I hate this place.. yet i love it.

Tid: 2:30
Sted:Corpsewind Cemetery.
vejr: overskyet, regner svagt
Valgûl stod foran en kendt krypt, han havde været her før, og han havde været der i lang tid. hans hår var blevet gennem blødt af regnen, og dannede nærmest et gardin for hans ansigt nu.
*Det var her vi blev født, husker du det, det her du døde, og vi blev født.* Et stort smil spredte, der vidste alle hans spidse tænder, han var egentligt kommet her for finde noget sjov, et muligt offer til nattens eskapader.
men at komme forbi denne grav, var nærmest et bi produkt hver gang han kom her for at lege.

Elizabeths traskende fodtrin kunne høres gennem den mørke og dunkle kirkegård. Hun havde ikke været her før, men hun havde hørt rygter om at det var her at hendes families sidste hvilested lå. Hun havde ikke set nogen i mørket, og gik derfor ud fra at hun var alene. Hendes sorte lette kjole, som gik ned til omkring knæene, bølgede let i vinden, samt med hendes lange røde hår som nærmest lyste op i natten.
Hendes grønne øjne bevægede sig hen over hendes omgivelser, og vidste ikke rigtig hvor hun skulle starte med at lede, og vidste intet til dette sted.
Et lille trist suk lød fra hendes blege læber, og hun begyndte at søge..

Valgûl stivnede ved lyden, han var ikke sikker på hvem eller hvad det var, men han havde hørt nogen, et morderisk smil spredte sig over hans ansigt. *lege tid* dette var altid sådan et dejligt sted til finde ofre, han smeltede sammen med skyggerne og bevægede sig hen mod lyden, han havde gået et lille stykke tid, end til han så hende, der var ikke megen tvivl det var engel han havde fundet, *Jackpot, nu skal vi rigtigt nok få det sjovt. han smilte lumsk til sig selv, og nærmede sig sit bytte, end til han stod omkring 2 til 3 meter fra hende, han ville lige se hvad han skulle føre han ville præsentere sig selv, han tog en vis fryd i at følge sit bytte lidt før selve jagten gik i gang.

Elizabeth havde ikke haft hørt eller mærket nogen i nærheden, og havde blot gået videre. Hun mærkede vinden mod sit ansigt og dens legen med hendes hår, og følte en ro i kroppen. Selvom at den gamle kirkegård var dyster og uhyggelig af dets udseende, fik det hende til at blive rolig ved tanken om at hun måske var alene i natten.

Rasle rasle

En lille lyd fangede hendes opmærksomhed, men hun håbede hurtigt at det blot var en lille fugl som havde fundet vej i et buskads i nærheden.
En bevægelse var det næste som fangede hendes opmærksomhed, og dette var ikke en lille fugl. Hun så hurtigt op og kom væk fra hendes egne tanker og fik hurtigt øje på en høj skikkelse ikke så langt væk.
Hun sank en nervøs klump og kunne mærke sit hjerteslag stige. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, og stod blot, som forstenet til jorden hvor hun stod, og betragtede den fremmede nogle meter foran hende.

Da han så hende vende sig om mod ham stivnede han, han kunne ellers havde været sikker han havde gået en stille stig, men havde åbenbart været for langt væk i sine tanker. *Når ja lad gå, legen forsætter alligevel.*
Han foldede sine vinger ud i for gøre hans Silhouette lidt mere truende, før han tog bevidst lange som skridt hen mod hende, før han stoppede godt en halv meter fra hende, før bukkede overdrevet og sagde.
"Hvad bringer en engle som dig ud mørket på denne tid, der er noget der ikke helt passer her vil vi nu sige, engle ude i mørket, væk fra jeres element vil vi nu sige."
Ved hans sidste ord sendte han hende et stort smil, der fik alle hans syle spidse tænder. Han havde bevidste manipuleret mørket til at danne et tyndt tæppe om ham, så man kun kunne se hans røde øjne og tænder.

