Once upon a time, there was a vampire who cared about a angel. -Caroline-

Caroline var ude at gå i Doomsville Angerforge District, bare helt stille for sig selv. For hun havde ikke specielt meget andet at lave, end da hun så nogle faldne engle gå op af en kælder de snakkede med nogle dernede. Og der kom den, den søde dugt af engleblod. Lidt ligesom sukker, Caroline så på englene og lod så sine tænder glide frem over underlæben. Hun susede derhen og dræbte to ved at suge blodet ud af deres kroppe, hun slap dem og åbnede med lethed den ellers tunge kælderdør. Caroline løb ind i mørket, hun var nysgerrig over hvad der forgik dernede siden blodet duft hang så voldsomt over byen. Så fik hun øje på noget, hun kunne så småt genkende Josh. Caroline spærrede øjnene op i en form for chok, hun hørte englene igen. Ville de dræbe ham? En vrede samlede sig inde i Caroline, og hvis det ikke var fordi hun havde lært at styre den ville hun have eksploderet som en usikker bombe! Caroline brugte sin fart til at løbe rundt i højrnerne som en skygge. Hun angreb en som hun bare vred nakken om på, men man nåede stadigvæk ikke at se hendes ansigt før hun var videre og rev hjertet ud på en anden falden. Hun flåede dem, men ikke på morderiskvis jo lidt men stadigvæk det var jo for at de ikke skulle gøre mere skade? Caroline satte tænderne i den sidste og nød hans råb om hjælp da hun smertefuldt sugede hans blod til sig, hun slap den døde engel og gik imod Josh. hun lod tænderne glide behersket ind, og gik måske en anelse truende imod ham. Hun løftede blikket fra jorden og lagde hovedet lidt på skrå. Et snørret smil blev placeret skævt på hendes læber, imens hun lagde armene overkors.
"Det var så lidt." Sagde hun lidt venligt og rev det han var bundet fast med over. Hun ville gribe ham når han faldt forover.

Livet kunne ikke ende sådan her! Det måtte det ikke! Han var lige blevet leder, samt en archangel og uden nogen vidste det, udover Jacob og Luce, så var han også snart blevet far til en lille pige. Det var en lille hemmelighed de tre havde, indtil Josh selv var klar til at fortælle andre om det. Men, hvilken far ville han være, hvis han ikke engang var i live når hans datter engang kom til verden? Han prøvede i hærdigt at komme fri, vred sig og rev i lænkerne, selvom smerterne spredte sig i hele kroppen på ham og han måtte bide sig i underlæben for at ignorere smerten. Pludselig kunne han høre de faldne skrige, hvilket straks fik ham til at spejde rundt i rummet, for at se om han kunne få øje på årsagen til at de skreg. Desværre kunne han ikke få øje på andet end mørke, det var som om at han gloede ned i en sort spand. "Elonada," hviskede han og langsomt blev rummet lyst op helt ud til de mørke hjørner.. Det overraskede ham meget at finde alle de faldne døde, men hvad der overraskede ham mest var at finde Caroline stående foran ham. Havde hun reddet ham? bekymrede hun sig om ham? Hurtigt fik han lyset til at forsvinde igen. Lige som han troede at han kunne ånde lettet ud, blev han offer for tyngdekræften og faldt forover lige ned i Carolines favn. En anelse stakåndet kom han selv op at stå og med endnu en mumlen, var alle hans sår forsvundet. Han var stærkere som en archangel.. "Tusind tak Caroline.. jeg ved.. jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, du.. tusind tak," Han kiggede hende ind i øjnene, afslørede et smil der var kærligt og stort, et smil der betød at han virkelig var glad for at se hende.
"Tro ikke i slipper så let!" råbte en hæs stemme henne ved døren. Josh vendte sig derhen imod, her fik han med det samme øje på en mand og en kvinde. manden var stor og muskuløs, imens kvinden var spinkel og høj. De kiggede hen på Caroline og derefter Josh. "En vampyros og en archangel, lige hvad vi skal bruge!" sagde kvinden og gik hen imod dem. Josh stillede sig ved siden af Caroline og havde en truende aura over sig. Hvad de end ville med dem, så var det ikke noget godt.
"Nogen planer Caroline?" hviskede han til hende, men tog ikke blikket fra de to væsner der langsomt kom nærmere med robot bevægelser.

