What do we say to the god of death? Gautham

S: Det vestlige Ashen wood
T: Middag
O: Skov
V: Lunt, vindstille,
P: Beskrives
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hun var fri. Hun var i live. De havde ikke fanget hende igen. De var døde. Tatia gik lettet igennem skoven uden at nærme sig den østlige del. Den bar på alle de ting hun ønskede at glemme. Wade havde hun igen. Alt virkede til at kunne gå godt nu, og det havde hun brug for - noget godt. Tvært imod kunne hun ikke rigtig skifte form mere, hvilket irriterede hende grusomt. For hun ønskede at løbe frit rundt i skoven igen. Tatia var klædt i en sort tank top og et par lange bukser - samt et par gode støvler. Sværdet hang på hendes ryg, så det var let at tage i brug hvis hun fik brug for det. Tatia lod tankerne bevæge sig frit med vinden da en velkendt fært ramte hendes næse. De røde øjne glødede opmærksomt op, men ikke for at angribe eller være vred. Let drejede hun blikket rundt og spærrede øjnene op.
"Gautham," sagde hun med et smil på læben. Fra han havde set hende før, så hun meget mere frisk ud. Hun havde sovet ved Wade, selvfølgelig havde hun fået sovet ud - det var det eneste sted hun slappede helt af. Der var ingen ar at se længere, men det krævede en længere historie fortælling.

En stor mand sad roligt under et træ med et lammeskind over skulderen, han sad i [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] med en flækøkse liggende ved siden af sig Gautham
Det gav et sæt i den ellers roligt udsenet mand i det en stemme brød skovens stilhed, han mente at erindre stemmen, men den lå så fjernt fra ham? Ejeren af denne stemme var væk.. eller det havde han da bildt sig selv ind "deirfiúr" overraskelsen, samt glæden i hans stemme kæmpede om at være mest fremtreden, "but... but how? I never saw you after i tried to free you.. i thought you didnt made it?" sagde han og rejste sig op med front imod den unge kvinde, "Im glad to see you are well"

Det var tydeligt at se hvor overrasket Gautham faktisk var. Forståelsen var der skam også til hvorfor, for hun havde ikke lydt meget andet end overbevisende om at hun ville dø det sted. but... but how? I never saw you after i tried to free you.. i thought you didnt made it? Let hævede hun på øjenbrynene og trak på begge sine skuldre.
"I made it.. or.. I was there 8 full moons more.. but here I am.. truth to be told, I'm not more tough then I look," svarede hun med et skævt smil. Tatia gik stille imod ham og slog let ud med armene for at smide dem overkors.
"Trust me, I'm glad about that too.. and I got my revenge.. don't worry.. they suffered." Ikke fordi det var hende der havde slået dem alle ihjel.. Razor og Wade havde hjulpet godt til.
"Good to see you out here too,"

I made it.. or.. I was there 8 full month more
De ord skar ham i brystet, ingen fortjente at være sådanne et sted, men at skulle være der 8 måneder ud over hvad hun allerede havde været igennem i den østlige del af denne selv samme skov
"Good that they suffered, those people deserved what came to them" sagde han og kunne ikke lade være med at trække let på smilebåndet også, "but.. but you look great, and then you smile.. i did not believe that I should ever see that back when we first met
How have you been? I cant even see a scar after all what you have been through? how can that happen?" han så ned af sine egne arme hvor der stadig var prydet af forskellige ar, "Im actually a little envious"

Det havde været hårdt, og hun havde været et åndedrag fra at give up. Det havde været så tæt på, at hun ikke havde stået her nu, alt for tæt. but you look great, and then you smile.. i did not believe that I should ever see that back when we first met, sjovt nok fik hans ord hende til at smile en anelse større. How have you been? I cant even see a scar after all what you have been through? how can that happen? Tatia sank en klump og kløede sig kort i nakken. Im actually a little envious, et lille fnøs forlod hendes læber.
"Don't envy me for that.. after I escaped I had few days in peace.. I believed that they had given up on finding me.. but I was wrong.. they hunted me down.. and broke in the cabin me and my boyfriend was in.. and then they burned me alive." Svarede hun og sukkde let - smilet forsvandt kort som hun sank en klump, "I gained the power to use the energy from fire, it healed me. That is why you don't see my scars," tilføjede hun og løftede lidt på den ene skulder.
"But other then that, I'm fine. Back together with my boyfriend, being free.. happy," så vippede hun hovedet let til den anden side.
"What about you, how are you doing? I can heal your scars if you want? All I need is fire,"

