ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164971 indlæg i 8752 emner
Come save me! ~Richard~
Side 1 af 1
Come save me! ~Richard~
af Gæst Tors 9 Maj 2013 - 18:30
Sted: Royal Flame District, gaderne
Omgivelser: huse og lejligheder, ikke så mange væsner.
vejr: køligt, fugt i luften
Tid: 20.00 og fremefter
Frida gik gennem de mørke gader, kun belyst af gade-lygterne. Der var ikke så mange folk på gaden lige nu, og snart ville den sikkert være blive lagt øde. Det lå ingen diskoteker og heller ikke så mange boder på denne gade, så det var ikke en af de mest overbefolkede gader. Det var en af grundende til, at Frida godt kunne lide at være her. Jo mindre folk, jo bedre.
En stille vind blæste Frida i nakken og hun skyndte sig at vende sig om. En ung mand gik forbi hende og sendte hende et underligt blik. Ja, han kunne bare glo kunne han. Det var jo ikke noget nyt, at alle syntes, at Frida var skør. Endnu et vindpust stødte mod hendes ansigt, så håret fløj rundt om hovedet på hende. Hun tog hurtigt fat i sit hår for at sætte det på plads, og så rundt. Hun mærkede et par kolde fingre mod sin arm og gav et gip fra sig, hvorefter hun så en gammel dame, som så spørgende på hende. "Leder du efter noget? Du ser søgende ud."
Frida rystede på hovedet og trak sig væk. Hun begyndte at løbe ned ad gaden. *Løb din kylling! Løb!* hørte hun en stemme hvisle i sit øre. *Flygt, som en hver anden kujon, i stedet for at se sandheden i øjnene!*
Frida stoppede op. "FUCK AF!" skreg hun af stemmen. "Bare fordi du er så skide perfekt, betyder det ikke, at du skal pryde mit liv med det!" Folk vendte sig om, for at se hvem der skreg, og det kom nok ikke som en overraskelse, at det var den skøre tøs. Tårende samlede sig i Fridas øjenkroge. "Bare fortæl mig, hvad jeg kan gøre for at være perfekt. Bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre," hviskede hun med gråden i stemmen. En latter fyldtes i hendes hoved. En høj og ondskabsfuld latter *Søde, så let er livet ikke.*
"Bare fortæl mig det! Hvorfor skal du altid gøre livet så svært for mig!?" råbte hun. Et vindue i en lejlighed blev åbnet, og en kvinde stak hovedet ud. "Jeg har faktisk nogle børn som prøver at sove, så gider du lige?"
Den lyshårede pige stod nu ved siden af Frida og hviskede spydigt: *du bliver aldrig perfekt, Frida. Det kan du ikke, sådan er din skæbne* Tårende løb ned ad Fridas kinder og hun begyndte hurtigt at gå længere ned ad gaden.
Hun fik øje på en gammel bygning og gik ind ad den store dør, som knirkede, da hun åbnede den. Hvorfor stod denne bygning her overhovedet stadig. Hun gik op ad en trappe, som knirkede for hvert trin hun tog. *tør du godt det her?* sagde den lyshårede pige, som allerede stod ved toppen af trappen. Frida trak på skuldrene. Hun var dog en lille smule bange, men hun ville bare gerne være alene. Frida kom op for enden af trappen og så på den lyshårede pige. *Så vil jeg smutte igen.*
"Nej, ik efterlad mig her alene," hviskede Frida desperat, men det var forsent at sige, for den lyshårede pige var allerede forsvundet. Hun måtte da ikke bare efterlade Frida her, alene! Frida blev frustreret. Det havde alligevel været en dårlig idé at smutte herind. Hun fik øje på en dør og skyndte sig at åbne den, i håb om, at hun kunne gemme sig derinde, i stedet for her ved trappen, men hendes hurtighed resulterede i en masse bange flagermus, som fløj skrigende ud ad døren. Frida skreg også. Hun skreg, tog armene op foran hovedet og faldt ned på knæ, mens flammerne begyndte ad vokse omkring hende og fortære det gamle træbræder, som det gamle hus var bygget af. Frida registrerede ikke flammerne og varmen omkring sig, for hun havde lukket sine øjne, og koncentrerede sig om at få sin hurtige hjertebanken til at falde ned, men det hjalp ikke, for hun var for bange til at falde ned. Hun lagde sig ned på gulvet og krympede sig sammen. Hun åbnede øjnene og så flammerne gennem et sløret syn af tåre.
