Some one want to be friends? What about you, friends or enemies? -Jacob-

S:: Gyderne.
T:: Middag.
V::Solen stråler højt på himmelen.
P:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Middagens første slåskamp fandt sted, samme sted som de fleste i Doomsvile's gyder. Ikke mange kom her, mest fordi der forgik mange mord og voldtægsforsøg. Ikke noget Angela var bange for at blive udsat for, hun var ret stærk af person. Både i kamp og mentalt, der skulle meget til at gøre hende bange. Den eneste ting som faktisk gjorde hende bange var at miste sin bror. Kærlighed var hun ligeglad med, hun havde alligevel aldrig held med det. Angela nærmede sig slagsmålet, det var mennesker som omringede sin dæmon med våben og torturmidler. Angela lagde hovedet en anelse på skrå, hun syntes hun kunne genkende færten fra dæmonen.. Men alligevel var hun ikke sikker overhovedet. Jacob, nu kunne hun genkende ham. Dog vidste Angela udemærket at han ikke genkendte hende i denne form, men med god hjælp havde hun formået at gøre noget unormalt og havde fået denne krop som sin faste. Det var også den mest stærke, i følge Angela. Hun lagde en hånd på på menneskers skuldre, og lod sin hånd borre igennem og rev skuldren afled, uden at slippe helt endnu.
"Sådan bare at torturer en dæmon uden videre, hvad er det for noget?" Spurgte hun sukkersødt, men med vilje. Angela så på deres bange ansigter, de andre mennesker ændrede opmærksomheden mod Angela da hun havde fat i to af deres venner. Hun smilede skævt, og en anelse ondt. De havde skadet Jacob, måske kunne han ikke lide denne side af hendes personlighed, men det kunne hun. 
"Han er en dæmon frøken, det er vores pligt at udryde ham så er der en mindre dæmon i verden." Sagde den ene med bange stemme. Angela grinte af dem, hånligt endda.
"Jeg skammer mig næsten over at være halvblandet med deres race.. Hallo, dæmonen er en af de mest bredte racer. Der bliver født nye dæmonbørn helle tiden, at dræbe en der kommer flere inden i når at blinke med øjnene." Svarede hun så og så på dem allesammen skiftevis.
"Du er blandingen af menneske og vampyr.." var der så en der stammede.
"Yeah, surprice." Svarede hun med et skævt smil og blottede vredt sine tænder..

Livet var ikke en dans på roser, skæbnen trak i dig som en anden marionetdukke og ventede bare på at snorene skulle kappe over, så man måtte klare sig selv og til sidst falde død om. Jacob vidste alle disse ting, trods alt havde han en hjerne, selvom det var som om at den ikke eksisterede længere. Til tider var der lyse på punkter og andre gange var der bare mørkt. Så mørkt at han ikke kunne finde rundt. Hver evig eneste dag ventede han på at der skulle komme nogen og trække ham ud af mørket. Desværre var der bare ingen der så ham derinde, de gik direkte forbi og lukkede mørket ude, præcis som han selv havde gjort engang. Han mærkede smerten imod sin krop, slagene og sparkende, han mærkede det hele men gjorde intet ved det. Deres ord hørte han derimod ikke. De kolde stemmer var som en mærkelig summen for ham, han forstod ikke et eneste ord af hvad de sagde, det interesserede ham egentlig heller ikke. Det eneste som interesserede ham lige nu, var bare at være sig selv og lukke resten af verden ude. Da de endelig stoppede med at slå ham, så han sit snit til at angribe dem imens de var alt for optaget af at snakke med pigen foran dem. Som en haj, angreb han dem nede fra og trak dem ned på jorden, hvor han stak en istap igennem hjertet på en af dem. De før så krystalblå øjne var forvandlet om til at være sorte som ibenholt. Alt var sort i hans øjne, helt ud til den mindste detalje. Han knurrede arrigt af liget, tog sjælen og spiste den inden han rettede blikket imod de andre mennesker, der ikke vidste om de skulle angribe Angela eller ham. Uanset hvad, så slap de ikke levende fra deres opførsel!

