Where there's a will there's a way ~ Abaddon

Hvor typisk! Et problem løses og fem nye dukker op.
Skulle det altid være sådan ? Efter Camille St.Clair havde fået afleveret krystallen tilbage til skyggedragerne, på kraftig opfordring fra hendes kæreste, havde hun faktisk lykkedes i at sove godt om natten igen! Hvilke havde været helt vidunderligt- og meget tiltrængt.
Så var de kommet....synerne...og havde ramt hende som et bassball bat, smack, lige i ansigtet og efterladt hende i chock.
Han hjalp hende! Han forsøgte stadig passe på hende, hvilke gjore hendes hjerte varmt.Men...åh,gud....han greb det meget voldsomt an, og hun kunne ikke leve med alle de døde børn,kvinder og mænd han efterlod døde og enda i hendes navn...på en måde.
De sidste syn, havde fetrladt hende bleg og med hovedet ned i toilettet , hvor hun i 30 minutter, havde måtte kaste al mave indhold op....and then some.
Hun blev syg....af at se uskyldige børn...i frygt o-og....NEJ , det måtte ophøre.NU .Slut.
Derfor havde hun påklædt sig sine sorte lange nederdel,en sort tshirt med stropper og en løs sort kappe....og her var hun så...bleg som et spøgelse....i bazaaren, hvor hun havde haft et flash af Rafael, der vandrede omkring.
Så nu skulle hun bare opspore ham, så kunne de få dette på plads så nemt som ingen ting, eller?

Engle kys bliv ført over ens uberørte krop, mens man vandret ned af de aften yndige gader, som en de uskyldige kærtegn fra en engels spinkle finger, og velsignet bevægelser, bliv man betaget af det milde vejr, som en elskers omsorg.
Rafael stod ved en af de mange borde, han var ikke skjult, der havde aldrig været meget ninja over ham, ikke at han ikke kunne bevæge sig som en eller anden fedtklumb, men han havde aldrig været en dæmon som ikke har kunne holde panden højt, og stilen på plads. han var en meget overvejende plottende person, og satte ikke sin lid til tilfældigheder, men til planer og forberedelse, og det var en af de grunde han havde sat sit store maskuline corpus ned ved Bazaaren hertil aften.. as a matter of fact. stod han og studeret nogen reb han skulle bruge, som lå på et bord til en rimelig pris.
Rafael havde betalt en gadedreng for at stå et stykke fra ham, og kigge på folk der kom tæt på Rafael, og hvis de så målrettet ud og gik mod Rafael, ville gadedrengen begynde at spille på hans lille lut, som ville få Rafael til at gå i et hastigt tempo væk fra Bazaaren og hen mod gyderne, hvor der var mindre folk. men hvis han hørte Camilles stemme ville han selvfølgelig stoppe, han så hende ikke som en modstander.

Hun gled ud og ind af de snørklede små overcrowded stier, mellem de indbydende og til tider også mærkværdige boder...der solgte alt mellem himmel og jord, og sikket også mellem dimensioner, det skulle ikke undrer hende.
Har du penge kan du få....har du ingen, så stjæl fra dem der har! Jaja....female Robin Hood var hun ved at udvikle sit alter ego til at fremstå som.
Camille standsede brat op...dér ved en bod der solgte reb, stod han og måske øvede sig på en dobbelt Knob af en art....var der en sømand gemt i Rafael? Hvem skulle have troet?
Hendes øjne blev dog spærret da hun fik en fæl overraskelse, fra bodens tag, han adskillige løkker ned og pludselig havde hun en klar fornemmelse af han ikke stod der for at lære at fortøjre en jolle.
" Rafael!" kaldte hun ud efter ham, en smule desperat...som om han skulle til at hænge noget der og nu...hastede hun over mod ham, hvilke ville få den lille lutspiller til at arbejde og spille på livetløs, så han var helt rød i hovedet.

Rafael lod det tygge reb glide mellem hans finger, mens han prøvede testet om det virkede til formålet.. om det kunne bindet til en ordenlig løkke.
Rafael drejet hoved da en velkendt stemme flyv gennem luften, og hans blå-grønne øjne stirret hen mod hvor lyden fik sin oprindelse, og da han opfanget Camille var i hastigt tempo mod ham, og en undrene mine kom frem på hans ansigt, hun .. havde for travlt. det satte hans paranoia igang.. var hun i problemer? hvad noget ændret sig uden han havde opfanget det? han lagde rebet ned på bordet, og satte sig selv i mest kraftige stil mod hende, hvor han skubbet sine skuldre frem af, og brystkassen frem, mens hans øjne gik ombagved hende, for at se om der var noget hun var på vej væk fra.. selvom hun ikke løb, kunne det da godt være. Rafael kastede en lille gestus med hånden mod lut spilleren, for at sige han stoppe sit larmeri. hvilket han så gjorde, men han kiggede stadig mod Rafael.. fattigdom og forældreløs. så hvis man fandt et sted at suge penge, kunne man lige se om man kunne arbejde lidt over tid.
Rafael lod en hånd glide ombagved ryggen, hvor en ulacks i sølv sad gemt under læderjakken, men han gjorde det ikke alt for tydeligt, så han holdt ikke hånden direkte bagved ryggen, men mere ned af siden, med en fingerspids eller to klar. Rafael lod sit blik fange Camille i hans gang, og så spørgende på hende, for at se om han havde misforstået hendes hensigt, da han ikke kunne se nogen direkte grund til hun skyndte sig

Mange indtryk viklede sig ind omkring hende...nogle var forundrede og overraskede ansigter der ' susede sløret forbi hende, da hun sikkert , i al sin iver , var kommet til at brase ind i både skulder og ryg på nogen af dem.Så var der lugten af al for branket kød fra en stor grill rist near by, en insisterende og vedvarende lyd fra en meget begejstret lut spiller , der bare blev mere og mere høj jo nærmere Reb boden hun kom - og så den velkendte skikkelse af Rafael ,der med et havde en hurtig kurs mod hende.
Det hele gik jo så stærkt, hun nåede bare at registerer at han så meget iagtsom ud i sine øjne...næsten som var han beredt på fjender skulle angribe.Dette andledte hende til at tro, at hun muligvis havde en forfølger, som hun ikke selv havde været opmærksom på.
For helvede da....nu havde hun igen været for optaget af ligegyldige ting, som de smukke glitrende og kønne kulørte tørklæder hun netop have set.
Hans blik fik hende til at vende sig om for at se , hvad og hvem der var efter hende...og hvor alvorligt det måske var....imens hun stadig løb.Dette kostede....et sammenstød...formentlig med Rafael? To damptoge i fuld fart og den ene på slinger kurs....wunderbar.
Hun lagde sine hænder på vedkommendes brystkasse for støtte , kiggede op og forventede at se ind i øjnene på Rafael...

