Where is the Humanity!? - Jakira

Træt af kvistende, træt af alle de insekter der fløj rundt om hovedet, træt af den sumpede jord man skulle træde varsomt på. Lidt vindmagi var dog brugt til at holde overfrakkens bund let svævende over det mudrede jord. Den skulle helst ikke blive så beskidt at man ikke kunne se den var grøn mere.
Men endeligt nåede han til stedet han skulle, Bloodrage Village, byen af barbarer. Usikkerheden trak lidt i hans sind, skulle han virkelig gå ind og mingle med disse barbarer? De var trods alt mennesker, men mere på en anden, mere brutal og animalsk måde.
Den slanke hånd kærtegnede kort den røde bog om hans hofte før han samlede sit mod og lod sandalerne føre sig frem.
Han var glad for at rygterne var sande, og de lod alle og enhver komme ind. Eller han var måske mere halvt glad end helt glad, for han kunne også godt se at der var andre 'væsner' der, andre som ikke var mennesker, ting han skulle undvige så godt som han kunne og holde væmmelsen så godt indpakket som muligt.
Han vidste ikke hvorfor, om han virkelig udtrykkede en væmmelse for de andre væsner lidt for tydeligt, for pludselig kom der en sort elver op til ham og spurgte Julius direkte om han havde et problem med de andre, og var meget op i Julius ansigt.
Julius måtte mostre alt sin selvkontrol for ikke at blæse den højnæset vandskabning over muren og ned i en sump hvor han kunne drukne og forhåbentlig dø.
Men et rygte som Julius ikke ville afprøve var, at han havde hørt at barbarer ikke tager godt imod slåskampe i deres by og han havde ikke lyst til at udfordre så mange barbarer på et sted, for så ville han med garanti blive til en pandekage og kludedukke i deres hænder.
I stedet så han ned på sort elveren med et blik fyldt med foragt og gik blot rundt om, med en næsten lilla knyttet næve, dirrende ved hans side.
Han besluttede sig for at glemme episoden, og i stedet se sig omkring efter nogle spændende ting der måske kunne gemme sig blandt alt det ragelse der var i butikkerne. Alt var trods alt muligt her.
Han nåede til en bod, hvor på der stod et lille skilt 'Magiske ringe - Billig pris'. Det var et sted han bare måtte se, og de var da pæne nok, men magiske, det tvivlede han lidt på for de gav ingen som helst følelse af magi fra sig, ikke nogen af dem ud over en som havde et lille gnist af magi. Øjnene studerede den lidt, der var en stor rød sten i og to vældig små blå sten, og det var de små blå der gav den lille gnist af magi fra sig.
Julius vendte blikket op på sælgeren og måtte lige tage sig i at stirre undrende på skov elveren der stod med ringene. Hvad lavede sådan en lang-øre med magiske sten??
Han var meget forarget men satte blot ringen ned igen og rystede på hovedet og et lille 'tsk.' før han gik videre og kom over for en bar med dørene på vidt gab. Han kunne se et par forskellige racer der inde men ikke rigtig nogle mennesker, altså ud over barbarerne, men måske skulle det være her hvor han skulle lærer barbarene at kende? Han var lidt nervøs for at træde ind..