde sagt. "tror du.. at de lader dig gå hvis de får.. en andet i dit sted?" hendes stemme var tøvende..

Det var svært og sidde og snakke til en og så skuffe personen med, at hun ikke kunne gøre noget ved det. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre ved sit problem. Hun måtte vel vente til, at der kom en som var stærk nok til og tage en kamp op imod hendes herre som var Zann. Han ville ikke lade hende godvilligt slippe væk fra ham. Han ville sikkert ikke en gang lade en anden træde ind i hendes sted. Hun kunne huske, at Warren havde overtalt sig og sagt, at det kunne være pga hendes far, at Zann havde taget hende til fange og brugte hende som slave. Hvorfor var det egentlig, at Zann ville holde hende fanget? Hvad havde hendes far gjort? Hun sukkede lidt "Er ked af, at jeg er nød til og skuffe dig. Du kan ikke hjælpe mig med så meget" ihvertfald ikke med og komme væk herfra det vidste hun, at det ville blive en meget svær opgave og stille hende. Hun rystede på hovedet til hendes spørgsmål "Tror ikke, at det ville hjælpe, hvis nogen tog min plads hos ham..." hendes stemme knækkede kort og hun fortsatte "Der er sikkert en grund til, at han har valgt og holde mig som slave som han ikke vil fortælle mig" hun sukkede lidt. Hun trængte til et bad. Ihvertfald for og få vasket hendes hår.

Det var som at være en skrøbelig lille mus, hun kunne intet gøre for at hjælpe den andne mus væk fra kattens klør. Lige meget hvor meget hun så gerne ville hjælpe hende. Arian sukkede og kiggede endnu engang ned i jorden, lod alt sit hår falde ned i hendes ansigt, for at skjule at hun følte sig ubrugelig. Men, det betød ikke at hun ville gå fra Luce lige forløbelig, det kunne hun ikke få sig selv til at gøre imod hende. Arian var en meget godhjertet person og ønskede at hjælpe andre så godt hun kunne, men man skulle nu ikke tro at hun var naiv, for det var hun langt fra.
"jeg er ked af at jeg intet kan gøre overhovedet," hviskede hun og rettede sig op igen, fjernede alt hår fra sit ansigt. "men, er du sikker på at jeg ikke kan gøre bare den mindste lille ting for dig, jeg har i hvert fald ikke lyst til at gå fra dig lige forløbelig," Hun smilte venligt og ventede på at få et svar, så hun kiggede rundt og blev forarvet over at se alle de gravstene. Gravstene var et tegn på død.. Og døden var ikke det Arian var gladest for..

Det var som og være den som bare ødelagde folk planer for og redde hende. Hun havde ingen positive ideer til, hvordan hun skulle kunne klare og komme væk eller hvordan hun skulle kunne give den som ville hjælpe hende væk fra Zann chancen for og lade hende komme væk. Det Var svært og være den som ikke kunne klare noget som helst. At være den som var et meget svagt led for de fleste. Hun rystede lidt på hovedet "Du skal ikke være ked af, at du ikke kan det" det var ikke fair for denne kvinde, at hun skulle have ondt af sig selv over, at hun ikke kunne hjælpe Luce. Det var nu også dejligt nok og få, at vide, at der var nogen som havde ondt af hende og ville prøve og hjælpe hende på den ene eller den anden måde. Hende Arian lød til og være en meget god kvinde. Ligesom Luce normalt var. Hun bed sig lidt i læben og spekulerede lidt over, hvordan Arian kunne hjælpe hende på nogen måde. Hun kunne måske hjælpe hende med og få vasket hendes hår så det så nogenlunde rent ud i søen? Hun tøvede lidt "Hvis du ville være venlig og følge mig hen til søen ikke så langt væk herfra og hjælpe mig med og få vasket mit hår så det ikke lugter så slemt og bare ser nogenlunde rent ud ville jeg være glad" hendes stemme var rolig. Hun var tryg ved denne kvinde og det var faktisk betryggende, at være tæt på en der kunne forstå hende.

// undskyld jeg aldrig svarede... Går ud fra at der er sket en masse for din karakter og vi dermed kan out dette? :3 igen, undskyld endnu engang :3

//lyder som en god ide ^^ Det er helt i orden, at du ikke har fået svaret og tænker på vi altid kan starte et nyt emne når jeg en gang får tid igen ^^//