Rafaels opmærksomhed var kun delvist rettet på Camille, selvfølgelig havde kvinden da styr på sine egne fødd... længere nået han ikke i den tanke før et bumb slog sig ind mod hans bryst, og med hans blik alle andre steder end på hende - for at se hvad hun skyndte sig væk fra, eller prøvede at fortælle ham med sin hurtige gang. bliv han derfor overrasket da hun lagde sig ind mod ham som en sten lagde sig på jorden når man tabte den fra femte sal.. ej okay, så slemt var det jo ikke, hun var jo tynd og ikke ligefrem et tog, men det tog stadigvæk prisen i konkurrencen om at få hans opmærksomhed.. the thing is.. hans arme var meget meget hurtigere end hans nakke, og inden han havde kigget ned på hvad der slog ind på ham, havde hans selvsikker hånd snuppet den farlige ulacks frem, og lagt det kolde stål på halsen af personen.. og ak og ve, da han kiggede ned, og hans blik fangede Camilles, og man kunne se den tydelige overraskelse i hans blik, han havde ikke regnet med hun ville støde ind i ham, men troet det var en eller anden fra den tætte befolkning som sikkert ikke var så venligstillet. men da det hårde stål var kommet frem, var det som med en hver anden våben trækning.. panik skabene i den tætte folke mængde.

Den første reaktion var lettelse da hun så at hun var havnet det rette sted, ihans havn- og ikke i en fremmeds.Så langt så godt, men så blev hun opmærksom på en strammende fornemmelse på hendes hals og hendes blik gled lidt ned hvor hun så et letalt våben, der i sig selv så drabeligt ud- og op af hendes hals hysterisk frygtindgydende.Hun ville skrige ,en ren og skær refleks ved overhængende trussel på liv eller død,men kun en snørklende lyd slap fra hende, og afslørede at hun ikke rigtig kunne få luft.Hun bevægede sig ikke, og havde hun....ville det havde været den sidste bevægelse hun fortog sig.Kun hendes negle borede sig ind i brystkassen på Rafael, som hun stadig tænkte på som dæmonernes leder, og hendes blanke øjne rettede igen deres opmærksomhed op til hans.Der var sikkert kun tale om få sekunder alt i alt, men det føltes klart som længere tid, når man var i hendes position.
Folkemængden var ved at blive urolig.Optøjer kunne nemt opildnes i denne brogede forsamling , der som altid rummede et stort overtal af alle racer, undtagen den af menneskelig art.

Den dæmoniske undertone i de dybe åndedræt var så tydelig som lugten af frityre i en pølsevogn. de døde øjne lå ned mod hendes ansigt som to sten på bunden af en sort beskidt sø. Rafael kunne mærke det håndsyet læder som skaft på hans ulack, som en barn kunne mærke sin legetøjs bil mellem sine finger, og følte den afslappende tryghed ved det kendte. hvad der tog for verden kun den smalle tid af et sekund, var for Rafael flere minutter, og selvom han aldrig havde overvejet at tage hendes liv, at føre hende til det evige mørke, var følelsen af at have et liv mellem sine hænder, var en unik fornemmelse når man som Rafael var dæmon leder i både sjæl og sind. Rafael tøvet ikke, det var mere en form for sindslig stilhed, inden han fjernet ulacksen fra hendes ubeskyttede hals. hans roligt og selvsikkert lagde den på det slagsbord ved siden med en enkelt håndudstrækning, for at milde tilskuerene inden deres puls gik for meget op. Rafael lagde afslappet hænderne ned af siderne, og sagde med et familie far kærligt smil "Frøken St.Clair. Æren er min, men hvis deres eksistence vil ære mig i fremtiden, så en lidt mindre action film ankomst ville være tiltrækkende" han sagde intet til hendes hænder på hans bryst, det var skam rart, og dæmoner var jo ikke kendt for at være gode munke, men det tiltalte ikke en gentlemand at ligge frække komplimenter i munden overfor kvinder der ikke var den legende type.

I små ryk , kom hendes vejrtrækning langsomt til live igen, da hun så våbenet blive fjernet fra hendes hals, og blodet igen kunne løbe tilbage til hendes kridt hvide ansigt.
" Rafael...mig en ære" svarede hun hæst, og rettede sig lidt op.
Hendes hænder efterlod hans bryst alene, den tryggebase det end havde æret for en stund, og nu stod hun igen på egne ben...omend de stadig bar præg af at være en smule svage i knæene." Mindre action? jeg skal forsøge at huske de ikke er til den slags" sagde hun og lavede et kejtet tegn ,ud til den horde af folk der forsat ikke havde fortrukket sig, der skulle signalerer at alt var i fin orden.
Det gik op for Camille at der sikkert ikke havde været nogen efter hende, de så ud til at havde haft fart på begge to, efter at have mistolket på hinandens signaler.
" Næste gang tager jeg blomster med..." sagde hun mere kækt, nu hvor blodet igen havde nået hendes hjerne.
" Men...heldigt jeg fandt dig Rafael" indledte hun...og sprang ud af den formelle tone, hun iøvrigt aldrig havde været den bedste til at overholde.