Omgivelser: huse og lejligheder, ikke så mange væsner.
vejr: køligt, fugt i luften
Tid: 20.00 og fremefter
Frida gik gennem de mørke gader, kun belyst af gade-lygterne. Der var ikke så mange folk på gaden lige nu, og snart ville den sikkert være blive lagt øde. Det lå ingen diskoteker og heller ikke så mange boder på denne gade, så det var ikke en af de mest overbefolkede gader. Det var en af grundende til, at Frida godt kunne lide at være her. Jo mindre folk, jo bedre.
En stille vind blæste Frida i nakken og hun skyndte sig at vende sig om. En ung mand gik forbi hende og sendte hende et underligt blik. Ja, han kunne bare glo kunne han. Det var jo ikke noget nyt, at alle syntes, at Frida var skør. Endnu et vindpust stødte mod hendes ansigt, så håret fløj rundt om hovedet på hende. Hun tog hurtigt fat i sit hår for at sætte det på plads, og så rundt. Hun mærkede et par kolde fingre mod sin arm og gav et gip fra sig, hvorefter hun så en gammel dame, som så spørgende på hende. "Leder du efter noget? Du ser søgende ud."
Frida rystede på hovedet og trak sig væk. Hun begyndte at løbe ned ad gaden. *Løb din kylling! Løb!* hørte hun en stemme hvisle i sit øre. *Flygt, som en hver anden kujon, i stedet for at se sandheden i øjnene!*
Frida stoppede op. "FUCK AF!" skreg hun af stemmen. "Bare fordi du er så skide perfekt, betyder det ikke, at du skal pryde mit liv med det!" Folk vendte sig om, for at se hvem der skreg, og det kom nok ikke som en overraskelse, at det var den skøre tøs. Tårende samlede sig i Fridas øjenkroge. "Bare fortæl mig, hvad jeg kan gøre for at være perfekt. Bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre," hviskede hun med gråden i stemmen. En latter fyldtes i hendes hoved. En høj og ondskabsfuld latter *Søde, så let er livet ikke.*
"Bare fortæl mig det! Hvorfor skal du altid gøre livet så svært for mig!?" råbte hun. Et vindue i en lejlighed blev åbnet, og en kvinde stak hovedet ud. "Jeg har faktisk nogle børn som prøver at sove, så gider du lige?"
Den lyshårede pige stod nu ved siden af Frida og hviskede spydigt: *du bliver aldrig perfekt, Frida. Det kan du ikke, sådan er din skæbne* Tårende løb ned ad Fridas kinder og hun begyndte hurtigt at gå længere ned ad gaden.
Hun fik øje på en gammel bygning og gik ind ad den store dør, som knirkede, da hun åbnede den. Hvorfor stod denne bygning her overhovedet stadig. Hun gik op ad en trappe, som knirkede for hvert trin hun tog. *tør du godt det her?* sagde den lyshårede pige, som allerede stod ved toppen af trappen. Frida trak på skuldrene. Hun var dog en lille smule bange, men hun ville bare gerne være alene. Frida kom op for enden af trappen og så på den lyshårede pige. *Så vil jeg smutte igen.*
"Nej, ik efterlad mig her alene," hviskede Frida desperat, men det var forsent at sige, for den lyshårede pige var allerede forsvundet. Hun måtte da ikke bare efterlade Frida her, alene! Frida blev frustreret. Det havde alligevel været en dårlig idé at smutte herind. Hun fik øje på en dør og skyndte sig at åbne den, i håb om, at hun kunne gemme sig derinde, i stedet for her ved trappen, men hendes hurtighed resulterede i en masse bange flagermus, som fløj skrigende ud ad døren. Frida skreg også. Hun skreg, tog armene op foran hovedet og faldt ned på knæ, mens flammerne begyndte ad vokse omkring hende og fortære det gamle træbræder, som det gamle hus var bygget af. Frida registrerede ikke flammerne og varmen omkring sig, for hun havde lukket sine øjne, og koncentrerede sig om at få sin hurtige hjertebanken til at falde ned, men det hjalp ikke, for hun var for bange til at falde ned. Hun lagde sig ned på gulvet og krympede sig sammen. Hun åbnede øjnene og så flammerne gennem et sløret syn af tåre.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Tors 9 Maj 2013 - 21:04
P en sort T-shirt og et par cowboybukser
