I'm not her - Damon.

Blair stod i en gyde med en ung mand, han var lidt ældre end Blair. Hun ser smilende på manden, det ikke virker specielt skræmt. Og det var der en god forklaring på, Blair havde vist interesse for ham, og fået ham med ind i gyden. Hun kyssede hans hals og før han kunne nå at reagere, sad hendes tænder fat i ham. Hun sugede til sig og mærkede hvordan hans varme blod forsvandt fra hans krop og kom ind i hendes. Da der ikke var mere blod i hans krop lod hun ham falde til jorden. Hun tørrede hendes med hendes håndryg og så på hendes tøj for, at tjekke der ikke var noget blod der på. Da hun var sikker på der ikke var noget blod, gik hun ud på gaden igen. Hun trak hurtigt sine tænder væk og gik bare ned af den menneskefyldte vej. Hver eneste af deres blod tiltrak Blair, hun havde dog lært sig selv, ikke at leve af hendes lyster. Selvom hun måske havde lyst, så skulle hun ikke springe på den første med delikat blod. Hun havde virkelig brug for viljestyrke, i hvert fald indtil hun var mere kontrolleret.

Damon gik rundt for sig selv, han havde ikke meget at lave end at kigge hvordan nogle af byens bygninger havde ændret sig på det sidste.. Det var helt underligt for ham at være tilbage og gå rundt. Heldigt for ham var selvbeherskelsen en ting som han havde i mere eller mindre fuld kontrol, han havde fået fært af et menneske.. Han kunne hører hjerterytmen fra det blive svagere og svagere og tilsidst var den helt væk. Et tegn på en vampyr eller bloddæmon havde dræbt en, ikke at Damon ikke var ligeglad for det var han. Han gik bare videre med øjnene rettet frem ad som havde han et bestemt mål at nå frem til. Så fik han øje på hende.. Det fik ham til at stoppe op, det var som om verden gik helt i stå. Havde Rose fundet ham? Det var umuligt ikke? Eller enlig ikke, han håbede ikke hun havde set ham.. Men måske skulle det være nu han tog sin hævn? Han kunne enlig også bare dræbe hende, det var vel nemt nok. Damon gik imod hende og som om han var en af de værste forbrydere trak han hende ud af menneske mængen og ind i en form for gyde. Han kiggede øje på hende, Rose var stærkere end ham.. Det vidste han.. Men hvad han ikke vidste var at dette slet ikke var Rose. Damon trak en skarp pind frem og kastede imod hende, som var hun den værste person han ville møde.

Blair gik målbevidst ned af gaden, hun lagde ikke mærke til hvem eller hvad der gik forbi hende, hun ville bare gerne videre. Men før hun nåede, at reagere blev hun trukket væk fra mængden. Hun så undrende på manden, vampyren, der havde trukket hende med sig. Hun hoppede gispende til siden, da han kastede en pind imod hende, den ramte ind i hendes arm og sad fast der. Hun trak den ud og ventede på, at såret healede. Hun så på ham med et blik, der var forvirret men stadig indeholdt noget frygt. Hun vidste ikke hvor stærk eller hvor gammel han var, men der var stor chance for han var stærkere end hende. Hun sank en klump. "Hvem er du?" Hun forstod ikke hvorfor, han forsøgte at dræbe hende, hun havde aldrig set ham før, så hun var ikke klar over hvorfor, han skulle forsøge at dræbe hende. Men det kunne også være lige meget. Blair gik hen imod ham og forsøgte ihærdigt på ikke, at virke bange. Hun var ikke rigtig bange for så meget længere, men når folk forsøgte at dræbe hende, kunne hun ikke undgå det. Hvem vidste hvad han ellers var i stand til? Hun lagde armene over kors og så ventende på ham, mens hun ventede på et forklaring.

