Why should I care huh? Tell me! -Nille-

Nille hadede at høre de suk der kom fra hans læber. Det var tydeligt at han ikke gad hende. Hun var ikke god til at tage imod hjælp, sådan havde det altid været. Hun ville klare sig selv. Det havde hun lært som barn at hun skulle. Hun kiggede på ham med et tomt blik. Hun vidste godt han ikke ville lade hende gå, før han havde sikret sig hun ikke ville slå sig selv ihjel.
"Så lad vær med at sige jeg ikke må gå." Sagde hun roligt. En pludselig lyst til at drille ham kom. Dog skubbede hun den hurtigt væk. Hun svarede ikke på det andet. Hun så blot tomt på ham. Hun virkede som en der var tæt på at opgive sit liv. Og dog, havde hun en plan. "Skammeren er mig. Det er Skammeren i vil savne. For Nille er Skammeren." Sagde hun blot og lagde hovedet lidt på skrå. Kort blev hendes øjne sorte, men hurtigt blå inden der skete noget. "Ikke når folk anklager en." Sagde hun lavt. "Hvorfor prøver du overhovedet, Josh? Jeg slog dig."

Han vidste godt at hun var en der ikke tog imod hjælp, trods alt kendte han hende, mere end hun troede, for han var jo de sytten år og havde kendt hende lige siden at han var ti år gammel.. Så ja, han kendte hende skam udmærket godt, selvom hun overraskede ham over at virke som en der gav op på sit liv. Nok havde han selv cæret tæt på det, men han ønskede ikke at gøre det alligevel da det ville være latterligt. Men, hvis han en dag skulle gå hen og blive som sin far, så ville han gøre selvmord eller be nogen om at dræbe ham, ingen tvivl om det.
"Fint, så ville vi også savne skaberen," sagde han og løftede på sine skuldre med et roligt smil. "Fordi du betyder noget for mig, for Jacob, og derfor stopper jeg ikke bare, jeg er stædig som et æsel,"

Nilles lysende blå øjne landede på ham og et lille smil foldede sig om hendes læber over hans ord. Hun lagde armene over kors, stillede sig foran ham, og lagde hovedet lidt på skrå. Stædig som et æsel...Ja, det var han, men hun var snedig. Hun lagde sin hånd på hans brystkasse, greb fat om hans tøjs stof, og rev ham tættere på.
"Josh, lad mig være." Hviskede hun. "Hvad skal jeg gøre for at du lader mig være?" Hun hævede et øjnebryn, og skubbede ham væk. Dog ikke for hårdt, bare lidt væk fra hende.
Igen lagde hun armene over kors.

Hvad hun skulle gøre for at han skulle lade hende være? Joh, det var en svær en, eftersom hun betød noget for ham og han ønskede at hjælpe hende, så var hun svær bare at lade være. Det var ikke nem at finde svar på spørgsmålet, så i stedet for at svarer med det samme, løftede han på et øjenbryn og så spørgende på hende. Hvorfor ønskede hun at han skulle lade hende være, fandt hun ham irriterende fordi han forsøgte at hjælpe hende? Han lagde selv armene på kors og blev stående der hvor hun havde skubbet ham hen.
"Ingenting, du er min svigerinde," sagde han og stoppede med at have armene på kors, for at lade dem hænge ned. "Så, medmindre du stopper med at være sammen med Jacob eller virkelig vil have mig til at gå, så skal jeg nok lade dig være,"

Svigerinde? Lavede han sjov? I hendes verden var en svigerinde en der var gift med ens broder. For det første, Jacob havde aldrig friet. For det andet, selv hvis han friede ville hun sige nej. Ja, hun elskede Jacob, men... Skammer evnen stoppede hende og det at hun ikke ville. Det ville ændre hende.. Forandre hende. Hun ville føle sig gammel og hun havde ingen lyst til at lege husmor. Hvis Jacob ønskede at blive gift og få børn med hende... Så kunne han altså godt smide de drømme væk. Ja, hun havde elsket Toby, men hun ville ikke have et barn mere. Det ville hun dog en dag blive nød til, men hun ville ikke lege husmor.
"Jeg er ikke din svigerinde. Jacob og jeg er ikke gift." Sagde hun og trak på den ene skulder. Hun lagde armene over kors. "Jeg kunne ikke finde på at slå op med Jacob." Hendes blik blev tomt. Det kunne hun aldrig finde på... Det ønskede hun ikke. Det ville hun ikke! "Er du bange for at jeg vil slå mig selv ihjel?" Spurgte hun lavt og med et hævet øjnebryn.

Han vidste godt at de ikke var gift, ellers var der godt nok noget han var gået glip af. Men, han syndes det var sjovt at kalde hende, for sin svigerinde, da de kunne opfører sig som et par der var gift. Trods alt kom han fra fremtiden, så han vidste vist lidt mere om det, end Nille gik og troede. Han smilede svagt, for derefter at lægge sine hænder bag hovedet og kigge rundt.
"jeg ved godt at du ikke kunne finde på at slå op med Jacob , i to elsker hinanden højt, højere end jeg har set andre elsker hinanden," sagde han og kiggede hen på hende. Det var ikke engang løgn, Nille og Jacob var nok et af de par, som han kendte der elskede hinanden mest, selvom de havde oppe og nedturer. Men, det havde alle vel. "Ja, selvfølgelig er jeg bange for det, min bror elsker dig og hvis du dør, så ved jeg at han heller ik vil have den største lyst til at eksistere,"

Nille ville på ingen måde giftes. DA slet ikke med Jacob! Ja, hun elskede ham og ville være hos ham hele sit liv, men ikke giftes! Det lød måske som om hun ikke brød sig om Jacob, og ikke ville være sammen med ham, når hun ikke ville giftes med ham, men der var en god grund! Men den grund holdte hun lidt for sig selv. Hvis hun havde fortalt den til nogen, så var det en fejl, og den ville hun straks fortryde.
"Den dag du finder en pige du vil elske, vil du opdage hvor stærk smerten bare ved at tænke på, den du elsker, forlader dig." Hun sagde det roligt. Det hang ikke helt sammen med det, han havde sagt, men det betød ikke så meget.
"Så... Det er kun på grund af Jacob?" Aha. Hun var lidt skuffet. Meget vel. Hun havde vel lidt forventet alt ikke kun var på grund af Jacob. Hun smilede svagt.

