Death... //Schuyler//

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
18:00	Schuylers house	Zombier	Læderbukser, og en flænset skjorte	Overskyet

Sajro kom løbende roligt ned i gennem gaderne det her var ved t blive noget af en pestilens med de her pokkers til udøde. Han hadede dem virkeligt og de var så forkerte at det ikke kunne være mere galt. Han kiggede sig fra side til side og prøvede alle døre han kunne komme til, indtil han pludseligt bare valgte en dør...

''Så det fandme nu!''

Han tog hårdt fast i døren og åbnede den hurtigt, efterfulgt af at han kom tumlende ind bag ved fordi han havde troet den ville være låst. han tumlede ind men han smækkede bare døren i bag sig med det samme og stillede sig hurtigt op af en væg for at få vejret igen...

''Forhelvede da også!''

Påklædning: bh, trusser samt en mørk slåbrok og bare tær.

Selvom det ikke var sent, lå Schuyler allerede i sin seng i en dyb søvn. Nok var hendes race meget lig vampyrerne, men de sov tit om natten, selvom der var tider hvor de ville være ude hele natten. Selvom deres race godt nok var død, gad hun ikke være ude, ikke lige nu i hvert fald.
Dog da hun hørte lyden af hendes dør der fløj op, åbnede hun hurtigt øjnene, dog ikke med et bange udtrykke, snarer et vredt udtrykke. Det kunne umuligt være en uddød eftersom hun intet hjerte banken havde, så det måtte være en af de levende.
Hurtigt var hun ude af sengen og fik sin slå brok om sig. Med sit nattesyn, kunne hun med lethed guide sig igennem sit hjem og lydløst ned mod sin dør.
Hun fik hurtigt øje på skikkelsen og med et blev alt mere skarpt da hun lod tænderne komme frem og hendes øjne blev helt krystal blå. Til forskel fra vampyrerne, sad blue blood vampyrernes hugtænder bag hjørne tanden. I sin hænder havde hun et baseball bat.
Stille sneg hun sig ind på ham, og hurtigt hamrede hun ham en på hoved med den.

//undkslyd hvis det er for kort

//Det er helt okay. ^^//

Han havde hørt en svag lyd og ud af øjenkrogen havde han fanget en skikkelse ganske stille. Han blev dog bare helt roligt siddende som om han ikke havde opdaget personen. Det havde han dog. hans sanser var skarpe grundet hans race. Han blev bare siddende indtil han kunne høre lyden fra battet der blev svunget gennem luften. Han rykkede hovedet væk så det ikke ville ramme hans hoved...

''Rolig nu...''

På samme brugte han sin evne sådan at den ene side af hans krop blev dækket af mursten fra væggen. Det var for at beskytte hans skulder som nok ville blive der hvor battet ville ramme denne gang. Han blev bare siddende stadig trods slaget. Han var ikke bange for et slag bare sådan...

''Hvorfor nu det?''

Hun smed battet fra sig, da det vidste sig ingen effekt at have på denne idiotiske indtrængende, hun vidste tænder af ham og de normalr brune øjne var nu mere blå end nogensinde "ja hvad helved tror du, du går da forhelved ikke ind i en fremmeds hjem" hvislede hun vredt og trådte tilbage. Hun slog sin slåbrok tæt om sin krop, da den svagt var ved at gå op og samtidig også var svagt gennemsigtig.
Hun lagde armene om sig selv, så direkte på ham med de vrede øjne, mens hun prøvede at slappe af, så hendes hugtænder ville finde tilbage igen, men pludselig slog en tanke hende "er du en af dem, dem der jager min slags....er du ude efter mit blod ligesom de gjorde mod min bror" hvislede hun og huskede tilbage på den nat hvor hendes elskede Jack mistede livet. Noget var det vammelt for andre, men blandt hendes slags var man gift med sin tvilling, dette var også kendt som det udødelige bånd, for hvis den ene døde ved træ ville den anden dø en time efter og de ville sammen blive genfødt, men døde mand ved fratagelse af de blå blod, ville den anden leve videre, som eksisterede tvillingen ikke længere.

''Jeg løber ind hvor jeg kan hvis jeg har brug for at gemme mig fra en horde af klamme udøde skabninger. Ville du ikke have valgt det samme hvis horden var efter dig?''

Han opfangede duften af vanilje meget kraftigtigt nu. Han havde svagt lagt mærke til den tidligere men havde bare troet det lagde i huset men han var ikke længere i tvivl om at det var fra hende den duft kom. Han kiggede på hende undrende.

''Okay vaniljekvinde, hvad fabler du om? hvem ville være interesseret i en vampyrs blod... I smager dødt og tørt som aske... Så kan det være ligemeget om du dufter af vanilje og roser.''

