Let's play a game, shall we?(Caroline & Crixus)

Et stort, hvidt hus aftegnede sin silhuet imod den sorte nattehimmel, og fik den samme farve som knoglehvidt marmor, da månens stråler strejfede murene. Huset var enormt stort, når man vidste at kun Avery selv og hendes slave var bosat derinde. En græsplæne strakte sig nogle meter frem fra husets hvide mure, og tillod en sti at sno sig hen til de store døre. Smukke snoninger og cirkler var indgraveret i dørens mørke træ, og selv på den kolde overflade af huset, var det tydeligt at ejeren til huset ikke var i mangel på penge.
Når dørene åbnedes, ville en lys hal møde blikket. Skygger ville krybe op af de helt hvide vægge, fra de magiske lys der brændte på væggene. Mange døre hilste på vedkommendes blik der trådte ind, og hver enkel havde hver deres destination. Den nærmeste var en tung metaldør, der dækkede således at ikke en sprække lys kunne finde vej ind. På indersiden af denne dør var utallige trin der førte nedad, og efter døren var blevet låst af utallige låse der sørgede for at ingen kunne træde ind, kunne man fortsætte ned af denne smalle trappe i totalt mørke. For enden var endnu en dør af samme format, der ligeledes blev forsvarligt lukket og låst når man var kommet flere meter under jorden.
I det rum var intet andet end en smuk dobbeltseng opstillet, samt adskillige bøger. En fornemt udskåret bogreol samt et arbejdsbord var opstillet i det ene hjørne, hvorpå adskillige papirer var strøget ud over. I en låst metalboks i hjørnet, stod flere flasker af Averys blod gemt, med stoffer i der sørgede for at det ikke størknede. Hun kunne jo ikke tappe blod konstant.
I midten lå tykke lænker spændt fast til metalgulvet som hun brugte til tortur, i det tætte og fuldstændige mørke der var i rummet, når lysende på væggene ikke var tændt. Dette rum var lydløst, iskoldt og ikke en stråle sollys kunne bryde herind - ligesom ikke et individ kunne finde vej herind, hvis der var låst indefra. Her boede Avery om dagen, idet resten af hendes hus havde store vinduer der slap sollys ind. Det var også her hun yndede at lege torturlege.

Avery selv lod en finger stryge over en af de glatte vægge, idet hendes hvide hud næsten syntes at smelte ind i væggene. Om hendes overkrop strammede kjolen dovent, imens den svingede legesygt omkring hendes ben, da hun trådte igennem forskellige lokaler. Hendes skridt var tavse i natten, idet hun ventede.
Ventede.
Hendes krop brændte indvendigt at raseri over hendes slave, selvom hendes ydre var som en isskulptur der ikke afslørede et strejf af en følelse. Hun trådte langsomt fremad, og kun for en person der kendte hende bedre end de fleste, ville det iskolde raseri der havde lagt sig omkring hende, være tydeligt. Avery havde fuldstændigt styr på alle hendes reaktioner, og selvfølgelig skulle slaven straffes for at have været flabet og oprørsk nok, til at putte vievand i hendes mad. Selvfølgelig skulle hans skrig klinge imod hendes ører, og hans smerte være hendes morskab.
Men først skulle hun sige velkommen til den kvinde hun havde inviteret over til tøseaften - med en lille leg på programmet.
En leg kaldet 'Torturer slaven bedst'.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Caroline skulle helt sikkert på andre tanker! Hun savnede Eliza og Nicolas for meget, og Dominic som havde knækket hende phykisk. Hun måtte være hård, og for at være det måtte hun tage imod invitaionen til Avery. Hun havde ikke set hende i lidt tid, men dog i starten af sine vampyr år. Caroline havde dog kun været vampyr i lidt over et år, og varulv i to. Caroline forlod Terroville, hun lukkede døren til Nicolas's hus og gik. Hun ankom til Doomsvile Angerforge, og ledte efter dette sted hun var inviteret til. Caroline havde ikke det letteste ved at finde steder, hun kendte Avery. Det var ikke en tøseaften uden lidt vold og tortur, Caroline fik sine morderiske ideer fra mange af de ting Avery gjorde. Og samlede dem nogle gange, men havde dog også sine egne. Caroline havde en forfærdelig vrede, som man ikke skulle trodse.