Rafael lod hende få sin krop i omdrejning igen, inden han begyndte at lave gøjl og gejl, for at sikkere sig hun mentalt lige var med. Rafael kunne ikke så godt lide når hun snakkede formelt, det lå ikke til hende.. på den gode måde. så da hun stoppede med at snakke som havde hun haft tungen op i en fransk adeligs røvhul, så kunne han kende hende igen. han lod begge sine maskuline bredskuldret arme ligge sig på hver side af hendes liv, ikke så meget for den seksuelle gestus, men faktisk mere fordi det ville få hendes opmærksomhed.. også var der jo altid fordele som at det var rart. ja, okay, måske var han en kaotisk gentlemand når der ikke var en formel grund til at holde facaden oppe. han prøvede en mild tone, men de dæmoniske undertoner var svære, for ikke at sige umulige helt at skjule fra hans stemme, så lidt mystik eller horror var der over den "St.Clair, de behøver slet ikke føle dem heldig, for i deres selskab, vil jeg selv ikke kunne undgå at føle det for mere end nok til os begge." han holdt en pause, og fjernet sine hænder, og vendte sig om, og væk fra hende, og lavede en gestus med hånden til at walk and talk, og forsatte derefter "Jeg selv har en middag underholdning at planlægge frøken, så ville være mig en glæde, hvis de ville dele deres grund til at søge mit selskab, mens vi gik" Rafael ventede ikke på hun svaret, og satte benene igang i et langsomt tempo. han havde jo heller ikke super travlt, han kunne bare godt lide at gå og snakke

Rafael betragtede hun klart som en ven, en der ville hende det godt.Hun havde altid haft helt gode intentioner omkring dæmonernes leder, men ofte var tvtvl opstået i hendes sind, om han ville iklæde hende en smuk løshængende hvid kjole,sætte blomster i hendes hår og lægge hende på et alter, og endog selv offer hende til hvem end der nu havde et gunstigt tilbud.Men hendes syner havde påvirket den teori.
Han gik langt...selvfølgelig al al for langt, i sin måde at hælpe hende på.
Hun så på hans arme omkring hendes talje, og smilede.Han var lidt som en stor prægtig løve, ik?....en der til hver en tid kunne blive overtager af et øjebliks instinkt og så....haps...no more Camille.
Han slap...og de begyndte at gå...." Vi kan følges ad , ja" stemte hun i og de begyndte at gå igennem boderne, men inden da rakte hun ud efter hans....dims...og tilbød ham den.." hvis du nu skulle møde flere søde piger i dag?" sagde hun drillende til ham.

Rafael tog sit våben med et lille smil, og lagde den bagved ryggen under læder jakken igen, og brugte lige et sekunds tid på at sikkere sig den sad fast, inden han begyndte at sætte de store militær støvler igang igen, og efter et lille venskabligt puf på Camilles ryg, vandret han ned mod lejligheds områderne. Rafael så ud til at undre sig lidt mens han gik, og sprugte så "Hvorfor er det heldigt at finde mig? har vi en grund til hele den ´verdenundergang ankomt´ du valgte at lave tidligere?" Rafael hørte hvad hun sagde, hvis hun snakkede, hvis hun ikke gjorde, så spurgte han bare igen, men ligemeget hvad hun sagde, så han ikke ud til at ændre ansigtudtryk, .. han så ubekymret ud.. en ting var rolig, en anden var ubekymret. han havde ikke set sådan ud hele tiden, kun lige få sekunder inden han spurgte hende, som var hans tanker et andet sted, eller prøvede han at holde en facade oppe.

Hun blev kickstartet af hans hånd der hjalp hende frem, bokstavelig talt, og hun fik bekræftet hvad hun allerede godt vidste, at Rafael var et stort bundt af muskler.På samme tid opstod et rerun af de syn hun havde modtaget, og netop var årsagen til hun i al hast måtte finde ham, og tale med ham- Rafael.
" Jo....der er en grund...en særlig ...bekymring...har drevet mig i armene på dig, Rafael" hun så op på ham og smilede.Hvordan skulle hun forklare ham det....altsår så han forstod det? Og kunne sluge hendes bøn, selv om han var dæmon og arbejdede på sin egen facon.
" Jeg er meget glad...og taknemmelig over du stadig forsøger hjælpe mig...med Isabella.Jeg...jeg er galtisk lidt rørt" sagde hun ærligt.Nogen gange føltes det som alle i underworld hadede hende.Dette invlusiv hendes ex Castle og hele hendes kærestes drage familie.
At hun så selv var ved at bringe Tristans søster i knæ, godt hjulpet af både Sean og Rafael, deeeet var noget meget andet.Isabella var ....ond,kold og meget urætfærdig.Desuden ville hun spidde Camille uden at blinke.Men ville Tristan holde Camille ansvarlig, hvis Rafael eller Sean slog Isabella ihjel...når nu de samarbejde med Camille? For satan da...den tanke havde godt nok haft noget latens tid...og var først kommet ud nu.
" Rafael....der er mange drab....måske lidt for mange...?" Indledte hun forsigtigt..

