A beautiful place to get lost - Adilya -

Sted: The Forest.
Omgivelser: Naturen, dyr.
Vejr: Skoven medbringer fugt, men vejret er varmt.
Tid: Eftermiddag.
Påklædning
Emnepartner: @Adilya

Rhys hoppede ned af sin hest, og trak den hen imod et træ, hvor han kunne binde den fast. Han kunne ikke risikere at miste sin hest. Det var den hurtigste vej frem for ham, og han kunne umuligt nå frem på gåben. De seneste måneder havde han ledt efter sin biologiske familie, han vidste bare han skulle lede i The Forest, men det var en opgave sværere end først forventet. For han havde ikke medregnet hvor stor skoven egentlig var, og han var faret vild. Men han så positivt på det. Han kunne fare vild et mindre smukt sted, og han havde altid følt sig tæt knyttet til naturen, så han følte sig hjemme. Rhys begyndte at samle brænde sammen, så han kunne få startet et bål, og holde varmen på den måde. På trods af det var varmt på denne tid, kunne det godt blive koldt om natten. Han stod med brænde i armene, og snurrede flere gange omkring. Han var blevet væk. Igen. Men han ville ikke give op. Han blev nød til at finde tilbage til sin hest. Hun var den eneste han havde i sit liv nu, selv hvis hun var en hest.
Efter at have gået længe, og ikke have fundet frem til Vira, måtte han finde ly for mørket. Så meget ly han nu kunne finde i skoven. Rhys satte sig op af et træ og så frem for sig. Han dvælede ved mindet om sin far. Den far der havde opfostret ham i hvert fald. Han var ikke hans biologiske far, men Rhys så stadig på ham som sin far. Nu var han væk. Han fandt en lille blå sten frem fra en lomme, og bevægede den imod hans fingre. Da han hørte en lyd, var han hurtigt på benene og gik hen for at undersøge det nærmere. Fra en busk fløj en sort fugl frem med et skingert skrig, der fik Rhys til at falde bagover i forskrækkelse.

Påklædning plus en lang sort kappe.

Dette var tredje gang, en fremmede bevægede sig ind i hendes del af skoven! Det var dog irriterende! Kunne de da ikke forstå at dette var elvernes skov, og ikke deres, så de kunne ikke bare bevæge sig derind, som om de ejede det hele?! Ubehøvlet. Adilya knurrede lavmælt for hende selv imens hun havde alle mulige negative tanker omkring disse fremmede. Hun sad på hug, gemt bag nogle buske, med en hånd på hendes sværdskæfte. Hendes øjne var låst fast på den fremmede. Han lignede ikke ligefrem en trussel, nærmere en svækling, en sød svækling, men stadigvæk en svækling. Hendes mørkebrune hår var sat op i en hestehale, så man for engangs skyld kunne se hendes elverører, og hendes kappe var slået halvt tilbage, så man også kunne se hendes sværd. Dette gjorde det også nemmere for hende at trække det frem.
Da svæklingen begav sig hen imod buskene og faldt over på grund af en fugl smilede hun lidt. Hun kunne ikke lade være. Det virkede til at han ikke var specielt farlig. Hun bevægede sig ud af sit skjul og gik tættere imod hans lille 'camp'. "Skræmt af en fugl, knægt?" Spurgte hun kækt. Selvom han ikke virkede farlig havde hun stadigvæk en hånd ved sit sværdskæfte. "Dette er min del af skoven. Hvad er din grund til at være her? Og giv mig en god grund til hvorfor, jeg ikke burde rive dig ud."

Rhys var langt fra den mest opmærksomme person. Nogle ville gå så langt at kalde ham naiv. Han stolede tit på folk alt for hurtigt. Men på grund af han var så uopmærksom, havde han ikke opdaget elveren der gemte sig. Ikke før hun selv valgte at vise sig. Han så på hende, og forstod nu hvorfor mange var betaget af elvere. Han havde ikke mødt mange af slagens, men alle elverne havde haft noget elegant over sig. Hvilket fik ham til at tro, han umuligt kunne være en del af hendes race. Hendes kække kommentar bragte ham ikke skam. Ikke meget i hvert fald. Han rejste sig og løftede hans hænder, så hun ikke troede han var en trussel. Selvom hun næppe troede det allerede. Han havde ikke ligefrem udvist opførsel, der kunne give hende grund til at føle sig truet. ”Til mit forsvar, var det en stor fugl.” Rhys smilede let over det. Han var ikke typen der lo højlydt af sig selv, men han kunne godt smile af sig selv i ny og næ. ”Det var ikke min mening. Jeg for vild, og jeg kunne ikke finde tilbage. Du behøver ikke smide mig ud, jeg skal nok gå frivilligt.” Han ønskede ikke at træde nogen over tæerne, så hellere forlade af egen fri vilje, end blive smidt væk af en kvinde. Så ville han være flov. Rhys så på den mørkhårede kvinde og gik så et skridt væk fra hende. ”Beklager ulejligheden.” Han gik væk fra hende, men det varede ikke mange minutter, før han stod bag hende i stedet. ”Kan du måske pege mig i den rigtige retning?”

Adilya hævede et øjnebryn over manden; denne fyr ville ikke overleve skoven i meget længere tid. Der var noget over som virkede genkendeligt, men hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var, helt præcist. Hendes hånd på sværdskæftet flyttede sig til hendes hofte i stedet. Også selvom han kunne slås virkede han ikke til at være god til det, udfra hvordan han udstrålede. Han virkede nærmere som en klodsmajor. Hun så hen imod hans hest og kunne ikke holde et lille smil tilbage; Hun elskede heste. De var hendes yndlingsdyr. Hendes fokus på hesten blev revet væk, da han begyndte at snakke igen. "En stor fugl, siger du.. Den så ret lille ud." Hun bevægede sig en smule tættere på ham og begyndte så at cirkle rundt om ham imens hun tjekkede ham ud fra top til tå. "Du ligner ikke en kriger, så jeg vil gætte på du ikke er det," hun lagde sine arme over kors, "og derfor har jeg ombestemt mig. Du skal ingen steder."
Hun nikkede hen imod hans hest. "Få fat på din hest og jeg fører dig hjem til mig. Få nu ingen ideer - Jeg gør det kun fordi du ikke ville kunne overleve endnu en nat herude. Specielt ikke i denne del af skoven." Hun så afventende på ham.

Rhys havde altid været glad for naturen, men ikke god til at overleve i den, hvilket gjorde hans tid i the forest så meget sværere. Det var let af undervurdere Rhys, og der var også mange punkter det var en god idé at gøre, men når det kom til sværdkamp, havde han god øvelse. Men han kunne også nemt lave en fejl, fordi han ikke altid var helt stabil på jorden. Han udbrød en lyd, der tydeligvis betød, han ikke havde et svar klar. Han strøg sig usikkert i nakken og så på et punkt bag hende. At lyve var langt fra hans stærke side. ”Oh.. Uh.. Den virkede stor.” Han tog en indånding gennem næsen. Det virkede som hun ikke så på ham som noget særligt. Hvilket også var med god grund. Men det var stadig ikke en rar følelse. Han gjorde klar til at gå, men nåede det ikke før hun stoppede ham. Han nikkede ihærdigt og gik hen til Vira for at binde hende fri, og gå tilbage til hende. Han nikkede endnu engang. Hun havde sikkert ret, han ville ikke holde særlig længe derude. ”Jeg sætter pris på det.” Han førte en hånd frem imod hende. ”Jeg hedder Rhys.”

Adilya måtte bide sig selv i underlæben for ikke at begynde at grine lidt af ham. Det ville hun helst ikke; måske ville det gøre ham ked af det. Hvilket hun da slet ikke orkede. Hun lagde armene over kors, og ventede tålmodigt på at han fik fat i sin hest. "Mhm. Store fugle kunne jo måske også godt finde på at angribe et væsen som dig, der nok er fire gange større." Hun lavede uden tvivl sjov med ham. Måden hun snakkede på, tonen i hendes stemme og den drillende glød i hendes øjne. Hun gemte det jo heller ikke engang.
Adilya så lidt mistroisk på hans fremrakte hånd og kneb sine øjne en smule sammen. En smule tøvende tog hun imod hans hånd og gav den et lille akavet klem. "Adilya." Sagde hun kort inden hun tog sin hånd til sig og begyndte at gå. "Kom. Der er ikke langt." Hun så på ham over sin skulder, og syntes... næsten lige at hun kunne ane hans lettere spidse ører. "Du er elver?" Hun lød overrasket. Meget overrasket, faktisk!

