Please, save me.. ~ alle kan være med her

Tid: 16.00
Sted: Restaurant i Doomsville
Vejr: Regnvejr, torden og lynnedslag

Caty var i færd med at betjene nogle kunder inde på en restaurant, som hun arbejdede på. Et ungt par, som virkelig var uforskammede og grove overfor hende. "Er du doven eller hvad?! Se så at få hentet vores 2 store glas øl, som vi har ventet på i snart 20 minutter." råbte den unge mand. Cate prøvede at undskylde, men de ville slet ikke høre på hende. Der var mange mennesker derinde den eftermiddag, og hun havde heller ikke været særlig gode venner med hendes chef. Om morgnen havde hun sovet over sig, og så var hun blevet skældt ud af hendes chef, som truede med at fyre hende, hvis hun ikke arbejdede over den dag. Det var slet ikke hendes dag, og hun glædede sig til at kunne komme hjem og smide sig på sengen og sove.

Hun fik hentet de 2 glas øl til det unge par, som var sure og ikke sagde tak, da hun kom med den. Hun gjorde virkelig sit bedste, men det var ikke godt nok til de andre. Hendes kollegaer var ligeglade og viste slet ikke nogen form for sympati. Så fuck dem, tænkte hun, mens hun tog imod det unge par´s bestilling. Mens hun gik ud i køkkenet, så hun hvordan det var begyndt at styrte ned samtidig med at det tordnede og lynede.
Da maden var færdig skyndte hun sig hen til parret, men undervejs snublede hun over en eller andens ben, og maden fløj ud af hænderne på hende og hen mod parret, som ikke nåede at flytte sig. Deres tøj var smurt ind i sovs og de råbte så højt at alle derinde blev stille.
Chefen kom stormende hen til dem og undskyldte mange gange, men parret gik uden at svare ham. Chefen vendte sig mod Caty, tog hende i kraven og smed hende ud i regnvejret.

Der stod hun, og blev mere og mere våd. Rystet og meget ked af det, begyndte hun at gå. Hun tænkte ikke over hvor hun gik hen, men på et tidspunkt faldt hun over noget og slog hovedet. Hun blev liggende og mærkede regnen dryppe ned på hende. Hun begyndte stille at græde.

Sajro var på vej hjem fra skoven hvor han havde været ude på jagt. Han havde et dådyr liggende over den ene skulder. Hans hår hang klistret til hans ansigt og hals grundet regnen. Udover hvordan han flyttede på håret som han gik, lod regnen dog ikke til at være til nogen større gene for manden. Han gik med rank ryg og lange skridt ned af gaden, som han fik øje på noget rødt. Det var først da han kom lidt nærmere at han lagde mærke til at det rent faktisk var en kvinde som lagde der.

"Er du okay?" spurgte han hende, samtidigt med at han smed dådyret på jorden, og greb om hendes overarme og løftede hende op at stå. Han blev dog ved med at holde fast i hende sådan at hun ikke bare pludseligt væltede i det tilfælde at hun ikke rigtigt havde kræfterne til at stå selv.

"Har du brug for hjælp?" Spurgte han, samtidigt med at han stod og var i gang med at tage sin jakke af for at give hende den på. Det efterlod ham stående i en skjorte som hurtigt begyndte at klistre til hans hud.

Caty følte sig som den største fiasko i hele verden. Hvad gik der lige galt i dag? Hun synes dog alligevel at hendes chef overreagerede en del, siden han smed hende ud. Var hun så fyret eller var det en midlertidig pause fra jobbet?
Hun hørte nogle skridt nærme sig, men tog sig ikke videre af det. Det var sikkert bare en, der havde travlt med at komme hjem i tørvejr, hvis hun egentlig også burde gøre.

Det, hun ikke lige havde forventet var, at manden hjalp hende op og stå, mens hun fik hans jakke på. Det varmede en del og hun blev også hurtig varm, selvom hun var pænt meget våd. "Den...værste dag..i mit...liv" mumlede hun og mærkede hvordan hendes krop slap op for kræfter. Hun håbede ikke, at hun faldt hårdt til jorden, og at manden forhåbentlig stadig holdt fast i hende.
Hun gik ud som et lys og kunne ikke længere høre regnen.