Tro ikke i slipper så let! Den stemme gav ekko inde i Caroline's hoved, så hun kiggede op med blikket skiftevis hårdt på dem begge to. Caroline smilede sarkastisk til dem begge to.
"Endnu to engle, det lyder sjovere. Ikke nødvendigt men sjovere," Svarede hun dem koldt, og lod Josh stå lidt op af muren, han var stadigvæk lidt svækket.. Hun trådte imod dem.
"Jeg tænker på lidt blodbad, det ligger jo til min natur så." Svarede hun Josh.. Inden hun trådte frem og blottede de mægtige tænder. De gode engles leder og vampyrenes dronning, det var næsten ikke til at tro de var samme sted og hjalp hinanden.. Caroline trådte helt frem og greb fat om nakken på kvinden, hvorpå hun kastede hende langt pokker i vold. Hun kiggede manden i øjnene.
"Bare dræb din veninde der, og så dig selv bagefter." Sagde hun og vente jeg kort om. "Smertefuldt." Tilføjede hun og kiggede tilbage på Josh, og gik kiggede kort ned af ham for at se til hans skader. Hans blod irriterende hende meget, men hun holdt sin tørst tilbage. Og kiggede istedet bare på ham, selvom hendes blodårer under øjnene kom til syne forsvandt de hurtigt igen. Engleblod overalt, det var klart for en vampyr at tørsten ville være en udfordring.

En hver anden engel ville være blevet skræmt over Carolines svar, men i stedet nikkede han bare og trådte et skridt tilbage, for at lade hende gøre det hun nu havde tænkt sig og hvis hun skulle have brug for hjælp ville han komme til undsætning med det samme. Det overraskede ham ikke engang at se en anden engel blive kastet igennem rummet som en rundbold. I stedet kiggede han bare koldt på de to engle. De var onde og tilhørte derefter ikke under hans "rige". Havde de derimod været to uskyldige engle, havde han gjort alt hvad han kunne for at hjælpe dem. Trods alt var han deres leder og havde lovet den tidligere leder at være der for de gode engle. Efter Carolines lille tur med rundbolden bemærkede han at hun kiggede hen imod ham. Det syn han fik af hende var ikke det kønneste, men han lod sig ikke skræmme og smilte i stedet skævt til hende, inden han rykkede sig ud af stedet og gik hen imod de faldne engle. De var knap nok kommet over chokket over Carolines angreb, inden de blev mødt af et skarp lys der fik dem til at skrige op og nærmest hvæse af ham. Elondas lys ville blænde mørkets væsner og en falden engel var på sin egen måde en nyfødt dæmon. Lige som det så ud til at Caroline og Josh skulle have en sejr, kom en archdemon op bagfra ved caroline, tog et greb om hendes hals og klemte til. "Fjern dit lys bæst eller din veninde kommer til skade!" hvæste han af Josh. Josh kiggede forskrækket hen imod dem, og lod derefter langsomt lyset forsvinde.. Archdemonen smilte lumsk, placerede kort et kys på carolines hals og hviskede med sin køllige stemme. "Hejsa smukke," inden han gav slip på hende og skubbede hende væk fra sig.