Angela så hvordan vreden lagde sig over Jacob som et sort sjal, hun lagde hovedet lidt på skrå. Der var sket en forandring med ham, ikke vanvittig stor. Men hun kunne tydeligt se det på ham, Angela tog ikke øjnene fra ham da hans øjne blev sorte. Hun dræbte hurtigt og nemt resten af menneskene og så på ham. Angela syntes han virkede ude af kontrol, derfor gik hun nærmere måske ville det virke lidt mærkeligt eftersom hun lignede en fremmede i hans øjne. Angela havde armene overkors, og hendes øjne var en smule på kneb. 
"Rolig." Sagde hun blidt, og så ham i øjnene. Hendes øjne havde det glimt af tryghed som hun sjældent viste andre, men hun havde altid vist det til Jacob fra da hun så ham første gang. Faktisk var der ikke mange som ejede sådan et glimt, Angela gik tættere på og holdt øjenkontakten. Hun vidste ikke om han var vred nok til at slå fra sig, men Angela ville være forbedredt eller måske ikke? Hans is evne var under fuld kontrol, bedre end da hun så ham for mange år siden.. Angela tog en dyb indånding.

Den stemme.. den lød så bekendt.. I modsætningen til de andre menneskers stemmer der blot havde været en summen, kunne han tydeligt høre hvad hun sagde til ham og selvom han ikke anede hvem hun var, så beroligede det ham. Inden længe var de krystalblå øjne tilbage. Det sorte trak sig langsomt tilbage igen, så det kunne minde om en sort bølge og Jacobs øjne havde været et sort hav. Han tog sig forskrækket til hoved, en stærk hovedpine rungede inde i det, som havde nogen lige slået ham ned med en hammer eller endnu værre to hamre. Lidt efter lidt, fik han rettede sig op og så lige ind i hendes øjne og den varme glød inde i dem, gjorde at hans hjerte der før havde banket imod brystkassen, nu slappede af og hamrede naturligt af sted. Han smilte skævt til hende, inden han nysgerrigt kiggede rundt på alle de døde mennesker der lå på jorden. De så op på ham med tomme øjne, hvilket fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, men heldigvis skjulte han det og kiggede bare hen på pigen igen derefter. "Tak for hjælpen, jeg står i gæld til dig," Han nikkede høfligt til hende. Selvom de krystalblå øjne var tilbage, så var de langt fra varme og glade længere, de var snare triste og alvorlige. Alt ved hans liv var forandret, der var ikke meget tilbage han kunne råbe hurra for. En pludselig tøven boblede inde i ham. Hvorfor i alverden havde hun hjulpet ham? "Hvem er du? og hvorfor hjalp du mig egentlig?"

Angela så på ham falde til ro, det gav et ryg i hende da han tog sig til hovedet. Angela lagde hovedet en anelse på skrå, og da han enlig sagde noget til hende kunne hun ikke andet end at smile. Angela smilede skævt til ham, på venligvis. Hun vidste jo godt hvem hun var, men ligenu kunne hun ikke anet end at smile drillende til ham.
"Det ved du da godt Jacob, jeg forstår godt du ikke genkender mig ligenu." Svarede hun og stillede sig et skridt tættere på ham, så hun så ham ind i øjnene klart. 
"Det mig Angie. Du ved Angela." Tilføjede hun så og spillede lidt på et bryn, imens hun smilede. Men om han ville tro på hende vidste hun ikke, hun lignede jo slet ikke sig selv overhovedet! Angela lagde hovedet på skrå men til den anden side, hun kunne ikke stoppe med at smile.

Han spærrede øjnene op. Kunne det virkelig passe? Var det virkelig Angela? Til at starte med kunne han slet ikke få det til at passe, for det var bestemt ikke sådan han huskede at hun så ud! Havde han virkelig ramt bunden så meget at han ikke engang kunne huske hvordan hun så ud? Trods alt havde hun jo været en stor del af ham, så det kunne simpelthen ikke passe at han ikke kunne huske hvordan hun så ud! Med hovedet på skrå gik han tøvende tættere på hende, så hende i øjnene og søgte efter om han kunne genkende Angela i dem. Hendes øjne strålede som han huskede dem. Langsomt dannede der sig et kækt smil nede fra hans mundvige. Det var Angela, det var der ingen tvivl om, men hvordan i alverden havde hun skiftet udseende? Ja, han havde før set at det kunne lade sig gøre, men var der lige noget han havde misforstået? "Angie!" Hans stemme lød oprigtig glad. Et sten faldt fra hans hjerte og han følte straks at han kunne slappe mere af. "Hvor er jeg glad for at se dig.. men hvordan, jeg mener du.. hvordan har du fået nyt udseende?"