Ikke ligefrem et overraskende svar der kom fra hende. Når man lagde i regnen og mudderet så var det nok ikke ligefrem den fedeste dag man havde sig. Han havde lige sluppet hende som det gik op for ham at hun var på vej til at falde om. Så han skyndte sig at gribe hende igen. Hvad fanden gjorde han så lige nu? Han vidste ikke noget om hvor mon hun boede henne, så han kunne ikke gøre så meget andet end at tage hende med hjem til sig selv. Han havde jo stadig sit hus i Firewood.

Han bandt dådyret til hans bælte, og løftede hende op i begge hans arme og begyndte så ellers at gå imod hans hus. Han gik så hurtigt han kunne sådan at han kunne få hende indenfor i varmen igen så hurtigt som muligt. Da han var nået indenfor, løsnede han dådyret og lagde hende i en seng. Mens hun lagde der tog han først hans jakke af hende, og derefter resten af hendes tøj, før han så lagde tæpperne fra sengen over hende så hun kunne få varmen igen.

Hun fik nogle små glimt undervejs, hvor hun blev løftet op og båret. Hvor skulle hun nu hen? Gad vide, hvad han vil gøre ved hende? Teknisk set, kunne hun slet ikke forsvare sig med den tilstand, hun havde. Indimellem kunne hun høre en dyb vejrtrækning fra manden, eller var det mon hende selv? Hun lå og svævede mellem bevidsthed og besvimelse.

Hun mærkede en varme brede sig omkring hende. Regnen kunne hun ikke længere høre. Var hun kommet indenfor eller bare i læ for det kedelige vejr?
Det næste hun mærkede, var at hun blev lagt på et blødt underlag - en seng eller sofa måske? Det var i hvert fald rart.

Da hun så småt begyndte at vågne og røre lidt på sig, mærkede hun, at hendes var blev taget af og at der lå tæpper over hende. Der var dejlig varmt, men alligevel virkede det besynderligt at hendes tøj væk. Hun satte sig langsomt op for at vågne stille og roligt op, og så mistænkeligt rundt. Hvor var hun, og hvis hus var det hun befandt sig?

Han vidste godt det kunne virke meget underligt at vågne op uden sit tøj, og det gjorde det nok ikke bedre at vågne op i en fremmede mands hus, uden sit tøj og derved vide at det måtte være ham der havde taget det af en. Han kunne dog ikke lade hende ligge i det våde tøj da det alt for nemt ville kunne give en hende en forkølelse eller gøre hende syg på en anden måde.

Da hun vågnede ville hun kunne se at hendes tøj hang til tøre på en snor gennem det rum hun lagde i. Huset var ikke noget særligt, bare en stue og ikke meget mere, men det var nu meget rart. Og det var da varmt så det var ikke fordi man skulle være bange for at komme til at fryse pludseligt.

"Hey... Yeah du må undskylde med dit tøj, det var vådt. Og jeg kiggede ikke for meget." Det sidste sagde han med et skævt smil og en drillende tone i hans stemme. Han kiggede over på hende, forventede at hun havde dækket sig selv til med tæpperne som hun havde sat sig op.

Hun kiggede stadig rundt i huset og blev med ét lettet over at se sit tøj, hænge til tørre i nærheden af hende. Hun kunne desværre ikke tænke klart, og den ubehagelige hændelse fra hendes arbejde føltes som en ond drøm. Desværre var det bare ikke en ond drøm, men virkelighed.

Hendes tanker blev med det samme brudt, da hun opdagede, at hun ikke helt var alene. Hun fik øje på en lidt langhåret mand, som stod overfor hende. Selvom hun godt hørte ham, virkede hun stadig lidt fortumlet, og skulle lige have hans forklaring på plads i hovedet.

"Hvor længe har jeg sovet?" mumlede hun og tog sig til hovedet. Det dunkede stadig en lille smule. Alligevel blev hun hængende ved at han kun havde kigget lidt. Ikke at hun skammede sig over sin krop. "Du skal ikke undskylde det med tøjet. Nu fik du vel ikke et chok over min krop?" svarede hun og det sidste var meget ironisk, mens hun smilede til ham. På trods af sin tilstand kunne hun stadig være med på lidt humor.