Caroline kiggede på det storslåede hus. Enormt til to personer, men ja. Så var der da plads hvis Avery ville have sig flere slaver senere. Huset stod i sin pragt, og gjorde sig til. Det så smukt ud i månens lys. Caroline gik ind på grunden, og op til hovededøren og bankede på. Hun åbnede dørenshåndtag lidt og gik indenfor, hun blev stående i entreen. Entreen blev lyst helt op, og rummet så bare så stort ud. Caroline kiggede på Avery med et skævt smil.
"Godaften Avery." Sagde hun med det stadigvæk skæve smil, og venlige stemme. Stemmen var venlig men kun overfor Avery. Caroline lukkede døren bagved sig. Avery havde et fantastisk hus, det måtte hun indrømme. Det var smukt, virkelig yndigt. Caroline kørte en hånd igennem sit hår, og åndede lettet ud. Det var godt at se hende igen.

Tøj - (minus hjelmen)
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Crixus stod op af væggen til display, iført hans gamle gladiator udstyr, læder prisnser ned af den højre arm for beskyttelse, mens resten af hans overkrop var blottet for at fremhæve de maskuline punkter, og lade ham være en blanding af slik for øjet og kriger. Crixus havde et stort bælte på ved livet, og ellers bare et par skind sko for at være mest praktisk. Crixus stod lydigt og yndefuldt op af væggen i det pæne hus, men var ikke af fri vilje, for tros huset var dyrt og fint, var det for ham et fængsel, et sted selv helved ikke kunne måles med, og hvis der var noget værre end satan, så var det Avery når hun var pissed.. eller blødte fra fissen.
Crixus var ikke her til selskabet for at hygge sig, han vidste at inden dagen var omme ville han tryle og bede om nåde og tilgivelse for en million ting han slet ikke havde gjort. Frie folk forstod ikke smerte som han, smerte var mere end smerte, det var et symbol, et symbol på den frihed han ikke havde, og for hver eneste nerve der som pirret, bliv Crixus mindet om den værdighed og frie vilje han ikke kunne få, at han ikke var andet end et objekt for hans frøkens glæde, og den vished gjorde mere ondt end tusinde gange smerten nogen frie folk kunne forstille sig. Selv uden lænker og bånd kan han blive domineret, det tager blot noget så uskyldigt som en ... ring.
Crixus hørte hoveddøren åbnes, og en lille trækning i læben kom, men ikke som et smil, men en trækning af nervøsitet og skræk for den tøseaften der havde hans ydmygelse og lidelse som centrum.

Tøj - (minus hjelmen)
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Crixus stod op af væggen til display, iført hans gamle gladiator udstyr, læder prisnser ned af den højre arm for beskyttelse, mens resten af hans overkrop var blottet for at fremhæve de maskuline punkter, og lade ham være en blanding af slik for øjet og kriger. Crixus havde et stort bælte på ved livet, og ellers bare et par skind sko for at være mest praktisk. Crixus stod lydigt og yndefuldt op af væggen i det pæne hus, men var ikke af fri vilje, for tros huset var dyrt og fint, var det for ham et fængsel, et sted selv helved ikke kunne måles med, og hvis der var noget værre end satan, så var det Avery når hun var pissed.. eller blødte fra fissen.
Crixus var ikke her til selskabet for at hygge sig, han vidste at inden dagen var omme ville han tryle og bede om nåde og tilgivelse for en million ting han slet ikke havde gjort. Frie folk forstod ikke smerte som han, smerte var mere end smerte, det var et symbol, et symbol på den frihed han ikke havde, og for hver eneste nerve der som pirret, bliv Crixus mindet om den værdighed og frie vilje han ikke kunne få, at han ikke var andet end et objekt for hans frøkens glæde, og den vished gjorde mere ondt end tusinde gange smerten nogen frie folk kunne forstille sig. Selv uden lænker og bånd kan han blive domineret, det tager blot noget så uskyldigt som en ... ring.
Crixus hørte hoveddøren åbnes, og en lille trækning i læben kom, men ikke som et smil, men en trækning af nervøsitet og skræk for den tøseaften der havde hans ydmygelse og lidelse som centrum.