Rafael gentog et par enkelte gange tomt hendes ord, som man gjorde i aktiv lytning, for at vise man hørte efter, selvom at han enlig bare hørte efter hovedpunkterne, og gentog dem, hans opmærksomhed var rettet mod mere ... aktive problemer. "Bekymring? .. ja Isabella.. drab?" Rafael lagde en hånd ned om Camilles liv igen, og denne gang tog deres næser og gang i retningen af en lille nærliggende gyde, og hvis Camille prøvede at forsætte lige ud, ville han bare tage et mere stramt greb om hendes liv med den faste hånd, men han rykkede den ikke ud af plads, og kiggede stadig stift ud i luften. da de var kommet ned til siden, og var kommet ind i gyden, gik Rafael i et mere langsomt tempo, og drejet så ned af en side vej i gyden, så man ikke længere kunne se dem fra hoved gaden, hvorefter Rafael som et rovdyr hoppede hurtigt efter et såret dyr, kastede han en arm væk fra Camilles liv, og lod den arm gribe hvad der ligende et låg til en skraldespand, som lå på jorden, og stillede sig op af muren, som førte ud af side gaden i gyden, og i det sekund han havde sat sig på sin plads, kom en rimelig veltrænet mand der cirka på samme højde med Rafael, gående frem frem fra gyden, og som et tog med 200 kilometer i timen kom kørende, valgte Rafael at give manden en ansigts løftning i samme fart med skraldespands låget, og det medførte at manden gik i gulvet som en fuld sømand der drak lige et flakse vodka for meget. Rafael gav slip på låget, og lod det falde til jorden, hvorefter hans kiggede over mod Camille, og sagde så respektfuldt som han kunne "Beklager. Hvad sagde de frøken?" Rafael havde jo en evne som så mange andre, hans var at lugte sjæle omkring sig, og sjæles følelser og begær gav forskellige aromaer, som en parfume. Rafael bukkede sig kort ned, og tog en dusør plakat frem med Camilles navn, og detaljer. han rejste sig op i sin fulde højde, og kiggede mod Camille, og lagde plakaten ned i inderlommen på læderjakken.

Hun lod hans arm ligge omkring hendes liv.
Det man måtte forstå om Rafael, var at han udgjore en herlig blandning af en ægte gentlemand og en psykotisk dæmonisk rebel, så det galdt om at have balancen iorden, når man hang ud med ham.Det var den konklution som Camille var nået frem til da.
Desuden var det trygt, som de bevægede sig ud af de mere øde gyder.Under andre omstændigheder, ville hun havde sat et fedt spørgsmålstegn ved, hvad de skulle her i gyden, men denne dag var...anderledes ...og hun havde en agenda af sin egen.
Een kunne fristes til at spørge, HVORFOR Camilles planer altid var så ....uopnåelige...var det fordi hun dybest set, helt nede på bunden...helt ude i sindets kroge ikke mente hun var værd at elske? Var det derfor hun bevidst eller måske ubevidst altid fik sat sig i dumme situationer, i situationer hvor den følelse hun mest kunne mærke var....noget der gjore ondt? nååå, det var en længere snak,der blev gemt til en anden regnvejrsdag, ik.
Hun blev revet ud af sine små tanke bobler,da Rafael smækkede et affaldslåg i kajen på....en eller anden.Og der lå han så, smadret til ugenkendelighed forsn deres fødder, netop som Camille skulle holde sin antivold salgstale.Fed timing.
Er det hvad jeg har at arbejde med?, tænkte hun og så op mod himlen...som hun talte med en gud.Hun så på Rafael...igen havde han reddet deres røv.
" Var det der nødvendigt? Hvem er han?" hun så ned på ham.Brystkassen hævede og sænkede sig ...han var stadig i live.Udmærket.Men hendes øjne udvidede sig da hun så plakaten med hendes oplysninger på.Hvad fanden ? Camille lagde en hånd for sin mund.
Det var bare løgn ,det der! Nu ville alles øjne være på udkig efter en der lignede hende.
" Giv mig den der! Står der ....får man penge for at angive mig?" spurgte hun halv vredt.
Ikke på Rafael, men på den idiot der vovede at efterlyse hende!
Intet billed, det var da altid noget....de vidste ikke hvordan hun så ud...ikke helt, kun i grove træk.Så langt så godt.

Rafael rettede sit blik smæk fyldt med køligt overblik mod hende, og da hun spurgte om man fik penge for at angive hende, lod han sin massive nakke give en anderkende bevægelse, og sagde med en dyb dæmonisk tone "Jeg så de første for et i går aftes. men det er ikke kun penge. Isabella lover enhver slave sin frihed, for din afsked. mens alle de frie ikke slaver, bliver lovet et beløb et normalt væsen aldrig nogensinde ville kunne formå at ligge sine øjne på. ti kister med solidt guld, en formue." Rafael kunne se det smarte i Isabellas plan, at lokke med garanteret frihed til slaverne ville klart være en motivations faktor, men med det beløb der hun er efterfulgt for, vil det nok ikke kun være lejesvende der leder efter hende, men landmænd, præste, fiskere, alle som kunne ende i økonomisk problemer, at finde den legedariske Camille ville nok lyde som en let løsning i mange fattiges øre.
Rafael kiggede mod himlen kort, han ville selvfølgelig aldrig give hende ind, det håbede han bare hun vidste, hans moral var tyndere end silke, det er rigtigt nok, men han var skam mere kompliceret end det, og når han siger han vil hjælpe Camille, er det skam hvad han gør.
han kiggede mod hende igen, og lod de blå-grønne øjne blive mørke som den mest skumle nat, der nogensinde havde lagt sit skygge tæppe over verden, og sagde roligt "Camille. Jeg kommer aldrig til at blvie en englebasse, men håber du ved hvor jeg står i den her sag... mellem dig og hende" han mente ikke som mellem, som han var på begges side, men mellem som beskytter imellem, og sagde det også så det lyd sådan.

Et øjeblik passerede forbi, imens Camille skulle fordøje hans ord.
Smart..det var fandme smart.Så nu havde hun stort set alle imod sig.Selv dem hun ønskede at hjælpe, var nu potientielt imod hende, ihvertfald nok til at angive hende, for hvad betød de om de fik deres frihed på den ene eller den anden måde? Hvis man var desperat, som mange af slaverne var, havde man ikke altid overskud til at tænke på andre.For Camilles plan var jo at befri tons af slaverne. Hendes mod sank et par grader på termometeret." Pis....det var virkelig kløgtigt af hende.1-0 . " Camille sparkede til en stor sten,der knaldede ind i den skraldespand, vis låg Rafael før havde lånt.
" Jeg strangulerer hende fandme, Må jeg bede om den plakat ? Jeg vil gerne vise den til Tristan...Isabellas bror, og min ...kæreste!" han skulle vide hvad hun havde gang i Isabella.
Ja , Camille brugte både tid og penge på at generer Isabellas imperie, men det eneste liv hun risikerede at true i den leg, var ikke Isabellas, det var sit eget.
Isabella derimod, havde kun et mål...Camille afgået ved døden.
Hun så på Rafael...og blev blød om hjertet.Han virkede lige nu som den eneste der faktisk havde en ide om hvad der forgik og hvor slemt det stod til.
" Jeg ved det....og jeg er meget taknemmelig, Rafael...vi skal bare lige drøfte...metoder" sagde hun stille.Der var svært at skulle kommenterer på hans metoder, men for fanden...det var børn sidst! Børn!