Han så på hende fordi han havde ikke mere at sige til hende. Han vidste ikke lige hvad pokker det var hun snakkede om. han vidste jo intet om hvad hun var for en race. Han troede hun var en vampyr fordi han havde set hendes tænder, men øjnene og duften var sære.

''Men hvad sker der for dine øjne?''

Hun hævede øjenbrynet "de jager levende...jeg er ikke blandt de levende" svarede hun og lagde hoved på skrå, hendes øjne var kolde og tomme, da hun intet bar til overs for ham, specielt ikke da han sagde hun havde vampyr blod i årene, hendes blod var mere værd end dem og vidste man hvor man skulle hugge kunne man få alt hendes viden samt alle minderne om de tidligere liv. Hun hvæssede af ham "jeg er ingen vampyr, bare fordi man drikker blod betyder det ikke at man er en vampyr, jeg er en helt anden gren af den race" hvislede hun af ham. Ham her kunne hun virkelig ikke lide, først bryder han ind i hemdes hjem og nu står han og siger at hun havde vampyr blod i årene. En blue blood havde intet med vampyrere at gøre, nok havde den store faldende engel Raziel blandet sit blod med vampyrer, men de var en helt anden gren væk fra disse vampyrer.
Man kunne også se på den tatovering de fik efter deres forvandling der forstillede et par sorte sammenfoldede vinger at de ikke var som vampyrer, plus alle de andre ting, tænderne, årene, øjnene og deres gave til at gå i solen, plus andre smår ting.
Hum rynkede brynet "der er ikke sket noget med mine øjne sådan ser de ud, præcis som der intet er i vejen med dig når du skifter form til ulv" brummede hun

''Altså ud fra hvad jeg kan se ligner du en vampyr, prøv at sæt dig i mit sted, en bleg kvinde der virker rimelig kold og som har hugtænder der springer frem når du bliver sur. Lyder det ikke meget som en vampyr? At du så dufter af vanilje istedet for død kann skyldes parfume.''

Han sagde det helt roligt til hende. Han havde ikke snakket om at de skiftede farve hendes øjne men at de blev blå det var det der undrede ham. Han fandt det et eller andet sted bare morsomt at hun blev så sur over at han sagde vampyr.

''Du burde ikke blive sur over at folk dømmer din race udfra hvad de lige opfanger, når du selv gør præcist det samme.''

Han snakkede om at hun sagde han forvandlede sig til en ulv. Det var jo ikke helt sandt. Forskellen på de to var bare at han ikke blev arrig over det. Han fandt hende istedet bare ganske morsom.

Hun nikkede stille "måske, men har en vampyr måske disse årre" spurte hun og trak op i sit ærme, hvorpå hun vidste ham disse krystal blå blod åre. Hun gik forbi ham hen mod sin dør, så kort ud før hun låste døren, hun vendte sig mod ham "måske kan jeg ikke lide at blive kaldt vampyr fordi min tvilling blev myrdet af en, han tappede ham, tog hans blod så han ikke kunne genfødes igen" hun lagde en hånd mod sin pande, sukkede svagt før hun igen gik forbi ham "hvis du endelig skal være her, så skal skoende af også frakken" sagde hun og så på ham over skulderen. Hun fik hurtigt sat sit lange brune hår op i en heste hale og gik ud mod køkken "kom med når du har fået dit overtøj af" kaldte hun og havde konstant et åbent øje med alt om sig.

''Nej ikke af hvad jeg ved, men når du nu skulle trække op i ærmene så kunne jeg jo ikke se dem før.''

Han sagde det bare roligt. Han sendte hende et stille smil da hun talte om hendes bror. Han var heldigvis sluppet for at skulle risikere den slags. HAn havde aldrig haft søskende så han havde ikke kunnet miste dem. Han rejste sig hurtigt, og tørrede bare fødderne på måtten da han ikke havde fodtøj på, og tog den ødelagte skjorte af.

''Du er meget påpasselig med at du ikke får skidt ind i dit hus?''

Han gik så bagefter roligt efter hende med en stille gang. Han var sjældent voldsom. Han kiggede bare stille rundt som han fulgte efter hende. Det var et flot sted hun boede. Han kiggede på hende.

''Hvad skulle jeg med her for?''

Hun trak igen på skulderne "det kan godt være" sagde hun, hun havde set hans ødelagte skjorte og var hurtigt smuttet ovenpå for at finde en af hendes brors skjorter, da dette var hendes gamle familie hus fra dengang hun var Elizabeth's, så derfor var alt Jacks gamle tøj der stadigvæk og denne havde holdt ekstra godt.
Hun smed den hen til ham da hun igen var kommet ned og ud i køkkenet til ham "du har nogenlunde samme størelse som min bror og nej eg bryder mig ikke om snavs, giver mig dårlige minder om jorden" sagde hun og begyndte straks at lave te.
Hun vendte blikket mod ham "du kan jo ikke stå ud ved døren hele tiden" pointerede hun med et svagt skævt smil, hun fandt hurtigt en kop frem "vil du også have en kop med" spurte hun og vendte blikket mod ham

''Mange tak.''