Den lette banken forstyrrede de mange iskolde tanker der snurrede i Averys tanker, og bandt sig sammen af den kontrollerede vrede der repræsenterede lim. Hendes hoved rev sig selv op i en underligt langsomt bevægelse, i samme sekund lyden havde så meget som strejfet atmosfærens tynde luft. Hendes finger stivnede midt i deres forførende dans, og syntes også selv at fange kvinden der trådte ind af døren med blikket. Caroline. En af de kvinder der kunne trække noget der mindede om et smil frem på Averys læber - der havde ikke været megen tvivl trækkende i Averys sind, da hun skulle vælge partner til denne tøseaften. Desuden vidste Avery fra erfaring, at Caroline også selv kunne finde dansende stråler af ondskab inde i sig, der uden problemer kunne skinne kraftigt igennem hvis hun ønskede det.
"Godaften Caroline."
Stemmen kunne forveksles med kølig og ligeglad, men selvom dugdråberne næsten bevægede sig ned af det kolde glas der fungerede som hendes stemme, så kunne man - hvis man kendte hende - sagtens høre at dette var en varm velkomst fra hendes side af. Hun var alt andet end ligeglad, og dette kunne også findes i hendes blik, der havde en gnist af varme. Hvis man var yderligere i tvivl, kunne man blot lade blikket løbe over det sitrende smil der var påklistret hendes læber, idet hendes blik løb ned ad det farvestrålende tøj der beklædte denne medvampyr.
Averys egen ishud kunne aldrig bære disse gule, glade farver, idet de var så tæt på hendes personlighed som det var nemt at røre ved himlens koralblå farve i solens stråler. Og de flænsede laser der hang om Averys krop, havde på trods af af de ved første syn var laser, noget elegant og magtfuldt over sig. Noget som meget få personer kunne tilføre laser, men Averys fuldstændigt rette holdning og lettere kølige ansigt, klarede dette job med en distance der ville imponere mange.
Men det var ikke med vilje. Avery var helt simpelt intet andet end den kolde overflade hun havde antaget, og skjulte følelser hun håbede aldrig ville nå overfladen. De var blevet gemt væk af en grund, og om de nogensinde ville se nattens mørke var tvivlsomt. Men det var ikke hvad Avery lod sig selv fokusere på nu. Den kontrollerede vrede hun omhyggeligt havde ladet falde i en kasse i hendes indre, skulle snart udløses. Straffe var faktisk morsomme, og det skulle bevises.
"Velkommen til. Jeg har en lille leg på programmet, og om du vil ynde at deltage kan jeg ikke svare på. Men jeg vil mene at både du og jeg vil finde morskab i det, selvom min slave -"
Hun viftede ligeyldigt hånden en smule, således at hånden syntes at sno sig i luften imod Crixus' placering.
"- ikke vil finde fornøjelse i det. Men straf befinder sig hvor ugerning tidligere gjorde, og det skal han lære. Spøgerier er ikke velkommen fra slaver i dette hus."
Den sidste, næsten livløse sætning var tydeligt henvendt til slaven, der - på trods af hendes ord der drejede sig omkring hans skikkelse - ikke syntes at være andet end luft for hende i disse sekunder. Men hvis han følte sig overset og som intet for hende - hvilket dog syntes højst usandsynligt - så ville han kunne føle sig tryg i at vide, at hun ikke ville lade ham være ingenting meget længere. Han ville få opmærksomhed meget hurtigt og kraftigt, selvom dette nok ikke ville falde i hans smag.
Hendes blik gled imod den tunge kælderdør, inden det faldt tilbage på Caroline. Endnu havde det ikke så meget som antydet at hun kendte eller havde bemærket slaven. Om hendes lange, slanke finger funklede en smuk ring, hvis himmelblå sten dækkede dele af overfladen, sammen med utallige små mønstre. Den ring der havde total magt over den slave hun tilsyneladende ikke havde bemærket, før hendes blik listede over og lagde sig på ham. Et livsforladt smil lå om hendes læber, da hun betragtede ham. Han havde været et godt valg for hende. At han var flabet, oprørsk og endnu havde liv i sig, var noget der irriterede hende grusomt - og det kunne hun godt lide.
Hun elskede at mærke livet i en person. Livsglæden der var så fuld og sprudlende, og langsomt blev kvast imod hendes isfingre. Glæden der vældede ud fra alle kanter, og hvordan de ellers så livsglade væsner blev til hendes dukker. Hvordan hendes tråde kunne styre dem, og lege med den som brikker i et spil. Hendes evne kunne skabe frygt for hende - på trods af hendes spinkle og skrøbelige udseende - og det ville det også for denne slave. Men først havde hun lov til at lege.
"Crixus. Vil du lege med Caroline og jeg?"
Selvom stemmen var sukkersød som en gammel dame der kærligt spurgte en lille dreng om slik, så glitrede hendes øjne faretruende. Hvis han vovede at svare nej til denne stemme og dette glimt, så ville straffen blive langt værre end hvis han lydigt svarede ja til hende. Og hvis han ikke vidste dette allerede, så ville han meget hurtigt finde ud af, at lige netop dette tonefald fra hendes læber, var det værste man kunne finde.
Med nogle hastige skridt forsvandt hun henover gulvet, inden hun greb fat i metaldørens håndtag, og trak dem op med en lethed som var det en blomst hun løftede. Så snart døren var åbnet, afslørede det hvad der syntes at være en mørk, smal og lettere fugtig gang. En høflig håndbevægelse trak dem nærmere, og indikerede at de skulle gå først ned. Caroline fordi hun var gæsten, og Crixus fordi han under ingen omstændigheder fik lov at lære hvordan man åbnede/lukkede hendes skjul.
"Caroline. Herned, om jeg må bede?"
Hendes blik strejfede kort Crixus.
"Også dig, slave."