Elizabeth betragtede den fremmede, og tog et lille skridt væk i det hans silhouette blev stor og faretruende. Hun havde godt vidst at han ikke var nogen venlig person, i det samme øjeblik hendes øjne var faldet på ham, men det blev bare hundrede procent bekræftet da han kom nærmere.
Han nærmede sig hende, og havde stoppet en halv meter væk fra hende. Hun kunne næsten mærke hans tilstedeværelse helt ind til huden, og hun brød sig ikke om det. Han bukkede, og af en eller anden grund, var hun tæt på at lave en lille gestus til ham, men lod vær da hun ikke ville opfordre eller opmuntre ham til en længere samtale med hende.
Han stemme kravlede hen ad hendes hud, og efterlod kuldegysninger, og hun blev blot mere og mere nervøs ved hvert sekund der gik. Hun åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen, da hun så hans røde øjne og hans sylespidse tænder som sendte hende et smil i mørket. Hun havde mest lyst til at krybe væk fra ham og hen til et sikkert sted og aldrig komme ud, men hun tvang sig selv til at rette sig modigt op og se ham ind i øjnene. Et lille nervøst åndedrag passerede hendes læber og sendte ham et skævt og svagt smil, i håb om at skjule sin frygt og nervøsitet "Det kommer ikke dem ved" sagde hun, og havde godt hørt hans ord omkring det med at hun var engel, men valgte ikke at kommentere på det "Jeg har lov til at tage en gåtur uden at der skal sættes spørgsmålstegn ved det" mumlede hun så, og gik så lidt baglæns og så ud til at skulle til at vende sig om og gå videre, men vidste at det ikke var en god idé at vende denne person ryggen...

Valgûl smil spredte sig blot endnu mere ved hendes reaktioner, og hendes ellers negative svar så ikke ud til gøre smilet det mindste smule mindre.
"Arrr nej nu må vi sige du såre os, ikke engang lyst til at fortælle et gammelt væsen om en lille gå tur." Han smilte ondskabsfuldt til hende enden hun vendte sig om, før han udstøtte et lavmælt ondt grin. og lukkede afstanden mellem dem i hvad der måtte være et sekund, så der næsten intet mellemrum var imellem dem, han tog hårdt fat i begge hendes arm, før han tog sit hoved ned til hendes strube, hvor han tog en dyp indånding, og sukkede tilfreds til sig selv, og lod han lange tunge hurtigt køre op ad hendes strube, før den fandt tilbage til hans gab.
"Den lugt og aura er ikke til, at tage fejl af lille engle, og jeg er bange for at du ikke går nogen steder lige foreløbigt, i værdfald ikke før du er et dygtigt legetøj og siger hvad du laver sådan et sted som her." han smilte stadig til hende så hun kunne se hans tænder lige så tydeligt. *det her skal nok blive sjovt*
han gjorde sit greb om hendes arme lidt mere fast end hvad der måske var nevændigt, han havde ingen interesse i at hun pludseligt skulle løbe fra ham.

Elizabeth så over på ham og brød sig hverken om hans tone, eller hans ondskabsfulde smil. Han var uhyggelig, men så igen... han var oss en af mørkets væsner.
Et forskrækket lille gisp kom fra hende, idet at han havde lukket afstanden mellem dem inden hun kunne nå at blinke, og hun fandt sig selv fanget. Hun prøvede at ruske sig fri, men stod så isnet til jorden da hun kunne mærke hans hoved helt tæt og derefter noget vådt ved hendes strube. Hun blev bange. Meget bange. "Giv slip på mig!" peb hun og prøvede igen at vride sig ud fra hans greb.
Hun så derefter op på ham og kunne se hvordan hans tænder glinsede i mørket, og sendte ham så et arrigt og rædselslagent blik. Hun mærkede hvordan hans greb blev mere fast, og prøvede at holde masken, selvom at hun kunne mærke at hun lavede en grimasse af ubehag og lettere smerte "Giv slip!" snerrede hun, og forsøgte at lyde bestemt og advarende, selvom at man med lethed kunne høre svaghed og frygt under. Hun vidste godt at det ikke ville hjælpe, og at ingen ville frygte en engel. En varme bredte sig i hendes krop, og selvom at hun ikke havde lyst til det, var hun nødt til at bruge sine kræfter. Hun blev hurtig varm. Overnaturligt varm. I det næste øjeblik, lyste hendes hænder natten op, idet flammer havde bredt sig fra hendes fingerspidser og op til hendes håndled "Giv slip!" prøvede hun igen, og håbede på at han frygtede ild, selvom at chancerne nok var minimale.