Rhys lavede gerne grin med sig selv. Han havde erfaret, at folk ofte fandt ham underholdende - mest på grund af hans utallige fejltrin - så hvorfor ikke bare hoppe med på vognen. Så virkede det ikke nær så ondskabsfuldt, og han kunne give folk et godt grin. Han så på hende da hun tydeligt drillede ham. ”Nu skal du ikke undervurdere fugle. De kan være ganske rædselsfulde.” Han smilede til hende, og undrede sig en smule over hendes mistroiske blik. Han kunne ikke se, hvorfor det var så mistænkeligt at præsentere sig selv, men han kommenterede ikke på det, og da hun præsenterede sig, følte han at de ikke længere var fremmede, hvilket han synes var rart. ”Hyggeligt at møde dig.” Han tog sin hånd til sig og fulgte efter hende. Han drejede hovedet og så på Vira, men så på Adilya igen, da hun overrasket konstaterede han var en elver. Han havde før i tiden skjult det en smule, men han så ingen grund til det længere. ”Ja. Overraskende nok. Jeg er ikke nær så graciøs og elegante som andre af min slags.” Han lagde ikke skjul på, han hentydede til Adilya. Hun havde udvist både ynde og styrke, hvilket var en usædvanlig blanding, ifølge ham.

Adilya hævede et øjnebryn over ham. Denne elver virkede ikke til at være for klog, men nu skulle hun huske ikke at dømme for hurtigt. Det kunne sagtens være at han var snu, så selvfølgelig måtte hun holde lidt øje, når hun fik bragt ham hen til hytten. "Kan de nu det?" Det virkede ikke til at være et spørgsmål som han skulle besvare, men det stod åben til at han kunne. Hvis han lystede.
Det han sagde om 'hans' slags fik hende til at knytte den ene hånd. "Din slags? Vi har et navn. Du får det til at lyde som om vi er en pest, som man ikke må snakke om." Hendes stemme havde fået en iskold tone over sig. "At være en elver handler ikke kun om at være elegant eller graciøs. Det handler om at beskytte naturen og følge vores traditioner. Sørge for at vores slægt ikke dør."

Det var ikke fordi Rhys var uintelligent, han var bare uvidende, og han mente ikke det var den samme ting. Men for andre, forstod han godt hvorfor folk tænkte han var smådum. ”Det kan de.” Svarede han hende med et smil og fulgte hende. Han blev overrasket over hun tog hans kommentar så personlig. Det var overhovedet ikke sådan han havde ment det, men han kunne godt se, det måske ikke lød så godt. ”Det var ikke sådan jeg mente det. Undskyld.” Rhys havde aldrig følt sig hjemme ved elverne, men heller ikke ved menneskene. Han vidste ikke hvor hans plads i verden var. Hun blev lige pludselig meget kølig, hvilket gjorde ham en anelse utilpas. Han havde ikke på noget punkt forsøgt at fornærme hende. ”Jeg forstår. Jeg mente intet ondt med det.”

Adilya kunne skimte sin hytte mellem en masse træer, som skjulte hytten rimelig godt. Det krævede at man vidste helt præcis hvor hytten var før man kunne se den imellem træerne. Hun var virkelig glad for det. Mange vandrere, farlige væsner eller uvelkomne dyr så slet ikke hytten, og fortsatte bare deres jagt, imens hun sad inde i hytten og slappede af.
"Nej, jeg undskylder," hun sukkede træt og så på ham over sin skulder. "Jeg er meget beskyttende hvad angår vores race." Hun kørte lidt akavet en hånd op af hendes arm. "Jeg er vant til at folk hakker os ned og laver sjov med vores ører." Hun skubbede et par grene til side for at komme hen til hytten. "Så er vi her."

Rhys fulgte hende med stor tillid, og forventede at hun førte ham hen, hvor hun havde sagt. Hun havde vel ikke grund til andet. Han havde på ingen måde med hensigt, at fornærme hende. ”Det forstår jeg også godt. Men jeg har altid beundret elvere. I har et samfund, som ingen andre racer har. Og hvis jeg skulle gøre grin med dine ører, ville jeg også gøre grin med mine egne.” Han smilede let og håbede hun forstod hans hensigt. Hun havde været så venlig ved ham, så han burde gøre det samme med hende. Når han fik mulighed for det. Han så på hytten da de nåede frem. Den var placeret ret strategisk. Man lagde ikke sådan lige mærke til den, men ville godt kunne finde den, når man vidste hvor den var. Måske ikke lige i Rhys’ tilfælde, da han overhovedet ikke kunne finde rundt i den skov.