. Life is a game, and its time you say game over - Andrea & Nicolas

---

Sikke en vidunderlig dag at besøge Sunfury City. Caroline havde ikke specielt mange planer for dagen - og hun var på sine vinger fløjet til byen samt brugt nogle dage i fuld fart. Andrea. Det var længe siden det navn havde danset på hendes tunge - hvorfor Caroline havde besluttet sig for at gå på mordertogt efter den varulv - tja, det var jo et af de spørgsmål som aldrig ville blive besvaret. Ikke så længe hun levede i hvert fald - og forevigt - det var jo ualmindelig langtid. Caroline gik stille rundt og kom til det store slot - hun havde selv reageret i den mørkere ende af dette land - som raceleder engang - men den tid var ovre. En af vagterne prøvede at stoppe hende i at komme ind, men Caroline tvang ham bare med hendes evne til at lukke ham ind - det ville være en skam med alt for gode mænd døde. ikke sandt?
Caroline havde endelig fået sig sniget indenfor, og kiggede rundt i de store lokaler. Det blonde hår krøllede let henover hendes skuldre, imens den råhvide kjole passede hendes krop perfekt- hun så helt igennem overnaturlig smuk ud. Den mælkehvide hud - fejlfri, og fik de store blå øjne til at lyse så kraftigt op. Så tog hun trapperne op og så Andrea forlade et børneværelse, og gik ind i soveværelset. Caroline fulgte med, og med sin fart kastede hun Andrea igennem soveværelset, så hun ramte ind i en væg.
"Længe siden huh?" Sagde hun koldt og fik så rejst Andrea op og hamrede hendes ryg ind imod muren, imens hun havde et godt fast omkring halsen på hende - så Andrea fik blokeret sine luftveje. Caroline løftede Andrea lidt op fra gulvet. "Dræbt i sit eget kongerige - uden nogen til at sørge over sig. En skam du er alene med mig på din dødsdag var?" Sagde hun kølligt, men også mystisk. Hvad Caroline ikke havde bemærket i sin lille plan - var at Nicolas var til stede her. Færten fra ham overraskede hende ikke - fordi, hun vidste de havde et godt venskab - så hvis han havde været der for nogen dage siden - så ville essensen af hans tilstedeværelse trods alt også være der.

Påklædning

---

Andrea havde siddet med Nicolas og Elena - samt Lockheart de sidste par dage. Hun var glad for besøget - nu hvor Noah var tilbage i byen og ønskede at se sin datter. Andrea vidste dog ikke helt om hun kunne tage det. DEt var meget at tage trods alt.
Andrea havde lagt Elena i seng, og var gået ind for at hente noget i soveværelset - en mærkelig fært ramte hendes næse, men mere nåede hun ikke at reagere på det før hun blev kastet med en voldsom styrke igennem rummet og ramte ind i væggen - hvor efter hun fløj lige til jorden. Hun nåede knapt nok at ømme sig før at hun blev taget i halsen, og trukket hårdt op af væggen - med så lidt luft som man kunne have tilbage at trække vejret for. Hun kiggede Caroline lige i øjnene. Lockheart havde hårdt det tummlede rundt ovenpå, og forlod Nicolas i en fart og sprang nærmest ind af døren med gabet blottet med de syle skarpe tænder. Han vidste godt, at han ikke kunne angribe en som stod så tæt på Andrea - men når hun var fri - så skulle han nok tage for sig. Det her var da også en måde for Caroline at møde Nicolas på - trods alt.
Dog havde Andrea snart ikke mere luft - før hun ville besvime. Vampyrer behøvede jo ikke luft - ligesom hun gjorde. Lockheart skrappede aggresivt op af Caroline, og nærmede sig langsomt og forsigtigt. Han vente hovedet lidt til siden da Nicolas kom.

Nicolas sad nedenunder med Lockhart, mens hun ventede på, at Andrea kom ned igen. Han opdagede at nogen kom ind i huset, men gik bare ud fra det var en tjenstepige eller sådan noget. Først da der lød høje lyde oppe fra, og Lockhart farede derop, reagerede Nicolas. Han skyndte sig derop, og så en lyshåret kvinde forsøge at kvæle Andrea. "Andrea!" Han brugte sin fart og var hurtigt henne ved den lyshåret kvinde. Han tog fat i hende og trak hende væk fra Andrea, han stillede sig med rygen imod Andrea, så kvinden ikke kunne komme i nærheden af hende. "Er du okay," hviskede han, selvom han godt vidste, at kvinden kunne høre det. Han stod og så på kvinden, mens han ventede på endnu et angreb. Det var det han forventede, alt andet ville komme bag på ham.

