Master.. Not any longer.. ~~Christopher~~

S: en gågade..
V: Vandkoldt.
O: Ingen væsner til stede, da solen ikke skinner og det støvregner blidt.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun kunne stadig se ham for sig. Sin tidligere herre, med sit kolde blik og sin kolde hud, bare tanken om ham fik hende til at skærer tænder og ryste på sit hoved, så det lange lyse hår filtrede sig ind i hinanden. Hun sykkede dybt, fjernede alle hårtotterne fra sit ansigt, imens hun gik igennem gågaden og lod sig ikke slå ud af den kolde vind. Hun var vampyr, hun kunne ikke mærke noget som helst. Med andre ord, hun var død, levede af andres blod og var ret så god til at skaffe det, hvis hun da selv skulle sige det. Til at starte med, var hun ikke sikker på hvor hun var på vej hen, men til sidst blev hun enig om at hun var på vej hen imod sin butik for at åbne den og hente de varer hun skulle bruge i løbet af natten. Pludselig tænkte hun over en masse ting, som ikke gav mening på nogen punkter overhovedet, hun huskede sin herre og sine veninder, den måde de alle havde elsket hans udseende. Men, som man altid sagde, en rose havde torne og han havde mange torne.. Endnu et suk undslap de røde læber, inden hun endelig var kommet til sin butik og fumlede kort med nøglerne i sin lomme, da hun kunne mærke at der var en anden vampyr til stede. Af ren refleks, kiggede hun rundt efter vampyren, for derefter at putte nøglerne tilbage i sin lomme, inden hun gik ud på gaden igen. Den duft, den var velkendt..
Til at starte med, kunne hun ikke finde kilden til duften, lige indtil hun bakkede ind i en og vendte sig om, for at se sin tidligere herre i øjnene.. Christopher.
"Jeg troede du var rejst?" spurgte hun ham og lagde armene på kors..

Påklædning: En grå habit i farve efter denne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aftnen havde selvfølgelig lagt sig over byen, ellers ville man som vampyr nok ikke være ude. Alle vampyrer var vel forskellige og Christopher var ingen forskel, han var ikke direkte psykopat, i hvert fald ikke for alle man havde forskellige meninger om hvad han helt præcis var. En ting var han dog og det var følelseskold, manden følte absolut intet, men han nød sig af at folk troede han gjorde, han måske endda elskede at se når folk opdagede hvordan han i sandhed var, for så at finde ud af at han var helt anderledes end det de fandt ud af.
Han optrådte som fin og endda formel, selvom han inderst var styret af sit voldsomme vrede, så optrådte hans vrede sjældent offentligt og kun i få situationer lod han masken falde, for at lade folk se hans indre vrede og hvor meget han ikke var denne charmerende unge mand, der blot udnyttede hans skønhed.
Han havde opfanget hendes lugt og set hende længe før hun havde så meget som reageret på hans tilstede værelse, hende som han snød. Han huskede det som var det i går, han havde optrådt som en John foran dem, endda datet hendes meget snakkesalig veninde, som han dog i al hemmelighed drak af, men til den fine lille komsammen, hvor alle blot havde siddet og snakket, havde han midt i det hele bare rejst sig, sagt et par og derefter begyndte nedslagtningen af alle hendes venner. Da han allerede fra dag et havde fundet Serah interessant, gemte han hende til sidst og i hendes skrækøjeblik, forvandlede han hende, før han tog hende som slave.
Han klukkede smukt og direkte som var hans klukke en sang, selv hans stemme var i dette øjeblik smuk og blød "det var jeg skam, men jeg havde en masse ting jeg skulle havde ordnet her i byen, så jeg kom tilbage" han slog ud med hænderne og smilede til hende, dog et smil der var ligeså falsk som ham selv, men med mange års øvelse, kom dette smil til at se så ægte ud, at alle ville hoppe i med begge ben.

