Why am I even here? /w Abaddon

Fødderne danglet frem og tilbage, hævet over det stenhårde kirkegulv med en lykke af reb om halsen. Blodet fra de ud-skåret øjne dryppede ned af de svagt kølige og livløse kinder, mens den sjæleforladte krop stirret tomt ud i luften med et dødt og koldt blik.
Rafael kigget op på den hængende mand der hang fra en af de skinene lysekroner i toppen af den formidable kirke. En svag trækning af irritation krøb op Rafaels ansigt, hvad der ville være set som andre som et faretruende smil, trækningen på en løves mundvig inden dens kæber flået dit hoved fra resten af dig.
Rafael drejet hoved på skift frem og tilbage mellem de fem andre dæmoner som havde fulgt ham ind i kirken, og endelig adskilte hans maskuline stemme nogen dybe, dæmoniske og intimidende toner i form af ord "Hvem af jer gav ham tilladelse til at dø?" dæmonerne kigget på hinnaden i et stille øjeblik, inden Rafael sluttet af "Lag mig omformulere spørgsmålet - hvem af jer skal have æren af at smage sine egne saftige indvolde, probbet så hårdt ned i kæften at man gisper efter vejret?" Rafael lød ikke sur eller utilfreds, det var nok det væreste for dæmonerne. Lyden af et neutral tonefald der ikke ville tøve med at blive den sidste melodi af livets musik man ville høre.
Rafael drejet sin maskuline og muskuløse stålplade hårde brystkasse mod dæmonerne, og med overarme på størrelse med halve træstrammer, sagde han med en misfornøjet ansigtstrækning "Jeg-" længere kom Rafael ikke sin talestrøm før en lyd kom fra mørket, en fod der trådte ned på en gulv overfalde, henne ved trappen op til klokketårnet. Rafael gav med et advarende nik i retningen af trappen, et tegn til en af dæmonerne om at gå hen og tjekke det ud, hvorefter den nervøse dæmon Aziel der var iført et jakkesæt langsomt vandret mod trappen med sit lange sorte hår dinglene ned af kinderne.
Ikke en lyd kom fra Aziels ellers tunge åndedræt, da første trin bliv betrådt af trappen, og fordi de andre dæmonerne og Rafael så det fra en dårlig vinkel, hørte de ikke andet end et hoved der i en tusinde del at et sekund bliv revet af kroppen, ikke skåret eller hugget, men brutalt og nådesløst revet af med ren overkrops styrke, og lyden fra knolgerne sang derefter deres rædselsfulde knækkende melodi mens rygraden og knoglerne i halsen brækket som var det tændstikker der bliv mødt af en motersav.
Rafael og de andre kom hurtig til stedet af nysgerrighed og handlelyst, men intet syn af overfaldsmanden var til stede, kun den hjælpeløse døde dæmon der ikke engang havde et skræmt udtryk på hans døde ansigt, så hurtigt havde hans endeligt været.
Rafael træk på sine skuldre af ren utilfredshed, to døde dæmoner på en aften.. en eller anden skulle bøde for det her. Han ville dræbe personen, alle personen kendte, og selv dem personen ikke kendte. Men inden Rafael kunne gøre flere fysiske tegn på hans hævnlyst, så opdaget man langsomt at en af de tilbageværende dæmoner var begyndt at holde usandsynligt meget kæft, og da Rafael drejet sig mod den tredje dæmon som var en ung og smuk kvinde med gyldne lokker, så han og de andre dæmoner en stakkels pige der var som overfaldet af skygger og mørke i alt deres lydløshed, for selvom de intet havde hørt fra deres kollega der stod ikke mere end en meter fra dem, så var hun nu stemplet med håndstørrelse jern spyd, og hun var i afmagt stemplet mod en af kirkens mange sten vægge. Hendes øjne var var væk, og blodet ren ned af hendes brystkasse og ned mellem revnen der var mellem brysterne i hendes alt for tætte læderovertøj.
Rafael gik frygtløst hen og satte sine fingre ind i de tomme øjehuller, og slikkede så på sin fingre derefter, som var øjevæsken flødeis. hvorefter han lugtet til hendes hår og trak nu for første gang i aften et smil på sin læbe "Vi har med en vampyr at gøre" Rafael var rimelig tilfreds med at vide hvad der gunnet mod dem, men inden han kunne sige ellergøre mere,åbnet kirkedørene, og i åbningen stod Rowan.
Rafael havde ikke i tankerne om at lade civile blande sig i sine forretninger, men han kunne mærke i sit bryst at Camille snart ville opsøge ham igen, så at dræbe den nyankommende uskyldige person på en brutal og hjerteløs måde, ville nok ikke ligefrem gøre Camille i et ikke råbe humør, så Rafael valgte at håndtere det her på en anden måde end at knuse mandens kranium med en gravsten.
Rafael gik mod Rowan og sagde til de andre dæmoner "tag jer af vampyren"
Rafael stod nu foran Rowan og sagde med en mindre dominende og dæmonisk tone "Hvem er du? kirken er lukket"

