Christopher - We meet again, i see.

Dato:irl
Dag:Fredag
Omgivelser: Masser af starien lys der er tændt.
Vejr: Regn, storm, torden
Tid:01.52
Sted: Inde i kirken
Årstid: Forår/sommer



Havde det ikke været kirken havde Ribanalon endnu vandret i kulden og regnen som stod i et udenfor Kirkens mure og døre. Det kunne være ligemeget om hun var blevet våd, hun ville ikke blive syg. Det havde hun ikke været i mange hundrede år, faktisk kunne hun ikke huske hvordan sygdom egentligt var mere. Saa mange menneskelige følelser og fornemmelser havde hun glemt igennem vampyr livet. Men hun prøvede at tage det i betragtning med følelsen af solen der ramte en vampyrs hud. Sådan var sygdom havde hun overbevist sig selv om. Hun havde været her længe, derfor var hendes tøj og krop allerede tør igen. De mange starinlys der var i kirken udstrålede varme i hele rummet, men gav kun et meget svagt skær af lunefuldt lys fra sig. De metalliske grå øjne stirrede neutralt på et lys der var begyndt at flyde over med den flydende starin, det løb lige som blod fra et menneske af. Men istedet for at forblive flydende i længere tid, lod det flydende starin sig blive hårdt igen. Hun lukkede øjnene i, der var ingen andre end hende i dette rum. Hun lå på den forreste bænk i kirken, lyttende til vejret. Som var det musik for hende, hvergang et lyn slog ned gav et det skær af lys der fik hele kirken til at lyse op. En svag duft af blod hang i kirken, den kom tydeligt fra Ribanalon som lå som en anden tornerose på den førnævnte kirkebænk. Hvorfor hun overhoved havde været i dette område kunen skyldes at hun havde jagtet en stakkels drenge på blot 19 år igennem regn, mudder og storm blot for at tømme ham for livets væske som havde det fængende og smukke ord, Blod.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: Mørke jeans

Hans brune hår klistrede mod hans ansigt, samt hals, hvor hans tøj snarer trykkede sig mod hans krop, gjorde den mere tydelig, som bar han i virikeligheden kun et lag tøj og ikke det antal han i sandhed gjorde. På trods af det stormrige vejr, vandrede han alligevel rundt, mens han svingede sit lommeur i dens lange kæde.
Mange havde mødt denne unge vampyr, der efterhånden ikke var så ung igen, men ingen havde knækket ham, ingen havde kunne dykke under hans manipulation og ind for at se hvem han i sandhed var. Hvilket englelig også var derfor at dem der så på ham tit ville mene der var noget forkert over ham, hans bevægelser, gang og selv hans smil virkede for perfekt til det kunne være naturligt og som få sagde, hans smil var lige så falsk som resten af ham.
Lige netop denne aften, eller snarer nat vandrede han mod kirken, hvorfor vidste han ikke, mon ikke der var lidt interessant læsestof, nogen han kunne slå ihjel, liv der skulle ødelægges, som han havde ødelagt Christians, en sand fornøjelse måtte hans sige.
Hurtigt lagde han uret i lommen, før han åbnede begge døre og gik ind i dem tomme kirke, hvor der dog stod en kvinde "jamen se hvem vi har her" sagde han med en stemme, der var så ren og blid den næsten kunne være sang fra oven

Ribanalon havde haft rejst sig og stod og så på det alter som var i denne kæmpe kirke, altert havde været brugt til alt verdens ting. Lige fra offer bord til dåb af de nyfødte levende. ´Hun rykkede sig ikke eller kiggede tilbage fa dørene gik op i kirken, nu kunne man høre regnens dråber endnu mere tydeligt. Det var først da hun hørte denne velkendte blide og så rene stemme at hun løftede et øjenbryn og vendte sig imod der var stemmen kom fra, hun svang langsomt kroppen så hendes hår blev kadtet blidt rundt i en cirkel i luften. Hun så forbavset ud over at se det hun nu så da hendes metalliske grå øjne landede på væsnet som stod som en anden sejreherre midt i kirken. De mørkerøde læber havde svagt skildt sig fra hinanden, og stod nu svagt åbne imens hun nu så forbavset og samtidig mistroisk på Christopher som havde talt. Et glimt gik igennem de metalliske grå øjne som når en rovdyr fik lys i sine øjne og en reflektion af lys spejlede tilbage mod lyskilden. Hun var ikke stum, men havde virkelig ikke forventet at se denne mand for sig igen. Men verden var lille og man skulle aldrig regne med noget når det galt folk som hende selv og Christopher. "Christopher?" lyd en svag klang fra hendes mund. Hendes ansigt blev nu mere neutralt og overlegent.


hendes kjole.. : [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han holdte hoved højt, gik som ejede han kirken ned mod hende, langsomt og graciøst "hvem skulle det ellers være Christian er væk" sagde han med et henkast på skulderen, Christian var en ung mand, som Christopher havde fået forvandlet, derefter torturet og til sidst drabt, nok stod han ikke for de første ting, men var bagmanden bag det, men drabet på Christian stod han alene for. Han havde før fortalt om Christian, drengen der bar samme ansigt som ham selv, der hvis det var helt rigtigt stammede fra hans blodlinje.
Han lagde hænderne i lommerne, havde kun sine øjne rette mod hende, ikke at han frygtede hende, han frygtede ingen "Ribanalon en skønhed som altid" sagde han med en charmerende ryst i sin blide stemme, samt et blændende smil. Han stoppede op foran hende, blidt kyssede han hendes håndryg, før han rettede sig op og så ned på hende

Hendes Metalliske øjne fuldte ham hele vejen til han nu stod foran hende, dog bevægede hendes øjenbryn sig svagt i det han fortalte at Christian nu ikke havde eksistens mere på denne jord. Hun lod ham kysse sin håndryg uden så meget som at flytte sig eller lade sit blik falme fra ham. Hun mærkede hvordan Christopher ingen varme gav fra sig, og det at han faktisk var koldere end hende, nu da hun for få timer siden havde fortærret den stakkels dreng som der tidligere havde flygtet fra hende. "Og en geneltman som altid, ser jeg" sagde hun med en hvis komik i hendes stemme der som Christophers også var blid og tillokkende som vampyrer typisk have. Et skævt smil kom frem på de mørkerøde læber der havde samme farve som menneske blod, nogle mente at de endda var farvet med blodet fra hendes ofre og ikke af læbestift eller sminke om dette var sandt fandt kun hendes ofre ud af inden de fik et dødskys af hende. Hun så op på ham stadig med et skævt men ret mistroisk smil. "Jeg havde ikke regnet med at skulle se dig nogensinde igen" sagde hun og lagde hoved svagt til højre imens hun så ham direkte ind i de mørke øjne som denne mand endnu engang havde. Det sorte hår fuldte med så det hang ned af hendes højer skulder. Han var højere end hende, det kunne man tydeligt se sådan som de stod. Et lyn glimt kom igen og oplyste hele kirken hvilket fik deres blege hud til at virke endnu lyserer.