Save me ~ Zero Bang & Mizu

Elizabeths synsvinkel:
De kolde hænder, ramte den bløde hud, men der var alligevel en klud omkring de kolde hænder. Et gisp forlod de lyserøde læber, som hun blev båret bort. Hendes bevidsthed var væk. Hun var sikkert blevet bedøvet med noget og vagterne havde endnu ikke opdaget at hun var væk, prinsessen selv.
Hvorfor ville nogen kidnappe en prinsesse? Hvem havde lysten eller for den sags skyld magten til det? Egentlig var hun ligeglad med hvem det var, så længe hun slap fri igen. En lille frygt hende, frygtede det var hendes far der ville give hende en lærestreg, men hun tvivlede stærkt. En far ville næppe gøre dette og slet ikke en så overbeskyttende far som Fenrer.
Hun blev slæbt bort, men hvor mon? Hun havde endnu ikke set ansigtet på personen eller personerne der havde kidnappet, så hvordan skulle hun kunne gøre noget?
‘’ It’s the princess, this is gonna be fun. ‘’ Kunne hun kort høre en stemme sige, inden hun faldt ud af sin bevidsthed igen.

Kidnappernes synsvinkel:
Hans arm gled omkring hende, som han fik fat om hendes mund. Kluden var fyldt med sovemiddel af en art. Han så over på sin med kidnapper. Han kendte ikke navnet, på sin med kidnapper, han vidste bare de begge var blevet sendt af Zero Bang. Zeronium Elliot Bang. En mand der ikke manglede penge, overhovedet. Mange havde hørt om ham, men få havde mødt ham i den virkelig person.
‘’ Let’s go with her. Before the guards ses its. ‘’ Han fik løftede hende over skulderen, som var hun intet. Han fik smidt hende ind i heste karaten, som han selv satte sig med ind. Den satte i gang og de fandt frem til Zero’s skjulested for denne omgang. Elizabeth blev lagt ned på gulvet, som hendes hænder og ben var blevet bundet fast, så hun ikke kunne flygte nogle steder.

Elizabeths synsvinkel:
Hendes øjne slog langsomt op, som de stille kørte rundt i luften. Hendes øjne fik hurtigt fanget en form. Hverken et dyr eller et objekt.. Et menneske… Eller var det et menneske? Hendes næse fik hurtigt opfangede en velkendt duft. Dæmon.. Hun huskede tydeligt duften fra Gale af. Hun havde altid forbundet den med noget godt, men lige nu var det langt fra godt.
Hendes øjne var faldet på plads, så hun tydeligt kunne se formen og personens ansigt tydeligt.
‘’ What are you doing? Let me go! ‘’ Hun skreg ikke. Hun forsøgte at forholde sig roligt, så han ikke ville se hvor meget i panik hun egentlig var. Forhåbentligt ville han ikke ane det, men man vidste aldrig.
Hun fik hurtigt skubbet sig selv om at sidde, med sine hænder. Hvad skulle der ske nu?

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Fra det første øjeblik Elizabeth blev placeret på hans gulv i hans sikrede hus i Sunfury City var der ingen tvivl i Zero’s sind dette skulle nok blive lukrativt. Hvis ikke for hende så for hendes blod. Dette var den første dag. Og hans plan var klar. Zero var veltrænet i denne art. Han havde også noget han kunne bruge til at forbedre dette. Det første han gjorde var at placere hende i noget der lignede et tortur apparat. En træstol med spænder ved hals ben og armen. Hvor en nål blev stukket ind i hendes arm for at udtrække hendes blod. Derefter en nål i den anden arm hvor engleblod blev ført ind. Dens healende effekt havde Zero fundet ud af virker også på blodtab. Hvilket betød at blodet der røg ind igennem hendes venstre arm blev omdannet til hendes eget blod og så skudt ud af højre arm. Alt dette foregik med sine jævnlige doser af bedøvelse så hun var vågen men ikke vågen nok til at kunne gøre noget. Dog skulle hun ikke slippe helskindet igennem dette her. Eller jo. Men ikke mentalt. Han gik hen til hendes øre og hviskede hende let i øret. ”Now you know what a nightmare is. And you prefer reality.” Han prøvede at skabe en måde at give frygt ind i hjertet på folk som han enden har haft i sin magt eller som han på nogen måde overvejer at skaffe ind i sin magt.

