I just don't care - Ammon

Sted: Parken, Angerforge.
Omgivelser: Der sker ikke rigtig noget, der går indimellem nogen forbi.
Vejr: Det er køligt og det har regnet lidt igennem dagen, men det regner ikke i øjeblikket.
Tid: Halv otte.

Blair havde været ligeglad med alting siden hendes sidste møde med Ammon. Hun havde ikke følt noget, hun havde været en tom skal. Hun sad på en bænk og så over på en stor legeplads, hun tænkte på at Lucy kunne have siddet i en gynge hvis hun havde truffet et andet valg dengang, men hun følte ikke noget ved det. Det var bare en tanke, hun så op på et træ og så nogle regndråber falde ned for så at ramme hende, hun kiggede væk og tørrede dem væk før hun rejste sig og begyndte at gå. Hun havde tænkt på Ammon, men han var bare som alle andre omkring hende i øjeblikket. En person der ikke betød noget, hun huskede alt der var sket og hvor hårdt det havde taget på hende, og så kom intetheden og hun følte ingenting længere.

Ammon havde gennem den seneste tid valgt at være så rolig som muligt. Han havde trænet, prøvet at finde arbejde og hvad hans ellers kunne lave i denne tid.
Lige nu gik han en tur, efter en date med en menneskepige. Pigen hang op af hans skulder og fniste over hans kommentar om himmellegemer. Hun var iført en kort kjole der kunne havde lignet Blair på mange måder.
Selv var han bare iført skjorte, jeans og sko.

Blair gik videre ned igennem parken og fik hurtigt øje på Ammon med en pige hængende op af ham. Hun så bare på dem og hun var mere interesseret i pigen end i Ammon, hun gik hen til dem og da hun kom tættere på kunne hun se pigen havde noget tilfælles med hende selv, det morede hende bare. Hun så på pigen i et godt stykke tid før hun så op på Ammon. "Du er på date? Hvor hyggeligt." Hun lød kold og ligeglad, fordi hun også var det. Men hendes følelser lå stadig inde i hende, de var bare pakket væk, det var også derfor hun overhovedet havde taget kontakt til Ammon nu.

Han så kort på Blair, inden han trak sin date, Danielle, om bag sig, for at virke en smule beskyttende.
''Ja, Blair.'' sagde han inden han så kort på Danielle.
''Hvor... Hvordan går det?'' spurgte han en smule tøvende.
Han var skyld i hendes kolde opførsel, forståeligt nok.

Blair kom med en klukkende latter da han trak pigen om bag sig. "Du tror da ikke jeg vil gøre hende noget? Det er sårende." Der var smurt et tykt lag ironi på hendes ord, så det ville være umuligt ikke at forstå det. Hun smilede da han spurgte hvordan det gik, men der var ingen glæde i hendes smil, men heller ikke noget had. "Nu hvor jeg ikke har nogen følelser der holder mig tilbage, så kan jeg meget mere. Jeg er ikke bange for noget." Hun var ikke sikker på om hun havde lyst til at få hendes følelser tilbage, hun kunne meget bedre leve uden dem.

''gider du ikke skrue lidt ned for charmen, hva'? Det er da et lige fedt om det er du eller jeg der finder en nden, ikke?'' han så en smule vredt på Blair. Hun havde haft Alian dengang. Nu var det Ammons tur til et liv.
Danielle så op på Ammon, og man kunne se hendes uro over hans tonefald.

Blair kunne ikke være mere ligeglad med om han var på date eller ej. Men hun kunne lige så godt få lidt sjovt ud af det. Hun kørte en hånd igennem hendes hår og da hun så uroen i hans date kunne hun more sig så meget mere. Hun tog et enkelt skridt og det eneste et normalt blik ville kunne nå at opfange, var nogle lysglimt før hun var væk, hun stoppede op bag dem og tog fat i pigen. Hun lagde en arm på hendes hals og den anden havde hun i et greb om hendes arm, hun gik nogle skridt bagud og tvang hende derfor med.

Han knurrede lavt af hende.
''Blair, du går over stregen nu.'' sagde han sammenbidt, da han så hvordan Danielle var skræmt.
Han så på hende, på Blair, og kort overvejede at tvinge Blair væk.
Han trak vejret dybt - Danielle vidste ikke noget om racerne. Hun var så naiv.
Og sådan skulle det blive ved.

Blair synes det var ret morsomt at han blev vred. Hun fjernede pigens hår med hånden hun havde holdt om hendes arm så hendes hals var blottet. Hun hørte hans ord og lagde hendes hår tilbage hvor det sad før. Hun så på Ammon og overvejede et kort øjeblik at slippe pigen, men hvad sjovt ville der være i det? Blair var ikke bange for Ammon, selvom hun ikke vidste hvad han var i stand til. "Du må hellere stoppe mig. Hun dufter godt." Hun fik hendes tænder til at vokse frem og hun tog en dyb indånding ind gennem næsen. Hun havde ikke tænkt sig at drikke af hende, blot provokere Ammon lidt.