Richard gik igennem de her gader hvor der normalt var mange forskelige folk men det han første lagde mærke til da han gik mod det sted der var centrum her oppe. Var det centrum stod folk i en meget stor klump han skubbet sig selv frem og høre så hvad der var sket og så så selv brænde. Han kigget sig omkring da de sagde der var en kvinde der var gået derind hvorfor Richard gjorde dette her var en gåde for ham selv uden og tænke over hvad han gjorde havde han vent sig om mod den person der åbenbart viste noget om huset. "er der en anden vej der op" manden kigget forviret på denne stærke unge mænd som ville vove sit liv for en fremmed. Men han gav efter "ja den gammel bygnige har en tunnel ellers kan du tag nogen trappe længe henne op men du skal være hurtig" sagde han og kigget på Richard. Richard havde aldrig været en person som vovet sig ude i sådan noget men efter hans fars død og han havde følt at hans bror storbror Rowan havde svigt ham var han blive anderledes på mange måde hans lunte var blive mindre men det nyttede ikke noget længe sket var sket han hiv hans trøje af så hans krop var blotte og hiv den så i stykke det havde været en dyr gave hans forældre havde givet ham men han var ligeglad hanlavet en bandagen så han kunne undgår røgen og løbe så ind i huset og op af trapperne men han var kun lige hurtig nok for da han næsten var oppet af trapperne faldt trappen ned. Men han noget dog og kaste sig selv ind så han lande på maven og fik alt pusten slået ud af sig folk gispet udenfor mens de så ham kæmpe for hans liv og hende her pigen.
Richard gik igennem de her gader hvor der normalt var mange forskelige folk men det han første lagde mærke til da han gik mod det sted der var centrum her oppe. Var det centrum stod folk i en meget stor klump han skubbet sig selv frem og høre så hvad der var sket og så så selv brænde. Han kigget sig omkring da de sagde der var en kvinde der var gået derind hvorfor Richard gjorde dette her var en gåde for ham selv uden og tænke over hvad han gjorde havde han vent sig om mod den person der åbenbart viste noget om huset. "er der en anden vej der op" manden kigget forviret på denne stærke unge mænd som ville vove sit liv for en fremmed. Men han gav efter "ja den gammel bygnige har en tunnel ellers kan du tag nogen trappe længe henne op men du skal være hurtig" sagde han og kigget på Richard. Richard havde aldrig været en person som vovet sig ude i sådan noget men efter hans fars død og han havde følt at hans bror storbror Rowan havde svigt ham var han blive anderledes på mange måde hans lunte var blive mindre men det nyttede ikke noget længe sket var sket han hiv hans trøje af så hans krop var blotte og hiv den så i stykke det havde været en dyr gave hans forældre havde givet ham men han var ligeglad hanlavet en bandagen så han kunne undgår røgen og løbe så ind i huset og op af trapperne men han var kun lige hurtig nok for da han næsten var oppet af trapperne faldt trappen ned. Men han noget dog og kaste sig selv ind så han lande på maven og fik alt pusten slået ud af sig folk gispet udenfor mens de så ham kæmpe for hans liv og hende her pigen.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Tors 9 Maj 2013 - 22:56
Frida så flammerne blive større og større og røgen blive tykkere og tykkere, og alligevel gjorde hun ikke andet end bare at ligge på gulvet. Hun mærkede den kraftige varme på sin krop, og røgen i sine lunger, så hun kom til at hoste. Hun græd ikke længere, og tårene der før havde været på vej ned af hendes kinder var fordampet i varmen.
En pæl fra loftet faldt ned og brast gennem gulvet ved siden af hende, og alligevel gjorde hun intet. Hun havde aldrig tænkt på at begå selvmord eller at dø, men nu hvor hun lå her, fanget mellem flammerne, så hun virkelig ingen grund til at redde sig selv. Hun havde ærlig talt ikke noget som helst at leve for.