Dagen gik og før de vidste af det var det nat. Og tid til at flytte Elizabeth. Stadig bedøvet flyttede de hende ned i en kiste i en hestevogn hvor hun kunne skjulet. Zero satte sig ind i selve hestevognen og de kørte afsted. Dog ikke uden besvær. De mødte en afspærring og vagten der stod for afspærringen ville undersøge kisten. Zero var dog ikke uforberedt. Han så kort vagten i øjnene. Og kort efter gav han dem lov til at fortsætte. Zero havde givet ham illusionen af at han allerede havde kigget i kisten. Det var nemt nok for ham at påføre den slags.

De må ha reddet i et par timer. For Zero kunne ikke tage den normale vej hjem. Hvis han blev fulgt. Men endelig var de der. Et par store voldsomt pumpede varulve åbnede den store stål låge. Hvor de derefter kørte ind. Da de endelig stoppede kom et par minotauruser hen og løftede hende ned i kælderen. I det øjeblik lågen lukkede og hans vagter havde forladt huset var hans spil i gang. Tidsberøvelse. Dage føltes der som om der gik. Skiftende lys og mørke hvert 30 minutter. Så hun kun lige faldt i søvn før hun blev vækket igen. Så for hende virkede der som om der gik dage. Skiftende øjeblikke hvor han enden snakkede til hende eller lod hende være. Såvel som andre kom og snakkede til hende. Folk fra hans indre cirkel som om de ville torturere hende eller voldtage hende. Før de bare gik igen. Lyset slukkede og tændte igen så snart hun faldt i søvn En form for tortur for at få hende til at glemme hvor lang tid der var gået. Da det var den sidste gang de gjorde det gik han hen og hviskede hende i øret igen. ”But when i’m done with you. You will prefer a nightmare.”

Da det havde stået på længe nok. Var det tid til at undersøge sine egne styrker. Og sine svagheder. Meriko. Han måtte finde ud af om der var noget hun kunne bruges til. Hans nytte til hende var begyndt at forsvinde. Så måske skulle han genskabe den nytte. Han placerede hende bundet med bind for øjnene og et brev i munden. Før han tilkaldte Meriko. Og forlod så Mansion’en for at udføre sine forretninger.

Dagen efter var det tid til at flytte hende igen. Og denne gang blev hun flyttet til Doomsville i en kælder gemt væk i gyden. Dog var han ikke sikker på det var uset. For Zero havde på fornemmelsen af at hans mænd var inkompatible. Zero stod ikke for flytningen denne gang. Så selv hvis de blev set ville dem der så hende ikke opdage at Zero var der. Hans mænd kom gående ind med hende hver holdende en arm. Så hun stod og kiggede på Zero. ”Because at least in a nightmare. You know the things i do isn’t real.” Han så hende dybt i øjnene. Smadrede hendes minder for de sidste 2 dage indtil det øjeblik hun blev kidnappet. Hvor det eneste hun ville huske var at blive ført over hertil og så der hvor hun var nu. Der var stadig skår af hendes minder i hendes sind. Men ukomplette så der ville nok gå tid før det for alvor ville falde for hende hvad der var sket det sidste stykke tid. Zero vinkede sine mænd kort væk før de smed hende ned på gulvet. Og hun langsomt kom til fra at få smadrede sine minder. En hovedpine ville nok også komme men værre burde det ikke blive.