Caroline tørrede sig om munden med sin håndflade, det var mærkeligt at hun så sig som lidt af en rollemodel for ham, men enlig var det Jacob som var det nu. Dog havde Caroline altid ville hjælpe Josh, fordi han altid havde været den som stod tættest på hende da han var mindre da de var i den kælder. Josh var jo bare en lille engel dengang, som ikke skulle skades. Caroline ønskede ikke at skade ham selvom hun havde handlet i sorg og vrede sidste gang, så hadede hun at hun havde skadet ham. Pludselig mærkede hun noget trykke imod hendes hals, Achdemon.. Hun syntes hun så dem overalt nu til dags.. Hun mærkede han klemte til omkring hendes hals og truede Josh, Caroline gispede kort efter vejret og holdt det kort da han kyssede hendes hals. Hun havde oplevet værre end et kys på halsen af en fremmeddæmon for knapt to dage siden var hun blevet tjekket af 100 dæmoner der udelukket brugte deres kvinder som dumme slavetøser. Caroline havde haft for mange dæmon hænder på sin krop og for mange dæmon læber på hendes læber.. Så det eneste hun længtes efter i øjeblikket var et ordenligt kys fra Nicolas. Hun bemærkede hun blev kastet til siden, men hun var stærk hun vidste at generalt var achdemonen stærkest men hun vidste også at hun havde to gode evner til at hjælpe hende. Dog ville hun stadigvæk gøre alt for at passe på det hun holdt af. Derfor løb hun frem foran dæmonen og sparkede ham bagud, hun blottede atter sine tænder.
"Achdemons.. Dem syntes jeg ser overalt fortiden, men hvad siger du skat skal vi tage en lille slåskamp." Ordet skat var selvfølgelig ment ganske ironisk, men ingen havde vel nogensinde regnet med Caroline ville bruge det ord om en fremmed person. Caroline var vel bare ikke den samme Caroline som hun var inden hun blev vampyr, inden hun blev 100% sig selv og den kvinde hun burde have vokset op og blive som menneske. Caroline hævede på et bryn og smilte lumsk samt en anelse skævt. Hun var klar på kamp, det skulle han ikke tro.
"Du tror at du kan skade mig, så kom.. Hvis du virkelig tør." Sagde hun og fnøs hånligt, dog uden at undervudere. Denne unge vampyr var stærkere end mange andre, hun havde været vampyr et og et halvt år, og var allerede stærkere end en vampyr på over 2500 år.. Det var ret utroligt.. Caroline snerrede folk havdede det med at undervudere hende bare fordi hun ikke virkede ret farlig. Men hun var lidt som en kat, sød og kærlig men farlig hvis man ikke passede ordenligt på! Caroline var ikke bange snarre mere spændt end bange.

Dæmonen vrissede bare af hende, bakkede bag ud og foldede de kraftige arme på kors. "jeg ønsker ikke at slås imod dig igle, tvært imod skal vi bruge jer begge to i live så det går ikke," han rystede på sit hoved, gav sig til at kredse om dem som var de et byttedyr og ham det farlige rovdyr. "Du undre dig nok over at vi bragt dig her," han kiggede hen på Josh, der bare stod og så koldt på ham, med hænderne knyttede og ryggen ret. "Vi vidste at hvis vi fangede dig for næsen af iglen, ville hun sikkert lege helt og komme efter dig," Han fortsatte med at kredse om dem, men stoppede kort ved de to faldne engle, for at hjælpe dem op at stå igen. Da de var oppe at stå, begyndte han at kredse videre. "I skal begge to bruges i et forsøg. Et blod fra en vampyros og en archangel er meget værdifuldt forstår i nok," Han standsede kort op et par meter fra Caroline, sendte hende kort et smil, inden han stak et spyd igennem hende der før havde hænget på væggen. Hurtigt var Josh henne ved hende, trak øjeblikkeligt spyddet ud og så spørgende på hende. Manden fortsatte med at kredse om dem. "gør som jeg siger eller det bliver værst for jer selv," det sidste kom ud som en alvorligt hvisken. Josh rejste sig hurtigt op, kiggede vredt på ham og lige som de faldne engle skulle til at lægge deres beskidte hænder på Caroline, kiggede han hen på dem med lysende øjne og fik dem til at se sin frygt. De faldt øjeblikkeligt grædende på knæ. "Rør Care og i skal fortryde det!" hvæste han af dem imens han brugte evnen imod dem.. Manden så bare på, gjorde ikke noget for at hjælpe sine håndlangere..

