Down With The Sickness - Sebastian Castle.

Tid - 20:00
Sted - Gågaden, og senere i John's hus.
Vejr - Varmt, hyggeligt. Mørket havde lagt sig over byen
Omgivelser - Ingen mennesker i hende rækkevide.
påklædning -http://i.pinger.pl/pgr345/31822676001aacf0511a9ea5/o+(5).jpg

Hun gik roligt ned af gaden med hænderne i lommen på sine sorte cowboy bukser, hun kiggede ned i jorden imens hun gik. Hendes strik trøje hang og slaskede lidt om hende da den var en smule for stor, men det gjorde den bare endnu varmere, dog stod den åben og man kunne se den hvide tanktop hun havde indenunder. Hendes converse kunne høres mod jorden, det var næsten som højehæle hun gik i, det lød så sjovt. Hun rettede lidt på sin briller imens hun gik, det var ikke rigtige briller, det var bare nogle hun havde taget på da hun synes det så ret så pænt og sødt ud. Hun gik roligt, stille og roligt, hendes øjne rettet lige ud mod gadens mørke, koncentreret om hvor hun gik, og hvor hun gik hen, for selvom hun havde boet lidt tid i byen nu, havde hun stadig svært ved at finde rundt i byen på helt egen hånd, hun plejede jo at have John med, men han trænede sine rekrutter, og det var vel egentlig oss fint nok med hende.

Varmen var ikke heftig, men den var heller ikke for lav, den var faktisk lige til pas, som fod i hose, perfekt. Hun kiggede rundt i gaderne, sikrede sig om der ikke lige var nogen rundt om hjørnet som lå på lur, men det gjorde der ikke heldigvis, hun var godt nok heldig denne aften.. Rotten root som var kendt for sin kriminalitet, var faktisk rolig denne aften, ingen fare på fære, det troede hun da i hvert fald ikke, der var jo så stille og fredfyldt, der var ikke en sjæl at spotte på de tomme og mørke gågader, når hende sko ramte jorden gav det genlyd i gågaderne, man ventede bare på at den vindheks skulle komme.. Der var simpelthen ingen... Dejligt. Hun sukkede tungt, selv det kunne høres... Hun grinte lidt af det og gik så bare videre med hænderne i lommen og blikket rettet direkte frem ad.

Da hun kom et stykke længere ned af gågaden kunne hun lidt utydeligt se noget i mørket ligge nede på jorden.. Det var sgu da ikke normalt.. Medmindre at man havde drukket... Men så skulle man da ogs drikke meget for at kunne få sig selv til at ligge på jorden og sove.. Altså.. Hvorfor lå man der og roede. Hun gik roligt men ogs lidt hastigt hen mod denne person... Hun kiggede ned og fik øje på en mand liggende på jorden, bevidstløs.. Var han slået bevidstløs.. Hvad var der dog sket med denne mand... Hun kløede sig lidt i nakken og tænkte lidt over hvad hun skulle gøre. *Jeg kunne tage ham med hjem... Og passe ham?* tænkte hun for sig selv, hun kunne jo godt... John var alligevel ikke hjemme før sent ud på morgenen. Hun kiggede ned og tog mandens ene arm og hev lidt i den... Han var godt nok tung... Hvordan ville hun dog få det store brød med hjem... Hun kunne jo ikke bære ham eller noget... Men hun måtte prøve... Hun hev lidt stærkere til i hans arm og hørte et knæk... Der var ikke sket noget heldigvis, det var vist bare en knæk... Hun trak ås igen og fik ham længere hen af gaden og gik så vejen tilbage, til der hvor hun boede med ham i rask trav.

"Seb" "Seb" "Sebastian!"
Støvet fløj vildt og uhæmmet omkring Castles hoved, og mens hans lunger bliv fyldte med ørken støv, og han lagde som en dessert pandekage på jorden med lyden af pistoler og kampvogne domineret luften overalt omkring ham, og kvælte enhver fiber af ro i hans sind og efterlod kun skår af panik og rædsel. Hans hjerte pumpet løs som en halv galop bane, og hans hjerne arbejdet som batman på speed.
En anden soldat stod hævet over den liggende Castle, og rystet til ham. "Seb er du vågen? FÅ DE BEN IGANG!" der var ingen tid til at lege børnehave pædego, hvis ham og Castle ikke skulle ende som hakkefars under en kampvogns lavedæk, eller million bøf af en moterbombe, så skulle de skynde sig væk herfra, og at Castle havde fået et slag til hoved var synd, men at sidde i rullestol resten af livet, ville være mere ærgeligt.
Castle gav sig selv en grum og sviende lussing, ingen han så brugte den koncentration til at kæmpe sig på benene, tros hans krops protest.
Med sin ven ved sin side haltet han ivrigt over sandområdet, indtil ....

