You are going to be my slave. Not? Haha, yes you are my dear pearl. //Josh//

S: Sheilas hus i nærheden af soul river floden. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
V: Kølligt, da solen ik' er stået op endnu.
T: Morgen.

Ved hendes side stod hendes søster og blottede sine tænder i solens svage stråler, der så elegant forsøgte at snige sig ind imellem træernes blade. En hver ville blive overrasket over denne pludselig handling fra en sneleopard, ja de fleste ville nok straks sætte spørgsmålstegn ved dets tilstedeværelse, men ikke Sheila, for det var hendes søster og hun elskede hende mere end noget andet. Faktisk var sneleoparden Kalinna den eneste som kunne komme i nærheden af Sheila, hvis man skulle sige det sådan. Sheila var ikke typen der åbnede sig op for alle, alle ville beskrive hende som det reneste is. Nok var hun smuk, men man skulle ikke lade sig narre, for det ville blot slå en oven i hovedet, hvis man så meget som troede at hun kun var et kønt ansigt, så tog man fejl af hende! Kalinna blottede fortsat sine tænder, imens hendes muskuløse kattekrop lagde an til at springe, bare ved den mindste bevægelse som denne dreng ville tage. Solen var ikke engang stået op og Sheila havde allerede fundet noget interessant på sin morgenvandring. En ung dreng hvis udseende ikke var værst. Hans øjne lyste og da Sheila så ham, kunne hun ikke skjule lysten til at teste ham, for at se om han kunne være den slave hun søgte. Med elegante bevægelser, havde hun sprunget imod ham og rettet sin mørke magi imod ham, så han ikke ville kunne være i stand til at bevæge sig. Nu stod han bare og så på hende, med vreden skinnende over sig, hvilket blot fik Sheila til at finde ham mere interessant. Det var jo det som var sjovest ikke sandt, når en modstander gjorde modstand og ikke bare stak sin hale imellem benene. Kalinna havde fortsat sine tænder blottede imod ham, advarede ham om at hvis han prøvede at stikke af, så ville hun fange ham hurtigere end han kunne blinke. Sheila derimod så ikke truende på drengen, men stod i stedet afslappede og lod en kølig vind blæse i det lange brune hår, imens hendes arme var lagt på kors.
"Undskyld at jeg sådan forstyrre dig, men.. jeg må sige at du fangede min interesse," sagde hun med en stemme så majestætisk, at den ville give de fleste gåsehud! Inden længe havde hun peget sin fingre hen imod drenge, hvor Kalinna straks tog imod ordren og sprang på den unge engel, gav sig til at bide ham i halsen. Ikke for at dræbe, men derimod for at true ham til at følge med dem. "Du kommer med mig," det var de eneste ord der kom fra Sheilas læber, lige inden hun vendte ryggen til dem og Kalinna begyndte at slæbe drengen hen ad jorden, som en livløs dukke i hænderne på et barn.

Ligesom han troede at dagene ikke kunne gå mere ned af bakke, så kom denne kvinde og truede ham, kastede en besværgelse over ham så han ikke kunne bevæge sig, men blot kunne stå stille og lade som om at han var en dukke i et center vindue! Nej, den gik ikke og det skulle hun ikke regne med at hun bare sådan kunne tillade sig at gøre imod ham! Ingen skulle bestemme over ham, give ham ordre og bestemt ikke en som så ud til at kunne finde på at slå ham, hvis ikke han gjorde hvad hun sagde. Hvem var hun i det hele taget, han havde aldrig set hende før? han indrømmede gerne at hun var meget smuk med sine fyldig læber og lange brune hår, men det betød vel ikke at hun kunne gøre hvad der passede hende, gjorde det? med en vrede der skinnede i de brune øjne, vrissede han af hende og knyttede sine næver, som et lille tegn på at hun ikke skulle komme nærmere, medmindre hun gerne ville komme til skade! Hendes ære fyldte stemme fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, men han lod det ikke slå ham ud, aldrig om nogen skulle slå ham ud! Han kæmpede for at blive stærkere, ikke for at en eller anden kvinde, skulle have lov til at hånse rundt med ham. Det at hun snakkede til ham, gjorde bare at han løftede på et øjenbryn og ville sige noget igen, men nåede det ikke før sneleoparden havde sat sine tænder fast omkring hans hals, så han måtte kæmpe for at holde vejret. Det gjorde ondt, det var som at blive bidt af en vampyr, men at denne vampyr sleb en hen ad jorden. Som han altid ville gøre, forsøgte han at gøre modstand, men opdagede bare at det gjorde tingene værre og han måtte give op til sidst. Dets tænder sveg og det skulle snart give slip på ham, hvis ikke damen ønskede at skade ham meget.. Han lod hende tage ham med til.. Hvor nu end hun førte ham hen, også måtte han forsøge at gøre modstand der..