Caroline kiggede på Avery, og en anelse rundt omkring sig i det vidunderlige hus. Hun kunne se at de var den mere venlige side af Avery som kiggede på hende, selvom at man skulle kende hende godt for at se at hun faktisk var venlig nok, rettere sagt overfor nogle. Caroline vidste også at der sikkert ville blive udfordret lidt på hendes små evner indenfor tortur, Avery fandt sig ikke i at blive snydt, eller andre former for ydmygelse. Den lille leg var sikkert en form for tortur af hendes slave, derfor vidste Caroline at hun sikkert ville lærer andre former for tortur. Caroline havde brug for at komme på andre tanker, væk fra tankerne omkring Nicolas og Eliza. Og tankerne omkring de ord Dominic havde sagt til hende. Dette var måske lige hvad hun havde brug for.
"Det må vi jo finde ud af." Svarede hun med et skævt lumsk smil, og gik stille med Avery og kiggede på hun med lethed åbnede metaldøren. Caroline åndede let ud, og gik imod Avery da hun kaldte hendes navn. Og gik ind i ned som den første, og hendes sko klingede let hen af det hårde gulv. Hun vendede blikket tilbage, og håret vivlede med hovedet tilbage. Caroline fortsatte med at gå og så frem for sig. Hun glædede sig til at få tankerne over på noget andet, end det sædvanlige hun gik med.

´Crixus. Vil du lege med Caroline og jeg´ disse ord fik Crixus til at blive rebelsk, og klappet Caroline på røven med den ene hånd, og Avery på balderne med sin anden hånd, og fulgte hurtigt sine handlinger op med ord "Ja prinsesse. Selvom jeg hader tee selskaber" Crixus smuttet ind af den åbne stål dør rimelig hurtigt, og bliv grebet af et hav af mørke og mystik, og selvom han var overbevidst på ikke at knække overfor Avery og hendes bitch veninde tortur, og holde den rebelske attitude gennem hele tøseaften, men rummet uden lys, uden glæde og uden varme, kysset hans nøgne bryst og mindet ham om hvilket monsters vrede han havde vågnet med en spand vand. Crixus så ud på de to kvinder "Hvor bliver i af? bange for at være i mørket alene med mig?" Crixus grinte så højt at lyden klang gennem mørket