Imod alt logik spredte hans smil blot endnu mere, da hun udstødte sit peb, og det spredte sig blot mere og mere, det mere hun prøvede, at komme væk fra ham. han prøvede på ingen måde at skjule, sit tilfredse suk da han hørte hendes stemme, før han lænede sig ned til hendes øre og hviskede.
"mhh vi elsker sådan når legetøjet kæmper imod, vil du ikke synge for os lille en." Den sidste sætningen havde en sadistisk tone fulgt med et sadistisk smil til hende.
Før han grinte et lavmælt hånende grin af hende, end til han følte en overnaturlig varme i hende, han så interessered på hende, før an slikkede sig om munden i en bevidst langsom bevægelse. Før han lod sit greb løsne og hans hænder køre længere væk fra hendes håndled i en pirrende bevægelse.
"vi er bange for at de vil kræve mere, end det lille ven, selvom vi nu ikke har nogen interesse i at blive brændt, så hvad siger du til at vi lader den lille flamme gå før vi bliver nåd til at ødelægge vores legetøj, det ville jo være kedeligt at stoppe legen nu er du ikke enig?"
Ved det sidste ord, sendte han hende et blik der lovede smerte vis hun skulle prøve på noget, før han atter lod sin tunge komme ud, til fulde længde, som næsten var det af et baseball bat, som en slange snoet den sig langsomt rundt om hendes hals, som var det en mus der skulle kvældes.

Elizabeth så på den fremmede, og hadede hvordan hans stemme bare gik ind og satte sig på hendes sjæl og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Hun så op på ham med et vredt blik og prøvede at holde masken og ikke bukke under for ham.
Hun skulle lige til at prøve at hive sig væk igen, og havde stadig sine hænder i lys flamme, men holdt sig så helt rolig ved hans ord, og derefter ved synet af hans lange tunge.
Hun begyndte at ryste svagt da hun følte den våde tunge imod hendes hals, og var tæt på at sende flammer op i hans ansigt, men tvang sig selv til at lade vær, da hun vidste at intet godt ville komme ud af det, og lod langsomt flammerne dø ud, og så op på ham.
Hun vidste godt at hun ikke ville stoppe med at kæmpe imod, men hun havde ikke lyst til den smerte som han havde planer om at give hende, hvis hun virkelig brændte ham.

Valgûl følte sig næsten fornærmet, han havde løst til råbe af hendes frækhed, sådan bare at stå der og ignorer ham og hans smil dulmede lidt, end til hun rystede ved hans tunge, der fandt smilet sin samme størrelse igen.
Han grinte flabet af hende da hun lod flammen gå ud og sendte så sin tunge tilbage. "Dygtig lille engel, gør som dine overlegende siger, er du virkelig så vand til at leve i skyggen af andre?" Han så håndende på hende før han smilte ondskabsfuldt til hende før og gav slib på hendes ene arm, og greb hårdt fat i hendes hage for at holde hendes blik mod ham, før han forsatte.
"Når ja der er vil ingen grundt til at vi ikke kan være bekendte før legen rigtigt begynder, vel. Hvad er dit navn lille engel, sig dit og vi vil give dig vores, eller vil du fortrække at vi bare leger nu måske?"
Nærmest som at lægge pres på den lille trussel klemte han hendes hage ekstra hårdt.

Elizabeth fik et irriteret og arrigt blik da han begyndte at snakke ned til hende, og havde lyst til at lange ud efter ham, men vidste udemærket godt at det ikke ville ende godt for hende hvis hun gjorde det. Hun svarede ikke på hans første spørgsmål og kiggede bare væk fra ham, og var bange for at knække hvis hun mødte hans blik.
Hun gispede da han greb fat i hendes hage, og prøvede hurtigt at vride sig væk fra ham. Hendes blik mødte hans og rystede så på hovedet, og greb fat i hans håndled. Hun svarede ikke, og vred sig bare i hans greb og peb lavmælt.

Valgûl så vredt på hende da hun ignoreret hans spørgsmål, men smilte da hun gispede og prøvede at vride sig fri, han grinte hånligt af hendes forsøg på frihed. "Mhh ja, syng for os lille engel, men vi er bange for, at engle ikke just er kendt før deres styrke lille en. Men hvad er det også for en uhøflig måde at svare på?" Hvæsede han af hende. Han så sulten på hende før han lod sin tunge slikke hendes kind i en langsom bevægelse, men ligeså hurtigt som handling to sted lod han tungen tilbage.Før han tog sin anden hånd op til hendes hals greb hende om den, da begyndte han at løfte hende, eller prøvede i værdfald på det."Men vis ikke du vil være et dygtigt legetøj, så må vi jo bare lade legende begynde ikke sandt?" han smilte sadistisk til hende og slikkede sig kort om munden. *Det her skal nok blive sjovt.*

Elizabeth trak sig lidt sammen idet den fremmede hævede stemmen i et hvæsende tone, af hende. Hun tvang sig selv til at forholde sig i ro, da han slikkede hende op ad kinden og åndede lettet op da han trak den tilbage. Hun spilede øjnene op da hun mærkede hans fingre omkring hendes hals, og greb hårdt fat i hans håndled, og kunne mærke hvordan hendes luftrør trak sig lidt sammen da han prøvede at løfte hende. Hun peb højere nu, og gispede efter vejret "Nej!" peb hun og rystede svagt på hovedet og så bange på ham "Giv slip! Stop!" hun blev ved med at pibe og forsøgte på at komme fri fra hans greb, og tænkte meget på hvad han dog ville gøre ved hende.