Angela var glad for hans reagtion, og smilede til ham.
"Godt at se dig også, længe siden må jeg indrømme." Svarede hun og kørte en hånd igennem det lyse hår. Selvfølgelig et spørgsmål omkring hendes kropsskift, Nicolas havde heler ikke forstået det. Ej Caroline ingen, men det var jo også hendes evne ikke deres. Så længe hun havde styr på den, så ville verden ikke falde sammen.
"Min evne, jeg kan skifte form til to sider af mig selv. Det har jeg alle dage kunne, men den lyshårede mig er stærkest. Så jeg fik en vampyr til at tvinge siden her frem i mig, i stedet for den anden." Svarede hun og smilede skævt. Hun ville ikke sige Caroline's navn som sådan, for hende og Caroline var jo ikke bedste veninder overhovedet. Angela var gladere end før, hun havde sin bror. Det betød meget for hende, at hendes bror ikke var død som hun havde troet i over 2400 år.. Men han var i live.. 
"Kan du huske jeg fortalte om min familie ikke havde overlevet, jeg løg ikke. Men min storebror var blevet forvandlet til vampyr, så det vil sige jeg fandt ham for lidt over 1 år siden."

En evne? Så det havde altså været hendes evne! Han følte sig en smule dum over at han aldrig havde givet sig tid til at finde ud af den. En af grundene var nok at han havde haft nok i at skulle få styr på sin egen. De dage hvor han forvandlede alt om til is, dansede stadig foran ham og fik et skævt smil frem på hans læber. Det var den tid hvor alting havde virket så nemt, eller det syndes han ikke den gang, men i for alt til nu så virkede den tid som en dans på roser. Han nikkede til hende, foldede armene under brystet og pustede kort en hårtot væk fra sin pande. "Sikke en evne du har der og den havde jeg slet ikke regnet ud! Jeg føler mig helt flov!" Han rystede drillende på hovedet, imens en sød og klukkende latter undslap de blege læber. "Din bror? fantastisk! Hvem er det? Måske har jeg mødt ham," Alt hans nysgerrighed var rettet imod hende, han ønskede bare at høre om hvad hun havde lavet og om hvordan hun havde det. Lige nu, kunne det være at det bare var det han trængte til.

Angela smilede til ham da han roste hendes evne.
"Den er skam også praktisk når man vil gå i dækning, men alle evner har deres svagesider. Selv min vare ikke forevigt, kun højest 2 dage og så kan der gå en uge før jeg kan skifte igen." Svarede hun og kiggede ham ind i øjnene stadigvæk. Nicolas hun vidste de fleste aldrig fik et godt indtryg af ham, det var svært for ham at lukke folk ind til sig. Men når man så kom derind kunne man ikke komme ud, eller jo det kunne man godt. Men det ville blive svært for dem som var tættest.
"Altså hvis du kender ham, så vil jeg vædde med du ikke har fået et pænt indtryk af ham. Min bror bliver let vred, selvom han er meget sofistikeret så kan han let lade vreden gå udover dem som ikke fortjener det." Angela lagde et beskyttende ord ind for sin brors dumheder hvis han havde nu havde gjort noget hun ikke ville have syntes om.. "Men hans navn er Nicolas." Svarede hun og hendes tone blev kort alvorligere men kun en smule. Angela vidste godt hvad hendes bror kunne finde på, de var ens på den måde..

