Look for a pearl, find a diamant - Ayah

Caden vidste hvad han var på vej hjem til. Hans forældre havde bedt ham møde oppe hjemme ved dem. Noget der aldrig var en positiv ting, når de sendte bud efter ham på den måde. De havde endda bedt ham klæde ham i det flotteste tøj han havde, hvad det så end betød. Men han havde fundet hans jakkesæt frem. Noget han var begyndt at gå mere i, efter han var blevet kroejer. Han var taget af sted en dag før han burde, så han havde tid til at lave andet end blot rejse. Det var alligevel en lang rejse, især til fods. Han gik rundt i det store marked i Firewood. Mange forsøgte at få ham hen, han så også ud til at have penge, hvilket også var sandt. Han var ikke ligefrem en mangemillionær, men han tjente godt på hans kro. Han gik hen til en bod, og lod hans blik vandre rundt på de forskellige genstande. Der var en masse juveler, diamanter og andre ædelstene. Nogle var lavet til smykker, andre var bare i deres rene form. Han havde ikke tænkt sig at købe noget, men han ville gerne have manden skulle tro han ville. Han tog en lilla ædelsten op og undersøgte den nærmere. Falsk, det var tydeligt. Caden lagde den ned igen og gik videre. Der var intet spændende ved bedragere. Han forsatte, og stoppede op ved den næste smykkebod. Måske skulle han købe noget til sin mor. Han gav sig til at studere smykkerne. Solen stod højt på himlen, og varmede hans hud op. Han behøvede dog ikke mere varme, men følelsen var alligevel rar.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Ayah havde fået lov til at tage hesten denne weekend og besøge Firewood Village. Lidt penge på lommen havde hun da, men hun var langt fra rig eller van til at få hvad hun pegede på. Ayah stod nu bare og kiggede på de fine smykkeboder. Alle de smykker hun aldrig ville få råd til.
DEt mørket hår var sat op i en højheste hale imens de safirblå øjne var betaget af alle de vidunderlig smukke ting. I ført en knækort nederdel i sort og en hvid top, med en varm jakke over sig, så lignede hun nu heller ikke den rigeste, eller den mest fattige. Hun løftede en halskæde op med en blå safir i, og lagde den så ned igen lidt efter. Ayah kiggede lidt til siden da hun opfangede en herre som kom til samme bod og kiggede. hun vendte dog blikket ned til smykkerne igen. Hun havde overvejet at købe noget til hendes plejemor. Måske det ville få hende til at spytte ud omkring hendes rigtige forældre? Lidt information ville være rart engang imellem trods alt. En varulv og en engel var alt hun vidste - mærkelig kombination men ja. "Bliver du ved med at glo, eller har du faktisk tænkt dig at købe noget." Vrissede sælgeren af hende og gjorde hun sank en klump og trådte et forsigtigt skridt tilbage. Hun havde jo ikke penge til det, så hun burde egentlig bare træde lidt til siden og lade herren ved siden af hende få lov til at kigge.

Caden lagde selvfølgelig mærke til pigen ved hans side. Det var som en radar for ham. Han kunne nærmest føle, når der var flotte kvinder i nærheden. Han vendte blikket imod hende. Det så ud til, at hun havde god smag i smykker. Den halskæde hun så på, var flot. Eller det kunne han ikke med sikkerhed vide. Han var elendig til at udvælge smykker. Da manden nærmest sendte hende bort, så Caden på manden med et køligt blik. Noget man sjældent fik fra ham. ”Hun er her for at udvælge et smykke til mig.” Manden blev lige pludselig stille. Caden drejede rundt, og gik hen til kvinden. ”Hjælp mig med at vælge et smykke, og jeg giver dig et med.” Han havde ikke tænkt sig at give hende noget, der kostede det hvide ud af øjnene, men en lille ting kunne han godt gå med til. Han så afventende på hende, men havde svært ved at se hvorfor hun skulle sige nej. Det var et ret godt tilbud. Caden havde et godt forhold til penge. Han så ikke på dem, som det vigtigste i verden, men stadig noget man skulle sætte pris på. Han brugte gerne penge på andre, hvis han mente de var det værd. Caden lod kortvarigt hans blik glide ned af hans krop, hendes brystkasse, talje, ben. Men hans blik var hurtigt tilbage i hendes øjne igen. Han kunne ikke lade vær. Når han var tæt på en kvinde, ville hans blik vandre. Det var nærmest umuligt at undgå. ”Hvad siger du?”