Caroline nåede ikke at gøre mere end bare at lytte, hun havde ikke brug for en achdemon til at fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle. At blive brug til et forsøg som om! Der var ingen som skulle bestemme hvad Caroline skulle lave. Men inden Caroline nåede at komme med en spydig kommentar blev hun gennemborret med et spyd lige i maven, hun udstødte et støn af smerte men Josh trak det ud. Hun klarede den, en smule skade skete der vel ikke noget ved.. De to faldne engle kom imod hende og den ene af dem skulle næsten lige til at ligge sine hænder på hende, dog var Caroline ikke så bange for den behanling mere ikke efter turen ved Delilah's familie. Caroline så Josh forsvare hende, og fik et lille smil frem da de to engle var sat i illusioner af deres egen frygt. Caroline vred nakken om på dem, så de faldt døde om. Hun kiggede op på achdemonen og hævede et bryn, inden hun brugte sin fart til at svinge ham ind i en væk og klemte hårdt omkring hans hals.
"Giv mig en god grund til jeg ikke bare skal flå hjertet ud fra dit bryst!" Vrissede hun vredt og klemte hårdere til, hun var klar over en achdemon var en anelse stærkere end hende. Det vidste hun, men hun ville ikke undervuderes. Og selvom han sikkert kunne være en lille smule stærkere end hende, så gav hun ikke op. Caroline holdt øjenkontakt, klar til at bruge sin lille tvangs evne om nødvendigt.

Han fjernede evnen fra dem så snart Caroline havde taget den ære at vride halsen om på dem. Deres døde kroppe faldt straks til jorden. I det øjeblik han fjernede sin evne og de lyse øjne forvandlede sig om Til at blive brune igen, måtte han kort tage sig til hovedet af smerte. Hele hans skrog skreg til ham om at han skulle slappe af! Både frygt og elonada's krævede meget energi. Hvis han blev ved på den måde kunne han ende med at dø. Dog lod han det ikke slå ham ud, han kunne slappe af når Caroline var i sikkerhed! I alt den tid nede i kælderen havde hun beskyttet ham fra at hans far skulle tage ham og hun havde gjort hvad hun kunne for at trøste ham, når hans mor ikke var der. Hun havde beskyttet ham med sit liv og nu måtte han betale gælden. Han måtte vise hende hvor meget han fortrød hans angreb imod hende og hvor meget hun betød for ham!
Manden grinte bare lumsk, afslørede sine klamme rådne tænder der kunne minde om en vissen skov om efteråret. "Du vil ikke slå mig ihjel, jeg har noget som vil overraske dig meget!" Inden Caroline nåede at sige noget til ham, drejede han hovedet og fløjtede ud i mørket. Josh måtte knibe øjnene sammen i mørket for at se den lille skikkelse der kom gående hen imod dem. Ud i det snævre lys fra hullet i loftet, kom en lille pige med lange gyldne lokker og et ansigt så bekendt. Der gik et slag igennem josh, denne pige lignede fuldkommen en ung Caroline og det kunne kun betyde en ting.
"Mor," hendes stemme var hæs og svag.
Manden kiggede skiftevis på Caroline og pigen, inden han knipsede med fingrene og taget over pigen begyndte at ryste. Sten faldt ned derfra og skulle lige til at ramme hende, hvis ikke Josh havde været hurtigt og trukket hende ind til sig, så stenene ramlede ned over ham.. En masse støv omringede hulen. Pigen og josh var ikke længere i syne. Manden grinte og kiggede ondskabsfuldt hen på Caroline. "Klar til at slås nu? Det ser ud til at du mistede to i et hug, perfekt ikke sandt," hans stemme var lumsk. Hvis man lukkede øjnene ville man sagtens kunne forstille sig en djævel stå foran en..
Josh var i live under stenene og det samme var pigen.. Han prøvede i hærdigt at grave dem fri, for at komme ud til Caroline igen..