Selv inden da hun fortalte hans navn, havde han allerede en lille mistanke til hvem hun kunne snakke om. Han kendte til en person der havde angrebet ham uden grund, Carolines kæreste som han blev nød til at accepterer eftersom Caroline elskede ham. Og hvad Jacob kunne høre, så elskede han også hende og passede på hende med sit liv, hvilket han også håbede på at var sandt! Jacob havde ikke mødt Nicolas lige siden han angreb ham, men mon ikke han var blevet bedre med tiden! Det overraskede ham meget at høre at han var bror til Angela, for så skulle han nok ikke fortælle at han havde haft angrebet ham. Verden var lille på sin egen mærkelige måde.
"Nej, jeg har ikke fået et pænt indryk må jeg sige.. han angreb mig, kan man sige for sjov, men så kom Caroline og stoppede ham, eftersom de tydeligvis havde noget kørende og nu er de så kærester, så jeg er nød til at acceptere ham og indtil videre går det fint," Det hele kom ud på en gang, så efter han havde talt færdig, måtte han tage en dyb indånding. "Verden er lille, nu er han så også din bror, det går bare fremad," Han rystede blidt på sit hoved.

Angela lyttede, hun vidste godt hvad der var sket nu. Eller bare en smule, hun nikkede til ham.
"Lad mig gætte, du mødte ham i mindre godt humør?" Svarede hun med et skævt smil, og et kærligt grin flød udover hendes læber. Hun tænkte kort da han nævnte Caroline, hun vidste de kendte hinanden nu. Men hvor tætte de var venskabeligt anede hun ikke.
"Ja jeg kender Caroline, men hvor tætte er i? Siden hun faktisk stoppede Nic fra at dræbe dig lyder det til." Tilføjede hun og hævede lidt på et bryn, nem at narre var hun ikke. Hun kendte sin bror ligeså godt hun hun kendte sig selv, Angela havde torturet Caroline fordi hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.. Også kaldet spisetid. Heldigvis for Car og Angie kom Nicolas, og ja.. Tingene blev redt lidt ud, men ikke meget.
"Hør hvis han skulle ske at gøre noget en anden gang, så nævn at jeg kommer efter ham. Gør mig den tjeneste, så er du sød. Og jeg er nogenlunde sikker på at han ville stoppe."

Ham og Caroline var meget tætte, de var som bror og søster! Så det at Angela ikke kom så godt ud med hende, var vel et form for problem, et problem som han ikke skulle blande sig i, medmindre han gerne ville brænde sine fingre!
"Mig og Caroline er som søskende," fortalte han og smilte skævt ved tanken. Det næste hun sagde om Nicolas, fik ham bare til at undslippe en lille latter og ryste på hovedet, så de hvide lokker endnu engang sad helt hulter til bulter. Ikke at det var noget nyt, det sad altid helt pjusket og rodet. At hendes løftede øjenbryn at dømme, tydede det på at Angela og Caroline ikke kom godt ud af det med hinanden. Pige problemer, dem havde han lært at han ikke skulle blande sig i! Han bed sig kort i underlæben, men ligesom han skulle til at sige noget, blev han afbrudt af en lumsk latter bag dem. Jacob kunne med det samme kende latteren og det løb ham koldt ned af ryggen. Victoria.. Som et rovdyr på jagt, vendte han sig om imod hende og så koldt på hende. I Victorias hånd var der en lille flaske med en form for væske i, denne væske ville hun hælde ud over Angela, så hun muligvis ville miste sin evne og kun ende med et udseende..

Den lumske latter ringede en klokke, Angela spærrede øjnene op og rystede lidt på hovedet. Victoria, det var længe siden de to havde set hinanden, men Angela havde ikke lyst til at se hendes lumske smil igen. Men noget ændrede sig aldrig, had gjorde ikke. Angela greb fast om Victorias håndled så snart væsken var ved at ramme hende, hun svingede af al kræft Victoria væk men kom til at vende hendes håndled sådan at væsken ramte Jacob. Angela opdagede det med det samme og kastede Victoria væk fra sig, hun tog en hånd for munden.
"Ej Jacob, det er jeg ked af.. Grrrrr! Din!" Det sidste blev sagt og rettet vredt imod Victoria. Angela blottede vredt sine tænder, hendes vrede skulle man ikke lege med overhovedet.
"Du ikke ønsket her Victoria, så smut før du kommer til skade." Sagde Angela advarende.