Støvet fyldte hans næsebor, da han tog en dyb indånding. Men det var ikke kun støv han mærkede. En ubehagelig stank af blod fløj rundt blandt støvet og rummets stank. Det gibbede i varulven, som ikke havde forventet duften af død i en kirke. Men det var ikke kun hans lugtesanser der blev overraskede. Hans øjne mødte et syn, han bestemt ikke havde regnet med. Han havde forventet at møde en tom kirke, men i stedet blev han mødt af en gruppe individer. Hans blik gled langsomt over gruppen af folk, men det var ikke muligt for ham at genkende deres lugte, da blodstanken var så kraftig. Han skævede til gruppen, der nu blev sendt efter en vampyr, af en stor fyr, der kunne se ud til at være deres overordnede. Rowan sank en klump, da han bemærkede størrelsen af dénne fyr. Det var nok bedst ikke at gøre noget, der kunne provokere ham. Dette var selvfølgelig førend han så kvinden, der så ud til at være piercet til væggen med et spyd. Hendes døde og tomme ansigtsudtryk fik varulvens mave til at klage - han følte en vild strøm af ubehag skylle over sig.
Manden overfor ham talte. Der var ingen tvivl om, at han burde svare. "Jeg... Ugh..." Han kunne ikke flytte blikket fra kvinden på væggen, trods hans næse opfangede at størstedelen af blod-lugten kom fra et andet sted i kirken. Hans krop sitrede. Mord var ikke just noget han blev stillet op mod til dagligt, så han havde bestemt svært ved at håndtere situationen.

"Jeg er--" forsøgte han igen. Lyv, udbryd hans tankestrøm, giv dem ikke dit navn! "Rowan." nåede hans krop dog at fremstamme. Forræderiske stemmebånd, tænke han frustreret. Så længe han holdt sit efternavn for sig selv, så skulle det dog nok kunne lykkes.

"Ja. Kirken er luk-- Øh. Ja." Han kunne ikke fremstamme en sammenhængende sætning. Chokket havde gjort hans ansigt ganske blegt. Endelig fik varulven dog fjernet blikket fra 'vægdekorationen' og han stirrede nu intenst og forfærdet på manden foran sig. Han var et bjerg af en mand. "Hvad er der dog sket?" udbrød han, velvidende at det nok ikke vedkom ham, men han kunne ikke gå væk fra så makaber en scene. Det var ganske enkelt ikke muligt for ham, blot at vende om på hælen, og forlade stedet.
Endelig huskede han, at de andre medlemmer af gruppen skulle 'tage sig af' en vampyr. "Har en blodsuger gjort... dét?" spurgte han og nikkede mod offeret på væggen.

Rafael havde så meget tålmodighed overfor andre folk, som et flystyrt var respektfuld overfor de afdødes hårfisure. Og når en mand stammet overfor ham, var han mere likely til at stikke hans hoved ind i bagdelen på en flodhest, end han var på at udvise tolerence overfor deres nervøse talefejl, og hvis ikke det var fordi han tros sine over-dominende overarme, stadig frygtet at skuffe Camille, ville Rafael være meget mindre venlig mod en tilfældig person der skal forstyre ham og hans folk.
Rafael kigget ned på Rowan og sagde efter Rowan havde nikket mod den smukke afdøde pige "Hør. Jeg er dæmonernes raceleder. Jeg prøver virkelig hårdt ikke at slå dig ihjel. Vil du være en god lille ynkelig slim klat, og pisse af" Det lyd ikke som et spørgsmål, selvom ordene var stillet op som et spørgsmål, mere en advarsel om at enten pissset han blod i ti uger, eller pisset af rafaels nærvær.
Rafael var ikke en diplomat når han var i dårlig humør, og man kan sige at miste dæmoner under sin kontrol, det er klart noget som skaber ham et dårligt humør

Rowan var efterhånden vant til at blive talt ned til og dårligt behandlet af alle han stødte på - især dæmoner havde absolut ingen respekt for andre eller den mindste form for selvkontrol. Rystet over hele situationen og ikke mindst den behandling han nu fik, uden grund tilsyneladende, tog varulven et skridt baglænst. Måske var det ikke vampyren der var den onde i denne situation; det var mere sandsynligt at disse dæmoner var dem, der forvoldte skade og problemer. Han sank en klump og tog en dyb indånding for at få styr på sine tanker.