Dragen var nok den eneste ting som skræmte Caroline lidt - hun havde stor respekt for vildet omkring. Dog blev hun skubbet ud af sin gerning inden den var fuldført - og hendes øjne blev hurtigt røde som det tykkeste blod. Dog snerrede hun først lidt da hun så hvem det var.
"Årg Nic. Du beskytter altid dem du har tættest på, jeg er faktisk overrasket over du ikke brækkede nakken om på mig da du havde chancen." Hun trak på skulderen og lod sine øjne glide ind i sin normale farve. "Det vel altid dejligt med et par bodyguards, nu når dine vagter ikke er til den største hjælp - efter lidt hjerne manipolering." Tilføjede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Armene blev lagt på skrå. Hun var måske lige lidt bitchy lige nu - men var det ikke normalt når man først så sin ekskæreste igen, faktisk eksmand - for at være helt præcis. Hun trådte tættere på dem. Planen var - brække Nicolass nakke og derefter tage sig af Andrea - det burde være simpelt nok ikke sandt?

Da Nicolas kom og skubbede Caroline væk - kunne hun ikke hører andet end sit åndedrag - hvordan hendes vejrtrækning efter lidt blev mere normal igen. "Ja.. jeg klare den." Blev der sagt med nogle få tunge åndedrag. Andrea vente opmærksomheden mod Caroline og hendes valg af ord.
"Lockheart. Vil du ikke vise Caroline, hvad vi gør ved ubydende gæster?" Hun kiggede på Caroline imens. Næstegang Lockheart åbnede gabet kom der flammer ud direkte imod hende. Så snart hun havde været brændt et godt stykke tid - slukkede Andrea selv ilden - en lille side evne hun havde fået efter NEmesis havde givet hende Lockheart. "Nicolas. Det her er så Caroline." Hun gik hen til Caroline og løftede hendes hage op. "Jeg vil prøve at opføre mig ordenligt, medmindre du har tænkt dig at rådne op i alevighed i mit fangehul." Tilføjede hun så til Caroline. "Kom så på benene solstråle. Lidt ild burde da ikke gøre mere skade på dig.. burde det?" Spurgte hun og vente så opmærksomheden mod Nicolas. "Bare ignore hende - hun kan være en bitch af og til. Men hun skal bare sættes på plads når det er." Hun gik foran dem. "Tidligere raceleder min bare." Mumlede hun for sig selv og gik ned i stuen igen.

Nicolas så på den lyshåret kvinde med sammenklemte øjne, men hun vidste hvem han var. Han kunne gætte sig frem til hvem hun var. Det måtte næsten være Caroline. "Gør du ikke det?" Han kom med en svag hånende latter, som var færdig et par sekunder efter den var begyndt. "Jeg begynder, at fortryde jeg ikke stak en pæl i hjertet på dig." Han kunne ikke huske hans følelser for hende, og så hende derfor kun som en trussel mod Andrea. Alt andet var lige meget lige nu. De var fortid, en fortid han ikke kunne huske. Da Andrea fik Lockhart til svitse Caroline, blev han stående og så på. Han bevægede sig ikke et øjeblik, heller ikke selvom Andrea gik. Det var trods alt hans tidligere kærlighed, helt hjerteløs kunne han ikke være, selvom hun ikke længere var i hans hjerte. "Caroline, du må hellere gå, inden det bliver værst for mig selv. Jeg går ud fra, du kender mit temperament. Du har to muligheder, du kan gå selv, eller du kan blive smidt ud." Han ville bare have hende væk, på den ene eller anden måde.

Caroline så på Nicolas.
"Jo, men sjovt nok, modsat dig, så kan jeg tænke ud af boksen. Jeg har ikke brug for at være konstant varm om hjertet hele tiden." Svarede hun hånende igen. Virkelig som en eller anden gammel ægtepar sang - og det var de jo egentlig også. Hun vendte hurtigt blikket imod Andrea og så ned på dragen da den satte ild til hendes hud, og lod hende stå i flammer - til noget at hendes tøj var brændt - dog ikke voldsomt store dele, men en del alligevel. Hun så hadfuldt mod Andrea da hun løftede hendes hage op og kiggede blot hende ind i de brune øjne. Så rejste hun sig op og mødte Nicolass blik. Hun fnøs af ham og nikkede kort. Så gik hun hele vejen tæt op til ham og placerede en finger på midten af hans bryst og kørte den to centimeter ned derfra, imens hun havde en øjenkontakt med ham. "Nicolas. Jeg kender din vrede - men siden du endnu engang har dit hoved slettet for næsten alt - så har du med sikkerhed glemt min. Og den er ligeså slem som din. Og jeg bryder mig ikke om trusler eller at få fortalt hvad jeg skal gøre. Pas på med hvad du siger." Sagde hun så og smilede til ham, som intet var sket. Så gik hun efter Andrea. På sin vis kunne de sagtens komme ud af det med hianden - nogle dage bedre end andre. Caroline smed benene op i stolen. Der var stadigvæk solskin - og stuen var ikke ligefrem rullet for endnu. Men Caroline der smækkede benene op lige i solen skete der intet ved. Hun sad bare der og kiggede først på Andrea og så på Nicolas.