they burned me alive
I gained the power to use the energy from fire, it healed me
"Well i can see that i dont have to envy that, but how can you heal with fire? i thought fire was used for damage.. not healing" han trak på skuldrene, det var åbenbart ikke alt man skulle forstå
Han nikkede som hun snakkede Back together with my boyfriend, being free.. happy
What about you, how are you doing? I can heal your scars if you want? All I need is fire
"Im trying to do well.. after I came back for you.. and thought that i had failed you.. i isolated myself in the woods, tried to move on which i nearly failed doing.. until i found inner peace, and a new religion that gave me a new way to look at myself"
Han så atter ned af sig selv, og lod en enkelt hånd glide ned over det lange ar der stadig var at tyde på hans højre underarm.. "Have you offered me that a few month ago i would have said yes immediately.. but now i think i will say.. thank you, but no thanks.. its like i have accepted that the scars is a part of me.. my life.. my history"

But how can you heal with fire? i thought fire was used for damage.. not healing, let trak hun på skulderen.
"I have no idea, maybe to remind everything bad can do some good," svarede hun tænkende og rystede lidt på hovedet over sit dybe svar. Im trying to do well.. after I came back for you.. and thought that i had failed you.. i isolated myself in the woods, tried to move on which i nearly failed doing.. Let sank en klump, han var den eneste der havde vidst hvor hun var, men hun forstod hans tiltro til at hun var død. Hun burde have været død, men alligevel havde døden ikke taget hende endnu - sikkert fordi hun var så besværlig.
"I heard you.. and I tried, but somehow they knew.. and they let me have a small hope before taking it away from me. It takes time to heal, I'm doing well, but I'm not always well. It still torments me, If I'm not with Wade.. I can't seem to sleep without nightmares." svarede hun og sukkede let.

Tatia så på måden han anså sine ar, hun havde intet imod ar. Det beviste man var stærkere end hvad der angreb en. Alligevel stod hun uden ar udenpå, men uden tvivl var der snart ikke mere hud plads indeni. Have you offered me that a few month ago i would have said yes immediately.. but now i think i will say.. thank you, but no thanks.. its like i have accepted that the scars is a part of me.. my life.. my history, et nik forlod hende ganske kort med et større smil.
"I respect that, scars are good like that.. reminds you that you are still doing, that you are alive,"

I have no idea, maybe to remind everything bad can do some good
Han nikkede kort og trak på skuldrene, "well maybe you are right about that, good things does some times comes out of bad ones.. it still seems a little odd, but does the fire not hurt you? the warm i think?"
I heard you.. and I tried, but somehow they knew.. and they let me have a small hope before taking it away from me. It takes time to heal, I'm doing well, but I'm not always well. It still torments me, If I'm not with Wade.. I can't seem to sleep without nightmares
"Those psychopaths.. they have a sick form for humor doing like that, letting one feel like one have won.. just before that destroy every last hope" han så på hende, hun havde forandret sig en del efter han havde set hende i celleafsnittet, ikke kun det at arene var kommet væk, hendes fremtoning var også en helt anden end dengang, "im glad that you found him again, and that he can help you recover"
scars are good like that.. reminds you that you are still doing, that you are alive
"By Odin yes.. they really show what one have been through.. more alive than dead at least"