Zero grinte let da hun forlangte at blive sluppet fri. Han satte sig ned på en behagelig lænestol der sad ved siden af et bord hvor et glas stod med en gylden væske lå i. ”Well goodmorning to you too Elizabeth.” Sagde han let og tog en blid tår af glasset mens han vinkede hen til en bakke der stod på gulvet med en tallerken med brød og en skål med vand. Ved første øjekast kunne man tydeligt se det symboliserede en hundeskål. Men Elizabeth havde ikke fået noget at spise de sidste 2 dage. Så hun var nok sulten. Ville Zero gætte på i hvert fald. ”My name is Zero Bang. You will call me Mr. Bang. And i am telling you that if you wanna live.” Hans stemme var rolig. Kold. Præcis og skarp. Det var tydeligt han vidste han havde overhånden i denne situation. Så at skjule hendes panik var unødvendigt. Ja det var nærmere en joke hun prøvede. Hun ville komme længere med bare at følge med i hvad der skete. I stedet for at spille den stærke. Hvilket hun tydeligt ikke var i denne situation.

Det havde startet med en helt almindelig dag for Mizu, for et stykke tid siden. Han havde været ude på en af sine sædvanlige runder som vagt... Sneget lidt alkohol indeni sig af og til, gjort som han nu engang plejede, og set frem til sin næste optræden på strip klubben. Altså, da han fik en mærkelig fornemmelse af at... Ja, at prinsessen var i fare. Han vidste ikke helt hvorfor hans tanker havde kredset lidt om hende siden de havde snakket til midsommerfesten, men hun sneg sig bar eind i hans tanker indimellem, og nu fik han pludselig den her mærkelige fornemmelse af at hun var i fare... At hun var både vred og panisk samtidig... Inderst inde vidste han jo nok godt hvad det betød, hans mor havde trods alt godt fortalt ham, for århundreder siden, hvordan det ville føles når han havde fundet en person han gerne ville beskytte. Hvordan den tilknytning ville føles... Og det var nok det, som det her var.

Uanset hvad så ventede han ikke engang til han havde fri fra sit arbejde. Siden han var godt bevæbnet som vagt, og hans vinger allerede var ude, så tog det ikke længe før han fløj afsted, i den retning han mente at kunne føle hun var. Og sådan havde han nu været på spor af Elizabeth i et par dage, som fornemmelsen trak ham i forskellige retninger... Var der nogen der rykkede rundt med hende? Det var der højst sandsynligt...Uanset hvad vidste han at han måtte finde hende, jo tættere han kom på hvor han mente hun var, jo stærkere mærked ehan beskytter trangen vokse indeni ham... Og jo mere sikker blev han på at, ja, han havde ubevidst valgt hende til at være den person han ville beskytte med sit liv. Og derfor blev han nødt til at få hende i sikkerhed igen.

Til sidst endte han så i Doomsville... Her valgte han at lande i en gyde et par gader væk fra hvor han kunne mærke hun var, og med et svagt smertens støn, trak han vingerne ind for at skjule dem. I lige præcis denne by havde han ikke lyst til at folk med det samme skulle kunen se hvad han var... Så med det gjort, trak han hætten op på den top han havde på indenunder sin læder rustning, og listede tættere på, for at tjekke stedet udenfor, rundtomkring... Se om der eventuelt var en bagdør, eller et vindue på klem, et eller andet han kunne liste nogenlunde uset ind af for at finde ud af hvad fanden der var gang i, og få Elizabeth ud af hvad end for en kattepine hun var havnet i. Hver gang der var nogen der så hans vej eller bevægede sig i hans retning gemte han sig med det samme bag hvadend var tættest på ham, glad for at det her ikke var første gang han gjorde den her slags... Han havde skam været på infiltrerings missioner før, så han udnyttede sin viden og erfaring fra dem til at holde sig så skjult som muligt mens han undersøgte alle de mulige indgange til huset.