Andrea var selvfølgelig ikke helt tryg med Caroline i huset - og det var Lockheart slet ikke. Så da hun satte sig i sofaen fulgte Andrea hende med øjnene varsomt. Hun kiggede på Nicolas. "Bare lad hende være. Det her er normal opførsel for hende.. for os." Sagde hun til Nicolas med et nik til det var okay. Hun gik over og rullede gardinerne for så solen ikke kunne angribe ham. Mange ting vidste man om Caroline. Men hun dræbte ikke børn. Og Nicolas vidste hun, at Caroline ikke ville dræbe. Caroline var klogere end hun måske havde udgivet sig for at være idag. Hun ville ikke forsøge et mord når Nicolas og Lockheart var lige her i nærheden - det var noget andet noget, hvis hun var alene med tøsen. Hun gik ud i køkkenet, hvor hun tog en kniv og fyldte et par glas halvt op med hendes blod - for så at servere det for gæsterne, imens hun bagefter tørrede blodet væk, så man stille kunne se såret heale. Hun satte et på bordet ved Caroline og rakte et til Nicolas, med et smil på læben. Det var nok ikke der han ønskede at indtage sin føde mere, men hellere fra hende end hendes tjeneste folk. Hun kørte en hånd igennem sit mørke brune hår inden hun satte sig på hug ved lockhearts side og lod en hånd køre henover den varme drageryg.

På trods af Carolines ord, mærkede han tydeligt den vrede hun fortalte om. Men denne gang, var vreden rettet imod Caroline. Han knyttede sine næver og var kun sekunder fra at springe på hende, indtil Andreas stemme brød igennem og han åbnede langsomt sine næver igen. Der var ingen grund til, at gøre tingene mere kompliceret end de allerede var. Nicolas tog imod glasset med Andreas blod, selvom han ikke ligefrem brød sig om at drikke hendes blod, men han var nød til at få sine tanker væk fra Carolines tilstedeværelse. På trods af den vrede der var rettet imod Caroline, kunne han ikke ryste en anden følelse af sig. Det var måske ikke kun vrede, men også frustration, fordi han vidste han havde følte noget for hende. Han vidste de havde været et par, og at det ikke var endt godt for ham, men det ændrede ikke på den følelse der susede rundt inden i ham. Han tømte hurtigt glasset og satte det fra sig. ”Der er noget jeg har tænkt over.” Han gik hen til Caroline og gik om bag ham, så han nemt kunne hviske noget til hende. Han var klar over, Andrea godt kunne høre det, men det havde bare en bedre effekt, når det blev sagt i en lavmælt stemme. ”Hvis jeg elskede dig så højt, hvorfor glemte jeg dig så? Hvis du elskede mig, hvorfor forlod du mig så?” Det var spørgsmål, som hun sikkert godt kunne svare på, men han ønskede at prikke lidt til hende, forsøge at provokere hende.

Caroline var både hadefuld for tiden og følelsesmæssig ustabil. Så da han gik imod hende og hviskede hende de ord i øret vendte hun sig om og kiggede ham i øjnene. Et skævt smil sneg sig op på læben af hende, og et sindssygt blik i øjnene. Hun var langtfra rask, det kunne tydeligt ses, så tæt som han stod på hende, og hun lod ham se det. Hun lod altid ham se når hun ikke var okay, en ting som aldrig ville ændre sig. "Det ikke første gang du har glemt mig Nic. Men dengang var min kære fjende Locan nød til næsten at dræbe mig, før du overhovedet vidste hvem jeg var. Men tro mig, hvis jeg fortalte dig, hvorfor jeg forlod dig, så ville Andrea gøre det samme. Og det kan vi jo ikke have vel?" Caroline havde noget på ham, som Andrea ikke kendte til. Stella. Var det vel kaldet. Andrea og Stella var bedste veninder, og Nicolas havde tortureret hende... vidste Caroline - som trods alt havde tilbragt lidt tid med Josh' storesøster. Men ikke fornyligt. "Men tro mig når jeg siger. Hvis du vil vide mere om dig selv. Så snakker du med de forkerte. Ingen kendte dig bedre end mig, ikke engang din egen søster." Pointerede hun hviskende mod hans øre præcis som han havde gjort ved hende. Så tog hun glasset med blodet og bundede. "Jeg hører Noah er i byen igen. Desparat efter varulvens hjerte, en skam han ikke forstår et nej var? Den engel stopper vel aldrig med at elske dig, til hans undergang desværre." Det var til Andrea. Helt tydeligt.

