Save the soul. ~Arian~

Solen var gået ned, Matt havde en anelse svært ved at vende sig til det. At han ikke kunne gå ude i den skønne natur, som han elskede så meget. Nu gik han udenfor, i mørket hvor han hørte hjemme nu. Han var tørstig, og en ung pige passerede hans grund. Det skete nogle gange. Han kunne lugte at hun blødte, men Matt vidste godt at han kunne stoppe sig selv før pigen ville være død. Han havde 500 års styrke, han var stærk. Stærkere end man ville tro af en ny vampyr. Matt holdte kvinden op af et træ, og satte tænderne i hendes nakke. Han sugede til sig, uden at dræbe hende. Han slap hende igen, og kiggede op på hende.
"Jeg dræber dig ikke. Bare rolig." Sagde han og lagde en hånd på hendes kind, og lod hende løbe. En anden fært fangede ham, Arians fært. Det begyndte stille at regne, det eneste Matt ikke var god til at styre ligenu var hans følelser.

Det lagde op til regn. Det kunne hun både se og mærke, men det forhindrede hende ikke i at gå en tur igennem skoven, for at få sit hoved til at klare op. Aldrig havde hun følt sig så.. Alene før.. Hun savnede Julianne forfærdeligt, men hun kunne ikke finde hende nogen steder overhovedet. Der var ingen som havde set hende, og dem der havde, fortalte hende at de sidst havde set hende med en eller anden Nicolas, hvem det så end var. Det bekymrede Arian meget, hun kunne godt bruge sin bedste veninde lige nu, specielt nu når hendes bedstefar var ved at dø.. Han kunne ikke klarer mere og det var hun klar over, derfor ønskede hun at finde sit eget lille sted.. Og nogen at snakke med.. En velkendt fært fik hende til at stoppe op og kigge rundt omkring, så det lange lyse hår svingede rundt om ansigtet på hende. Matt.. Var han i live!? Det var jo fantastisk! Med et stor smil på læben, løb hun hen imod færten og kunne ikke vente med at se ham, eftersom hun havde frygtet at han var blevet dræbt.. Da hun kom op på toppen af en bakke, kunne hun se ham for enden af den.. Men, det var noget over ham.. Noget anderledes, hvilket fik hende til at stoppe op og se en anelse bange på ham.. "Matt?" hendes stemme var lav, men man kunne hører den, som susede den med vinden.

Stemmen.. Han kunne hører stemmen, tydeligt komme ind i hans hører snegl. Matt vendede sig i retning imod hende, og det tog ham ikke mere end to sek. før at han stod op foran hende, han lagde en hånd på hendes kind. Der var gået cirka et år, og hun var stadigvæk i live. Arian var en af dem som han havde sværget ikke måtte komme noget til. Han kiggede hende i øjnene.
"Jeg er glad for at du er i live." Sagde han med en blid, og meget ærefyldt stemme. Matt lod hånden glide ned af hendes ind, og ned på hendes kæbe. Han kiggede dybt ind i hendes øjne.

Der var et eller andet forandret, hun kunne ikke fornemme hvad, lige indtil han pludselig stod foran hende og sendte en chokbølge igennem hende. Der var ingen tvivl, den duft var alt for genkendelig og hun kunne ikke tro at det var det. Matt var blevet en vampyr, men hvordan!? og.. Var det overhovedet muligt? Hun kiggede en anelse forskrækket op på ham, men kunne ikke lade være med at smile og kigge tilbage i hendes øjne, imens en rødmen langsomt bredte sig på hendes kinder. Den blide og ærefuldte stemme.. Det var præcis den samme som for et år siden..
"h.. hej," stammede hun og kiggede fortsat op på ham. "Jeg er virkelig også glad for at du er i live! jeg har været så bekymret," Man kunne hører på hende at hun mente det. Der var næsten ikke gået en dag, hvor hun ikke havde tænkt hvad der var blevet af ham..

Matt kiggede hende stadigvæk dybt i øjnene, og da hun talte kiggede han på hendes læber. Han kiggede tilbage i hendes øjne.
"Jeg har været så bekymret for dig. Det betyder meget at du er i live." Matt vidste godt mange ord blev sagt så hurtigt. Men hans følelser var meget oppe i tanken, og nok det eneste som han havde lidt svær ved at styre. Matt lod sin tummelfinger glide ned over hendes underlæbe, og lod den så falde ned i hans bukselomme. Matt kiggede hende stadigvæk i øjnene.