Hun ønskede ikke at dræbe ham nej, det var der skam ingen grund til. Desuden, hvis han kunne gå hen og blive den slave hun ønskede, så det ville bare være spild at dræbe ham. Godt nok var Sheila også en meget kold person, men det betød nødvendigvis ikke at hun slog folk ihjel, faktisk havde hun aldrig dræbt nogen. Måske fået dem til at lide en smule, men så heller ikke mere.. Der var ingen grund til at dræbe uskyldige, men der var skam heller ingen grund til at lade fjenderne stå uberørte. Alting havde sin grunde og grunden til at hun fangede denne engel var enkelt, se hvad han kan og lade ham ikke gå, før hun klipper hundesnoren over! Kalinna slæbte fortsat Josh hen ad jorden, stadig med sine tænder borede ind i halsen på ham. Hendes stærke kæber var ikke til at komme fri af, om man så slog hende i hovedet, ville hun ikke give slip før hendes søster gav hende lov til det. Igennem skovens frodige rige, gik Sheila med en krigers bevægelser, der var så elegante og interessante på samme tid, så man ikke ville kunne tage øjnene fra hende. Omkring hendes ryg og skulderblade, svingede det lange brune hår fra side til side, imens hun bevægede sine hofter som en model på en catwalk. Egentlig gjorde hun det ikke med vilje, det lå bare til hende at gå sådan og ignorer hvad andre nu tænkte om hende.. Da de kom til hendes hus, fortsatte Kalinna med at slæbe Josh op af trappen og tog aldeles ikke hensyn til at det måske kunne gøre ondt, at få sin krop slæbt op af dets skarpe kanter.. Men, Kalinna tog ingen hensyn, hendes søster havde ikke bedt hende om det, så hvorfor i alverden skulle hun gøre det? Hun slæbte ham ind i stuen, slap grebet om ham og lod ham ligge der lidt, imens hun satte sig ved siden af ham og holdte øje med ham. Hendes smukke katte krop sad rank og smukt, så man næsten ikke skulle tro at hun var virkelig. I hendes øjne kunne man se hendes sjæl og genkende Sheilas øjenfarve, og det bånd de havde som søstre.
"Fra nu af skal du være her hos mig, om du så kan lide det eller ej, så skal jeg teste om du kan være den slave jeg søger," lød Sheilas stemme over fra sofaen, hvor hun sad med sine lange ben på kors og kiggede på ham, med sine lysende brune øjne. "Vi kan starte med at ændre din påklædning, så du ligner lidt mere en slave," Hun knipsede med fingrene og med et stod der et skyggevæsen henne ved Josh, hvis aura var mørkt og man kunne fornemme at man ikke skulle undervurdere dette væsens magt. Med et nik fra Sheila, sprang skyggevæsnet på Josh og begyndte hurtigt at klæde ham af. Rev fat i hættetrøjen og trak den overhovedet på ham, skiftede bukser på ham, selvom han sikkert ødede sin modstand imod væsnet. Inden længe havde Josh sin "slave" beklædning på og skyggevæsnet forsvandt igen, uden den mindste form for lyd eller udtryk i sit ansigt. Sheila smilte over synet af Josh, for derefter at rejse sig elegant fra sofaen og begyndte at gå hen imod ham, imens hun langsomt dannede en form for mørk skygge i sin hånd.. Hånden placerede hun på Josh bryst, lod mørket trænge igennem ham, og da hun endnu engang fjernede sin hånd, ville der være et sort dødningehoved på hans bryst.. Hun smilte tilfredst over sit mesterværk, strøg blidt sin finger henover det, inden hun endnu engang gik væk fra ham og kiggede ud af vinduet, hvor man ville have den perfekte udsigt til skoven.
"Mærket er ikke en forbandelse, det gør bare sådan at du ikke kan komme væk fra mig, for jeg ville altid kunne finde dig igen," hendes stemme var kold, men alligevel så var den smuk og blød, så den ville give en gåsehud..