Han sendte hende bare et smil. Det var ikke ligefrem nogen overraskelse for ham at hun var lidt fortumlet. Hendes spørgsmål om hvor længe hun havde sovet var et godt et, fordi han vidste det egentligt ikke lige.

"Jeg vil gætte på en time eller to" svarede han hende, han gik hen til hende da hun tog sig selv til hovedet, og bukkede hendes hoved lidt forover så han kunne se på hendes baghoved. "Det går, du bløder ikke så det var nok bare et slag." Han kunne så ikke lade være med at grine en smule over hendes kommentar til om han var blevet chokeret over hendes krop.

"Det var lige før jeg havde været nød til at gå udenfor for håndtere det!" det var ikke ment som nogen pervers kommentar, men efter han havde sagt det kunne han godt høre at det måske kom ud på den måed. Ak det var der ikke noget at gøre ved.

En time eller to var skam ikke slemt, tænkte hun og nikkede over hans svar. Hun lod ham se hendes baghoved, for hun var faktisk lidt bekymret for, om hun havde blødt efter faldet. Hun blev lettet over at høre hans svar. "Gudskelov for det." sukkede hun og lagde sig ned igen. Svimmelheden vendte tilbage, mens hun lyttede til hans kommentar omkring hendes krop.

Et smil bredte sig på hendes læber. Et øjenbryn løftede sig mens smilet alligevel blev der. "Så må min krop virkelig have været god, hvis du skulle gå udenfor for at håndtere det." svarede hun lumsk og begyndte at grine. Hun stoppede dog hurtigt igen, fordi det dunkede i baghovedet.

"Må jeg så høre hvem min redningsmand er?" spurgte hun.

Han sendte hende bare et smil da hun udviste en glæde for at hun ikke havde slået hul i hovedet eller på anden måde blødte. Han hjalp hende ned at ligge sådan at hun ikke gjorde det for voldsomt. Det var faktisk først nu det gik op for ham at hun jo egentligt ikke burde sove, det var aldrig godt når man havde slået hovedet.

"Yeah, den er i hvert fald ikke dårlig, men lad det nu ikke stige dig til hovedet det kan du vist ikke klare." svarede han hende drillende. Både omkring at hun ikke kunne holde til det sådan som hun havde reageret og så fordi hendes hoved tydeligtvis gjorde lidt ondt.

"Mit navn er Sargonis, bare en tilfældig mand." Svarede han hedne roligt, og satte sig så ned i fodenden af sengen hun lagde i.

Det var rart, at han hjalp hende ned at ligge. Allermest havde hun faktisk lyst til at lægge sig til at sove igen for at genvinde sine kræfter. Hun havde ikke tænkt over, at det var en dum idé at sove, når man havde slået hovedet.

Hun lå og grinede fjoget, så hendes mave lavede små stød. Det var tydeligt, at hun var omtåget pga. slaget, og det føltes lidt som om, hun havde drukket flere genstande på én gang. Hun blev alligevel smigret over hans kompliment mht. hendes krop. Hun havde virkelig også kæmpet for at få en flad mave samt faste baller og lår.
Hun genfandt sin fulde bevidsthed og lyttede til ham.
"Sargonis. Sikke et specielt og pænt navn. Ja, jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg hedder, men jeg tror vist det er Cat eller Caty eller sådan noget." svarede hun og rynkede brynene.
Hun så, at han satte sig for enden af sengen. Egentlig vil hun godt blive holdt om, men hun vidste ikke, om det var det rette tidspunkt at spørge om det.

Han kunne godt fornemme så småt på hende at hun var ret omtåget grundet slaget. Det var dog stadig vigtig at holde hende vågen. Han grinede af hendes kompliment til hans navn, han havde aldrig givet det meget tanke hans navn. Men hun havde ret i forhold til mange andres navne så var det nok ret specielt.

"Mange tak da. Og uanset om det er Cat eller Caty så har du da også et kønt navn." han kiggede bare på hende. Han kunne mærke at hun ikke havde så godt af at ligge ned så han rejste sig igen fra sengen og gik hen og fik hende op at sidde istedet.