Rafael tog plakaten op af lommen, og foldet den fint sammen på midten inden han rakte den over mod Camille. han havde intet mod sine metoder.. på noget som helst plan, lige nu var visionen at få Camille ud på den anden side af konflikten med sit hoved stadig solidt sidende på skuldrene, og ikke en eller anden pæl. og der fantes simpelthen ikke noget pris skilt på Camilles liv, han gjorde intet regnskab, og når det kom til ganske normal moral vs Camille, så han det ikke som en konkurrence der var længe om at blive afklaret.
udover det, hvis han skulle se på det som et medmenneskeligt synspunkt, så var det vel for det gode ikke? Isabella spredte sult, lidelse, og sorg hver eneste dag hun stod op om morgen og spiste en flødekage med pandekager. og vi snakker en hel verden hvor nærmest hver tredje har en slave, og hvis man kunne slutte dette mareridt for alle de mange liv hurtigere, måske flere år hurtigere ved at spille de direkte kort, var det så forkert? ville man virkeligt stoppe en mand som Rafael, se ham dybt i øjnene og sige at ens egen egoistiske selv retfærdighed, var så vigtig, at man ville lade tyve gange så mange børn sulte til døde i en eller anden kælder hos en sadistisk mand, som Camille med sine egne øjne gennem sin far havde set grusomheden i, hvis man kunne gøre det ulovligt, hvis man kunne stoppe den undertrykkelse af alle de mange slaver, og redde mange af deres liv, omkring et års tid før, eller deromkring, fordi man selv fik lidt beskidte hænder?. Rafael kunne regne ud hvad hun ville snakke om, men han havde ingen ide om hvor hun vidste det fra, han havde ellers dækket sine spor så godt hans intrige udviklet hjerne kunne finde ud af at gøre.. men faktum var hun gjorde det, men Rafael havde et kort på hånden som hun nok ikke vidste han havdet, og selvom han var på hendes side, og selvom det sikkert ville såre hende som en klippe sten der ramte hende fra himlen af, ville han ikke stoppe sine aktiviter. og han ville argumentere med hud og hår for at forsætte .. hvis det betød hun holdt sig i live på den måde.
Rafael vidste til hendes far.. hvordan? hun havde været menneske leder, hvad havde man forventet, at Rafael ikke ville have fået dæmoner til at lave baggrund tjek, og nu var hendes fars død jo ikke ligefrem diskret.
Rafael ville ikke vække hendes sorg, men det prøvede han bevidst på, han ville skære i hende som en syl for at prøve at vise hende .. en grund til det han gjorde, og selvom det ikke var den rigtige, så ændret det ikke på det faktum, at kunne man tale til hendes hjerte, ville det virke meget bedre efter hans forståelse af hende. men han ville ikke miste hende gunst, han gjorde jo det her for hende, så når han sagde de måske sårende ting, prøvede han med skjult undertone at nikke mod hvorfor han sagde som han gjorde.
"Hvor vover vi Camille. sidde her og snakke om vores egen selvretfærdighed, i den pinsel og smerte som sker for de talløse slaver... din far.. det samme sker her, hver dag vågner 100´er hvis ikke flere 1000 børn i et levende mareridt, tuder og hulker uden ende, tigger og ber dig om at hjælpe dem. hvis du kunne se de uendelige rækker af lidelsesfulde sjæle." han gik tættere på hende "hvad ville du sige til dem, ´beklager, men vi vælger altså vores egne rene hænder frem for jeres frihed 1-2 år før tid´ hvor vover vi. Er det sådan du vil vinde Camille. hvor længe skal Isabella spise flødekage mens folk lider under piske og voldtægt. hvor mange dage vil DU dømme dem overtid, fordi JEG ikke må straffe og bringe guddomlig retfærdighed falde fra himlene..." Rafael satte sig ned på knæ for at bevise en pointe, han brugte gerne mange knep for at få et budskab ud "Camille, hvis du beder.. hvis du ønsker jeg stopper. så lover jeg dig intet blod vil falde på de her hænder" han tog sine store maskuline hænder op og åbnede håndfladerne, få de lå åbne "vil ikke røre et eneste dråbe blod for at skaffe is dronningen ned. det et løfte, men som din ven, som ham du ved der vil lade sværet falde i dit navn, som ham du kan stole uden betingelser.. vil jeg minde dig om at overveje det nøje. hvad det er du beder om." Rafael var stadig på knæ for at understrege det han sagde med en dramatisk effekt.