Hun hørte noget lande på gulvet ikke så langt fra sig selv, hvorefter hun hørte en meget høj lyd. Hun så derhen, og opdagede, at der var kommet en ung fyr ind efter hende, og trappen var brast sammen.
*Du er simpelthen også til besvær Frida. Folk sætter sit eget liv på spil for din skyld! Det er jo ikke fair* Frida ignorerede stemmen, men den blev ved. *Du sørgede for, at huset brændte, du har nu sørget for, at denne mand er tæt på døden* Frida satte sig hurtigt op, hvilket fik hende til at hoste en smule, men det gik hurtigt over igen. "Nej," hviskede hun. Stemmen havde ret. Det var da ikke fair, at hun var skyld i, at andre folk skulle komme til skade.
Hun kravlede på alle fire hen mod fyren, og prikkede til hans arm. Det så ud til, at han levede endnu, selvom han var landet lidt hårdt på maven.
Frida begyndte igen at hoste, da den tykke røg for alvor tog til og fyldte hende lunger. Hun lagde sig fladt ned mod gulvet, for hun havde hørt, at det var det bedste at gøre, da røgen søgte opad, men hendes lunger var allerede fyldt op med en masse røg, og det begyndte at flimre for hendes blik. Hun tog hænderne op foran munden, for ikke at få mere røg ned i lungerne. Hun prøvede at holde vejret, men det resulterede bare i, at det begyndte at flimre endnu mere for hendes blik. Hun lukkede langsomt øjnene og hørte alle lyde blive en smule mere dæmpet, og til sidst var der helt stille.
En pæl fra loftet faldt ned og brast gennem gulvet ved siden af hende, og alligevel gjorde hun intet. Hun havde aldrig tænkt på at begå selvmord eller at dø, men nu hvor hun lå her, fanget mellem flammerne, så hun virkelig ingen grund til at redde sig selv. Hun havde ærlig talt ikke noget som helst at leve for.
Hun hørte noget lande på gulvet ikke så langt fra sig selv, hvorefter hun hørte en meget høj lyd. Hun så derhen, og opdagede, at der var kommet en ung fyr ind efter hende, og trappen var brast sammen.
*Du er simpelthen også til besvær Frida. Folk sætter sit eget liv på spil for din skyld! Det er jo ikke fair* Frida ignorerede stemmen, men den blev ved. *Du sørgede for, at huset brændte, du har nu sørget for, at denne mand er tæt på døden* Frida satte sig hurtigt op, hvilket fik hende til at hoste en smule, men det gik hurtigt over igen. "Nej," hviskede hun. Stemmen havde ret. Det var da ikke fair, at hun var skyld i, at andre folk skulle komme til skade.
Hun kravlede på alle fire hen mod fyren, og prikkede til hans arm. Det så ud til, at han levede endnu, selvom han var landet lidt hårdt på maven.
Frida begyndte igen at hoste, da den tykke røg for alvor tog til og fyldte hende lunger. Hun lagde sig fladt ned mod gulvet, for hun havde hørt, at det var det bedste at gøre, da røgen søgte opad, men hendes lunger var allerede fyldt op med en masse røg, og det begyndte at flimre for hendes blik. Hun tog hænderne op foran munden, for ikke at få mere røg ned i lungerne. Hun prøvede at holde vejret, men det resulterede bare i, at det begyndte at flimre endnu mere for hendes blik. Hun lukkede langsomt øjnene og hørte alle lyde blive en smule mere dæmpet, og til sidst var der helt stille.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Fre 10 Maj 2013 - 0:03
Han kigget på hende da hun havde prikket til ham han rejste sig selv op og holde det der for munden mens han kigget sig omkring der måtte være en vej ud her fra han tog hende op på hans skulder og lagde noget for hendes mund så der ikke kom mere røg ind hele huset var nu ved og styrte sammen. Han løbe rundt med hende og undgik hele tiden lige nåede han det. Han kigget på vejen ud og gik hen til det vinduet stod åben og der var ikke så langt ned igen. Han hoppet ned med hende bag på hans ryg sådan at hvis en ville komme til skade var det ham der bliv skadet han sprang ned og holde sig fast og forsøgte så og kravle ned af med hende spændet fast via hans hænder. Han sukket og kravle ned af igen men så uheldig han var landet han på maven igen og så brækket han hans ene håndled. Men han kvalte skriget og begynde og gi pigen første hjælp selv om det gjorde ondt og gøre. Han håbet inderliget at hun ville vågen virkelig meget
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Fre 10 Maj 2013 - 0:31
Frida kunne i sin underbevidsthed mærke de små berøringer, mens hun blev båret op på fyrens skuldre og hun mærkede også den kolde vind suse mod sig, mens de sprang ned fra anden sal. Hun kunne også svagt mærke, da hun var ved at blive reddet, men det var ikke noget som blev registreret helt. Hun var på en måde bare tilstede i hvad der skete, uden at vide hvad der skete. Hvor end om det lød underligt.