Noget som ville overraske hende meget, hvad talte han dog om!? Caroline så forvirret på ham, men inden hun nåede at sige noget hørte hun de små skridt komme imod dem. Caroline spærrede sine øjne op, den lille pige lignede hende, plus hun kunne genkende noget fra Locan. Den lille pige var dæmon, alt kom tilbage til det slettede minde omkring hendes egen datter.. Nu huskede hun det, Melissa.. Caroline havde ikke kunne huske hende fordi en af Julians andre sønner havde evnen til at slette minder og havde gjort det.. Der kom et jag igennem Caroline da taget begyndte at falde sammen over hovedet på Melissa, heldigvis var Josh hurtig.. Men det ente bare med hun ikke kunne se nogle af dem overhovedet. Melissa var jo på en måde faktisk Josh' niece eller det var hun jo rent faktisk. Caroline kunne ikke se dem, hun kunne dog hører deres hjerter banke det gjorde hende lidt mere rolig. Hun kiggede manden i øjnene og snerrede af ham. Caroline klemte atter til på hans hals, men slap så. Hun gik væk fra ham og brugte sin fart til at komme hen til stenene, her begyndte hun at fjerne dem og ja kastede dem efter achdemonen. Caroline kæmpede for at gøre det, men ikke et tegn på træthed kom til syne, så meget energi havde hun jo ikke brugt igen. Caroline fjernede dem med omhug. Og da de enlig var væk.. Satte hun sig på hug ved Josh og Melissa.
"Er i okay?" Spurgte hun bekymrende, og det kunne ses i hendes øjne.. Caroline ville bare have dem væk fra den achdemon ligenu, om hun så skulle smide dem begge over sin skulder og løbe sin vej.
[b]"Lad os tage er mere sikkert sted hen."[7b] Hviskede hun og hendes blik var mere alvorligt, hun ville have dem væk fra achdemonen. Josh havde brugt meget kraft, men hun kunne ikke tage ham med til Shadowflame. Det ville være mærkeligt at hun tog de gode engels leder med tilbage til der hvor vampyrene bare ville dræbe ham. Og hun ville blive set som svag hvis hun gik rundt sammen med en fjerbold, så hun var lidt forsigtig dog alligevel smart.

Melissa klamrede sig til ham, imens hun undslap et Hulk engang imellem. Selvom josh havde brugt meget Energi på sine evner, stoppede han dog ikke med at grave og fjerne stenene med den ene hånd, imens han kørte sin hånd beroligende igennem melissas hår. Hvis hun var datter af Logan, så var de på en måde halv søskende, og han så hende som et barn han skulle passe på. Da hun gav et højt Hulk fra sig, stoppede han med at grave og trak hende i stedet ind i en varm omfavnelse.
"Shh, det skal nok gå," hviskede han beroligende i hendes lille øre. "Det skal nok gå, vi kommer ud herfra og du skal møde din mor,"
Melissa kiggede spørgende op på ham, hun sagde ingenting men josh kunne se spørgsmålet glimte i de nuttede øjne: er det rigtigt?
Han smilte kærligt til hende, trykkede hende ind til sig og kørte hænderne igennem de lyse lokker. "Det lover jeg, du har mit ord," lige som han sagde de sidste ord, kom der et lys ind og ramte dem, hvilket tændte håbet i begge deres øjne. Han nikkede til Caroline og stadig med melissa i sin favn, kravlede han ud af stenene og ud til Caroline. "Vi klarer den," hans smil var beroligende. Kort som han skulle til at gå, snittede en sten forbi hans ansigt og havde nær ramt ham hvis han blot var stået få centimeter længere fremme. Manden kom haltede hen imod dem, pegede vredt på dem. "I.. I går ingen steder!" Den vrede stemme rungede i grotten, så er par enkle småsten faldt ned fra loftet. "Først må i besejr mig!" Han kom langsomt hen imod dem med zombie bevægelser. Josh gemte melissas ansigt væk og så spørgende hen på Caroline. Han var klar til at kæmpe, men ville se om hun også var det.

Caroline rejste sig hurtigt om og skubbede achdemonen bagud efter han var færdig med at snakke. Caroline var rasende men kunne kontrollere sig selv og hendes vrede bedre end før i tiden, hun vendte sig om imod Josh og Melissa.
"Vi må løbe nu!"" Svarede hun måske havde hun ikke lyst til at dræbe foran sin egen datter, ellers havde hun dræbt achdemonen for længest. Caroline havde det bare dårligt ved tanken om hendes egen datter skulle se hende dræbe folk. Derefter ville hun vente lidt.. Men inden hun nåede at gøre noget tog hun sig til hovedet, det var som om hun fik en sten i hovedet. Hvilket hun faktisk gjorde, Caroline væltede om på stedet.. I lidt tid, hvis hun havde været alt andet end vampyr havde hun sikkert været død af slaget så det var da muligt at de andre troede det..