Man kunne tydeligvis se skuffelsen i Victorias øjne da væsken ramlede udover Jacob i stedet for Angela. Den var specielt lavet til Angelas evne, så ærligtalt vidste hun ikke hvad der ville ske med ham. Mulighederne var uendelige, han kunne blive til en kat, gris eller måske få et helt nyt ansigt! Til at starte med tørrede Jacob bare væsken væk med sit ærme, selvom det var svært, eftersom der var meget af det og det at det klistrede sig fast til ham. Lyden af Angelas stemme der beklagede sig, fik ham til at sende hende et venligt smil, der signalerede at hun ikke skulle bekymre sig den mindste smule. Det var bare en væske, det gjorde ikke ondt eller noget. Men, ligesom han tænkte det, gav hans ben efter og han faldt ned på knæerne og gemte sit ansigt væk i sine hænder.. Det var som om at der var nogen der rykkede i ham for at gøre ham længere, alt imens de skar en kniv igennem hans mave og forsøgte at forvandle den om.
Victoria så skiftevis fra Jacob til Angela. "Flot, den var specielt lavet til dig din tøs og nu aner jeg ikke hvad der sker med ham!" Hun knurrede advarende og ville gå imod hende, da lyden af Jacon der skreg, fik ham til at vende hovedet imod ham og se spørgende på ham, næsten bekymret. Da han endelig var færdig med at skrige, var det hvide hår sort og man kunne se på hans hænder at de nu var solbrune og langt fra blege! Inden de nåede at se hans ansigt, sprang Victoria på Angela, knurrede arrigt og tvang hende ned at ligge på jorden, hvor de trillede rundt som to kamp hunde der ønskede at dræbe hinanden.. Omtumlet rejste Jacob sig op, hvor han derefter så sig spørgende rundt.. Hvad var der lige sket?

Angela så Victoria i øjnene, og hævede på et bryn. Hun var bekymret for Jacob, men Victoria var på listen over folk som Angela ville ønske hun havde dræbt forlængest. Angela snerrede af Victoria, og da Jacob skreg gav det et jag i hende. Hun havde ikke mærket det jag i mange år nu, da hans skrig enlig stoppede skulle hun til at ånde let ud. Men nåede ikke rigtigt at gøre noget før at Victoria slog til og overfaldte hende. Angela var kommet ned at ligge på den hårdere jord, hun kiggede op på Victoria og blottede så sine tænder. Angela greb omkring Victoria's hals og klemte til inden hun tvang hende ned fra sig og om ved siden af hende så Angela havde styringen over kampen igen. Angela hævede sig over hende og holdte hende nede med sin ene hånd.
"Min fysiske styrke er stærkere end din, husk det!" Sagde Angela så og fnøs af Victoria, og hvæste inden hun slap hende igen.

Victoria knurrede bare arrigt af Angela. Victoria havde levet i mange år, men var hverken en drevens eller en Archdemon. Hun levede op til en dæmons forventninger, så der var ingen fare for at blive en drevens, men derimod skulle der meget til for at blive en archdemon, og det var sådanne ting hun ikke orkede at gå igennem. Til sidst lykkedes det hende dog at skubbe Angela hårdt væk fra hende. Som et byttedyr der frygtede rovdyrets tænder, kom hun straks op at stå og gik flere skridt væk fra hende. Hendes blik var koldt og rettet imod Angela. Deres had forsvandt nok aldrig, der var mange der hadede Victoria. Lige som hun skulle til at angribe hende endnu engang, mærkede hun et stik i sin side og da hun kiggede ned, var hun overrasket over at finde en istap stukket igennem sin hofte.
"Du rør ikke Angela!" vrissede Jacob. Alt ved ham var forandret, men det kunne han ikke selv se, så han forstod ikke da Victoria kiggede på ham som var han et spøgelse med en klovnehat.
Selvom hun var forvirret, så var hun også en kylling. Inden der kunne nå at ske mere skade, trak hun istappen ud og flygtede ind imellem træerne. Jacob kiggede koldt efter hende.
"Kujon," mumlede han, inden han gik hen til Angela og lagde en hånd på hendes skulder. "Klare du den?" han satte hovedet på skrå og så hende i øjnene.