Frida begyndte at hoste voldsomt og tog hurtigt hænderne op foran munden. Hun satte sig hurtigt op, hvilket fik blodet til at forlade hovedet hurtigere, end det var vand til, så hun blev nødt til at lægge sig ned af svimmelhed. Hun åbnede langsomt øjnene og så rundt. Hun lå ikke længere inde i huset, hvilket overraskede hende. Hun satte sig op igen, denne gang ikke så hurtigt, og så rundt. Var hun død og landet et eller andet sted? Paradis måske. Hun fik øje på fyren fra huset, og gispede. Han var vel ikke også død? det kunne hun aldrig tilgive sig selv, men så begyndte hun at kunne genkende stedet og åndede lettet op. De døde ikke. Men hvordan var de så kommet ud af huset? Hun så hen på den unge fyr igen. "Hvordan kom vi ud?" spurgte hun hæst og begyndte at hoste igen.
Frida begyndte at hoste voldsomt og tog hurtigt hænderne op foran munden. Hun satte sig hurtigt op, hvilket fik blodet til at forlade hovedet hurtigere, end det var vand til, så hun blev nødt til at lægge sig ned af svimmelhed. Hun åbnede langsomt øjnene og så rundt. Hun lå ikke længere inde i huset, hvilket overraskede hende. Hun satte sig op igen, denne gang ikke så hurtigt, og så rundt. Var hun død og landet et eller andet sted? Paradis måske. Hun fik øje på fyren fra huset, og gispede. Han var vel ikke også død? det kunne hun aldrig tilgive sig selv, men så begyndte hun at kunne genkende stedet og åndede lettet op. De døde ikke. Men hvordan var de så kommet ud af huset? Hun så hen på den unge fyr igen. "Hvordan kom vi ud?" spurgte hun hæst og begyndte at hoste igen.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Lør 11 Maj 2013 - 0:00
Han kigget overasket og glad på hende da hun var vågnet. Han sætte sig ved hende og prøvet og få hende ned og ligge igen "shh det er okay jeg hoppet ned eller klart ned og vi noget og komme ud skal jeg følgen dig hjem" Sagde Richard og smil til hende. Mens han kigget på hende hun så nu meget godt ud til og ville komme sig så det var ikke en stor skade hun havde fået. Men nu begynde stemmen i hans hoved og tale igen*du skal altid spille helt du viste ikke noget om hende og dog ofret du dit navn hvad hvis hun er en tyv eller et sygt menneske nej du skulle skamme dig* Richard lukket øjne i det øjeblik og skar tænder "hun er værd og rede og lad være med og hjemsøge mit hoved igen jeg gør hvad jeg mener er rigtig" mumlet han meget lavt så hun ikke kunne høre det mens stemme grinte af ham og forlod hans hoved. Han sank en klump og kigget på hende igen med hans hav blå øjne "når ja navn er Richard og dit er om jeg må spørge" sagde han og smil til hende. Mens han prøvet og lukke den anden stemme ude som kun ville håne ham.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Lør 11 Maj 2013 - 13:54
Frida måbede. "Du hoppede ud af vinduet fra anden etage?" Tænk at han gjorde alt dette bare for at redde hende. Det var hun ellers sikker på, at ingen andre ville have gjort. Også en af grundende til, at hun blev mellem flammerne til at starte med.