Hun lyttede opmærksomt på deres samtale. Hun havde tit hørt man aldrig skulle blande sig i vampyr problemer, men det var længe siden hun havde krydset den bro. Desuden var hun stærkere nu. Stærkere end hun nogensinde havde været. Noglegange måtte hun give Caroline bonuspoints for at klare den. Hun var så ung, og alligevel havde hun levet mere igennem end Angela, og måske også mere end Nicolas. Det var tydeligt, at hun ikke ligenu vidste hvad hun levede for. Måske havde hun mistet det sidste og derved bare ved at gå fra forstanden. Det var Andrea som analyserede vampyrosens kropssprog. Dog blev hun slået ud af tankerne da Caroline snakkede til hende. Det var så irriterende tydeligt. "Ja Noah er tilbage i byen. Godt du ved hvor din skytsengel befinder sig." Fnøs hun kort og stillede sig op af den hvide mur. "Nårh ja. Nic. Din storebror er Carolines skytsengel, hvilket vil sige, hvis du dræber eller prøver at dræbe hende, så dør din bror. Den eneste grund til, jeg ikke har aflivet hende et par gange." Smilede hun sarkastisk til Caroline.

Nicolas lyttede opmærksomt til hvert af Carolines ord. Han hørte hvert et ord hun sagde, og fandt på en lang mening til hver sætning. Han kunne ikke huske hvad der havde drevet Caroline væk, men han vidste det ikke var positivt. Han kunne ikke risikere, at det samme skete med Andrea. Nicolas nåede kun lige at høre Andreas første sætning, før han havde trukket Caroline med udenfor. Han smed hende hen af jorden, velvidende det ikke ville skade hende særlig længe. Hendes sår måtte heale lige så hurtigt som hans. Nicolas greb fat i den nærmeste gren og knækkede den af. Han var hurtigt henne ved Caroline, hvor han stod med kæppen hvilende på hendes bryst, lige der hvor hendes hjerte sad. Han så væk, mens han pressede kæppen ned igennem hendes bryst. På trods af han ikke kan huske hende, har han stadig ikke lyst til at se hende dø, men har ikke det store problem med at dræbe hende. Jep, han er lige så forskruet som en skrue. Lige i det kæppen rammer hendes hjerte, og hun burde være død, hvis hun var en normal vampyr, vendte det hele tilbage. Han faldt sammen ved siden af hendes livløse krop. Deres første møde, hvor han på trods af hendes race, havde fundet hende fascinerende, smuk og ikke mindst var hun i nød, hvilket var en af hans største svagheder, han huskede dernæst deres forlovelse, deres mange brugte timer sammen. Alt virkede næsten perfekt. Han lukkede øjnene i, og dvælede i et øjeblik ved de minder der vendte tilbage. Så åbnede han øjnene, og mødte den forfærdelige virkelighed. Han drejede hovedet og fik øje på Caroline. Han havde dræbt hende, og nu kunne han huske hende. Det var altødelæggende for ham. Hun havde været det eneste lys i hans liv, og han havde nu fjernet det, fjernet alt håb om at leve et liv, med hans største, men også mest ødelæggende, kærlighed. Han rejste sig op, og så på hende, før han tog benene på nakken og stak af. Nicolas kunne bare ikke håndtere smerten han følte, og han ønskede ikke at dele den med nogen anden lige nu.

I det sekund blev alting bare mørkt omkring hende. Hun løb afsted efter Nicolas, men så snart hun kom udenfor måtte hun løfte hænderne op til hendes mund. Det var ikke sorg over Caroline. Men Noah. Hun kunne ikke stoppe sig selv i at få tårerne til at løbe ned af kinden. "Nic!" Råbte hun så og løb efter ham og fik ham trukket indenfor igen. "Du dræbte dem." Sagde hun så og tog fingrenes negle imellem læberne, som om hun ville bide i dem, men gjorde det ikke. Hun var fra den. "Din storebror og Caroline. Bare sådan, og nu de væk. Noah er væk." Udbrød hun næsten i gråd og satte sig på sofaen eller satte og satte sig - hun faldt nærmest derhen. Noah havde gjort hende meget dårligt, men også godt. Han var far til Elena. Hun havde elsket med ham sidst han var her. Men nu var han væk. Hun skjulte sine øjne i sine hænder, men det var helt igennem tydeligt, at hun var fra den.