Han tog imod skjorten og tog den hurtigt på. Han kiggede på hende og han kunne ikke lade være med at smile over hvordan hun pludseligt virkede meget mere venlig og rolig. Hun var noget specielt men var åbenbart meget bange for at opleve samme skæbne som hendes bror.

''Hvilken slags te er det?''

Han var nysgerrig omkring det fordi det var ikke alle slags te han drak. Han var ikke så glad for te der var alt for sød i det, så han brød sig sjældent om frugt te eller diverse bær te.

''Hvis det er en grøn eller urtete så vil jeg gerne have en kop med ja.''

Han smilede venligt til hende.

Hun nikkede "det var skam så lidt" sagde hun og fik pludselig mere formel i sin talemåde, det lå til blue bloods at være fine i det, men blev de først surer blev det hele smidt væk til noget der var grimmere. Hun smilede og gik hen mod ham, hun lod ham ligte til den "det er urters om min slags ældre har lavet, den giver sindsro" hun lagde hoved på skra og tog selv sin egen kop te hen mod sig, så hun kunne drikke af den.
Hun huskede tilbage på jorden, hvor hun havde været troerene, men mistede troen på gud efter han svigtede dem og lod dem dø, men en engel redde dem, nok var han ikke i den bedte tanke da han gjorde det, men han skabte en ny race og gjorde dem til virkelighed

''OKay så. Det er urtete det er godt nok for mig.''

Han grinede lidt. Det var ikke fordi han ikke troede på det andet. Han var et naturmenneske og vidste derfor hvilke ting man faktisk kunne gøre med diverse planter. Så han regnede med at det nok skulle have den effekt på nogle ihvertfaldt, om det havde det på ham vidste han egentligt ikke rigtigt. Han grinede roligt til hende.

''Du vender meget hurtigt? Altså det ene øjeblik er du sur og vred og det næste er du helt rolig og venlig.''

Han sendte hende et stille og roligt smil, mens han fandt sig et sted at sidde ned. han kiggede bare rundt i køkkenet for at se hvad der var i det. For at se hvad han havde at gøre med i det.

''Men tak for gæstfriheden.''

Hun nikkede og begyndte stille at lave en kop til ham "mhh det bliver der sagt, jeg gætter at jeg bare blev overrasket" sagde hun og rakte ham koppen, hendes stue var stor, med en pej, samt en giga sofa. Der var et stort panorama vindue og køkkenet var en del af stuen, man skulle faktisk kun op af to trin for at nå køkken området. Der var en en halvmur bag komfuret, hvor der ved den var nogle stole man kunne side ved "jeg så ham dø, holdte ham i mine arme som livet sivede ud af ham, jeg troede først du var en af dem der slog ham ihjel, som nu ville slå mig ihjel" sagde hun og satte sig op på bordet, mens hun så direkte på ham "det var skam så lidt" hun smilede svagt til ham

''JEg forstår''

Han sagde det ganske stille og roligt, men en ting han ikke helt forstod hvorfor skulle han have sat sig op af væggen hvis han havde været der for at slå hende ihjel? Det var ikke noget der gav meget mening for ham lige.

''Men hvis jeg ønskede at slå dig ihjel, hvorfor var jeg så kommet bragende ind og havde sat mig ned op af væggen?''

Han tog imod koppen og tog en Slurk af teen. Han så smilende på hende mens han bare slappede lidt mere af

Hun trak på skulderne "man ved jo aldrig, jeg er allerede blevet drabt 5 gange, jeg har ikke planer om at få en 6. Her de næste hundrede år. Så jo det kan godt være for dig at det er usansyndeligt, men du har også kun levet dette liv, du gar ikke oplevet at skulle dø om og om igen, at huske døden af dig selv" pointerede hun og tog endnu en tår af sin te, mens hun smilede afslappet. Hun havde ikke ment det ondt, men hun ville bare forklarer hvordan det fungerede, hvordan hun kendte til døden, måske mere end andre, hun kendte til at dø om og om igen

''Det ændrer ikke på det faktum at det ikke ville give mening for en morder, at larme eller for den sags skyld sætte sig til at slappe af op af en mur i offerets hus.''

Han så roligt på hende, om hun havde oplevet døden ændrede ikke på om det ville give mening at en morder gjorde sådan. Hvis en morder nogensinde ville ankomme larmende ville han ihvertfald ikke stoppe op og slappe af.

''Så kan det være lige meget hvor mange gange du er død, det ville aldrig få en morder til at slappe af nok og dumme sig nok til at ville larme for bagefter at sætte sig så du kunne finde ham.