Would you just die, bitch!? Doing a job twice is a fucking waste of time!(Schuyler)

Delilahs blik løb årvågent igennem den masse af væsner, der stædigt hamrede igennem den skvulpende, bevægende klat af medvæsner omkring sig, i et ivrigt forsøg på at nå deres aftaler til den tid de havde fået indprentet. Om hendes krop smøg den allestedsnærværende læderjakke sig, og skjulte til dels den nu meget tydelige graviditet, der havde klistret sig til hendes krop som en halvdeform bold. Hendes tanker snoede sig behændigt udenom alle emner der strejfede de 24 timer hos Rafael, der endnu sendte smertesbølger igennem hendes krop, når hun ikke kunne tvinge tankerne væk, og lod dem berøre disse emner.
Et par fingre lagde sig kærligt imod det bugnende våbenbælte, og strøg kælent ned af en af de skarpslebne spidser, der fungerede som knive. Det bløde stof fra hendes trøje bølgede forgæves om hendes mave, idet den forgæves forsøgte at skjule hvad hun ønskede at hakke af sin egen krop. Hendes bevægelser var hurtige og glidende, og selv hendes indgående blik syntes at emme af et sensuelt rovdyr. Og det var hvad Delilah var.
Læderet om hendes ben glinsede i solens skær, og omgav hende i et skær af lys, der ebbede igennem hendes krop som var hun selv solens stråler. Den bløde kurve ved hendes læbe krummede, da et lille smil krøb frem på hendes læber. På trods af graviditet, en overflod af utydelige ar og en personlighed der syntes at skræmme selv de stærkeste væk, så lignede Delilah en gudinde. Hendes succubusgener skinnede frem, og lagde et perfekt udseende over hende, der tiltrak blikke. Men hvad de ikke så på det perfekte ydre, var den rådnede sjæl der havde fundet vej til hendes krop.
En finger strøg op af hendes rygrad, samtidig med en dyb mandestemme der pustede en sky af frisk ånde imod hendes nakke.
"Hej smukke. Er du faret vild?"
Stemmen osede af selvtillid og tykke lag af forførende charme. Delilahs krop stoppede godt nok med sine bevægelser, og tiltrak sig ikke andre bevægelser end hendes hoved der drejede let. Det specielle blik lagde sig i hans et sekund, før hendes hånd skød imod ham, hendes overkrop drejede omkring og hendes fingre lukkedes sig hårdt om hans hals. De bløde fingerspidser lagde et hårdt tryk imod de svage steder på hans hals, og der gik ikke mange sekunder før manden gispede og kæmpede for at suge luft forbi de sammensnørede luftveje.
"Ligner jeg en der er faret vild? Ser jeg fortabt ud, fjerbold?"
Hendes blik kredsede ind på englens ansigt, og trykkede hårdere om hans hals for at fjerne hans mulige luftveje. Hele hendes krop var ustabil, og dansede af forvirring over alting. Med ét rev hun hånden tilbage så luft blev suget ned i hans hals, og hans fik overbalance. Hun bemærkede knapt at hans hoved hamrede ned i brostenene, da han faldt.
Hendes blik bevægede sig unaturligt roligt op, og løb hen over dem mængde af folk der var stivnet på deres vej, og nu betragtede det lille optrin.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: et par sorte fingre handsker der går til albuerne og dækker for de blå blodårer op og ned af hendes arme og et par mørke solbriller