''Blair. Stop så.'' hans ord virkede på en måde ikke så rolige som han ville have det.
Han tog et enkelt skridt og tog fat i skulderen på Blair, og klemte hårdt til. Selv som vampyr ville det gøre ondt.
''Du går over stregen.. Slip hende.'' knurrede han lavt. Danielle stirrede på Blair, derefter på Ammon.

Blair smilede over hans ord. Da hun mærkede hans hårde greb om hendes skulder så han på Ammon og hun forsøgte ikke at vise den smerte han påførte hende. Hun førte pigen hen til Ammon med den arm der havde lagt på hendes hals og skubbede så hendes tænder op i tandkødet igen og så på ham med hendes følelsesløse øjne. "Det var sjovt. Det må vi gøre igen." Hun ville ikke forsøge at komme ud af hans greb, det ville ikke hjælpe noget alligevel, så hun ventede bare på han slap hende.

''Danielle, tag hjem.'' sagde han roligt da pigen var kommet fri.
Hun flygtede næsten væk fra Blair og Ammon, og det sekund hun var ude af syne greb Ammon hende om halsen.
''Hør her, Barbie!'' knurrede han lavt.
''Husker du hvor meget du elskede Alian? Tak, du ødelagde lige min mulighed for den følelse.'' han strammede grebet om hendes hals, hun havde jo ikke brug for at trække vejret.
''Jeg er ligeglad om du er en kold so eller ej, men jeg synes du burde overveje din opførsel.'' han slap hende i et hårdt ryk, man kunne se hvor skuffet og såret han egentlig var over hendes opførsel.

Blair så ham sende Danielle hjem, og da han greb fat om hendes hals vidste hun hvorfor. Hun kunne godt huske alting, men hun kunne bare ikke føle de ting. Det hele virkede som en drøm, en drøm hvor alle følelserne var en fantasi. Hun virkede anderledes nu, han havde fået hende til at tænke tilbage på hvad der engang var. Hun kunne ikke føle fortrydelse og skyld, så selv hvis hun undskyldte ville det ikke være oprigtigt. Hun stod der bare og lod ham komme af med hans vrede, det ville ikke nytte noget at afbryde ham. Hans skuffede og sårede blik ramte hende, helt dybt nede hvor hun hendes følelser var gemt, et ganske lille prik i dem. Hun havde overvejet hvordan hun skulle få hendes følelser tilbage, men hun var begyndt at synes om den frygtløse version af sig selv. Indtil nu. "Hvad vil du have jeg skal gøre? Jeg kan ikke føle noget." Hun vidste ikke hvordan hun nogensinde skulle få følelserne tilbage.

''jeg synes at enten skal tage dig til sammen, eller pisse af.'' knurrede han.
Han så kort på hende inden han begyndte at gå efter Danielle. Han skulle undskylde for hendes opførsel.
Han var rystet, over at hun kunne gøre sådanne ting. Han havde kun gjort det én gang mod hende. Og det var dengang Alian der havde overvejet at sætte en professionel til at myrde Ammon.

Blair så ham gå og en svag, meget svag, følelse af skyld kom op til overfladen. Hun blev nød til at undskylde overfor ham, men hun blev også nød til at undskylde over for Danielle. Hun fulgte efter dem og kom op på siden af Ammon. "Undskyld. Jeg ved det var forkert, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." Hun så hen imod Danielle og så så ned. "Sig undskyld til hende for mig." Den følelse af skyld hun havde følt forsvandt lige så langsomt væk igen, hun stoppede op, det var nok ikke den bedste idé at hun gik med ham.

''Og hvad skal jeg bruge din undskyldning til? Hun vil ikke se mig igen. Hun aner intet om vores racers eksistens. Og nu vil hun have en forklaring på, hvordan du kunne være så stærk, kold og nærmest bide hende i halsen.'' han var vred, frustreret og såret.
Danielle havde været en... En chance, for et bedre liv. Hun kunne havde taget ham væk fra denne verden... Det var ikke længere en mulighed.

Blair kunne ikke gøre mere, han ville ikke tage imod hendes undskyldning. Hun havde gjort noget der var virkelig dumt og forkert, men hun kunne ikke gøre det om. Hendes skyldfølelse var allerede forsvundet igen. Hun trak bare på skulderen. "Hun skulle finde ud af det før eller siden." Hun gik hen og satte sig på en bænk igen og hun begyndte igen at tænke, hun tænkte på hende og Ammons genforening, hun huskede vreden som hun havde følt da han afviste hende. Men nu begyndte vreden at blive til en følelsen, men den var bare 10 gange værre end den vrede hun havde følt dengang. Hun forsøgte at kæmpe imod, hun kunne ikke føle så meget på engang det ville rive hende fra hinanden. Hun rejste sig op og hun gik helt amok på alt omkring hende, hun smed bænken væk, begyndte at slå og sparke på den indtil den var faldet fra hinanden, og så kom sorgen. Hun faldt ned på knæ og tårerene forlod hendes øjne, hun kunne slet ikke stoppe igen og den sorg hun følte var ulidelig, hun hulkede så højt at det næsten var umuligt ikke at høre hende.