Åh..hvilken besnærende tunge på den mand.
Hans ord var ikke foruden effekt, nej de dannede et stort og voldsomt indtryk på hende.
Hun ville bare gerne gøre det bedste , yde den hjælp der var bedst og nu…nu plantede Rafael forvirring på hendes vej.Havde hun valgt den rigtige? Var der andre måde bedre end hendes ? var hans måde mere effektiv på den lange bane, selv om hendes på den kort var merefri for blod? Hun begyndte at tvivle.
Hvem fanden var hun også til i det hele taget at have fået sådan en magt? Det var jo på sin vis vanvid, ikke?
Hun havde aldrig bedt om det…aldrig søøgt det, og alligevel…alligevel befandt hun sig stort set altid lige midt i orkanens øje, hvilke prangende talent at have.Da han begyndte den del af tale, hvor hentydningerne lå kraftigt på hendes far, trådte hun et skridt tilbage. Hvorfor nu rippe op i det, det kostede hende altid en overvældende smerte, og et storm vejr af sort samvittighed.Måske skulle svarende hentes allerede i hendes barndom.Hvad hun ikke formåede at gøre der…de små piger hun ikke evnede at hjælpe…det havde hun brugt det resterende af hendes liv på at forsøge at kompenserer for, ik.
Mon det var et tilfælde Camille blev læge? Nej…egentlig ikke …At hun elskede børn over alt på jorden og arbejdede frivilligt for f.eks dem med leucemi , at hun altid slog hårdt ned på urætfærdighed…og at hun ikke havde et behov for at komme i centrum, men hellere ville stå og se på fra side linien? Hun var et produkt af sin bardom…like everyone else.
Rafael knælede foran hende og det var på tide at bryde tavsheden , der indtil nu havde strømmet fra hende.Kun hendes blanke øjne og den let sitrende underlæbe indikerede hvor berørt hun var.
Hun lagde en hånd under Rafaels hage og førte ansigtet lidt op , så de ville have øjen kontakt.
” Jeg…Jeg vil aldrig kunne takke dig nok Rafael… Det du gør for mig” indledte hun med usikker stemme.
Det var faktisk svært og hun følte lidt hun stod ved en crossroad, og skulle træffe en afgørende beslutning.
” Jeg…vil ikke lade som jeg har mere forstand på dette end du, men….men…du må prøve at forstå mig.
To minusser er ikke et plus i min bog…det er blod en fordobling af det første ” forsøgte hun at forklare sig.
” Jeg ville så gerne redde dem alle, jeg ville give mit eget liv, for denne sag.Men jeg kan ikke have at sejeren er brolagt med blod fra børn og uskyldige.Jeg….jeg kan ikke reddet hele verdenen, men jeg må forsøge at redde dem jeg kan….dem der er nær…og slagter vi vores egne…så mister vi fokus, og folk vil tage afstand.Jeg ved du er effektiv…du er den bedste Rafael! Men det var børn….uskyldige børn” hun knælede ned foran ham , og bare en enkelt tåre slap fri.Hun var ulykkelig over hele den lorte situation, og over at skulle bede den eneste der realt gjore noget effektivt for at hjælpe hende, om at gøre det anderledes.
Men….hun var nød til at forblive tro mod sig selv, og camille ville aldrig underskrive en dødskontrakt frivilligt på en gruppe børn….hun ville forsøge rede dem først, og dernæst deale med det næste problem der så dukkede op.
Hun slap hans hage og havde nu begge hænder placeret i sit skød, indtil hun rakte ud for at tage hans ene hånd ” Prøv at forstå mig….jeg har muligheden for at bede dig gøre det anderledes, skåne børn der måske ellers ville dø….du kan gøre det samme Rafael, men uden alle de blodige spor som eftermægle….jeg kunne slet ikke sove bagefter…vil du ikke nok forsøge at prøve at undgå det meget voldelige og de døde børn….og kvinder..og ehm..mænd..hvis ikke det er nødvendigt?”
Hun havde hovedet lidt på sned, det var jo bøn hun fremsatte til ham…intet andet end e bøn, fra en ung ureligiøs kvinde på hendes knæ, til en af de mest stærke og barbariske dæmoner hun kendte.

En svag mine af utilfredshed kom over hans kølige blik. hendes ord var skam smigerende, men Rafaels sind havde ikke plads til børn, hundehvalpe, eller lysserøde farver. som sorte huller i hans sjæl var hendes ord, at hun værdsatte hans hjælp var som en gudindes anderkende hvisken, men at hun bad ham holde igen, var som at stikke koldt stål gennem hans ribben, og lade hans sind bløde ud. Rafael så det som et spørgmål om at være effektiv eller passiv, og siden børnene betød mindre i hans hjerte, end det tyggegummi under hans støvle, var vejen til at vælge dem over Camille, længere end nogen afstand han nogensinde havde gået med sine to ben.
Rafael var blot begyndt på at forstå og beskytte andre på den måde, og han tog kampen op mod Isabella af helt andre grunde, end Camille gjorde, ingen sultne blikke, eller afhuggede lemmer forstyret hans søvn, det var næsten et selvtilfreds emne, hvis man kunne finde den rigtige vinkle til at spiltte en mand fra sine skuldre i et enkelt hug. Rafael tog en dyb indånding da hun havde talt helt færdigt. beslutningen var enlig nem, intet skulle stå dem han holdt af i vejen, og ingen hulkene børn stod i hans ønske liste. Rafael kiggede hende dybt i øjnene, mens de begge stadig sad der på knæ, og sagde ligeud "Det kan jeg ikke." han provokeret de dæmoniske undertoner frem i stemmen. han hentydet til han ikke kunne forstå hende, da hun jo sagde han skulle prøve at forstå hende.
Rafael kiggede hende forsat ind i øjnene, men sagde ikke et ord til at starte med, han tænkte, og prøvede at tage en beslutning, også selvom han hellere ville rive rygraden ud med en the ske, end skulle vælge noget over det han havde lovet at beskytte, men den måde hun talte til ham, han var hendes ven, og i hans hoved, var det vel i ære sag at have den hår fine balance mellem at gøre hende lykkelig, men også at holde hende levende.
endelig brød han sin tavshed, i et køligt og velovervejet tonefald "Jeg lover intet." han sagde skam den tygge sandhed, og forsatte flydende "Jeg gør det nødvendige. ikke for dem. men for dig. hvis en eneste af dem står på den vej, vil jeg knuse dem uden at tøve." Rafael tog en indånding og sagde tros sit tydelige problem med det "Men lover overfor dig, at kun nødvendigt blod. ikke mere hvad nu hvis.. kun nødvendigt." Rafael rejste sig op, det krævedet ivertfald meget at sige ordne, at underkaste sig, at gå mod sin lyst til at holde Camille i live. Men faktum var, at nu havde han talt dem. Rafael begyndte at gå, men stoppede ved siden af den bevidstløse mand, og lysten til at trampe hans krainum i smadre var større end nogensinde, for hvis han ikke gjorde, hvad ville der så ske med ham? blive en lille bicth. Rafael kiggede lidt på manden, og blodlysten kom op i hans øjne, han skulle nok holde sin ære, men kun et drab, kun et liv for at vise hvem han var, og ikke var. Rafael løftede støvlen i vejret, og med barbarisk styrke ramte .. ved siden af mandens ansigt, så man kunne høre det i sådan grad det gav genlyd i den lille gyde. Rafael trak sin fod til sig, og havde taget et valg, men han svæget dybt og inderligt, hvis Camille sagde det her til nogen, eller så ham som mindre end han var, ville han slippe en vrede løs som selv ikke helved har en plagde stor nok til at efterligne. Rafael så ned på manden der ikke var blevet ramt, også begyndte han at gå væk fra Camille, om hun gik med eller ej var hendes valg. han skulle bare lige gå lidt rundt nu.

