I don't even care -Rose-

At Anastacia befandt sig i Humvita forbløffede selv hende. Hun havde været oppe at skændtes med Reid igen, hvilket skete oftere og oftere efter at deres mor var blevet myrdet, og hun havde forladt ham i Doomsville. Hun måtte havde været utrolig stiv, eftersom at hun havde fundet sig selv bag en ret så overdådig egendom i Humvita aftenen inden. Da hun vågnede, havde hun fået anskaffet sig det første det bedste sprut for at holde sin tvillingebror ude af hendes hoved.
Da Anastacia forsøgte at rejse sig op fra de dugvåde brosten, kom et hærværk af hovedpine, brudstykker af hukommelse og Reids tanker samt færden tilbage til hende. Hun sukkede dybt, lagde sig ned på ryggen igen, men krympede ikke langt tid efter ind i fosterstilling. Vejret var koldt, brostenene koldere, men hun kunne ikke rigtigt abstrahere fra andet end at det føltes som om at der var en der hamrede på hendes hoved med en utrolig tung hammer. Verden svømmede og Anastacia indså at hun nok havde en smule alkohol i blodet endnu. Hendes mål var at finde mere i denne gudsforladte havneby. Anastacia hadede vand....
Med et dybt suk fik hun tungt rejst sig, og indså at det ikke blev varmere af at hun nu stod helt op. Anastacia sukkede endnu engang, og begyndte at stangere ned ad gaden. Hun trak hætten godt op om sit ansigt, så hvis nogen så hende, ville de ikke med det samme se at hun blot var en godt bagstiv teenager.
Efter at have fået varmen, forsøgte Anastacia at komme ind på et værtshus, men der var ingen, og hun begyndte at blive mere desperat. Hun skulle have alkohol, om det så gjaldt hendes liv, for hun kunne mærke at Reid kaldte på hende. Hun brød sig ikke om at være langt fra sin tvillingebror.
Hvad der ikke virkede som så langt fra værtshuset lå et varehus. Modløst tog Anastacia i håndtaget, men opdagede til sin overraskelse, at der var åbent.
Stadig forbløffet gik hun derind, knap så forsigtigt som hun normalt var.

//Undskyld at det blev skrevet så sent, håber at det går xD//

Det var efterhånden ved at være en rutine for Rose, sådan at arbejde i hendes fars "Forretning." Men det at vænne sig helt til den, ville nok aldrig ske. Hun var alt for vantil at være alene, til at dette bare ville blive noget hun ville vænne sig til. Samt det tøj hendes far fik hende ned i, hvorfor kunne hun ikke bare gå rundt med normalt tøj?!
Ikke at hun burde brokke sig, kjolerne var smukke, og hun havde nok aldrig forstillet sig at gå i noget så smukt, især sådan som de havde mistet alt efter selve jordskælvet. Men de havde fået kæmpet sig noget så grufuldt op igen, de arbejdede alle sammen på fuldtryg. Selvom Rose fik smerten, samt blev svimmel, arbejdede hun, uden at sige noget. Det skabte dog problemer engang i mellem, da sygdommen kunne få hende til at falde om.
Hun kunne bare ikke se, hvorfor de andre skulle knokle, og hun så skulle ligge i en seng, bare fordi hun måske var en smule svimmel. Så heller arbejde, så de hurtigere ville få mad på bordet igen, ikke længere ville sulte så meget. Og så stedet ville blive bygget op igen!
Selvom hun have vænnet sig til at gå rundt og arbejde, betød det ikke at hun ikke lavede fejl engang i mellem. Denne gang havde hun glemt at låse døren, hvilket gjorde at folk nemt ville kunne komme ind. Dog var hun så heldig at være den første oppe, så kunne hun også skynde sig tilbage og se om nogle havde forsøgt at trænge ind.
Hun Var iført en smuk grå/blå kjole, med et sjal over sine skulder og en enkelt handske. Som enlig gemte hendes sår, efter et uheld med en brødkniv og en varm pande. Hun åbnede døren til stedet, mens et let suk slap hendes læber. Det at løbe ville aldrig blive en ting hun ville holde til.
Øjnene landede på en kvinde, eller pige, ca samme alder som Rose? Der var i gang med at snuppe alkohol? Eller, hun nåede enlig ikke helt at se hvad pigen havde gang i, før hun skreg. "HEY! Stop det!" Normalt råbte Rose ikke, dette var sikkert skyld i udmattelsen fra at have løbet, samt det at hendes hjerte slog hårdt i hendes bryst!