Han smilte sødt til hende da hun grab fat i hans håndled, men forsatte ellers med at løfte hende. "Sådan lille engel syng for os." Hans før søde smil blev nu noget så ondskabsfuldt. *Hun giver sådan en flot sang, det må man da værdsætte.*
Hans smil troet med, at flække hans ansigt i to da hun så bange på ham, hans ene hånd kærtegnede hendes kind, før han hviskede til hende. "Sådan et smukt syn du giver, vi skal nok få det sjovt." *Så blødt skin skal nok blive sjovt, at sætte tænderne i!* "Vis du nu vil være sød at svare på vores spørgsmål, så kunne det være, at jeg vil gøre så du også kan nyde det her." sagde han i en hentydne stemme han slikkede sig langsomt om munden, før han så afventende på hende.

Elizabeth så på ham og prøvede at få kontakt til jorden med sine fødder, og kunne godt se at hun ikke kunne komme ud af denne kattepine. Hans berøring efterlod gåsehud, og det løb hende iskoldt ned ad ryggen. Hun vidste så sandelig ikke hvad hun skulle stille op, andet end at gøre som der blev sagt.
Der var stille fra hende i nogle sekunder, men så sukkede hun opgivende til sidst, og vidste at hvis hun ikke gjorde som han sagde, ville hun lide endnu mere, og tænkte tilbage på hans spørgsmål. Hun så væk fra ham og hadede at hun havde tabt kampen på forhånd "Jeg hedder Elizabeth..." hviskede hun næsten lydløst og prøvede at stå helt roligt i hans greb, så hans greb ikke gjorde yderligere skade på hende.

Valgûl så næsten skuffet på hende, da hun sukkede opgivne, han havde håbet på at hun ville kæmpe mere imod, men det skulle ikke ødelægge hans sjov. Han smilte hånligt til hende, "Elizabeth.. Ikke et dårligt navn til et legetøj." Han små smaskede et par gange, som om han smagte på navnet. "Ja det navn vil være fint, men ingen grundt til at være så trist, nyd det lidt, du fulgte dit løfte jeg vil følge mit." Han smilte ondt til hende før han lod sin tunge komme ud igen, den nærmede sig langsomt hendes læber, hvor den kørt langsomt hen ad hendes underlæbe, før den fandt tilbage til hans mund. "Mhh du smager heller ikke helt dårlig."

Elizabeth så på ham og prøvede at undvige hans tunge "Stop så!" snerrede hun "Jeg er ikke noget legetøj!" hun var blevet ret irriteret over at han var blevet ved med at kalde hende for legetøj. Hun ville ikke stoppe med at kæmpe imod, selvom at hun havde tabt den første lille kamp. Hun var stædig, og hun var ikke en person som gav så let op.
Hun følte sig så lille og svag i hans selskab, og hun brød sig ikke spor om det. "Slip mig så" prøvede hun igen, og så ham ind i øjnene. Man kunne godt se at der var frygt under alt det stædige, og hun frygtede osse at hun ville knække facaden, hvis han bare gjorde det mindste.

Valgûl grinte diabolsk af hende da hun snerrede af ham, men så ikke ud til at lade det påvirke ham yderligere. "Jamen vi leger da med dig, gør det dig ikke til et legetøj?" Han så hånligt på hende, han stirrede på hende i et stykke tid, før han rystede på hovedet. "Jamen hvor bliver vores manerer dog af, vores navn er Valgûl Moris Tarus Oditoculos, Men fint vis du giver os en god grundt, til at give slip som gavner os begge, så vil vi da give slip." han så lumsk på hende før han lænede sig hen til hendes strube, og tog en dyp indånding, og slikkede hende hals lidt. "Du dufter simpelthen så henrevne.. du har vil ikke noget imod vi tager en bid vel?