Så uskyldig han kunne se ud, men Serah faldte ikke så let for den længere. Hun havde set hvem han virkelig var, han havde dræbt dem der var tættest på hende og ladet hende være i live, uden hun egentlig havde forstået hvorfor. Hvorfor hende og ikke en af de andre veninder, og hvorfor ville han overhovedet beholde hende eller nogen som helst, bare for at have en at prale sig overfor? Hun lagde hovedet på skrå, betragtede ham kort, inden hun tog sine nøgler op af lommen og gik langsomt hen imod sin butik.
"Jamen så.. Velkommen tilbage herre," sagde hun med sin uskyldige stemme. Hun smilte skævt til ham, ved at kigge sig over skulderen, hvor hun derefter låste døren til sin butik op og tog en dyb indånding. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere omkring ham, men hun forsøgte at tage det så roligt som muligt, ville ikke lade sig falde for hans uskyldige ansigt endnu engang. Ikke denne gang.
Forsigtigt kiggede hun sig over skulderen, for at se om han stadig var der, eller om han slet ikke ville have noget med hende at gøre længere og var gået sin vej.

Han smukke nøddebrune øjne var konstant på hende, som han stille fulgte hende, med armene omme bag ryggen. Han kunne fornemme at hun prøvede at kæmpe det, men at hun meget vel kunne komme i hans magte endnu engang. Grunden bag at han havde forladt hende, var han havde nogle små ting han skulle tage sig af, betydning at han skulle gøre livet for Christian meget værre end han før havde gjort. Han smilede blændende til hende "jeg takker mit barn" han kunne i teorien være hendes far, nok fordi han havde skabt hende, hans blod løb igennem hendes åre, det var i hendes åre fra hun vågnede op til nu, som det ville være i al evighed "jeg ser de har fået deres butik op....her er hyggeligt" han så rundt, han var fantastisk til at manipulere med folk, få dem til at tro det underligste om ham.
Han gik stille hen mod hende, med armene foldet bag ryggen, mens hans øjne kørte rundt, betragtede de små ting i butikken

Hun hadede at han kunne være så uskyldig, for hun vidste jo udmærket godt hvordan han i virkeligheden var, men det var som om at hjerne og øjne ikke gad at arbejde sammen, når hun ville have dem til det. Hun skubbede tanken om ham væk, sukkede irriteret over sig selv, inden hun gik helt ind i butikken og stoppede op ved kassen. Serah havde selv startet den op, efter at han havde ladet hende gå og på den måde havde hun tjent en del penge, samt fået nogen penge der var kommet i arv. Butikken solgte nærmest alt fra sjove vodoo genstande, til ting man skulle bruge i hverdagen, som en pude eller et tæppe.
"Tak," sagde hun hurtigt, selvom hun havde på fornemelsen at han ikke mente det, derfor lagde hun ikke mere i det. "Jeg har langsomt startet den op og jah, nu kører den fint og jeg tjener penge på den," Hun lød stolt, sendte ham et lille smil, inden hun gik forbi ham for at hente noget på en hylde. Et lille glas med blod. Hurtigt kastede hun den til ham og regnede med at han havde hurtige reflekser nok, til at kunne gribe den.
"Tørstig, den er på huset regning," hun blinkede kækt til ham, inden hun gav sig til at fumle med noget andet på en hylde.

han nikkede, gik hen mod nogle urer, betragtede dem nærmere, selv da han legede John, havde han sagt han holdte af lommeure, det kunne godt være at han sagde mange løgne, men dette havde faktisk været sandt. Han tog forsigtigt uret op i sin hånd, vendte blikket mod hende og smilede "det var så lidt" han holdte uret i den lange kæde, mens han lyttede til hende, opfangede hurtigt den stolte tone "jeg er stolt af dem mit barn, de har lavet meget siden vi sås sidst" han lød næsten oprigtigt stolt, som han hen mod hende, gik langsomt med uret i hånden. Han havde mere end nok penge til at betale det ene eller det andet og hun var selvfølgelig hans barn, så han kunne vel købe fra hendes butil "hvor meget koster denne" spurte hun og lagde uret på disken, mens han betragtede hende nøje.
Han havde hurtigt grebet klasset, uden den mindste tøven og gik nu og drak af glasset "jamen mange tak" sagde han stille