Ayah kiggede overraskende på manden og nikkede taknemmeligt. "Det helt okay med mig." smilede hun skævt. Manden som stod for boden, rullede let med øjnene. Hun trådte frem og skimte hurtigt smykkerne igennem og tog en halskæde op med en smuk ferskvandperle som vedhæng. "ferskvandsperler er yderst flotte til mange ting, hvis du lyder efter noget pænt og enkelt så er det den rette." det var hverken det billigste eller det dyreste. Simpelt og flot.
Hun tog et par øreringe op. Titanium med samme vedhæng. Ayah smilede til ham. Selvfølgelig havde hun bemærket hans tiltrækkende karisma. Men hun var ikke så nem at svinge rundt om sine fingre.

Caden fulgte hende med blikket, da hun studerede smykkerne. Han havde allerede luret, at hun ville blive en udfordring, men det fik ham dog ikke til at stoppe. Hvis han ville have noget, tog han det. Nogle kvinder mente han var nedværdigende over for dem, men han tvang ikke kvinder til noget, de tog med ham af egen fri mening. Caden så på halskæder hun viste frem. Den var lige hans mors stil. Han tog den, så nærmere på den. Den var ægte. Øreringene ville passe godt til hende. "Vil du have dem?" Han så afventende på hende. Hun var køn, men ikke på en måde, der sprang direkte i øjnene på ham. Men køn det var hun.

Siden Ayah ikke ligefrem var fra byen, kendte hun ikke rigtig til familierne i byens historie. Noget af hendes egen familie var historie her, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Hun vendt blikket over mod ham da han spurgte om øreringene. Ayah blev kort lidt tom for ord, men nikkede så svagt et par gange. "Jo tak." Smilede hun venligt, det ville være dårlig stil at sige nej til sådan et par øreringe de var jo virkelig flotte. "Det alt for meget, det ved du godt ikke?" Spurgte hun i en lettere lav tone, men stadigvæk så han kunne hun høre.
En ældre kvinde kom hen til dem og kiggede et par gange længe på Ayah, hvilket gjorde Ayah efter lidt tid endelig kiggede på hende. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte hun og så lidt halv forvirret på den gamle dame. "du ligner bare en." Sagde hun "undskyld." Tilføjede hun og ville gå. Ayah rystede blidt på hvoedet. "Minder dig om, hvem?" Spurgte hun nysgerrigt og sank en klump. Ayah levede og åndede næsten for at vide mere omkring hendes familie. Den gamle dame vendte blikket mod Ayahs blå øjne. "Du mindede mig bare lidt om min gamle venindes datter Rockell. Det selvfølgelig lang tid siden. Nå god dag kære barn." Sagde den gamle dame.
Ayah trak på skulderen og tog så elastikket ud af hendes hår og lod det lange mørke brune havfrue hår falde ned over hendes skuldre.Så kiggede hun tilbage på herren. "Undskyld, jeg lod mig lige rive med." Smilede hun undskyldende. Hun havde jo lige stået og talt med ham da damen afbrød.
Rockel og Mason Thunder kendte nogle få familier i Firewood Village godt. Specielt med al den jagt de havde haft på dæmoner og vampyre.