Tidsfornemmelsen havde været forsvundet, hun havde ingen anelse om hvor langt tid eller for den sags skyld hvor hun egentlig var. En del af hende håbede på hendes far snart ville komme og redde hende… En anden del forstod slet ikke hvorfor han endnu ikke var kommet. Skulle han ikke være hendes beskytter? Kunne han ikke mærke når hans bedste ven manglede? Elizabeth så ned i jorden, som hun lyttede til mandens ord.
‘’ Good Morning? What are you for an idiot? ‘’ Hun kastede den spydige kommentar ud imod manden, som hun så ham direkte i øjne. Hvordan kunne han få det til at lyde som om i hun var på et kroophold, i de nydeligste omgivelser? Hun lyttede dog som hans præsenterede hans navn. Zero. Ligesom et nul? Måske var det derfor ikke særlig mange kendte til ham alligevel, fordi han var ingenting. Et nul. En ligegyldig person. I hvert til fald for hende. Hun kunne samtidigt mærke hans kolde tone. Han var ikke bange for hende. Hvem ville overhovedet også være det? Hun var blot en pige på 15-16 år? De fleste så sig kun truet af hende, grundet hendes status. ‘’ I will call you whatever i want to. You are not my king, my master or anything. ‘’ Spyttede hun imod ham. Aldrig i livet om hun ville kalde manden noget, blot fordi han ønskede det. Hvem troede han overhovedet han var… Det havde været noget andet hvis det havde været hendes far eller en af rådmændene ved hans side, der havde bedt hende om det… Men hendes kidnapper? ALDRIG. ‘’ What do you even want with me? You know i can give you everything, not that i think you miss anything.. But yea. ‘’ Sagde hun stille, som hun havde slappet mere af i sin krop. Hun havde lændt sig tilbage imens hendes blik stadig havde været klistret fast til ham for at se hver en detalje af ham.

Zero havde stadig den mærkelige fornemmelse af at der var nogen udenfor og var på sporet af dem. Zero vendte blikket imod en af sine vagter. Vinkede ham af sted. Og vagten nikkede kort for at så og gå udenfor. Han stod så derefter ude på gyden og kiggede frem og tilbage undersøgende. Trappen ned til kælderen var gemt imellem nogle metalspande til affald så det var ikke sådan man kunne se den med det samme. Der var kun en vej ind eller ud. Den trappe. Ihvertfald i den nærmeste gade. For i virkeligheden var der en bagdør som førte ud til kloak tunnelerne og videre ud af byen hvor den endte i en grøft med vand. Ikke ligefrem et normalt sted at befinde sig ved et tilfælde. Hvilket var derfor Zero havde fået lavet den gang til tunnelerne for det gav ham en hurtig vej ud derfra.

Zero vendte blikket imod Elizabeth igen. Den måde hun snakkede til ham fik ham let til at grine. ”Ohh no. I’m not your Master. I could be. If i wanted too. But no i’m not your master. But considering the fact that you are in a basement no one knows exist with a man that no one wants to believe exist. I would do what that person says. Especially considering that I got the resources and manpower to move you from Sunfury to Doomsville. Without anyone knowing it.” Han løftede sit højre ben over hans venstre og smilede svagt mens han samlede sine hænder i skødet. Så fortsat undersøgende på hende. ”But what do i know? I’m just a man with a bounty on 1.1 million gold for kidnap. Rape. Slavery against their will. And so on.” Han så let på Elizabeth igen. Før han så mod sit glas han løftede og tog en tår af. Han slugte det kort før han stillede glasset igen og rejste sig op. Han gik langsomt hen til hende før han gik på hug foran hende. ”Oh? What i want? You will never know. My method is special. But my results is perfect.” Han svang sin hånd imod hende og sigtede efter hendes kind med en stor syngende lussing. Såvel som flere hvis han missede.