Ur: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun kunne hører at han gik rundt i hendes butik, så hun kiggede sig nysgerrigt over skulderen, for at se hvad det var hun kiggede på og da hun bemærkede at det var urene han betragtede, voksede der et lille smil på hendes læber. Hun kunne huske at han havde sagt at han var glad for ure, så det havde ikke været en løgn, hvilket var grunden til at hun fik et lille smil på læben. Så var det i det mindste ikke alt sammen løgn det han havde sagt til hende, selvom hun havde på fornemelsen at der havde været en del ting som ikke havde været løgn. Hun stoppede med at fumle med tingene på hylden og vendte sig om, for at kigge op i hans øjne, da han spurgte om hvad uret kostede. Det at han sagde at han var stolt af hende, varmede hende på en mærkelig måde som hun ikke kunne forklare.
"Hmm.. Det er antik ur, så jeg vil sige at det koster.. 150," svarede hun og så op på ham, eftersom han var højere end hende. Hun sendte ham et venligt smil og tog en hårtot om bag øret.

Han tømte sit glas, stilte glasset ned, mens han betragtede hende "150, det var billigt" han åbnede sin jakke, hvorpå man kunne ane de halskæder han bar under sin skjorte, det var nogen han havde fået af sin skaber Jean, en god ven han rent faktisk havde holdt af til han døde. Hans død skete rent faktisk ved hans egen hånd, som altid havde han revet hjertet ud på ham.
Han fandt tusind frem og lagde på disken "dette er antikt, meget mere værd end de 150, det troede jeg de kunne sande" sagde han og rynkede brynet, dog var der en smule drillende over ham. Nok var han charmerende og ja ikke ægte, men det skete at der kom noget drillende over ham. Hvis hun var loyal overfor ham, ville hun blive belønnet, men var hun ham illoyal, ville hun måske blive straffet hårdere end nogen anden, da hun var hans barn, den han havde skabt med sit blod

Hun løftede på sine skuldre over at han sagde det var billigt, men ja det var jo ikke lige alt hun kunne sælge til en bundegård, for så ville der slet ikke komme nogen kunder overhovedet. Hun blev meget overrasket da han gav hende tusinde, det kunne hun da ikke tage imod kunne hun? men, hvis det var det han mente at uret var værd, så kunne hun jo ikke rigtig stoppe ham i det.
"Tjoh, men hvis jeg solgte det til tusinde kroner, ville jeg nok ikke have så mange kunder i butikken skulle du se," sagde hun med et drilsk smil på læben, for derefter at blinke drilsk til ham og tage imod pengene. "men, jeg ved ikke helt om jeg kan tage imod alle pengene," Hun kiggede ham i øjnene med et tøvende glimt.

Han trak på skulderne "ganske vidst går stolen der henne måske til det de bad om denne, men husk nu mit kære barn, alle ting har hver deres pris og forstår de at sælge, vil folk give meget for den mindste ting" pointerede han og bankede sig svagt mod sin tænding.
Han blev stram i ansigtet da hun tøvende så på ham, det var sjældent han blev det, bare at skifte smilet ud var noget der sjældent skete, så han valgte at ignorer det, lod som om hun aldrig havde sagt det. hvorpå han vendte sig om og så videre rundt, havde lagt uret i sin lomme "kan de huske jeg fortalte dem om et familie medlem, Christian" spurte han og så på hende over skulderen, han havde fortalt hende om ham før. Christian, den mand som han havde ødelagt livet på, en ting han med lethed kunne gøre mod hende, hvis hun nogensinde ikke adlydte ham "sig mig mit barn, har de skabt et barn til dem selv" spurte han og vendte sig mod hende