Caden trak bare let på skulderne, da hun mente det var meget. Han betalte manden, og lod halskæder falde ned i hans ene lomme. Øreringene holdte han i hver sin hånd, indtil hun ville tage dem. Han overhørte samtalen mellem den ældre kvinde og pigen. Pigen virkede desperat efter, at finde ud af, hvem hun mindede om. Det krævede ikke mange hjerneceller, for at finde ud af, hun manglede information om sin familie. Da hun igen vendte opmærksomheden imod ham, nikkede han med et let smil. "Det skal du ikke tænke på." Han rakte hende øreringene. Caden kendte en smule til familierne i Firewood, han var trods alt vokset op der. Han kunne måske hjælpe hende, hvis hun ville lade ham. "Jeg tror jeg ved hvem hun talte om." Han var ikke sikker, men han mente at have hørt navnet før.

Ayah tog imod øreringene, og lagde dem i en lile taske hun havde med sig. Hun var glad for at have nogle at snakke med i Firewood Village - det havde ikke været så sjovt at gå rundt og kigge alene. Hun var sikkert allerede på vej hjem, men noget holdte hende her - specielt efter det næste han sagde. "Gør du?" Spurgte hun og spærrede de blå øjne op. Det var tydeligt, at hun var ekstremt nysgerrig. Selvfølgelig. Nogle havde smidt en bombe på hende omkring, hendes forældre højestsandsynligt gik rundt et eller andet sted - men uden at fortælle hvem eller hvor de var. Det gjorde englen var yderst nysgerrig og desparat for at vide mere omkring sig selv. For bare at finde ud af hvem hun var. Hun var ikke dramatisk anlagt, blot nysgerrig og livsglad. Selvom hun mindede en om sådan en stille person - så var hun meget mere livlig når hun først åbnede sig op for en. Og det var ikke ligefrem svært at få et godt indtryk af hende når det først var det hun ønskede du skulle have.

Caden var ikke helt sikker. Men han synes navnet lød bekendt. Han så på hende med et svagt smil. Hun ville tydeligvis rigtig gerne vide noget om denne Rockell. ”Jeg er ikke helt sikker.” Han så tænksom ud i luften, i et forsøg på at huske noget. ”Rockell og Martin… Nej..” Han så tilbage på hende og rystede svagt på hovedet. ”Jeg kan ikke huske det, men jeg ved hvem der kan. Jeg kan tage dig med hen til ham.” Det var ikke sikkert, at hun havde lyst til at gå med en komplet fremmede, men ud fra hendes reaktion, regnede han med hun gerne ville med. Han lod en hånd føre igennem hans hår, en vane han havde anskaffet. Det var ikke en lang gåtur de skulle på, en time, halvanden ville det tage. Men det var også i den retning Caden skulle af, så han kunne lige så godt hjælpe en skønhed i nød. Han vidste ikke hvem denne Rockell var, eller hvilken relation hun havde til pigen her. Men han kunne godt sætte sig ind i, at lede efter nogen i lang tid, og aldrig finde dem. Derfor ville han gerne hjælpe hende. Det var måske ikke den eneste grund, men det var en af dem. Han så afventende på hende, med et let hævet øjenbryn.

Ayah nikkede. "Det vil jeg rigtig gerne. Desuden, har jeg intet bedre at lave." Smilede hun skævt og trak lidt på skulderene. "JEg henter lige Daydream." Smilede hun og gik ikke så langt væk derfra for at hente hendes hvide hoppe, Daydream. Den store hest var hendes dejlige transport middel og nok også hendes bedste ven. Ayah tog tøjlerne og lod Caden vise hende vejen, hun havde ikke tænkt sig at ride på hesteryg når han gik, og hun havde desuden intet imod at gå. Det kunne være dagen, hvor hun fandt ud af noget mere, og bare tanken om det - gjorde hun smilede stort. Men des tættere hun kom på en mulig sandhed og afklaring, des mere nervøs blev hun også omkring det. For det ville ændre alt. Alt ville blive anderledes. Daydream vrinskede ganske kort og puffede med sin mule til Ayahs arm, så hun blev skubbet ud af sine tanker. "Jeg håber ikke at jeg presser på. Det er virkelig venligt af dig, jeg skylder dig virkelig en tjeneste eller to." Smilede hun til ham og kørte en lok om bagved sit øre imens de gik. Vejret var jo skønt.