"Nå, så der er rent faktisk noget, hun syntes ikke er helt normalt?" kunne Frida høre nogle af væsenerne, som stod i nærheden, hviske, hvorefter hun hørte et par grinende stemmer. Frida ignorerede dem og så hen på fyren, som havde reddet hende. Hun hørte ham mumle et eller andet, men hun hørte ikke hvad det var. "Hvad?" spurgte hun, ikke på nogen høflig måde overhovedet, men det var nu engang, sådan Frida var. Hun kunne ikke finde ud af at være høflig, og til tider var hun også uhøflig med vilje.
Fyren præsenterede sig selv, og det viste sig, at han hed Richard. "Hej," sagde Frida og kiggede ned i jorden. *Er det den måde du hilser på andre?* sagde den lyshårede pige og rynkede lidt på panden. Hun var dukket op ved siden af Richard, og stod med armene over kors.
Frida så op og sendte Richard et smil. "Hej Richard, mit navn er Frida," sagde hun irriteret, "Og nej, du behøver ikke følge mig hjem, for jeg ved udmærket godt hvor mit eget hus ligger" Med de ord rejste hun sig op, og sendte Den lyshårede pige et hadefuldt blik, før hun begyndte at gå.
*Frida!* Frida stoppede op og vente sig om.
"Hvad?"
*Manden har lige reddet dit liv, prøv lige at være bare en smule taknemmelig!* vrissede den lyshårede pige af hende.
"Hvad nu hvis, jeg rent faktisk ikke ønskede at blive reddet hva?"skreg Frida, så alle kunne høre hende. "Hvis jeg ønskede at leve, så havde jeg nok prøvet at redde mig selv, for jeg vidste ikke, at jeg ville blive reddet. Jeg troede ikke, at der var nogen som rent faktisk bekymrede sig om mig!" Frida satte sig ned på asfalten og slog hænderne op foran ansigtet. "Hvor skulle jeg vide fra, at jeg ville blive reddet?"hviskede hun, mens hendes øjne blev fyldt med tåre.
"Nå, så der er rent faktisk noget, hun syntes ikke er helt normalt?" kunne Frida høre nogle af væsenerne, som stod i nærheden, hviske, hvorefter hun hørte et par grinende stemmer. Frida ignorerede dem og så hen på fyren, som havde reddet hende. Hun hørte ham mumle et eller andet, men hun hørte ikke hvad det var. "Hvad?" spurgte hun, ikke på nogen høflig måde overhovedet, men det var nu engang, sådan Frida var. Hun kunne ikke finde ud af at være høflig, og til tider var hun også uhøflig med vilje.
Fyren præsenterede sig selv, og det viste sig, at han hed Richard. "Hej," sagde Frida og kiggede ned i jorden. *Er det den måde du hilser på andre?* sagde den lyshårede pige og rynkede lidt på panden. Hun var dukket op ved siden af Richard, og stod med armene over kors.
Frida så op og sendte Richard et smil. "Hej Richard, mit navn er Frida," sagde hun irriteret, "Og nej, du behøver ikke følge mig hjem, for jeg ved udmærket godt hvor mit eget hus ligger" Med de ord rejste hun sig op, og sendte Den lyshårede pige et hadefuldt blik, før hun begyndte at gå.
*Frida!* Frida stoppede op og vente sig om.
"Hvad?"
*Manden har lige reddet dit liv, prøv lige at være bare en smule taknemmelig!* vrissede den lyshårede pige af hende.