Nicolas havde regnet med, han kunne nå at komme væk før han blev konfronteret med hvad han havde gjort, men nåede det ikke, før Andrea trak ham med ind. Han stod bare og så ned i jorden, da hun sagde 'dem' så han på hende med et svagt undrende blik. ”Dem?” Han havde ikke fået fat i, at Caroline og Noah var forbundet på dem måde, havde han vidst det, havde han ikke gjort noget som helst for at såre hende. Han forstod nu hvorfor han havde været ensom før. Han gjorde altid noget, for at få folk til at hade ham. Nu havde han dræbt hans egen bror og faren til Andreas datter. Det ville han aldrig kunne tilgive sig selv for. ”Jeg er ked af det Andrea.” Han ville helst bare gå sin vej, ikke kun for sin egen skyld, men lige så meget for Andreas skyld. Hun fortjente bedre end det han havde givet hende og det han kunne give hende. ”Jeg må hellere gå.” Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende, om hans tilbagevendte minder om Caroline. Det var ikke det rigtige tidspunkt. Men han vidste hvordan hun havde det. Han følte sig utrolig tom indvendig.

Hun lyttede til hvad han sagde. Selvom hun sørgede. Hun kiggede op og tørrede sine øjne. Derpå rystede hun på hovedet. "Jeg har ikke lyst til du skal gå Nic. For hvis du går nu, så er jeg alene. Og.. jeg har ikke lyst til at være alene." Hun havde også lige mistet hendes tvillingebørn, Logan og hendes. Alt gik i tu for hende når hun rørte det. På vejne af dem græd hun også nu, for hun havde ikke givet sig selv lov til det før nu. Lockheart var oppe ved Elena. Og selvom han også var godt selskab, ville hun bare have Nicolas's lige nu. Om han havde dræbt Noah eller ej. DEt var trods alt hans egen bror når man tænkte videre over det. Hun lagde hovedet på skrå. "Og desuden er du elendig til at håntere din sorg alene. Så kom her." Sagde hun og løftede sin hånd over imod ham til, at han skulle komme og sidde ved hende. Det var alt hun ville have lige nu. Han skulle ikke gå. Han var ikke alene, og det ønskede hun, at han skulle vide.

Nicolas havde lyst til at være alene. Det havde han altid, når han var sørgende. Men han ville blive, for Andrea. Hun betød alt for meget for ham, til han bare ville stikke af. ”Jeg skal nok blive.” Han lyttede til hendes følgende ord, og måtte give hende ret. Ud fra hvad han nu vidste om sig selv, måtte han erkende, at han ikke var god til at være alene, når han var i sorg. Han gik hen og stillede sig ved siden af hende. Han havde endnu ikke fældet en tåre for Caroline, måske fordi han stadig var ved at komme sig. ”Hun har ødelagt mig. Mange gange. Nogle typer kærlighed, er for store til én mand kan håndtere den.” Han gik ud fra, Andrea nu godt kunne regne ud, han kunne huske Caroline. ”Jeg har kun dig nu, dig, Nemesis og Elena.” Det var alt der var vigtigt i hans liv nu, og han begyndte at tvivle på, om hans forhold med Nemesis, nogensinde kunne overleve i skyggen på hans forhold med Caroline. Det virkede til, at ingen nogensinde kunne overgå Caroline.

Hun havde brug for at sørge. Lige nu specielt. Og hvis hun var alene ville hun ikke lade sig selv gøre det. Hun ville lukke sorgen ude og lige nu ville hun gerne bare græde den ud inden hun ikke længere havde muligheden for det. Hun smilte svagt i sine tåre da han satte sig ved hende. Hun drejede hovedet til siden og lyttede til ham. Nicolas var ligeså uheldig med kærlighed som Noah havde været. Han ville ikke komme videre. Det var vel noget de to var gode til, ikke at ville komme sig over deres største kærlighed. Andrea sank en klump. "Det sandt. Caroline og dig har en episk kærligheds historie. Og den var episk Nic. Du må bestemme om du vil videre eller ej. Det dig som har den beslutning." Smilede hun skævt til ham og lagde sin hånd ovenpå hans. "Sidste uge da du havde Nemesis på besøg imens jeg var ude. Mødte jeg en gammel flamme, vi opsøgte vores børn.. nogen jeg aldrig har nævnt noget om. Min mor slog dem ihjel for øjnene af os, vi nåede ikke at redde dem." Hun tav og slog blikket væk. Inden hun så kørte en hånd igennem sit hår. "Du ikke den eneste som ikke håntere sorg godt Nic. Jeg gemmer bare min væk i stedet for at føle den." Andrea sank en klump. "Jeg har været så alene inden folk begyndte at strømme hertil. Så.. jeg er virkelig glad for du bliver."