Angela fik et lille smil frem da Jacob vrissede at hun ikke skulle rører Angela, det varmede hende op lidt inden i. at nogle faktisk bekymrede sig stadigvæk.. Det var en rar følelse. Angela rejste sig op og kastede det blondte hår lidt tilbage og kiggede overpå Jacob.
"Altid," Svarede hun og nikkede, det var alligevel mærkeligt at stå i den form han enlig ikke kunne lide ved hende, vampyr siden. Angela kunne dog godt se personligheds forandringer ved ham også.
"Jeg ked af jeg fik rodet dig ud i.." Angela lavede nogle håndbevægelser op foran hans ansigt. "Det der." Sagde hun og grinte lidt af sig selv. Mon han selv vidste han så helt anderledes ud. Angela havde set ham ændre udseende to gange nu, sjovt nok var det hende som var i nærheden når det var. Angela lagde hovedet lidt på skrå.

Rodet ud i hvad? Hvad snakkede hun om?
"Mener du det med at jeg fik lidt væske ud over mig?" sagde han og hævede drillende på et øjenbryn. "Det gør skam intet overhovedet, den store skade er jo ikke sket vel?" han løftede på skulderene og lod dem derefter falde på sin plads igen. Det var ikke gået op for ham at han så anderledes ud, lige indtil han kiggede ned på sine hænder og bemærkede den brune hud. Et chokbølge gik igennem ham! Han var brun! Hurtigt løb han hen imod en sø, så sit spejbillede og havde mest lyst til at springe i vandet, for at se om dette nye ansigt kunne vaskes af. Han kiggede overrasket hen på Angela, de nye chokoladebrune øjne var store og forvirret. "Hvordan jeg.. jeg.. jeg ligner jo langt fra mig selv!" Han rev sig selv i håret og begyndte at gå uroligt frem og tilbage.. I det øjeblik han startede med at gå, dukkede Victoria pludselig op ved siden af Angela med armene på kors og kiggede lumsk på hende. "Det var meningen den skulle ramme dig smukke dukke, så du ville miste din evne," Hun hævede på et øjenbryn og kiggede derefter hen på Jacob. "Slap af basse, du ser i det mindste godt ud,"

Angela så på Victoria, og fnøs så.
"Så du vil tage min evne fra mig, hvorfor? Fordi du ikke kan tage at jeg har to smukke ansigter?" Spurgte hun og hævede på et bryn, Angela vendte opmærksomheden mod Jacob igen.
"Ja Jacob du ligner ikke dig selv, men ja.. Første gang vi mødtes ændrede du også udseende. Dette er blot genforeningen, så måske det bare skæbnen?" Det sidste var selvfølgelig ment for sjov, om Jacob kunne fatte hendes humor eller ej, men ja han kunne vel se det på hends venlige smil. Angela kiggede på Victoria.
"Du kan gå nu?"

Victorie gik automatisk et skridt bagud da Angela opdagede at hun stod ved siden af hende. Et nyt lumsk smil blev placeret på de svagt lyserøde læber. "Nej, det er ikke det, jeg hader dig bare og vidste at hvis jeg tog din evne fra dig, så ville du mangle noget af dig selv," Hun satte hovedet på skrå, så det lange sorte hår gled til den ene side. "Alle vil mangle noget af sig selv når de mister deres evne og jeg ønsker bare at se dig lide, jeg hader dig jo," Et kort øjeblik løftede hun på sine skuldre, for derefter at sænke dem endnu engang og rette blikket hen imod Jacob, der havde sin opmærksomhed rettet imod Angela. Han forstod godt humoren i det hun sagde, hvilket var en af grundene til at han smilte kækt til hende og foldede de nu svagt solbrune arme under brystet. "Skæbnen kan åbenbart aldrig blive tilfreds med mit udseende," Man kunne tydeligt høre sarkasmen og humoren i den halv hæse stemme.
Victoria smilte svagt. Ved lyden af Angela's ordre til hende, kiggede hun bare hen på hende og løftede svagt på et af de tynde øjenbryn. "Er du da en kylling Angela? Ikke frisk på en lille kamp?" Ligesom Jacob foldede hun sine arme på kors hen over brystet. "Det undre mig nu ikke at du er en lille bange tøs, det har du altid været,"