"Hvad nu hvis, jeg rent faktisk ikke ønskede at blive reddet hva?"skreg Frida, så alle kunne høre hende. "Hvis jeg ønskede at leve, så havde jeg nok prøvet at redde mig selv, for jeg vidste ikke, at jeg ville blive reddet. Jeg troede ikke, at der var nogen som rent faktisk bekymrede sig om mig!" Frida satte sig ned på asfalten og slog hænderne op foran ansigtet. "Hvor skulle jeg vide fra, at jeg ville blive reddet?"hviskede hun, mens hendes øjne blev fyldt med tåre.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Lør 11 Maj 2013 - 14:48
Richard hørte stemmen igen i sit hoved da hun så lød til og være sur på ham. *du er ingen ting Richard hvorfor redde du hende hvorfor du er en skændsel alle i din famille tog af sted og døde fordi du altid skulle være dig du kunne lige så godt dræbe dig selv Richard du blive aldrig den elsket søn alle hader dig' For alle folk ville det se ud som om han havde sine hænder omkring hvilket han også havde. Mens han råbte af en anden det var ikke Frida men den stemme i hans hoved "lad mig være for helvede jeg ved godt at hele min famille gir mig skylden men behøve du og træde idet" råbte han til stemmen nu begynde folk og gå hurtig forbi dem og mumle noget med at denne dreng også var sindssyg. Stemmen grinte hånliget af ham *se nu tror alle folk du er syg i hovedet men det er jo også sandt ikke* sagde stemmen igen og nu viste der sig en mand med sort hår for ham som han kun havde set engang før. "lad mig nu være i fred " mumle han og skjult hans tåre som var på vej ud. Men stemmen slutte dog af* fint jeg smutte men du har fået hende til og græde* grinte stemmen. Richard sætte sine følsere fra sig og lagde en arm om hende "shh det er okay frida jeg vil gerne hjælpe" sagde han og prøvet og skjule hans egne tåre og trøste hende mens han sende alle dem der gik forbi dem og hvisket at de var sindssyg et dræber blik Men det så dog ikke ordenligt ud han vendte blikket mod Frida igen "lad os komme væk fra de her folk du ved ikke noget om os" sagde Richard hæst til hende da man også kunne se hans tåre var på vejr ud.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Lør 11 Maj 2013 - 15:58
"Hvis du vil have mig til at lade dig være, så skal du vel også lade mig være," vrissede Frida og skubbede Richard væk. "Hvorfor reddede du mig egentlig?" hviskede hun. Hun fjernede hænderne fra ansigtet, og tørrede sig, med håndryggen, under øjnene, hvorefter hun så hen på Richard. "Ingen andre havde reddet mig. Alle syntes bare, at jeg er en skændsel for omverden, en sindsyg psykopat."
Frida kom på benene igen og lagde armene over kors. "FINT! BARE SIG OM MIG HVAD I VIL. START NOGLE RYGTER! MEN I VED IKKE HVEM JEG ER, SÅ FOR EFTERTIDEN HOLD TINGENE FOR JER SELV!" Skreg Frida så alle kunne høre det. Hun gad simpelthen ikke at finde sig i det længere.
*Wow, Frida. jeg troede simpelthen ikke, at du kunne være selvstændig*
"Hold kæft!" vrissede Frida.
*huh, endnu en gang: 'Wow, Frida'. At du tør sige sådan noget, og så endda til mig, det er virkelig stort* sagde den lyshårede pige, og så forsvandt hun.
"okay," sagde Frida og vendte sig om mod Richard. "Ville du følge mig hjem?"
Frida kom på benene igen og lagde armene over kors. "FINT! BARE SIG OM MIG HVAD I VIL. START NOGLE RYGTER! MEN I VED IKKE HVEM JEG ER, SÅ FOR EFTERTIDEN HOLD TINGENE FOR JER SELV!" Skreg Frida så alle kunne høre det. Hun gad simpelthen ikke at finde sig i det længere.
*Wow, Frida. jeg troede simpelthen ikke, at du kunne være selvstændig*
"Hold kæft!" vrissede Frida.
*huh, endnu en gang: 'Wow, Frida'. At du tør sige sådan noget, og så endda til mig, det er virkelig stort* sagde den lyshårede pige, og så forsvandt hun.
"okay," sagde Frida og vendte sig om mod Richard. "Ville du følge mig hjem?"
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Lør 11 Maj 2013 - 16:16
Richard mærket hende skubbe ham væk og idet grinte stemmen af ham i hovedet *når se nu tror hun det er hende du taler til jeg må nok sigde du ved hvordan du smadre alle folk du skulle ha en medalje Richard* grinte stemmen af ham. Richard var vred og såret på sig selv nu "jeg ber dig forlad mit hoved hvorfor skal du gøre mit liv til et helvede" mumle han. Så man ikke kunne høre ham mens der var tåre på vej. Stemmen grinte bare højere *fint jeg skal nok lade dig være men jeg ved og du ved at du bare vil bruge hende her* grinte stemme i hans hoved. Richard ryste på hoved "jeg vil aldrig svigte folk aldrig mere svigte dem" sagde han og rejste sig op han kigget vredt på de folk der så skræmt ud og kigget på dem. Han kigget på hende og nikke "hvor bor du henne Frida" sagde han for og få en samtale i gang med hende mens han gik med hende hvor hun så ende boet mens han lukket eller prøvet og lukke den hånlig stemme ude af hovedet. Stemmen prøvet stadig og tire ham *ingen vil nogen sinde elske dig du vil aldrig få en der elsker dig* grinte den men Richard ville være stærk og gik med hende.