Josh beklædning :b:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvor ville han ønske at den dumme kat ville give slip på ham! Men, det var som om at dets kæber var lavet af jern, den gav ikke slip på ham, ikke engang da han slog den oven i hovedet med alt den styrke han havde! Hvad var det dog for en kat? Kunne den forvandle sig om til en drage eller noget i den stil? Han rystede den skøre tanke ud af sit hoved, og gav sig i stedet til at fokusere på hvor de slæbte ham hen, selvom det sveg i hele hans krop sådan at blive slæbt hen ad jorden. Smerten spredte sig for hver gang katten slæbte ham hen over en sten, samt spidse grene og underlig forme for stikkende planter, der mobbede ham ved at stikke ham igennem trøjen. Der var skam ikke noget med at tage hensyn her, det havde den underlig kvinde åbenbart ikke tid til. Da de kom til huset, beundrede han straks dets udseende og fandt det hyggeligt, lige indtil han mærkede hvordan trappernes kant snittede ham, så han måtte bide sig i underlæben for at holde smerten væk. Gudskelov for ham var han en engel og sårene ville heale inden længe, hvis ikke hun blev ved med at slæbe ham hen ad jorden selvfølgelig. Da de endelig var færdige med at gå, lod han sig kort ligge på gulvet for at trække vejret ind, inden han løftede sit hoved op og kiggede rundt på omgivelserne. Huset var ligeså smukt indefra som udefra, det måtte han sku ærligt indrømme. Lyden af kvindes stemme, fik ham til at rette opmærksomheden imod hende. Hans øjne skinnede af vrede og han ønskede bare at hun skulle smage sin egen medicin, men endnu engang inden han nåede at sige noget til alt det hun sagde til ham, blev han afbrudt, men denne gang at et skyggevæsen hvis hænder kom lidt for tæt på! Han vred sig, kom med utilfredse små lyde og sparkede ud efter skyggevæsnet, hvilket bare resulteret at den havde lettere ved at få bukserne af ham. Så snart den var færdig, åndede han ud og kiggede ned af sig selv, løftede utilfreds på et øjenbryn over sin påklædning. Skulle han virkelig gå rundt halv nøgen!? Et par elegante fodtrin kom hen imod ham og ligeså hurtigt som han havde fået nyt tøj på, fik han et mærke på sit bryst og en masse tanker kørende igennem sit hoved.. Det var et slavemærke, ingen tvivl om det.. men han ønskede ikke at være en slave! Hvor vovede hun bare at gøre sådan imod ham! Med et var han oppe at stå på sine ben og kiggede vredt hen på hende, med knyttede næver og en sådan lyst til at få hende til at se sin frygt.
"Jeg vil ikke være din slave! aldrig!" hvæste han og stod med ryggen rank. "Lige meget hvad du gør eller siger, jeg tilhøre ikke nogen og hvis du ikke fjerner dette mærke fra mig, så vil du fortryde det!"
Josh fandt sig ikke i sådan noget.. Ingen skulle eje ham eller gøre som det passede dem ved ham..