Det var en morgen i kaos som altid, alle var bange.. Der var ikke andet end ulykke på ulykke. Lola og Caroline sad inde i et af rummene for dem selv, Caroline sad med Melissa i hendes favn imens Josh løb rundt som den lille krutule han nu engang var. Det var det eneste tidspunkt Caroline og Lola smilede, når Josh og Melissa var omkring dem. Caroline var menneske helt ude af stand til at forsvare sig selv, udover når det kom til dem hun elskede og ville beskytte. Melissa var fire år der og den dæmoniske datter lignede hendes menneske mor pænt meget allerede der. Men så skete der noget, Locan kom ind og rev Caroline og Melissa ud af rummet. Locan tog Melissa og gav hende til en af hans brødre, Caroline råbte til tårer og skreg voldsomt.. Da hun gik et hånd med dæmonisk styrke op omkring hendes hals og der blev klemt til. Han smed hende fra sig igen kort efter, og Caroline krøb sammen i et hjørne af dyb sorg.. Ugerne gik og torturen blev værre og værre.. Tilsidst havde hun gjort alt hvad hun fik bud på.. Efter flere og flere slag og ordre, trusler og udnyttelse.. Så fik hun hvad hun skulle bruge for at lindre smerten.. Denne lille flaske med et indhold der fjernede tankerne fra det som skadede en mest indeni.. Locan kastede flasken til hende, og Caroline rystede da hun tog den og rev proppen af inden hun tømte flaksen for væsken.. Efter den nattesøvn hun havde hun glemt alt om Melissa. Der var ikke en eneste tanke om hende, hun var blevet skubbet i det fjenste hjørne af hendes hjerne..

Caroline tog sig enlig til hovedet, og tog en dyb indånding da hun satte sig op. Hun kiggede rundt omkring sig.. Hun kunne huske alt nu.. Selvom det var 5 år siden hun mistede Melissa så kunne hun huske de 4 år sammen med hende tydeligere end nogensinde før.. Fordi følelserne var stærkere som vampyr, og enlig noget familie.. Caroline tog sig til sin nakke kort og hendes blik søgte efter Melissa.

Så snart stenen snittede Caroline, kunne han mærke hvordan hans hjerte sprang et slag over! Inden længe var hun et offer for tyngdekræften og lå helt stille på jorden. Han var klog nok til at vide at det ikke havde dræbt hende. Det var hun for stærk til. Hurtigt tog han fat i nakken på hende, trak hende væk fra manden og nærmede sig så småt udgangen. Men lige som han kunne dufte den friske luft, sprang manden foran ham og så på ham med de mest lysende øjne, der kunne gennembore en helt ind til knoglerne. "Ikke så hurtigt lille archangel!" han slog ud efter Josh, der var hurtig til at undvige ved at dukke sig og derefter løbe om bag ryggen på dæmonen. Med alt den styrke han havde, løftede han benet fra jorden og sparkede det ind i ryggen på dæmonen, så den måtte give efter og falde til jorden. Nok var han en archdemon, men Josh var en archangel, en der var skabt til at skulle kunne kæmpe imod dem og være ligeså stærke som dem! Josh spejdede rundt i rummet, her fandt han et lille hul hvor Melissa kunne være indtil kampen var over. Han var hurtigt til at løbe hen til hullet, der var gemt under to stolper der støttede hinanden. Forsigtigt satte han hende fra sig, kiggede hende i øjnene og nussede hende kort i det blonde hår. "Det skal nok gå, bare blive her okay?" Han smilte roligt til hende, inden han vendte sig om for at hente Caroline, han hurtigt tog over skulderen og pressede ind i den samme hule som Melissa.
Melissa klamrede sig straks ind til sin mor, imens hun måtte kigge på Josh der løb hen imod dæmonen for at stoppe den. Hun ville dog ikke se dem slås, i stedet puttede hun sig ind til sin mor, lukkede øjnene og skubbede alle lydene ude.