Hun turde næsten ikek trække vejret, da luften mellem dem var ladet med spændning.
En underlig diffus en af slagsen, en der rummede håb,ængstelse, mismod, kampgejst, mord,brutalitet, omsorg og et halvt hundrede andre følelser der alle stødte sammen som en cykel kollision i Tour de france.
Hendes øjne kunne ikke slippe fra hans, deres tavse blikke udvekslede alle disse tanker og følelser, det var som en trasformation af disse følelser , mellem de intense øjeblikke der gik.
" Du kan ikke ?" hviskede Camille , og trak vejret langsomt ind gennem næsen, da hun lige havde behov for at berolige sig selv.Hvad ville der ske hvis han nægtede?
Hun havde taget ham til sig, gjort ham til en ven...og hun var ikkt typen der vendte sine venner ryggen.Ej heller når de trådte uden for det værdi og moral sæt , som hun havde valgt.
Tavshed.... Hendes øjne borede sig ind i hans, forsøgte at lade ham mærke hendes intentioner....give hams en smag af de kvaler det gav hende, hvordan det smertede at se uskyldige børn lade livet....hun ville hellere have han skar i hende, med en kniv.
Fysiske sår helede langt lettere, end de psykiske der havde en invaliderende tildens til at vare livet ud.
Men så kom hans svar endeligt.... Og Camille ånede igen frit.
Hun var udmærket på det rene med, hvor meget han gik på komprimis...og at han gjore det for hende, for det løfte han have afgivet.
Hun slyngede sine arme om hans hals, kort og tryggede sig ind til ham, for at kunne vise at hun var så lykkelig for hans ord...for hans beslutning.
" Tak...Rafael, bare prøv....det er det jeg beder.....og når det ikek lykkedes, så tager jeg ansvaret på deres død på mig, på min samvittighed...det er mig der ikke har bremset dig nu." sagde hun stille og så ned, hvilke fik deres pander til at støde lidt sammen.
Hurtigt kom hun dog på benenen igen, og genfandt lidt balance, for helt ærligt....snakken med ham, satte hende lidt ud af kurs.
Hun KENDTE ham og vidste brutalitet og handlefærdigheder, hos ham gik hånd i hånd , når en opgave skulle løses.Og hun bad ham ændre på det.....hun spillede et risikabelt spil, men det var jo heller ikke kun små mønter det omhandlede.Det var.....liv.
Hun gik efter ham, en smule rystet....efter at havde overværet- hvad hun troede skulle være et udslag af meningsløs vold- men gud ske lov, holdt han inde.
" Mon ik vi skulle finde noget stærkt at drikke" mumlede hun til ham.
Hun kunne ikke sætte ord på det, men det var tydeligt at forbindelsen - og båndet til Rafael , blev stærkere for hver gang de mødtes.Det var egenlig forunderligt, de to var så forskellige i adfærd og reflektion, som man nok kunne være, ik?