"Undskyld, men er bange for at du falder i søvn hvis du ligger ned, og det er ikke sundt for dig når du har slået hovedet." han sagde det med et smil som han forsøgte at undgå at hendes tæpper gled ned fra hendes krop som han satte hende op.

Hun smilede af hans kompliment af hendes navn. Hun blev pludselig bange for at falde i søvn. Tænk, hvis hun ikke vågnede op igen. Og hun blev glad, da han satte hende op, og hun sørgede for at tæpperne var tæt ind til hendes krop. Rummet var godt varmet op, men hun vil hellere svede end at fryse.

"Tak. Det er en fin hytte du har her. Ikke stor, men du er vel også kun én person her, ikke? spurgte hun nysgerrigt og kæmpede med at få hendes øjne til at være åbne.
"Hvis det ikke havde været for min chef, havde jeg ikke besvimet, og du vil ikke have taget mig med hjem til dig. På den ene side, er jeg glad for at have mødt dig, men på den anden side har du nok bedre ting at foretage dig end at tage vare på en ung, sørgmodig kvinde. Du kunne lige så godt være en psykopat, som tog mig med ned til en af dine totur rum i dit hus. Men jeg er blot heldig i at du ikke er sådan en." fortalte hun og smilede alligevel lidt akavet mens hun lo kort.
Hun vil gerne vise sin taknemlighed overfor ved at give ham et knus, så hun spredte armene ud ligesom et barn. Hun vidste ikke hvad der gik af hende.

// smutter i seng nu, men svarer tidligt i morgen :3

Han nikkede som svar til at det kun var en person der boede i hytten. Det var det jo også kun nu, engang havde der da været to sågar tre men det var alligevel ved at være nogen år sden det havde været sådan.

"Well, nu håber jeg bare at v kan få dig på benene igen. Så kan vi snakke mere derefter om det var spild af min tid.". Kom det roligt fra ham, for ham var der ingen grund til ikke at gøre det han gjorde, han havde altid været glad for at hjælpe andre. Måske det kom fra at han var mere vant til at skade end at hele at han gjorde sådan? Han var usikker men han havde tænkt sig at hjælpe hende her på benene igen. Han grinede lidt som hun spredte armene ud for at invitere til et kram, mest fordi det lod hendes tæpper falde lidt ned. Han greb tæpperne og pakkede dem om hende igen, mens han gav hende et hurtigt kram. Lidt akavet.

"Men jeg tror at jeg vil få ordnet noget at spise. Så kan du finde et eller andet at fortælle til at holde dig vågen." Han gik hen i det ene hjørne af hytten med det dådyr han havde haft med hjem. Han begyndte at skære dyret op og flå indvolde ud med en kniv han havde i bæltet. Det gik stærkt. Imens spekulerede han over hvilke urter han havde stående som måske kunne hjælpe hende. Da han havde skåret dyret op, begyndte han at stege noget af det over det bål der lyste rummet de var i op.

Hun nikkede til det han sagde om at få hende på benene igen. Der havde været en periode, hvor hun havde været ked af det og konstant havde tænkt på sin familie.
Hun håbede ikke, at hun havde forstyrret Sargonis, hvis han havde været i færd med noget andet.

Hun var blevet så akavet efter hun havde slået hovedet, så hun gav det skylden, for at tæpperne var faldet lidt ned, så man næsten kunne se hendes barm. Men igen, hun skammede sig ikke på den måde. I det sekund han rørte ved hende, følte hun en tryghed og varme fra ham. Hun slappede mere af og måtte tage det roligt efterfølgende.

Hun nikkede, da han nævnte det med maden. Det var også et stort dådyr, han havde fået fat på. Som ulv, havde hun indtil videre kun fanget hjortekid, harer og mus. De store kronhjorte var hurtige og listige, selvom det egentlig burde være omvendt. Det så lækkert ud, da skar i dyret og maven begyndte straks at skabe sig og knurre højt. Hun håbede ikke at han hørte det. Hun betragtede bålet i rummet, og mærkede varmen, og ikke mindst duften.