//undskyld undskyld det var så kort. Prøvet at give jer lidt at spille på, så prøv ikke at miste linjer. jeg havde bare ingenting at skrive, men hvis i holder jeres linjer, så skal jeg nok skrive meget i næste indlæg

Et lunkent smil var det eneste tegn der fandt vej til hendes yndige engleansigt, på at hun havde opfanget Carolines sætning. De gyldne øjne trak sig imod medvampyren, og tillod hende at opfange Carolines bevægelser til fulde. En dybde havde for meget år siden fundet vej til det blik. En dybde der havde et uhyggeligt skær af at være som en kløft, der sugede dig imod sig, og truede med at vælte dig ned i det uendelige mørke hendes blik udstrålede. Den slags mørke der lagde sig som et kvælende stof omkring ens sind, og opslugte én som var man intet andet end de sidste få lysstråler der slap ind, før solen dalede ned under horisonten og lod mørket overtage. Alt dette kastede alle de blikke hun sendte imod alle hun sendte dem til, medmindre hun bevidst ønskede andre former for blikke at opstå. Hun havde stor nok kontrol over hendes krop, til at kunne frembringe næsten enhver følelse i hendes krop, så troværdigt som var det ægte.
Averys hoved blev flået til siden, i samme sekund slavens hånd svang imod Caroline. Hendes blik glitrede af iskrystaller, der voksede sig til isblokke i samme sekund han ramte hende. Hendes blik klistrede sig til ham som sekundlim, og flakkede ikke en millimeter ved hans ord. Istedet lagde istiden sig over hendes krop, og dækkede hende i et lag af kulde der næsten sivede fra hendes krop, for at sno sig omkring de steder hendes blik ramte på ham. Selvom hun ikke bevægede læberne for at forklare det, ville det være tydeligt for selv en blind, at han netop havde trådt ud fra en afgrund .. Og han ville falde i lang, lang tid.
Med ét skød hendes hånd ud og lukkede sig om hans håndled, som var det en slange der snappede frem fra sit skjul, og lukkede sine kæber dødeligt hårdt om byttet. Hendes fingre strammede hårdt om den hånd han havde brugt til at klappe hende med, og lod det stærke greb klemme så hårdt at det for ham ville føltes som kvaste hun hans knogler, og maste det sammen som smør. Hendes blik veg ikke fra hans øjne på noget sekund, og hendes ansigt havde ikke ændret sig fra det stenansigt hun havde frembragt. Hendes læber skiltes endeligt.
"Hvad kalder du mig, slave? Hvad har du tilladelse til at kalde mig?"
Stemmen var hvislende, hvilket endnu beholdt illusionen af den angribende slange, men var også klistret til at en sødhed, som var hun en mor der irettesatte et barn der havde gjort noget forkert. Hendes ansigt lyste som en engels, og smilet der faldt omkring hendes læber, var som gardiner vævet af en kvalmende sødhed, der virkede truende grundet denne unaturlige venlighed.
Meget langsomt vippede hun Crixus hånd, som hun holdt fast i det næsten afslappede jerngreb, han umuligt kunne slippe ud fra - uden set hvor meget han kæmpede for at komme fri. Englesmilet blomstrede over hendes læber - endnu unhyggeligt sødt - imens hun næsten uendeligt langsomt vippede hans hånd i en mere og unaturligt stilling, sådan den begyndte at smerte voldsomt. Men hun bevægede den bare langsomt længere og længere imod det stadie hvor den ville brække med et smæld.
"Vi prøver igen, slave. Vil du lege med Caroline og jeg?"
Hendes fingre pressede endnu hans arm i en umulig stilling, og de smertesfulde strøg der ville hamre igennem Crixus' arm, fortalte hånligt at den snart ville brække over. Hendes blik udstrålede endnu ligegyldighed, selvom en mat munterhed havde lagt sig igennem hende, imens hun betragtede hans øjne, og trak hans arm i en stilling der tydeligvis snart ville smadre knoglen i hans hånd. Et smil nåede kort af sitre over hendes læber, før et smæld hamrede igennem hendes forbedrede sanser, og hans knogle brækkede itu.
Ublidt slap hun hans brækkede hånd, og lod en slank finger pege vejen imod døren meget tydeligt, som var intet sket. Og hvert træk i hendes ansigt, fortalte tydeligt at hun ikke engang var begyndt endnu. Han ville ikke se den flod af smerte der ville drukne ham, før den allerede sivede ind i hans lunger. Men hun ville ikke lade ham dø. Så heldig var han ikke.