but does the fire not hurt you? the warm i think? let rystede hun på hovedet.
"Not at all," svarede Tatia blot ret hurtigt, "it's pretty fascinating," tilføjede hun med et skævt smil. Smilet falmede dog en anelse, som de kom ind på hvad der var sket for et år siden. Those psychopaths.. they have a sick form for humor doing like that, letting one feel like one have won.. just before that destroy every last hope.. det var sandt, de havde stjålet alt håb fra hende. De havde knust hendes styrke og hun havde været på enden til at tage sit eget liv på grund af det. Ikke nogle kendte den del, hun skulle helst ikke forkomme som svag. Ikke for svag i hvert fald.
"Hope sure as hell breed eternal misery," svarede hun blot på det og undgik i et kort øjeblik øjenkontakt. Let prøvede hun at få tankerne til at falde ned, men det hjalp at tænke på Wade - han fik hende til at bevare roen. Im glad that you found him again, and that he can help you recover. Smilet der dannede sig på hendes læber var oprigtig.
"Yeah, so am I," tilføjede hun til det han havde sagt.

Snakken om ar gjorde hende intet, og alligevel - hun bar jo ikke nogen. Ingen der så hende ville vide de kampe hun havde kæmpet, men måske behøvede de heller ikke det? Tatia vidste hvad hun havde været igennem - og dem som der kendte hende vidste det. They really show what one have been through.. more alive than dead at least, et nik forlod hende ganske kort.
"Agree. Mine might not be seen, but there is almost not a spot free on my soul," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Tatia var anderledes end når hun var fanget, hun var fri - men også en af dem der skubbede fortiden til siden og levede videre.

Agree. Mine might not be seen, but there is almost not a spot free on my soul
"you are right, but thats just one more thing that makes you potential even more dangerous for some, because they cant see what you have been through" sagde han og så sig let om indtil han fandt hvad han søgte, han samlede en vadsæk op og fiskede en mellem [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] op inden han atter fortsatte, "but what does you do to spend time these days? besides using time with your Wade?" spurgte han inden han tog en tår af flasken hvor efter han let rakte den frem for at høre om hun også ønskede noget at drikke

Thats just one more thing that makes you potential even more dangerous for some, because they cant see what you have been through. Tatia havde aldrig tænkt over det gjorde hende mere farlig - det gjorde i hvert fald flere var dumme nok til at teste hende af. En fejl folk begik, men de kom så også til at bøde for det.
"Damaged people are dangerous. They know they can survive," tilføjede hun stille og trak let på skulderen. Måske forkom hun som stabil i manges øjne, men hun var langtfra stabil. Tatia var ikke tørstig, så hun takkede nej til vandet, og lyttede i stedet for på - hvad Gautham eventuelt havde at sige til hende. What does you do to spend time these days? besides using time with your Wade? Let trak hun på skulderen.
"Trying not to get myself in any trouble, that is harder then it seems. I also try to find a way to get over my fear of getting stuck in my shift - I can't seem to get over that fear, but you know why," svarede hun og kløede sig kort i nakken. Frygten for at blive fanget i det smertefulde stadie var nok, nok til at holde hende fra at prøve at skifte form.

Gautham nikkede og stak flasken tilbage i vadsækken efter Tatia havde takket nej til at drikke
I also try to find a way to get over my fear of getting stuck in my shift - I can't seem to get over that fear, but you know why
Han gøs næsten i det hun sagde det, og straks sad han tilbage i celleafsnittet hvor hun for øjnene af ham blev tvunget af Alkymisterne som havde fået folk der kunne starte, stoppe, samt omgøre Shapeshifters forvandlinger, håret begyndte at rejse sig på hans arme, "understandable.. with all what you have been through comming to shifting" han var kun taknemlig for de ikke havde gjort på ham som hende, han havde ikke kunnet uden sin bjørneskikkesle.. han havde ikke den samme styrke som hende i menneskeskikkelse, ikke den samme selvsikkerhed og udstråling