Rafael lod ikke de slidstræke støvler får er sekunds pause, mens han hvileløst men stadig veloverejet og selvsikkert som en stats advokat, lod den bitre fornemmelse af indre nederlag, blive overhørt af de høje skridt. Det virket helt ulogisk for ham, som at kaste en bold udover det højeste isbjerg, for derefter bruge flere timer på at komme ned for at ... finde og kaste den igen. Rafael forstod en del ting, det kom ligesom med i tv-pakken af at leve i over 2000 år, men hele det her.. med at bevidst være ueffektiv, og risikere ens sag og eget hoved, for folk man ikke engang kender navnet på, hvad var det næste? skulle han sætte sig ned og tage lysserød læbestik på så børnene fik et pølse smil på læberne, mens de bliv pisket. Lidt morale boots du ved. Rafael var ikke den troende type, men han ville hellere bøje sig fremover og modtage guds store flæskestreg højt oppe i kød kammeret, end at skulle kæmpe for en sag, og bevidst gøre mindre end han ved han kan for den. Det var intet andet end at skyde sig selv i foden.. dobbelt op. efter hans mening. Men.. når støvskygen af indre bitter godkendelse havde lettet, så anderkendte han det, hvis det var legens regler, tog han imod dem. Han gjorde det som Camille vidste, kun for hende, for det løfte han gav hende, og selvfølgelig fordi hun ikke var en pose gulerødder i hans øjne, men en veninde. But that does not mean he have to like it.
De stræke drikke Camille snakket om, det var noget han derimod tog imod med åbne arme. gudelækkert selskab i form af en ca 1,78 skønhed, og en anden top sexsede lækkerbisken, den var 35 cm høj og hed et horn med mjød. Jep, ham og hans to bedste venner på en kro kunne kun gå godt. Rafael var ikke alkoholiker, han drak virkeligt sjældent pågrund af disciplin, men ... han var dæmon, så engang imellem skal man vel have en lille en... til at starte på altså. han savnet faktisk at drikke igennem, han havde ikke rørt en glass siden Domina og ham drak vin på deres balkon en sommeraften. Men nu var vel et passende tidspunkt at gøre det. at bede ham fjerne sin ret til brutalitet og effektivitet var som at bede ham spille kiks uden pik. han kunne blive lidt utilfreds og meget modstridende til sprøgsmålet, men nu hvor han sagt ja til at finde kiksen og rundsaven frem, så syntes han faktisk Camille skylder ham den drik der. om han lod hende betale en mands drikke var en helt anden sag. nok ikke.
Rafael kiggede på Camille mens de gik, han svaret ikke på hendes anmodning om at få noget at drikke, men selv en blind man kunne se han tog imod glædeligt.
Rafael kunne ikke slippe lugten.. hans næse pirret ham. den var ækelig, det var ikke en normal lugt, som i menneske forstand, det var sjælene, han kunne lugte nogen, nogen vis sind var optaget af Camille og ham, nogen tæt på, den citron agtige sursøde smag genkendelig, det var målrettethed, og tålmodighed. Denne lugt fik Rafael til at tage nogen større dybe indåndinger, men prøvede at skjule det, ved at tage et stykke saltet kød fra lommen i munden, og i det korte øjeblik en næse han lugte på, var hånden over mund og næse som et slør. da han havde taget sit kød, og indånding, kunne han se den ækle lugt mere genkendeligt, og forstod nu.
Rafael stoppede Camille inden de skulle til at dreje ned af en side gade, for det var den hurtigste vej til kroen, og derfor også den vej deres fødder havde taget.. logisk nok. Rafael stod der med en hånd på hendes skuldre, i midten af en krys vej mellem fire side gader, der i midten af det hele. Han åbnet munden og skulle til at sige noget med et bredt smil på læberne, men ´tabte´ sin zippo ligther ud af lommen, for at have en undskyldning for at bøje sig ned. Han kunne ikke bede Camille om at ligge sig ned, han var ikke ny i faget, et ord fra hans læber, eller en enkelt mene på ansigtet.. selv overfor hende, kunne risikere at hun ikke var den eneste der opfanget det, selvom de umilbart var alene i gyden. Da han havde bøjet sig halvt ned i knæende, hoppede han frem i bedste action-man stil, ved at bruge ´til løbet´ fra at være alt nede i knæ så han fik mere kraft på, og så elegant og let som en uskyldig græs hoppe, ved hjælp af et par gode venner.. kaldet vinger af mest voldsomme karakter, kunne han ligge en hånd på hver af Camilles skuldre, da hans hoppe kraft svant ud, også trak luften bagud med vingerne, og med fingerspidserne på Camilles skuldre fik det krævet kick for at sætte sig selv i luften, så man slap for den usle helikopter opstart, og direkte kunne gå til privat flys ligaen.
For at samligne, i det tog længere tid for den metal belagte zippo at falde til jorden, end at få Rafael til at lege superman med en knyttet næve mod en bueskytte på tagest ansigt, efter Rafael selvfølgelig var blevet ramt i brystet af den sølv pil.. just incase Camille var en anden race end forventet. Men Rafael havde heller ikke haft fair tid at løbe på, en lang bue var ikke til at udløbe, og hellere hans dæmon bryst, end hendes fe hoved, han var tros alt født til at dø af symboler, og ikke aflange metal genstande.
Rafael ramte manden som en vinterstorm rammer Hawaii.. out of nowhere. og efter et hurtigt resultat af mødet mellem ansigt og baton næve, vandt Rafael den kamp. Han ville ikke dræbe manden der sad på taget, og heldigvis efter et puls tjek var manden stadig ude af dødsriget, men en skadestue og et flækket snydeskaft på næsen kunne han godt se frem at bruge sin efterårs ferie med. Rafael vendte sig ned mod Camille, og.. tog sin zippo ligther frem, og tændte en cigaret oppe på hustaget, med et selvfedt smil, og sagde med det fyldte hvide skod i munden "Superman er for gays" han blinket ned til hende, og hoppede så ned til hende.. eller ej. nok mere svævet med de vinger. Han lagde på en sensuel måde en hånd på pilen, og sendte hende et frækt smil, han havde sin egen charme, og nu hvor han havde reddet hende for at få et ekstra puste hul, kunne hun vel godt være lidt rar og .. trække den pil ud. "Please baby, de er meget sød, men.. sætter pris på man venter med tredje date til man får den anden gennemboeret. vil de være rar at tage det ud?" Rafael havde prøvet mange gange at fjerne pile i sig selv, men lige meget hvem han så prøve det, endte det altid med de fik knækket spidsen, og smerte... var skam en af de ting en dæmon kunne føle ligesom alle andre, og have et pile hoved i sig på et permenet basis var ikke ligefrem dejligt. Og da han ikke havde set nogen fjerne det med held på sig selv, ville han gerne.. som altid.. have en kvinde hånd til den del.
Han prøvede at dække sig ind i humor, men han ville faktisk gerne have hun fjernet pilen lidt omsorgfuldt, han havde en høj smerte stærskel, men jo mindre smerte på sig selv uden grund, var alle da en lidt ´ekstra´ glade for.
"De drikke der... du er totalt ikke det værd" sagde han med et drilsk flabet smil. men selv en med bare lidt IQ kunne regne ud Rafael nok ikke havde grebet en pil for hende, hvis det var sådan ting var

\\Skal vi slutte det? har intet mod du ikke svare, men hvis du ikke vil mere, vil jeg gerne have det sluttet, så jeg kan bruge det som er sket her i andre emner bare et ja, så kan jeg lige runde det af hvis der er

// som du nok har bemærket har jeg lavet en ' fraværstråd' og skrevet at der vil være lidt tid mellem mine svar lige for tiden.....det gælder alle mine emner...jeg svarer på dem i ny og næ...Så nej...det er ikke fordi jeg ikke er interesseret i at emne, jeg kæmper bare lidt med Camille i øjeblikket... Og svarer som sagt når jeg er i hopla! Men trives du ikke med at skulle vente, så kan du skrive en afrundende slutning, hvis du ønsker det .
//

\\Jamen så undskyld så.. troet den tråds ting og sager var slut...