A beautiful place to die l Delilah.

S:: Ashen Wood Forest.
T:: Formiddag.
V:: Beskrives.
O:: Det en skov, men der kommer nærmere beskrivelser XD
P:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Denne tråd er:
Den aske grå skov, stod i sin pragt. Men denne dag virkede den så stille, mere end normalt.. Det virkede ubehageligt, og næsten ikke til at finde rundt i om man skulle tage det som en afslapning eller om man burde mere anspændt. Kun skabninger hvis frygt ikke var tæmmet ville være bange for denne skov ligenu, det var som om den advarede folk om at de skulle holde sig væk. Som et snit ind i hvad der kunne ske i fremtiden.
Morgensolen tittede frem fra trækronerne på denne sommerdag, det havde tydeligt at regnen havde været hård for natten, det forklarede den muddrede skovbund. Himmelen var ikke helt overskyet, men skyerne var grå. Solen strålede ned på Carolines marmor hud, men uden at brænde. Heldigt for Caroline.
Caroline var af mærkelige årsager gået ind i skoven, måske for at slappe af? Selvom det var svært at slappe af med Locan der stadigvæk var på fri fod, dog frygtede Caroline ham ikke længere. Hun ønskede ham bare død og begravet, eller bare død. Der for tiden mange hun ønskede død, mange som hun havde fået helt klar på hvad hun følte overfor. Skælde mellem venner og fjender var ikke svært længere, hun vidste hvem hun kunne stole på og hvem som man skulle holde sig fra. Caroline havde for en gangs skyld flade støvler på, at gå i skovens ujævne og mudrede terræn havde hun længest vendt sig fra. Caroline gik lidt til hun stoppede op ved lugten af dæmon, hun listede sig forsigtigt nærmere men trådte på en gren. Hun havde udløst opmærksomhed, fra en som hun langtfra ville kalde en ven. Caroline havde et koldt blik imod denne kvinde, det var hende fra kroen. De havde ikke startet et godt venskab, de var fjender. Caroline havde længe haft lyst til at bruge sine knive og kunne ikke finde på en dejligere situration til at bruge dem. Nu når hun kunne gå i sollysset og tåle helligelysgenstande, så var hun lidt svær at dræbe. Caroline kastede sine to kvinde hurtigt og målrettet af sted imod Delilah, og satte så i løb. Men hun nåede ikke langt da en rod stak sig lidt op for jordbunden, hendes fod kom indunder hvilket relaterede til at hun faldt ned hovedet ned i den smattede jord. Caroline løftede hovedet op og tørrede mudderet af hendes ansigt. Men kunne hører skridt bagved hende, hun vendte sig så godt om hun kunne. Men der var glat og smattet, hun kiggede op i sin fjendes øjne.
"Længe siden." Sagde Caroline blot koldt, enlig fik hun rejst sig op. Hun var klar til angreb, eller enlig ikke.. For hun var dækket af mudder, ikke ligefrem det som gjorde hun lignede den stærkeste i hæren. Men hun var blevet dronning af vampyrerne, så stærk måtte hun jo være. Og det var ikke noget hun selv var i tvivl omkring, derfor stod hun alligevel ansigt til ansigt med denne kvinde som hun nær havde dræbt sidste gang. Det havde været på grund af vrede Caroline ikke selv kunne styre, som havde gjort det. Men denne gang var hun stærkere og under kontrol, dog var der stadigvæk svagheder.. Svagheder som kun nogle kendte til.
”Så hvad der du her for? Er der stadigvæk nogle håb og drømme du vil knuse her rundt omkring, for det må jeg sige dette sted er et smukt sted at dø på.” Sagde Caroline og greb omkring Delilahs hals, og tvang hende op af et træ imens hun så hende i øjnene. Caroline hævede lidt på et bryn, der var ikke et glimt frygt. Det ville blive en lang dag, to stærke sjæle imod hinanden. Caroline fik et lumsk smil på sine læber, hun glemte kort at hun ikke skulle undervudere andre, hendes svage punkt var magtbegær. Hun havde i sidste to sekunder laget tanken om hun faktisk var stærk overtage hende,  hun havde det som om hun kunne klare hele verden. Det var hendes svaghed ligenu, at hun ikke forventede nogen form for modangreb overhovedet. Tanken om dem hun holdt af, Nicolas, Nille og Jacob samt Rowan. Og selvfølgelig også få andre, det var det eneste hun havde for sine tanker ligenu. Folk som hun elskede og holdte af, og så magt. Den stilling som hun havde fået, at være leder over en hel race. Så langt havde hun aldrig troet at hun ville kunne komme, men der var hun så nu. OG var rigtig stolt af sig selv, stolt af at hun faktisk kunne komme herop og nå det trofæ ingen nogensinde havde troet hun kunne blive høj nok til at få fat i. Alle dem som havde sagt hun ikke kunne en skid, de skulle bare se hende nu. Caroline havde dog dette lorte slave mærke som man kunne skimnte lidt når man så hendes skulderblad selvom håret og tøjet tildækkede lidt ville man stadigvæk se et upassende mærke for en vampyr. Dog vidste Caroline at hun nok skulle finde den rette hjælp på det rette tidspunkt. Endnu engang kunne hun se sit ejet spejlbillede i øjnene på den kvinde hun ville dræbe, hvorfor gjorde hun det ikke bare. Dræbte ligenu! I stedet for at stå og tænke, Caroline gjorde sit greb en anelse strammere omkring grebet på halsen..  Så kastede hun Delilah hen imod jorden, om hun ville falde eller opholde balancen som sidst vidste hun ikke. Caroline kørte en hånd igennem sit hår, ingen tegn på frygt overhovedet. Det eneste der næsten kunne være tegn på var ligegyldighed, den følelse havde hun lært at sætte frem. Hun havde også lært andre ting, som at tage det roligt selv i de mest smertefulde  episoder. Caroline havde erfarringer for de personer som hun havde mødt, dem hun kendte samt havde kendt. Hendes bror Matt var død, Nicolas’ søster dræbte ham.. Men selv den episode havde hun tacklet ganske flot, som havde hun næsten været helt ligeglad i enden af det hele. Caroline lagde armene overkors.
”Skal vi tage den nemme død eller den svære?” Spurgte hun så med et skævt smil på de blodrøde løber, og et næsten dræbeligt blik i hendes øjne.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Den mange kilo tunge læderjakke strejfede kun netop kvistenes top, men fejede lydløst som var den intet andet end fjer der blafrede i det blege lys. De højhælede læderstøvler der smøg sig op af hendes ben, knækkede ikke en eneste gren på deres vej, og syntes end ikke at synke ned i det mudrede terræn, på trods af hvad al logik sagde. Det skudsikre korset der gav hende en smukt formet talje samt en meget tydelig barm sad stramt om hendes krop, og udmundede i det overlæssede våbenbælte der syntes at bære ammunition nok til en krig om hendes hofter.
Læderbukserne der bevægede sig smidigt om hendes ben glinsede let i solens stråler, idet hun skød igennem terrænet - lydløst, som en kats poter imod jorden. Hendes blik søgte lettere dovent imod træernes stammer, idet de adskillige blodsprøjt der var klasket ud imod hendes ansigt og tøj var begyndt at tørre ind. Hvis man gik lidt dybere ind i skoven, ville man se en lille gruppe af opsprættede overnaturlige ligge spredt over skovbunden, og det var deres sidste blodstænk der var sprøjtet imod hendes ansigt, og havde efterladt hendes tøj smurt ind i blod. Adskillige kød- og indvoldsrester var selvfølgelig at finde, fanget under hendes tøj, men det var alt.
Et koldt smil dansede om Delilahs læber idet hun skred igennem skoven, for at finde tilbage fra dette gruppeoverfald hun havde været centrum for, der var endt i en lettere smertefuld død for samtlige af de der havde overfaldt hende. Hendes skridt var rolige som var hun blevet løst for nogle spændinger ved den kamp hvori hun havde revet disse overnaturlige fra hinanden.

Det høje knæk fik Del til at snurre rundt på sekundet, og i samme sekund slog stanken af igle imod hende. Indeni svang eder og forbandelser sig rundt, over at hun ikke havde fået kvalme af den tunge stank af blodsuger, længe før væsnet afslørede sig ved at fucke med placeringen af fødderne. Delilahs øjenbryn hævedes let ved synet af den igle. En af de igler der hadede hende, og som hun ikke selv kunne finde andet end had til.
Delilah ventede i samme sekund et angreb, så knapt havde knivene sluppet iglens fingre, før Delilah havde kastet sig tilsiden, og landede jorden i et hurtigt rullefald der i samme sekund trak hende op i stående stilling, og gav hende fremgang til et løb imod blodsugeren. Hun behøvede da heller ikke løbe langt før hun stoppede op ved blodsugerens faldne krop, og vippede hovedet hånligt til side. Imellem Delilahs fingre var våben allerede parat.
"Ikke længe nok, igle."
Hun lod iglen rejse sig op, hvilket var alt andet end taktisk - men hun var egentligt pisse ligeglad. Om blodsugeren var stærk eller ej, betød heller ikke noget for Delilah, for hun havde intet at miste. Ingen venner, ingen der elskede hende. Ingen der betød noget for hende. Selv hendes familie havde sat store dusører på at få hende - død eller levende. Hvis hun var levende, ville de torturere hende til døde, hvis hun ikke var .. Ja så havde de alligevel vundet. Hun var helt alene, og havde ingenting at miste overhovedet.
Eller, det troede hun i hvert fald.
"Har jeg fandme allerede gjort. Du kan selv spørge den gruppe af fucking igler der er blevet sprættet op lidt længere inde i skoven."
Hun lod tungen glide henad hendes overlæbe, for nogle dråber blod havde balanceret, og trak dem ind mellem læberne, som for at bevise at det var der blodstænkene kom fra.

Delilahs fingre snoede sig om iglens, idet hun hamrede hende op af et træ, og hun kunne mærke hvordan hendes luftrør begyndte at lukke sig mere og mere sammen, grundet presset imod hendes hals. Smerte skød op igennem hendes ryg idet hun ramte og hendes fødder ikke nåede jorden længere, men hun ænsede det ikke. Istedet løftede hun stålkniven der var afkølet i vievand, og hamrede den igennem kællingens hånd, hvorefter hun flåede den op igen.
Det strammede greb om Delilahs hals lukkede hendes lufttilførsel hundrede procent, men hun ignorerede det. Hun nægtede at vise svaghed, nægtede at lade blodsugeren overtage. Hendes blik strejfede slavemærket.
"Er du en fucking slave, kælling?"
Stemmen var hånlig, og selvom Delilah selv havde adskillige slavemærker spredt ud over sin krop, så havde hun ingen intentioner om at fortælle dette til iglen. Men da blodsugeren kastede hende hen ad jorden, blev endnu et rullefald bevæget ud igennem hendes krop, og trak hende op i stående stilling, hvorefter hun snurrede omkring og lagde blikket imod kællingen. Et koldt smil sitrede om hendes læber.
"Du må helt selv bestemme om du vil dø smertefuldt eller ej. Det behøver jeg ikke bestemme."
Knapt havde ordene forladt Delilahs læber, før hun rev vievandkapsler op, og hamrede dem imod kvinden så de knustes imod hendes krop - Vievand var skadeligt for både dæmoner og vampyrer, men mere skadeligt for nogle vampyrer end andre. Og siden kællingen kunne gå i sol .. Havde hun en god idé om hvad der måtte skade hende. Derfor greb hun også den kniv hvis blad og skaft var udskåret i hellige symboler, og vievandet samt de hellige tegn sved og brændte da også imod Delilahs hud, idet hun holdt fast om dette våben.
Hun tog nogle hurtige skridt frem, og gled pludseligt ned så hendes ene ben fejede benene væk under iglen, og fik sig derefter placeret direkte ovenpå hende. Hun sørgede omhyggeligt for at iglen ikke kunne komme fri ved at rive sig op, ved at hamre begge hæle igennem iglens håndflader, og placere begge knæ imod hendes bryst, for at presse hende ned. Med den ene hånd skar hun et hurtigt, lettere primitivt pentagram på iglens hals, idet hun vidste at hellige ting var skadelige for dem, ligesom de var for dæmoner. Hun flåede derefter kniven op i højere stilling, og hamrede den ned igennem iglens skulder. Hun flåede den op igen, og vippede den let til siden, så hun kunne skære halsen over på iglen med en enkel bevægelse med hånden.

Caroline vidste det ikke var hendes bedste dag at slås i, sidst havde hun haft en lille fordel.. Nemlig vreden som boede tæt på den morderiske side den gang, at være i kontrol var ikke altid en fordel.. Faktisk kunne det gør at hun ikke kunne bruge alt sin styrke på en gang, fordi hun havde sine følelser.. Caroline blottede arrigt sine tænder da kvinden nævnte hendes slavemærke.
"Måske hvorfor misundelig?" Svarede hun flabet. Caroline så på det kolde smil, der var ikke en mine at fortrække i Caroline's ansigt efter hun havde trukket sine tænder til sig. Caroline ville ikke vise en eneste følelse udover had for denne dæmon, dog var Caroline imponeret over dæmons kampteknik.. Hun mærkede kniven der flænsede sin hånd op men prøvede at lade som ingen ting. Caroline betragtede alligevel Delilah, Så meget kamp havde hun aldrig lært, men hun var god til at observere over derved lærer.. Også selvom at tidspunktet måske ikke så ud til at være det helt rette. Caroline mærkede vievandet brænde inde i hendes krop, men viste ingen tegn på smerte. Hun holdte det inde, ved tænderne sammen imens smerten klemte hårdere og hårdere til. Det var som at stå i flammer, men den større smertetærskel hjalp hende på vej. Caroline havde klemt til hendes fejl sine øjne i for at få smerten til at sitre.. Men der gik ikke længe før hun mærkede sit hoved dunke ned i den mudrede jord. Caroline åbnede øjnene igen, og så på denne sindsyge kvindelige dæmon. Caroline mærkede en stor smerte i hendes håndflader da de blev gennemborede af dæmons hæle, men igen bed hun det så godt i sig så muligt og tog tingene helt rolig.. Så roligt som hun kunne. Hun mærkede en større smerte end nogensinde før, og ville skrige.. Hvis det ikke var fordi at denne kvinde nærmest sad ovenpå hende! Caroline mærkede smerten blev flyttet over i hendes skulder, hun tog en hurtig indånding.. Hun måtte holde hovedet koldt. Caroline kunne ikke bevæge sine hænder det var næsten tortur men tog sig så sammen. Hun løftede på hovedet og nikkede dæmonen en på skalden med sit hoved.  Og med lidt held fik hun den ene hånd fri ved at skabe ubalance for dæmonen, Caroline greb kniven, og satte den i maven på dæmonen imens hun så hende drabeligt i øjnene. Caroline var svækket voldsomt endda, men hun opgav ikke, hun slap hurtigt grebet omkring kniven da den sveg hendes hænder noget så voldsomt. Caroline skubbede Dæmonen bagover så hun på vakelben kom op og stå igen. Så sparkede hun til dæmonen så hårdt hendes ben magtede, dog var hendes ben ikke blevet skadet så de virkede fint nok.
Caroline kiggede på hendes hænder, og imens ingen så det skar hun lidt ansigt af smerten men sank den i sig igen.  Det virkede som hele hendes krop var ved at gå i krampe, dog nåede hun ikke rigtigt at gøre noget før en mand trådte op på siden af hende, Caroline vendte sig af refleks om og greb om halsen på ham. Men han brugte begge hænder til at vride nakken om på hende. Heldigvis kom vampyrer tilbage efter at gå vredet nakken om, det var der ikke mange væsner som gjorde. Caroline faldt ned på den smattede jord endnu engang, manden trak en sprøjte frem med bedøvelses middel som han satte i Delilahs arm. Da hun enlig også var helt væk svang han dem begge over hver sin skulder og gik af sted med dem. Han gik til han kom til hans palæ inde i Terrovile. Han smed dem ind på samme værelse, hvorpå han havde den frækhed at klæde dem om.  Han lod dem derfor være alene på hver deres seng indtil de engang vågnede, indtørret blod og våben var helt fjernet. Der ingen flugt udveje i dette udsøgte paradis af et palæ de var i ligenu. Caroline vågnede op som den første, og satte sig op efter da tog hun sig til sin nakke. Hun knækkede den på plads og kiggede frem for sig, hun rejste sig op da hun bemærkede hun var i klædt en ganske fin og dyr kjole, hun spærrede øjnene lidt op.. Det eneste der manglede var hendes hår.. Hendes hår manglede at passe til tøjet og smykkerne.. Hun kastede et blik hen på sengen der hvor dæmonen sov. . Eller var bedøvet, for Caroline’s skyld måtte dæmonen godt være død. Men havde en fornemmelse af at hun ikke var så heldig som hun ønskede at være. Caroline kiggede ind i et spejl, hun var i klædt den flotteste hvide kjole hun længe havde set, det kunne ligne noget en ægte prinsesse ville gå i. Smykkerne var i hvid guld, ikke fordi hun hadede det. Det eneste hun havde lyst til var at flå struben ud på manden der havde vridet hendes nakke om før. Caroline gik hen til et spejl og så sig lidt i det, og gik så over til et vindue som var indrammet med tremmer støbt i vievand. Caroline kunne ikke se nogen mulig udvej overhovedet, hvilket irriterede hende ret så meget. Alt her var rigt, en tyv ville kunne bade i rigdom ved at tage et smut forbi dette sted. Men de ville højest sandsynligvis aldrig komme ud, Caroline havde ikke set resten af dette palæ.. Men snart kunne hun se der kom en masse hestevogne nede i en stor gård med et springvand i midten. Dette sted var virkelig stort og rigt, hun kunne se det bare ved at kigge udenfor. En kvinde trådte ind af døren og Caroline rettede sig hurtig i med ansigtet imod kvinden, og et hurtigt kast ned på hendes heldigvis healede hænder. Caroline så på den fine kvinde som kom ind til dem, dæmon.. Ikke noget blod der var værd at tage af. Kvinden var smuk, og Caroline kunne allerede fornemme nu at hun var meget stærk. Derfor angreb Caroline ikke, hun ville sparer på sin energi.
”JEg har en vigtig besked til jer begge to.” Sagde hun med en alvorlig klang i stemmen.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Delilahs krop smertede kraftigt, men hun ænsede ikke den dunkende smerte der hamrede igennem hende. Hendes hoved snurrede, og hendes tanker syntes sløve og tykke som tungt blod der bevægede sig langsomt igennem hendes hoved, og derfor var årvågenhed alt andet end på sin plads. Hendes øjenlåg føltes som sirup der var smurt ud over de grønbrune øjne hun bar rundt på, og det syntes derfor umuligt at presse dem åbne, så i stedet måtte hun kæmpe sig til et billede af omgivelserne, via de andre sanser hun så dygtigt besad.
En tung duft af indelukket luft og dyre parfumer blev suget ind i hende, og hun vidste dermed at hun var indenfor, og at stedet efter al sandsynlighed var klistret til af rigdom. Hun kunne mærke tungt stuf imod hendes hud og en let fugt i hendes hår, samt blødt stof der lå imod hendes underside. Havde noget taget hende i bad, skiftet hendes tøj og lagt hende i ... Hun mærkede en ekstra gang, men havde ikke haft nogle problemer med at genkende stoffet ... Lagt hende i en seng? Åh gud, var hun nu blevet bedøvet og voldtaget imens hun sov igen?
Hun kunne høre en bevægelse i rummet, og pludseligt slog lugten af igle imod hende. For fanden, var kællingen her stadig!? Pludseligt tog nysgerrigheden, vreden og den dybe kløft der tømte smerte ud fra hendes krop og fyldte den med aggresivitet tog over, og lod smerten blive siet ud af hendes tanker. Dette tillod hende at slå øjnene op, og selvom hendes tanker var tykt som sirup, så lykkedes det hende at bringe nok indtryk til sig, til hun kunne reagere i samme sekund.
"Fuck! Pis også!"

Hun kendte dette sted. Hun kendte det som ind i helvede, og det var tydeligt på alle de blandede følelser - sorg, vrede, smerte, let frygt, mere vrede og mere smerte - der flakkede igennem hendes øjne som en tornado der slyngede disse følelser rundt. Dette var hendes onkels hjem, hvilket betød at hendes familie havde fundet hende. Så hvad lavede de her? Iglen burde for længst være blevet sendt ned i torturrummet til dødelig tortur, og det samme burde Delilah, fordi hun var flygtet fra dem for flere hundrede år siden.
I disse sale var hun blevet tortureret igennem barnsben, hun var blevet tvunget til at lade hendes første forelskelse lide døden ved tortur for hendes hånd. Hun havde været en slave, hun havde været i en smerte så dyb at hun aldrig havde nået at forlade den, selv da hun kom væk fra hendes families greb. Hun var blevet ødelagt dybt ind i kernen, havde fået frataget alt der nogensinde ville kunne betyde noget for hende, og var blevet tvunget ind til dette ... helvede, hun var nu.
De havde ødelagt hende. De havde gjort hende til en skal, og sørget for at alt der kunne ændre hende, ikke var andet end små kødrester i kælderen nu. Sørget for at hun ikke kunne elske, ikke kunne elskes. De havde flået hendes liv itu, endnu inden hun var blevet født. Bare tanken om at være tilbage, væltede hende i så mange minder at smerte dunkede igennem hendes hoved og en overvældende lyst til at sætte sig til at græde - som hun ikke havde gjort siden hun var 15, hvilket var mange hundrede år siden - svømmede ind over hende. Men hun var blevet stærkere, og gav ikke efter for trangen. Viste end ikke følelserne.
Delilahs hoved fløj op da kvinden kom ind, og lagde sig imod det velkendte ansigt.
"Lena?! Lena hvad fanden har du gjort! Mine forældre flår iglen og jeg i stykker! Også jer, når de opdager at i ikke afleverede os til dem med det samme!"
Delilah vidste at hendes forældre ikke vidste noget om at hun var her, fordi så havde hun allerede været underlagt dyb tortur. Delilah rev sig op fra sengen, og bemærkede i samme sekund hendes egen påklædning, i det enorme spejl der udgjorde en af væggene. Det var som var det glitrende stof syet ind i hendes hud, og bevægede sig som yndefulde floder ned af hendes krop i dansende bevægelser, og syntes at få hendes skikkelse til at udstrække sig til noget der syntes gudindelignende - mere end hendes race allerede havde sørget for.
Hendes læber skiltes i let chok, og så hamrede vreden over hendes ansigt. Hvor vovede de at smide hende i en fucking prinsesseudklædning igen!? Det mørke stof der stod i kontrast til hendes cremefarvede hud, og lod de snoende slanger af krøllende lokker i hendes hår smelte ind i samme elegante bevægelser, ved hver eneste vejrtrækning der hævede hendes bryst. Det eneste der ikke spillede sammen i den skønhed og idyl der indhyllede både hende og iglens påklædning, var det raseri der var afspejlet i hendes ansigt. Hun snurrede imod blodsugeren, og syntes næsten at snerre.
Men inden hendes skilte læber kunne sende diverse forbandelser efter blodsugeren, afbrød Lenas lyse englestemme hende, den stemme der alligevel rungede af styrke.
"Vær sød at holde din mund lukket, frøken Delilah. Kongen og dronningen vil få dette arrangement at høre, men først har vi en tradition som både du og vampyrernes leder skal gå igennem. En tradition du, frøken Delilah, kender til, men idet din tidligere forlovede under mystiske omstændigheder forsvandt, må vi gentage dette. Frøken Caroline vil som den første uden for vores familie gennemgå samme tradition og blive en del af familien, idet hendes status er yderst værdifuld."
Delilahs læber skiltes i chok, og hendes blik flakkede forvirret imellem Lena og iglen, der tilsyneladende hed Caroline og var iglernes leder. Og hvor bange gjorde det Delilah? Hvor meget ændrede det på hendes forhold til Caroline? Ikke en fucking skid, hun var lige så ligeglad med kællingen som inden hun blev proppet i alt for dyre kjoler der hæmmede hendes bevægelsesfrihed og stuvet ind i et rum sammen med kællingen.
Lena fortsatte ufortrødent sin enetale.
"Vi har placeret bomber i jeres begges kjoler, og vi har den præcise placering på alle dem der betyder det mindste for jer. I aften skal i smile, i skal være søde ved alle omkring jer - i særdeleshed mændende og hinanden - i skal adlyde og .. Ja, frøken Delilah, du kan forklare alt om kvindernes opførsel til frøken Caroline når jeg er gået. Hvis i gør noget vi ikke bryder os om, så vil vi først sprænge jer i stykker, og derefter sørge for at alle i bekymrer jer det mindste om, vil lide en meget smertefuld død. Vi har magt nok til at få det til at ske, uden nogle problemer. Vi vil hente jer, når det er tid til jeres ankomst ved selskabet. Farvel."
Lena vendte sig så hendes dyre, dybrøde kjole svajede om hende, og forsvandt ud af døren. Man kunne høre et klik, og tremmer gled ned foran døren - de kendte Delilah. De kendte til hendes dårlige vane med at flygte. Delilah sprang da også frem så det fantastiske stof glitrede og bølgede om hende med en utrolig kraftfuld blidhed, og greb fat i tremmerne i et forsøg på at rive dem op. Men end ikke en Archdeamon havde været stærk nok til at flå tremmerne åben, så hun måtte hurtig se sig slået.

//OOC: Skal du have mere at svare på? For kan sagtens skrive mere, hvis det ikke bliver for langt? xD

Caroline holdt sin indre dæmoner under kontrol, og kiggede bare på denne kvinde som åbenbart hed Lena. Caroline lyttede til hvert enkelt lille ord, som lød til at ville ændre hendes liv totalt. Ikke at det ville komme til at ske, Caroline bestemte selv over hendes liv. Det skulle en flok dæmoner ikke komme og lave om på! Om hun så skulle flå hjerter ud på alle for at få hendes sag sagt så gjorde hun det, men nu kom problemet.. Bomber, de kunne eksplodere hende i flere stumper og stykker hvis hun gjorde noget der ikke passede ind i deres skikke. Heldigt at Caroline brugte 6 år af sit liv i selskab med kun at hører efter hvert eneste ord hun skulle, om hun så skulle tilbringe en vinternat i bidende kulde.. Dengang hun var menneske.. Leve med den voldsomme behandling af de dæmoner, som havde hun været en af deres sexslaver det havde hun jo enlig også. Indtil hun enlig fik flygtet, det var tanker Caroline ikke ville se tilbage på.. Men blev nød til at tage sig til rette af ikke at blive slået ihjel, der til var hun nød til at bruge Delilah's hjælp. Ligemeget hvor meget hun hadede denne.. grr.. dæmon. Caroline kørte en hånd igennem hendes hår og hørte tydeligt at træmmerne gled ned udenfor døren. Smil og se smuk ud, det lød som noget man sagde til ulykkelige små piger der skulle til et fint selskab.. Rettere sagt denne gang var det bare hende og Delilah som skulle være de piger. Caroline havde nu opdaget konsekvenserne ved at være raceleder, man var meget værd..

Caroline rettede sit blik imod Delilah, hun ville vide disse skikke.. For hun havde ikke tænkt sig at lade sig flå i stumper og stykker.. Efterlade dem hun elskede i den sorg, og hun ville ikke efterlade Nicolas i den specielt.. Desuden var hun for ung til at dø, specielt som vampyros.. Hun havde levet lidt over et år i dette vidunder, og ville ikke bare opgive det hele nu. Caroline tog en dyb indånding.
"Jeg ved vi to ikke bliver perleveninder nogensinde. Men en ting har vi tilfælles, overlevelse. Vi gør alt for at overleve så godt så muligt, så hvis vi arbejder sammen her.. Kan vi måske finde en måde at komme ud af dette gale hus, inden nogen af os bliver stegt." Sagde Caroline, ikke hånligt eller truede. Hun prøvede bare at være hvad hun normalt var i sådanne former for situationer.. Handlekraftig. Caroline pustede let ud, hvorfor lige hende.. Vent det havde hun svaret sig selv på nu.. Flere gange endda.. Hun sank en klump ganske ubemærksom inden hun så vendte ryggen til.
"Og lige meget du så end ikke vil, så bliver vi nød til det. Ellers ender vi op i stumper og stykker. Og alt er tabt." Tilføjede hun stille, og hvis Delilah virkelig havde noget inden under den hårdere skal så var det nu Caroline håbede det vågnede lidt op. Eller der bare var en lille stemme indeni hendes hoved der ville lytte til lidt fornuft.. Bare lidt. Caroline kiggede kort igen på sit perfekt satte hår, hende og Delilah så vidunderlig smukke ud.. De lignede noget fra et eventyr. Som sikkert var mening.
"Så hvorfor fortæller du mig ikke lidt om hvordan man skal opføre sig," Spurgte hun, Caroline prøvede blot at være venlig. Hun havde fundet ud af at vold og kamp med denne fjende ikke var smart. Hvor denne sindssyge kvinde, havde forstand på at slå igen. Caroline hørte lyden af latter, lidt længere nede af gangene.. Og den store væmmelse af dæmon hang overalt, mere end hun nogensinde havde prøvet før.. Caroline behøvede heldigvis ikke at trækkevejret, men hun gjorde det. Hun satte sig på den ene seng og stirrede ud i luften, blot et kort øjeblik. Tænk hvis hun så ikke slap fri, tænk hvis hun blev fanget i et tvangsægteskab.. Hun vidste med sikkerhed at en udover hende selv ville flå denne dæmon hvis det skete.. Nicolas.. Nille vil sikkert også, dog var Caroline ikke bange som hun ville have været for enlig ikke så længe siden.. For flere måneder siden ville hun være bange.. Nu tog hun det roligt, og helt stille.. Næsten som var hun lidt ligeglad, men var det enlig langt fra. Hun havde observeret Sean's rolig hed, og da Caroline var go til at lære fra andre.. Så havde hun taget rolighedsevnen til sig.. Hun lagde bare hænderne på hendes lår, og kiggede hen imod døren. Tankerne fløj rundt fra den ene ende af hendes hoved til den anden ende, tanker om hvad der ville ske.. Det var næsten ikke til at holde ud overhovedet..

Så gik døren enlig op igen, og Caroline var hurtigt oppe at stå.. Hun kunne hører selskabet selvom det var et stykke længere væk.. Latteren og vinglas der klingede imod hinanden.. Lidt nervøs blev hun dog, men ikke bange.. Det eneste der tikkede i hendes hoved var den bombe som gjorde hun blev nød til at opføre sig som en fin ung dame skulle.. Eller hvad det blev kaldt her, heldigt for Caroline at hun havde skønheden på sin side.. Det var hun i visse tilfælde også glad for.. Andre tilfælde var det ikke noget at være heldig over.. overhovedet. Caroline kiggede på Delilah ud af øjenkrogen, for at se hvordan hun ville reagere på denne her situation som de stod i. Hun måtte følge den tøs’ mindste bevægelse med tanke og omhug.. Selvom hun nok tænke hun skulle få styr på det på den ene eller anden måde. Hun skulle vel bare finde sig en pæn fyr, det ville blive nemt at tvinge ham til at kunne lide hende. Det krævede bare en lille lav samtale, og en lille tur med hendes tvangs evne.. Så kunne hun lade som om hun var sammen med ham til sidst, og så dræbe ham i sidste ende.. Sådan en plan var da god, ville Caroline i hvert fald mene 100%. Caroline trådte frem hendes stillethæle klingrede ned af gulvet.. Der var en lille knude i hendes mave, for førstegang i lidt over en månede.. Følte hun at tingene ikke var helt under kontrol.. Det var ubehageligt.. Men nok også sådan det skulle være et par gange.. Alt kunne jo ikke gå efter en bestemt bog, men skulle udfordres.. På godt og ondt. Caroline lukkede kort øjnene inden hun fortsatte med at gå sammen med Delilah og Lena ned imod salen.. Hvor de andre dæmoner stod i store flokke af den ædle familie..

"Perleveninder? Jeg skal fandme ikke have noget at gøre med dig, blodsuger!"
Delilahs stemme var et hvæs, da hun snurrede omkring så det mørke stof bølgede som et glitrende hav om hende, og piercede sit vrede blik fast imod Carolines. Hendes overlæbe var krænget en smule op, men hun syntes alligevel at have en utrolig blidhed og skønhed i sig, grundet et alt for tykt lag makeup der var blevet smurt ud over dem. Hendes hofte skød let til siden da hun trådte nærmere, og endnu engang strøg kjolen blidt henad gulvet som fjerlette vinger.
"Overlevelse? Jeg har ingenting. Min familie ønsker mig død, jeg har ingen venner. Hvad har jeg at miste? At blive sprængt i stumper er sgu ikke noget problem for mig. Sig pænt farvel, for jeg har ingen planer om at overleve det her pis!"
Hendes blik bevægede sig henover det rigt smykkede hjem, hvor tunge gardiner hang for vinduerne, og både guld og diamanter syntes at være temaet for selve rummet dekoration. Hun hadede sådanne steder. Det havde været hendes eget personlige helvede i så lang tid, at hun nu ikke kunne udholde synet af et diamantsmykket guldspejl uden at lade en gennemborende kvalme stige dybt op i hende, og true med at fortære hende indefra.
Hun trådte til siden, og hendes udtryk syntes at være udskiftet med en blidhed der ikke var blevet kendt af nogen i utallige år. Ikke fordi hun ville lade venligheden overtage, men fordi hun var så overvældet af minder om dybe smerter, at hun ikke længere havde kontrol over hendes ansigtsudtryk. Smerte flakkede over hendes ansigt, og snart efter havde det overtaget hendes krop totalt. Carolines stemme trængte dig ind under hendes hårde skal, og tvang hende til at lægge det smertefulde blik imod hende - så opfyldt af sorg og smerte at det syntes at flyde ud over hende i store floder.
"Hvordan du skal opføre dig? Vi er kvinder. Vi er mændendes slaver. Vi er objekter der helt simpelt skal adlyde deres mindste vink.Vi skal gøre alt hvad de beder os om. Vi er intet værd. Betyder intet. Vi er fucking sminkedukker, og så er vi slaver der er blevet giftet med vores herrer. Selv prinsessen er intet andet end en slave man kan handle med."
Hun behøvede ikke fortælle at hun vidste dette af personlig erfaring - hun var den eneste prinsesse der havde været i lange tider. Hendes mor var blevet købt af hendes far, og det samme var hendes farmor af hendes farfar. Sådan fortsatte det gennem generationer, men denne gang havde hun været en kvinde - og havde ikke været andet end et slave for de mænd der omringede hende. Den eneste forskel havde været, at dem der købte hende ville ende med at blive kongen af dette samfund, og derfor havde der været kamp om hende.
"Vær mændenes fucking slavetøs og lad være med at have en hjerne eller nogen betydning, så er du den fucking perfekte kvinde her!"
Smerten var meget tydelig i hendes stemme, og det var meget tydeligt at hun havde oplevet dette på så nært hold, at hun nær var blevet kvast under det. Hun snurrede omkring så hendes blik ikke var nær Carolines. Hun kunne ikke holde ud at denne igle skulle kende så meget til hende. Hun skulle fucke ud af hendes liv, og måtte meget gerne få revet hovedet af i samme bevægelse! Kælling ...
Men Caroline var i virkeligheden meget dybt inde i roden til at kunne forstå hvorfor Delilah var som hun var. Hendes familie var og havde altid været grunden til alt der var med Delilah.

Delilahs blik rev sig til siden da Lena endnu engang trådte ind af døren, og et hvæs forlod hendes læber. Hendes blik strejfede iglen, hvorefter et lettere sindssygt smil spillede om hendes læber.
"Klar til at dø, igle?"
Hurtigt trådte hun frem og ud af døren, og lod sine skridt hurtigt finde en fantastisk elegance og ynde der sivede ned igennem hendes krop, og syntes at få hver af hendes bevægelser til at se glidende og smidige ud. Hun vendte sig ikke om imod Caroline, og syntes end ikke at bekymre sig om hun overhovedet var gået med eller ej. Istedet trådte hun ud af den smukt prydede dør der mest af alt mindede om en port, og lod blikket glide henover den sal hun trådte ind i.
Foran hende snoede en lang, bred marmortrappe sig nedad til salen hvor hundredevis af mandlige incubus'er vendte sig og betragtede dem da de trådte ind. Snakken forstummede, og det blev meget tydeligt at de betragtede varerne og overvejede deres bud på disse kvinder. Hun lod alle ægte følelser sive væk fra ansigtet, og havde et smukt falskklingende smil klistret ud over ansigtet, sammen med døde øjne der ikke længere gad betragte salen der syntes at være fyldt af de smukkeste mandlige modeller verden havde set.
Hun lod et par fingre lægge sig imod gelænderet, og trådte langsomt ned af trappen, men kjolen der dansede om hendes krop og glitrede i lysekronernes tusinde lys. Hun var på hjemmebane nu, uden set hvor lidt hun ønskede at indrømme det. Hendes langsomme skridt førte hende ned af trappen, og imens dette skete, opstillede mændene sig på en lang række for enden af trappen. Så snart hun var trådt ned, stod hun foran den første. Hun drejede langsomt rundt så han kunne betragte 'varen' fra alle sider, og endte med front imod ham.
"Goddag."
Han svarede ikke på hendes ord, men gav sig i stedet til at inspicere hendes krop. Han lod hænderne glide over hver centimeter af hende, og tjekkede hende for eventuelle 'fejl', præcis som man havde gjort med en anden vare der blev leveret. Så lænede han sig frem og lagde læberne imod hendes, og i ren refleks gengældte hun hans kys - dog uden at bevæge sig med andet end læberne. Hun stod som en statue der blev testet, og det var for kvaliteten af hendes kys, at han havde kysset hende.
"Lad os se om jeg byder højest denne gang, Delilah. Næste!"
Det sidste ord gjaldede han ud, og snurrede samtidig omkring og nedfældede nogle tal på et stykke papir. Bag ved Caroline var andre succubus kvinder begyndt at strømme ud, og på listen denne mand havde haft, kunne man se en lang række af navne. Idet "næste" blev råbt, vendte Delilah 90 grader og trådte de få skridt frem der førte hende til den næste mand. Her foretog hun den samme pieurette, hvorefter hun endnu engang lod et "Goddag" falde i hans retning. Derefter lod han hænderne glide henover hende, og samme procedure blev fulgt til punkt og prikke.
Dette fortsatte indtil hun havde været forbi samtlige af de flere hundrede mænd i lokalet, og da stillede hun sig ved en af de hvide vægge, endnu med det indbydende, tomme smil og de døde øjne. Her syntes hun at fryse fast, imens hun ventede på at de andre kvinder havde været igennem den helt samme inspicition hun selv havde været igennem. Dog vidste hun at hun var den eneste der nogensinde havde været igennem denne to gange. Og Caroline var den første ikke-succubus der gjorde det.

Caroline vidste dette blev svære end noget andet, hun ville ikke dø.. Men ville heller ikke giftes ind i denne familie, hun lyttede til hvad Delilah sagde. Og kunne sagtens hører sorgen i hendes stemme men sagde intet til den, en anelse medfølelse ramte ind på hende, men man kunne ikke se på Caroline at hun havde lidt ondt af Delilah. Caroline lod til næsten ikke at blive mærket over den måde hun skulle opføre sig på, selvom hun langtfra fandt den behagelig.
"Tro mig jeg har ikke tænkt mig at være nogens slavetøs, i det tilfælde kommer der til at rulle hoveder." Mumlede hun for sig selv.

Caroline fulgte efter Delilah, hun kiggede efter hver en bevægelse hun gik. Hun holdt nøje øje med hvordan hun reagerede på de mandlige.. Caroline lod sin facade tage overhånd, så hun blev næsten helt kold i ansigtet. Hendes marmorhud var fejlfri, hun trådte frem da hun skulle og lod en mand af gangen få et kig på sig. Hun var den eneste i huset der ikke var dæmon, det føltes så forkert men vidste hun var nød til at overleve dette.. Koste hvad det ville, hun blev slået ud af sine tanker da en af dæmonernes hænder gled ned langs hendes krop, hun stod som en statue helt stille.. Caroline sank en uopmærksom klump, og frøs fast indeni da hun blev kysset.. Hun gengældte det kort, som det eneste.. Det samme gennemgik hun med de andre mænd, det blev næsten en vane.. Man vidste tilsidst hvad man skulle gøre ved dem alle sammen.. Hendes hjerte sad i brystet af hende, men hun ville aldrig kunne hamle op med alle de dæmoner på engang.. Det var fysisk umuligt for hende at klare dem.. Enlig var hun igennem de sidste mænd og kom op på siden af Delilah, Caroline skænkede hende ikke et blik, hun kunne regne ud at hun sikkert havde prøvet det før.. Enlig stakkels dø, Caroline var næsten død indvendigt bare ved denne gang. Hun tog en dyb indånding, men så ikke nervøs ud. Hun lignede lidt sig selv fra dengang hun var menneske, denne gang var hun ikke bange hun fandt bare tingene yderst ubehagelig! Og med god grund, hvis hun overlevede dette ville det være ved at blive gift med en fremmeddæmon. Hvis hun overhovedet blev valgt, hvem vidste måske kunne dæmonerne her ikke lide at der var en vampyr i blandt dem? Måske var de ikke intresseret i vampyrensraceleder overhovedet, den tanke kunne Caroline godt lide og pustede så let ud. Hun kunne hører folk snakke omkring 'varene' rundt omkring. Caroline så rundt og vidste hun burde smile noget mere, så det gav hun sig til.. Og hendes smil var noget som næsten kunne få alle til at smile bare en smule, jo hurtigere der var en som bød på hende jo hurtigere var det overstået og hun kunne komme videre.
"Hvis du virkelig ønsker døden, hvorfor så lade din familie få æren af det. At lade dem få den glæde er da en skam ikke?" Hviskede hun ubemærket og kiggede ikke Delilah i øjnene overhovedet, hun skulle jo lege lidt hjernedum og stod derfor bare stille over i det hjørne. Endnu engang var stilheden voldsom, mens de sidste dæmonkvinder blev tjekket ud. Caroline fandt dette så forkert, stakkels kvinder i dette samfund! Hvordan overlevede de dog, hvordan kunne overhovedet holde det ud!? Caroline havde det dårligt med det hele, for efter alt var hun jo faktisk i et forhold. Nicolas ville nok ikke blive så glad for at hører hans Caroline enten var giftbort eller død, fordi en åndsvag dæmon skulle ødelægge alt for hende. Caroline ville ikke miste sine venner, eller Nicolas. Hun havde jo faktisk ikke engang nået at leve hendes liv, enlig var hun jo kun 22 år.. Ikke mere, døden nu ville være at dø uden at have oplevet verden overhovedet. Caroline havde øjenkontakt med forskellige dæmonmænd og smilede bare forsigtigt men stadigvæk indbydende. Hendes øjne ejede bare en specielglød af følelser, som ikke kunne fjernes medmindre man fjernede hendes følelser helt væk.. Og ingen følelser ville da ikke være noget liv overhovedet? Ville det?
Caroline åndede lidt ud da alle kvinderne var gået igennem inspektionen, hvad skulle der ske nu. Caroline havde ikke den fjerneste ide om hvad der skulle ske nu. Men hun ventede med at gøre noget, hvis Delilah gjorde noget ville hun gøre det samme.. Delilah var hendes rollemodel igennem det her, og med god grund.. Delilah vidste hvordan dette forgik, og selvom de ikke var venner overhovedet.. Så måtte Caroline gøre hvad hun kunne for at passe ind så godt så muligt. Hun havde lyst til at spørge om hvad der skulle ske nu, men var ikke sikker på om Delilah bare ville himle med øjnene af hende eller hvad, dog kunne Caroline sagtens tåle en afvisning.
"Hvad skal der så ske nu?" Spurgte hun stille og kiggede på Delilah ud af øjenkrogen, nervøsiteten havde overtaget hendes stemme lidt. Hun var så meget på udebane her.. Og hver fært af dæmon gjorde hun følte sig mere og mere utryg.. Caroline kiggede stadigvæk rundt på de forskellige dæmoner, dog så hun ikke nervøs ud eller utryk alt var gemt væk bag hendes rolige facade.. Dog var Caroline lige ved faktisk bare at dræbe en for at bomberne sprang i luften.. Så spillet var ude, den tanke ramte hende. Hun overvejede den kun fordi at det var så utrygt, hun savnede virkelig en genkendelig favn ligenu.. Hun savnede Nicolas.. Caroline tog atter en dyb indånding og pustede ud, hun anede jo ikke hvad hun gjorde.. Ikke anet end at gøre det hun skulle der.. Og så håbede hun at det snart var slut..

Delilah syntes overhovedet ikke at registrere at Caroline var kommet op på siden af hende. Hendes holdning var rank og stolt, men hendes blik så dødt som var hun et opstillet lig. Skønheden lyste ud af hende og smeltede lyset omkring hende til at lægge sig som bølgende floder over hende, og sendte stråler af glinsende genskin fra hendes kjole. Hendes hår lagde sig som legesyge slanger der snoede sig om hende, og stod i kontrakt til den perfekte hud de havde skabt på hende. Læberne var let skilte, men samtidig spredt i et indbydende smil i en smuk dybrosa kulør, men hendes blik stod stille og hendes krop var som en død. Som en isblok der var udhugget til en fantastisk skønhed - men det var stadig bare en isblok, og intet andet.
Caroline afbrød hendes død, men de første mange minutter syntes hun ikke at have opdaget hende, ikke at have hørt et ord der blev sagt til hende. Men da hun endelig reagerede, var det ikke andet end en lav hvisken der forlod hendes læber der knapt bevægede sig - hendes bliks retning eller dødhed ændrede sig ikke, og hendes holdning fik ikke gjort så meget som et indhug i sig.
"Vi må ikke kommunikere her, igle. Vi er fucking sminkedukker, når vi står her! Og nej, enten er det dem eller jeg bliver tortureret til døde i en kælder af en halvsur slavehandler der kom til at ramme halspulsåren da han ville skære sig mærke ind i mig. Hvad er bedst?"
Stemmen var så lav at det udelukkende var hende der kunne høre stemmen, og samtidig syntes hun slet ikke at bevæge læberne da hun talte. Hun bevægede sig slet ikke, men syntes næsten at synke lidt sammen i et lydløst suk, idet iglen fandme talte igen!
"Jeg sagde hold kæft, igle! Vi skal bydes på nu, og hold så mund!"
Knapt havde sætningen forladt hendes læber, før en mand begyndte at kalde kvindernes navne, og derefter navnet på manden der havde budt højest på denne kvinde frem. Det var tydeligt at der var adskillige mænd der fik mere end én kvinde, idet de helt simpelt havde budt højest på flere end én. Det gav også mening, idet adskillige mænd der kom her, allerede var gift. Man måtte have så mange man ønskede i dette samfund. Den samme kvinde ville blive kedelig når man levede i en evighed.
"Caroline Thunder."
Den kølige stemme kaldte Caroline frem for at træde et par skridt frem - ligesom de andre kvinder der allerede havde fået deres nye mands navn - og betragtede hende skarpt indtil hun gjorde som der blev sagt. Derefter kiggede han endnu engang ned på papiret.
"Caroline Thunder, du tilhører nu Adrian Vikrama. Jeres bryllup vil finde sted i sal U klokken 14:32 til 15:05."
Den kølige, monotone stemme fortsatte sin gang over til Delilah, der stod ved siden af. Hun havde ikke rørt en muskel, og en person der vidste hvor mange timer hun kunne stå som en statue under en jagt, ville nu forstå hvorfor det var muligt for hende.
"Delilah Valentine Chase."
Delilah trådte et skridt frem, og lod endelig blikket møde mandens.
"Delilah Valentine Chase, du tilhører nu Witołd Orso. Jeres brullyp vil finde sted i sal U klokken 15:05 til 15:38."
Idet Delilah havde været den første der trådte ned, var han dermed færdig med oplæsningen. Hans blik gled hurtigt rundt imellem alle gæsterne, hvorefter han sendte dem et smil der lyste af at han kedede sig og var ligeglad, men at han forsøgte at se glad og indbydende ud.
"Nu har kvinderne tilladelse til at snakke med deres forlovede, samt med andre kvinder og mænd hvis det behager dem. Det første par der skal giftes, bedes gå til salen nu."
Delilah snurrede omkring i samme sekund han sagde det og larmen brød løs som var der prikket hul på en byld, og stirrede Caroline i øjnene. Livet var vendt tilbage til hende, men der var intet der tydede på at hun hadede Caroline mindre end sekunder før.
"Hvis du vil ud, så hør her. Bomben er i vores kjoler. Hvis vi tager dem af, så kan de ikke skade os. Smid kjolen og spring ud af vinduet når jeg siger til. Der er kun 4-5 meter ned, og hvis du lander rigtigt kan du løbe hurtigt videre ind i skoven der ligger lige bag muren. Der vil være vagter der forsøger at stoppe os og der vil være folk der forfølger os i skoven, men det er den eneste chance hvis vi skal væk før vi bliver gift. Forstået?"
Stemmen var hurtig og lav, og sætningen var allerede færdig inden deres to forlovede nåede over til dem. Uden at vente på svar drejede hun omkring, og sendte Witołd Orso et fortryllende smil, hvorefter hun greb fat i kjolen og spredte den let, samtidig med at hun nejede dybt for ham. Han smilede og trådte frem, hvorefter han endnu engang lod hænderne inspicere hendes krop, for at sikre sig at varen var helt fin.

Caroline nikkede stille og thi helt stille.. Hun kiggede bare stift ud i rummet, og så på de stakkels piger som blev gift væk.. Da hendes navn kom for hør, blev hun næsten til sten. Hun sank hurtigt en klump, men lod sig gøre præcis som de andre, hun trådte et skridt frem. Og lyttede, Du tilhører nu.. Den sætning gjorde hende vred, hvis hun overhovedet skulle tilhører nogle så tilhørte hun Nicolas. Caroline kæmpede sin indre vrede under kontrol og trådte tilbage da Delilah blev kaldt op.. Caroline kiggede ligefrem for sig.. Helt stift.. Hun ville ikke giftes væk.. Slet ikke til en fremmed, hun havde det ekstremt ubehageligt.. Der var en stor knude i hendes mave, hun lod slet ikke mærke til nogle sagde noget.. Hun var væk i et kort øjeblik til Delilah's stemme skar igennem. Caroline havde fået fat i hvert et ord hun havde sagt og nikkede derefter til det var forstået.. Hun lod et smil blomstre frem på hendes rosenfarvede læber, og nejede for hendes forlovede. Hun havde det ikke specielt godt med det stadigvæk ikke, men det lille håb om at de faktisk kunne komme fri fra galskabet gjorde hun var mere selvsikker. For hun kunne jo sagtens klare dette! Hun havde overlevet mange andre ting nu når det enlig kom til stykket, hun havde ikke tænkt sig at give op ligenu.. Lidt skuespil måtte man vel kunne gøre i sidste ende. Caroline så på Adrian, som endnu engang tjekkede hende. Ligesom pakkepost, man tjekkede jo altid om varen var i god stand inden man satte den i brug. Selvom hun ikke var specielt glad for at lade fremmede rører hendes krop, så havde hele forløbet næsten vennet hende til det. Hun stod helt tæt op af Adrian, så hun faktisk kunne mærke hans ånde på hendes ansigt. Hun følt sig som en dukke, han holdt hende om livet og lod den anden hånd glide ned af hendes side. Caroline kunne ikke gøre andet end at smile så smukt hun nu engang kunne, selvom det var sjældent hun gjorde det. Det eneste Caroline ventede på var en oplagt mulighed og Delilah's tegn til de skulle sige hygge hejsa farvel.. Caroline lod ham glide sin hånd ned af hendes marmorfarvede kind, enlig trådte han et skridt væk men det var fordi der var nogle som kaldte hans navn han rystede på hovedet af dem og vendte tilbage til Caroline. Caroline stod bare som en statue der kun kunne bevæge sig hvis han ønskede det. Det var sandt det var som at være slave, fanget i en uendelig cirkel.. Hun kunne slet ikke forstille sig et liv i den cirkel og ville bare væk fra indgangen af den! Caroline holdt kun øjnene på Adrian, og holdt det kunstige smil oppe selvom det var så vidunderligt smukt. Caroline var slet ikke nervøs mere, mest fordi hun vidste hun nok skulle komme væk derfra, det galt om den rette tid.. Og det måtte være snart. Det skulle jo være inden at Caroline skulle giftes med Adrian, tiden overraskede dem snart hvis de ikke fik fart på.. Caroline havde inderst inde enlig bare løst til at rive hovedet af Adrian, både fordi det var ham som havde købt hende, men også fordi han tillod sig at rører hende. Enlig ville hun gerne begå massemord imod alle disse folk men vidste det nok ikke ville blive så let som hun måske håbede på det kunne blive. Der var for mange på et sted til hun kunne overmande dem, derfor holdt hun sin vrede til sig ellers havde bomberne eksploderet for længest! Godt hun havde styr på den nu.. Det var vel en lettelse for hendes omgivelser, dog var hun en smule tørstig.. Og blod var ikke lige det de serverede herinde, og de dæmoner her vidste hun man ikke skulle drikke blod fra! Kilderne vidste hun talte sandt om denne blodkilde, det var ikke lige den form for blod hun havde brug for ihvertfald. Nu måtte det vel snart være tid, der var snart ikke meget tid tilbage før Caroline skulle giftes, det var uhyggeligt at tænke på men sandt.. Hun var så småt begyndt at blive bekymret for hvornår planen skulle gå igang, eller om Delilah bare snød hende..

Witołd Orso måtte være en magtsyg, pervers, liderlig og ældgammel mand, for selvom han var gudesmuk med solbrun hud, glitrende mørke øjne og hår mere gyldent end guld der skinnede i solens opadgående stråler, så havde han en udstråling af ... Gammel, halvpædofil og klam. Men det kunne selvfølgelig også være at dette indtryk fandt vej til Delilah, fordi hun i virkeligheden ville finde den mening om alle der købte hende. Helt ærligt, så havde hun haft præcis dem samme mening om Drake, dengang han netop havde købt hende. Men han havde faktisk været lettere sindssyg - eller, hun havde helt bogstaveligt gjort ham lettere sindssyg. Trist at hun flåede halsen brutalt ud på ham.
Men ved denne havde hun også en grund til at tænke sådan, idet han faktisk syntes at lugte til hendes hals, og var godt igang med at rage på hende, blot som hun stod der. Hans hænder søgte overalt på hendes krop, og han var trådt tæt nok på, til at kunne hviske i hendes øre, med en ånde der stank lagt væk af sjæle.
"Hvem er farmand? Hvem er din herre nu?"
Fuck hvor boblede en trang til at vride hans nakke om i hende, og hvor fik hun en brændende lyst til at flå de arme der ragede på hende af, og hamre dem så dybt ind i hans krop at han forblødte af smerten. I stedet besvarede hun hans ord med en kølighed og intethed i stemmen, der ikke syntes at kunne passe til Delilah - hvilken den heller ikke gjorde, men det var sådan hun igennem de hundrede år hun havde været fanget hjemme, var blevet oplært til at være.
"Det er de, herre."

Hun vidste at Caroline var den næste i køen der skulle giftes, og Adrian syntes da også at begynde at blive småutålmodig. Det samme gjorde Delilahs forlovede, og hun vidste at de ville være begyndte at blive en smule uopmærksomme, hvilket var hvad hun havde ventet på. Pludseligt rev hun hovedet til siden og hvæsede højt i en stemme der osede af 'Delilah', i modsætning til den døde stemme hun havde præsteret igennem den sidste lange tid.
"Caroline nu!"
Selv greb hun fat i kjolen og flåede den direkte af kroppen, hvorefter hun snurrede den til en bold på ingen tid, og smed den igennem lokalet for at få den væk fra hendes krop. Hun stod nu nøgen i salen, men idet Delilah ikke ejede blufærdighed, syntes hun knapt nok at bemærke dette. Uden at tjekke om iglen havde gjort det samme, snurrede hun omkring og greb fat i først hendes forlovedes hoved, hvorefter hun vred det til siden så nakken knækkede - og snurrede derefter omkring og gjorde det samme ved Adrian.
Et brag fortærrede rummet da kjolerne sprang i luften, men Delilah havde allerede snurret omkring og var på vej med hastige skridt der smældede imod jorden, imod det store vindue der vendte ud imod gården. Råb og skrig rungede igennem lokalet, og en høj stemme der beordrede dem til at stoppe deres foretagende. Men forhelvede, Delilah var allerede mere end eftersøgt af denne familie, hvad havde hun at tabe? Hun hamrede imod ruden der knustes af hendes kraft, og splintredes så hun kunne fortsatte sit fald imod gården under ruden. I det flere meter lange fald, snoede og vred hun kroppen sådan at hun kunne drejede sig i et rullefald da hun landede, og fortsatte løbet med den fremdrift rullefaldet havde givet.
Skramlen og hamren lød fra palæet da vagter kom løbende for at fange dem, og de vagter der havde stået ved døren, vendte sig og løb imod dem med spyd og svær hævede. Uden at stoppe sit løb, svang Delilahs hånd ud og greb fat om hovedet på den nærmeste, hvorefter hun i et ryk rev det til siden så han ligesom de to forlovede, knækkede nakken. Derefter greb hun fat i hans sværd, og skar halspulsåren over på den næste der kom løbende imod hende - og så var hun ude. Endnu havde hun ikke tjekket om Caroline var med, for hun regnede da med at iglen kunne klare bare en smule modstand.
Ikke længe efter var hun inde i skoven, uden at have mindsket hastigheden i hendes løb, og med vinden piskende igennem det smukt satte hår og den nøgne hud. Først da drejede hun hovedet, for at se om hun kunne finde Caroline omkring sig.

Caroline' grænser var blevet overskredet for længe siden, men det gjorde ikke tingene mere ubehageligt. Men hun lukkede ned for det og holdte kun fokus efter en stemme. Hun vente blot på at Delilahs stemme skulle trænge igennem til hende, ihvertfald ventede hun bare på de rette ord ville flyde ud af Delilahs læber. Caroline havde et smil på læben, men lignede en en smuk statue som blot var til pynt i salen. Dog bemærkede hun at Adrian blev lidt utålmodig, og da Delilah's stemme enlig kom til hende, var det den eneste lyd hun enlig hørte alt andet virkede som en ond drøm. Caroline greb fat i sin kjole og rev den af med al styrke, og kastede den fra sig så nogle dæmoner fik den i hovedet inden den eksploderede sammen med den anden. Caroline så Delilah vriede nakken om på begge deres forlovede i en ruf. Caroline havde ikke lagt mærke til hun stod nøgen i et rum fyldt med mandlige dæmoner og kvindelige.. Vagter kom med spyd imod dem, Caroline kiggede den ene i øjne.
"Stop. Dræb de andre." Sagde hun med sin tvangs evne som gjorde han begyndte at slå løs på de andre vagter, Caroline fulgte Delilah ud af vinduet kort efter. Hun landede i glasskår på hug og kiggede op, hun brugte så meget fart som hun havde tilbage til at sætte i løb og sprang over de forhindringer som måtte være på vejen, hun kom ud i skoven hvor Delilah stod.. Skoven var tæt det var jo en sommer eftermiddag, solen skinnede imellem trækronerne på de lysegrønne blade der hang omkring på træerne. Solen skinnede den på den nu tørrer jord, og fuglene var så småt begyndt at synge roligt. Caroline pustede let ud og kiggede sig rundt kort for at glemme at hun faktisk intet tøj bar.. Det var en mærkelig følelse, hurtigt fik hun færten af en elver i skoven og mærkede tørsten da den lille skov elver gemte sig i busken bag hende, hun var dog hurtigt omme bagved den mandlige elver og blottede sine tænder inden hun satte dem i halsen på den uskyldige elver. Caroline sugede kroppen kom for blod, der var ikke en dråbe tilbage da hun lod den livløse krop falde ned på jorden. Caroline tørrede blodet væk fra sine læber med sin håndryg og tog så fat i kroppen og rev den lange skjorte han havde på af inden hun kastede ham ind i buskaset igen.
"Mange tak" Sagde hun for sig selv men til elveren, hun tog skjorten op og trak den over sig. Den var lårkort til hende, hun knappede den til kragebenet og kiggede så overpå Delilah.
"Sikke et mareridt at gennemleve, det må jeg sige.." Enlig kunne Caroline fortsætte den sætning til at hun synes det var synd for Delilah at hun var opvokset i sådan et samfund. Caroline havde regnet lidt af det ud. Hvis man ikke ville såres af andre måtte man vel lukke alle ude, selv de gode ting. At leve et sted hvor man blev tvunget til opførsel var et helvede, bare den cermoni ting hun havde været med til havde givet hende lyst til at dræbe sig selv på stedet.. Et helt liv der, og Caroline anede ikke hvor gammel i sind Delilah var måtte være helvede.. Delilah måtte være stukket mere end af fra dem, hun havde hørt folk snakke lidt i krogene. Hun kunne godt sætte sig i den situation eller ihvertfald lidt af den, sikkert den ikke dæmon som kunne gøre det bedst. Eller måske ikke den der bedst kunne, men hun var ret god til at sætte sig i andres sted. Caroline gik frem imod Delilah hendes ansigt var neutralt.
"Tak fordi du faktisk hjalp mig væk." Sagde Caroline stille bare for at være høflig selvom hun hadede denne kvindelige dæmon, så havde hun jo faktisk hjulpet hende væk fra hendes livs mareridt. Selvom det var fordi at de havde døden på, men Delilah kunne da have været ligeglad. Hun kunne have smidt sin kjole helt selv så Caroline var sprunget i stumper og stykker, men havde ladet Caroline deltage i planen og reddet dem begge. Det undrede hende lidt, men det var vel godt på en måde. Medmindre Delilah havde planer om at dræbe Caroline ligenu, men Caroline var fyldt med blod fra den elver hun lige havde tømt det ville være et dumt træk fra Delilah's side af. Caroline havde fysisk styrke på sin side ligenu selvom Delilah sikkert også havde. Men hun nød at føle styrken igen, friheden! Hun var ikke nogens lille slavetøs! Hun bestemte over sig selv, hun var leder.. Raceleder. Caroline lagde hovedet lidt på skrå.. Hun vidste hende og Delilah aldrig ville blive slyngveninder overhovedet, men man behøvede heler ikke at være slyngveninder for at hjælpe en. Også selvom de begge havde forsøgt at slå hinanden ihjel, de var vel næsten kvit nu. Udover Caroline skyldte Delilah en fremtidig redning, selvom hun havde lært Delilah nok at kende til at hun vidste at hun ikke ville reddes af nogle. En type person som kunne klare sig selv, igennem tykt og tyndt men i sidste ende havde alle brug for en smule hjælp om de ønskede det eller ej. Det var da heler ikke altid Caroline ønskede hjælp, folk undervuderede hende og hun hadede det! Det troede ikke på hun kunne klare sig selv, og i perioder troede hun på de folk til hun faktisk beviste overfor sig selv at hun var stærkere end de nogensinde ville blive. Caroline var et sjældent fund, umådelig stærk i betragtning af at hun ikke engang havde levet halvdelen af hendes liv endnu. Og alligevel havde oplevet så meget, det var jo vildt.. Caroline havde oplevet næsten ligeså meget som kunne ske hen over flere hundrede år, og hendes styrke.. Hun var jo blevet så stærk som hun var på lidt over et år, det var sjældent man så det.. Det indrømmede hun selv, hun havde aldrig troet at hun skulle se sig selv være så stærk som hun var den dag i dag, hun følte sig fantastisk og istand til at gøre alt hun satte sig for at gøre.

Delilahs blik glitrede lettere irriteret da det nåede blodsugeren der brasede igennem skoven, og syntes sekundet senere at mærke den brændende trang til at snurre omkring og fortsætte sit løb væk fra dette helvede der repræsenterede langt størstedelen af hvad, der havde ødelagt hende indeni, og sørget for at hun aldrig kunne samles til en hel person. Og så vælger kællingen fandme at stoppe op og lege blodbank med en trækrammer!? Åh forhelvede, hvorfor Delilah ikke bare vendte sig og forsvandt mellem træernes mørke skygger og filtrede grene, forstod hun end ikke selv. Det burde hun have gjort, men istedet brændte hendes øjne af vrede og utålmodighed, imens iglen sugede trækrammeren tør, og valgte at lege dukkelise med trækrammerens tøj. Perfekt! Bare super.
"Mareridt? Det var fandme ingenting, igle. Der skete intet vigtigt, forhelvede! Og flyt din fucking røv medmindre du vil fanges igen!"
Delilah syntes ikke at kunne regne ud at Caroline faktisk havde en smule ondt af hende, men hvis hun havde opdaget det, havde raseriet nok også flakket over hendes ansigt. Et raseri, der var frembragt af smerte, sorg og frygt for at sådan noget. Hun kunne ikke håndtere det, og derfor var det også en lettelse for hende, at Caroline ikke syntes at være videre påvirket - så vidt hun vidste. Hvilket var godt.
"Tak mig ikke, jeg gider ikke sådan noget formalitetspis. Hvis du er færdig med at lege vi har god tid, så kom igang så vi kan komme væk fra det her helvede!"
Hendes stemme dansede af irritation, der sydede dybt i hendes svælg og oparbejdede sig igennem hendes hals, hvorefter hendes læber formede dem med en let krængen. Det var næsten et hvæs der forlod hendes læber, og hun snurrede i det samme omkring i en sky af hår, for at træde videre igennem skoven, og væk fra det helvede der fik alt for mange minder til at boble frem til overfladen ... Minder hun havde tvunget sig selv til at acceptere, og som hun vidste ville rive op i ting, der skulle forblive gemt.
En lyd fik Delilahs sanser til at trække sig sammen og sende sig ud i alle retninger for at opfange yderlige tegn på fare, men hun nåede kun netop at dreje hovedet imod den mørke skikkelse, før en bedøvelsespil borede sig ind i både blodsugeren og hende selv. Et gisp forlod Delilahs læber, og hendes fingre lukkede sig om det kolde metal, inden hun flåede pilen ud af sig. Men bedøvelsen virkede i hendes krop, og hun nåede ikke se hvem der havde sendt denne pil afsted, inden hun segnede om på græsset.

Delilahs hoved værkede og sendte smalle smertestråde ud i hendes krop, men ærligt talt var hun pisse ligeglad. Hun havde oplevet ting der var mange tusinde gange værre, så dette her bemærkede hun knapt. Istedet bemærkede hun køligt metal der hvilede imod hendes hud. Vievandsdyppet metal pressede hendes hals imod en slags båre, og brændte i hendes hud med en sydende lyd. Hendes hænder var lagt ved hendes side, og også holdt fast til denne båre med vievandsdyppet metal, der boblede imod hendes hud, og den samme var lagt sig om hendes ankler.
Hun slog øjnene op, og mødte totalt mørke. Der gik længe inden hendes øjne fik vænnet sig til mørket, men da bemærkede hun båren hun var lagt på havde kanter, så det kunne indeholde nok vand til at dække hende fuldstændigt mere flere centimeter. Hun kendte dette sted. Hun kendte denne båre, og hun kendte torturmetoderne der blev brugt hernede, utroligt godt. Hun kunne allerede mærke smerten brænde sig ind i hendes hud ...
Hendes hoved rykkede sig til siden så metallet skar sig dybt ind i hendes hals, og blod langsomt begyndte at strømme ned af hendes sider, idet hun betragtede de fugtigtklamme kældersten over hende, og derefter lagde blikket imod blodsugeren der stod nogle meter væk, i samme konstruktion. Delilah kæmpede ikke for at komme fri, for hun vidste at det ikke nyttede noget. Hun havde kæmpet for at komme fri af sådanne konstruktioner fra hun var 2 til den dag hun flygtede hundrede år senere, og derfor lod hun blot øjnene glide i, og ventede på smertens komme.

"Delilah, velkommen hjem. Caroline, velkommen til."
Stemmen afbrød den trancetilstand Delilah havde lagt sig selv i, og fik hende til at slå øjnene op. Det var hendes bror. Det var hendes fucking bror! Åh pis, familiens gensynsglæde gjaldt ikke for Delilah. Så blev det så meget værre tortur end hun havde regnet med.
"Altid en fornøjelse, Nate."
Delilahs stemme var kølig og sydede af ironi, og en dæmpet latter kom da også fra incubusprinsens læber, da han trådte nærmere og lod sig træde ind i deres syn. I hver hånd holdt han en voldsomt stor kande, som Delilah bedre end nogen anden vidste hvad indeholdt.
"Hælder du bare vievandet i, eller skal du først til at prædike om alt muligt pis?"
Nates dæmpede latter kom endnu engang, inden hans blik strøg henover blodsugeren først, og derefter lagde sig imod Delilah, idet det var hende der havde talt.
"Siden du spørger så pænt, søs, så skal jeg nok hælde vievandet i."
Han løftede kanden ved Delilah, og lod de mange liter strømme ud over hendes krop og blive fanget i beholderen hun lå i, så vievandet ikke slap ud med derimod sydede og brændte hendes hud flere centimeter op ad hendes krop. Der var ikke nok til at det nåede op og druknede hende, men vievandet nåede op til hendes kinder når hun lå med hovedet rettet opad, og fik derimod brændt langt det meste af kroppen.
Delilah skreg ikke da vievandet stoppede med at rinde og brændte imod hendes krop, men lukkede øjnene og bed alle tegn på smerte i sig, idet Nate vendte om og hældte vievandet i blodsugerens beholder med samme rolighed som ved hende. Hendes åndedræt var en smule besværligt, men hun nægtede fandme at vise tegn på smerte. Fandme fucking nej!
Nate stillede kanderne på gulvet da han var færdig, og strøg først blidt Caroline over kinden uden at ramme vievandet, og strøg derefter et hår væk fra Delilahs pande. Derefter snurrede han omkring og forsvandt ud af rummet, og efterlod dem i deres brændende pøl.

Kort var der stilhed, eller det føltes det som inden at Caroline havde opfanget at der var en dæmon i området.. Ikke Delilah, men en anden.. Hun kunne fornemme det, og undlod at svare på Delilah's irriterende sætninger, som ikke lød som andet end brok på brok i hendes ører. Dog var hun meget fraværende da hun prøvede at lokalisere færtenen af den fremmede. En let brise afslørrede noget bag hende, og da Delilah gispede vendte Caroline sig hurtigere om end vinden. Men en pil sad i hendes mave.. Bedøvelse.. Hun rev den ud og smed den fra sig.. Hun kæmpede for at holde sig vågen, dog væltede hun til sidst ned på den varme jord og kiggede op imellem trækronerne.. Hendes øjne blev tungere og tungere, en skikkelse blokerede hendes udsigt.. Men Caroline kunne ikke registre ansigtet, før hendes blik blev sløret. Og hendes øjne enlig lukkede helt i.

Enlig kunne hun åbne øjnene igen, dog virkede det ikke som andet end hun havde haft dem lukket et par minutter hvis ikke mindre.. Men hvor langtid havde hun været væk? Caroline kiggede op hun kunne se i mørket, det var intet problem overhovedet.. Men hvor var hun henne... Hun genkendte ikke stedet.. Dog mærkede hun den boblende svigende smerte imod hendes hud, hun var lænket fuldt fast til denne bårer.. Hendes fødder sad mere end fast, det samme gjorde hendes hænder.. Og endda blev hendes hals holdt.. Hun mærkede vievandet som sad på metallet brænde hendes hud.. Hvad havde hun gjort dem!? Lige nu havde hun ingen anelse omkring hvem der stod bag dette, hun havde dog meget stor smerte tærskel, og efter hendes blodtank var opfyldt skulle der meget til før hun bukkede under.. Dog var det alligevel begrænset hvor langtid der ville gå før al for meget tortur ville ødelægge hende indeni.. Hun var forlovet.. Hun havde en datter at passe.. Nogle ting måtte hun vel bare holde fast i hvis hun ikke skulle blive ødelagt indeni..
"Velkommen Caroline.. Hun reagede ved stemmen men kendte den ikke, men det gjorde Delilah åbenbart.. Hvilken fornøjelse måtte hun næsten sige på ironiskvis.
Hun havde på fornemmelsen at denne dag langtfra ville være den bedste i hendes liv, måske endte det med at blive den værste.. Selvom der skulle meget til, så var det ikke umuligt.. Caroline kunne hører hvordan vievandet brændte Delilah's hud.. Der kom ikke en lyd overhovedet, Caroline havde tit beundret folk som bare kunne bide alt i sig.. Hun var selv blevet ret god til det, fordi hun havde fundet ud af smerte var et tegn på svaghed.. Caroline sank en klump da hun ligeså stille mærkede smerten blev større, spredte sig ud i hver nerve af hendes krop.. Hver lille del mærkede den brændene smerte, hun lukkede stille sine øjne i og tænkte på noget helt andet.. Prøvede at tænke tilbage på gode tider, gode følelser.. Som gjorde hende glad, det virkede.. Smerten synes næsten ikke at påvirke hende, hun havde et svagt smil på læben dog forsvandt det med det samme han strøg hende over kinden.. Hun åbnede øjnene igen, og smerten kom tilbage i små jag i hendes krop. Hun var ikke stor fan af det, men prøvede at tage det roligt. Han gik endelig, Caroline pustede stille ud og kiggede direkte op i loftet. Hun dog en dyb indånding, hun vidste udemærket at det ikke var slut endnu. Det ville være forlet ville det ikke, Delilah og Nate virkede jo til at hade hinanden.. Så den lille vievandspøl.. Det var ikke slutningen på dette, det havde hun på fornemmelsen.. Caroline tog en dyb indånding og lyttede blot nu.. Hun lyttede til alt i rummet, både for at lokalisere folk i området.. Caroline holdt sin vejrtrækning ganske stille og beroligende, for at holde sig selv i håret så hun ikke gjorde noget dumt..

Hvor længe de lå der og brændte lige så stille og roligt op, vidste Delilah ikke. Hendes minder kredsede ubønhørligt omkring andre gange hvor lignende torturmetoder var blevet brugt, og hvor hun havde fået lov at lægge så længe, at vievandet havde ætset sig igennem hendes hud. Modsat Caroline, havde Delilah ingen lykkelige minder at flygte til, for alle disse minder var blevet taget væk fra hende, af Skammeren - dog uden Delilah vidste det. Istedet flakkede rædsler, smerte og desperat ensomhed igennem Delilahs hoved, hver gang hun forsøgte at flygte fra smertens sydende, hvæsende arme der klamrede hende til sig. Til sidst syntes hendes forsøg at synke sammen, og hun valgte i stedet at kaste sig ind i smertens arme - hun ville hellere have denne tortur, end hun ønskede at blive mindet om, at hun intet havde at overleve til. Det betød intet om hun døde.
Delilah var som smeltet fast til båren, idet hele hendes krop ikke rørte en eneste muskel under den tid, hvor hendes krop brændte op i helligt vand. Hendes læber var klistret sammen af stædighed, og ligeledes strejfede ikke andet end et besværet åndedræt hendes læber, som hun lå dér i total, fastlåst smerte. Hun vidste at selv når hun slap fri, ville vievandet i hendes hår brænde hende hver gang det strejfede hendes hud, og ikke før hun havde fået vasket de sidste rester af vievand ud af håret, ville hun være fuldstændigt fri fra torturens lænker. Delilah havde prøvet dette alt for mange gange.

En tung dør åbnede sig knagende for toppen af en smal trappe i den anden ene af lokalet, og lysstråler slap ned i det totale mørke Caroline lå henslængt i. Mørket under Delilahs øjenlåg blev farvet gråligt, hvilket tvang hendes blik åbent, så hun kunne betragte de gullige lysstrejf der dansede som fangarme i mørket. Men det var skikkelsen der trådte ned af trappen, der sendte frygtkiler ind i hendes krop. Den skikkelse hun ville genkende alle steder, og som var den skikkelse hun frygtede anden mest af alle i hele verden - det var trods alt ikke hendes fader der trådte ned af trappen.
Det var en person, hun troede hun havde slået ihjel.

En syden gik igennem lokalet da læremesteren åbnede et skrin, hvori magisk ild brændte. Han samlede roligt ilden op fra skrinet, og lagde det i en lille skål hvori det blussede op i det samme det rørte materialet nede i skålen. Pludseligt blev hele lokalet endnu engang fuldt oplyst, og Delilahs blik kunne lægge sig på manden. Panik og frygt flakkede igennem hendes blik, og hendes åndedræt syntes pludseligt hurtigere og mere hektisk, hvilket blev meget tydeligt da det tidligere havde været roligt og kontrolleret igennem smerten.
Han syntes slet ikke at interessere sig for Delilah, men trådte derimod over til Caroline, og lod et par fingre stryge henover Carolines pande, imens han med et venligst smil nærstuderede hende, som var hun et fint kunstobjekt. Hans læber skiltes, og endnu imens han syntes at undersøge hver centimeter af hendes krop, mumlede han lavt til sig selv.
"Et pragteksemplar. Vampyrer er ildeset, men denne er så politisk positiv at den vil kunne gå. Den skal bare holde sin mund lukket, ja, og kun tale når den får besked på det, så ville den kunne gå. Gad vide om den kunne give os mere indflydelse? Ja, det kunne den nok godt. Det kunne den nok godt, ja."
Den mumlende talestrøm fortsætte lavt, som var Caroline intet andet end en dukke han betragtede, og han lod tankerne omkring denne dukke komme til syne igennem læberne, om end ikke særligt højt.
Han nikkede bekræftende efter adskillige minutter hvor han havde ladet alle mulige og umulige meninger om Carolines krop, stilling, race og navn komme til kende for disse to, inden han vendte sig om imod Delilah. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke, men han havde knapt så meget at sige til Delilah, som han havde sagt om Caroline.
"Delilah. Du er ikke mødt op til de sidste 5927 timer. Det bliver en stor straf."
Hans stemme syntes varmende og kærlig, på en måde der var mere end iskold. Hans blik havde en kant af noget der venligt viste hvor meget smerte han ville lade hende indgå, og hvor meget han ville ødelægge alt hun havde. Delilah var ikke bange for smerte eller tortur, hun var ikke bange for en eneste af de flere tusinde der hadede hende - men denne mand frygtede hun. Dog frygtede hun hendes far langt mere, men han syntes ikke at kende til at hun var her, for ellers havde han aldrig blot ladet hende gennemgå en så simpel tortur.
"Du er død. Jeg slog dig fandme ihjel, læremester!"
Delilah kendte ikke hans rigtige navn, men om det var af gammel vane hun kaldte ham 'læremester' endnu engang, vidste hun ikke. Det var ligesom hun aldrig havde kaldt sin fader for 'far', helt simpelt fordi hun var blevet straffet for at kalde ham andet end 'sir', 'herre' eller lignende underdanige ord. Læremesteren rystede langsomt på hovedet, og vendte sig endnu engang om imod Caroline, så hans finger kunne glide ned af det stykke af hendes bryst, der ikke var dækket af vievand - dog ikke på nogen seksuel måde.
"Du slog mig næsten ihjel. Du var blevet trænet godt, men jeg døde ikke. Jeg blev stærkere, takket være dig."

Pludseligt smilede læremesteren stort, og fiskede en ske op fra lommen, hvorefter han samlede en skefuld vievand op fra Carolines båre. Langsomt hældte han skefulden ud over hendes ansigt, med hovedet vippet nysgerrigt til siden imens han betragtede fænomenet. Så snart skeen var tømt fyldte han skeen op igen, og sådan fortsatte det imens han skilte læberne for at snakke, endnu uden at slippe dette med blikket.
"Delilah jeg tror ikke du har forklaret vampyren vores etik og regler grundigt nok. Jeg tror den eneste måde at lære det, er ved at have været igennem det hele i sin barndom, have mærket smerten og ydmygelsen fra når man gjorde det forkert. Og jeg er bange for at der kun er en måde at hun kan forstå det på, i så fald."
Han stoppede sin lille leg med skeen og vievandet, og drejede hovedet imod Delilah, med noget lettere sindssygt der flakkede igennem hans blik, men stadig dette kolde, venlige blik der syntes maltrakteret i hans blik. Han var ikke længere normal - på den anden side, havde han nogensinde været normal?
"Hun får alle dine minder. Men vær ikke skuffet, du bliver ikke snydt. Du får også hendes."
Han vendte sig igen om imod Caroline, og endnu engang blev det tydeligt i hans blik, at han så hende som en dukke - et legetøj eller et kæledyr, man ikke rigtigt snakkede til medmindre de havde gjort noget forkert, eller man legede med dem.
"Glæder du dig til det, vampyr? Gør du det?"
Han prikkede hende på næsen, samtidig med at stemmen havde dette latterlige barnlige skær, som talte han til en kattekilling eller en baby der alligevel ikke forstod hvad han sagde. Sådan var Delilah også opdraget til at tænke om alle ikke-incubuselige eller succubuselige væsner, men der var det gået galt. Han smilede let, og ventede på svar, før han ville gå igang.
"Rend mig, læremester."
Det var Delilahs svar. Han så ikke ud som om han regnede med at vampyrer kunne tale, så syntes ikke at vente på et svar fra hende. Han vente sig, for at gå igang med overførslen.

Caroline åbnede sine øjne lidt da et lys synes at skærer hende i øjnene, hun kunne fornemme en ny dæmon.. Selvfølgelig dette sted var fyldt af dem, havde hun ihvertfald på fornemmelsen, ellers var det bare smerten som fik hende til at forstille sig det. Men da en mand kom ind i rummet, hun prøvede at følge hans bevægelser til fulde, dog ville hun ikke anstrenge sig for meget.. Så vil smerten bare blive værre hvis hun bevægede sig.. Caroline tog en dyb indånding og kneb øjnene kort da lokalet blev fuldt oplyst, mest fordi hun havde vænnet sig til mørket, og var et nattevæsen. Caroline fik et blik på manden da han havde to fingre på hendes pande, imens han studerede hende. Selvom Caroline langtfra var glad for det, så gjorde hun intet. De som han sagde, det fik ilden inden i hende til at flamme op.. Smerten var næsten forsvundet af vreden som kogede indeni hende, hun havde ikke tænkt sig at holde sin kæft bare fordi nogle åndsvage dæmoner mente at det var sådan hun skulle opfører sig? Men Caroline bed vreden og smerten i sig, og samlede det stykke efter stykke.. Hun var ingens lille dukkebarn. Da han endelig henvente sig til Delilah, blev hun faktisk lidt lettet. Men alligevel så var hun overhovedet ikke glad ved tanken om hun var lænket til dette sted, hun vil bare hjem til Melissa eller Nicolas, måske endda Nille.. Caroline opfangede hurtigt at Delilah kaldte ham for lærermester, men Caroline kendte intet til Delilahs fortid.. Reglerne omkring stedet, måden de levede på.. Hun vidste lidt, og Caroline ville æde sin egen hat på at hun ikke vidste mere en en 10% af det hele.. Caroline lyttede til deres samtale men blev ikke meget klogere, gad han dog bare at se hende i øjnene eller blot rører hendes fingerspidser.. Så kunne hun vise ham lidt smerte.
Endnu engang vendte han sig imod hende, og lod sin finger strejfe hendes krop. Caroline holdt øjnene skarpt på ham, vreden pumpede igen. Dog blot fordi hun allerede havde et had til denne mand, også bare på hans kropsprog synes hun at kunne læse ham.. Pludselig smilede han så stort at de fik Caroline til at gyse indeni, faktisk fordi hun ikke anede hvad der skulle ske eller noget.. Han tog en ske frem fra sin jakkelomme, Caroline kunne ikke helt fornemme hvad han lavede med den, men så han kom med hånden overimod hende og vippede skeen nedover hendes ansigt. Vievandet løb ned over hendes ansigt, så huden blev rød som var den i brænd.. Caroline klemte øjnene lidt sammen i smerte, og bed den til sig imens hun bed tænderne sammen. Hun kunne ikke flytte hovedet overhovedet, hun måtte bare lukke øjnene for mærke smerten imens han snakkede.. Og jeg er bange for at der kun er en måde at hun kan forstå det på, i så fald. Hvad mente han med det? Caroline måtte tolke og prøve at lade smerten vælge en anden strøm men det var svært, Caroline forstod ikke det ene og smerten blev ved. Vievandet blev ved med at komme indover hendes ansigt, og vandre ned af hendes kinder.. Til de landede i floden igen. Endelig stoppede han med at hælde vievandet i hendes ansigt, og de sidste dråber trillerede med deres brændende egenskaber ned langs hendes kinder, og ned over hendes hage, samt ned langs halsen før de stoppede. Caroline kunne mærke hele deres tur, og små tårer var kommet i hendes øjne, ikke nogle tydelige overhovedet. Men smerten havde blot været det samme sted for meget.. Caroline åbnede øjnene igen da han nævnte hun skulle have alle Delilahs minder, og omvendt. Vent!? Skulle Delilah have alle hendes minder!? ALDRIG!! Caroline bar også ting som hun aldrig havde fortalt nogle overhovedet, og nu skulle Delilah vide dem allesammen!? Aldrig i livet!
Den måde han henvente sig til hende igen, gjorde hun mærkede hendes blodårer træde stille frem under øjnene, og tænderne glide frem uden de kunne se det.. Da han prikkede hende på næsen fik den indre vampyr nok, og blottede vredt sine tænder i et hvæs hvorefter hun snappede ud efter hans finger. Hun lod sine tænder glide ind hurtigt, de var længere end en normal vampyr. Men Caroline vidste denne mand var gået fra forstanden, derfor trak hun sine tænder til sig.. Hvad hvis han ville fjerne dem eller noget, man vidste jo aldrig..
"Gå til helvede med dig!" Råbte Caroline så vredt, første gang hun havde sagt noget under det hele. Hun havde ikke sagt et ord, men nu var hun også vred.. Caroline snerrede af ham, men lagde stille.. Hendes muskler bevægede sig næsten ikke overhovedet..

Læremesteren trådte over til den skål den magiske ild brændte i, og samlede et lille rør op fra ilden, der var blevet tydeligt opvarmet af det, men alligevel ikke syntes at brænde ham. Han satte røret ind i hver båre så bårerne var forbundet via dette rør, og vievandet ved de to kvinder blev fordelt ligeligt. Han stak hånden ned i lommen og samlede noget pulver op, der næsten syntes selvlysende og neonfarvet, som spredte det et gulligt skær omkring sig og imod hans hånd. Han spredte en smule af det ud i vievandet hos Caroline, og vendte derefter om og spredte resten hos Delilah. Via røret blandede pulveret sig så pulveret nu var ved dem begge, og i det samme begyndte han lavt at mumle nogle ord der ikke rigtigt kunne tydes.
Delilahs øjne var presset sammen, idet hun kæmpede for at slette minderne fra hendes sind, men det fungerede ligesom bare ikke rigtigt. Hendes fingre syntes at krampe i vandet og skrabe imod bunden imens de brændte op, og pulveret klistrede til hende. Pulveret fordelte sig ligeledes igennem røret, inden det klistrede sig omkring Caroline og Delilah i vandet, så de næsten var omringet af en gullig aura af lysende pulver. Et kraftigere lys begyndte at skyde ud fra pulveret i takt med læremesterens ord, og pludseligt syntes en sti at blive forbundet imellem Caroline og Delilahs pulver.
For Delilahs blik begyndte hele Carolines liv pludseligt at udspille sig ...

Nogle få af de minder der udspiller sig for Carolines blik:

En femårig pige sprællede i sin fars arme, men kunne ikke stille noget op imod den store mand der havde skubbet hende op ad væggen, og holdt hende godt fast. Tårerne strømmede ned af den lille piges runde kinder, og den figursyede, dyrt udseende kjole der syntes at passe til en tyveårig, svang sig om den lille pige. Pigen græd og tiggede sin far om at skåne hende, men hans hånd klemte hårdere om pigens hals, for hvert ord hun ytrede.
"Undskyld herre, undskyld! Undskyld sir!"
Den spinkle, panikslagne stemme dansede i rummet, men både moren og den store gruppe brødre blev pænt siddende i hjørnet af den store, rigt udsmykkede stue, og betragtede faren nært kvæle deres søster. Faren lagde en hånd på pigens kjole, og flåede den af i ét ryk. Pigen skreg og vred sig endnu mere, i et forsøg på at komme væk fra det hun vidste ville ske. Moren blinkede end ikke da faderen begyndte at lade hænderne glide hårdt og brutalt på den femårige piges krop, eller da han bankede hende ind i væggen.
"Det er for sent at undskylde, Delilah! Vi omgås ikke med sådanne bæster!"
Hans stemme var iskold, og han syntes slet ikke at reagere på pigens paniske forsøg på at komme fri fra sin fars seksuelle overgreb. Det var langt fra første gang denne pige havde måttet udstå sin fars lyster, for det var blevet en yndet del af hans straffe efter hun fyldte 3. Denne gang havde hun hjulpet en varulvedreng ved at lade et par af hendes guldmønter falde i hans retning da hun havde set hans udsultede blik. For dette straffede faren hende nu.
"Undskyld! Jeg beder dig, vær nu sød!"
Tårerne strømmede desperat ned af hendes kinder, men faren reagerede overhovedet ikke. Istedet lynede han roligt bukserne ned, og gav sig til at voldtage den lille pige. Pigen lukkede grædende øjne, med visheden om at hun i det mindste slippede for gruppevoldtægten denne gang.

