I really hate hot air! ~ Abaddon ~

Tid: 14.30
Sted: The Oasis
Omgivelser: Vand, planter... og sikkert også dyr
Vejr: Varmt og fugtigt
Påklædning: Clicky!

Katherine gik ned af en skrænt, ned mod det dejlige afkølende vand. Hun håbede inderligt at det ikke var endnu en af de pokkers irreterende fatamorganaer hun havde oplevet mindst ti gange på denne forbandede tur.
Hvorfor var det egentlig hun fik den tåbelige idé at gå herud? Var det fordi at hun ikke vidste hvad hun ellers skulle lave? Det var det vist... den tid hun tog afsted på virkede som 100 år siden, selvom det vist kun var et par timer.
Hun sukkede lettet da vandet blev hvor det var og hun mærkede den dejlige og kølige følelse idé hendes hænder rørte vandet.
Sveden der var sprunget frem på hendes pande blev vasket væk i det hun plaskede vand op i ansigtet, endnu en dejlig fornemmelse.
Hun rejste sig og fik det klæbrige, våde hår væk fra hendes ansigt, mens hun så sig omkring. Der var ingenting spændende her, ikke engang en vind rørte sig. Ikke engang et blad rystede, der var stille... alt for stille, men eftersom Katherine elskede stilhed tog hun sig ikke særlig meget af det.
Hun lukkede nydende øjnene, nu begyndte der at komme små lyde til hendes øregange. En puslen, en gren der knækkede, en stemme, noget der blev skåret over, et skrig... hov, vent... et skrig? Hun åbnede øjnene med et sæt.
Hun så forvirret og skræmt rundt, nu var der igen stille og ikke noget skrig... Underligt...

Rafael gik med store tunge skidt over de stakkels planter og små græs knolde, som han ligegyldigt trådte i stykker, og efterlod ikke den sarte frugtbare jord uden mærke fra hans store læder belagte britiske militær støvler, som havde metal neden under.

Rafael havde en helt sort robe på, som dækket hele hans krop fra starten af hans militær støvler næsten halvt oppe til knæet, og forsatte indtil man nået til hans nakke.

Han var en ret bred skuldret mand, og havde en langtids trænet overkrop fra hans ungdom med hans trænings glade store bror Gabriel. Dog havde dette liv på kniv bladets smalle spids givet ham et stort ar der gik fra starten af hans hals til og ned til hans liv, det var et kæmpe brunt ar, som bare gik tværs ned i en linje, ogvar cirke ti centimeter i breden, men som sagt kunne man ikke se det på grund af den lange natte mærke robe.

hans syn begyndte at blive sløret, han kunne ikke se meget. han kendte de tegn, det betød at han havde fået for lidt mad, han forsatte dog bare sin vej hjem, for han var stadig ny i denne verden, og ville ikke spise uden Viel havde givet ham mere information om hvordan verden fungeret.

hans syn gjorer han ikke så den spand på jorden, som han faldt over. hans faldt til jorden, og prøvede at få luft, men han kunne ikke, hans hjerte begyndte at pumpe, så han kunne mærke hele hans krop bevæge sig, han prøvede igen at få luften tilbage, men han kunne ikke, han bliv bange, han prøvede at rejse sig, han nåde næsten op på benene, før han igen faldt ned på maven, han krøb sig sammen, hans tanker bliv overdøvet af hans pumpene hjerte, og hans krop kæmpede for at få luft, han bliv igen bange, han kunne ikke styre hans egen krop, han kunne kun føle ubehaget af luft mangel, han kunne nu mærke noget som brændte hans øjne, og det føltes som varmt jern, som rørte hans øjne, men han kunne ikke skrige i smerte, han hvade intet luft at skrige med, han ønskede at dø, han var ikke længere bange, han kunne ikke klare mere, han ville bare have smerten væk.. ud af mørket kunne han høre en stemme

"undskyld, er de okay?" - kvinde stemme

han bliv fyldt med enegi, hans syn kom igen, og han kunne igen få luft. han var helt væk, han kunne ikke styre hans egen krop, hans ellers grønblå øjne, bliv helt sorte som natte af blodlyst, og ud af hans ryk kom der nogen store sorte vinger, der gik ikke længe før at den stakkels unge dame, var under hans store krop. hun kiggede på ham, med frygt da hun så de knivskape tænder, han holdte en hånd over hendes øjne, og derefter bliv alt mørkt og hun udbryd i et skrig som et desperat håb om hjælp, men bliv afbrudt af et keltisk kors som Rafael havde om halsen, der bliv bordet ned igennem hendes venstre øje, og skriget bliv til stilhed.

Rafael kyssede hendes kolde døde læber, og langsomt trak den forskræmte lille pige sjæl ud af hende, og gjore hendes krop helt kold og tør for liv, da hans mund suget sjælen ud af hende.

Rafael rejste sig op, og kigget rundt. han havde fået mad, og var nu tilbage i krontrollen over ham selv, og rejste sig stille op, men gav et lille spark til hendes hoved, og tænkte på en masse uhygeligheder at gøre med hendes rester, men stoppet da han så en pige i øjne kråven. hun havde vist ikke set ham, og han lod roligt de store sorte vinger glide ind i ham selv igen, men han skar tænder af den forfærdelige smerte det gav ham.

Rafael begyndte at gå langsomt mod pigen, og prøvede ikke at blive set.