"Du burde være bange for at være i mørket med mig, slave. Jeg er dit værste mareridt."
Hun smækkede døren bag dem, og man kunne høre de tunge låse klikke på plads ved hendes fingres leg, og lod mørket oversvømme dem. Den kvalte de sidste lysstråler, og lagde sig tungt omkring dem - næsten som en pude der lukkede luft ude og tvang døden nærmere. Hun trådte forbi både Crixus og Caroline som en skygge, idet hun nærmest flød forbi dem uden at strejfe dem, selvom pladsen syntes utroligt trang og det nærmest burde være umuligt.
Endnu et halvrustent klik sivede igennem lokalet fra den dør foran dem, der syntes lydløst at knirke åben. Deres skridt ville have været på vej ned af en rimeligt stejl trappe, der var omringet af fugtdrivende vægge, hvis melodiske rytme kom fra fugtdråber der klaskede imod trapperne. En lysstråle flammede pludseligt op inde i det rum hun havde åbnet op for, og blotlagde hendes kammer for deres nøgne blikke.
- BESKRIVELSE SES I FØRSTE INDLÆG. DET ER DET LYDTÆTTE, LYSTÆTTE LOKALE HUN SOVER I -
Så snart Crixus trådte ind i lokalet, snappede hendes hånd frem og greb endnu engang fast om hans brækkede håndled. Hun rev ham fremad med en uhyggeligt stærk kraft, der dog alligevel syntes at have blide strejf i sig, der virkede malplaceret i resterne af de ublide bevægelser. Lænkerne raslede faretruende da de blev flået op fra jorden de var boltet fast til, og blev spændt fast om hans arme. Hun greb fat i hver lænke og spændte den yderligere fast til hver væg, sådan hans arme var spredt og hans muskler blev låst så han ikke kunne trække sig fri.
"Caroline, siden du er gæsten, vil jeg lade dig have første træk."
Hun skubbede underligt diskret til en kiste lige bag den bundne slave. Hvis hun åbnede den, ville hun finde om muligt alle former for torturinstrumenter hun kunne forestille sig - Ligefra noget så ordinært som en kniv, til kødædende dyr og papirstrimler der kunne skære. Adskillige instrumenter der kunne opvarme bl.a. metal lå dernede, sammen med så mange andre former for redskaber man knap kunne forestille sig kunne bruges til tortur. Men det kunne de. Hver eneste.

Caroline mærkede slaget og vendede sig imod slaven med et sus. Hun blinkede lidt med øjnene, ret godt. Hendes øjne lignede en bombe som kunne springe hvert eneste sekundt, men Avery havde godt tag på sin slave. Så Caroline ville blot bruge vreden lidt senere. Hun valgte at tie stille og bare gå frem ad, da Avery trak slaven afsted og bandt ham fast med stærke kæder, så musklerne ikke kunne rokke sig ud afstedet. Caroline kiggede i kisten, og ledte efter noget hun kunne bruge. Hun en kniv frem, virkelig skarp og med forskellige hakker i bladet som huden kunne hænge fast i hvis man ikke trak den rigtigt ud når den først var sat i. Caroline kiggede lidt på den, og fnøs så. Hun kiggede lidt videre, og fandt et lille glas med nogle specielle myrer. Myrer som gnavede sig ind under huden på andre, og åd af deres hud og celler. Caroline rejste sig op, og stak kniven i maven på slaven. Hun kiggede ham ind i øjnene, da hun åbnede glasset med myrene og hældte dem udover hans brystkasse. Caroline smilte koldt af ham, hun var ligeglad med at det måske ikke var den vildeste tortur. Men man skulle jo starte et sted, Caroline rev kniven ud, og rev ekstra til da hun fandt ud af at noget af huden sad fast på kvindens ene hak. Hun kiggede på det blodige blad, og gik så over til hans ene hånd og flåede den håndledet af ham. Hun vendede sig mod Avery.
"Din tur."