Han stoppede op da han hørte hende.
Han vidste ikke hvorfor, men tanken om t Danielle kunne vente.
Han gik hen til Blair, og tog fat i hende uden at sige noget. Han tog fast fat i hendes overarme og holdte hende lidt fast..
''Hey... hey... shhh...'' han stod bare og holdte ham fast i hende, inden han lagde armene om hende.

Blair forventede ikke at han kom tilbage, hun ville også forstå ham. Hun havde skubbet ham længere væk ved at tage chancen for et normalt liv væk fra ham. Han havde aldrig gjort det ved hende. Hun hørte skridt nærme sig og hun lød ham tage fat i ham, hun kunne slet ikke beskrive alt det hun følte lige nu. Det var som om alt det sorg hun nogensinde havde følt kom væltende på en gang. Hun prøvede at stoppe med at græde, men det lykkedes ikke. Hun lagde sig ind til ham da han lagde armene om hende. Hun sagde ikke noget, hun stod der bare og græd og så kom alt det andet, glæde, skam, forvirring, had, det hele, men sorgen var stadig den der kom mest til udtryk. Hun havde en trang til bare at slukke for det hele igen, men det ville ikke hjælpe hende på nogen måde. Det ville bare gøre tingene værre, så hun blev ved med at lade dem strømme til og så måtte hun bare holde ud.

Han stod bare med armene om hende, vuggede hende svagt fra side til side.
Han var vred på hende, men han ikke ikke se til når hun var ulykkelig. Det havde han aldrig kunnet.
''Kom, så tager vi hjem..'' sagde han med en stemme der kunne virke så beroligende.
Han tog hende op i sine arme, og begyndte så ellers bare at gå. Danielle måtte vente.

Blair kunne ikke styre hendes følelser, så hun kunne ikke føle taknemmelighed selvom hun var det. Hun begyndte så småt at blive mere rolig, men følelserne rasede stadig rundt og forsøgte at finde deres rigtige plads. Man kunne på en måde sammenligne hendes følelser med et puslespil, de har alle en plads de skal være på og lige nu ligger de i en stor rodet bunke. Hun snøftede lidt og græd ikke helt så meget mere, selvom der stadig kom nogle tåre en gang imellem. Hun ville gerne undskylde igen, men hun var ikke helt sikker på hvor troværdig hun var hendes undskyldninger ville lyde. Hun blev altid beroliget af hans stemme, når han ikke lød vred eller skuffet selvfølgelig. Hun ville helst have han fulgte efter Danielle og havde chancen for at få et normalt liv, men hun havde heller ikke lyst til at lade ham gå. Hun måtte bare være egoistisk, som hun var tit.

Han gik bare, indtil de nåede det hus, som han havde boet i dengang med Alian.
Alt var som da han forlod det, undtagen én ting: Der var en værelse specielt indrettet til tortur.
Ammon var ikke længere venlig og kær medmindre han havde lyst til det. Han arbejdede ikke, ikke længere. Han orkede ikke engang skulle finde arbejde.

Blair var udmattet, alle de følelser der kom på en gang var trættende. Hun lagde ikke rigtig mærke til huset, hun gik ikke ud fra der var noget anderledes. Det var længe siden hun havde været der. Der var sket en masse der havde forandret hele hendes liv. Hun ville gerne snakke med ham om at han havde sagt det var bedst hvis de ikke var sammen. Hun var begyndt at forstå hvorfor, han ville have et normalt liv og det kunne han ikke få sammen med hende.

Han sagde intet, da han låste dem ind i huset, og bar hende direkte hen til hendes værelse. Det værelse hun havde sovet i når hun havde haft brug for t være i nærheden af ham.
Han lagde hende i sengen, og gik derefter ind i køkkenet, uden at lukke døren til hendes værelse.
Han satte vand over til kaffe til ham selv, og trak en flaske med blod frem fra hans køleskab.
Han sagde stadig ikke noget.

Blair lagde sig til rette i sengen, på den ene side ville hun gerne være i nærheden af ham, men på den anden side ville hun ikke. Tanken om at de ikke kunne være sammen igen var bare for smertefuld. Især nu hvor der ikke var noget der holdte dem tilbage. Blair overvejede kraftigt at gå, men hun vidste ikke hvad der ville ske med hendes følelser, og hvis hun gik var hun helt alene om hende, men det pinte hende at være der når hun vidste hvor deres forhold lå.