Caden så på hende med et smil. Da hun forlod ham for at hente Daydream, hvem end det så var, stod han og så på en bod. Han havde ikke tænkt sig at købe noget, men han hadede bare at vente uden at lave noget. Da hun kom gående med en hvid hoppe, hilste Caden på Daydream med klap og omfavn. Han var god med heste. Hans forældre havde op til flere, men de så kun på dem som transportmidler, og ikke som et levende væsen der krævede omsorg. Derfor havde han altid været den der plejede hestene. Ganske rigtigt var der en ansat til at rense hove, strigle dem og lignende, men Caden plejede dem psykisk. Han gav dem omsorg, på en måde som de andre ikke gjorde. Han begyndte at gå med hende, da han var færdig med at hilse på Daydream. ”Hun er sød.” Han var ikke meget for at lade en pige møde hans far. Mest fordi hans far var intens. Lige så snart Caden var i selskab med en kvinde, forsøgte hans far straks at få ham giftet bort. Men lige nu, var det nogle andre omstændigheder. ”Det skal du ikke tænke på.” Han sendte hende et smil og så på hende. Han var nysgerrig. ”Hvem er det du leder efter?” Han havde en idé, men kunne selvfølgelig ikke være sikker.

Ayah smilede imens de gik hen af vejen. Hvem hun skulle finde. Det var ekstremt svært direkte at svare på, men alligevel så let. "Jeg leder efter min familie." Svarede hun enkelt og kiggede lidt ned inden hun så kiggede op igen, og vendte blikket imod ham. "Det eneste jeg ved, er at min mor er varulv og min far er en engel." Kort trak hun på skuldrene og vendte blikket ud mod den tomme luft. "Det siges min mors side af familie stammer fra Firewood Village." Kom det lidt efter. Hvor var hun egentlig ynkelig. Hun ledte efter nogle, som nok ikke ønsket at blive fundet - og alligevel gjorde hun det og var trist over at være blevet forladt. Der var mange som ikke engang havde en hest til at rejse rundt på, selvom de ønskede svar - led imens de søgte, og nåede måske aldrig at finde svar. Ikke fordi at Ayah var rig eller noget, men hun havde en hest at rejse på. Selvfølgelig skulle hun tilbage til Sunfury. Hendse mor ville ikke kunne leve af kun grønsager, nogle skulle ud og jage vildt - så der kunne komme kød på bordet. Ayah bed sig i læben og åndede tungt ud.

Caden var ikke sikker på, om hans far kunne hjælpe hende. Men hvis nogen kunne, var det ham. Cadens far kendte meget til byens historie, og til hvem der havde boet der. Især hvis det var fra hans egen generation. Han lod en hånd køre over hans hår, så de lange totter ikke generede hans øjne. Han lyttede til hende. Han kunne ikke vide hvordan det var at mangle sine forældre. Man måtte konstant undrer sig over hvem man i virkeligheden var. Så selvom Caden aldrig havde været i situationen, kunne han godt sætte sig ind i det. Det var vel hvad empati var. At man kunne føle med andre. Stilheden lagde sig imellem dem, fordi han ikke var sikker på hvad han skulle sige. Han havde ikke noget at sige. Først da hospitalet blev synligt for dem, havde Caden noget at sige. ”Han arbejder der. Det er min far, han ved meget om Firewood.” Han pegede imod hospitalet. Caden var stadig ikke sikker på, om han skulle lade Ayah møde hans far. Det kunne umuligt gå godt. Men Caden ville gerne hjælpe hende, og den eneste han vidste kunne hjælpe, var hans far. Men tvivlen var konstant i ham. Men det var typisk for Caden. Han var konstant i konflikt med sig selv. Hans opdragelse og valg af livstil, levede ikke i harmoni med hinanden.