En hver ville nok have haft en slave der gjorde alt hvad de sagde, men Sheila derimod ville elske at hendes slave gav hende lidt modspil, trods alt var det jo sjovest. Sheila så intet i at have en lille slave der gik og gjorde alt hvad hun sagde, selvfølgelig kunne det være rart at have en, men det ville som sagt ikke give modspil og sjov. Desuden, havde hun allerede en slave der passede nogenlunde til beskrivelsen om at gøre alt hvad hun sagde, skyggevæsnet sagde hende aldrig imod og kom altid når hun kaldte, ellers gik hun hvor det passede hende og tog det hun skulle bruge for at overleve. Selvom Josh råbte af hende, snerrede af hende så godt han nu kunne med den smukke engle stemme han havde, så kunne hun ikke andet end at smile af ham over at han troede han så let kunne slippe fra hende. Stadig med sit blik rettet ud imod haven, adskilte hun sine perfekte formede læber og undslap en lille lyd, der kunne lyde som en blanding af et grin og et th. Hun vendte sig om imod, så på ham og løftede derefter spørgende på et bryn. Tilhørte ikke nogen? Det var da altid noget, så var hun da sikker på at han ikke var slave for en anden. Ville hun fortryde det? Med et lumsk smil og et koldt blik, kiggede hun kort ned af ham og derefter op igen, lod sit blik bore ind i ham. "Jeg fortryder intet lille engel, og selvom du stikker af, så finder jeg dig," Den smukke stemme rungede i lokalet som engle sang, gav de fleste kuldegysninger og efterlod en stemning af mystik. Med sine elegante bevægelser, gik hun hen til ham, lod kort sin hånd lægge på hans glatte og rene hud på kinden, inden hun tog den til sig igen og gik fra ham. En viften med fingeren foran Kalinna, fik katten til at rette ryggen og rette sit borende blik imod Josh. "Har jeg brug for noget, så regner jeg med at du kommer når jeg kalder, ellers ender det nok værst for dig selv," Hun vendte sig om imod ham, kiggede en sidste gang på ham og vendte derefter ryggen til, for at sætte sig i en lænestol der var dækkede med det fineste stof og lavede at det stærkeste træ. Hun satte benene på kors og så spørgende på ham. Hun måtte indrømme, at hun ventede på en reaktion fra ham, det var en del af den lille test. Ville han gøre som hun sagde eller ville han sige hende imod?

Hvor vovede hun! ikke nok med at hun bare slæbte ham hen ad jorden, som en tung sæk man ikke kunne bære over skulderen, så skiftede hun også tøj på ham så han ikke havde mere på end par slidte sorte bukser! Og som om man skulle tro at det var det hele, så tillod hun sig også lige at placere et mærke på hans bryst, så han ikke kunne stikke af fra hende og nu bad hun ham også om at varte hende op som var hun en anden dronning! Det skulle blive løgn skulle det! Han tilhørte ikke nogen, han var ikke nogens slave og der var ingen der skulle bede ham om at rende rundt som en lille hund. Han vrissede af hende, bemærkede godt den måde hun kiggede på ham på og han hadede at det fik ham til at føle sig utilpas. Selvfølgelig skulle det gå sådan her for ham, alt gik i kage for ham for tiden. Inderst inde ville han bare bruge sin evne på hende og derefter gå sin vej, med ryggen rank og et selvsikkert blik i sine øjne, men af en eller anden grund vidste han godt at det nok ikke ville være så let. Så i stedet valgte han at opføre sig roligt, indtil han havde fundet på en bedre plan. Nu galt det om at være en god skuespiller. I stedet for at sige hende imod, nikkede han bare kort, men sendte hende et hårdt blik, så hun ikke skulle regne med at han gjorde alt hvad han sagde.. Han vidste ikke engang om han ville gøre noget overhovedet for hende. Med armene på kors begyndte han at gå rundt i huset, betragtede omgivelserne.