Hvis den ramte ville han grine let. Han rejste sig op og gik tilbage til stolen hvor han satte sig. ”That will be your first warning. Next i will have to give you a spanking for not adressing me correctly. After that. I will just kill you.” Han så lettere grinende til hende. Hans resterende vagt bag hende grinte også let med Zero. Zero vendte sig imod sit glas. Og tog en rolig tår af det.

Det var skam lidt svært at blive klog på alt det her. Nu forstod han bedre hvorfor hans mor indimellem havde set så forvirret ud... For det her følelsesmæssige bånd, hvor meget han kunne mærke de følelser hun gik igennem, som var det hans egne, det var godt nok forvirrende... Men det vænnede man sig vel en smule til med tiden, ikke? Det håbede han i alt fald. For ellers ville han da godt nok have svært med at koncentrere sig indimellem.

Men hans opmærksomhed røg væk fra de følelser han kunne mærke fra hende, over til at en fyr pludselig kom op fra nogle trapper, han ikke før havde lagt mærke til. Bingo... Nu vidste han da hvordan han skulle komme derned, men hvordan fanden sørged ehan for at den fyr der ikke opdagede ham? Idet mindste var det da læder og ikke metal rustning han havde på sig, så det hjalp da til ikke at skabe unødig støj... Hmm. Altså, han vidste ikke præcis hvor længe han ville kunne sørge for at sådan en fyr var slået ud i, men han vidste da om ikke andet godt at engle som ham selv trods alt stadig havde en hvis råstyrke, og hvis han samtidig brugte skæftet af sit sværd, burde det ligge en endnu større slagkraft bag det... Ja. Så det blev den veg han gik.

Mens vagten kiggede den anden vej, sneg han sig ind bag på ham og løftede sit sværd vie skeden, for med en stor kraftanstrengelse at tyre bunden af håndtaget ind mod mandens tinding for at få ham til at gå ud som et lys... Hvilket han da så også heldigvis gjorde, for han ville virkelig helst ikke op i reel kamp med såan et brød. Han nåede også lige præcis at gribe ham så han ikke lavede sådan et kæmpe bump med at falde, og lagde ham istedet roligt ned, satte sværdet tilbage i bæltet, og listede ned af trappen... Han måtte skynde sig, han vidste trods alt ikke hvor længe sådan et stort brød ville være slået ud af sådan noget...

Elizabeth kunne næsten ikke holde grinet inde, som Zero ihærdigt troede han havde kunne rykke hende uden nogen havde opdaget det. Vagterne havde formodentlig opdaget at prinsessen ikke var kommet til dem for at komme væk fra byen af. Hendes far havde stensikkert også sat helvede i gang, blot for at finde hende. Hun kendte hendes far nok til at vide, at han altid ville holde øje med hvor hans datter befandt sig, uanset om det var et sted han brød sig om eller ej. ‘’ Oh, you think you are so great. So big. One big bad wolf. ‘’ spyttede hun ordene ud imod ham. ‘’ You are nothing more than a covard. ‘’ Grinede hun stille imod ham. ‘’ Everyone knows i am gone. I am the freaking princess. I am the only perfect in that city. '' ‘’ People are not fearing you. They are laughing about you. They think its so funny that you still try to be relevant by doing stuff. They hate you. You are a joke, Zero. ‘’ Grinede hun atter engang. Hun mente hvert et ord hun sagde, frygten sad ikke fast i hende længere. Hun skulle nok overleve.

Da hånden blev svunget imod hun, tøvede hun ikke et sekundt med at holde hovedet fast. En mand var svag hvis han slog på kvinder. ‘’ Ahh. You are truly a covard. You are hitting a woman. Be a man. ‘’
'' I cant do anything that laugh. '' Hun rystede kort på hovedet for at få smerten væk. Trods hans personlighed var som en kælling, slog han alligevel som en mand. Et solid slag. En hånd havde sat sig på hendes kind, en rød hånd.

OUT //