Caroline ville finde Melissa lige ved siden af sig, puttende ind til hende, som et lille lam ind til sin mor. Udenfor hulen var Josh i fuld færd med at kæmpe imod manden der for længst havde forvandlet sig om til sin dæmon skikkelse. Hans tænder glinsede i grottens lys og et par enkle gange undslap han et par glumbske brøl. Et lille øjeblik stod Josh og hev efter vejret, havde hænderne på sine knæ men øjnene fast rettet imod dæmonen. Dæmonen gjorde et vildt brøl, løb imod ham som en rasende tyr. Hjertet sad i halsen på Josh, da han bukkede meget ned i sine ben og satte af for at kunne springe over dæmonen. Han landede bag ham og havde nu chancen til at angribe ham bagfra. Desværre var dæmonen hurtig. Inden længe havde han vendt sig om imod Josh, taget et greb om hans hals og kylet ham ind i væggen, så den revnede og en regn af store mursten faldt ned over Josh. Et enkelt klynk af smerte undslap ham, og det varede lidt inden igen var på benene og havde rettet sit blik imod dæmonen, der stadig stod og fremviste dets tænder imens øjnene glimtede som tusind sole! Josh vrissede af ham, løb hurtigt imod ham og var denne gang det væsen der var hurtigst. Et greb om dæmonens hals og inden længe fik han den samme tur ind i væggen.. Josh åndede tungt ud. Han var ved at være udmattet..

Caroline havde bemærket Melissa og holdt hende blot mere ind til sig, dog var hun ivrrig for at finde Josh ligenu.. Hun kunne hører alt, og til sidst men ikke mindst hans tunge åndedrag som var som ekko i hendes hoved. Caroline kiggede på Melissa, og lagde en hånd på hendes hoved. Caroline tog en dyb indånding.
"Søde jeg løber lige ud og hjælper Josh. Bare bliv siddende, alt skal nok gå okay." Sagde hun og kyssede Melissa's pande inden hun kom på benene igen.. Caroline vidste inden var vågen endnu og hun var en smule pissed på denne dæmon. Hun stod bagved ham, måske var han i dæmon skikkelse men hun var ligeglad. Caroline rakte hånden igennem ryggen på ham og rev hans hjerte til sig. Så han ville falde bagover inden han ville nå at snitte Josh igen. Caroline smed hjertet fra sig og kiggede på Josh igen.
"Og vi gjorde det. Nå lad os smutte." Sagde hun kort og tørrede derpå hendes hånd af i achdemons tøj, eller det som var tilbage af det efter forvandlingen. Caroline løb hen til Melissa igen og tog hende op på sin arm.
"Kom så smutter vi helt væk herfra."

Lige som dæmonen skulle til at angribe ham, mærkede det en smerte igennem ryggen, som om nogen havde forsøgt at stikke din hånd ind imellem dine skuldreblade, for at lede efter dit hjerte. Hvilket var præcis det der skete. Han ville skrige, men kunne ikke få lyden ud og i stedet blev det til en blodige gulpen, hvor blodet trillede ned af mundvigen og videre ned på hans bryst. Josh løftede forvirret på et øjenbryn, men inden længe væltede dæmonen og Caroline blomstrede bag ved ham, med det tikkende hjerte i sin hånd. Han nikkede anerkendende til hende, for derefter at følge med hende hen for at hente den lille Melissa.
"Ja, det har været en oplevelse nok for en dag," mumlede han.. Inden længe rettede han opmærksomheden imod døren, lod sine fødder flytte sig og begav sig derhen imod.. Han åbnede ivrigt døren, smuttede op af trappen og duften af frisk luft, fik ham til at tage en dyb indådning og ånde lettet ud.. Stanken af blod var væk.. Det var fantastisk! Han så hen på Caroline med et smil og derefter Melissa. Forsigtigt kørte han en hånd hen over Melissa kind..

/Emner er vigtige at kunne læse tilbage på for at huske hvad der er sket ^^