Gæst- Gæst
Sv: Come save me! ~Richard~
af Gæst Man 20 Maj 2013 - 10:34
"Hvad, sagde du? Hvem er det du snakker med?" Frida var ved at få en idé om, at det rent faktisk ikke var hende han snakkede til, men hun havde svært ved at se, hvem det ellers skulle være til.
Folk begyndte langsomt at forlade dem, men de hviskende stemmer stoppede ikke, og der gik lang tid, før man ikke rigtig kunne høre dem længere.
"Jeg bor ikke så langt her fra," sagde Frida. "Det ligger lidt øde i udkanten a Royal Flame District. Sådan kan jeg bedst lide det." Hun begyndte at gå hjem ad.
"Du svarede egentlig ikke på, hvorfor du reddede mig," sagde hun stille og så på ham. "Eller var det der, hvor du sagde, at du aldrig svigtede nogen?" Frida stoppede nu op og så nysgerrigt på ham. "Du sagde også aldrig mere. Har du svigtet nogen før?"
Egentlig plejede Frida ikke at være så nysgerrig. Hun plejede altid at blande sig uden om andres ting, men der var bare noget ved Richard, som simpelthen var for sært. Noget sagde hende, at det rent faktisk var meningen, at hun ikke skulle høre, hvad han sagde, når han mumlede. Men hvorfor? Hvem skulle så høre det? Alle spørgsmålene var ved at eksplodere i hovedet på Frida.
*Ha! Du tænker for meget Frida.*
"Hvad mener du med det?"
*Svaret ligger lige foran dig, og alligevel ser du det ikke. Stakkels dig,* sagde stemmen med et suk. Frida så rundt, men hun kunne ikke få øje på den lyshårede pige nogle steder. Hun var forsvundet, før Frida overhovedet fik øje på hende. Eller også var hun aldrig dukket op.
Folk begyndte langsomt at forlade dem, men de hviskende stemmer stoppede ikke, og der gik lang tid, før man ikke rigtig kunne høre dem længere.
"Jeg bor ikke så langt her fra," sagde Frida. "Det ligger lidt øde i udkanten a Royal Flame District. Sådan kan jeg bedst lide det." Hun begyndte at gå hjem ad.
"Du svarede egentlig ikke på, hvorfor du reddede mig," sagde hun stille og så på ham. "Eller var det der, hvor du sagde, at du aldrig svigtede nogen?" Frida stoppede nu op og så nysgerrigt på ham. "Du sagde også aldrig mere. Har du svigtet nogen før?"
Egentlig plejede Frida ikke at være så nysgerrig. Hun plejede altid at blande sig uden om andres ting, men der var bare noget ved Richard, som simpelthen var for sært. Noget sagde hende, at det rent faktisk var meningen, at hun ikke skulle høre, hvad han sagde, når han mumlede. Men hvorfor? Hvem skulle så høre det? Alle spørgsmålene var ved at eksplodere i hovedet på Frida.
*Ha! Du tænker for meget Frida.*
"Hvad mener du med det?"
*Svaret ligger lige foran dig, og alligevel ser du det ikke. Stakkels dig,* sagde stemmen med et suk. Frida så rundt, men hun kunne ikke få øje på den lyshårede pige nogle steder. Hun var forsvundet, før Frida overhovedet fik øje på hende. Eller også var hun aldrig dukket op.
Gæst- Gæst
Lignende emner» Save me.. ~ Samuel
» Save me ~ Mizu
» You are the only one who can save me...//Sajro//
» Please, save me.. ~ alle kan være med her
» Save me ~ Zero Bang & Mizu
» Save me ~ Mizu
» You are the only one who can save me...//Sajro//
» Please, save me.. ~ alle kan være med her
» Save me ~ Zero Bang & Mizu
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
» Aften a long time - Sean
» Oh what a circus -Natalie
» A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)
» Who am I now?? //Jake//
» A royal search for knowledge
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper