Welcome to modern times! //Damon//

Sted: Ashen Wood Forest - gravkælder
Tid: 19:00
Vejr: Tåget
Omgivelser: Bliver beskrevet i teksten
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

''Jeg flår indvoldende ud gennem hendes spiserør!'' blev der råbt ikke særlig langt væk fra der hvor Lailah løb. Hvor var det typisk hende altid at møde de forkerte personer, deres sygt forskruet sind kunne åbenbart ikke tåle en afvisning til deres syge sexlege hvor totur indgik. ''Modige ord.. Jeg glæder mig til at proppe dem ned i halsen på dig igen.'' mumlede Lailah for sig selv mens hun blev ved med at løbe. Stumper af træ skar under hendes bare fødder, og for næsten hver træ hun løb forbi var der en gren som gav hende rifter på armen. Hendes hverdage kunne ikke blive ved på den måde, Delilah måtte snart give hende noget træning!
Som i en gyser film forsvandt jorden under hende, bogstavligtalt, og pludselig stod hun nede i noget der lignede en mørk labybrint. ''Jeg hørte noget herover!'' og det var så hendes tegn til at komme væk. Der var for langt op, så det nyttede intet at prøve. Beslutningen blev hurtigt taget, og hun løb straks ned gennem gangen i mørket.
Da hun ikke havde muligheden for at se noget lys mere, begyndte hun med at føle sig frem med hendes arme, som der løb lidt blod ned fra. Nu var det ikke længere end gang hun gik i, det havde ændret sig til et kvadratisk rum, og hvis hun ikke tog meget fejl så lagde der en masse gamle ting i rummet. Hendes hænder kørte hen over noget som mærkede som sten, men denne sten havde en speciel form.. Begge hendes hænder udforskede nu denne udtørrede ting, og pludselig følte hendes hænder et hoved..

P:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Damon havde siddet her i al for langtid, hans krop var næsten sten.. Dog kun fordi han ikke havde fået blod i langtid, og da blod enlig drybbede ned i hans mund kunne han pludselig bevæge sig lidt. Han slog øjnene op, som et monster fra den værste stræk film. Stenflagerne begyndte nærmest at skælde af, Damon greb omkring englens håndled og satte tænderne i.. Blodtørsten var stor næsten smertefuld, han sugede hårdt til. Men stoppede sig selv efter at have fået nok til at kunne gå rundt, der var en som havde fundet ham. Han kiggede denne yndige frøken i øjnene, og tørrede blodet væk fra hans mund. Heldigvis kunne han styre sin blodtrang ganske godt, og kiggede dog lidt på hendes rifter og der hvor han havde bidt hende. Men hans hørelse opfangede nogle skridt som var på vej ned imod dem. Damon kiggede lidt på Lailah og nikkede så som et tak.
"Mange tak frøken." Sagde han og tog hendes hånd, han kyssede den ganske let. Han var bare meget høflig, han havde trods alt været fanget i flere år. Damon slap hendes hånd, da stemmerne udenfor gravkammeret ikke lød specielt venlige. Var de efter denne pige som var hernede, det fandt han vel ud af. Hvis det var tilfældet ville han sikkert dræbe dem på stedet..

De maskuline og markerede ansigtstræk kunne kun stamme fra en mand, men grundet af overfladen føltes det blot som en statue. Hvilket var lidt ærgerligt da Lailah godt kunne forstille sig en maskulin mand med god træk som det hun umiddelbart troede var en statue, have. Midt i hendes egne tanke var der dog noget som bed sig fast i hendes håndled og selvom hun havde problemer med at se noget, kunne hun godt gætte sig frem til hvad det var hun stod over for. Vampyr.. Hendes oplevelse med vampyre havde aldrig været særlig gode, og der tænkte hun så tilbage på Demetri. Gennem årene havde hun dog lært ikke at trække sig når de bed, da det gjorde pænt ondt. Et støn blandet med at gisp forlod hendes læber under bidet og hun trak hurtig hånden til sig da han var færdig. Hun kunne stadig ikke se noget, men hun kunne føle hans øjne som hvilede på hende. Hun mærkede sig frem til et stearinlys som stod i en guld lysestage, lagde en finger ved snoren og tændte stearinlyset så hun kunne se vampyren. Intet i hendes ansigt træk sig da han kyssede hendes hånd, men der var noget der fortalte hende at hun ikke skulle være bange for ham. ’’Velkommen til moderne tider..’’ mumlede hun svagt da man kunne høre de ikke så venlige ord fra mændene af, mens det første smil fra hendes side af, krøllede sig op på hendes læber. ’’Mit navn er Lailah’’ sagde hun og sendte ham et kort smil, der blev afbrudt af de to mænd. De to mænd stod i gravkammeret sammen med hende og Damon, med et ret så grusomt glimt i øjnene.. ’’Oh..’’ mumlede hun irriteret. ’’Ingen stedet at flygte hen sukkergris.’’ Lo den ene.