Han bliv revet op fra sin drøm fra sine minder, da nogen små søde pige hænder løftet op i ham.

Castle som havde været jæger af det overnaturlige i mange år, og havde været i hæren inden da, slog aldrig øjnene op helt, eller begyndte at bevæge sin krop, når han vågnet i bevægelse, han lod kun en lille sprække åbne sig i øjne, og holdte stålfast sin hjerterytme i samme tempo han stadig sov, .. at hans hjerte ikke slog mere, havde han ikke opdaget, han brugte hver eneste muskel i sin krop til at holde hans bevidsthed skjult, indtil han gennem den lille næsten usynlige sprække, hvad der forgik omkring ham, og da han så det var en uskyldigt udsende pige som gik med ham over gaden, svang han elegant og luftigt sit ben ind mellem hendes, så hun ville vælte da hun prøvet at tage et skridt.
Mens de var på vej ned gennem luften med retning mod fortovet, havde hun ikke haft en mulighed for at forudsige at de ville falde, så hun ville på ingen realistisk måde være forberedt, og ville blive taget med shock, som alle andre der pluselig var igang med at falde ned og kysse jorden.
hvorimod Castle som var ham der satte hele hendes overbalance igen, han havde sat sig mentalt forberedt på at de ville kollapse mod jorden, så han kunne fortage en rationel handling, hvilket han gjorde ved at dreje dem med den ene arm, og rakte efter sin kniv i sit bælte med den anden frie hånd, så når de landet, ville det være hende som lagde nederst, og han ville have et stålblad for hendes hals
I sekundet de hårdt stødte mod jorden, sagde han "Lig stille eller jeg skære dig fra øre til øre." Efter at have givet en lynhurtigt advarsel, som han ville følge op på, hvis hun var uartig. sagde han "Hvem er du? hvorfor er jeg her? hvem er jeg?" Hans spørgsmål var mange, for selvom vampyr blodet ikke havde fjernet hans evner og egenskaber som jæger, så havde det givet ham hukommelsestab.
Castle kunne høre pigens hjerte slå.. bang.. bang.. bang.. hende i hendes bryst, og det pirret hans krop så meget som en hotdog ville en sulten mand.

God... Han var godt nok tung og hun var lille pige, med ingen muskler, hvordan ville hun kunne få ham helt hjem, de var ikke engang nåede halvvejs. Hun stoppede op og tog sig nogle dybe vejrtrækninger. Og varmen gjorde det ikke lige frem bedre, hun begyndte at trække vejret lydt højlydt og kiggede ned på denne mand... Han så egentlig ikke ud til at være så bevidstløs mere... Men hans øjne var godt nok lukket og han rørte ikke sådan på sig... Alex sukkede tungt og tog så et skridt mere men i det hun tog et skridt var et ben mellem hendes og hun blev væltet.... Hun var ikke forberedt og hun var ikke helt sikker på hvem det overhovedet var, men hun fandt så ud af det da hun lande med ryggen direkte mod jorden, hårdt, hun lå nederst og manden hun ville havde taget med hjem lå oven på hende med en kniv foran hendes hals... Hun kigge skræmt op på ham men samtidig ømmede hun sig... Hun vred sig lidt men stivnede i det samme han gav hende en advarsel... Lig stille. hun kiggede op på ham med et skræmt blik og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre... Hun havde jo ikke gjort ham noget, hun ville havde hjulpet ham... Dammit... Hendes ryg gjorde ondt... Det var som om alle hendes knogler var knækket midt over, tåre rendte ned af hendes kinder... "Jeg ved ike hvem du er og hvorfor pokker skulle jeg vide du var her, jeg ville bare hjælpe dig... Og gider du godt at slippe mig, jeg har fucking ondt i ryggen" hun kiggede surt op på ham, prøvede at skubbe ham væk og vred sig under ham... "Slip mig!" skreg hun og vred sig som en sommerfugl fanget i et spindevæv.