I en tom gade, kunne lyden af de høje hæle's stille bump, hver eneste gang de klaskede mod jorden, høres længere væk, men samtidig også gav et tegn af liv i den gade hun gav sig mod. Det var hvad hun huskede her af hun døde, dog var det en gyde, hvor hun havde været godt i gang med at tage blod fra et friviligt menneske, hendes blodoffer eller blodpartner, en som hun havde en meget stærk forbindelse til, en som hun tidligere havde drukket fra hvorpå han næsten forgudet hende, set hende som sin eneste ene og ja hun havde da holdt af ham, men den aften var noget gået galt. Netop som hun havde været færdig med at drikke fra ham, havde vendt sig om med blod om munden og et par skindende blå øjne der langsomt blev brune igen så hun hende, en kvinde der hurtigere end ingenting tog hendes liv fra hende, ved blot at hamre det stykke træ igennem hendes bryst.
Selv havde det liv, livet som Rose været nok en af dem hun elskede aller mest, Rose var venlig og blid mod alle omkring sig, hvilket var en overraskelse hvis man kendte til Blue bloods, som ofte var nogle højrøvet idioter der hævdede at være bedre end selv de normale vampyrer, på grund af deres evne til at gå i solen.
De mørke solbriller, gemte de brune øjne godt væk fra solen skær, nok kunne hun gå i solen og derved også føle solens varme mod sin hud, men der var også ting hun ikke kunne f. eks hendes øjne der tog stor skade af for meget sollys, i starten ville man bare blive blændet, skrige og ens øjne ville næsten brænde op, men efter noget tid ville man miste synet fuldkommen og derved aldrig være i stand til at se igen.
Hun havde aldrig selv prøvet dette, men havde hørt om andre der begik selvmord, blot for at blive genfødt en uge efter og derved igen have synet, synet var for mange blue bloods noget af det vigtigste, men så var der dem der stadig valgte at leve videre, lærte at leve med det manglende syn, men derfor også blev bedre til at tilpasse sig, fik den blod de havde behov for.
Blodet var samtidig også en vigtig del af hendes races tilværelse, ikke ligesom vampyrer der hungrede efter det, nogle Blue bloods hungrede skam efter blod, men det var det der holdte dem oppe, drak man ikke mindst i en uge ville kroppen gå i en koma ligende tilstand og kune en jomfrus læskende blod kunne vække den sovende blue blood igen, nogle valgte direkte at leve sådan fordi de ikke turde tømme deres minder, men i stedet bare gav op og valgte en koma i stedet for den visse død.
De blodrøde læber glimtede i solen skær, gik i god karakteristik med den ligblege hud og de fyldige bløde læber. Svagt lod hun tænderne få et greb i læberne som hun begav rundt om hjørnet og nysgerrigt lod blikket glide rundt mod alle dem der gik rundt, det var sjovtnetop som den gade hun var kommet fra der ingen var, men lavede man et enkel vend også var der pludselig mere end bare mange der samlede sig og gik rundt i det hurtige tempo.
En enkel havde dog valgt at se sig hen for at flirte den unge gravide dæmon, et smil startede i det små og kom tilsidst ud i en trækning i hver mundvige da hun så det resultat manden fik ud af det, hun skulle lige til at smile større da kvindens ansigt blev afsløret, det lange brune hår og de øjne, hun huskede de øjne og bare synet af dem gav hende en støre vrede end noget andet. Det var hende, hende der tog hendes liv, uden overhoved at vide hvad pokker hun lavede, hende der tog den fejl at slå en uskyldig ihjel, da Rose aldrig havde gjort noget forkert, hun var en af de typer men bare ville elske fra første samtale eller rettere fra første ord.
Og denne kvinde her, havde taget det liv fra hende, taget det liv fra Schuyler, som hun jo senere blev navngivet da hendes nye moder gav fødsel til hende. Når hendes slags døde, blev de genfødt, startede ud som alle andre mennesker som små babyer, de oplevede alle de ting som alle andre mennesker oplevede, teenage årene og alle de finesser der kom med de år. Dog fra de fyldte 20 ville de gå ind i forvandlingen, på en fuldmåne og efter det ville alt være forandret, den søde lille menneske ville blive en blue blood og der ved få minderne tilbage om alle de tidligere liv og det de havde oplevet hen af de liv.
Selvom hun ikke vidste det ud, var vreden og anspændtheden tydelig i hendes holdning, hun ville havde revet halsen ud af hende, men hvorfor give tøsen her en ny grund til at gå amok også selvom det ville være at yde retfærdighed eftersom hun havde været uskyldig under hendes sidste død. Meget havde hun gjort under sine andre liv, men livet som Rose var et liv hvor hun fulgte reglerne og aldrig slog ihjel, hun var blid, venlig og gjorde knap en fugl fortræd. Dog var det nye liv så meget anderledes, Schuyler var en der slog fra sig hvis hun blev pisset af, hvilket meget vel kunne ske her og nu.

Mandens arm greb fat i Delilahs ene ben, og rev til for at give hende overbalance. Det virkede til dels, men grundet Delilahs mange års træning, havde hun ingen problemer med at finde balancen på under et sekund, og bruge benets fremdrift til at hamre ind i hans hoved. Blod begyndte langsomt at strømme fra hans næse, idet hun gled ned i knæ, og lagde blikket dybt i hans. Hendes ene øjenbryn var hævet let, og kappen syntes at dale unaturligt tungt omkring hende, idet den spredte sig om hendes krop ved hendes knæling ved mandens side.
"Har du fået nok? Hvad er det du ikke fatter i jeg ville ikke have dig, fjerkræ?"
Manden hostedet let, og angreb endnu engang. Med en hånd hamrede han ud efter hendes ansigt, men hun undgik med lethed, og greb fat i hans håndled. Frygt flakkede igennem mandens blik, sekunder før hun i et hurtigt ryk, vred hans håndled om så hans hånd sad omvendt på. Mandens skrig fyldte gaden, og blod begyndte at strømme fra hans hånd så hurtigt, at det syntes at danne små floder ned af hans arm.
Hurtige hulk forlod ham, men idioten gav stadig ikke op. Han forsøgte sig med den anden hånd, som havde han ikke regnet ud at Delilahs kamptræning og morderiske lyster var langt større end han nogensinde ville kunne forestille sig. Hun løftede i et ryk en hånd op og lukkede fingrene om hans knytnæve, således at dens fremgang blev brudt. Med et let smil trak hun en kniv frem fra våbenbæltet om hendes liv, og viftede foran hans blik. Frygten, smerten og stædighed var allestedsværende i englens blik, men det rørte hende ikke.
"Hvorfor forstår de aldrig en afvisning?"
Hun blottede hans håndled, og lagde den kølige kniv imod hans hånd. Med et hurtigt snit havde hun skåret helt ind vil knoglen i hans arm, og hans skrig var højere end det sidste. Tårer strømmede nu ned af hans kinder, og hun gav endelig op på at fiske en undskyldning frem. Hun lagde kniven imod hans hoved, og hamrede knivens spids dybt i hans tinding. Hans skrig stoppede øjeblikkeligt, idet døden havde fundet ham.
"Fucking fjerbold."
Med et svaj i kroppen kom hun i stående stilling, og lod blikket løbe henover mængderne. De betød ingenting for hende. Hun så dem knapt nok rigtigt. I stedet stak hun kniven tilbage i bæltet uden at tørre den af for blod, og lod blikket strejfe manden endnu engang. Han skulle have ladet hende være efter første forsøg på kvælning.

//OOC: Sorry, vidste ikke lige hvordan jeg skulle få dig med? Del ville ikke bemærke hende i mængderne, så ...