Understandable.. with all what you have been through coming to shifting, det var sandheden. Alt det hun havde været igennem for at overleve de oplevelser- næsten til på en kant, hvor hun havde overvejet at tage sit eget liv. Ingen vidste naurligvis det, den tanker gjorde hende svag - og andre ville sikkert tænke, at hun var svag. At tage sit eget liv var altid noget hun havde set på, som noget en kujon gjorde når de ikke kunne holde til smerten mere. Tatia ønskede ikke at fremstå som en kujon.
"Well, someday I can only hope. I used to be in my wolf shape several times a day - now it's weird just walking around here - it doesn't seem like so much fun anymore, when you can't run free like that," svarede hun og trak en anelse på sin ene skulder.
"Would you think I was weak, if I told you.. I was so close to just end it all?" Spurgte hun og holdt to fingre op, der havde minimal afstand af hinanden, hentydede tydeligvis til sit liv i det fangeskab. "Because I was.. and I hate that I was.. I hate what people might think.. what Wade might think.. my family.. I think to much about what everyone would think.." tungen gik på gled i sin egen forvirring, og hjertet bankede unaturligt afsted i form af et mindre panikanfald.

Would you think I was weak, if I told you.. I was so close to just end it all
Dette spørgsmål rystede ham, han kunne virkelig mærke på Tatia at dette var noget der fyldte meget hos hende, bevares.. hun var da ked af hun ikke kunne løbe rundt i sin ulve skikkelse grundet frygten for smerter, de smerter hun havde gennemgået dengang de var hos Alkymisterne..
"That thougth would never cross my mind" svarede han, tydeligt mærket af hendes dilemma, "I myself was about to.. a couple of times after i got free.. but i never seemed to have the courage.. or the consience to complete it"

Det blev svære og mere svært at holde vejrtrækningen på et stabilt niveau, og der skete en anelse form for krampe i brystkassen - men hun skubede det til side - som hun skubbede alt til side. That thougth would never cross my mind, ordene fik hende til at ånde lettet ud. Styrke var noget hun byggede højt, tanken om at hun var i stykker inden i - gjorde hende ikke stærk. Måske var hun stærk for at have overlevet, men hun kunne ikke selv se det. I myself was about to.. a couple of times after i got free.. but i never seemed to have the courage.. or the consience to complete it Let rynkede hun på brynene og tog en dyb indånding.
"No one said suicide should be easy. I don't think it's about courage, I think it's about when you had enough. When you feel like you were done, couldn't find a reason to fight anymore. The darkness had his claws to deep in your flesh for you to see clear - all it there was, were pain and misery. And every nerve in your body hurt, and it was like you were destroyed. Every breath you took where theirs to keep." Fortalte hun mens hun stirrede en anelse tomt ud i luften, øjnene blev blanke som tårerne samlede sig af minderne der flashede henover øjnene - tvang tårerne til at trille stille ud. "

No one said suicide should be easy. I don't think it's about courage, I think it's about when you had enough. When you feel like you were done, couldn't find a reason to fight anymore
Han trak kort på skuldrene, om det blot var han ikke havde mod nok til at fuldføre det... eller som hun sagde, at han ikke så anden udvej, at mørket skulle have trukket ham helt ned, og nægtet at slippe sit greb i ham? det var ikke til at vide
Alt hvad han vidste var at en enkelt mand med myter og sagn om ukendte Guder et andet sted fra atter gav ham noget at tro på, atter gav ham en grund til at rejse sig, og kæmpe sig ud af mørket
"But im still here.. still standing, and ready for the next fight the Gods could find to thow me info.. once again i rise after every stroke, only to strike back with even more strength"

Tatia rystede let på hovedet af sig selv, og måden hun snakkede på. But im still here.. still standing, and ready for the next fight the Gods could find to thow me info.. once again i rise after every stroke, only to strike back with even more strength. Hun tog en dyb indånding, og åndede tungt ud. Det var ikke ligefrem fordi, at hun ønskede at snakke så meget om det som hun gjorde. Alligevel var Gautham nok den der kom tættest på at forstå den smerte hun havde været i. Han havde set hende i den, og selv været ude for den.
"That's what we do, we rise. We get knocked down but get back up. Always come back stronger.. with more power," svarede hun ved at gentag et par af hans sætninger.
"But I don't believe in.. gods..?" hun var en anelse usikker på, hvad det egentlig var - som hun aldrig rigtig havde fået noget viden på det grundlag. "I believe in fate and that things happens for a reason - all bad comes with some good," tilføjede hun en anelse skeptisk.