Varulvens øjne blev store og hans ansigt en anelse blegt, da det gik op for ham at det var dæmonernes raceleder han stod overfor. Havde han haft en hale i det givne øjeblik, så var den uden tvivl smuttet ind mellem benene nu. Han skulle ikke nyde noget! Hvis denne dæmon ligefrem kæmpede for at undgå at dræbe Rowan, så var det måske en god idé at smutte med livet i behold. At blive kaldt en 'lille ynkelig slimklat' var ikke ligefrem noget der gik ham på - han havde hørt mange nedladende ting igennem tiden, og lige nu blev han ikke rørt af skældsord eller kaldenavne.
"Jeg beklager..." svarede han hurtigt og tog nogle hurtige skridt baglæns. "Held og lykke med vampyren." tilføjede han hurtigt, usikker på om han overhovedet turde vende ryggen til dette arrige individ.

Da vareulven vendte om, drejet rafael også sig om, men det var ikke synet af vampyr der leget gemmeleg med et par dæmoner, som mødte hans øjne, det var de overlevende dæmoner som lå livløst og sjæleforladt på jorden, men en arrig maskulin vampyr hævet over sig i midten af kirkegulvet. Vampyren havde et blodlysten blik og hver eneste muskel i hans muskuløse overkrop skrig af han var på jagt og havde andres død i sinde.
Rafael trådte selvsikkert et skridt ind i kirken, så på vampyren der slog sine arme ud til siden og sagde "Kan du huske mig?!" det var enlig ikke et spørgsmål, for vampyren regnet med Rafael kunne, men på det punkt tog vampyren fejl, Rafael havde ikke den fjerneste ide om hvem det var.
Så Rafael trak på skuldrene, som var det intet mere end en fyr der havde spurgte om en ligther til en cigaret. hvilket gjorde vampyren endnu mere sur end han i forvejen var "Du rev min fucking pik og nosser af foran min veninde" Rafael så tænkene ud i et kort sekund, men sagde så provokende og afslappet "Skulle jeg kunne genkende en hundehvalp, bare fordi jeg har sparket til den før? Sorry, kan huske hvad jeg fik til morgenmad sidste mandag, men.. dig.. naaa" Vampyrens bryst bliv oppustet med vrede, for ham var at blive kasteret foran Delilah en stor ting.. selvfølgelig. men at Rafael ikke engang kunne huske det, gjorde ham enormt pissed.
Vampyren som hed Sebastian Castle slog armene ud til siden, og råbte af sine lungers fulde kraft "jeg er stærkere nu. før var jeg kun et menneske-" Rafael afbrød ham ved at selv bruge sin dybe stemme og tale over ham "Og nu er du et menneske med tandproblemer" Vampyren løb mod Rafael, men rafael lagde bare sine hænder ned i lommerne og lod ham komme tættere på. Rafael så ikke ydre bekymret ud, og da vampyren kom med sit første slag mod Rafael, tog Rafael hurtigt sin hånd op af lommen på læderjakken, og greb om den knyttet næve, og som en grassklipper maskine der får fat i en hånd, kan man høre knoglerne i hånden kirke og vræle, jo mere Rafael stramte om den, og der var ikke tvivl dømme fra hans ansigt udtryk, at han ville kunne knække den til ukendelighed som en tandstik hvis han blot havde lyst.
Rafael tog fast i Castles hals og i en arm løftet han ham op som et lille barn i en skolegård der bliv løftet op af en professionel westleer. ligemeget hvor meget Castle sparket og slog med sine frie lemmer, var det som at kaste bacon på en kampvogn, tros hans opgraderet vampyr styrke.
Efter at Rafael studeret Castle ordenligt i nogen sekunder, kom han i tanke om hvem han var, men ikke pågrund af ham, men pågrund af hans kæreste Lailah, som Rafael nu fortalte hvad han havde gjort ved "Arh. Nu kan jeg huske dig. Du er kæreste til den pige jeg kom i hoved af, efter at have proppet hende ind i en levende hests røv og fodre hende dens lort som middags mad.. Lailah.. sød pige.. men kræsen appetit" Rafael grinte flabet og gav så slip på ham og lod Castle falde på røven ned på jorden, men inden Castle kunne rejse sig op til et nyt angreb, lagde Rafael en god på hans bryst, så han kunne holde ham nede. "Jeg vil slå dig ihjel. Men først vil jeg .. tage hånd om.. din pige, og alle du kan lide, alle dem der har givet dig husly, givet dig hjælp eller en venlig hånd. Når jeg har set enhver på den liste tigge om at dø efter en grum aften med tortur, så vil jeg opsøge dig.. for at slutte arbejdet. smut så bambi. Jeg den grumme jæger skal have fred til at dræbe din mor" Rafael gav Castle et knockout slag.
og vendte sig mod døren og væk fra den bevidstløse Castle.