Hun måtte fortælle ham noget, så hun ikke faldt i søvn. "Jeg kan da fortælle om min fortid. Jeg var i en klan, hvor hele min familie var samlet. Vi var kommet i kambulage med en anden ulveklan, på grund af at en af os havde overtrådt deres territorie ved et uheld. Vi undskyldte, men de vil blot have hævn over en simpel fejl. En nat, havde vi ikke været forberedt nok, og de kom og slog de fleste af vores familiemedlemmer ihjel. Min mor sagde, at jeg skulle løbe væk og at hun vil følge efter. Hun indhentede mig aldrig, men jeg måtte ikke kigge tilbage, før jeg var kommet langt mod vest. Lige siden har jeg været alene. Af og til spekulere jeg på, om alle blev dræbt den nat, eller om der stadig er nogen derude." fortalte hun og blev mere koncentrert.

Han grinede bare af hende da han kunne høre hendes mave knurre. Han var selv ved at være ret så sulten efterhånden så han så frem til at få noget at spise. Han havde taget et stykke af dyret som han stod med i hånden, han havde overvejet at tage en bid af den bare men lod være og lagde den over sammen med det andet.

"Fortæl du bare." Sagde han til hende med et stil smil på læberne. Selvom han havde på fornemmelsen at det nok ikke ville være nogen nem historie hun kom med. Han smilte bare for sig selv lidt, kiggede ned i jorden som hun fortalte hendes historie om hendes families død.

"Livet er ikke nemt for dem af os der bor uden for byerne. Reglerne er meget anderledes, og næsten aldrig nogen der gider give andre en hjælpende hånd." Han sad og kiggede ind i flammerne som han drejede kødet rundt og rundt. Han kiggede så over på hende.
"Jeg gætter på du er shapeshifter? Jeg ved du ikke er varulv, og kender ikke andre der ville beskrive sig selv som en ulveklan."

Hun håbede ikke, at historien vil kede ham for meget. Men det viste sig, at han rent faktisk havde hørt efter, hvilket faktisk havde overrasket hende. Tårerne pressede sig på, fordi ingen havde gidet at høre på hendes fortid, og derfor havde hun også lukket sig så meget inde og havde kun snakkede med sin hund.

Hun kiggede ned på sine rystende hænder og et par tårer fik alligevel lov til at løbe ned af kinderne. Derefter tørrede hun dem væk og tog sig sammen. Hun lyttede til hans svar og nikkede. "Livet er til tider uretfærdigt. Ja, jeg er shapeshifter og er egentlig glad for det på en måde." fortalte hun og fik smilet frem igen, selvom øjnene viste noget andet.
Hun spekulerede på hvem og hvad hans fortid mon var. Skulle hun spørge ind til det, eller skulle hun holde snuden for sig selv? Nu havde hun jo fortalt ham hendes historie. "Hør, kunne du ikke fortælle noget mere om dig selv?" spurgte hun med et drillende smil.

Han gjorde ikke så meget da hun virkede til at blive lidt trist over hele situationen, men det løste sig selv virkede det til ved at hun fik smilet frem igen ved tanken og snakken om at hun var en shapeshifter. Han kunne ikke være uenig med hende omkring det med at livet nogle gange var uretfærdigt. Det var nu engang sådan livet var. Oftest var det dem der fortjente noget mindst der fik det.

Han blev lidt taget på sengekanten af hendes spørgsmål om, om han ikke kunne fortælle noget om ham selv. Det var normalt ikke noget han gjorde i, men han skulle jo forsøge at holde hende vågen for nu, indtil det virkede forsvarligt at lade hende få lidt søvn så måske han kunne fortælle hende noget.

"Tjo, kan jeg vel godt. Mit navn er Sargonis, jeg blev født i en lille hytte dybt inde i skoven, min far bortførte mig til et gammelt tempel hvor jeg voksede op med nogle magtliderlige gamle mænd som ønskede nogen til at beskytte dem. Hvilket var grunden til at de forsøgte at hjernevaske mig og derefter udfører et ældgammelt ritual på mig, det skulle gennem min død genføde mig som den stærkeste form for varulv. De lykkedes, i det sidste men ikke det første. Så efter ritualet rev jeg dem fra hinanden. Jeg efterlod stedet i ruiner, og fra jeg var 16 til jeg blev 22 levede jeg som lejesoldat og dusørjæger." Han sluttede af med et træk på skuldrende og nikkede så til hende.