That's what we do, we rise. We get knocked down but get back up. Always come back stronger.. with more power
But I don't believe in.. gods..?
Gautham trak kort på skuldrene, han mærkede hvordan Tatia ikke var alt for vild med det emne de snakkede om.. forståeligt, han havde kun set hvordan Alkymisterne havde forvandlet hende både halvt og helt, og så tilbage igen, set hvordan hendes knogler forandredes til ulve knogler og tilbage midt i forvandlingen
"In the past i did not.. i would not say that i belived in Elona'dal and Del'sharka.. but i have found a new thing to belive in" sagde han og huskede de historier manden i skoven havde fortalt
"A religion from where the Humans come.. it gave me a whole new point og wiev on life and its meaning"

Hun så på ham med et lettere skeptisk blik. Religion og tro, var ikke ligefrem noget hun vægtede højt. Ganske rigtig havde hun læst ting i småtings afdelingen. Tatia troede på naturen, på skæbnen og hvad der skete omkring hende - det behøvede hun ikke en gud for at vise hende.
"Well, if that is what you need to move on from what happened. I respect that, I might not agree - but I respect your call," svarede hun med et svagt træk på smilebåndet. Tatia var ikke ligefrem bange for at sige sin mening, men hun var heller ikke typen som lukkede andre ude fordi de ikke delte hendes holdninger. Tvært imod.
"Other then talking to your now gods, what else have you been doing?" spurgte hun en smule nysgerrigt og vippede hovedet en takt på skrå.
"You are not by any chance some kind of a fighter? I would use some practice where people don't give me a fair chance, just because they don't want me to give my hopes up," det var ikke fordi at Wade gav hende chancer - måske bare lidt. Hun havde behov for at vide at hun var stærk stadigvæk. Han kendte hende, og hun vidste at han kendte hende. "And if I can't turn to a wolf I need to be able to defend myself, but I'm afraid I might be a little rusty.. its totally okay if you aren't the fighting type, I just now I am," pointerede hun og trak let på den ene skulder. Han havde ikke set hende kæmpe, for hun havde aldrig haft chancen for at vise hvor god hun egentlig var.

Other then talking to your now gods, what else have you been doing
Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin og en let rysten på hovedet, "one aint talking with Odin or any of the others, only then i get the final strike and has to travel to the gates og Valhal one is pherhaps going to see them.. but not yet" lød det fra ham
You are not by any chance some kind of a fighter? I would use some practice where people don't give me a fair chance
"Well i would lie to you if i told that i never have gotten to a fight, and i would not think that i should have forgotten how i used to do it" sagde han med endnu et let grin "personaly id say that first move should be ti shift.. but now i know a little of your background, know the pain you have been through.. so i will not ask you to do so... but im always ready to help a fellow Shifter to survive.. not that i think you need it.. but of cause i will help you"

Tatia rystede lidt på hovedet, over at hun ikke lød til forstå hvad han ligefrem sagde. Som sagt, sagde guder hende intet. Og et efterliv var det rene vås for hende. Når man døde, så døde man. Der var intet liv efter det, men hun var ikke ligefrem ude på at komme med en diskussion.
"I'm warrior, I guess it would be a good idea to ask my brother about a fight," mumlede hun tilføjende. Tatia sank en klump, I'd say that first move should be to shift, let spærrede hun øjnene en anelse op. Hjertet begyndte automatisk at galoppere afsted med lynets hast, og hænderne begyndte at ryste blot ved tanken. Tatia prøvede at holde fokus på sin vejrtrækning, men de voldsomme slag fra hjertet gjorde nærmere ondt - og gjorde hun havde svært ved at trække vejret. Let rystede hun på hovedet.
"I can't." svarede hun med en overtone a panik i stemmen. "I want to but I can't,"

I'm warrior, I guess it would be a good idea to ask my brother about a fight
I can't.. I want to but I can't
Gautham lagde let en knyttet næve over venstre brystkasse, "im proud and honored that you ask of me to help you train up.. as i said.. my first move would me to shift... but we will not work on that, easy.. we take it in small steps, starting basic combat in human shape"
Han kørte let en hånd igennem håret for at feje det tilbage, han havde overvejet at skille sig af med det, få det skåret kortere eller noget, men ligesom hans ar var det noget som havde fået under de seneste år, efter hans løsladelse havde han ladet 'manken' gro uden lysten til at gøre noget ved det, men den længde det var ved at få begyndte at irritere ham
"What do you start with? strong arms or fist fight to a start?"