Hvem er du?, de får ord fløj igennem tankerne på ham. Lavede hun nu også sjov med ham, eller havde hun glemt ham efter 1000 år? Damon trådte et skridt nærmere, dog var der noget galt.. Hun så forvirret ud og en anelse bange.. Det fik ham til at undre sig, Rose havde aldrig set sådan på ham før. Damon hævede lidt på et bryn.
"Du ved godt hvem jeg er Rose, så hvorfor lade som om du ikke aner det." Svarede han, kort overvejede han at bruge sin evne for at være sikker på om han kendte hende eller ej.. Damon kiggede på Blair, og trådte igen et par skridt nærmere så han var ret tæt på hende. To skridts afstand. Han kiggede hende ind i øjnene, men han havde ikke brug for øjenkontakt for at bruge hans evne. Men han ville bare være sikker på det var Rose inden han dræbte nogle, han ville ikke have det godt med sig selv hvis det viste sig at han bare illusinerede at det var Rose.. Men hun lignede Rose.. på en prik som var de enæggede tvillinger.. Det var nok det som forvirrede Damon en del, han var ikke sikker på om hans teori var rigtig.. Men på en måde var han, Damon kiggede på hendes sår som healede.

Blair forstod slet ikke hvad foregik, hvorfor så han og snakkede han til hende, som om de kendte hinanden. Hun rynkede brynene da han kaldte hende Rose. "Nej jeg ved ikke hvem du er. Og jeg ved ikke hvem Rose er. Jeg er Blair." Hun trådte et skridt tilbage da han kom tættere på, selvom hun måske ikke ville virke bange, så var hun alligevel bange. Mere end hun ville indrømme. Blair lod hendes arme falde ned langs hendes krop igen, hun så på ham og hun forsøgte at virke hård og ligeglad, men det var hun langt fra. Han skræmte hende, hun vidste ikke hvad han var i stand til, han havde lige kastet en pind efter hende, hvis hun ikke havde været hurtig nok kunne hun have været død. Endnu en klump forsvandt fra hendes hals, hun knyttede sine næver af ren refleks, hun ville være sikker på han ikke gjorde noget som kunne være farligt for hende. Så hvis han gjorde noget, ville hun måske kunne gøre modstand.

Damon stoppede op og blinkede et par gange da hun sagde hun hed Blair, men om han kunne stole på det var nok det han ikke var sikker på. Men den smule usikkerhed som slap fra hende, gjorde ham straks mere sikker i sin sag. Rose havde aldrig været i tvivl om noget, hvert et af Rose' ansigts udtryk kunne ligne noget hun havde planlagt flere dage tilbage. Rose var ikke bange af sig, han havde næsten været i tvivl om hun havde følelser. Det var den eneste ting som gjorde ham usikker, Blair virkede ikke til at kende ham.. Hun virkede mere til at være yngre end ham i vampyralderen, han kneb øjnene en smule.
"Hvorfor ligner du hende så på en prik, som to dråber vand." Spurgte han ud i luften, han var forvirret det var tydeligt.. Men han kunne se hun heller ikke forstod. Damon lod sit blik hvile ind i øjnene på Blair. Han gennemborrede dem, uden enlig at få noget ud af det. Det var ikke hans evne, men han kunne fornemme at han havde gjort en fejl. Dette var ikke Rose..
"Jeg undskylder for min opførsel, navnet er Damon." Svarede han så og hende stadigvæk i øjnene.

Blair forstod ingenting, hun var et stort spørgsmålstegn. Denne Rose var om andet forhadt af denne vampyr. Den vrede og det had han havde haft rettet imod hende var ikke til, at tage fejl af. Han hadede Rose, og han havde forsøgt, at dræbe hende hvis det havde været Rose og ikke Blair der stod foran ham. Hans spørgsmål var forståeligt, men hun kunne ikke svare på det. "Jeg kender ingen Rose. Så jeg har ingen idé om det." Hun gik ud fra, at Blair var i familie med Rose, langt ude måske. "Måske er vi i familie? Jeg ved det ikke." Hun kunne ikke komme på andre muligheder, hvis de lignede hinanden så meget som han påstod de gjorde. Blair var ikke sikker på hvad hun skulle sige da han præsenterede sig selv. Så hun rakte bare hendes hånd frem imod ham. "Som sagt hedder jeg Blair." Hun mente bare det hørte til en præsentation, at præsentere sig selv. Så hun gentog sig.