Hun kunne se på ham, at det med at fortælle om ham selv, ikke lige var noget han gjorde for ofte overfor fremmede. Hun spidsede ører, da han fortalte om sin barske barndom. Den lød ikke ligefrem særlig behagelig eller normal, for den sags skyld.
Hun rynkede brynene og virkede ikke nær så træt, som før. Men det var nok også på grund af den dejlige duft fra maden. Alligevel vil hun gerne spørge mere ind til ham.

Hun sad og nikkede, mens hendes mund blev lidt stram."Det lyder virkelig som en normal barndom, du har haft. Den kan jeg alligevel ikke slå. Hvorfor i alverden skulle du igennem alt det bare for at de kunne blive beskyttet? Jeg mener, din far var da ikke rigtig klog, undskyld jeg siger det sådan. Er du slet ikke vred på ham og de mænd, selvom du godt nok slog dem ihjel?" spurgte hun, men var blevet i tvivl, om hun var gået for langt og havde spurgt til for meget.

Hendes mave knurrede pludselig og hun tog sig på maven, for at få den til at stoppe.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule af hende da hun undskyldte for at kalde hans far for dum. Han havde jo ikke selv ret mange tanker om manden og slet ikke varme tanker.

"Det er du skam velkommen til at synes om ham. Og nej jeg er ikke vred på dem eller hader dem. Jeg er stærkere af det og de er søde, så det er ingen at hade tilbage."

Han fortsatte med at dreje kødet på spyddet indtil det var ved at være tilberedt som det skulle være og han fandt så en lille træplade frem og lagde noget af kødet på den og gav hende den så. Han satte sig så ned og begyndte selv at spise også.

"Men hvis du nu skulle have mistet dit job Hvad har du så tænkt dig at gøre?" Spurgte han hende i et forsøg på at komme væk fra at snakke om ham. Han havde ikke ligefrem noget der ikke var barskt at fortælle.

Hun blev overrasket over, at han tog det så roligt, omkring det med, hvad hun mente om hans far. Hun lyttede vågent, til det han fortalte hende. Hun nikkede. Der var jo ingen tilbage at hade. Og det havde jo på en måde, gjort ham stærkere af det, han var blevet udsat for. Kunne det i mindste ikke bare have været en mildere form, i stedet for det barske miljø.

Da han gav hende nogle stykker kød, tog hun det, som om hun ikke havde spist i flere dage. Det havde hun så heller ikke. I hvert fald ikke i dag eller i går. Hun have ikke kunne spise noget som helst. Hun havde nogle perioder, hvor hun kiggede sig selv i spejlet og så sig selv som en blåhval. Derfor sultede hun så sig selv, men nu var hun bukket under overfor fastningen / at udsulte sig selv.
Hun fangede ikke hans spørgsmål til at starte med, men efter hun havde spist, svarede hun så.
"Jeg må søge nogle andre steder så. Min chef er ikke ligefrem noget at råbe hurra for." svarede hun og lo.

Sajro havde ingen anelse hvilken betydning for hans liv de hændelser dengang ville have for ham i fremtiden. Han vidste at det havde gjort ham stærkere i form af at han var blevet Nightcan. Han havde også tænkt på at det var med til at gøre ham en stærkere person mentalt da han havde modstået deres forsøg på at hjernevaske ham. Han tænkte ikke rigtigt over at det kunne være gjort mindre barskt.

Han smilede som hun begyndte at spise, hun lod til at være ret så sulten på den måde hun spiste på. Han sad bare og ventede på at hun havde fået spist så hun kunne svare ham.

"Ja okay, hvis du kan undgå det så skal du nok ikke overveje at arbejde på bordellerne."

Lige nu, var hun temmelig mæt. Hun lænede sig tilbage og mærkede igen den træthed, der bredte sig i kroppen. "Tak for godt kød!" sagde hun og smilede. Han var modig, sådan at tage hende med ind i hans hytte. I princippet kunne hun jo have slået ham ihjel, men egentlig var hun ikke stærk nok. Ikke til at lægge ham ned.
"Lige nu vil jeg i hvert fald gøre hvad som helst, for at få et arbejde. Jeg skal tjene penge til mad og hytte - og min hund for den sags skyld. sagde hun og hendes blik blev træt.