Nicolas var i tvivl om hvad han skulle gøre. Han følte sig ikke knust over at Caroline forlod ham, men hun havde bare været så stor en del af hans liv, at det var svært at komme videre. Men Nemesis betød også rigtig meget for ham, og det ville han bestemt ikke glemme. Nicolas lyttede til hvad hun sagde. Det virkede til at være rigtigt, det var en episk kærlighed, men det havde været for overvældende. Han så kort ned på deres hænder, da hun lagde sin oven på hans. Da hun fortæller om hendes andre børn, fik han en stor trang til at omfavne hende. Han ville bare være der for hende, lige meget hvad. Han lod hans hånd glide væk under hendes, og lagde i stedet armen om hende. ”Jeg er her for dig. Ligegyldigt hvad du har brug for.” Han havde ikke lyst til at miste hende også. De havde brug for hinanden, alle andre gled ud mellem fingrene på dem, som små sandkorn. Nicolas havde lige så meget brug for hende, som det virkede til, hun havde brug for ham. De var hinandens klipper, selv når de begge var ved at bryde sammen. Han lod blidt hans tommelfinger bevæge sig ned langs hendes overarm, med den hånd der omfavnede hende. ”Jeg bliver her, lige så længe du har brug for det.”

Noah så sig omkring, og et øjeblik efter kunne han mærke svimmelheden, og smerten der strømmede imod ham. Han forstod ikke helt. Var han ved og dø? Hvad skete der? Og med et, gik det op for ham. Det måtte være Caroline.
Han begyndte at holde sig for brystet. Smerten var stort, og ikke mindst ustoppelig. Uanset hvad han ville forsøg at gøre, ville det stadig være der.
Han forsøgte at rykke sig frem af med kroppen, men i stedet måtte han lægge sig ned, i smerte.
Hvorfor skulle hun også altid rode sig ud i problemer? altid, skulle hun have en magtkamp med andre folk. Han sukkede, imens tårerne kørte ned af kinden på ham. Han var ikke vant til smerterne, og slet ikke fra hendes side af. Hun var stærk nok til at klare sig selv, så han vidste at hun kunne klare det nu.  Men tvivlen kom i forkøbet.
Hun havde før tabt til andre, og ikke mindst næsten dræbt sig selv, til andre. Sidste gang, huskede han episoden med Logan. Hver en ting, der sker for hende, sker også for ham. Han fortrød altid at han var skytsengel for hende. Men samtidigt elskede han hende, som sin søster.
Han rejste sig op, da smerterne forsvandt men besvimede hurtigt efterfølgende.

----------------------------------------------->>>>>>>----------------------------------------------------------------


Et stykke tid efter, vågnede han op. Han kunne mærke kulden, og ikke mindst smerterne der stadig var der. Han rejste sig op, som om intet var hent. Smerterne var forsvundet igen.
Dog, var hans fine jakkesæt blevet beskidt. Egentlig var det lige meget, så længe Caroline havde det godt.
Han måtte finde Caroline, og ikke mindst Andrea. Han ville se sin elskede igen, inden dette var enden på hans liv, hvis det var.
Han steg hurtig op på den nærmeste hest, og red afsted. Tårerne væltede stadig ned. Kunne han nå hen til hende, inden noget skete? Der var ikke ret langt hen til hende. Han var faktisk ufatteligt tæt på hende.
Han hoppede hurtigt ned af hesten. Smerterne kom tilbage igen, endnu engang. Et kort støn røg ud af ham, selvom han ikke ville vise sig, som en svag person. Han gik stadig videre, selvom smerterne strømmede til.
‘’ AAAAAAAANDREAAAA. ‘’ Stemmen kørte gennem luften. Hun burde kunne høre ham. Langsomt faldt han ned på knæ, inden han begyndte at græde i smerte. Han kunne mærke Caroline stadig havde smerter, men det var begyndt at blive bedre. Noah havde påtaget sig alle smerterne fra hende af, så hun kunne heale igen.
Han håbede kun på at Andrea hørte hende, og hvis ikke, ville Lockheart nok.
Han kunne samtidigt mærke Nicolas var tilstede.

Hun lukkede alt ude, og pludselig kom Lockheart susende ned af trappen. Det var tydeligt på ham at han ville have hendes opmærksomhed, hvilket gjorde hende opmærksom. Han blev ved med at kigge udenfor, og i det vagterne kom indenfor og sagde de havde fundet Noah udenfor. Hurtigt bad Andrea dem om at få ham indenfor. Så snart de havde fået ham indenfor, så satte hun sig på hug ved ham på gulvet. Hun lagde sine hænder på hans kinder imens hun kiggede grundigt på hans tillstand. Lige nu, vidste hun ikke om det var godt eller skidt hun så ham. For hvad hvis han var døende? Hun tog ikke øjnene fra ham, Det kunne hun ikke. Så tog hun ham ind i sin favn og klemte til. Hun havde været så bange. Det var vel også en måde at vise hendes bekymring mod ham, Andrea klemte sine øjne hårdt sammen imens hun lod tårerne strømme ud. Det var slemt for hende.