http://pre15.deviantart.net/2a7f/th/pre/f/2015/231/7/4/adoptable_57_by_scarlett_knight-d96c79t.png
Påklædning

Da der var et hunkønsvæsen, der skreg i vilden sky, begyndte Anastacias hoved at dunke endnu mere. Forvirret vendte hun sig om mod den nyankomne, og fandt sig selv kiggende på en pige på omkring hendes egen alder. I et forsøg på at udføre en lidt ussel forsvarsmanøvre, pressede Anastacia sig op ad væggen, mens hun krympede sig sammen på gulvet. Udmattet lod hun hænderne op i vejret, men opdagede så, at hun stadig havde en flaske vodka i den højre hånd. En dyr vodka efter hvad hun kunne se.
Anastacia hev låget af, og tog en slurk. Hun var dog ved at blive sober, men hun kunne straks mærke virkningen, hvilket, hun selv vidste, ikke var helt normalt for hendes santuine-tilstand.
'Jamen, hej da, Anastacias stemme svømmede måske lidt mere end normalt, men ellers kunne hun godt være gået for en, der havde det helt perfekt.
Hun løftede flasken imod den nyankomne som en hilsen, og drak endnu en gang. Forsigtigt lod hun hendes hoved hvile på muren bag hende, mens hun kiggede på den anden pige gennem de halvtlukkede øjne. Selvom hun havde været i en rus af alkohol de sidste par dage, så havde hun stadig ræven i sig. Den ræv, der sagde at hun skulle gøre alt for at forblive i live.
Så hun kiggede. Iagttagede. Og gav hende et lille, fordrukkent smil.
Anastacia kunne høre langt væk fra at pigen pustede hårdt efter at have løbet, og hendes smil blev lige lidt større. Anastacia kunne sagtens løbe fra hende, selv i denne tilstand.

Personen der stod foran hende, var fordrukken, udentvivl. Det overraskede hende enlig ikke, der var ingen penge at hente i dette sted, så hvis man ønskede at snuppe noget var det alkoholen eller det blod de havde på flaske. Hun bed sig kort i underlæben, hun ønskede ikke at blive vred over dette. Det var ikke ok at stjæle, men på den anden side, havde personen ikke ødelagt noget. Det hun nok var mest vred over, var at hun ikke havde låst efter sig. På den anden side, var det vel en ok ting. Så var personen ikke kravlet ind af vinduet, og sikkert kommet til skade på skårene fra ruden.
Hun spærrede øjnene en smule op, da hun nærmest hilste på Rose, som om hun ejede stedet. Hun smilte kort, og rystede blidt på hovedet. "Eh... Du..." Hvad hjalp det overhovedet at snakke til hende, hun gik hen og tog flasken fra hendes hænder. "Det går ikke..." Hun gik bag disken og tog et glas frem, hvor hun hældte noget op og rakte det til hende. "Man drikker af et glas, det gør ikke noget at være lidt fin på den." Hun blinkede til hende, og smilte kærligt, hvor hun satte proppen på flasken igen. "Her." Hun rakte flasken tilbage til hende, hvor hun sukkede blidt.
Hun kunne ikke så godt sælge flasken, ikke når den var blevet drukket fra. Hun kunne jo være syg, og smitte gæsterne, så hygiejnen kom først. Hun sukkede blidt, hvor hun rettede blikket imod hende. "Vi åbner snart her, så hvis du ikke ønsker at soldaterne kommer og tager dig, så det bedst hvis du går..." Hun svang det blå/grå sjal om hendes skuldre, hvor hun smilte kærligt. "Det er koldt udenfor, så find hellere et varmt sted at være." Dette sted kostede penge, bare at gå indenfor døren kostede penge. Så det at hun ikke ligefrem var kommet for at betale for alkohol, skulle hun ikke gå indfor at hun ønskede at betale for sit ophold her. Og hun kunne ikke ligefrem være rar og bede hende om at blive, dette var en forretning, hendes far ville kværke hende, hvis hun lavede dette nummer igen.