Han kiggede spørgende hen på hende.
"Selvfølgelig er det ikke kun pga. Jacob Nille! Det ved du da! Du ved da at jeg også holder af dig, du er som en storesøster, du har hjulpet mig igennem mange ting og jeg er dig evig taknemelig, så selvfølgelig har det ikke kun noget med Jacob at gøre! Jeg vil savne dig og det vil blot gøre endnu mere ondt at se jacob savne dig også, forstå mig ret, du er en af dem jeg kan gå til, forsvinder du, så forsvinder der skam også en del af mig," sagde han roligt til hende og så hende i øjnene, inden han kiggede væk fra hende, for at kigge over på busken der pludselig raslede. Han rettede dog hurtigt sin opmærksomhed imod hende igen. "Du har været der i snart 10 år.. Selvfølgelig vil jeg savne dig og forhindre dig i at dræbe dig selv, du fortjener at leve!" Han smilte stort til hende, lagde armene på kors, som dannede han et skjold der skulle gøre klar til hvis hun nu skulle til at sige ham imod, ved at sige han tog fej. Den dag han fandt en han elskede.. Ja.. Hvis der nogensinde kom en dag..

Nille lagde armene over kors og så tomt ned i jorden. Nej, det vidste hun faktisk ikke. En storesøster... Hun havde tre storesøstre, hun kunne nu godt undvære to af dem. Hun ville gerne beholde Isobel, hellere end gerne. For Isobel var den eneste der ikke havde løjet overfor hende. Cora kendte hun dog ikke så godt... Det var mere Lily, hun hadede. Nille kiggede mod busken da den raslede og rynkede på panden. Hendes instinkt sagde at hun ikke skulle lade det passere, så hun holdte øje med det omkring busken.
"Josh, jeg fortjener ikke at leve. Uanset hvad du siger. Jeg har brudt skammernes ed. Jeg er bedre tjent død." Hun havde hørt hans ord, hun var ved at blive overbevist. "Jeg ved bare ingenting mere, Josh..." Hun kløede sig i nakken. "Jeg tror jeg har brug for at tænke..."

Han var ligeglad med at hun havde brudt skammerens ed, det måtte skammerens gud eller gudinde altså lige finde sig i at hun havde gjort, så de kunne åbne øjnene op og se at Nille fortjente at leve mere end nogen anden! Han løftede spørgende på øjenbryn, på en drillende måde, som kun en lillebror kunne.
"Bedre tjent død! nej, det er skam en stor løgn! Du er bedre tjent levende, hvor du kan være omringet af dem som elsker dig!" sagde han og så hende i øjnene, selvom han ud af sin øjenkrog, stadig lå mærke til om der nu pludselig skulle komme en eller anden fjende frem. Han smilte dog over det sidste hun sagde, at hun blot havde brug for at tænke, det var i det mindste lidt bedre end det første hun sagde.
"Du ved en masse Nille og du skal have lov til at tænke," sagde han til hende, og langsomt lod han sine arme hænge langs sin overkrop igennem, som fjernede han skjoldet han havde bygget op. "Men, jeg er her og det er Jacob også, huske det,"

Skammernes ed var det Skammerne levede for. De levede for Eden. Om de kunne lide det eller ej! Den drillende måde han løftede sit ene øjnebryn, fik hende til at sukke opgivende og slå opgivende ud med armene. Hvad var der med den fyr?! Kunne han ikke bare forstå en ting?! Nej. For alt det med Skammerne var for indviklet for andre. Kun Nille og Isobel forstod det, åbenbart.
"Jeg lyver aldrig." Sagde hun stædigt og lagde armene over kors. "Ja, folk som elsker mig, men anklager mig." Hun rystede lidt på hovedet og så ned. Jacob havde anklaget hende... Josh havde anklaget hende... Så mange anklagede hende... Hakkede ned på hende...
"Jeg tager hjem nu, Josh. Tak for snakken." Mere havde hun ikke at sige. Hun vendte ryggen til og begyndte at gå.

//Out. xD

Imens han så hende gå, sukkede han opgivende og forstod ærgerligtalt ikke den kvinde. Jacob elskede hende, det vidste han, men hvordan pokker kunne det lykkedes ham at finde rundt i hende? Hun var jo som en rutchebane! Det eneste næste øjeblik kørte hun roligt i svinget, og før man kunne nå at trække vejret dybt ind, suste hun ned af en bakke og gav en et sus i maven. Anklager hende? Hvad pokker mente hun med det? Han havde da ikke anklaget hende for noget?
Han rystede blidt på hovedet, inden han vendte ryggen til hende og begyndte at gå, uden at se sig tilbage. Hvis Nille var klog nok, så slog hun ikke sig selv ihjel. Josh havde været tæt på det ja, eller taget det op til overvejelse, men i det sidste sekund var det gået op for ham, at kun de svageste væsner begik selvmord. Og han ville ikke være svag, han ville prøve at bygge sig selv op, hvor lang tid det så end måtte tage.

// OUT //