Nicolas mærkede tydeligt den strøm af godhed der rendte imod ham, og det var ikke bestemt behageligt for ham. Han drejede hovedet væk fra Andrea og så hen imod døren, men vendte så blikket imod trappen, da Lockhart kom farende ned af den. Kort efter, lå en næsten livløs mand på gulvet. Ud fra Andreas reaktion, gik Nicolas ud fra, det var Noah, hvilket bestemt ikke gjorde ham mere tryg. Ikke nok med han havde slået Caroline ihjel, men nu lå hans døende bror også foran ham. Han gik hen til Andrea og stillede sig på hug ved siden af dem. ”Vil du være alene?” Spørgsmålet var rettet imod Andrea, men hans blik var rettet imod Noah. Han havde aldrig følt sig mere skyldig i sit liv, han var seriemorder. Det var han også før, men denne gang havde han dræbt to, som havde stor betydning i hans liv. Han havde ikke nogle minder om Noah, og anede ikke om han faktisk havde nogen, men de var trods alt brødre. Han havde stadig huller i hans hukommelse, hvilket han gerne ville reparere. Det ville måske give ham sit gamle liv tilbage, men han var stadig omringet af folk der holdte af ham. Han havde i hvert fald to, hvilket var mere end slet ingen. Nicolas vendte nu blikket imod Andrea, for at afvente hendes reaktion.

Noah så op på både Nicolas og Andrea. Han kunne ikke få blikket fra nogle af dem. Men smerterne forsvandt igen. Caroline havde vil genfundet sin styrke, og var blevet god igen. Han rejste sig hurtigt op, og skubbede Nicolas ind i væggen, med sin kræfter, og fart.
'' HVAD LAVER DU?! '' Noah råbte ham direkte op i ansigtet. Han var rasende, og ikke mindst såret over at hans egen bror kunne finde på at dræbe hans elsker, og bror.
'' HAR DU OVERHOVEDET NOGLE IDE, OM HVAD JEG GÅR IGENNEM, HVER GANG DU SKADER CAROLINE? HVER GANG DU FORSØGER AT GIVE HENDE EN LÆRESTEG, RYGER DET OVER PÅ MIG. FORSTÅR DU SMERTEN. ''
Han var mere en rasende. Det var første gang, i meget lang tid, han havde været så sur. Det var ikke rigtigt sur, mere hævtørstig, og i dræbe humør, hvad det angik folk, der var skyld i hans smerter. Sidst han havde været i dette humør, havde været dengang han fandt ud af Andrea havde været sammen med en anden. Han havde dræbt personen uden tøven, og han gjorde det gerne igen. Dog, stoppede det ham en del i det, da Nicolas var hans bror, han eneste familie ud over Angela og Caroline. Samt Elena.
'' NÆSTE GANG, DU VÆLGER AT SKADE PIGEBARNET. SÅ TÆNKT DIG OM. ''
Noah løftede ham en anelse ud, og svingede ham ind imod væggen igen.

Noah gik amok på Nicolas. Hun rejste sig hurtigt op og stoppede hurtigt Lockheart for at gøre noget, fordi han var på spring og klar til at give lyd fra sig. Andreas øjne blev gyldne i den vrede der kom, over to vigtige personer i hendes liv stod og sloges. "Kan du ikke se, at han har skyldfølelse nok Noah! Han kunne ikke huske hende. Han har lidt af ekstremt hukommelsestab, han har først lige kunne huske Caroline nu. Han har lidt nok okay!" Råbte hun halv bekymret op, hvilket fik en af vagterne til at træde indenfor. "Hent hende her op." Sagde hun så, og vagten nikkede. Hvem hende var. Tja, det måtte de jo vente og se.