Elizabeth så på ham med et vredt blik og sparkede så ud efter ham "Jeg nægter!" snerrede hun så, og kunne mærke hvordan hun bare blev mere og mere sur. En god grund? "Hvis du ikke giver slip, bliver det værst for dig selv" sagde hun truende og advarende, men vidste at hun ikke ville komme særlig langt med det, da hun jo ikke ligefrem var den mest truende person nogensinde. Hendes øjne blev større da han lændte sig ned mod hende og prøvede at få sin hals væk fra ham og rystede svagt da han slikkede hende hen over halsen og fik kuldegysninger og fangede sig selv i at halv pibe og så op på ham "Du... Du gør det ikke!" sagde hun hårdt og prøvede at skubbe ham væk.

Valgûl smilte blot til hende da hun sparkede ud efter ham, havde han været uforberedt havde det nok været nok til at give ham til at give slip i shock. men han så det komme, og følte blot en nydelse ved det denne gang. han smilte ondt til hende før han slikkede sig om munder. "Du en ivrig lille en er du ikke?"
Han brød ud i åbent hånende grin, da sagde det ville blive værst for ham selv, før et diabolsk smil kom frem på hans læber. "Virkelig værst for mig? desuden troet jeg aftalen lyd på det ville gavne os begge, prøv igen." han holdt ikke et lavmælt støn tilbage da hun rystede under hans tunge berøring, han elskede virkelig når de var utilpas. "Jeg gør det ikke? virkelig, jeg ved ikke rigtigt, du dufter simpelthen så henrevne, bare en lille smags prøve." Han begyndte at åbne sin mund på fuld gab så han kunne bide ned i hende, men til sin støre irritation ved hendes konstante skub, men i det mindste var hun engel, deres fysiske styrke var ikke yderligere imponerende, men det var nok til at han ikke kunne komme tæt på hendes strube, og han ville få brug for lidt hjælp for tyngdekraften så det ud til. så han gav slip på hendes strube, og lod hende falde til jorden.

Elizabeth smilte stædigt og så ham ind i øjnene "Ja, det kan man vel godt kalde mig" sagde hun syrligt og fik så et overrasket og irriteret blik da han pludselig brød ud i latter. Hun blev sur over at hendes advarsler ikke rørte ham overhovedet.
Hun vred sig og brød sig ikke om ham og rystede på hovedet endnu engang "Nej! Du holder bare dine tænder for dig selv!" snerrede hun vredt og frustreret.
Hun gispede og lavede en lille lyd af forskrækkelse da han gav slip på hende. Hendes knæ gav efter, da hendes fødder ramte jorden, og hun faldt hårdt ned på sine knæ foran ham, og brugte sine håndflader som støtte, og så vredt op på ham og vidste ikke om han ville lade hende gå, eller bare gøre det sjovere for ham selv.

Han smilte hånligt til hende da hun så vredt på ham fra jorden af, og grinte endnu mere hånligt af hende, "Du ser endnu mere ynkelig ud her fra lille legetøj, tænkt vi troed ikke det var muligt." før han i en hurtigt bevægelse prøvede at gribe fat i hendes nakke, for at sikre at hun ikke ville kunne flygte fra ham.
//sorry det kort, men må jo ikke bare skrive jeg gøre en handling mod dig, som at tage fat, så bliver nød til at bruge det som hurtig transaktion //

Elizabeth så op på ham med et arrigt blik. Han skulle ikke tro at han bare kunne sige sådan noget til hende "Din lille..!" snerrede hun vredt og skulle til at gå til angreb på ham, men følte så hans fingre omkring hendes nakke. Hun gispede af smerte og chok og tvang sig selv til at sidde helt stille, så han ikke havde nogen god grund til at gøre hende fortræd.

Valgûl udstødte et lavmælt hånligt grin, før han gav et kort klem om nakken, "Din lille hvad? hvad er vi, kom nu vi vil så gerne høre det fra dine læber." han elskede virkelig engle de kunne være se lette at brække, men så pludselig alligevel stå op, det gjorde det så meget sjove at brække dem gang på gang.
han slikkede sig kort om munden før han, han bukkede sig ned til hendes øre, hans tunge kørte langsomt rundt om øret, før han lænede sig ned til hendes øre og hviskede i en lumsk tone.
"Dygtig lille engle, vi skal nok få det sjovt samme, det vi sikre på. Men vi tror nu ikke at det vi skal kræver at du har så meget tøj på lille ven, det må vi nok gøre noget ved tror du ikke?." Valgûl smilede lumsk til hende, før han langsomt lod hans tunge køre over hendes kraveben, han slikkede sig selv kort om munde før han atter smilte sit kind brækende smil. Han ville se hendes reaktion før han gjorde mere, hvor han dog håbede på, at se frygten i hendes øjne en gang til.