Starting basic combat in human shape, Tatia fik igennem sit mindre panik anfald et lille fnøs frem, mens hun vippede hovedet let på skrå.
"First thing about me, I don't do basic combat. I'm not that out of shape, hit me with your best shot," svarede hun med et skævt smil på læben. Let rettede hun sig op og stillede sig i kampstilling - det var længe siden hun havde haft en trænings kamp som ikke var mod Wade - og det var ikke ligefrem fordi de altid gik i flæsket på hinanden. Strong arms or fist fight to a start? Efter en kort tænkende grimasse, åndede hun let ud.
"I would say fist fight is always the most fun, might be my specialty," svarede hun ham mens øjnene lyste at kampgejst. Tydeligvis var dette ikke nyt for hende på nogen plan.

First thing about me, I don't do basic combat. I'm not that out of shape, hit me with your best shot
Han tog afværgende begge hænder op i luften "sorry.. that was not ment in that way" sagde han med et svagt grin
I would say fist fight is always the most fun, might be my specialty
han bandt sin kjortel op og fik trukket den af overkroppen og afslørede endnu flere af og mærker, samt slaveringen der stadig sad omkring hans højre overarm, med rolige skridt gik han tilbage til vadsækken og tog hurtigt en tår af drikkeflasken inden hanlagde sin kjortel på vadsækken inden han atter stillede sig med front til Tatia, han lagde en hånd på en lille sølv økse der hang ham om halsen inden han kiggede på hende "then a little fist fight it shall be" sagde han med en rolig stemme, og uden at gøre noget specielt for at stille sig i kamp stilling eller noget rakte han en hånd frem imod hende, og vinkede hende hen imod sig, "im ready, give it a shot.. then we see where it goes"

sorry.. that was not ment in that way let vippede hun hovedet en anelse på højkant.
"I don't get personal about such things, don't worry about it," svarede hun en anelse kæk. Der var ikke den kamp hun ikke havde vundet, hvis man teknisk set skulle se det som at hun stadigvæk var i live. Ikke at hun var uovervindelig, og alligevel opførte hun sig sådan. Han gjorde sig klar til kamp og hun iagttog ham stille, måske for at opfange hvor hurtig hans bevægelser var. Then a little fist fight it shall be, let nikkede hun. Måden han vinkede hende imod ham, var noget der triggerede hendes instinkter. Det fremprovokerede hendes personlighed der lå til ulven inden i - og alligevel noget der lå til hende som person. Im ready, give it a shot.. then we see where it goes, det mindede hende ganske kort om da hun kæmpede mod Wade første gang. Det var dog ikke på samme måde, hun havde været så vred dengang - mere vred end hun var nu. Tatia bevægede sig stille mod ham, varsomt som en ulv der ventede på at slå til. De dyriske instinkter blandede sig perfekt sammen med de menneskelige, for så meget var hun alligevel inderst inde forbundet til sin ulv. Ulve kredsede om deres bytte, med glide bevægelser - nærmest lydløse - så utilregnelige. Der var ikke noget med at gå direkte hårdt til den. Vreden skulle bruges når det var nødvendigt - at bruge den i denne her kontekst ville være hendes svaghed. Hun var klar til at afvige diverse angreb, trods alt var hun trænet fra barnsben - hun kendte til det. Og selvom hunvar lidt råsten, så undervurderede hun kraftigt sin egen styrke lige nu. Da hun havde passeret ham let, slog hun ud efter ham - bevægelserne var ret hurtige, som som den første hånd havde slået sin næve efter hans ene skuldre, var den anden på vej mod hans bryst.