Humanity is in the past //Annabell//

Annabell stod på sin fars kontor. Han snakkede helle tiden om at hun skulle finde sig en mand af god stand. Men Annabell havde enlig ikke noget i mod det. Men det eneste enlig lige havde lyst til var og tag ud til sin mors grav, for og ligge nogle blomster til hende. Men Annabell´s far var meget utilfreds over det. Han mente at det var noget pjat hun var jo væk, og hun ville aldrig komme igen, Så kunne Annabell ikke bare holde sig fra det. Men Annabell var meget besluttet i at det var det hun ville. Hendes forbød hende og tag der ud. Men Annabell ville ikke holde sig til bage. Hun gik op på værelset og tog en rød rose som stod i hendes vinduge. Hun Forsatte ud til hoveddøren hvor hende tjeneste pige som stod der. " syns altså ikke du skal tag afsted. Din far bliver meget vred." sagde tjeneste pigen. Men Annabell var ligeglad med hvad de sagde. Hun gik ud i staldlen hvor hendes hest stod. Hendes hest var helt hvid. Hun kunne godt lide og gøre tingene på den gammeldags måde. Hun hoppede op på den, med begge ben på den samme side. "der ingen der skal forhindre mig i ikke og besøge den kvinde som har skabt mig. Kom så Topaz". 
Da der var gået noget tid var hun der enlig henne. Hun satte Topaz fast henne ved en af trærene. Hun havde en lang hvid Kjole som sad tæt på kroppen. man hun kunne godt bevægesig i den for den var meget tynd og let så vis der kom en vind ville den blæse med vinden. Hun var i ført hvide ballerinaer. Håret var sat op i en bund bag ved så alt håret forand var samlet bag ved. 

Hun gik hen mod sin mors grav. Hun var lidt bange for det var ikke så tit hun besøgte kirke gården og let ikke i mørke hvor hun ikke rigtig kunne se noget. Men hun havde for travlt med og komme der ud. Men hun kendte godt vej der hen udenad, så det var ikke svært og finde der hen. 
hen var blevet lidt kold, og det hjælp slet ikke på at at hun var lidt bange.. Men nu tætter på hun kom på hendes mor grav, kunne hun mærke at der var tåre på vej, som ikke kunne holdes inde.

Annabell, havde fået tåre i øjne. Men da hun hørte en stemme lige foran sig, fik hun et chok. Hun fald ned på jorden så hun lå på siden hendes ene hvide sko var også faldet af. Hun havde lidt ond. " Hvad biller du dig enlig ind. Det var meget tavlig gjord" Hun kiggede mod retningen hvor hun hørte stemmen. Men hun kunne lige skimle ham i mørket af hans blege hud. Hun var ret irretreret på ham over han havde forskrækket hende. Hun havde lidt håbet på at der ikke ville være nogle der i nat. For hun ville så godt til sin mors gav. Selvom alle der hjemme hos hende bad hende om og lade være så hun ikke mødte nogle. Det var ikke så tit at hun gik i mod hvad folk sagde. Faktisk gøre hun normalt alt hvad folk siger. Hun har rigtig svært ved og sige nej.
Hun havde tabt rosen i faldet. Hun kunne næsten ikke se den, så hun mærkede sig frem " av!" hun stak sig på en torn. men det stoppede hende ikke i og tag den op. rosen hoved var helt knust af faldet, så alle bladene far den lå på jorden.. *nej helt ærligt, det sker bare ikke.* Hun var meget trist. Hun mærkede sig på fingeren det blødt lidt men ikke meget, og det sviget også lidt.