Flere år senere:

Den nu 9-årige Delilah stod endnu engang i sin faders arbejdsværelse, med et nedslået blik, og tårer strømmende ned af hendes kinder endnu engang. Frygt, panik og desperation hamrede igennem hendes krop, men hun forsøgte forgæves at lade det hele strømme væk fra hende. Faderens blik brændte, idet han lod vrede ord hagle ned over hende. Delilah var dukket et par minutter for sent op til en fest, og havde dermed ladet flere hundrede incubus'er og succubus'er vente i et par minutter.
Faderen rejste sig og greb fat i hende, hvorefter han rev en dør op i arbejdsværelset, og skubbede hende brutalt ned ad trappen, så Delilah væltede og faldt ned af den lange, fugtige stentrappe. Delilah nåede lige akkurat at tage af fra faldet da hun nåede bunden, men nåede ikke rejse sig op før faderen greb fat i hendes hals og slæbte hende over imod et par håndjern. Hun blev spændt fast, og trykket hårdt imod væggen af de stramme lænker han spændte op imod muren. Fugten drev hende ad ryggen, da han snurrede omkring.
"Jeg sender en af dine brødre ned om et par dage. Så kan du få din straf.
Delilah bedte ikke. Hun tiggede ikke længere. Hun hang bare der da faderen smækkede kælderdøren og efterlod hende i totalt mørke, med tårerne glidende ned af kinderne som minifloder. Hun vidste at efter han havde brugt disse dage til at udsulte hende, så ville han lade hendes brødre torturere hende, før hun kunne få lov at komme op. Hun kunne høre sine egne skrig give ekko i lokalet, fra alle de tidligere gange det allerede var sket.
Hvorfor kunne hun ikke bare dø?

Flere år senere:

En nu 15-årig Delilah skred ned ad gangen i stor hast, desperat fordi hun var ved at komme for sent hos sin læremester - og hun vidste at ikke var sen til at straffe hende hårdt. Hun forsvandt ind i hans arbejdslokale, men bemærkede i det samme at kælderdøren var blevet skubbet åben, og at læremesteren ikke var at se. Hun opfattede straks hintet, og halvløb ned af trappen - udenset hvor meget hun hadede timerne med læremesteren, så hadede hun straffene langt mere. Hun nåede dog knapt træde ned fra trappen, før hendes blik strejfede noget der fik hele hendes krop til at fryse fast.
"Dylan!? Dylan! Hvad sker der!?"
Delilah faldt næsten hen til hendes første kæreste, der hang spændt fast midt i kælderen, og en blodstribe ned ad læben. Hun mærkede kærligheden for ham blomstre, men panikken for at han var her, blomstrede endnu dybere i hende. Han var ikke en incubus - han var en varulv, hvilket betød at hele hendes familie afskyede dem. Hun kunne ikke .. Han kunne ikke være her! De ville slå ham ihjel!
"Sikke pænt af dig at komme, Delilah. Du kommer for sent."
Delilah snurrede omkring og så sin læremester komme gående fra skyggerne. Han nikkede imod Dylan, med køligheden strømmende ud fra ansigtet.
"Vi omgås ikke med varulve, lærte herren dig ikke det? Enten slår jeg ham ihjel, og du ved hvor smertesfuldt jeg kan gøre det, eller også så gør du det med instruktioner fra mig."
Hun gispede, og uden at tænke over det, greb hun fat i Dylans trøje og krammede den mellem fingrene. Hun rystede vildt på hovedet. Læremesteren sukkede, og løftede derefter en skruetrækker, og trådte nærmere, med en sætning der indikerede hvor smertesfuldt dette ville blive for den dreng Delilahs kærlighed brændte for. Hun kunne se panikken danse i Dylans øjne, og tårer gik amok ved Delilahs blik. Hun kunne ikke! Han .. Hun vidste hvor meget mindre smertesfuldt det ville blive, hvis hun gjorde det ... Men .. Hun kunne ikke ..
Dylans skrig fyldte kælderen da læremesteren begyndte at skrælle hans hud af med skruetrækkeren, og Delilah panikkede.
"Jeg gør det! Jeg lover det, vær nu sød, herre! Jeg skal nok!"
Læremesteren vendte om, og sendte hende et koldt smil.

- Flere timer senere -

Tårerne var tørret ud på Delilahs kinder, og under den dødelige tortur hun havde underlagt sin elskede, havde hun lovet sig selv aldrig at græde igen. Hun nægtede nogensinde at græde igen. Det var et tegn på svaghed havde hun nu set, og hun ville aldrig gøre det igen. For Dylans skyld, ville hun aldrig være svag igen.
Hun samlede Dylans indvolde sammen, puttede hans øjne i en balje sammen med afrevet hår og hud, og fik fat i hans tunge og legemsdele, og fik dem puttet i baljen. Derefter tog hun det sidste af hans krop, og slæbte det udenfor, med den tidligere så hvide og blafrende kjole, hængende slap og blodigt om hende.

Mange, mange år senere(Nogle uger før):

Delilah vuggede blidt børnene i armene, ikke mange timer efter hun havde født. Hun var selvfølgelig udmattet, men hun ville ikke give så let op. En smule smerte slog hende ikke længere ud, så nu hvor hun faktisk kunne holde noget der betød så meget for hende, som disse to. Blidhed og noget der næsten mindede om kærlighed, havde hun ikke bemærket lægge sig imod hendes ansigt, og som hun sad med disse børn, lukkede hendes verden for en kort stund af. Men hun vidste hun snart skulle tilbage til virkeligheden. Bare ikke lige nu.
Det var ikke meningen Delilah skulle have haft børn. I virkeligheden skammede hun sig grueligt over at have bragt nye folk ind til denne verden, og have trukket dem ind i hendes families hadefulde spil, men på trods af dette lette had til sig selv, krøb et kærligt smil frem på hendes læber, og hun lod en finger stryge over den ene tvillings kind. De betød alverden for hende. Indrømmet, Sajro havde måske ikke ødelagt hendes liv ved at gøre hende gravid alligevel.

//OOC: Okay, minderne har jeg kopieret fra et indlæg med Nille, men jeg ORKEDE ikke skrive nogle nye! xD

//Hvor er du doven! Jeg har ingen steder at kopirer fra D: XD//

Caroline lukkede øjnene og kæmpede for at se om hun kunne modstå det han gjorde, men det kunne hun ikke.. Caroline fik strømmene minder igennem sit sind af Delilah's fortid og nutid, hvordan hun havde været behandlet.. Men kunne ikke slippe fra det, hun vidste at hendes minder heller ikke var sluppet for at blive sendt igennem Delilahs hoved..

Den 12 årige pige sad indenfor i huset, denne dag måtte hun ikke komme ud igen.. Caroline havde aldrig gået udenfor overhovedet, men nysgerrigheden brændte.. Hvad var der udenfor husets murer? Hvad gemte der sig.. Caroline havde en masse tanker omkring livet udenfor husets murer, og besluttede sig for at gå ud af døren og trodse sine forældre.. For hun skulle jo nok komme hjem igen? Caroline gik stille ned langs gaderne i Firewood Village, der var mørkt.. Det var meget sent.. Hun kom til den lokale kro, og hørte latteren indenfor, hvad var der farligt? Pludselig stod der en kvinde foran Caroline, som blottede sine vampyr tænder og begyndte at drikke blod fra Caroline til en stor mand stoppede hende.. Manden gjorde intet end at tage Caroline med sig, ind I Ashen Wood Forest hvor han boede..

Der var gået et år, og Caroline havde det forfærdeligt.. Hun havde været i denne kælder alt for langtid synes hun.. Alt var i frygt.. Hun havde det som en hund lænket sammen med en masse imens de ventede på døden traf.. De var nøgne, alle sammen imens deres ansigter var fyldt med rædsel og frygt.. Blå mærker dækkede alle deres kroppe.. Der var ingen steder at løbe hen, endelig åbnede døren.. Og små lys strejf kom ind.. Locan.. Han gik ned og greb fat i Caroline imens hun klemte øjnene sammen af frygt for hvad han ville gøre hende denne gang.. Caroline græd men hun blev trukket med ham.. Oppe på hans værelse tævede han hende, voldtog han hende.. Lænkede hende fast til hans mur som var hun en hund.. Hun måtte sidde der, ikke sige et ord.. Hun var blot et menneske..

Endnu et år efter, hun sad med en lille pige i sin favn.. Melissa var Carolines datter.. Men også Locans.. Lola Carolines eneste veninde sad ved siden af Caroline, sammen med hendes søn Josh. Josh var søn af Julian.. Julian som havde ført Caroline her til.. Josh og Caroline havde et godt forhold, hun så ham som både sin lillebror men også lidt hendes egen søn..

4 år efter:

Det var en tidlig morgen, og Locan brød ind i rummet hvor Caroline lagde og sov sammen med Melissa. Locan rev den lille pige op i hans favn, og begyndte at vade afsted. Caroline vågnede dog hurtigt og løb efter ham..
"Please.. Jeg beder dig, du må ikke gør hende noget.. Herre, jeg beder dig.." Bad hun grædende imens hun sad på knæ foran ham.. Caroline så ham i øjnene.. Locan gav en anden mand Melissa, og holdt Caroline imens hun så Melissa forsvinde i døren.. Caroline råbte efter hende men kunne intet gøre.. Locan lavede en aftale med hende, hun skulle opfører sig ordenligt i en uge og hun ville få en belønning.. Caroline nikkede stille men sorgen var hård.. Caroline gjorde alt Locan bad om uden at blinke, hun havde det dårligt med de ting hun gjorde.. Men Melissa var hendes et og alt, og nu var hun væk.. Caroline's sidste opgave var at smide de dødfødte børn ind i pejsen.. Dette var det det mest smertefulde, men hun gjorde det.. Tog de små spædbørn op i sin favn og smed dem derind imens Locan stod og grinede af det.. Endelig fik hun sin belønning en lille flaske, hun drak væsken og glemte snart alt om Melissa.

Endelig var hun sluppet fri, hun havde løbet så længe uden at kunne finde rundt i denne skov.. Da hun mødte en vampyr.. Han hjalp hende tog sig af hende, og snart forelskede de sig i hinanden. Caroline havde ikke troet nogle ville kunne lide hende på den måde uden det bare var for at få magt og sex.. Men snart viste det sig at han valgte en anden frem for hende.. Christian droppede hende iforhold til Ophelia en anden kvindelig vampyr.

Caroline blev varulv i en alder af 19 år, Sajro forvandlede hende ved et uheld.. Men hjalp hende derefter.. Igennem hele forløbet, hun følte hun havde en hun altid kunne løbe tilbage til hvis hun havde brug for hjælp.. Snart oplevede Caroline at hun blev stærkere mentalt, hun blev hurtigere vred og bedre til at sige fra.. Hendes bedste veninde Nille kendte hende næsten ikke engang mere for Caroline slog ihjel, dræbte Julians sønner som var efter hende for at få hende tilbage..

Caroline var taget hjem, for endelig at besøge sine forældre efter så mange år i smerte fra Locan og Julian.. Men da hun kom hjem var deres lemmer revet af og sat sammen igen, samt gemt under et tæppe som om de sov.. Caroline fik sig et chok og løb ud igen, da hun stødte ind i den unge dæmon Sean, som hjalp hende med at finde morderen og dræbe vedkommende.. Caroline var Sean taknemlig efter den dag.

Dominic udnyttede hende blot også, fik hende til at tro hun var noget særligt hvorefter han bare smed hende væk som var hun skrald.. Caroline kom sig igen da hun mødte sirenen Wave, hun vidste hun blev hurtigt tiltrukket af folk, men da han kyssede hende var der noget over det som hun aldrig havde oplevet før.. Det var en anden fornemmelse! Men desværre kom hun forbi havnen hvor hun så ham bliv skåret op.. Nille var død dagen efter.. Caroline følte sig så tom..

Tre år i varulve tiden måtte kæmpes før Caroline mødte vampyren Nicolas.. De kunne ikke fordrage hinanden overhovedet, men han var overbevist om at han skulle have hende med sig så hun ikke kom ud i ballade.. Og endnu engang var der en som kyssede hende, men anderledes Wave.. Så blev hun helt draget denne gang.. Caroline nåede dog ikke rigtig at reagere før en flok vampyrer tog hende og drænede hende for blod.. Men da hun næsten intet liv havde tilbage forvandlede Nicolas hende til vampyr.. Snart forelskede de sig uden at ville fortælle hinanden det..

Mødet med Kukiu.. var et minde Caroline virkelig ønskede at komme af med, men det sad der..
Caroline gik fredeligt i da en varulv overfaldte hende, han stak alle verdens knive i hende for at holde hende på plads. I lår, håndled osv.. Blodet flød, han voldtog hende.. Følelsen af fryg, lysten til at skrige om hjælp men man var bundet for munden så ikke en lyd kunne høres.. Nicolas reddede hende.. Heldigvis..

Caroline kunne ikke fordrage Julianne det havde hun aldrig kunne, men Julianne udnyttede Nicolas for at få hævn på Caroline.. Gjorde at Nicolas overhovedet ikke kunne huske Caroline som den han følte noget for, han var tæt på at dræbe hende fordi Julianne stod i vejen for Caroline.. Men Caroline gav ikke op og blev i huset gemt, i håb om hun kunne finde ud af hvad der forgik.. Senere på aftenen vågnede Nicolas og gik, Caroline fulgte med ham.. Og han sagde han elskede hende, en drøm havde fået ham ud af hans trance.. Caroline var mere lykkelig end nogensinde før, aldrig havde nogle sagt til hende at nogle elskede hende.. Det var også den første gang hun havde sex med en som hun virkelig elskede..

Caroline mødte Angela, Angela var Nicolas' søster.. Men på deres første møde angreb Angela Caroline og begyndte at drikke blod fra hende uden videre.. Caroline havde en ren reflekts og stak en kniv i maven på Angela.. Men Angela var meget stærkere end Caroline, og gik hende med sig.. Næste morgen sad Caroline i en stol og brændte op da solen ramte hendes hud, havde det ikke været fordi Nicolas kom havde hun ikke overlevet..

Caroline mødte Julianne i en gyde hvor hun fjernede alle følelser fra Carolines krop, og gjorde hende helt kold.. Deværre for Julianne havde hun ikke energi nok til at sætte dem på plads igen.. Caroline dræbte mange på kroen den dag, både folk som stod i vejen men også folk som irriterede hende.. Caroline torturerede Julianne til Nicolas kom og prøvede at få hende til at slappe af.. Men Caroline var langtfra rolig, hun følte jo intet lige der.. Og da hun endelig slap fra hans greb løb hun op i kroens baggråd hvor Julianne var.. Caroline rev armen af tøsen, Nicolas prøvede ivrrigt at få hende til at slappe af.. Men Caroline brækkede hans arm og sparkede ham ind i en mur så hårdt hun kunne.. Dette vækkede hendes følelser igen, ved at sårer ham.. Men hendes vrede overtog og Caroline skulle til at dræbe Julianne, da Nicolas flåede hjertet ud på hende... Derefter forsvandt han i skyggerne.. Hun var knust, fald grædene på knæ imens hun råbte på ham.. Hun troede det var hendes skyld..