Vagten gik ned i fange kælderen og låste cellen op. "Du heldig i dag. Dronningen ønsker dig op for at skabe fred, nu må vi se om du kan gøre det for hende." Vagten låste hendes lænker op og trak hende så ud af cellen. DEt blonde hår hang slidt ned af hendes ansigt i det hun løftede de blonde øjne op. Det var længe siden hun havde været oppe. Hun var ikke længere vampyr. Hun var dæmon. Intet ringere end en dæmon. Gå i solen igen var fantastisk, hvis man altså ikke var spærret inde i sin bedste venindes fangekælder. Andrea havde sine grunde og Angela var ikke sur over det. Tøjet hun bar var halv støvet til, men hun løftede en hånd igennem sit hår og snart så hun friskere ud igen. Dørene gik op og Angela trådte indenfor. DEt første hun mødte var synet af begge sine brødre i et rum. "Noah... Nic.." hun skulle lige kort tage virkeligheden ved hånden. Hun så chokeret ud, de blå øjne strålede på samme tid med hun ikke forstod, hvor hun var sendt her op. I mange år, hele hendes liv. Havde hun aldrig følt sig velkommen i familien, heller ikke nu. Ganske få gange var det sket. Men hun følte sig aldrig velkommen. Faktisk havde hun tanken at de ville være bedre tjent uden hende.

Det varede ikke længe, før et par hænder havde skubbet ham ind i væggen, og ejeren af hænderne nu stod og råbte ham ind i ansigtet. Det var ikke ligefrem behageligt, men han forstod udmærket hans reaktion, og stod derfor bare og lod ham komme ud med det. Noget man ikke havde set ham gøre, før hans hukommelse blev slettet. Han rejste sig, efter han blev skubbet ind i væggen. Det sårede ham på ingen måde. Han vendte i stedet blikket imod Andrea, da hun forsøgte at forsvare ham. Han satte pris på det, men tvivlede på det ville hjælpe noget. Noah virkede alt for vred. Da Andrea bad nogen hente hende, blev han nysgerrig for, at finde ud af hvem det var. Han lænede sig op af væggen, og ventede blot på hun ville vise sig. Det varede ikke længe, før en lyshåret kvinde kom frem. Lige så snart han så hendes ansigt, kunne han huske hende. Selvom det måske ikke havde været tydeligt før, var Angela den vigtigste person i hans liv, og havde været det siden de var børn. Fordi de havde levet sammen i et godt stykke over 2000 år. De havde mange minder sammen, og de overvældede ham derfor også mere end nogle af de andre havde gjort. Han blev stående op af væggen, men måtte til sidst glide ned og sætte sig. Hans øjne lukkede sig i, og alle minderne strømmede igennem ham, hvilket også påvirkede ham utrolig meget, så han til sidst faldt hen i en bevidstløs tilstand.

Noah var langt mere rasende end han havde været før. Og synet af hans søster, der så udmattede ud, og ikke mindst havde været spæret inde på dette slot i alt den tid, gjorde ham endnu mere sur. Han rasede af vrede, og med et stort håndgreb gav han slip på Nicolas, men istedet tog han fat i Andrea. Han råbte hende direkte ind i ansigtet uden tøven for at kunne rive halsen over på hende, for at have gjort det.
'' JEG ER LIGEGLAD MED HVOR MEGET HAN HAR LIDT. INGEN ER LIGE I DENNE VERDEN, ALLE LIDER. HVORDAN KAN DU TILLADE DIG AT SIGE, HAN HAR LIDT MERE END ANDRE. OG HVORDAN, KUNNE DU NOGLE SINDE, FINDE PÅ AT HOLDE MIN SØSTER INDSPÆRRET, DET ENESTE FAMILIE JEG HAR TILBAGE, VÆLGER DU AT SPÆRRE INDE, UDEN AT FORTÆLLE MIG OM DET. HVAD HVIS JEG SPÆRREDE ELENA INDE? HVORDAN VILLE DU HAVE DET, MED AT MISTE DIN FAMILIE. '' Han stramte grebet om hendes hals enormt meget. Han var rasende, på hende.. På Nicolas, og ikke mindst Caroline. De havde alle været skyld i hans smerter, og havde kun tænkt på dem selv, som egoister.
Og af alle dem, burde Andrea kende hans tempermang, vide hvordan han ville reagere overfor sådan noget som dette. Men i stedet havde hun valgt at gå imod ham.
Hvordan kunne han elske hende så højt, når hun altid dræbte ham indenvendig.
'' JEG ER TRÆT AF, ALT SKAL ENDE MED AT GÅ UD OVER MIG, FORDI I ER NOGLE KAMPHANER, DER IKKE FORSTÅR AT HOLDE SAMMEN MED SINE ALLIERET MEN ISTEDET GÅ IMOD DEM, OG VÆRE VED AT DRÆBE DEM.
JA CAROLINE ER ENORMT EGOISTISK, OG SELVISK, FORDI HUN SELV HAR MISTET ALT HUN ELSKER. '' Han åndet en anelse ud, før han forsøgte at køle sig selv ned.
Han var rasende, mere en nok, men alle han elskede, stod i rummet. Alle der havde smadret dele af hans liv, stod her. Alle han afskyet, stod her. Han forsøgte kun at fokusere på det gode af det.