Det at han gled sin finger hen over hendes uderlæbe, fik hende kort til at sitre inde i sig selv, men hun prøvede så meget hun kunne at skubbe det væk og kun fokusere på at kigge op i hans øjne. De virkede så.. Dybe, ikke at de ikke altid havde været specielle, men denne gang var der et eller andet specielt over dem. Om det var fordi han var vampyr vidste hun ikke.. Hun spredte sine læber for at sige noget, men det var som om at hun ikke kunne få et ord sagt. Der var en lille frygt for at de hun sagde, bare ville ende med at lyde som noget værre vrøvl. Til sidst tog hun sig dog sammen og fokuserede på at svarer ham.
"Bekymret for mig? jamen, det var jo dig som gik imod varulvene?" sagde hun og stoppede ikke med at kigge ham i øjnene. "Det betyder virkelig også meget at du er i live, jeg var virkelig bange for at de.. havde dræbt dig.." hun så ned i jorden og kørte en lok om bag sit øre..

Matt lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede hende stadigvæk i øjnene.
"Måske men det var for dig, det var altsammen for dig." Svarede han med den samme kærlige og ærefyldte stemme, han mente det. Ligenu var Arya ikke i hans tanker, bare Arians duft fik skubbet Arya til siden. Der var noget specielt omkring Arian. "Jeg er ikke så let at slippe af med, 500 år og jeg lever stadigvæk. På den ene eller anden måde." Svarede han med et lille smil. Han løftede hendes hage op da hun kiggede ned i jorden. Han lod sin hånd hvile på hendes kæbe igen.
"Hvad er der med dig, som er så speciet?" Spurgte han, og kiggede på hendes læber. REgnen faldt ned men Matt var ligeglad. Han kyssede hendes læber blidt.

Var det alt sammen for hende? De ord han sagde, fik hende til at bide sig nervøst i underlæben og hun kunne mærke at hendes ben var ved at falde sammen under hende. Men, hvorfor havde det alt sammen været for hende? Hun kunne ikke rigtig få det til at passe, ville han virkelig gøre det for hende? men, de ulve var jo farlige og ønskede ikke andet end ballade, det kunne hun da ikke udsætte ham for?
"men.. Matt, de er farlige, og du skal ikke udsætte dig selv for farer pga. mig," sagde hun og havde en fornemelse om at der snart ville komme en masse plabren ud af sin mund, men hun prøvede så vidt hun kunne at holde det nede og fokusere på hvad der sket omkring hende. "Ja, du lever stadigvæk, heldigvis," hun smilte genert og specielt da hendes hage blev løftet, kunne hun mærke hvordan rødmen trådte i kræft og hun var bange for at hun snart ville brænde op.. Speciel.. Syndes han at hun var speciel? Inden hun nåede at svarer ham, placerede han sine læber på hendes og sendte en kraftig bølge af chok og velbehag igennem kroppen på hende. Hun kyssede ham blidt tilbage og lukkede sine øjne, ignorede regnen der havlede ned på hende.. Hun var et helt andet sted..

Han lyttede ikke rigtigt, han havde noget andet i tankerne.. Matt mærkede noget inden i ham, som gengældte kysset endnu engang. Og holde hendes tættere ind imod ham, han kunne hører hendes hjerte banke. Matt havde en blid hånd på hendes ryg, som holdte trygt og godt fast i hende. Matt slap til sidst kysset, og kiggede hende ind i øjnene igen. Han lod sin finger glide på hendes underlæbe igen, osm før. Og kiggede hende i øjnene imens.

Hendes hjerte hamrede af sted, så hun frygtede faktisk at det kunne hoppe ud af brystet på hende og at han ville kunne hører det. Men, det så ikke ud til at genere ham, så hun faldt til ro og nød bare at kysse ham. Hånden på hendes ryg gjorde hende tryg og lige pludselig, følte hun sig ikke så alene mere.. Det var som om at Matt havde udfyldt tomrummet der før havde plaget hende, men.. Nu skulle hun ikke tage for forhastet beslutninger.. Men, hun kunne ikke skubbe tanken væk. Der var et eller andet over ham, som hun ikke kunne ignorer.. Da de skiltes blev de solbrune kinder en anelse røde og hun hadede at hun rødmede.. Hun bed sig i underlæben og kiggede ham i øjnene, med små regndråber i sine øjenvipper..
Hun kunne blive ved med at stå og kigge ham i øjnene, men til sidst kom hun til fornuft og tog hans hånd, for at finde et sted de kunne gå i ly for regnen.
"Vi.. Vi bliver drivvåde hvis vi bliver ved med at stå her," fik hun fremsagt med en stemme så genert og varm..

//Matt er død, Angela dræbte ham. Hvis du ønsker Arian skal finde ud af det, så kontakt Caroline ^^//