Da Caroline mødte Delilah gjorde det ikke tingene lysere overhovedet! Caroline kunne ikke klarer den vrede og sorg hun bar på, og da det lød til at de begge havde haft et par dage i helvede.. Så kom de overhovedet ikke godt ud af det med hinanden.. Caroline ønskede ikke at dræbe hende det var bare vreden som havde taget over, at hun ikke var i kontrol med sig selv i øjeblikket.. Men inden hun nåede at dræbe Delilah lod hun hver, hun ville ikke have Nicolas skulle blive væk hvis han ikke kunne klare hendes vrede side..

Caroline opsøgte sin søster hjemme i Firewood Village men det blev et kort besøg, for i Caroline's mest triste periode gør hendes søster det blot værre ved at fortælle hun var kæreste med Kukiu. Skønt Eliza godt vidste hvad han havde gjort hende.. Caroline følte sig forrådt. Og ville ikke snakke med Eliza hvilket udvilkede sig til et stort skænderi.
Derfor opsøgte Caroline Nille, hendens bedste veninde også skammer. Caroline holdt på hendes hemmelighed, de stolede på hinanden mere end noget andet.. Derfor var Caroline ved Nille i de første par perioder..

Nicolas kom tilbage efter han opfangede Caroline i skoven af frygt, forfærdeligt sted.. Alle dem hun elskede og holdt af i illusioner af ting de sagde hvad hun frygtede mest.. Caroline havde ikke klaret det hvis hun ikke havde fundet den rigtige Nicolas derinde, han havde nok reddet hendes liv der.. Da hun kom med ham hjem og Caroline hilste fra hans 'ven' Masion, skyndte de sig afsted og Nic dræbte ham.. Nicolas overtalte Caroline til at snakke med hendes søster, og Caroline tog afsted..

Firewood village var i ruiner, og Caroline var havnet under halvdelen af hendes hus i sin flagermusse form for ikke at blive knust af murbrokkerne. Nicolas reddede hende endnu engang, men det værste der kunne ske.. Det som fik hendes hjerte til at bistre.. Han havde kysset med en anden, men mere nåede han ikke at sige før hun vendte sig om og gik.. Gik hurtigere end nogensinde før mere fortvivlet.. Dog lod hun hurtigt de tanker passere hende da hun tænkte hun ikke måtte knække sammen igen..

Caroline mødte Rowan på en lettere svær mission, de havnede på en øde ø alene.. Allerede der opbyggede de et godt forhold, selvom det var et sted de aldrig nogensinde ville glemme. Caroline ser Rowan som endnu en af sine brødre i flokken af alle dem hun så som familie..

Caroline reddede Nille fra både selvmord men også fra et liv som slave, som sikkert var et pænere ord end det som ville være blevet brugt.. En dusørjæger havde torturet hende til at Nille glemte hvem hendes venner var og hvem som hun kunne stole på og ikke kunne. Heldigvis fik Caroline hende talt igennem det.. Heldigvis..

Caroline sprang på Jacob, hun torturerede sin bedste ven.. Men stoppede endelig sig selv inden hun kom for voldsomt igang.. Men skammede sig over sin handling..

Hun var blevet fanget af nogle slavehandlere som torturede hende for hun ikke skulle slippe væk.. Vampyrus det havde hun været i over et halvt år nu.. Ung vampyr men meget stærk.. Derfor en måde at holde hende nede på.. Vievand i massevis.. Caroline blev købt af Oliver og fik hans slavemærke på skulderbladet og ingentvivl om at hun ønsker at rive hovedet af ham!

Caroline tog tilbage til Nicolas for at tilgive ham, alle lavede fejl.. Da hun så ham igen var han meget slidt, tydeligt han ikke havde drukket blod i langtid.. Han elskede hende stadigvæk, og hun elskede ham.. Caroline vidste hun ville være ved ham til hun døde engang, og han friede til hende.. Caroline var lykkelig.. Igen!

Caroline mødte Angela igen.. De havde mødtes mange gange.. Men denne gang skulle vise sig at være til tårer.. Angela flåede hjertet ud på Matt, Caroline kendte ikke grunden. Men Matt var en af dem som havde været der allermest for hende, igennem alt.. Nu død.. Caroline var knust, og ligesom Angela og Caroline skulle til at flå hinanden kom Nicolas og fik dem skildt ad..

Melissa og Caroline blev endelig genforendt takket være et møde med Josh, Caroline var blevet vampyrenes raceleder nu.. Og Josh de gode engles, men Caroline holder stadigvæk af Josh næsten mere end nogen anden..

Locan kom til Jacobs hus og dræbte den lille Josh, han gjorde det for at Caroline skulle lide.. Ligesom Caroline dræbte Julian og Julian dræbte Lola.. Heldigvis overlevede den anden Josh, ved magi... Hvad skulle hun dog have gjort hvis han også havde været død?..

Caroline mærkede hvordan tankerne stod på fra Delilahs minder, hendes hoved blev fyldt. Havde Delilah været igennem så meget? Det var jo helt utroligt..

//OOC: Okay, jeg indrømmer at det har været dovent af mig at vente så lang tid med at svare, men med svaret herunder skal jeg nok vise dig at jeg ikke er doven .. Nå! xD

Som Delilahs tanker og sind blev oversvømmet af minder fra denne vampyrs halvlange liv, og hun forgæves forsøgte at kæmpe de dryppende minder fra Carolines sind væk fra sit, flød de mange, mange hundrede års erfaringer fra hendes eget sind og ned i vampyrens tanker. Dette mærkede Delilah dog ikke selv, og selvom hun havde kæmpet til sidste bloddråbe for at holde sine hemmeligheder og minder dybt begravet i sit sind for evigt, så ville hun ikke have kunnet holde mindestrømmen væk fra nogles sind. Ikke efter den omgang magi, hendes læremester havde lagt omkring dem, der forbandt dem som to strenge, der nægtede at blive klippet - før deres minder var forbundet på så mange måder.
Minderne der flød fra hende, startede helt derfra det punkt, som Delilah end ikke selv huskede - og husede ligeledes minder, som var blevet slettet fra Delilahs hukommelse.

Det iskolde, magiske lys lægger ned over den overdådige seng, hvis puder og silkelagner og dyner var indhyllet i blod. Heftige åndedræt og hulkende lyde blev spyttet ud i hjørnet af sengen, hvor en kvinde klædt i en smuk, blodindsmurt hvid kjole var lænket til sengen med håndleddene. Bag kvinden sad adskillige andre kvinder, med smukke kjoler, men dog kjoler der ikke var nær så dyr at se på, som den fantastiske kjole den bundne kvinde var fanget i. Den dyre kjole var svunget op over kvindens mave, og de billigere kvinder med tomme ansigter, spredte bestemt kvindens ben, og holdt dem fast. Der var ingen mand i lokalet. Ingen fader.
Ingen af de kvinder med tomme ansigter, syntes at bekymre sig et sekund om den smerte kvinden var i, men der gik heller ikke længe før kvinden tydeligt tog sig sammen, og fik værdigheden af hvad hun var tilbage hurtigt - en dronning af et folk, der ikke klagede. Kvinder beklagede sig ikke, havde ingen følelser. Derfor var der ikke ét glimt af medlidenhed da hun betragtede den lille pige hun netop havde født, som hun vidste hun havde bragt ind i en verden der ville bringe hende så forfærdeligt meget smerte.
Alt der var i dronningens ansigt, var afsky for barnets køn.

En pige på 2-3 år, der frustreret sad og så på en kæmpe stak lærebøger, som hun ærligt talt forstod intet af, idet læremesteren braste ind gennem døren. Pigens grønbrune øjne fyldtes i det samme med tårer der flød over, og bevægede sig som dråber ned over hendes kinder. Læremesterens øjne opfyldtes af vrede over synet af pigens tårer, og nogle minutter senere lå den mørkhårede pige med blod blandet i sine tårer, og en rystende krop. Hun var fyldt med sit eget blod, fra de tæsk hun netop havde modtaget, grundet de skrækslagne tårer, synet af læremesteren havde plantet i hende.
Døren smækkedes bag læremesteren, og pigen forstod signalet uden et ord. Skælvende kravlede hun op på taburetten igen, og kæmpede for at forstå de franske ord der slog hende i møde, med et sløret blik af tårerne der oversvømmede hendes syn. Men hun måtte gøre det, for ellers ramte smerten hende endnu engang!
Hun var højst 3 år, og kunne allerede ikke klare mere smerte i sit liv.

- Har skrevet minder fra 5-, 9- og 15-års alderen i tidligere indlæg. -

De næste hundrede år, brugte Delilah på at bevæge sig længere og længere ind i den kulde og intethed, kvinderne omkring hende bestod af. Hendes ansigt blev langsomt drænet for al form for viljestyrke og personlig tænkning, og på trods af de adskillige glimt af oprør der medførte ufattelige straffe til hende, adskillige gange om ugen, så sank Delilah længere og længere ned i intetheden.
Smerten var hendes hverdag, og selvom hun konstant nægtede sig fri fra det slaveri kvinderne var underlagt, så blev hun også langsomt nedbrudt, igennem de hundrede år hun var fanget i sit hjem. De lange, hvide kjoler der blafrede yndefuldt om hende eller smøg sig som dragten på en svane, gav hende en gudindelignende silhuet og et udseende der kunne fælde enhver mand - og hun hadede hvert sekund af det.
Filmen og glansbilledet hun opretholdt, knækkede dog en dag, ikke længe efter hendes hundrede års fødselsdag.
Det var til den fest, der var meningen, skulle ende ud i Delilahs bryllup. Ikke fordi Delilah ville forblive denne mands kone for altid, for en dag ville hendes far tage hende som kone, og hun ville blive dronning - og tvunget til at føde sin fars børn. Sådan havde det altid fungeret. Men efter 'salget' af hende til hendes fætter, flød Delilahs bæger over. Hun blev ikke blot behandlet som et objekt længere, når først hun var blevet solgt - så var hun et objekt.
Filmen knækkede, og adskillige fik taget livet for hendes hånd, inden hun kom ud i det fri og forsvandt i skoven, endnu sprøjtet til af sin families blod.

Mørket havde lukket sig om Delilahs liv, og sulten havde overtaget hver centimeter af hendes krop. Hendes bevidste valg om ikke at suge sjælen ud på sine sexpartnere i flere uger af gangen, drænede hende fuldstændigt, og gjorde hende mere sårbar end godt var. Samtidig med det umådelige stress og pres hun hver dag lagde på sin krop ved at arbejde hårdt og træne intenst, var hun ved at ødelægge sin krop. Men på trods af alt dette, og på trods af det faktum at blod flød ned af gaderne ved hendes skridt, fra de utallige liv hun nedlagde, så var dette det bedste liv hun havde følt hele sit liv.
Som årene gik, udviklede Delilah sig længere væk fra den person hun havde været ved sin familie, og blev mere og mere selvstændig og indelukket. Den konstante forfølgelse, den lejlighedsvise tortur, voldtægt, kidnapning og mordforsøg hun var udsat for adskillige gange om ugen, gjorde hende stærkere og koldere, og tvang hende til at gemme sine følelser længere og længere væk - længere end de havde været, selv under hendes forældres regime.
Delilah badede næsten i sex, og hun drak mere end godt var, for at drukne de smerter der hver dag hamrede ned over hende. Hun syntes næsten at være on-and-off-alkoholiker, grundet de pludselige alkoholiske tilstande, og hun blev aldrig rigtigt hundrede procent kureret for sine alkoholiske tendenser, men fortsatte blot i alt dette søberi, i alt der ødelagde hende indefra.

Efter flere hundrede år ’i det frie’ fandt Delilah endelig en hun for første gang siden Dylan, kunne elske. Små lysstrejf bankede igennem det mørke der havde omringet hele hendes liv, og langsomt begyndte livet at vise sig for hende, som Neal og hendes forhold udviklede sig. Denne lyse tid varede tyve år, og var de første år af hendes liv, hvor lykke og glæde rent faktisk havde nået hendes sjæl, og hun havde turdet lyse op indvendigt.
Efter tyve år, endte det i en trussel fra hendes familie, der omhandlede Neals liv - og manglen på samme, hvis ikke Delilah forlod ham omgående. Ikke fordi Neal ikke passede perfekt ind i hendes fars lille kasse af den perfekte mand: Incubus, rig, civiliseret og havde endda en slave. Men Neal var ikke fra Delilahs familie, så det var ikke acceptabelt. Efter adskillige trusler på Neals liv, og faktiske direkte beviser på hvad der kunne ske, lod Delilah risikoen forsvinde fra Neals liv, ved pludseligt at forsvinde helt uden et ord.
De lå en nat i sengen og sov, hvorefter hun stod op, trak tøjet på og forsvandt uden at efterlade nogle spor af sin eksistens - undtagen de ting han allerede havde af hende, og den parfume hun glemte på hans natbord. Hun forsvandt ud og blev opslugt af mørket, modløsheden og den evige ensomhed hun havde været indhyllet i før, og var fanget deri de næsten fem hundrede år, kun afbrudt af små lysglimt som Lailah, som hun alligevel forlod efter et stykke tid.

Hele hendes liv ændredes endnu en gang dramatisk, da symptomer på graviditet optog hendes liv. Symptomer der ikke blot gav hende det dårligt og afbrød hendes spisning den aften, men også fik hele hendes verden til at brude sammen på sekunder. Delilah var noget nær hundrede procent steril, og det var næsten umuligt at gøre hende gravid - men efter mange hundrede år, var det lykkedes hende at blive gravid. Ved et uheld selvfølgelig, og hendes verden smuldrede sammen om hende. Og ikke nok med det, men også efter fødslen af disse børn, blev minderne om de børn der blev hele hendes liv, trukket væk fra hende, sammen med alle de lysglimt der nogensinde havde været i hendes forbandede liv.

Og med det gled både Delilah og Caroline ind i en dvale, hvori mareridt sivede omkring dem begge.

Da de vågnede næste gang var de begge adskilt, liggende forskellige steder i skoven med deres oprindelige tøj og den andens minder sivende igennem tankerne. Delilahs blik flakkede svagt omkring, inden hun med et ryk fik sat sig op. Hendes blik føg rundt, inden hun kom på benene og i hastigt trav forsvandt igennem skoven.

//Out

//OOC: Nu ORKER jeg seriøst ikke skrive mere! Kan godt mærke svaret er blevet dårligere og dårligere jo længere ned det kommer, og seriøst … Jeg orker ikke skrive mere! Så det bliver ikke længere xD

//Det var jo da min krea var god o.o HAPS!//

//OOC: Du BEHØVER ikke svare i denne her. Bare lige lav en "Hun vågnede op i skoven. Hun var alene. Hun fik rejst sig op, og begyndte at tage hjemad.". Det havde jeg planer om at gøre, hvis du sagde du ikke gad svare i den xD